No forest.. no life..

[Deleted]

Skoven henlå i et fuldkomment kaos. Hvad der var sket, var end ikke Chryseis klar over, andet end at dette virkelig havde efterladt hende med en voldsom panik. Skoven var fuldkommen ødelagt! Man hørte ikke nogen fugle, dyrene var væk, alt det grønne i det kommende forår var ødelagt inden det overhovedet var kommet frem. Vinden føltes endnu en gang som at blæse frygtelig kold. Skoven var døende og det havde den samme effekt på Chryseis – Hun var døende. Den brune kappe trak hun omkring sin krop, som hun nærmest måtte trække sig igennem resterne af skoven. Det var som at vandre i et levende mareridt for hende! Hendes hud var lettere bleg, de mosgrønne øjne havde mistet glansen og hun havde virkelig ikke meget energi tilbage. Hvem kunne finde på at gøre det? At skade skoven på denne måde?! Hun forstod det bare ikke! Skoven var noget som alle kunne sætte pris på og noget som alle kunne nyde og have det godt med, men.. nogen skulle jo selvfølgelig formå at gøre noget ved det, så det ville ødelægge absolut det hele! Hun frøs, hun havde ikke den samme form for energi som hun havde haft før og det var noget som skræmte hende en god del, for.. hun var slet ikke klar til at lade Azrael hente hende! Hun havde undgået ham igennem alle disse år nu og hun havde slet ikke nogen intentioner om at skulle kaste håndklædet ind i ringen endnu. Lige nu så vandret hun hvor hendes fødder kunne føre hende hen og lige nu var det i retningen af bækken. Hvis hun endelig skulle falde, så hvorfor ikke prøve at se frygten i øjnene først og søge mod vandet? Selvom hun i den grad var ramt af panikken ved ødelæggelserne her i skoven, så var det virkelig en forfærdelig tanke at skule sidde igen med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lukkede øjnene for et kort øjeblik, da det kort føles som hendes ben måtte svigte under hende. En ånd af skoven.. hun ville da ikke kunne klare sig særlig længe, hvis der ikke stod en skov og den var jo fuldkommen ødelagt! Bækken kunne hun høre i det fjerne, så hun var også ved at nærme sig efterhånden, selvom det nu ikke var noget som gjorde hende det mindste. Bækken svandt forbi hende som det eneste rolige for øjeblikket. Den var slet ikke præget af det som var sket omkring den, hvilket hun næsten måtte misunde den for! Her kunne man fornemme at det var bare ens mule grønt endnu, så det var vel også en god ting? Det var da om ikke andet, så sådan, at hun selv måtte se på det i det store og hele. Vandet holdt det jo bare lidt ved lige og lod det sprede sig stille og roligt, men.. bare ikke hurtigt nok for hende! Hun frøs og hun rystede, som hun endelig nåede frem til vandet som hun kunne se flyde forbi hende. Det virkede så rolig, men.. det var noget af det som hun faktisk måtte frygte mere end noget som helst andet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun blev stående for enkelte minutter, inden hun pludselig bare endte med at vende det hvide ud af øjnene, da hendes ben endnu en gang måtte give efter under hende, hvor hun endte med at ryge direkte ned i iskolde vand med et større plask. Hun kom dog ikke op igen. Hun havde simpelthen ikke kræfterne til at kæmpe for det!

[melchior]

