Post by Nathaniel Diamaqima on Oct 13, 2009 0:32:30 GMT 1
Fulde navn: Nathaniel Diamaqima.
Alder: Nathaniel er ved at være frygtelig godt op i alderen selvom at han af bare udseende ser ganske ung ud og ikke en dag over de 27.
Fødselsdag: Den første efterårsnat, hvor kulden falder og tiderne skifter, hans nøjagtige dato står selv for ham helt ukendt, da den for længst selv er glemt.
Job: Rådgiver
Køn: Mand
Race: Alkymist
Personlighed: Nathaniel er en frygtelig tilhænger af den stilling som enspænder, som han har været igennem hele sit lange liv. Han holder kortene tæt til sig og fortæller sjældent hemmeligheder, selvom han for altid vil holde dem tæt som bliver ham skænket, dem som han altid vil tage med sig i graven og som er blevet frygtelig mange igennem tidernes løb. Ikke er hans favn et sted man kan søge en medlidenhed da kulden i ham sidder så frygtelig stærkt, noget som han måtte for at komme igennem en frygtelig hård barndom som har sat sig sine tydelige spor på ham både fysisk og psykisk. Med sine tydelige satte mål som han ønsker at opnå uanset hvor lang tid det skal tage, så er han for stædig til at give op på en halvvej, når man først var i gang med noget, så skal det færdiggøres og uden så meget som et eneste undtag. Nysgerrig har han aldrig nogensinde været, en vane som blev lagt på hylden allerede da han var frygtelig ung. En psyke som er ufattelig stærk og et hjerte som siges at være af solid sten og som aldrig har været smeltet og ikke engang tæt på. Han sigter efter højderne, prøver kun at kravle og klatre i rangen for at komme så højt op som det nu er ham muligt da hans ego er frygtelig stort og hans behov for opmærksomhed heller ikke helt lille. Han er ikke bange for at tage skrappe midler i brug eller påføre smerte for at få ord indført, smerte har for hans del altid været noget af en lidenskab, noget som han allerede fra tidlige år, var blevet vant til og som sidder stærkere i ham i denne tid. Han er en tænker og tænker før sine handlinger og ord, vis er han på sit område og lægger ikke det mindste skjul på de punkter på noget som helst tidspunkt. Han føler at han sætter en højere standard og kæmper for det land som han er en del af, aldrig vil han bakke ud for en udfordring, uanset hvor umulig den kan være, altid vil der være en løsning, det som han evigt og altid siger til sig selv. Ikke mindst er han høflig i tiltale overfor dem som han føler har gjort krav på at høre netop det fra hans side af.
Udseende: Nathaniel er af en halvvejs spinkel bygning og med ganske godt kropsmasse bestående af muskler, selvom han har lidt af et muskuløst bryst alligevel, skjult under klæderne som han altid vil bære med en tydelig stolthed, det som aldrig nogensinde vil kunne være anderledes, en arrogant holdning kan være at se i hans eget blik, skjult i den kulde. Ikke er der fedt at spore på ham eller hans krop, da han selv passer nøje på den, nok af halvvejs spinkel bygning, men med små og tydelige spor af en større muskelmasse. Hans øjne er den varme og nøddebrune nuance selvom kulden hviler tæt om ham. Hans er smal i ansigtet og med kort til halvlangt og lige så mørkt som hans egne øjne og dog alligevel en anelse mørkere. Hans hud er lys og en anelse bleg i normalen hvor han i sommertiden kan være heldig at få bare en anelse farve, noget som alligevel sker ufattelig sjældent, noget som faktisk kan give ham udseendet som en levende. Hans skuldre er brede og hans beklædning er nu ganske let i forhold til det som han ser på som sit erhverv og sin race. Han er ganske så høj og en anelse over det som man ville anse som et gennemsnit og som oftest med et let og stadig neutralt smil på læberne som svagt har den typiske rosenrøde farve. Hans klæder er som oftest mørke i nuancen eller bare generelt og ikke billigt da han selv ønsker at virke bedre og ikke mindst højerestående end det som han blev født til og ind i. En kæde har han om halsen, et sidste minde fra den som havde været tæt på ham, det som hun havde skænket til ham på sit eget dødsleje, en som han aldrig har taget af og som stadig vil hænge omkring hans hals, minderne om den tid, den korte lykke frem til at den forduftede som dug for en blændende og brændende morgensol. Med skægstubbe rundt hagen og med buskede øjenbryn, med udseendet som var han et ganske normalt menneske, selvom meget mere hviler i ham.
