Når naturen vækkes

[vayne]

Alt åndede ro og fred i takt med dagen skred frem og solen tog sin tur hen over himlen. Men i takt med at tiden skred hen over jorden, forsvandt solen mere og mere hen mod horisontens kant. Den træk de sidste skyer med sig og snart kunne man se den første stjerne på himlen. Snart kom mørket flydende igennem Den Mørke Skov, opslugte træerne og fik dette øde sted til at se endnu mere forladt og dødt ud. Men med mørket kom en mandlig skikkelse også. Mørket flød foran manden i takt med han drog op af en mindre høj, fulgte månen hans opstigning. Hans krop var dækket af en lang mørkegrøn kappe og hans ansigt var skjult under en hætte. Havde havde et par handsker på hvor spidserne ikke var der, og et par solide støvler. Hans ben bar et par jeans og hans overkrop en vest. Hans øjne brændte lystigt inde under kappens hætte, og da han nåede op på højen var solen forsvundet og månen stod fuld og stor i al sin skønhed. Den kastede sin sølvgrå dis ned over Den Mørke Skov og normalt ville dugen lægeg tæt omkring planterne og træernes kroner men der var ikke magen naturliv i denne skov. Det var synd i følge Vayne. Skoven kunne bruges til mange ting, dødelige drikke, gode skjulesteder og selvfølgelig ville der være flere svage sjæle man kunne have det sjovt med. Der var også gode tig som drikke der var healene, dyreliv, roserne og en fredfuldt atmosfærer. Kappen blafrede lystigt omkring hans muskuløse skikkelse, og til tider blev en bog afsløret ved hans liv, der hang i en kæde. Der var ingen tvivl, denne mand havde magiske evner, hans aura var stor og lvende og flød ud igennem de døde træer, mange mil ud i skovens område. Vayne havde ladet sin trofaste makker blive hjemme i aften, sidste nats stabasser havde været en smule for meget for den lille fyr. Vayne så sig lidt omkring før han førte hånden mod et træ. Han rørte ikke en nerve, stod så fast som en statue og så hev han hånden til sig og hen imod et nyt træ og gjort sådan et par gange. Fra dne første bevægelse ved det første træ faldt dens bak af og træerne blev blottet af endnu mere tynde. Vayne lavede flere fakter og hans øjne lyste blåt et kort øjeblik før skyerne blev fremmanet over ham og regnen silede snart ned. Han gjort flere bevægelser og regnen samlede sig til en løbende slange hen igennem skovens træer. Han hev vandslange mod sig og sendte den op i himlen og sendte en knytnæve ned jorden der slog revner til de syv omkringstående træer der havde mistet deres bak. Han satte fra jorden og susede op i luften hvor vandet slangede sig omkring hans krop uden at gører det vådt, før det blev sendt ned i jorden og et gyldent skær lyste himlen op og hans magiske aura og energi voksede sig større og voksede ud i igennem skoven. Han svævede ned mod jorden og fandt en pose frem fra livet og stak hånden ned i den. Han trak en lille flaske op fra posen og et grønt støv var indholdet, han åbnede den og hælte det ned mod jorden, hvor der blandede sig med den gyldne farve. Hans støvler mødte jorden og han smilede roligt da jorden begyndte at ryste. "Op" sagde han ganske kort og en lille klippetop rejste sig i under ham og han stod som om intet var hent på toppen. Han bukkede sig ned og kappen lagde sig om klippen før den blæste op og en klar blå væske med små grønne stjerner i flød ud fra toppen, ned over jorden og ca. 12 meter ud omkring området. Det strakte lige til de syv træer der havde mistet barken og den blå væske flød op af træerne og stjerne rejste sig langsomt op i luften. Han førte pegefingeren hen til den nærmeste stjerne og en rød gnist sprang hen i stjerne og snart var alle stjerner forbundet med en rød tråd. "Vågn op" sagde Vayne og hans stemme var rungende og hård, beordrende og tvang naturen til at adlyde. Græsset rejste sig roligt op fra jorden, mossen flød op af nogle af træerne og bakken voksede frem. Snart var de nøgne træer ikke helt så nøgne, men bar en en flot og prægtigt krone af de flotteste blade. Blomsterne voksede op og den lille klippe havde et lille løb til hvert træ. Dog lige inde i klippen var et lille grønt skær, kilden til alt dette liv. En lille opfindelse, et lille forsøg af Vaynes. Han vidste det ikke ville holde længe, måske en dag eller to, men så havde han været heldig. Han svævede op i luften over klippen og kappen blafrede bag ham og han lukkede øjne. Lod sin energi flyde ud i skoven i mens han roligt begyndte sin metation.