Kaosset havde virkelig lagt sig over Procias, som aldrig før! Folk var gået fuldstændig grassat, at de var begyndt at ødelægge vigtige råstoffer og værdier, som Moder Jord var i besiddelse af. Azrael og Darlene havde kaldt på Melchior, de havde bedt ham om at komme til himmeriget, hvor bekymringen var stået ud af deres blikke. Han havde forladt Chryseis for disse bekymringer, selvom det var noget han havde fortrudt at han havde gjort! Han havde sagt til Azrael og Darlene at menneskene selv måtte udkæmpe deres fejde, for det var ikke et oprør som guderne skulle blande sig i, de stod hvor de selv havde redt, desuden vidste han at regenten i Dvasias; Jaqia, ikke havde i sinde at føre sine tropper ind i Procias og overtage det hele, for kvinden var fornuftig, hun vidste at der ikke kunne være noget mørke uden lyset. Meget var dog sket siden han havde set Chryseis sidst, han havde faktisk ikke set hende i noget der svarede til en uge, deromkring, for han havde haft problemer med at roe de andre guder ned og tilmed folket i Procias. En bekymring, en dårlig fornemmelse, en panik havde spredt sig i hans krop på et splitsekund, for han kunne mærke at der var noget galt med Chryseis. Han havde hørt hendes råben, hendes kald, hvor han havde følt skovens pinsler og smerte. Det havde fået ham til at søge til Procias’ skov med det samme, for han tilgav virkelig ikke sig selv, hvis der skete noget med Chryseis! Den kvinde betød virkelig alt for ham! Melchior endte ved højen – der hvor han havde mødt Chryseis sidst – i et lysglimt, hvor han blev helt stiv og følelsesløs i ansigtet, ved synet af den nedbrændte skov. Hvad pokker var der sket?! Hans faders værk var fuldstændig ødelagt! Og kun af de aber til mennesker som var her! Tomhjernede aber! Hvad fanden nyttede det at brænde en skov ned? En skov?! Det var ikke fordi at skoven og dens planter og urter kunne gøre noget mod menneskene! Vreden begyndte at falde ind over ham, selvom tanken om at Chryseis var derude et sted fik ham til at falde ned, hvor panikken slog ind over ham igen. Hvor pokker var hun henne?! Han spejdede omkring, som han lod de store lettere skinnende vinger baske ganske let, så de førte ham hen over den ned brændte landskab. Da han havde søgt i kort tid uden det mindste syn af hende, landede han igen. Han faldt på knæ ned i asken, inden de safirblå øjne fik fat på en lille grøn plante, som havde overlevet kaosset. Et mildt smil gled over hans læber, hvor han kort lod en finger stryge over planten. Han lod noget lys fra hans håndflade ramme og varme planten, som han velsignede den, inden den voksede sig lidt større. Det varme smil hvilede på hans læber ved synet, inden han lod fingeren falde mod plantens blad, imens han lukkede øjnene. Han kunne mærke Chryseis aura via planten. Han slog øjnene op igen, som han kunne mærke hende ved bækken. Han forsvandt i et lysglimt, inden han dukkede op ved bækken, hvor de safirblå øjne faldt over omgivelserne. Men hvor var hun så henne? Panikken slog ind over ham. Han kom vel.. ikke for sent? Han mærkede en ubehagelig uro slå ind over ham, men nej! Han måtte bevare roen! Han gik rundt omkring, inden blikket faldt på bækken. Chryseis! Han kom hurtigt hen til bækken, hvor han greb hende om armen og trak hende op ad vandet og ind til sin krop. Han bar nogle hvide bukser og endnu den nøgne overkrop, for han kunne ikke fryse.

[Deleted]