Fortid: Nathaniel som kom til verden da efteråret stod på døren, det som selv er endt med at blive en af hans yndlingstider på året, hvor der altid vil ske en del, ikke blot i vejr og vind, men også i det personlige. Hans forældre som selv befandt sig i hver deres ende af den storslåede skala, hvor hendes mor kunne være den kærlige og omtænksomme, hvor hans far var den helt anden som ikke tydet til brug af skrappe midler for at få det som han ville og specielt hvis det nu ikke gik hurtigt nok, eller det slet ikke skete, noget som Nathaniel måtte erfare allerede i en frygtelig tidlig alder og allerede ingen han havde lært at gå. En respekt som blot blev påbygget med alderen og hurtigt. Han forstod allerede tidligt, grunden til at hans moder ikke ønskede sig flere børn ved at kunne fortsætte med at tælle blå mærker som hvilede på Nathaniels krop efter faderens mange slag.
Langt fra vokset op i luksuriøse omgivelser, men hvor forældrene og ham selv, måtte tage sig af hinanden så godt som det nu var muligt for dem med de muligheder som de havde, noget som alligevel ikke var så frygtelig meget, selvom han kom igennem en tidlig barndom i en evig lykke, lykken som følger med en barndom som mange ville ønske de kunne opleve, en bekostning på hans mor, som gav ham hvad han ønskede og hvad hun så på som det vigtigste, bag faderens ryg vel at mærke.
Allerede som 7 åring udviste han sin interesse for sort magi, hvor hans far havde ændret sig frygteligt for at ende med at blive den som oplærte ham, som hans far havde gjort, noget som var gået igen og igen i frygtelig mange traditioner. Selvom det ikke blot var det eneste, så kom hans far også med ord til ham af hemmeligheder som hans mor aldrig nogensinde ville dele med dem. ”Du er ikke den første..” Ordene som kørte igen og igen i hans hoved og noget som han endelig kunne tage op med sin mor hvor det kom frem at hun havde fået to selv før ham og begge var piger, som hans far havde endt med at dræbe på stedet da det ikke var døtre som han ønskede sig, men sønner som han så på som det stærkeste køn, der faldt døtre ikke ind i tanken. En frygt som det satte i Nathaniel, selvom hans oplæring alene med sin far fortsatte til han nåede en passelig alder hvor han måtte klare det på egen hånd, hvor han selv på samme tid tog chancen og kom væk hjemmefra for at lære mere udenfor selvom han ikke kunne slippe tanken med at han faktisk var den mindste af tre børn, hvis hans søstre kunne få lov til at leve livet som ellers ville være dem skænket.
I en alder af 24 hvor han roligt ville vende hjem for at se til sin gamle mor, var det chokket som mødte ham, hans far havde forladt hende, i huset hvor han endte med at finde hende død, sammen med det som lignede en pige i sine arme. Et stands i hans krop og ikke mindst i hjertet som endte med at fryse som resten af hans krop, alle følelser som blev lukket ude, og som han aldrig vil ende med at åbne for igen. Han fik opsøgt sin far på en kro ikke langt væk hvor han endte med at dræbe ham så grotesk som han fandt det overhovedet muligt inden han rejste videre.
