Trying to make a new life..?

[Deleted]

Det var ved at være en temmelig sen aften, da Matthew søgte direkte igennem parken. Efter at skovene i Procias var endt med at blive fuldkommen ødelagt, havde han pakket det som han havde været i stand til at bære, Eniqa med og ellers bare hastet ud af skoven, så hurtigt som det nu havde været ham menneskelig muligt at gøre det. Det var jo heller ikke fordi at han havde regnet med at hans nye hjem skulle ødelægges og specielt ikke nu hvor han faktisk var faldet så godt til i de procianske skove! Han hadet virkelig den tanke! Og som en gammel leder af warlocks, så ville han så sandelig heller ikke tøve med at slå dem ihjel som havde gjort det! Han agtet dog stadig at holde det gamle rygte ved lige.. folk troede at han var død og det var helt sådan at det skulle forblive, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han ønskede ikke noget andet end Eniqas bedste og efter hendes møde med Alaster, så var hun også kun blevet mere afhængig af ham, end det som hun havde været nogensinde før. Stod mange mænd i hans situation, så var han udmærket godt klar over, at de ville have forladt hende for længe siden.. de kunne få noget som var mange gange bedre, og Matthew vidste, at han kunne det samme. Han ønskede det bare ikke. Han ønskede det ikke nu hvor han havde den kvinde ved sig som han faktisk måtte elske, hvoraf de mange andre, bare ville have været en erstatning! Med hans magiske evner, så havde han fået lavet dem et skjul ude i den store park. Som han selv måtte vide af, så havde ingen set dem søge derud, så han var stadig i sikkerhed og det samme var hun. Kenara var sammen med hende, når han ikke var, så han var klar over, at hun var i sikkerhed. Det var jo lige det faktum, at skulle komme sig efter det møde og det var noget som tog tid, det krævede at hun måtte hvile, så det var heller ikke fordi at Matthew i det hele taget lod hende gøre noget som helst. Gemt mellem buske, krat og en masse træer, var deres lille hytte. Den var temmelig lille, for det var heller ikke fordi at han havde haft så mange naturlige redskaber at gøre brug af, men det var jo trods alt bedre end ingenting og han kunne jo stadig holde hende varm om natten, når kulden slog ind, for det var jo heller ikke fordi at det var helt varmt endnu. De procianske skovdyr havde da tydeligt søgt hertil i stedet for, så det at finde vildt som han kunne fange og få med sig hjem, var heller ikke det sværeste. Han havde fået fanget adskillige kaniner, som han allerede havde fået tilberedt, smidt resterne til rovdyrene og taget det brugbare med sig hjem i en lille sæk – noget af det eneste som han havde fået med sig fra skovene i Procias. Han nåede igennem parken og hjem. Han kunne høre Kenara brumme, så alt tydet på at være ganske udmærket? Hans øre og sanser var virkelig på stilk, for det var jo heller ikke fordi at han ønskede, at det skulle gå galt nu! Slet ikke! Han nåede det lille bålsted, hvor han igen med magi, fik flammerne og ilden til at blusse. Sækken lagde han ved siden af, som han søgte ind af den lille åbning som var. Så lille som muligt, så vind og alt mulig andet ikke skulle ramme dem. ”Jeg er hjemme,” sagde han roligt.

[Deleted]

Natten var endnu engang faldet på. Manjarno var gået til ro, og om man skulle tro det eller ej, så var mørket det mest sikre at skulle søge ud i, i disse tider. Den store, frodie sov i Procias, var væk for længst, en tanke som mange måtte afsky. Flere havde været tvunget til at forlade deres hjem, for at tage hertil, hvor de nu lå spredt. Eniqa sad på 2 gamle tæpper, og betragtede den hytte, som Matthew havde vist hende mod. De seneste dage, havde hun overvejet, hvor mange der var nået fra skovene. Om nathaniel og Liya, havde fået børnene med sig ud, om Nerissa, havde overgivet sig til virkeligheden, og om den unge tiggerkvinde, der ivrigt var igang med et byggeri, nogensinde var nået vælk derfra i tide. Hendes blik var en anelse tomt, som hun stirrede mod væggen. Kenara lå lige under, og stirrede intenst på hende med de gullige øjne. Hun havde udemærket opfattet, at både ham og Matthew var over hende konstant, siden hendes møde med Alaster, havde hun ikke fået lov til at gøre noget som helst selv. Hun sukkede, og slog hovedet mod væggen. Kenara brummede, og hun sendte blot det store kattedyr et dovent blik. Det var ikke mere end et par timer siden, siden hendes hånd havde valgt at strejke, en ting hun faktisk måtte finde forbandet irriterende! Denne gang havde hendes kære gamle eks mand virkelig formået, at få hende ned med nakken. Endda i bogestavelig forstand. Amrene lå foldet over hendes bryst. Det var ved at være sent, også selvom hun efterhånden havde mistet tidsfornemmelsen, af at sidde her dag ud og dag ind. De blonde lokker hang en smule uglet omkring hendes skuldre, selvom de endnu måtte indramme det blide ansigt. Det havde ikke ligefrem været en nem tid. Blikket gled opmærksomt op, idé hans skygge måtte vise sig. Hun trak let i mundvien. Det var raert med Kenara som selskab, men sammentidig også forfærdelig, han var næsten mere overbeskyttende, end det som Matthew i sig selv måtte være, hvilket virkelig ikke sagde så lidt. Der var en smule småkoldt. Godt nok havde de fundet en måde, hvorpå de kunne få lidt varme, men om aftenen var det stadig koldt. Blikket gled mod den sæk som måtte hvile i hans hænder ”Dejligt!” der vaqr tydelig begrejstring i hendes stemme. Dette sted var måske brugbart, men det var på ingen måde det samme som den skov, hun altid havde holdt umådelig meget af. Der var det end ikke muligt, for kedsomhed og ensomhed at nå hende, omgivet af den smukke natur, og de sjæle omkring hende, der rent faktisk så på hende som andet end et stykke legetøj. Nu kunne hun blot sidde i den lille hule, hytte ting og have stirrerkonkurrence med Kenara, mens hun måtte vendte på Matthew. Hovedet gled på sned, hun betragtede ham med intense øjne ”Hvor har du været?” det var ikke direkte mistroisk, mere blot nysgerrighed, det var trods alt ikke meget af verden, som hun fik lov at betragte for tiden – desværre. Hun løftede sig en smule, hev et af de slidte tæpper, som hun måtte sidde på, op og lod det istedet svøbe sig omkring hendes kølige krop.