Chryseis havde udmærket godt kunne fornemme at Melchior endnu en gang havde søgt til skoven, selvom.. man ikke just kunne kalde det for en skov mere. Hendes ånd var bundet af den og forsvandt den.. jamen, så forsvandt hun og hun vidste det godt. Hun havde bare ikke regnet med at menneskene ville være så tåbelige at ødelægge noget af det smukkeste som var at finde her på jorden! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som aldrig før, hun frøs og det var første gang, at hun var ramt af den fornemmelse, for normalt så kunne hun slet ikke fryse! Døden havde ramt skoven, ødelagt den fuldstændig, også selvom hun vidste, at guderne slet ikke skulle eller måtte blande sig i det som skete her på jorden, så var hun et sted bange for hvad det ville gøre ved hende. Hun var svag, frygtelig svag som hun aldrig nogensinde havde været det før! Bare at se skoven så ødelagt og være et offer for det kæmpe kaos som havde ramt disse lande, var slet ikke noget som hun brød sig om! Det skulle have lov til at stå der i pragten som det altid havde gjort det, fuldkommen uberørt af alt det som var sket ellers. Om Melchior overhovedet havde vidst hvad der var sket på jorden igennem den sidste uge, vidste hun ikke. Han havde sit at se til, som hun havde sit, selvom hendes bogstavelig talt var endt med at gå op i flammer. Vandet i bækken havde rislet så let som om at der ikke var sket noget som helst, så var hun klar over, at det jo langt fra måtte være tilfældet. Det iskolde vand som havde valgt at slynge sig direkte omkring hendes skikkelse, var noget som kastet hende direkte ind i en kulde uden lige, for det føles virkelig som at blive prikket til af tusinde nåle! Hun havde bare ikke kræfterne til at gøre modstand og komme op igen. Det havde ikke engang været hendes mening at falde i! Hendes krop rystede noget så voldsomt, som hun prøvede at få vendt sig, så hun kunne komme op at få luft, selvom hun lå der som paralyseret. Hun kunne ikke gøre noget som helst! Den hånd som endte med at tage omkring hendes arm inden hun nåede at blive taget med den blide strøm, var noget som let fik hende til at stivne, som hun blev revet op af vandet igen og ind til den favn som var hende så frygtelig velkendt! Hun gispede svagt efter vejret, som de kraftige rystelser slet ikke kunne holde op. Hun havde det virkelig ikke alt for godt! Den blege hud, de matte øjne.. hun kunne mest af alt ligne en som måtte synge på det sidste vers. Hun lukkede øjnene stile og med den tydelige dirren. Han var varm.. han var altid varm at ligge ind til, så hun var slet ikke i tvivl om hvem det måtte være. Hun hostede svagt og krøb sammen under det iskolde og våde tøj. ”:. Melchior..?” Hendes stemme var dæmpet, den var hæs og den var svag ligesom resten af hende. Hun måtte bare være helt sikker på, at det var den rette favn hun var faldet til rette i. Eller.. rette og rette, for hun kunne bare ikke formå at falde til ro på nogen som helst måde overhovedet! Det gjorde ondt.. hendes hjem var ødelagt! Hendes skov.. den kære skov. Hun lukkede øjnene og lagde sig ind til ham. Hun havde brug for varmen!

[melchior]

Hvad der var sket i Procias og rundt omkring, var noget som Melchior godt havde mærket sig af, det var trods alt derfor Azrael og Darlene havde kaldt ham til sig, hvilket også havde været grunden til at han havde forladt hende sidst. De havde begge to været bekymrede, men han havde prøvet at berolige dem, for han mente virkelig at menneskene lå som de havde redt, det var jo heller ikke fordi at lyset var helt væk endnu, der var endnu mange loyale procianere tilbage i Procias, så det hele skulle vel nok gå? Han havde været i færd med at berolige folket, prøve at stoppe lidt af oprøret, hvilket havde lykkedes ham små dele i landet, men han var stoppet brat op da han havde mærket Chryseis lidelse, som var forbundet med kaosset i skoven. At nogen kunne brænde en så smuk ting ned, var noget som han virkelig ikke forstod sig på! Det var ikke bare et hjem for Chryseis, men også mange andre racer fra Procias, såsom elverne, druiderne og få lysvæsner. Der var alt for mange som boede i skoven, selv nogle var flygtet hertil fra de andre lande for at finde dem fred, men alt var virkelig ødelagt, fordi nogle af disse tåbelige mennesker skulle brænde det hele ned! Skoven burde være en hellig ejendom, som burde være forbudt at skade på nogen måde! Han havde smidt alt hvad han havde haft i hænderne, da han havde kunnet fornemme Chryseis svage aura, for hun var virkelig den person der betød mest for ham, selvom han allerede havde brudt nogle regler, netop ved at sætte Chryseis i første række, men på den anden side, så var der også andre regler der spillede ind for ham, såsom at man altid skulle hjælpe og redde den som havde mest brug for det, hvor der så var en liste over de som man skulle hjælpe først, hvor børn lå øverst på listen, for de havde hele livet foran sig, hvorimod en voksen mand eller kvinde, ville have mindre levetid. At se Chryseis ligge i bækken, helt.. stille, var noget som virkelig havde ladet panikken slå ind over ham, for han tilgav virkelig ikke sig selv hvis der skete noget med hende! Det var ham godt klar, at hvis hun blev her, så ville hun dø, for hun var forbundet med skoven, så han var nød til at få hende et andet sted hen, lige nu var han dog bare nød til at sørge for at der ikke skete noget med hende og at hun endnu var i live. Han knugede hende ind til sig, hvor han tydeligt kunne mærke at hun frøs, som hun også var iskold! Han holdt hende tæt ind til sin nøgne overkrop, som var varm, så hun også ville være i stand til at finde bare lidt varme. Han strøg hende blidt over håret, imens han vuggede hende ganske blidt. ”Bare rolig Chryseis.. jeg er hos dig nu,” hviskede han med en blid og varm tone, som han vendte de safirblå øjne ned imod hende. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget, det tillod han virkelig ikke! Om han så skulle bryde hele hans fars reglement, så ville han redde Chryseis, koste hvad det koste vil! Hun betød mere for ham end hvad han kunne beskrive – og det sagde virkelig ikke så lidt – derfor ville han altid sætte hende før ham selv, specielt i sådanne situationer!

