Another day in heaven

[nathan]

Solen skinnede som altid. Skyerne var under dem som et hvidt hav og himmeriget lå der og svævede. Nærmest som en drøm, der ikke eksisterede. Alt så lyst og prangende. Men der var en hverdag igang - en hverdag, der kørte hverdag. Folk der trænede, kvinderne der lavede huspligter, healerne var igang. Folk fløj til og fra himlen og Nathan - ja han gik bare rundt her, som altid. Han havde endnu ikke taget sig sammen til at springe ud over kanten. Hans vinger kunne godt holde ham et stykke tid og han kunne flyve rundt om himmeriget og over skyerne. Han havde også kort været nedenunder skyerne og kigget ned på jorden. Men ellers så blev han heroppe, for hans vinger var ikke stærke nok til at bære ham hele vejen til jorden. Så når han endelig skulle springe ud, så ville han på et tidspunkt ende med at styrte - så det skulle jo sådan set kordineres, hvor han skulle falde ned. Han sukkede svagt. Han havde bar mave og et par bukser på. Der var jo varmt heroppe og det var desuden svært at få en t-shirt på med vingerne. De sad jo godt fast på ryggen. Hans vinger var pænt foldede over hans ryg. Fjerne var glatte og lå pænt. Man kunne knapt nok se hans handicap der var med dem. Men folk viste det efterhånden godt. Den modstander der havde fortærret hans vinger, var jo udvist fra himlen. Han stoppede op midt på 'gaden' og kiggede sig lidt rundt. Det vrimlede egentligt med folk. Han var vist kommet ud i den travle stund. Udover bukserne og ingen top, så havde han et par sko og et bælte, hvor hans sværd sad. Han var jo stadig dygtig til at slås. Han smilede skævt og hans isblå øjne skinnede i middagssolen. "Endnu en dag..Mere mod at samle, mere planlægning..mere.." han sukkede og ordene fortsatte som tanker i hans propfyldte sind. Han skulle ned til Lexie. Hans søster. Som han var blevet skilt fra ved branden, hvor han var afgået ved døen og så vågnet her i himlen. Men han var da opvokset sammen med sin mor fra barnsben, hvor han var genopstået her. Men nu var mor jo også på jorden. Han trak vejret dybt og gik videre og ud af mylderet, ud til sværdfægtningspladsen - der var træningsfaciliteterne til at vedligeholde sin styrke og færdighed. Et svagt smil krusede over hans læber, som han drog sit sværd og gav sig til at hakke ud efter en tyk pæl der stod placeret midt i det hele - den var hakket godt i fra før af, men han kunne jo godt hakke videre. Han øvede hvordan han skulle stå og arbejdede med benarbejdet, som han var blevet trænet i. "Hijah!" udbrød han og hakkede hårdt ud efter pælen og trak så sværdet til sig. Han stoppede op og samlede benene og bukkede så for pælen, inden han begyndte at cirkulere lidt omkring den, med sværdet hævet. Som var det en modstander.

[theis]

Gabriel kom gående ned langs 'gaden' i himmelriget, da han jo, ligesom alle andre også hørte til her oppe, han var trods alt lederen af englene. Som han kom gående ned langs gaden, blev han hilst på af alle de engle han mødte, og han hilste venligt igen. Han var den slags person som ikke troede på at bestemme over folk, og forvente loyalitet på grund af hans rang, men i stedet fik han loyalitet fra sin egen race, og fra hele procias hær, fordi han altid gjorde sit bedste når han ledte dem, og altid var med dem i de problemer som nu engang måtte være. Han havde sin rustning på, selvom han dog sjællendt brugte den, da han bedst kunne lide at gå i noget mere behaligt, men som tiderne nu engang var i øjeblikket, følte han sig tvunget til at gå i den, i tilfælde af at han havde brug for at reagere på oprøret. Hans rustning bestod af en blank og skindene pladerustning,som fulgte hans mukuløse krop, for at give ham bedre bevæge muligheder end hvis det bare havde været en plade det gik lodret langs kroppen. Ved hans side hang hans sværd som altid, da han aldrig gik nogle steder, og sværdknappen med de 2 englevinger var synligt i solen. På ryggen havde han en hvid kappe som gik ud over hans vinger som pænt lå foldet omme på ryggen bag kappen. Gabriel stoppede op da han kom forbi trænings pladsen, og lod blikket glide over alle de engle som var i gang med at træne med våben. Det var dog ikke kun mænd som trænede, da Gabriel troede på at alle skulle have lov til at træne med våben, og kæmpe hvis det var det de nu engang ville, selvom han dog endnu ikke havde kunne indfører det i procias hær. Gabriels blik stoppede ved en englene som var igang med at gå rundt om en af stolperne med et sværd i hånden. Han kunne ikke lige huske navnet på fyren, men han kunne dog huske at det var ham, hvis vinger var blevet ødelagte. Gabriel lod et kort suk forlade sine læber før han med faste skridt gik over mod Englen. Gabriel blik fangede et hvert udfald som englen lavede og han måtte indrømme at han gjorde det godt. Han stoppede lidt derfra med blikket rettet stift mod englen, mens han betragtede dennes træning, han sagde dog ikke noget da han ikke ville forstyrer, selvom det nok ville forstyre lidt alligevel når han nu engang opdagede at Gabriel stod og kiggede på ham.