[Deleted]

At Kenara lå der og passet på Eniqa, var slet ikke noget som Matthew havde noget imod. Det var så også først der, at han normalt ville turde at søge ud, for han vidste, at der var nogen som passet på hende, så kunne alt det andet også være fuldkommen ligegyldigt – I hvert fald i hans øjne. Dette sted var måske ikke særlig stort, men det vigtigste i hans øjne, var bestemt det faktum, at de havde hinanden, også selvom de nu havde fået det mere at slås med efter hendes uheldige møde med Alaster. Han havde heldigvis ikke selv set noget til manden, for han var virkelig bange for et mindre tilbagefald hvis det skulle ske og nu hvor han havde været så clean det sidste lange stykke tid, så ville det også være en skam, hvis det skulle ende med at gå fuldstændig galt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De små døde dyr var svære at opspore og finde, for der var mange som ønskede denne gode, selvom Matthew efterhånden havde lært sig de kneb som skulle til for at komme frem først og uden at blive set. Han vendte sig mod Kenara og med et kortfattet smil, hvor han smed en kanin en anelse væk fra Eniqa som han kunne tage – Med andre ord, så ville han gerne have Eniqa lidt for sig selv. Det var ikke de værste lammelser som havde slået ind mens han var væk, hvilket var noget som han virkelig måtte prise sig lykkelig for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han fik de andre ganske hurtigt tilberedt. Det var jo heller ikke fordi at dette var noget nyt for ham som sådan, så det var vel også noget som måtte spille godt ind på den konto? Han vendte sig mod hende, hvor han gik mod hende med den rolige gang. Måske at han kunne få så meget andet som måtte være så mange gange bedre, men han var fuldstændig ligeglad. Han havde Eniqa, så havde han heller ikke brug for flere. Han smilede kort for sig selv. ”Maden skal jo på bordet,” påpegede han ganske kortfattet, som han endnu en gang vendte sig mod hende. Han fik dem smækket over ilden og gik hende i møde med den rolige gang. Pladsen var virkelig trang, men det var bestemt bedre end ingenting. Han havde fået hende ud af skoven hurtigt og det havde vel også været den ene lille ting som faktisk havde formået at redde deres liv når alt endelig måtte komme til alt? Han satte sig roligt ned ved hende, hvor han tog fat om tæppet, puttet det om hende og lod hende søge helt ind mod ham selv, så hun kunne få varmen ekstra godt. Hun sad stille dag ud og dag ind, så hun havde bestemt mere brug for det end det som han havde. ”Det blev til 3 kaniner i aften. En til hver af os,” afsluttede han roligt. Han vendte de isblå øjne mod hende. Han prøvede virkelig at lægge den leder bare en anelse væk, den hårde warlock og med alt hvad det måtte indebære, selvom det bestemt ikke altid var en nem opgave for ham, men pointen var vel også at han faktisk måtte prøve på det? Han ønskede at imødekomme hendes krav til ham, han ønskede at gøre det så godt som det var ham overhovedet muligt, også for at vise, at dette var noget som han ville. ”Hvad så med dig? Hvor mange gange vandt du stirre konkurrencen?” spurgte han med en snert af morskab i stemmen. Så snart at han selv var tryg nok på det, så skulle hun nok få lov til at komme med ud lidt.

[Deleted]

Hvilken aftale de to overbeskyttende herre, havde indgået, det var Eniqa ikke klar over, men en ting var sikkert; Kenara vogtede over hende, med alt hvad det stakkels dyr kunne. Et sted ville hun ønske, at han ville jage og nyde det liv i naturen, som hun vidste at han måtte elske, frem for at ligge her og blot stirre på hende, hun skulle skam nok klare sig. Det tomme blik, så blot frem for sig, dag ud og dag ind, som hun havde gjort siden hendes møde med Alaster. Det var hende utrygt at færdes alene i det fri, i frygt for at møde ham, men hun var heller ikke en kvinde for at leve i frygt, hun kunne ikke blive her for evigt, og det var også noget, som Matthew snart måtte indse, hun nægtede ganske simpelt, at lade hendes nye handicap blive til et direkte fængsel, som der desværre skete med så mange andre. Hvad der så bekymrede hende endnu mere, var at hun havde kendskab til Alasters virkelige ønsker. At finde Matthew, og sørge for at hun ikke ville være i stand til at gemme sig hos ham, og for tiden var han den der måtte jage, og endda alene, men i virkeligheden var han jo mere udsat end hende, men ville han lytte til det? Overhovedet ikke.. Mænd! De tanker var forsvundet fra hendes sind så snart dødren var gået op. Det lille smil spillede over hendes læber, i det mindste så gjorde han et forsøg. Blikket gled mod hendes hånd. Hun bevægede den en smule anstrengt, men om ikke andet, så kunne det da lade sig gøre. En lille lettelse meldte sig i brystet, for selvom Eniqa aldrig åbnede munden og direkte fortalte, at det faktisk gjorde hende bange, så kom hun ikke uden om det. Før eller siden måtte hun jo også videre. Blikket gled mod Kenara, der for en gangs skyld, så ud til at acceptere Matthew. Den listede sig smidigt væk, den havde tydeligvis forstået hentydningen, og listede udenfor døren med kaninen i munden. På vej ud slap den en veltilfreds knurren, og Eniqa kunne ikke holde smilet tilbage. Opmærksomheden gled mod Matthew. Hun nikkede medgivende, mad skulle de jo have, og hun var heldig, at han overhovedet gad den slags. NU var det langt nemmere, at sætte sig ind i den situation som havde stået i for et par år siden. Den frygt han havde haft for at miste hende. Nu sad hun der, med et handicap og var hæmmet på mange måder. Der fandtedes så mange kvinder, som var langt smukkere, mere intilligente og ikke mindst i stand til at tilfredsstille hans behov på andre måder, hvad behøvede han dog hende til? Eniqa så ind i flammerne. Hendes mave rumlede en smule, nu hvor kødet kunne lugtes. I disse tider, måtte man tage hvad pokker man kunne få. Så snart han havde sat sig, lod hun sig falde ind mod hans krop, med et veltilfredst suk. Det var nemmere når han holdte om hende, det overbeviste hende for en kort tid om, at han ikke ville lade hende alene ”Det lyder perfekt” roste hun kærligt. Hans forsøg på at være morsom, fik hende dog til at rynke på næsen ”Meget morsomt kæreste.. meget morsomt” der var den tydelige ironi gemt i hendes tone ”Men efterskom Kenara knapt nok blinker, fordi du har bildt ham et eller andet ind, så er jeg bange for jeg tabte hver gang” overgav hun sig, og lod det glide hen i en lidt mere munter tone. Hvad angik hendes krav, så var de ikke mange, foruden en loyal mand og sådan havde han vist sig de sidste mange år hvilket også gjorde det meget lettere.