[Deleted]

Chryseis var udmærket godt klar over, at Melchior slet ikke måtte blande sig i det som skete på jorden bare sådan uden videre, så det at han havde reddet hende op af bækken, prøvede at holde hende varm – Direkte bare det faktum, at han blandede sig, var virkelig ikke en god ting, hvad end om det var noget som hun ville det eller ej. Skoven var fuldkommen ødelagt og det var noget som direkte og i bogstavelig forstand, måtte skære i hendes hjerte! Hun var en ånd af skoven, bosat i denne nymfe for allerede så skræmmende mange år siden, så det var vel heller ikke underligt? Uden skov, kunne hun ikke eksistere, så et sted så ventede hun egentlig bare på, at Azrael ville komme og hente hende, for nu havde han den endelige mulighed for det. Hendes hjerte slog svagt, hun rystede og hun skælvede og hun prøvede bare at genvinde den fatning som var mistet da hun havde set sin elskede skov gå op i flammer og røg. Bare tanken til at nogen i det hele taget kunne gøre det, var slet ikke noget som hun forstod sig det mindste på overhovedet. Øjnene klemte hun let sammen, som hun måtte lægge sig godt ind til hans skikkelse. Bare for at komme ham så tæt på, som det var hende overhovedet muligt. Han var så varm, selvom hun ikke rigtigt fandt muligheden for at skulle optage noget af den varme. Hans strøg over hendes hår og kind, og det at han holdt om hende og prøvede at skænke hende varmen, var hun jo selvfølgelig glad for, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun tvang øjnene op igen, selvom det virkelig ikke var hende en hjælp. Skoven var fuldkommen ødelagt og det var noget som virkelig måtte dræbe hende indvendig – I bogstavelig forstand! Han vidste, at hun ikke kunne klare det uden en skov at nære sig på i form af energi. Hun prøvede at trække vejret dybt, selvom det endte noget så dirrende. Der var virkelig ikke nogen kontrol på noget som helst lige nu! Hun var panisk, hun var skræmt og hun var iskold og hun var ikke i stand til at skulle vise det på nogen måde! ”D-du.. du…” Hun bed sig svagt i læben. Hun havde virkelig ikke energi til noget som helst. Han havde virkelig valgt at dukke op i grevens tid! ”D-du.. må i-ikke bl.. blande dig..” hviskede hun med en yderst dæmpet og skælvende stemme. Hendes hænder lukkede sig skælvende omkring hendes eget iskolde og våde tøj, bare for at have noget at holde omkring. Han havde jo trods alt ikke rigtigt noget som hun kunne holde fast i på den ene eller den anden måde. ”Du må i-ikke..” Hun vendte blikket mod ham. Så meget kendte hun da til deres regler og specielt fordi at hun havde haft så meget med Azrael at gøre, som det hun havde, så var hun klar over, at de ikke måtte blande sig i det som skete på jorden foruden hvis det stod til fare for dem selv – At skoven var ødelagt, var vel heller ikke noget som var til skade for Melchior på nogen måde? Normalt, så var hun ikke i stand til at fryse, men lige nu.. hun havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende!