[alaster]

Det var ved at være endnu en eftermiddag. Oprøret havde spredt sig fra Procias og mod grænsemuren til Manjarno – Det var i alle fald det som Alaster havde fået fortalt, selvom det slet ikke var noget som rørte ham det mindste. Han ville elske den tanke at se Procias bukke under for Dvasias og mørket som endnu en gang havde sat kræfterne ind for at nedtvinge landet i støvet hvor det oprigtigt hørte hjemme! Om ikke andet, så i hans øjne, selvom han vidste, at der var ekstremt mange dvasianere som havde det på den samme måde som ham. Den mørke skov havde jo desværre fået sit navn et eller andet sted fra. Det var ikke fordi at skoven havde så skræmmende meget at byde på og nu hvor landet var kvindedomineret og mændene undertrykket, så var det jo heller ikke fordi at man kunne sige sig, at alt var lutter og lykke her omkring, for det var det bestemt ikke! Man kunne vel godt sige, at Alaster på sit vis havde meldt sig ud af det dvasianske sammenhold? Det var jo heller ikke fordi at han sådan rigtigt fik noget som helst ud af det mere, hvilket han i den grad også kun måtte sige sig, at være frygtelig træt af. Skoven var blevet hans tilflugtsted for allerede længe siden. Her kunne han da få lov til at leve alene, være sig selv og faktisk også have sine egne regler som folk ikke kunne straffe ham for, for det var i den grad også de færreste som i det hele taget vidste, at han var der, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var da også helt sikkert. Han trak vejret dybt, som et stile vindkast endte med at skulle ramme ham direkte i ansigtet, for det var virkelig en dejlig fornemmelse og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet.
Hvad der ellers måtte ske i skoven selv i selv samme øjeblik som han selv måtte befinde sig der, var slet ikke noget som Alaster havde nogen anelse om. Han havde kun et ønske; Fred. Han ønskede ikke at have noget som helst med de andre at gøre her på stedet, nej han ønskede egentlig bare den mulighed til at skulle kunne finde fred på den ene eller den anden måde, selvom det virkelig ikke var nemt at skulle finde i det hele taget, så måtte han jo trods alt bare prøve. Han sukkede dæmpet og trak sin mørke kappe tæt omkring sig. Han skjulte sig i mørket og med den mørke kutte som end ikke ville vise de mørke øjne i det smukke skær af den store måne, som igen og igen kunne drage af en opmærksomhed uden lige, så var det end ikke en opmærksomhed som han ønskede at skænke det på nogen måde overhovedet. Han stoppede op med det samme, som han tydeligt kunne fornemme en kraftig magisk besiddelse ikke så langt derfra. Han blev stående og bare.. lyttet for adskillige minutter. At det brummet og rumsterede i jorden, kunne han da godt mærke, hvilket kun måtte gøre ham noget så forbandet nysgerrig! Han knyttede næverne, hvor han ellers var klar i tilfælde af, hvis det skulle gå helt galt i den anden ende. Han stoppet op igen efter ganske få minutter, hvor han lagde mærke til en.. klippe? Den havde da aldrig været der før?! Han vendte blikket op, hvor han kunne se og fornemme en anden menneskelig skikkelse. Direkte så måtte han jo gå ud fra at dette måtte være en mand og ud fra hans udstråling, så var det ham som havde gjort alt dette. Han lukkede hånden let omkring det træ som han måtte stå ved, hvor han også holdt sig i baggrunden. Det skinnede langt væk af trolddom, hvilket heller ikke var noget som man oplevede særlig ofte mere, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Træerne i den prægtige blomst, var noget som selv måtte tvinge et stille smil frem på hans egne læber. Det var faktisk godt og det føles godt, at se træerne i blomst igen. Alene af den grund, at denne mand var i stand til at bøje naturens vilje under sig, så kunne han så sandelig heller ikke være andet end imponeret, selvom det også gjorde det klart for ham, at det var en mand som han helst burde holde sig en vis afstand til.