[Deleted]

Matthew vidste udmærket godt at det var ham selv, som Alaster prøvede at ramme og ved at ramme Eniqa som han nu havde gjort, så gjorde han det virkelig kun for skræmmende godt! Ikke at det var noget som Matthew ville tænke på lige i øjeblikket, for han ønskede virkelig bare, at de kunne få lov til at leve i deres sikkerhed og i den tryghed som de havde haft ude i skoven. Der var en grund til at han havde fået hende med sig her til parken. Det var langt mere hen af de vante omgivelser end det som man kunne sige sig, at et kroværelse ville være. Desuden så var de jo døde for omverdenen – eller han var da om ikke andet, nu hvor hun var kendt som levende, så ville det vel også gå ud over ham på et eller andet tidspunkt? Han tænkte slet ikke i de tanker. Umiddelbart kunne man snildt sige, at der var en lille aftale mellem ham og Kenara. De så efter Eniqa på skift og det var bestemt heller ikke fordi at han gjorde det for at virke overbeskyttende, men fordi at han var bange for at hendes pludselige og midlertidige lammelser kunne finde på at ramme områder som slet ikke burde rammes! Såsom hjerte eller lunger, for så havde de virkelig ikke noget som de kunne stille op. Han ville bare ikke lade hende alene, hvis han ellers kunne blive fri for det og nu hvor jagten var færdig, så kunne han søge hjem, være der hvor han virkelig måtte høre hjemme, for det var vel også det som var hende det bedste? Han lod hende mere end glædeligt falde ind mod hans egen krop, som han snildt måtte tage pladsen ved siden af hende, hvor han ikke kunne lade være med at smile! Hovedet gled let og stille på sned, hvor han ikke kunne lade være med at skulle betragte hende på denne her måde. Han trak vejret dybt. Hun havde det godt, hvilket han i den grad også måtte være storslået tilfreds med! Han lod den ene arm søge om hende, så hun kunne komme helt tæt ind på ham. Ikke fordi at det var noget som han havde det mindste imod, for han måtte faktisk nyde den tanke og noget så frygtelig voldsomt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Han måtte nu alligevel trække let på smilebåndet til hendes ord. Han havde sagt forbandet meget til Kenara, men det var jo et dyr? Han forstod jo knapt hvad han måtte sige vel? Han havde bare brug for at komme lidt ud med det. ”Så må du jo øve dig, min kære.. jeg ved nemlig godt, at du kan.” Han strøg hende roligt over armen. Lige i aften kunne han faktisk godt være sød. Eller.. han prøvede på det. I det indre, så var det virkelig et virvar af vrede og raseri på grund af det som var sket. Den dag som han så Alaster igen, så ville han uden tvivl komme den mand til livs og med alt hvad det nu måtte kræve set fra hans side af, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Han skubbede de tanker fra sig. ”Mangler du følelsen nogle steder?” spurgte han stille. Bevægelse gjorde jo også godt for hende, og han kunne jo heller ikke holde hende indenfor mere eller mindre hele tiden! Han vidste godt, at hun ligesom ham, også havde brug for at komme lidt ud. Han kysede let hendes tinding som han trykkede hende ind mod sig. Det ville tage lidt tid at få kaninerne færdig, så at komme lidt ud.. og se månelyset og bare snakke? Han betragtede hende roligt, ikke mindst med et ganske roligt blik.

[Deleted]

Alaster havde for længst fundet et af Matthews svage punkter. Eniqa ville nødig være egoistisk, men hun nød i det store og det hele, at hun havde fået en så stor betydning for ham, at hun direkte kunne kaldes en svaghed, når enhver kvinde havde plejet at være hans svaghed. Denne gang var det dog lykkedes Alaster at ramme dem. Dette havde kostet umådelig meget, hun kunne ikke leve et direkte normalt liv igen, og specielt ikke, så længe at Matthew og Kenara, absolut skulle blive ved med at holde hende væk fra alt! Skoven var ødelagt, hvilket også var noget der virkelig nagede hende. Det havde været hendes hjem siden barndommen, det havde været hendes skjulested, og det havde været hendes fristed, det havde været hendes trygge sted, og nu var det ødelagt, den hule hun havde brugt uger på at lave, var brændt ned til grunden, der var ikke længere et sted at gemme sig, og hun viste det ikke direkte uadtil, men det var noget af det, som måtte skære hende rigtig dybt, hun vidste jo at Matthew virkelig gjorde sit bedste, men hun ville bare hjem, tilbage til en tryg vejrdag. Deres muligheder var begrænsede, de var begge døde for omverdenen, intet var det samme mere! Blikket stirrede frem i flammerne, der spejlede sig i den blanke overflade. Hun puttede sig ind til matthew. Han var kold, det kunne hun hurtigt konkludere, ilden varmede heldigvis hurtigt, dette lille sted. Kenaras tilfredse brummen, kunne høres udenfor, den ville sikker gå på jagt i aften. Hun skævede en anelse op mod ham. Han virkede munter, utrolig munter i forhold til selve situationen ”Hvem har ramt dig med en lykkekage?” mumlede hun med tydelig ironi i tonen. Det var selvfølgelig rart, at se ham smile, se ham være tilfreds, også selvom hans kæreste nu stod som dybt handicappet, og var utrolig træt, Eniqa frygtede blot, hvor lang tid det rent faktisk ville vare. Varmen fra bålet var langt mere effektiv en tæpperne. Det orange skær faldt over hendes blege ansigt, vinteren havde været over dem, og det var ikke ligefrem noget der gav særlig meget farve, ”Hvor du irriterende” hun slap dog en blid latter. At slå en panter i stirrerkonkurrence, krævede mere end blot øvelse. Hun daskede ham blidt på armen. Benene blev trukket op under hende, hvilket kun gav hende mere mulighed for at hvile op af ham. Hun trængte virkelig til at være lidt selvstændig, hun fik jo ikke lov til noget som helst! Den første uge, havde det været romantisk og sødt, men nu var hun efterhånden træt af det, det var bare ikke hende med alt den service! Blikket gled mod hans, hun satte sig ordenlig op igen, og bøjede en smule anstrengt i det stive håndled ”Min hånd.. Men det er flere timer siden” tilføjede hun hurtig, hun orkede ikke mere direkte bekymring, også selvom hun elskede at se ham prøve, desuden var det et spørgsmål, hun omtrendt fik hver eneste dag. Blikket gled en anelse i, som hun tog imod hans kys, og lod sig knuge ind til hans krop. Hun sukkede en anelse opgivende, okay de små øjeblikke nød hun tilgengæld ”Jeg elsker dig” hviskede hun stille. For tiden havde hun haft et ekstremt behov for at fortælle ham det, hun var skrækslagen for, at han ville finde bedre, for bedre fandtes. Ganske stille gengældte hun hans kys, mod hans kind. Hun kunne vel ligeså godt overgive sig? Også selvom hun for en gangs skyld, ville gøre alt for at se månelyset, være sammen med ham, uden at skulle putte sig ind til ham, og føle sig direkte ynkelig, let var tiden bestemt ikke.

