they both need the same thing

[Deleted]

Solen stod højt og varmede, det var endnu en af de dage hvor varmen bare stod lige på Manjarno, det var endnu ikke middag hvor der altid var varmest, men det var utroligt varmt, det havde været sådan et par dage, ingen regn eller skyer bare høj sol. Der var ingen vind som rørte på sig da Akkura slæbte sig med store skridt hen over den brede strand, han havde brugt flere dage på at finde noget vand, han kendte ikke Manjarno så godt men han vidste dog per instinkt hvad vej havet lå. Han havblå skjorte var knappet helt op for at prøve at fange den vind der ikke var der. Hans hår strittede ikke men lå bare fladt og kedeligt ned over hans hoved. Han var ikke ret mange metre fra vandet og hans redning da han faldte på knæ, Hans vinger var strukket helt ud og buet så vind ville blive fanget i dem, fjerne var pjuskede og helt i urede fordi han var så udmattet at han ikke havde haft tid til at ordne sine vinger. Han stirrede bare på vandet imens han sad på sine knæ og mumlede i vildeste "vand... det jo lige der... vandet.... kom til mig...."

[pierce]

Foråret havde langt om længe lagt sig over Manjarno. Den sidste sne var væk, hvor alt var begyndt at blomstre igen. Det havde ikke regnet i flere dage, det havde været dejlig lunt, fordi solen havde skinnet, hvor der ikke var nogen tvivl om at man var ved at gå ind i sommertiden igen. Noget som måtte glæde mange. Det glædede også Pierce selv. Han var søgt lidt ud af huset, for at få lidt frisk luft. Han var for nylig blevet far til to små tvillinger, to drenge. Han kunne virkelig ikke være andet end lykkelig! Malania havde fået horroren ud af sig, takket være Derick, selvom deres børn dog bar horroren i sig, men det var noget som han var villig til at kæmpe for! De turkisblå øjne søgte ganske let over havet. Han havde brug for at komme lidt udenfor, for han havde været vant til kulden, så selvom det ikke var en varm sommerdag, så var det alligevel varmt for hans vedkommende. Han strøg en hånd igennem de blonde lokker, som faldt ned over hans ansigt igen, for der var ingen vind denne dag, hvilket også gjorde det varmere. Han havde sagt til Malania, at han ville gå sig en lille tur, hvor hun selv var der hjemme og ville passe børnene. Han havde gået et godt stykke og kunne ikke længere se deres hus – et han tilmed selv havde bygget op. Han bar kun nogle lyse jeans, hvor han ellers gik rundt med den nøgne overkrop, så man tydeligt kunne se hans muskulatur, og ellers gik han rundt i bare tær, for han nød virkelig at varmen igen, selvom den også var skyld i at han havde brug for vand, for han var desværre både afhængig af ilt men også af vandet. Han gik i strandkanten, så vandet skyllede over hans bare fødder af og til. De turkisblå øjne søgte frem for sig igen, hvor de faldt på denne skikkelse, som sad længere fremme. Hvem det var, vidste han ikke, men det fandt han vel ud af? Han havde sit havblå sværd ved sin side, så han var ikke helt ubevæbnet, for han gik altid med det, når han søgte ud, så han var sikker på at han ikke blev overfaldet og derved ville være forsvarsløs.

[Deleted]

Akkura ænsede ikke manden der kom gående overhovedet og et eller andet sted var han lidt ligeglad, han skulle bare ud til vandet. Han sad stadig bare og stirrede på vandet og det eneste han tænkte på var hvordan han skulle komme det sidste stykke der ud. Efter det var gået lidt tid tog han sit bælte af, og det havblå sværd faldte ned i sandet, det var tydeligt for en som kendte til Hav engelenes våben at se det var et af deres. Han slog sine vinger ud og baskede en enkelt gang og han landede lige akkurat i vandet så han bare skulle ligge sig og ville være dækket af vand, og det gjorder han. En føelse af energi spurglede op i ham og han følte sig hurtigt frisk igen. Han rejste sig op af vandet og gik op og tog sit bælte med sværdet på igen, først da lagde han mærke til den fremmede som kom gående *hvem er dog her i den her varme* tænkte han og havde i sinde at finde ud af det

[pierce]