[vayne]

Vayne holdte sig svævende i luften, hans kappen der roligt blafrede svagt i vinden, i takt med flere og flere blomster skød op fra jorden og follede deres blade ud, og spredte en dejlig duft. Træernes kroner svejede ligeledes i den dejlige bølge af vind og flere grønne blade gav slip på deres tag i grenen og gled roligt igennem vinden. Vayne der havde ladet sin energi flyde nogen lunde frit fra sig og ikke opretholdt de sædvanlige blorkader af hans magiske udstråling, havde opfanget manden og fulgt ham. Den fremmede herre var kendt i dette område, han vidste hvordan vejene gik, hvordan skoven levede, hans gang og holdning sagde det hele. Vayne, der ikke havde haft menneskelig kontakt i et godt stykke tid, overvejede nøje sine muligheder. Skulle han tale direkte til manden, skulle han lege lidt med ham og vise ham sine evner... Vayne forsatte blot sin meditation, holdte øjne skjult mens hætten skjulte hans ansigt. Han bevægede fingerne ganske kort og hurtigt, man skulle kigge efter bevægelse for at lægge mærke til det. Vayne samlede sit sind omkring manden og bankede roligt på hans sind. Hviskede uforståelige ord i hans hoved, prøvende på at fratage ham hans opmærksomhed fra ham selv, hvor efter han kunne svæve ned på jorden og lade støvlerne mødes med den nu frodige skovbund og trak sig væk fra manden sind. En persons sind var privat og Vayne brød kun ind når det var utrolig vigtigt eller forid han blev angrebet.
Derfor havde hans hvisken måske mere virket som vindens hylden tæt på. Et øjeblik efter Vayne havde mødt jorden, var det som om der brød en orange brand rundt omkring i græsset, men åndeagtigt, som om den svævede mellem to verdner. Fugleagtige skikkelser fløj op over skoven i takt med magien omkring dem øgede sit tag, strømmen i de små løb blev mere orange og Vayne tog hurtigt fokus af det. Han åbnede først øjne nu, de brændte inderligt af lidenskab for hans magi, før 'ilden' forsvandt og det underlige dyreliv fordampede i det blå. Bækken løb igen som før, og Vayne rettede blikket mod manden, som var han oplyst af millioner af små kugler af lys. "Godaften" sagde Vayne og hans stemme var ru dog venlig, stærk men ikke som om man skulle underlægge sig den. "De nyder naturen, kan jeg se. Det er da synd der er så lidt af den så." Sagde Vayne og prøvede at varde sig igennem samtale med rigtige mennesker istedet for åner, dyr og fortidens minder. Han træk hætten ned og afslørede sit venlige dog stærke ansigt.

[alaster]