[Deleted]

Alaster var ude efter ham, så meget havde Matthew da allerede fundet ud af, og han havde fundet den mest perfekte måde at gøre det på; Nemlig at skulle gå efter Eniqa. Ved at tvinge hende igennem det som var sket, så havde det nemlig ramt dem begge to. De var døde for omverdenen og han håbede da bare om ikke andet, at den mand måtte holde mund om det derude, ellers havde han da først for alvor et problem, for han havde aldrig været særlig velset nogen steder! Det eneste som han egentlig måtte ønske sig, det var den mulighed for at skulle finde den ro og den tryghed. Han havde mere eller mindre slået sig til ro sammen med Eniqa også selvom de nu havde fået deres at skulle slås med, for han vidste, at det var noget som ville følge dem hele livet, om det jo så var noget som han ville det eller ikke. Han prøvede virkelig bare at holde sig positiv, selvom det ikke altid var lige nemt, men han prøvede da. Han vidste godt, at han stod i en direkte ubehagelig situation ved den tanke til at han var så overbeskyttende for hende, at han holdt hende væk fra absolut det hele og nu hvor skovene var brændt til det rene ingenting i Procias, så var de jo også nødsaget til at blive her. Herude kunne de da om ikke andet være trygge og sikker. De få som vidste at de var der, det var jo Nathaniel og Liya, bare i tilfælde af hvis der skulle ske noget, for han vidste, at bare det at gå ud for at finde dem noget at spise, så var det med en utrolig risiko, netop fordi at han skulle siges at være død for alt omkring ham. Tanken var befriende, også fordi at han ikke havde de mange forventninger, selvom de fleste fra hans eget land, jo faktisk havde set ham blive hængt. ”Er det nu forbudt at smile, når man er sammen med dig?” spurgte han roligt. Han hævede hånden og strøg den roligt over hendes kind. Hun havde altid været den som kunne få ham til at smile, som hun også havde været den som kunne få ham til det stik modsatte. Den dag i dag, var det nu heller ikke noget som rørte ham som sådan, for det var bare en ting som man vel også kunne sige, at han var blevet vant til med tiden som var gået? Så kunne det jo vel også kun være en positiv ting? At have stirekonkurrence med et dyr og specielt med en panter som Kenara, var han godt klar over ikke har det nemmeste! Han kunne ikke lade være med at smile og med en kort latter, da hun fortalte ham hvor irriterende at han nu måtte være. Ikke fordi at det var noget som forundrede ham det mindste. ”Det er da rigtigt! Du må jo bare øve dig..” Han vendte blikket mod hende. Hun klarede sig udmærket og så længe, at hendes lammelser ikke ramte hjerte eller lunger, så skulle han bestemt heller ikke klage. Han vendte blikket mod hendes håndled. At det var endt lamt for disse timer, var noget som fik ham til at sukke. Han lagde hånden roligt omkring det, hvor han klemte let i en form for massage. Han ønskede bare at hjælpe hende og det var på de måder som han nu havde at gøre godt med og meget var det jo heller ikke. Et sted var det nok den tanke som frustrerede ham meget! ”Jeg elsker også dig,” sagde han roligt og gengældende og han mente det skam! Det var også ord som han omtrent måtte få hver eneste dag, selvom han bestemt heller ikke skulle klage over det! Han vendte de isblå øjne direkte mod hende. ”Der er et godt stykke tid til maden er færdig.. Og jeg tror at du har godt af at bevæge dig lidt. Vil du med ud? Og gå en tur rundt i parken?” spurgte han roligt. Også bare muligheden for noget ordentlig kvalitetstid. Desuden her i mørket, så var det også nemmere for dem at skjule sig.

[Deleted]