[melchior]

Melchior vidste godt at han ikke måtte blande sig i de jordiske affærer, medmindre det virkelig var truende over for hans fars tro og religion. Men han måtte indrømme at han virkelig nægtede at lade Chryseis dø, fordi at nogle barbarer havde brændt skoven ned! Han havde smidt hvad han havde haft i hænderne for hendes skyld, selvom han vidste at han faktisk ikke burde gøre det, men kunne man bebrejde ham? Uanset så vidste han at det ikke ville gavne ham i den anden ende, for han brød virkelig mange regler ved at komme her, men han kunne heller ikke lade nogen uskyldige dø bare sådan! Selvom at der faktisk var mange uskyldige der allerede var døde. Han burde faktisk lade Chrysies dø, kun af den grund at hun var en sjæl som ikke havde forladt sin krop dengang hun havde været død, hun havde bosat sig i denne nymfe, fordi hun ikke havde kunnet give slip på jorden, så hun var blevet skovånden for de procianske skove. Derfor var hun også en vigtig del af livets cyklus, det var hun i hvert fald blevet, for han vidste at hvis hun ikke overlevede, så gjorde naturen i Procias det heller ikke! Derfor var hendes liv værdifuldt selv for folk som måtte leve her på Jorden, specielt for procianerne! Han lod hende blot putte sig ind til hans varme skikkelse, for han ønskede virkelig ikke at hun døde af kulde nu! Han nægtede at lade hende dø! Om han så skulle bryde flere regler! Han lagde en finger for hendes læber, hvor han tyssede ganske blidt for hende. ”Ikke tale.. det tager bare på dine kræfter,” sagde han ganske blidt, hvor han sendte ende et beroligende smil, selvom at han faktisk var panisk bag den rolige facade, for hun var trods alt døende! Hun havde aldrig været i stand til at fryse og så skulle det pludselig ske nu? Hvordan kunne nogen overhovedet få sig selv til at brænde noget så smukt ned?! Det var noget som virkelig måtte gøre ham rasende! Men han var skam klar over at de ikke kunne blive her, han var nød til at få hende væk. Enten skulle hun hen til en anden natur, selvom han var bange for at det ikke ville være nok, eller også skulle hun til en anden dimension, hvor lidelserne fra skoven ikke ville kunne ramme hende. Han var vel bare nød til at bryde en masse regler for at kunne redde hende? Han ville virkelig ikke gøre noget andet alligevel, for han nægtede virkelig at lade hende dø, om det så var hans følelser for hende som spillede ind eller ej, men hun havde haft en betydning for ham siden den dag han havde mødt hende, han var virkelig villig til at give sit liv for hendes skyld! Han slog de store lysende, hvide vinger omkring hendes krop, så hun kunne få lidt mere varme. Hans vinger var større end de normale engles, som hans også måtte lyse ganske let, men de var lavet af fjer som enhver andens engles, og eftersom han var lavet af lyset selv, så var hans vinger også utrolig varme, som de var silkebløde. ”Det hele skal nok ordne sig Chryseis, jeg tillader virkelig ikke andet!” hviskede han med en beroligende tone, selvom hans blik faktisk sagde noget andet? Så man godt efter, så ville man kunne se panik og bekymringen i hans blik, men det var kun fordi han holdt så meget af hende som han måtte gøre.

[Deleted]