I Dvasias hvor han endte med at falde for den smukke Auromia, som var en ellers smuk dæmon med sine rødder i det store og klare vand. Endelig hvor han følte at hans kunne åbne sig bare en anelse for et kvindeligt køn, for første gang i hele hans liv, en så ekstrem lykke som han kun måtte drømme om, selvom den endte med at blive frygtelig kortvarig, selvom det var et forhold som for hans del varede i mange år, han havde friet til hende og hun havde glædeligt takket ja, der hvor hans hjerte for første gang bankede for noget andet end blot sit eget liv, selvom alt tog en frygtelig brag slut hvor han endte som en enkemand kort efter et stående bryllup i en af de mørkeste kirker som overhovedet kunne tænkes. Hun døde desværre tidligt for ham af en årsag som stadig står ham helt ukendt uden at han kunne gøre det mindste ved det. På sit dødsleje, forærede hun ham et smykke, en smuk blå sten som han selv endnu bærer rundt om halsen. Krystalklar glas i en smuk og blå nuance, selvom det holdes skjult for blikke under hans trøje. Aldrig siden har han åbnet sig for nogen anden i sit liv og alligevel ikke noget som han regner med vil ske på kort tid, alt stoppet med at fungere for Nathaniel i den stund hvor hun åndede ud for sidste gang, hvor han heller ikke havde den samme styrke til at kunne vække og lege med døden og livet som var han en Gud, et endeligt knæk følelsesmæssigt som gjorde ham kold og kynisk, selvom de tendenser allerede havde udvist sig meget tidligere end dette, lykken som havde skilt ham noget så frygteligt fra hans egen familie og de levevilkår som han måtte leve livet med, en lykke som han ikke havde oplevet hjemme, hvor vold og stilhed havde været det mest herskende og dominerende i hans eget hjem. Han faldt til ro med årene selvom det er frygtelig mange år siden dette skete, aldrig har tanken om familie siddet i ham. Men hans fars blod, en kulde som fæstede sig, iskold og aldrig brudt siden , hver hvor han direkte valgte at søge godt ned i sine studier som han selv koncentrerer sig meget om den dag i dag hvor hans magi er det som hviler på hans program, noget som skiller ham godt fra sin egen familie og den tradition hvor gener skulle føres videre, hvor han så brændende ønskede at få det hele stoppet.
Hans evner for logisk tænkning gjorde ham dog ganske så egnet som rådgiveren, som var en stilling som han uden tøven, endte med at sige ja til, et skridt i hans retning mod magt som er et ønske som han stadig brænder så frygteligt for. Med tiden efter hans egen kones død, er ringen frafaldet hans finger, men altid i hans nærhed alligevel, lykken har for længst forladt ham, da de døde følelser var noget som hans kone endte med at tage med sig i graven som han i tide og utide stadig kan aflægge et besøg selvom det intet skænker ham i den anden ende, udover minder og den sorg som dengang hvilede så stærkt i ham.
Minder: Hele hans liv som har været en stor påvirkning af ham og hans sind, hans opvækst som ikke just har gjort ham helt blød, men har haft den modsatte effekt. Han kan være hård som var han sten og iskold hvis han møder de forkerte.
De voldelige og psykiske tendenser som hurtigt viste sig i ham, og noget som han dog har fået smag for, noget som igen er med til at han i dette tilfælde ikke har noget at sige af herkomst eller oprindelse, da han stryger alle over en og samme kam. Aldrig havde han en lykkelige familie og ikke har han sat sig som et mål for at opnå det på egen hånd, hvoraf han har levet hele livet alene, hvor ensomheden har præget ham mest.
Våben: Den sorte magi som han blev oplært i allerede da han var frygtelig lille, ellers sine logiske sanser som hviler tungt, en tanke for en handling, er det som har hjulpet ham igennem hans liv, selvom magien foretrækkes frem for alt andet af mulige træk som kan gøres. Ellers går Nathaniel meget op i det som er rent, en ren dolk af det purre sølv har han til at hænge i et bælte og i skeden som hviler omkring hans liv, da han selv ikke er bange for at dræbe selv dem af sit eget land, selvom magien er en større mulighed, selvom den er tung for ham at gøre brug af. En smertefuld død er noget af det som han foretrækker når han først endelig er i humøret, den dolk og magien i en sammenkobling har været hans bedste trumfkort til nu. Han er dygtig nær det gælder nærkamp, med en samtidig hurtighed og med gode reflekser som gør ham ypperlig og perfekt når det gælder nærkamp. Et sværd som hviler tæt til hans krop, selvom han kan være skrøbelig af udseende, så skal ikke bogen dømmes på dets omslag.