Mødet med Alaster, var mest af alt noget som Eniqa lystede at glemme. Gang på gang hjemsøgte han hendes sind, og denne gang havde han formået at ramme ikke kun hende, men også de omkring hende, hvilket ville sige Matthew. Så lang tid, at hun vidste, at den mand stadig måtte være i live, så ville hans ansigt plage hende, minderne ville plage hende, og så lang tid han var omkring, så kunne hun heller ikke, give sig helt og holdent hen til Matthew. For verden var de døde, begravet sammen hånd i hånd, det stod ikke sådan til, men nu hvor Alaster kendte til deres hemmelighed, så måtte hun erkende, at hun bekymrede sig om hvor vidt det ville være en hemmelighed for meget længere. Hun krympede ind i Matthrew’s favn, lod varmen fra flammerne og hans omfavnelse gøre hende tryg. Et lille smil hvilede på hendes læber ”Jeg ved at du ikke kan lade være” påpegede hun en anelse drillende, og lod blikket betragte hans. Der var slående lighed, hans kindben var ligeså markante som hendes, og de havde de samme øjne. Endnu engang måtte Eniqa undre sig over, hvorfor deres familiehemmelighed, ikke var gået op for dem før nu. Burde det være hende et problem? Det burde det nok, men hun var ligeglad, hun elskede ham, og det var der vel intet forkert i? Kinden faldt mod hans kind, den ru hånd der kærtegnede hende, og lettede hende uden tvivl. Hun kneb øjnene fast sammen, og stirrede intenst på ham ”Du har ret, og jeg starter ligenu” ihærdigt forsøgte hun, at lade være med at blinke, selvom hun hurtigt fik tårer i øjnene og til sidst måtte give efter, med et opgivende suk. Hånden faldt i hans, hun betragtede hans fingrer massere det blidt. Det var ligemeget eftersom det var flere timer siden, men hun nød når han rørte ved hende, derfor lod hun ham også bare. Hans ord varmede hende endnu engang. Hvem ville have troet, at han en dag ville give de ord til en kvinde? Og hun følte sig beæret over, at de var tildelt hende, mere eller mindre hver dag. Næsten overrasket, vendte hun blikket tilbage mod ham. Han ville rent faktisk lade hende komme ud? Hun hævede et øjenbryn, og så en anelse skeptisk på ham ”Du vil have mig med.. ud?” gentog hun, blot for at forsikre sig, at hun ikke havde hørt forkert. Svaret nåede hun dog end ikke at få, før smilet havde bredt sig omkring hendes læber ”Og det spørger du om?” udbrød hun med enorm begrejstring. Allerede nu, var hun en anelse vaklende, på vej på benene. Der ville uanset så tid før maden var færdig, hun ville nyde at gå rundt med ham, det var så lang tid siden, at de sidst havde lavet noget sammen som sådan, gået og snakket, for bekymringen sad i begges sind. Hånden holdte stadig om hans, hun strammede grebet en anelse, som for at hjælpe ham på benene. Der var direkte julelys i hendes blik, som et barn på juleaften, det var en gave, for det var efterhånden flere uger siden, hun sidst havde fået lov at tage en tur ud, specielt når han ikke ville have, at hun færdedes alene ”Er det koldt?” spurgte hun roligt, og kastede et blik mod den isblå kappe, der hang over en slidt stol i et hjørne. Foråret var på vej, det måtte vel begynde at blive grønt igen? Allerede nu blomstrede den enorme forventing, til de blomstrende planter og buske. Man kunne vel sagtens sige, at der endnu hvilede en stor del af druiden i hende, hun elskede naturen, den gjorde hende komplet i et samarbejde med ham, og nu var hun ikke længere i stand til at skulle nyde den.

[Deleted]

Matthew vidste udmærket godt, at det var meget lidt som de kunne stille op med omgivelserne og folket omkring de. Folk troede jo at de var døde, at de var begravet og det var også sådan, at han ønskede at skulle holde det i den anden ende. Han ønskede faktisk bare et liv i ro og mag, selvom han havde en mærkværdig fornemmelse af at det kun var et spørgsmål om tid, inden at sandheden ville dukke op omkring dem, nu hvor Alaster kendte til det og manden desværre ikke var død endnu. Det var faktisk noget som måtte bekymre ham. Matthew havde dog sine bekymringer, hvis man ville tro det eller ikke, men for øjeblikket, så var det jo bare ikke noget som man så særlig meget til i den anden ende. Han var en mand som ikke var særlig god til at skulle give efter for nogen eller noget på den måde, og det var noget som faktisk måtte gøre ham bekymret. Han havde det jo faktisk hende at tænke på og det var også noget af det som gjorde, at han måske kunne virke lidt.. omklamrende på denne måde? Han lod hende ganske rigtigt, ikke komme med ud, for han var bange for udfaldet på den ene eller den anden måde. At hun ville øve det, var noget som kun fik ham til at smile, hvor han lagde armene roligt omkring hende og trykkede hende ind til sig. ”Den dag du kan slå Kenara, så er du da verdensmester til den leg,” påpegede han sigende. Han strøg hende roligt over siden og med det stille smil på læben. Sammen med Eniqa havde han det faktisk godt og et sted, så var han virkelig også glad for, at det var ham som var løbet af med den store sejr i den anden ende. Han var ærlig talt fuldstændig ligeglad med hans kære lillebror. Den mand kunne ryge og hoppe for alt hvad han vidste! At hun var overrasket over at han ville have hende med ud, var noget som morede ham. Han smilede let. Han havde holdt hende i sengen så længe, så det skulle vel bare mangle, at hun fik lov til at komme lidt ud? ”Selvfølgelig mener jeg det,” forklarede han hende stilfærdigt, som han lod hende rejse sig op, hvor han fulgte trop lige efter hende. Han rejste sig roligt op og med de isblå øjne hvilende på hendes smukke skikkelse. ”Det er en anelse koldt endnu, kære.. Tag kappen med..” Med disse ord, så var han hurtigt henne, hvor han kunne tage fat om den, før han var henne ved hende endnu en gang, så han kunne lægge den roligt omkring hendes skuldre og med den samme rolige mine. Han kunne ganske enkelt ikke lade være. Han kunne holde varmen, men igen, så var han ok også den af de to som var mest ovenpå og han ønskede ikke, at der skulle ske noget med hende, hvis han ellers kunne blive fri for det i det store og hele. Han sendte hende et stille smil. ”Jeg tror nemlig du har brug for at komme lidt ud, blive lidt genforenet med skoven og naturen… Jeg ved, at du har det i dig.” Han slog armen stille omkring hende og trykkede hende ind til sig. Familieligheden var storslået, men han havde aldrig rigtigt tænkt på det, af grunde, som han slet ikke forstod sig det mindste på, om det jo så var noget som man ville vedkendes eller ikke, så var det jo bare sådan, at det var. ”Kom kæreste..” Han kyssede stille hendes tinding. Han prøvede virkelig at være den flinke type overfor hende og overfor hende, så var det langt nemmere, end det var overfor andre. For hende, så var det vel heller ikke en svaghed?

