Moving on

[isabella]

Markedet i Apterta City var stort og tætpakket. Her var mange mennesker af alle mulige racer og klasser; de handlende, som stod bag boderne og råbte deres tilbud ud over folkemængden, rige borgere med tre-fire tjenestefolk lige i hælene til at bære alle varene, forretningsdrivende, som opkøbte bøndernes materialer til videreproduktion af deres egne varer og så var der selvfølgelig ganske almindelige mennesker, der kom her for at købe helt basale forsyninger som mad og tøj.
Isabellas mor døde i går. Surrealistisk, men så enkelt kunne det siges. Hun havde været syg i lang tid og alle, også hende selv, havde godt vidst hvordan det ville ende.
Isabella var selvfølgelig ked af det, men et eller andet sted - og hun var i tvivl om, hvorvidt hun skulle skamme sig over det eller ej - var hun også lettet over, at det var overstået. Hendes mor havde fået fred fra sine smerter og Isabella kunne komme videre med sit liv. Hun var nu ikke længere bundet til burlesquebarer i byens tvivlsomme gader, men fri til at tage afsted med kun sig selv at tænke på.
Her på markedet havde hun købt en hest, en helt almindelig brun vallak med sort man og hale. Det var nødvendigt med den lange afstand, hun skulle til at tilbagelægge. Hun var iklædt en lang, sort kjole, der var snøret stramt ind foroven og var løs forneden, så hun kunne sidde med et ben på hver side af hesten. Om skuldrende havde hun en ligeså lang kappe, der lå hen over hestens bagparti.
Vallaken prustede. Den gik med rolige skridt gennem menneskemængden. Som hun bevægede sig fremad, følte hun en del blikke på sig. Primært mænds. Nogle stirrede, hensunket i forbudt begær, og nogle kiggede hurtigt væk igen, skamfulde over de tanker hun med det samme havde sat igang i deres hoved.
Det var den virkning, sensuelle dæmoner havde på folk. *De er mennesker* tænkte hun, *Kun mennesker*. Deres mindreværd fik hende til at smile svagt for sig selv, mens hun rystede let på hovedet.

[Deleted]

Akkura stod og var ved at handle med en masse urter ved en af boderne, han var glad for at komme her og købe urter, det var nogle af de fineste han kunne købe sig til medmindre han selv dyrkede eller fandt dem vilde. Han stod og studerede urterne og spurgte manden bag boden om noget men lagde så mærke til han ikke svarede men stod og stirrede væk fra ham *hvor ubehøvlet* tænkte han men fulgte så mandens blik og så en ung dame til hest *ja hun er da køn men jeg vil altsår også videre* han drejede hovedet tilbage imod urterne og studerede dem noget mere. Han lagde urterne fra sig og knappede sin lyseblå skjorte i så det kun var 2 knapper der var åbne, det var lettere køligt for ham da han var ved at blive syg, det var også derfor han så hurtigt som muligt ville have disse urter "hvad skal du have for de urter?" spurgte han højt så manden bag boden måske ville svare men der kom intet svar

[isabella]

Isabella var nær ved markedets udkant. En bred grusvej herfra delte sig i to ved et gadekær lidt længere ude - en vej, der førte ud i Procias' flade, græsbeklædte landskab og én, der snørklede sig mod den store skov nordvest for Apterta.
En mand i boden på hendes højre side stirrede på hende. Ved boden, der solgte planter og urter, stod en engel med ryggen til hende. En mandlig engel, at dømme ud fra hans kropsbygning. De store vinger var ikke til at tage fejl af. Han virkede irriteret over den manglende opmærksomhed fra manden bag boden, som nu sendte hende et fjåget smil.
Hun holdt sin hest an.
"Undskyld" sagde hun, henvendt til sælgeren, "Hvilken vej ligger Carino Fattoria?"

[Deleted]

Akkura blev lettere irreteret over at han ikke fik opmærkesomheden han skulle bruge for at købe urter her, han vendte sig let imod den unge dame til hest "undskyld mig frøken men kan de ikke se jeg står og handler med manden?" spurgte han venligt, han smilede og holdte nogle urter frem imod hende for at vise hvad han mente "og desuden tror jeg det er ned af vejen og til venstre men er ikke sikker" fortsatte han og smilede til hende, han lød ikke irreteret og snakkede som om intet var i vejen, han ville hellere være venlig eller vise irretation, for det kom man ikke langt med. Da han fortalte hvad vej han troede det var strakte hans højre vinge sig ud, som for at vise hvad vej han mente

[isabella]