Pierce selv, var én som hurtigt blev ramt af varmen, for han var trods alt en race fra havet og var derfor var han afhængig af vandet. Han slog ganske let sine havblå vinger ud. De var ikke lavet af fjer, som en normal engels eller en dødsengels vinger, nej de var mere lavet af skæl, som havde de været en drages og så ikke helt på samme måde. Fjer blev jo tunge i vand, så hvis hans vinger var lavet af fjer, så ville han ikke komme hurtigt af sted, det kunne han med disse vinger af skæl, selvom hans vinger nok mere mindede om en finne, som ved en hval. Han fortsatte hen langs strandkanten, imens de turkisblå øjne hvilede på den fremmede skikkelse, som var ved vandet længere fremme. Han så til imens manden fløj det sidste stykke ud til vandet. Han var en form for engel, men han kunne ikke helt se hvilken slags, som han fik solen i øjnene og den var meget skarp, eftersom der ikke var en eneste sky til at dække over den. Som han kom tættere på, måtte han næsten blive helt forundret over at se hvem det var. En havengel! Som ham selv! Et smil gled over hans rosa læber. Det var virkelig lang tid siden at han havde set en anden havengel, jo han havde sine egne venner fra havet, men dem havde han ikke set i lang tid, eftersom han havde været hjemme ved Malania under hendes graviditet. Hans skridt blev langsommere, jo tættere han kom på manden. Et venligt smil gled over hans læber. Han kunne sagtens kende en race fra havet, når han så én! ”Goddag,” hilste han med den venlige røst i stemmen, for det var noget som bare lå til ham, desuden så var han glad for tiden, hvilket også havde noget at gøre med at han og Malania lige var blevet forældre.

[Deleted]

Akkura smilede tilbage, han lagde hurtigt mærke til sværdet som hang ned langs siden, det var mere eller mindre magen til hans eget "goddag min herre" smilede han til manden, han var dog påpasselig med folk fra havet efter han var blevet forvist. Han studerede manden nøje men ville ikke være uhøflig på samme tid, han rakte manden hånden "Jeg hedder Akkura, hvad hedder du?" spurgte han venligt, han manglede folk at snakke med her oppe på land, han havde ingen venner, så denne mand som også var fra havet ville være en dejlig ting at falde i snak med, måske de kunne blive venner, han håbede på det, for det var så kedeligt at gå rundt på land og samle urter og ikke have andet at give sig til

[pierce]

Det var virkelig ikke hver dag at Pierce så havengle oppe på land. Selvfølgelig havde han set en masse i havet, for det sagde jo sig selv, havenglene bestod jo som myndigheden under havet, de sørgede for orden og ro, hvor Pierce selv havde sit eget distrikt som han så til hver morgen, for at der ikke skulle komme noget i vejen. Hans turkisblå øjne betragtede manden ganske let. Det undrede ham faktisk hvad manden måtte lave her, men det gjorde ham bestemt intet! Det var faktisk dejligt med nogen fra hans egen race, for så kendte de jo begge til havets mange hemmeligheder, de kendte begge til den underjordiske verden, der var gemt under den mørkeblå overflade. Det var så.. besværligt at tale med racer fra landjorden, han kendte ikke rigtig til deres skikke og regler, for de var ikke de samme som dem de havde under i havet, derfor var det dejligt med noget selskab, som man kunne føle sig ens i. Et skævt smil gled over hans læber, som han tog imod mandens hånd og gav den et fast håndtryk, inden han igen lod hånden falde ned langs hans side. ”Pierce. Pierce Peceriaz,” præsenterede han sig igen. Han betragtede manden ganske let, hvor han faktisk var overrasket over hvad manden lavede her, ikke fordi han ikke var velkommen, for stranden var et sted for alle, men Akkura var bare den første han havde set her omkring. ”En ære at møde en anden havengel,” svarede han med en lettere beæret stemme. Smilet falmede ikke fra hans læber, hvor selv de turkisblå øjne bar et venligt og varmt skær – noget som lå til ham, når han mødte nye personer. Det var altid rart med nye bekendte, for han selv havde jo isoleret sig en smule, efter han var kommet sammen med Malania, fordi han havde prøvet at få det hele til at fungere, også fordi de havde været igennem en masse udfordringer allerede, men det så ud til at de var igennem det værste.

[Deleted]

Akkura lod sin arm falde ned til hans sværd, godt nok havde han en mindre skade i venstre arm men derfor trak han stadig sit sværd med venstre, det var det han havde valgt at skulle være en vane så det var det. Hans hånd holdte let om sværdet da han ikke ville skære sig. Hans smil blev stort og han lyste helt op da han opdagede manden var mere venlig end først regnet med "ja undskyld jeg sådan kommer brasende, men det var det nærmeste sted med vand" undskyldte han og hans blå øjne kiggede på Pierce, han studerede hans vinger, da hans egne var af fjer og Pierce's var af skæld så det ud til. "Varmen du ved" tilføjede han og kiggede derefter manden i øjnene, han ville ikke stirre for meget på hans vinger som han syntes var ret smarte i forhold til hans egen, det var jo uhøfligt at stirre det vidste han udemærket godt.