[nathan]

Sværdet som Nathan havde, havde han selv hjulpet smeden med at lave efter sit uheld med modstanderen, der havde fortærret hans vinger. Derfor var skaftet også specielt og med en masse mønstre og tegn. Det betød derfor en stor del for ham. Og skeden var jo lavet i samme materiale som skaftet og i samme mønster. Så det hele matchede jo godt. Han holdt tungen lige i munden. Han glemte alt, når han stod og svingede med sværdet. For det var noget han kunne. Forarbejdet kørte pr. automatik, alt efter hvilke udslag han gjorde med sværdet. Nok var her andre omkring ham, men han tog ikke notits af nogle lige i øjeblikket. Alt der var her, var ham med sværdet og pælen, som han kunne hakke det ind i. Han cirkulerede et par skridt ekstra og hamrede sværdet ligeud mod pælen i ét hug og snuden af sværdet hamrede ind i pælen. Han hev sværdet til sig igen og gav slip på sværdet med venstre hånd. Han slog ud efter pælen fra siden og ind mod pælen og hakkede den på siden, fremfor foran. Han hev sværdet til sig igen og kastede den over i venstre hånd og hakkede hurtigt ud efter den anden side. Det kunne nok forvirre en modstander, at ens modsatte hånd stod og flagrede og prøvede på at irritere åsynet, mens den anden hånd svingede sværdet. Han 'kastede' sværdet over i højre hånd og satte den ned i sværdskeden. Den sad i venstre side, for at han nemt kunne trække sværdet med højre hånd. Han bukkede let for pælen med samlede ben og rettede sig op igen, for at kigge rundt. Blikket spejdede over de andre trænende og havnede på en ganske velkendt person: Lederen af englene. Ikke en bossy leder, men en respekteret af race og Procias hære, da han jo ledede dem. Han tillod sig at smile ligeså forsigtigt. Han strakte kort vingerne og foldede dem så sammen igen. Han var selv muskuløs. Han var jo godt trænet og trænede jo også selvstændigt. Han blinkede svagt med sine isblå øjne og vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han endte dog med at træde om på den side af pælen hvor lederen stod, så pælen ikke stod imellem dem. "Hej.." sagde han forsigtigt og nikkede høfligt mod Gabriel.

[theis]

Gabriel havde længe stået og betragtet den unge engle som stod foran ham, og med uhyggelig præcision og kraft slog mod trænings pælen med sit sværd i hånden. Gabriel kunne ikke andet end at smile ved dette syn, hvis himlen havde krigere som ham, om han kunne flyve eller ej, så ville der stadig være håb for at stoppe oprøret som var i fuldgang nede på jorden, endnu en af Gabriel opgave, han skulle tage sig af den slags kampe da han jo havde kommandoen over Hæren I procias. Gabriel's rustning knirkede let da han lagde armene over kors mens han betragtede den unge mand. Da Englen lagde mærke til at Han stod der, og hilste høfligt på ham, efterfulgt af et nik med hovedet gengældte Gabriel hilsnen, han kunne ikke huske navnet på på knægten, men han måtte vel hellere lige få ham spurgt, En mand som ham, ville altid kunne bruges, og så krævede det jo at han kunne navnet. "Hvad er det nu dit navn er? jeg kan kende dit ansigt, men navnet er lige smuttet fra mig" sagde Gabriel en smule undskyldende, selvom han dog ikke havde noget at undskylde, det var jo klart at han ikke kunne kende alle navne i himlen og hæren, det ville jo være for meget at forlange af nogen som helst. Selvom Gabriel dog prøvede at huske navnene på dem under ham, så var der så mange at det var svært for ham, men det gjorde kun at han prøvede at spørge om folks navne når han så dem, om ikke andet, så han hvertfald vidste hvad navnet var, mens han snakkede med dem. "Hvem er din træner?" spurgte han og nikkede mod Stolpen og sværdet som hang ved englens side. "Han har hvertfald gjort et imponerende arbejde, med at træne dig. Og sværdet er også et kunstværk, men bare du ved at det ikke er udsendet der tæller, men hvor holdbar og stærk sværdet er" Gabriel håbede ikke at han lød alt for belærende, men det ville være en skam hvis han mistede livet, fordi han troede at udsendet betød noget.