[Deleted]

For omverdenen henlå de døde, men i disse tider kunne intet skjules, og selv Eniqa var klar over, at det udelukkende ville være et spørgsmål om tid, inden nogen ville finde ud af at de egentlig var vel eller.. ihvertfald ikke afgået ved døden, hvis ikke Alaster allerede havde sladret vel og mærke, den mand var hende virkelig en evig poltergejst! Tiden havde ellers været så fredelig, de havde haft mulighed få at slå sig ned, Matthew havde det godt igen, og selv på trods af hendes fejl i den tid, så havde han valgt at tilgive hende, og her kunne de stå sammen igen, hvilket virkelig kun var en tanke der glædede hende. Det var selvfrølgelig en ro som Alaster havde valgt at ødelægge, ved at skulle skænke hende det hadicap, der direkte gjorde hende afhængig af Matthew på en anden måde, end det som hun nogensinde havde været. Allerede nu måtte Eniqa virkelig sitre af længsel efter den tur ude, selv for hende var det svært at holde sig fra naturen igennem længere tid, og Matthew havde i den grad afholdt hend ei lang tid, en tanke som hun ikke kunne fordrage, men sammentidig vidste hun jo, at det var for at beskytte hende, han turde ikke lade hende færdes omkring selv. Hun sendte ham et stille smil ”Hvad bliver min præmie?” spurgte hun med et intenst glimt i øjet, der kun tydeligt måtte sige hvad hun hentydede til. Hans kærtegn lod det sitre i hende, det var meget nemmere at være syg med ham omkring, han tog sig godt af hende, og nu kunne hun endelig sige, at selv i Matthew hvilede en god mand, det var vel også klart bevist efterhånden? Hun himlede med øjnene, hun havde skam vidst at det var alvor, men det lød næsten for godt til at være sandt! Eniqa nærmest trippede mens Matthew måtte bringe hende den mørke kappe, og kastede den over hendes slanke skuldre. Foråret var på vej, men temperaturen kunne endnu være småkølig, specielt så sent om aftenen ”Sikke en gentlemand” hun sendte ham et direkte flirtende blik, og plantede et stille kys mod hendes kind som tak. Hun kunne ikke sige sig mere enig i hans udtalelse! ”Det ligger stadig gemt, og du har fuldkommen ret, bare tanken om frisk luft!” man kunne direkte se desperationen i hendes blik, for hun havde i den grad behov for det efterhånden, det kom hun heller ikke uden om! Som asrmen gled om hende, lod hun sig putte ind til hans muskuløse krop, hvilket kun gav hende en stærk følelse af at blive beskyttet. Hun smilede en anelse for sig selv, og fulgte ham roligt ud i den fri luft, der kun føltedes som et kærkomment kærtegn mod hendes kind. Hun åndede lettet op ”Foråret er på vej” konkluderede hun, selvom det efterhånden måtte være tydeligt for enhver. Træerne var langsomt sprunget ud, og selv i mørket kunne hun se at grænnset var ved at blive grønnere, hvilket i sig selv var en tanke hun måtte nyde! ”Tak fordi du tager mig med ud” hviskede hun tæt til hans ører, og det var tydeligt at hun mente det, for dette var bestemt noget der havde været savnet!

[Deleted]

Matthew vidste, at det bare måtte være et spørgsmål om tid, inden at de ville blive opdaget og specielt nu hvor Alaster måtte vide, at de begge måtte være i live, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det langt bedre for hans vedkommende, for han ønskede at beskytte Eniqa og det var for en hver pris! Og lige nu så ønskede han egentlig bare at nyde freden så længe, at de måtte have den, for han kendte Alaster godt nok til at vide, at den mand ville sladre, hvilket i sig selv, faktisk var en tanke som gjorde ham selv direkte vred! Han vendte blikket roligt mod hende. Han prøvede virkelig at møde hende på hendes præmisser og imødekomme de krav som hun måtte stille til ham, også selvom det bestemt heller ikke var nemt, så var pointen vel også, at han faktisk gjorde et forsøg på det? Hun var afhængig af ham, hvilket faktisk også var ham en tanke som han rigtig godt kunne lide, hvad end om det var af egoistiske grunde eller ikke, så var det slet ikke noget som spillet ind for hans del, for han elskede hende virkelig og han ønskede hende i den grad også kun det bedste på denne her måde. Han kyssede stille hendes pande og med den rolige mine som før. Han kunne virkelig ikke lade være. Hun havde brug for naturen og det vidste han jo godt.. og nu hvor hun havde været så dygtig at blive inden døre, som han havde bedt hende om, så var det hele også meget nemmere, for så ville han gerne tage hende med ud. Han kuklo ganske let. ”Jeg troede, at det at komme udenfor, var præmie nok i sig selv.” Hans tone var tydeligt drillende. Han hævede hånden og strøg hendes kind. ”Ej.. jeg har andre tanker i hovedet for os to senere i aften,” påpegede han sigende. Et sted så havde Matthew heller ikke forandret sig så meget igen, hvis man kendte ham, så kunne man vel også gætte sig lidt frem til hvad han egentlig måtte regne med i den anden ende? Med armen omkring hende, så lod han hende også komme lidt tættere ind mod hans egen krop, for han nød virkelig også den tanke, at han nu havde hende tættere på sig, for det var kun noget som gjorde det hele så meget bedre! Han førte hende roligt med sig udenfor. Han ville bare sørge for, at han ville være der når de endelig skulle søge ud, også mest for at være der i tilfælde af, at det måtte gå galt. Han trykkede hende tæt ind mod sig. ”Det er den flotteste aften i lang tid. Det er bare passende, at det skal være i aften, at du får det hele at se,” fortalte han roligt. Han vidste hvor stor en betydning at naturen måtte have for hende, og det var i den grad også bare det som gjorde det hele så meget bedre, også for hendes vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han førte hende roligt med sig igennem parken, hvor han selv kunne se, at hun i den grad måtte nyde det, hvilket han faktisk måtte finde temmelig morsomt, så det kun var noget som fik ham til at smile og det var faktisk meget tydeligt endda. ”Kom.. der er noget som jeg gerne vil vise dig.” Han trak hende med sig en anelse mere væk fra tiden af og mere ind i ’skoven’ som de måtte være omringet af. Det var vel også bare – for deres vedkommende vel at mærke, at nyde tiden her mens de måtte have den?