[pierce]

Det sjove ved havengle, var faktisk at de var af samme race, men ikke alle så ud på samme måde. Pierce havde nemlig godt lagt mærke til at Akkuras vinger var lavet af fjer, hvorimod hans egne var lavet af en form af skæl, selvom de føltes som en delfins finne; glatte. Akkuras vinger var dog blå ligesom hans egne, så det var farven der var et kendetegn for havenglene, sammen med deres havblå sværd. Hans blik gled fra vingerne og netop ned til mandens sværd. Han så også at Akkura havde en mindre skade på venstre arm. Han rystede let på hovedet, hvor smilet blot bredte sig. ”Det gør skam intet Akkura!” svarede han stilfærdigt og sendte ham et venligt smil. ”Det er virkelig kun rart at se nogle af sine artsfæller heromkring,” tilføjede han roligt, hvor hans hoved søgte en anelse på sned. Blikket gled kort op mod den store skyfri himmel, hvor solen bagede ned på dem. Det var utrolig varmt og Pierce selv var ikke meget for varmen, for den fik hans hud til at tørre ud, den fik ham til at blive helt tør, hvilket var noget som han ikke brød sig om, for han kunne faktisk godt dø af denne varme, hvis han da ikke kom ud i saltvandet eller bare fik vand, til at køle ham ned igen, så han ikke tørrede helt ud, som en strandet fisk. Han vendte blikket mod Akkura igen, hvor han nikkede medgivende. ”Så sandt. Varmen kan godt være.. uudholdelig!” endte han stilfærdigt, hvor han endnu engang strøg hånden igennem de blonde lokker, for nok var han korthåret, men pandehåret gik alligevel ned til hans øjne, hvilket godt kunne være varmt, når der ikke var nogen frisk vind, som kunne køle én lidt af. Denne mand virkede faktisk utrolig flink, men det lå vel til alle havengle? ”Jeg selv er også søgt lidt ud for at komme ud i havet og få mig en kold dukkert,” fortalte han roligt, hvor det venlige smil endnu hvilede på hans læber. Han stak hænderne i bukselommerne, imens han betragtede Akkura ganske let. ”Sig mig.. er vandet den eneste grund til at du er her i Manjarno?” spurgte han nysgerrigt, det kunne jo godt være at han boede her eller noget lignende, hvilket da ville være hyggeligt, for så vidste han da at han ikke var den eneste fra havet heromkring. For Akkura var faktisk den eneste havrace, som han havde set i lang tid og her på egnen.

[Deleted]

Han smilede venligt "hvad jeg laver i Manjarno?" han stod tænksomt og så på Pierce i et godt stykke tid, tankerne gik igennem hovedet på ham, skulle han man fortælle det hele eller skulle han bare sige det nødvendige for at han ikke spurgte mere? Han var jo havengel, det var de begge to jo, men igen det kunne blive farligt for ham eftersom denne havengel nok stadig var i tjeneste til sidste endte han ud med "det er en meget lang historie min ven" og håbede manden ikke ville spørge ind til mere, gjorder han dog dette var der ikke noget i vejen med det, så måtte han jo fortælle det som det var og så tage den derfra. Han smilede til manden idet han bakkede 2 skridt længere ud i vandet, han stoppede da hans ankler var dækket af vand, han havde stået op land og var blevet helt tør af sandet og solen "solen du ved" sagde han da han bakkede ud, han ville ikke have manden skulle tro han var bange for ham, for det var da slet ikke derfor overhovedet, han kunne godt lide denne mand, en havengel som faktisk snakkede med ham efter alle disse år

[pierce]

Pierce havde godt hørt om de havracer som blev forvist fra havet, af den ene eller den anden grund, nogle grunde var værre end andre, nogle forstod han sig slet ikke på, for nogle mente han selv var blevet smidt ud af havet af unfair grunde, men hvad var der at gøre ved det? Han var ikke hersker over havet, han var kun en som hjalp til, fordi det var hans pligt, fordi han havde et ansvar og det var noget som han ikke ville miste, for han havde virkelig kæmpet utrolig hårdt for at få sin plads som havengel, for at få det kendte havblå sværd, som nu hang trofast ved hans side. Han havde dog gået lidt imod havets regler, nemlig ved at komme sammen med en fra landjorden. Det var dog ikke første gang, for første gang havde været med en magiker ved navn Jelicka, hun var blevet dræbt og mange år efter, for ca. et år siden var han stødt på den smukkeste kvinde i verdenen! Malania, som han nu også havde fået to perfekte små sønner med, tvillinger. De turkisblå øjne betragtede Akkura ganske let, hvor smilet ikke falmede på noget tidspunkt, for han havde virkelig al grund til at smile! Hans liv var ved at gå i den helt rigtige retning! Han lyttede roligt på Akkuras ord. Han havde lige mødt ham og han var virkelig ikke en person der var nærgående og stillede for mange spørgsmål. Han nikkede blot ganske roligt og sendte ham et skævt og venligt smil. ”Tja.. uanset grunden, så er det virkelig forfriskende med en artsfælle, for det er længe siden at jeg har set nogen havengle heromkring,” svarede han sandfærdigt, men det var jo så også fordi at de fleste havengle han havde mødt var sammen med andre racer fra havet og ikke racer fra landjorden. Men han var ligeglad, han elskede Malania og det var hende han ville være sammen med! Han betragtede blot Akkura som han valgte at bakke ud mod havet, hvor det næsten kunne se ud som om han var.. bange for ham? Men hvorfor skulle han dog være det? Pierce ville dog heller ikke manden noget ondt, for måske han ikke kendte ham, men man skulle vel starte et sted? Han nikkede blot med et skævt smil, som han nævnte solen. Akkura måtte vel også føle sig ret tør, når solen var så varm? Pierce gik selv ud i vandet, hvor han nød den kølige og våde fornemmelse. ”Hvad laver du ellers?” spurgte han nysgerrigt, som det mere var et spørgsmål til om han havde noget job.