Dyr:
Dyr har han altid haft en højere respekt for, da de var på jorden og i livet længe før hans egen race, selvom han ser sin egen som blandt de højere stående. Han er ejer af en kulsort ravn, sort som den tungeste nat uden en måne eller stjerne til at oplyse den. Med de kulsorte øjne, gennemborende som hans egne, sorte og glinsende vinger, meget passet og umådelig godt plejede, et smukt næb, lyst som det blege måneskin og de funklende stjerner. Den som blot udviser ham den loyalitet samt dem som står ham meget nær, noget som er frygtelig få som har fået tildelt som noget fra ham. Ravnen i sig selv er meget stor af sin egen type, smuk og ikke mindst nærmest sin egen, selvom den holder sig ganske så tæt til ham selv alligevel af den samme grund. Den er meget stor af sin type og går under navnet Miliania, en smuk hun. En så tæt kobling som hviler mellem dem, at det kan siges at de kan mærke hinandens følelser, at de næsten deler dem, hvor Miliania er i stand til at mærke hvis han er vred, nervøs eller andet som afviger fra hans normal. Miliania er en smuk fugl og med en meget stærk personlighed, aldrig har hun viet sig væk fra Nathaniel, men følger ham i tykt og tyndt.
Styrke ( Højst 5 ):
1# Frygtelig stædig, sætter han for sig et mål, vil han ikke hæmme før det er opnået
2# Hans magi, han er hurtig med fingrene, og ikke mindst med formlerne
3# Udspekuleret og gennemtænkt., altid tænker han før en handling hvor han opvejer det positive og negative
4# Den logiske sans hvor han som oftest ser en logisk retning i alt som tænkes og gøres, både i sig selv og andre
5# Han gennemskuer frygtelig hurtigt folk, hurtigere end nogen nok vil vedkendes for hans vedkommende, en menneskekender som dog kun bunder i hans erfaring med hurtigt at kunne aflæse.
Svagheder ( Mindst 2 ):
1# Frygtelig indelukket, aldrig har han været åben for nogen, da de alle er faldet fra ham.
2# Kærlighed og følelser, altid har den for hans del været en skuffelse og ikke mindst en åbenbar svaghed som han ikke ønsker at skulle tage en del i, den fælde har han allerede været i en gang tidligere og det var mere end rigeligt.
3# Hans indre søgen efter mere magt og det brændende ønske om at nå en top som alligevel vil hvile udenfor hans egen rækkevidde.
4# Frygtelig skeptisk overfor fremmed frem til at de endelig har bevist sit vær overfor ham, om de skal blive betragtet med respekt, eller om de er mindreværdige end ham selv, alt det har en afgørelse.
5# At miste overblikket, med alt for meget omkring sig, selvom han aldrig takker nej hvis de meget højerestående beder ham om det ene eller andet som han ved at han vil være i stand til at ordne eller gøre, står til med magi eller andet af mørket, aldrig takker han nej til en udfordring som den.
Seksualitet: Heteroseksuel, han er til det modsatte køn, de eneste som kan trække i ham følelsesmæssigt eller igennem lyst.
Andet: Hans hårde barndom har sat sig sine tydelige spor på Nathaniel både i det indre og i det ydre hvor han har en betydelig gammel og alligevel tydelig flænge over hans hals som går videre om i hans nakke efter hans fars kærlige behandling af ham som barn – Noget som er grunden til den kolde atmosfære som hviler tungt om ham som aldrig er blevet lettet af nogen, da ingen har haft det mod til at komme tæt på ham og aldrig har han været en af dem som udviser følelser, en stor svaghed hvor han kun ser på kærlighed som en myte og skrøne, aldrig ville det rigtige findes og specielt ikke for ham, den følelse døde da Auromia forlod ham dengang. Det som virkelig gjorde hans hjerte kold som den koldeste sten hvor ingen har klart at smelte det. Selvom man aldrig kan vide hvad man vil finde i ham, da han ikke er andet end et uudforsket storhav hvor ingen kender til det som ligger i det skjulte, eller i det åbne for den sags skyld.
