A new life!

[Deleted]

Caleb var som grebet af en glæde uden lige. Efter hans møde med Warwick havde han mere eller mindre bare valgt at skulle haste hjem, for det havde virkelig været en lang vej! Han havde nægtet Bella at gå ud nogen steder, udelukkende fordi at han ikke ønskede, at hun skulle komme galt af sted, hvis han da ellers kunne gøre noget for at beskytte hende. Han ville beskytte hende og derfor bedt hende om at blive. Hun var jo også blevet syg, så alt af skind og tæpper som de havde haft, havde han pakket hende ind i, bare i et forsøg på at få hende til at blive bedre. Turen hjem havde taget ham adskillige timer, så han havde jo faktisk været væk hele dagen? Han havde ikke været på Horehuset de sidste dage, selvom han havde været tvunget til det, men hvem pokker ville efterlade deres syge kæreste hjemme for at tage på arbejde? Han gjorde det virkelig ikke! Og nu hvor han havde mødt Warwick, så kunne han jo næsten sige sig færdig med det miljø, hvilket kun var noget som gjorde det hele så mange gange bedre for hans vedkommende, at man skulle tro at det måtte være løgn! Han ankom til bjergene og var næsten helt forpustet, for det var virkelig en lang tur fra søen og hertil! Han begyndte sin stigning op af klipperne og langs den sti som var nedtrampet. Det var jo heldigvis en kæmpe fordel, at hulen som de boede i, var svær at finde, hvis man ikke vidste hvor man skulle lede, så det havde jo været til deres redning mange gange. ”Bella..” endte han dæmpet som han fik sig frem til huleindgangen på allerede rekordtid! De skulle pakke og det skulle være lige nu! ”Bella!” endte han mere højt og næsten helt ivrigt end det som han havde gjort nogensinde før. Han vendte blikket mod hjørnet hvor de normalt plejede at sove. Bunken med tæpper og de mange skind. Han kunne jo bare håbe, at hun havde hørt hans bøn og var blevet her, mens han havde søgt ud efter Warwick. Nu havde han jo endelig fundet manden! Eller.. havde han ikke fundet ham i stedet? Det var lige meget, sagen var at de havde snakket og de var kommet frem til en enighed, som de begge kunne leve med, så kunne det jo heller ikke blive bedre! Han knælede stille. ”Bella.. du skal stå op.. vi skal pakke,” hviskede han med en kærlig stemme. Han håbede dog bare, at hun lå der, for han ville ikke begynde at fjerne tæpper og skind, hvis hun stadig måtte fryse.

[bella]

Bella havde rigtig nok været nægtet at gå nogle steder overhovedet - derfor var hun også nødt til, bare at blive liggende. Men sandheden var, at hun havde slet ikke kræfter til at komme op at stå. Hun vaklede sådan og følte sig virkelig elendig. Hun havde lagt under alle deres tæpper og skind og hvad de ellers havde. Og hun havde haft varmen nogle gange, men for det meste frøs hun og afgav en slags koldsved. Hun var lettere bleg og hun hostede også. Hun havde da aldrig prøvet noget lignende. Men det var vel prisen for at være herude? Hun slog øjnene op, da Calebs stemme rungede i hendes hoved. Deres sted var svært at finde, så derfor vidste hun også, at hun stort set var udenfor fare når hun lå her mutters alene og afkræftet. Hun havde døset hen nogle gange, men på trods af forsikringen om at være svær at finde...Så kunne hun alligevel ikke sove uden sin elskede ved sin side, det var bare for svært for hende! "Hmm.." endte hun dæmpet, selvom hun var helt ru i halsen. Hun rømmede sig let og lod den ene hånd stikke ud fra de mange tæpper hun lå pakket ind i. Hans ivrige stemme var noget som fik hende til at smile - noget godt måtte være sket. Måske han havde fundet Warwick? Det kunne hun næsten håbe, for hun ville så gerne væk herfra og bare gøre en god ting, som kunne hjælpe dem til en bedre hverdag - uden at Caleb skulle færdes omkring horehuset, for ærlig talt så gjorde det for ondt at lade ham tage afsted. "Jeg er her," sagde hun med en hæs stemme og hostede kort. Hun prøvede at sætte sig op, men lagde sig gispende ned igen, da endnu et hosteanfald kom. Hun kneb øjnene i. De var trætte og der lød en torden, når hun lukkede øjnene i. Det knitrede virkelig. Hun åbnede træt øjnene og kiggede op på Caleb med den mest optimistiske mine hun kunne få frem. "Hvor skal vi hen?" spurgte hun dæmpet og gned sine i øjnene med sine hænder. Hun gøs kort og bed tænderne let sammen. Hun ville bare gerne blive rask igen, fremfor bare at ligge her..Ubrugelig endnu engang!

[Deleted]