[Deleted]

De kunne ikke fortsætte med at leve i hemmelighed, selv Eniqa var klar over det, hun brød sig ddog ikke om tanken,a lt havde været så fredelig i den tid, hvor de havde været døde for omverdenen. Der havde ikke været en anden kvinde, der havde forsøgt at lege med Mathhew, ingen Jaqia til at gå i vejen, hvilket i sig selv var lettende, og indtil Alaster var endt med at dukke op, så havde selv det været umådelig frit. Ligenu ønskede hun ærlig talt blot at nyde den tid hun måtte have med matthew, så meget kunne ske, og man kunne roligt sige at de begge var overladt til skæbnen. Eniqa ligefrem badede sig i den friske vind, der tog fat om hendes krop. Det var ganske vidst endnu småkøligt, men det var behageligt til forskel fra hytten, som hun næsten direkte havde følt sig fanget i. Duften af græs nåede hende, hun indåndede den, som den sødeste parfume. Selvom hun var blevet til alt dette, så havde Jaqia ikke været i stand til at fratage hende de instinkter der endnu måtte hvle, hun savnede sit liv som en del af naturen, det kom hun ikke uden om. Hun lænede sig en anelse mod hans skikkelse, søgte tryghed i hans favn. En ugle tudede et sted, det var næsten som et helt englekor i hendes ører. Hun hævede et øjenbryn, næsten som havde han været direkte dum, og dog med det lille smil der spillede over hendes læber ”Jeg troede du vidste, at jeg var en kvinde af lidt større krav?” påpegede hun en anelse drillende. Hun rystede på hovedet, de blonde lokker dansede omkring hendes ansigt. De seneste par år var han blevet en helt anden mand, og nu hvor han stod og badede sig i månens blege lys, så kunne hun ikke føle andet end en sitren der bredte sig i hele kroppen. Hans ord vækkede hende fra den trancelignende tilstand, mørket skjulte den rødmen der tog til i hendes blege kinder. Kendte man Matthew bare en smule, så var hun udemærket klar over hvad han referede til, hvilket kun var en tanke der virkelig gav hende en følelse af at brænde. Det var så længe siden, hun savnede ham, selv når han stod lige ved hende ”Det vil jeg se frem til.. med spænding” tilføjede hun, og kunne ikke holde en lille fnisen borte. Ganske stille fulgte hun ham, med langsomme skridt. Hun trykkede sig ind til hans krop, og dog så gled hendes blik frem og tilbage, hun vidste at det ikke var ofte hun ville få lov til dette, så ingen detalje måtte gå hendes blik forbi ”Det er en virkelig smuk aften” medgav hun en anelse fraværende. Det var som at være hjemme, tilbage i en verden som han ikke forstod på samme måde. Eniqa fulgte hans skridt, hans ord formåede hurtigt at vække den nysgerrighed i hende. Hun sendte ham et forundret blik ”Noget jeg skal se?” gentog hun tydeligt spørgende. Hvad pokker havde den mand nu fundet på? Dog fulgte hun med uden at spørge, hun stolede trods alt på ham, det ville hun gøre til enhver tid. Nysgerrigheden sitrede dog i hende, det kom hun ikke uden om. Men så langt fra parken? Hvad ville han dog der? ”Hvor er vi på vej hen?” tydeligt spørgende og nysgerrigt fulgte hun ham lige i hælene.

[Deleted]

Matthew vidste udmærket godt, at freden ville blive forstyrret før eller siden, selvom han virkelig bare ønskede et liv i fredelig fordragelighed, for det var slut på et tidspunkt, så det var vel bare at nyde friheden mens man endnu måtte have den? At hun var kvinden af lidt større krav, var noget som han efterhånden tydeligt havde fundet ud af, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han havde slået Maurus af banen, så var alt det andet faktisk fuldkommen ligegyldigt, for han var typen som kæmpet for det som han ville have og det var noget som han i den grad stadig forsøgte på at gøre, netop ved at ændre sig og møde hende på halvvejen. Han havde jo fundet ud af, at det andet slet ikke duede på den ene eller den anden måde. Han lod hende mere end glædeligt putte sig ind mod hans favn, hvor han dog selv med den største glæde, måtte byde hende velkommen ved at lægge armen om hende og trykke hende tæt ind mod sig. ”At du stiller krav, er da noget som jeg fandt ud af for mange år siden!” sagde han med en næsten morende stemme. Han havde vel fundet ud af at humor faktisk var en.. god ting? Ikke fordi at det var af den mening at han havde været hele tiden. Nej, det var faktisk noget som var kommet med de senere år, selvom det bestemt heller ikke var noget negativt set i sig selv, for det var faktisk bare sådan at det nu endelig måtte være. At hun ville se frem til omgangen med spænding, var noget som kun fik ham til at smile, for det var efterhånden ved at være lang tid siden, men der havde altid været det ene eller andet i vejen for at han kunne gøre det, hvilket i den grad havde været ham en direkte frustration, men nu heller ikke noget som han kunne gøre det mindste ved, uanset om det jo så var noget som han ville det eller ikke. Han vendte blikket mod hende og med den tydelige morende mine. ”Det er godt min kære.. Det gør jeg nemlig også.. og forhåbentlig er det uden et spark eller et slag denne gang.” Han gjorde lidt sjov med det, for det var bestemt heller ikke for at håne hende for hendes pludselige sygdom og han vidste det jo godt. Det havde aldrig skræmt ham væk, det var ikke noget som havde tvunget ham til at søge mod andre kvinder, for det var end ikke en lyst som han brændte inde med mere, så det var noget som hun i den grad havde formået at kurere ham for, så det var vel også kun en meget god ting set i den anden ende? Et let og dog morende smil gled over hans læber. Han kunne faktisk også godt overraske og det var nu ved at være hans tur til at skænke hende den følelse af at være noget specielt, for det var jo trods alt også lige hvad det var at hun måtte være her til aften. Han kyssede hendes tinding. ”Der er nemlig noget som du skal se..” Han førte hende med sig væk fra stien og ind hvor træer og buske måtte stå mere og mere til. Han førte hende med sig videre, idet at de måtte nå en mindre lysning, hvor det hele måtte bade i det smukke måneskær. Et smil passerede hans læber. Der var lagt et tæppe ud.. Alt bare for at hygge sig lidt for en gangs skyld. ”Jeg ved hvor meget du kan lide naturen, så… jeg tænkte at.. Ja, bare dig og mig..” Han var ikke den bedste til alt det der følelses-halløj, men han prøvede da om ikke andet at gøre hende glad. Det var noget af det som han faktisk satte som det vigtigste.