Ikke besidder han et direkte had til kvinder som køn, men yder dem meget lidt respekt, da ingen har vist sig deres vær til at fortjene den på nogen som helst måde, da han alligevel ikke har set noget til mange som hviler over ham hvad angår rang og status, bortset fra Herskeren i Manjarno som er et frygteligt undtag. Den eneste som han yder respekten af det kvindelige køn, og ikke mindst for arbejdet som hun lader ske over landet som dette.
Signatur: Channing Tatum
Alder: Nathaniel er ved at være frygtelig godt op i alderen selvom at han af bare udseende ser ganske ung ud og ikke en dag over de 27.
Fødselsdag: Den første efterårsnat, hvor kulden falder og tiderne skifter, hans nøjagtige dato står selv for ham helt ukendt, da den for længst selv er glemt.
Job: Rådgiver
Køn: Mand
Race: Alkymist
Personlighed: Nathaniel er en frygtelig tilhænger af den stilling som enspænder, som han har været igennem hele sit lange liv. Han holder kortene tæt til sig og fortæller sjældent hemmeligheder, selvom han for altid vil holde dem tæt som bliver ham skænket, dem som han altid vil tage med sig i graven og som er blevet frygtelig mange igennem tidernes løb. Ikke er hans favn et sted man kan søge en medlidenhed da kulden i ham sidder så frygtelig stærkt, noget som han måtte for at komme igennem en frygtelig hård barndom som har sat sig sine tydelige spor på ham både fysisk og psykisk. Med sine tydelige satte mål som han ønsker at opnå uanset hvor lang tid det skal tage, så er han for stædig til at give op på en halvvej, når man først var i gang med noget, så skal det færdiggøres og uden så meget som et eneste undtag. Nysgerrig har han aldrig nogensinde været, en vane som blev lagt på hylden allerede da han var frygtelig ung. En psyke som er ufattelig stærk og et hjerte som siges at være af solid sten og som aldrig har været smeltet og ikke engang tæt på. Han sigter efter højderne, prøver kun at kravle og klatre i rangen for at komme så højt op som det nu er ham muligt da hans ego er frygtelig stort og hans behov for opmærksomhed heller ikke helt lille. Han er ikke bange for at tage skrappe midler i brug eller påføre smerte for at få ord indført, smerte har for hans del altid været noget af en lidenskab, noget som han allerede fra tidlige år, var blevet vant til og som sidder stærkere i ham i denne tid. Han er en tænker og tænker før sine handlinger og ord, vis er han på sit område og lægger ikke det mindste skjul på de punkter på noget som helst tidspunkt. Han føler at han sætter en højere standard og kæmper for det land som han er en del af, aldrig vil han bakke ud for en udfordring, uanset hvor umulig den kan være, altid vil der være en løsning, det som han evigt og altid siger til sig selv. Ikke mindst er han høflig i tiltale overfor dem som han føler har gjort krav på at høre netop det fra hans side af.
Udseende: Nathaniel er af en halvvejs spinkel bygning og med ganske godt kropsmasse bestående af muskler, selvom han har lidt af et muskuløst bryst alligevel, skjult under klæderne som han altid vil bære med en tydelig stolthed, det som aldrig nogensinde vil kunne være anderledes, en arrogant holdning kan være at se i hans eget blik, skjult i den kulde. Ikke er der fedt at spore på ham eller hans krop, da han selv passer nøje på den, nok af halvvejs spinkel bygning, men med små og tydelige spor af en større muskelmasse. Hans øjne er den varme og nøddebrune nuance selvom kulden hviler tæt om ham. Hans er smal i ansigtet og med kort til halvlangt og lige så mørkt som hans egne øjne og dog alligevel en anelse mørkere. Hans hud er lys og en anelse bleg i normalen hvor han i sommertiden kan være heldig at få bare en anelse farve, noget som alligevel sker ufattelig sjældent, noget som faktisk kan give ham udseendet som en levende. Hans skuldre er brede og hans beklædning er nu ganske let i forhold til det som han ser på som sit erhverv og sin race. Han er ganske så høj og en anelse over det som man ville anse som et gennemsnit og som oftest med et let og stadig neutralt smil på læberne som svagt har den typiske rosenrøde farve. Hans klæder er som oftest mørke i nuancen eller bare generelt og ikke billigt da han selv ønsker at virke bedre og ikke mindst højerestående end det som han blev født til og ind i. En kæde har han om halsen, et sidste minde fra den som havde været tæt på ham, det som hun havde skænket til ham på sit eget dødsleje, en som han aldrig har taget af og som stadig vil hænge omkring hans hals, minderne om den tid, den korte lykke frem til at den forduftede som dug for en blændende og brændende morgensol. Med skægstubbe rundt hagen og med buskede øjenbryn, med udseendet som var han et ganske normalt menneske, selvom meget mere hviler i ham.