Alaster valgte ganske bevidst at holde sig en afstand, da han ikke vidste hvor denne mands magiske tendenser måtte ligge, eller på hvilken side han måtte befinde sig når det kom til den krig som måtte køre mellem lyset og mørket mere eller mindre konstant. Ikke fordi at det var noget som overraskede ham som sådan når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han havde skam lært på den hårde måde, og han vidste, at det ikke var alle som lå under ham når det kom til hans magiske kunnen og til hans magiske tendenser på denne her måde. Han rokkede sig ikke det mindste ud af stedet, hvor han blot fulgte med på det som skete. Nok blomstrede skoven op på denne måde, men det var ikke ensbetydet med, at det var noget som alle måtte prise sig for. skoven så ganske enkelt bedre ud end det som den gjorde i Procias eftersom den var brændt ned og hvad vidste han. Han hørte jo trods alt rygterne, selvom han til dels måtte være træt af, at det ikke var ham som havde sørget for at det var endt med at skulle ske i den anden ende, hvilket han faktisk måtte finde en kende frustrerende og på alle måder i det hele taget! Stemmerne som måtte lyde i hans hoved.. den milde hvisken og den banken til hans sind, var noget som selv måtte efterlade ham med en let sitren. Det var jo heller ikke fordi at han blev magisk udfordret på den måde mere. Folk var ganske enkelt blevet for bløde! At han holdt op med at skulle gå ind i hans hoved, havde han nu heller ikke noget imod. Det var heller ikke fordi at den hvisken var noget som gav nogen som helst mening for ham i det hele taget.
Hvad Alaster kunne bekræfte, så var det at der var ekstremt mange magiske kræfter på spil her, o det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at skulle blande sig i, hvis han da ellers ville være i stand til at skulle blive fri for det! Det var heller ikke fordi at han rokkede sig det mindste, da det nærmest brød ud en kæmpe og massiv flamme på jorden. Han måtte nu alligevel sige sig, at være temmelig imponeret over det som skete lige netop her, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket direkte mod denne mand, da det hele endte med at skulle gå til ro igen, og mørket endnu en gang fik lov til at omslutte sig dem begge og hele skoven med og hele det massive magiske show måtte være overstået. Selvom minen var fuldkommen stiv, så var han imponeret. Det var de færreste som ville spilde deres magiske evner på denne her måde, for han kunne slet ikke se hvorfor pokker at han havde gjort som han havde gjort det på denne her måde! Armene lod han roligt falde over kors. ”Velkommen til Dvasias, kan jeg vel næsten sige,” sagde han med en kortfattet stemme, kort, kold og yderst præcis. Han gengældte dog ikke hans hilsen, for.. det var der vel heller ikke nogen grund til? Det var da om ikke andet, så sådan at han selv måtte se på det. ”Du får blomsterne til at blomstre, tvinger træerne til at bryde ud.. Hvem er du?” spurgte han nærmest krævende.

[vayne]

Vayne holdte blikket på denne mand, læste ham, læste hans energi, hans udstråling. Flere ting blev hurtigt fastlagt ved et simpelt tjek, han gik op i sin krop, hans udstråling var stærk og stolt, hans energi var magisk og Vayne der besad begge magiske kilder genkendte hurtigt hans energi som hvad de ville kalde 'mørk', Warlock. Hans krop der ikke rørte sig en tomme, ikke en eneste milimeter ud fra hans valgte sted i Vayne's lille form for paradis. Vayne's kappe blafrede bag ham, i takt med vindens slag hen over dette ellers så øde område. Hans brune øjne der brændte intens af den magiske kraft der flød rundt i dem, gjort dem levende, stærke. Meget kunne man kalde Vayne og alligevel kunne man ikke kalde ham for så meget igen. Han vidste hvor han var henne, han vidste også hvor han ikke var henne. Vayne kendte til skove og ørkner, have og bjerge alt der var at udforske eller blot havde en lille interesse for verden havde Vayne i sinde. Dog fulgte Vayne ikke meget med i hvem der sad på magten, hvem der skulle kaldes konge eller dronning, eller hvem der skulle arve den lokale kro i byen. Vayne gik ikke så meget op i hvordan krigene og kampene gik rundt og udfoldede sig, han opretholdte sine barrier omkring sin private grund, magiske mure, illusioner, fælder og en masse forskellige væsner der blev lovet fred i og på hans grund hvis blot de ville vandre de grænser der var omkring den. "Velkommen behøver De skam slet ikke udtale, jeg er ingen helt fremmed i dette land. Jeg takker selvfølgelig for venligheden i Deres hensigt af hvad De måske har dømt ud fra mig." Sagde Vayne, det lå ikke til ham at tale sådan i formelle toner og sådanne detaljer, men humøret lå til ham, den lumske side skulle vel også have lov at komme til overfladen i ny og næ. Vayne lod en hånd glide igennem det mørke hår, før et lille smil vandrede over hans læber. Det var lidt morsomt, at denne mand sådan krævede et svar fra Vayne, men Vayne havde intet at frygte, så hvorfor ikke give manden hvad han ville og så se hvor længe spillet ville kører. "Jeg hedder Vayne Meli de Fran Balhier. Hvis det var min race De ledte efter er betegnelsen nok mest præcis, troldmand. Jeg kan det onde lige ledes som jeg kan det gode." Sagde Vayne og hævede den venstre hånd hvor en lille malstrøm af klart gyldent lys blev fremmanet og den højre blev grund for en mørk malstrøm. Han lod hænderne falde ned langs kroppen igen og så på denne mand. "og hvem er så De?" Spurgte han, i samme tonefald som manden selv havde sprugt ham, næsten befaldende.