Det bekymrede virkelig Caleb at se at Bella havde det så slemt, men han valgte nu at se positivt på det og det var jo også nu at de havde muligheden for et bedre liv! De kunne faktisk få sig et sted hvor de kunne være, hvor de kunne finde den ro og den tryghed som de længe havde søgt og han kunne komme ud af den onde cirkel som han selv havde været fanget i, igennem alle disse år, hvilket også var ham en tanke som han kun måtte nyde sig noget så frygtelig godt over, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At se at hun stadig lå der hvor han havde ladet hende ligge, var nu ikke noget som han havde noget imod som sådan, for hun havde klart brug for hvilen, så hun kunne blive så frisk som muligt igen. Han var glad og han var betydeligt mere munter end der hvor han havde valgt at søge ud. Man kunne vel godt sige, at lykken endelig havde valgt at tilsmile sig dem ,selvom det virkelig også var ved at være på tide ifølge ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han sendte hende blot et stille og let smil, som hun bare lå der. Det var også noget så tydeligt for ham, at hun slet ikke havde det godt, hvilket faktisk var noget som gjorde forbandet ondt også på ham. ”Bare blev du liggende, min kære, så skal jeg nok sørge for at det hele bliver pakket.” Han lænede sig stille ned over hende, hvor han skænkede hendes pande et blidt og næsten forsigtigt kys. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende, tog fat om alt der hed tæpper, dyner og skind og lagde det godt og trygt omkring hende, bare for at sørge for at hun havde det godt, for det var virkelig også det som betød mest for ham, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Han lagde sig tæt ind mod hende, hvor han selv krøb ind under tæpperne. ”Jeg har fundet Warwick,” forklarede han videre, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile ved den tanke alene, for det var i den grad noget af det som han måtte nyde mest af! Han havde snakket med manden og de var kommet frem til en enighed som han i den grad også kunne leve med! ”Vi skal til Benden.. og så hurtigt som muligt,” hviskede han muntert ind mod hendes øre, hvor han vendte blikket roligt mod hende, nærmest afventende hendes reaktion. ”Tænk dig.. en varm seng, et værelse og så har vi hinanden.. vi får os et godt liv,” forklarede han videre. Ham selv var jo næsten ivrig. Han så frem til det!

[bella]

Bella havde det dårligt og hun havde virkelig aldrig haft det sådan før. Hun hadede at ligge her og fryse, uanset hvor mange tæpper hun var pakket ind i! Hun sov af og til, for de var jo højt oppe. Så det var sjældent nogle ville finde frem til deres hule. Caleb virkede dog utroligt glad, så derfor tillod hun sig også at smile ligeså stille. Hun kiggede mod ham, som han kom hen imod hende. Hun var bare glad for at have en sådan omsorgsfuld kæreste. Tænk om hun havde været helt alene om dette? Bare lagt syg. Hun havde jo ikke anet hvad hun skulle gøre! Hun bed tænderne sammen. Hun rejste sig sjældent, da det var svært nok i sig selv. Og hun var så dingels, med hendes tunge hoved og hendes skælvende krop. Så hun havde ikke tænkt over at rejse sig. Hun lå bare. Hun spiste knapt nok, for det smagte slet ikke som det plejede. Men hun følte for at smile bare lidt, nu da han i den grad kom langt mere glad hjem. Så der måtte være sket noget godt og hun håbede virkeligt, at det var noget om Warwick. Så kunne de komme herfra og hun kunne blive hjulpet i bedring. "O-okay," sagde hun dæmpet, da han bad hende blive liggende og sagde, at han nok skulle pakke. Det skulle han nok også få lov til da, for hun ville slet ikke kunne kordinere det at pakke. Hun rystede let af kugle og puttede sig ind til ham, da han lagde sig ved hende og puttede hende ind i tæpperne. Hun lukkede øjnene i der summede og det buldrede igen bag hendes øjenlåg, det var da virkeligt bare irriterende! "Har du..? Endelig," sagde hun dæmpet og bed tænderne let sammen. Når han lød så glad, kunne det da kun betyde, at de skulle til Benden? Hun lå og forestillede sig de mange ting - seng, værelse.. alt som han havde aftalt med Warwick, lød som en drøm, efter hvad hun havde været vant til!

[Deleted]

Caleb måtte virkelig erkende, at han var bekymret for Bella. At hun havde det så elendigt, så var han da kun glad for at han var der til at hjælpe hende så godt som det nu måtte være ham menneskelig muligt. Det var nok ikke meget som han var i stand til at skulle gøre, men han kunne holde hende rolig, han kunne forsøge at holde hende varm og så måtte han jo tage sig af alt det vigtige som skulle ordnes. Hvad han vidste, så var der ikke nogen som vidste hvor deres hule måtte være henne, hvilket han bestemt heller ikke havde det mindste imod. Så længe, at hun havde det som hun måtte have det, så var han kun glad for, at han kunne søge ud velvidende om at hun faktisk også ville være i sikkerhed. Det var vel et dyrisk instinkt som de alle måtte være født med? Det var i hvert fald noget som han måtte være temmelig sikker på, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han lod hende mere end glædeligt trække sig helt tæt ind til ham, hvor han lagde armen om hende og sørgede for at hun kunne holdes så varm som det nu var ham overhovedet muligt. Han ville virkelig ikke have at hun skulle ligge der og fryse. Slet ikke! Han strøg hende roligt og stille over ryggen, også for at vise hende, at han var der for hende som han ikke kunne drømme om at være der for nogle andre! ”Jeg har fundet ham min egen.. Vi skal dertil så hurtigt som muligt,” hviskede han stille mod hendes øre. Det lettede hende, det var da noget som han tydeligt kunne høre på hende, hvilket faktisk også måtte gøre ham noget så frygtelig glad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han kyssede stille hendes pande, som han lod de mørke øjne søge mod hende. ”Jeg vil begynde at pakke,” fortsatte han roligt. Han ville bare lade hende vide hvad det var at han gjorde. Han var nemlig ikke langt væk. ”Forvandle dig til en ræv min egen.. så skal jeg nok bære dig dertil,” hviskede han stille. Det var jo heller ikke fordi at der var meget at pakke, for det var jo heller ikke fordi at de var i besiddelse af de fleste ejendele. Hvilket vel også kun var til en fordel lige for øjeblikket? ”Bare bliv liggende.. jeg er lige i nærheden,” hviskede han stille, hvor han endnu en gang valgte at rejse sig, for at påbegynde pakkeriet.