Melchior var udmærket godt klar over, at han slet ikke måtte blande sig i de jordiske affærer som det han gjorde i øjeblikket. Chryseis måtte dog alligevel erkende, at hun var glad for at han gjorde det, for hun var slet ikke klar til at forlade det jordiske liv endnu! Azrael vil nok prise sig lykkelig ved muligheden for endelig at kunne hente hende, selvom hun slet ikke ønskede det. Hun frøs virkelig og det var en forbandet intens følelse at skulle sidde igen med, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om. Han varmede hende, selvom hun slet ikke var i stand til at optage den varme som han prøvede at give hende. Hun var kold, hun var våd og hun blev kun svagere og svagere som tiden måtte gå. Hun var ikke i nærheden af noget skov som kunne stå i den smukke pragt. Den som hun havde levet i, igennem adskillige årtusinder var ødelagt for øjnene af hende, og hun havde slet ikke været i stand til at kunne gøre noget som helst ved det! Hun knyttede næverne let, hvor hun sank klumpen som havde sat sig i hendes hals. Umiddelbart ville hun ikke sige, at hun var noget værd at redde, for hun var bare et væsen, en ånd her i skoven som Azrael havde prøvet at samle igennem så frygtelig mange år, men ikke havde haft muligheden for og nu havde han det og den tanke var noget som skræmte hende. Hun ønskede ikke at forlade Melchior endnu! Hun trak vejret dirrende, som hun lagde sig helt ind mod hans favn, nærmest som hun desperat prøvede at søge bare lidt varme, selvom det slet ikke var noget som ville kunne hjælpe hende på nogen måde overhovedet! Fingeren som han lagde mod hendes læber, var noget som fik hende til at tie omgående. Hun kendte godt til reglerne og lovene og vidste, at han brød forbandet mange af dem i øjeblikket. Hun bekymrede sig faktisk for ham! Hun ønskede da ikke at han skulle ende med at blive straffet fordi at han hjalp hende på den måde som han gjorde det. Øjnene lukkede hun som han lagde vingerne om hende, hvilket kun resulterede til, at hun blev hurtigere og en anelse mere varm end det som hun havde været til nu. Han havde trods alt lige reddet hende fra druknedøden, selvom faren langt fra var overstået endnu. Hun stod stadig i en livsfare uden lige! Den beroligende stemme som han gjorde brug af, bar præg af bekymring og panik, for det var noget som hun tydeligt kunne høre, hvilket i den grad også måtte varme hende og temmelig meget endda, det var der heller ikke nogen verdens tvivl om. De mosgrønne øjne vendte hun stille i retningen af ham igen. De var matte og hun var virkelig udmattet. ”J-jeg kan ikke uden skov..” hviskede hun stille. Det var hendes liv som lå i de grønne blade og de smukke træer, det grønne græs og de frodige buske og det hele var bare revet fra hende på den mest groteske måde som hun nogensinde havde oplevet det! I sig selv, så var det en kamp som hun vidste, at hun ikke ville være i stand til at vinde.. hun kunne jo trods alt ikke kæmpe og gå imod det som hun var blevet med tiden – En ånd af skoven og en vogter af dette sted. Det efterlod hende med den mest groteske følelse af at have fejlet som aldrig nogensinde før, det var end ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun var en kæmpe fiasko!

[melchior]

Måske Melchior brød utrolig mange regler ved at komme her, for at redde Chryseis, men hun var vigtig for skoven, for det var trods alt hendes domæne og det havde hun beskyttet igennem så mange årtusinder! Hun var ingen fiasko, for ingen havde nogensinde formået at holde noget så sikkert og urørt igennem så lang tid som Chryseis havde med skoven, selv Procias’ og Dvasias’ slotte var faldet før denne prægtige skov! Hvilket var noget som virkelig ikke sagde så lidt! Derfor var det så også bare med en stor ærgrer at den så smukke og prægtige skov nu var brændt fuldstændig ned til grunden. Han kunne mærke at jorden endnu var varm, hvilket betød at det ikke var så mange dage siden at den var blevet brændt ned. Noget som i den grad også måtte bekymre ham noget så frygteligt! Nogle små planter havde overlevet, for han havde jo selv fundet den lille grønne plante, der var i gang med at blomstre på grund af foråret som var kommet ind over landet. De små planter som havde overlevet og endnu spirede, var dog ikke nok til at kunne redde Chryseis, for hun var en skovånd, hun havde været ånden for denne skov, og med den brændt ned, så ville den tage hende med i faldet, derfor vidste han at han måtte se at få hende væk herfra! Han nikkede ganske roligt til hendes ord. ”Jeg ved det kære.. Jeg skal nok få dig væk,” svarede han lettere bestemt, som bekymringen og panikken ganske roligt forsvandt, for han nægtede simpelthen at lade hende dø! Jovist var han bekymret for hende, det ville han altid være, specielt fordi hun havde lovet ham at passe på, men på den anden side var det jo heller ikke hendes skyld at skoven var blevet brændt ned. Det gjorde bare frygtelig ondt at tænke på at det havde forvoldt hende så megen skade! Han lod sin ene arm glide under hendes knæ, imens den anden arm søgte omkring hendes ryg, inden han valgte at rejse sig med hende i sine stærke arme. Han skænkede hendes pande et blidt kys, næsten som om at det ville bringe hende ro. ”Bare rolig Chryseis, du overlever.. det lover jeg dig!” lovede han ærligt og dog med en fast tone. Han kunne ikke lyve, men han havde virkelig heller ikke været så fastbesluttet som han var i øjeblikket, for hun skulle ikke dø! Om han så personligt skulle hente hende tilbage fra de døde! Han slog de lyse vinger ud, der skinnede ganske let. ”Hold dig for øjnene min kære.. når du vågner igen, så vil alt være i den skønneste orden,” forsikrede han hende, hvor han sendte hende et beroligende smil. Han gik ud fra at hun stolede på ham, for hun havde ikke grund til andet, specielt fordi at han var en ærkeengel og derved ikke kunne lyve. Han ville føre hende til Himmeriget, hvor hun ville være i sikkerhed, indtil skoven endnu engang ville være sikker for hendes vedkomne, hvilket den nok ville være når oprøret engang ville blive dæmpet, når den retmæssige regent indtrådte sin plads på Proicas’ trone, en regent som han allerede vidste hvem var, det hele var bare et spørgsmål om tid. Han gjorde nogle store bask med de store flotte, prægtige, hvide vinger, inden de fløj op i luften, blot for at forsvinde i et kraftigt lysskær.