Sælgeren åbnede munden og skulle lige til at sige noget, men manden - englen - der stod ved boden kom ham i forkøbet.
Hun vendte sin opmærksomhed mod ham, mens han først udtrykte sin irritation over, at hun havde afbrudt hans handel - dog ikke på en uvenlig måde - og lige bagefter svarede på hendes spørgsmål, der egentlig var stilt til sælgeren.
Isabella var ikke nogen uhøflig person, og hun afbrød ikke folk af egoisme. Hun havde jo i virkeligheden heller ikke gjort noget, for når alt kom til alt havde manden der solgte urter jo tydeligvis ikke været mere til stede i handelen hvis hun ikke havde tiltalt ham.
Hun fulgte englens, ja, hans vinge, med øjnene og kiggede ned ad vejen til venstre - over mod skoven. Så så hun på ham igen.
"Skoven?" sagde hun en anelse tvivlsomt og vendte blikket ud mod landskabet igen, "Er du sikker på, det er den hurtigste vej...?"

[Deleted]

Han smilede sødt til hende "nej frøken det er jeg ikke, spørger de mig om vej til søs eller under vandet kan jeg fortælle dig alt, men her på land er jeg ikke så sikker igen" han smilede "jeg har kun været på land i nogle få hundrede år" han sagde det sidste som om det ikke var ret længe, og det var jo ikke ret længe for hans vedkommende.
"de kan jo altid gå rundt om hjørnet og spørge en anden" sagde han og smilede stort så man kunne se han sagde dette som en joke, han ville mest af alt bare have sine urter og videre i teksten, men der var noget over denne pige, hvad det var kunne han dog ikke helt sige, men han var blevet nysgerrig.
"jeg kan følge dig lidt på vej hvis det er?" det var sagt på en sådan måde at alle kunne forstå at det var en hentydning til han ville væk fra dette galemarked, det ville jo rent faktisk være hurtigere at gå ud i skoven og finde disse urter selv end at købe dem.

[isabella]

Ved hans ord om at følge hende på vej, var der to ting, der gik igennem Isabellas hoved: for det første var manden foran hende en engel, en engel, altså med sikkerhed ikke farlig for en prociasianer som hende selv. For det andet - og her lod hun diskret blikket løbe ned ad ham - havde hun ikke kunne undgå at lægge mærke til det omkring en meter lange sværd, der hang ned langs siden på ham. Hun måtte jo nok erkende, at hun faktisk var et nemt offer, hvis hun - en kvinde, der aldrig havde sat fod udenfor Apterta - skulle forsøge at finde vej gennem skoven og tværs over landet alene. Kunne denne mand fungere som både vejviser og beskytter, var det måske værd at overveje hans forslag.
Hun tænkte et øjeblik. Så så hun på ham og sagde:
"Har du da selv nogle ærinder i skoven, min herre?"

[Deleted]

Han smilede til hende "ja det har jeg frøken" han studerede hende med en venlig mine, han vidste godt hvad der gik igennem hovedet på hende, det som ville gå igennem hovedet på enhver anden, om han var farlig "jeg mangler nogle urter som denne mand" han gjorder et kast med hovedet imod sælgeren "åbenbart ikke kan finde ud af at sælge mig, så jeg vil gå igennem skoven og se om der var nogle at se på vejen, jeg skal alligevel den vej når jeg går her fra" sagde han, han tog sine mønter og lagde dem i lommen på sine bukser, han knappede derefter sin blå skjorte så der kun var 2 knapper som var åben, han så en hvid engel gå forbi på den anden side af hesten som kiggede underligt på ham "forresten er jeg en havengel og ikke en normal engel" sagde han bare for at fastslå han ikke var en normal engel som mange troede han var. Han begyndte stille at gå over imod skoven. Han ventede ikke på at høre om hun ville følges med ham eller ej, for det kunne hun jo tage stilling til nu, hun kunne blive og lade ham komme foran hende eller følges med ham

//out

[isabella]

Hun så efter ham med et hævet øjenbryn, da han begyndte at gå ud ad stien. *Urter* tænkte hun, *Han skal lede efter urter*.
Med fødderne gav hun hesten et let klem i hver side og den begyndte at gå efter ham med fredsommelige skridt. Han gik ikke langsomt, som om han ville vente på hende, men han gik heller ikke hurtigt. Hun drev hesten op på siden af ham og fik den så til atter at slappe lidt af, så deres tempo matchede.
Det første, hun havde bemærket ved denne mand var selvfølgelig de store, udiskrete, blå englevinger, men også at han var usædvanligt høj. Han havde lyst, pjusket hår og blå øjne. Isabella havde i øvrigt lagt mærke til det meget specielle smykke, han havde rundt om halsen. Det var ikke stort, men det fangede alligevel éns opmærksomhed, da det - ja, det nærmest lyste ganske svagt. Uanset hvad det var og hvor han havde det fra, var det helt sikkert unikt og af både stor betydning og værdi for ham.

//Out (tråd fortsættes i skoven)