[Deleted]

Akkura nikkede, han var helt enig, det var rart med en artsfælle op land, og især eftersom han ikke måtte komme tilbage til havet nogen sinde mere "virkelig forfriskende" hans venlige smil veg ikke en millimeter fra hans mund "hvad jeg laver?" han søgte hovedet let på sned "jeg er urtekyndig, så jeg leder efter urter og sådan" han smilede "hvad laver du så? og hvad laver du her i Manjarno?" han sukkede nærmest Manjarno, for da han sagde det fik han det måske til at lyde for overraskende, han var glad for et havvæsen her så han ville ikke lyde mistroisk eller noget som helst eller skræmme ham væk. Han satte sig ned i vandkandten og kiggede ud over havet med længelse i blikket "hvordan er der der ude nu?" spurgte han tænksomt, han ville godt vide om det hele var det samme som før han havde jo ikke været der ii mange år og ville godt vide om alting var som det hele tiden havde været "jeg prøver at finde nogle urter fra havet, men ikke ret mange her på land sælger dem og jeg må ikke være i havet" mumlede han stille han ville mest af alt vide om alt var som før så han måske kunne få fat i de urter

[pierce]

Hvem denne mand måtte være vidste Pierce ikke, for han havde ikke set ham før ude i havet eller på land for den sags skyld. Det var dog ikke fordi at han havde noget imod at møde nye og fremmede personer, for det var altid rart med nye personer i sit liv, men han havde bare ikke set særlig mange af havets racer her på landjorden og specielt ikke her i Manjarno. De turkisblå øjne søgte ganske let over havet, det var utrolig stille denne dag, men på den anden side så var der jo heller ikke nogen vind, der var vindstille og med den bagende sol, så det blev utroligt varm, for himlen var skyfri, så der var intet til at dække solen. Pierce blev stående i vandet, så det skyllede op over hans bare tæer, dog uden at han så væk fra Akkura. ”Urtekyndig siger du?” gentog han næsten lettere overrasket, for han samlede jo også selv på urter og planter som han brugte til forskellige medicin og til sin healing. Han lyttede videre til Akkuras ord og sendte ham et venligt smil. ”Tja.. jeg samler selv på urter og planter, både fra havet og på landjorden, som jeg bruger til min healing og medicin.. plus så har jeg studeret i de forskellige racer, så jeg går nok under betegnelsen for at være læge,” svarede han roligt og lettere tænksomt, som han skulle sikre sig at han havde fået det hele med. Han vendte blikket mod Akkura, som han havde valgt at sætte sig ned i vandet, hvor Pierce fulgte ham ganske roligt, som han selv måtte sætte sig ned i vandkanten, så de små bølger kunne slå ind mod hans skinneben, hvilket var en behagelig fornemmelse! ”Ellers er jeg lige flyttet sammen med min kæreste,” endte han roligt og trak svagt på skuldrene, vel en mere irrelevant ting? Selvom han dog var glad for det, også nu hvor han lige var blevet far. Han så på Akkura igen, inden han vendte blikket ud mod havet, da han spurgte hvordan det var derude, hvilket undrede ham en smule, for han havde vel selv set det? ”Tja.. det er vel det samme,” svarede han roligt. Han så undrende på ham og lyttede til hans ord. Han måtte ikke være i havet? Hans hoved søgte ganske let på sned, hvor han så nysgerrigt på ham. ”Hvorfor.. må du ikke være ude i havet? Der er alle vel velkommen?” spurgte han forsigtigt, mon Akkura selv var blevet forvist derfra? Det havde han jo også godt hørt historier om få fra havet der ikke kunne gøre det godt nok eller af andre grunde.