//OUT

[Deleted]

Frygtelig mange regler var endt med at blive brudt og det var heller ikke fordi at Chryseis ønskede at Melchior skulle straffes for at have reddet hendes liv. Med en skovs fald, så faldt skovånden samtidig og denne gang, så var det vel bare hendes tur? Hun havde virkelig arbejdet igennem alle disse år for at holde skoven smuk og prægtig som intet andet og det hele var bare styrtet direkte i grus på grund af den magiske ild, som ingen rigtigt havde formået at skulle slukke. Det havde gjort hende svag og det at fortsætte med at kæmpe for det, som hun gjorde i øjeblikket, var kun noget som blev tungere og tungere for hende, for det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hendes hjerte kæmpet for at holde hendes krop i gang, som hun selv fortsatte de mange kampe for at skulle holde sig vågen og ikke bare give efter for den evige søvn, så Azrael ville være i stand til at hente hende. Bare alene den tanke om død, var noget som faktisk måtte skræmme hende. At han stadig ønskede hende i sikkerhed, var kun en tanke som faktisk gjorde hende glad.. bare det at vide, at hun stadig havde en betydning for ham, selvom hun vidste, at det valg som han tog i øjeblikket, faktisk var noget som kunne koste ham umådelig dyrt, hvilket heller ikke var noget som hun ønskede sig. Hun frygtede vel for hvad hans far ville gøre ved ham ved et regelbrud som dette? At han faktisk lod sig styre af de menneskelige følelser som så mange engle af høj stand benægtet at de havde? Hun gispede let, som han hævede hende i hans arme, selvom hun blev liggende. Det var heller ikke fordi at hun magtet at bevæge sig mere end det som var højst nødvendigt. Blikket vendte hun stile mod ham, selvom der ikke rigtigt kom så meget som et eneste ord fra hende af. Det var ikke mange dage siden, at skoven var endt med at brænde ned, hun havde kæmpet til det sidste, det var vel noget som man godt kunne sige? ”O-okay..” Hendes stemme i sig selv, blev kun svagere og svagere for hvert et sekund som måtte gå. Hun var jo bundet til den døde skov her, og den fortsatte kun med at prøve at trække hende med i faldet. Hvis absolut alt havde været dødt, så var der heller ikke noget som man kunne gøre for hende.. der var det heldigt, at der stadig var nogle af de små planter og træer som havde formået at overleve det hele, for det var også den eneste grund til at Melchior overhovedet fik denne mulighed for at få hende med sig. Det var heller ikke direkte fordi at hun magtet at hæve hånden for at lade den falde over hendes øjne, så hun fandt det langt mere behageligt, at skulle lægge sig ind til Melchior og bare klemme dem ordentlig sammen. Hun havde aldrig været i nærheden af det, at skulle flyve før og tanken om at han faktisk bragte hende i sikkerhed, så måtte det jo næsten være til Himmeriget et sted? Hun prøvede stadig at finde varmen, som det kraftige lys måtte omringe dem og fik dem til at forsvinde. Hun havde virkelig bare brug for ham lige nu!

//Out