[Deleted]

Skygger hvilede om hvert hjørne, intet var sikkert disse tider, i skyggerne gemte sig spioner, og før eller siden ville skyggerne ligge sig over dem, og når den tid kom, så ville de ende i større problemer, end de overhovedet turde drømme om. Dog ville hun ikke tage de sorger fpå forskud, men istedet nyde den fred, hun kunne være en del af, til solen svandt ned engang. Brisen var kølig, den kærtegnede hendes kind fjerlet og blidt, hun kunne stadig føle ham i vinden, han passede på hende, og selvom kærligheden til Maurus var gået i døden med ham, selvom hun havde fået sin vilje, så var han ikke ude af hendes sind, han havde arret hendes sjæl, ved at behandle hende som han havde gjort, så anderledes end Matthew, og alligevel kunne hun ikke elske andre. Eniqa indåndede hans søde duft, puttede sig ind i hans favn, som holdte hende varm, som fik hende til at føle sig tryg. Han var en forandret mand, og han havde forandret hende. Et latter slap hendes læber, og i samme øjeblik lød en ugles beklagende tuden, over at dens fred blev forstyrret, selvom det i virkeligheden var den, der forstyrrede resten af dyrelivet. ”Mhmm, så er det perfekt at du imødekommer dem,” påpegede hun en anelse drillende, og placerede et blidt kys mod hans kind. Hun havde ikke den mest fjerne idé om, hvor pokker de var på vej hen, men han bar hendes tillid, fantastisk mærkværdigt, man kunne kalde hende dybt naiv, at skænke hendes tillid til Matthew, men hun frygtede ikke, han ville passe på hende. Allerede nu måtte hendes hjerte slå faste slag, med udsigten til endelig at komme tæt på ham igen. Hun savnede at have ham så tæt, at føle ham på den måde, og selvom hun så frem til det med glæde og spænding, så var det også med en vis usikkerhed. Dette handicap havde desværre gjort det sværere at fuldfører, det var jo netop af den grund, de havde valgt at tage afstand til det, og nu var han villig til at give det endnu et forsøg? Et kort øjeblik nød hun tanken om mørket, og de skygger træerne formåede at kaste, og skjulte den rødmen der var endt i hendes kinder. Hun slog de isblå øjne ned, og betragtede stien de gik af. ”Det er virkelig ikke med vilje,” mumlede hun undskyldende, også selvom det var forbandet lavt. Hun skammede sig over det, og det frustrerede hende. Alaster kunne vente sig, han ville snart være en død mand! Uden at tænke videre over det, knugede hun ham en anelse ind til sig. Hun frygtede at han en dag ville være væk, hun var trods alt ikke en kvinde værd for ham mere. Hendes tanker lod afbrydes af hans mystiske drilleri. Eniqa så på ham med nysgerrige øjne, han kendte hendes punkter, han vidste hvor nysgerrig hun i virkeligheden måtte være. Uden så meget som at lade et ord bryde hendes læber, fulgte hun ham bort fra den trygge sti, og mellem de mange buske, der rev i hendes kappe, som hun blot tvang med sig videre. Måneskæret faldt smukt ned over lysningen, buske og træer skjulte dem for omverdenen, de ville være alene. Hendes hjerte sprang flere slag over, for flere sekunder lod hun månen i sig selv forfører hende, til det gik op for hene, at dette havde været en del af Matthews plan hele tiden. Hvornår havde han nogensinde været romantisk?! Tydeligt overrasket lod hun blikket glide mod ham. ”Det er fantastisk Matthew!” hendes overraskelse gled hen i at være stakåndet. Hun slog armene om hans nakke, og plantede et ømt kys mod hans læber. Den første aften ude, og så var det dette der ventede hende?!

[Deleted]

Matthew vidste desværre godt, at det kun måtte være et spørgsmål om tid, inden at freden ville være forbi og det var bare at nyde det så længe, som det nu måtte være ham menneskelig muligt. Nemt var det bestemt heller ikke altid, men lige i aften, så ønskede han at gøre noget specielt for Eniqa. Mest af alt egentlig også for at vise hende, at han elskede hende, at han ikke ønskede andre, også selvom at han vidste, at han kunne finde en masse som ville ham så meget bedre end det som hun ville kunne give ham, nu hvor hun var blevet handicappet. Det raget ham virkelig en høstblomst! I den tid hvor han havde manglet hende, afvist hende og bedt hende om at vælge mellem ham og hans lillebror, så var det for alvor gået op for ham, at han slet ikke kunne uden hende. Han var vel blevet afhængig af hende følelsesmæssigt? ”Jeg prøver i hvert fald,” hviskede han roligt mod hendes øre. Måske at han ikke direkte var den følelsesprægede type, men han vidste at Eniqa havde brug for bekræftelsen og specielt nu, så prøvede han i den grad også at give hende det på den måde som hun kunne forstå. Kysset mod hans kind, fik ham kun til at smile. At se hende så glad, var altid noget som smittet af – selv på ham.
At komme tæt på hende fysisk set, var noget som de havde valgt at tage afstand fra, ganske enkelt fordi at han aldrig fik muligheden til at gøre sig færdig, inden han blev offer for et slag, spark eller lignende. Han var dog ikke bange for at prøve. Selv han.. stillede vel også sine krav, selvom han vidste at Eniqa gjorde alt for at indfri dem, så var det jo heller ikke nemt i hendes situation. Han slap en ganske let latter og trykkede hende tæt ind til sig. ”Tag det ikke så tungt, kæreste.. jeg ved det godt.” Han vendte de isblå øjne mod hende og med det samme smil. Måske at stemningen generelt var meget trykket, så var han i bund og grund fuldkommen ligeglad, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare den rene sandhed på alle måder endda. Alaster ville han ikke bruge denne aften på at tænke på. For en gangs skyld, så var det bare ham og hende – end ikke nogen Kenara! Og han ville nyde det som intet andet!
Eniqa var en meget nysgerrig type og det var noget som han var klar over i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare en sandhed. Han slog armene roligt omkring hende og holdt hende ind mod sin favn, idet at han førte hende med sig igennem buske og krat for at komme frem til bestemmelsesstedet. Han ville bare være sammen med hende i aften, skænke hende følelsen af at være noget specielt, selv på trods af hendes naivitet. At tildele ham sit hjerte, sind og sjæl var da noget som de færreste ville gøre og det var noget som han var klar over i det store og hele. Hendes reaktion på hans såkaldte lille overraskelse, var noget som fik ham til at smile bredt, hvor han mere end glædeligt tog imod hende, da hun sprang ind i hans favn. Han gengældte mere end glædeligt hendes kys, idet han vendte blikket mod hende. ”Jeg håber du kan lide det,” endte han roligt. Han satte hende roligt ned, tog roligt hendes hånd og førte hende hen til tæppet. Han havde brugt evigheder på at finde stedet, men det var ganske enkelt perfekt! Ringen af træer omkring dem og den store måne over dem, kunne det blive bedre end det?