Fortid: Nathaniel som kom til verden da efteråret stod på døren, det som selv er endt med at blive en af hans yndlingstider på året, hvor der altid vil ske en del, ikke blot i vejr og vind, men også i det personlige. Hans forældre som selv befandt sig i hver deres ende af den storslåede skala, hvor hendes mor kunne være den kærlige og omtænksomme, hvor hans far var den helt anden som ikke tydet til brug af skrappe midler for at få det som han ville og specielt hvis det nu ikke gik hurtigt nok, eller det slet ikke skete, noget som Nathaniel måtte erfare allerede i en frygtelig tidlig alder og allerede ingen han havde lært at gå. En respekt som blot blev påbygget med alderen og hurtigt. Han forstod allerede tidligt, grunden til at hans moder ikke ønskede sig flere børn ved at kunne fortsætte med at tælle blå mærker som hvilede på Nathaniels krop efter faderens mange slag.
Langt fra vokset op i luksuriøse omgivelser, men hvor forældrene og ham selv, måtte tage sig af hinanden så godt som det nu var muligt for dem med de muligheder som de havde, noget som alligevel ikke var så frygtelig meget, selvom han kom igennem en tidlig barndom i en evig lykke, lykken som følger med en barndom som mange ville ønske de kunne opleve, en bekostning på hans mor, som gav ham hvad han ønskede og hvad hun så på som det vigtigste, bag faderens ryg vel at mærke.
Allerede som 7 åring udviste han sin interesse for sort magi, hvor hans far havde ændret sig frygteligt for at ende med at blive den som oplærte ham, som hans far havde gjort, noget som var gået igen og igen i frygtelig mange traditioner. Selvom det ikke blot var det eneste, så kom hans far også med ord til ham af hemmeligheder som hans mor aldrig nogensinde ville dele med dem. ”Du er ikke den første..” Ordene som kørte igen og igen i hans hoved og noget som han endelig kunne tage op med sin mor hvor det kom frem at hun havde fået to selv før ham og begge var piger, som hans far havde endt med at dræbe på stedet da det ikke var døtre som han ønskede sig, men sønner som han så på som det stærkeste køn, der faldt døtre ikke ind i tanken. En frygt som det satte i Nathaniel, selvom hans oplæring alene med sin far fortsatte til han nåede en passelig alder hvor han måtte klare det på egen hånd, hvor han selv på samme tid tog chancen og kom væk hjemmefra for at lære mere udenfor selvom han ikke kunne slippe tanken med at han faktisk var den mindste af tre børn, hvis hans søstre kunne få lov til at leve livet som ellers ville være dem skænket.
I en alder af 24 hvor han roligt ville vende hjem for at se til sin gamle mor, var det chokket som mødte ham, hans far havde forladt hende, i huset hvor han endte med at finde hende død, sammen med det som lignede en pige i sine arme. Et stands i hans krop og ikke mindst i hjertet som endte med at fryse som resten af hans krop, alle følelser som blev lukket ude, og som han aldrig vil ende med at åbne for igen. Han fik opsøgt sin far på en kro ikke langt væk hvor han endte med at dræbe ham så grotesk som han fandt det overhovedet muligt inden han rejste videre.
I Dvasias hvor han endte med at falde for den smukke Auromia, som var en ellers smuk dæmon med sine rødder i det store og klare vand. Endelig hvor han følte at hans kunne åbne sig bare en anelse for et kvindeligt køn, for første gang i hele hans liv, en så ekstrem lykke som han kun måtte drømme om, selvom den endte med at blive frygtelig kortvarig, selvom det var et forhold som for hans del varede i mange år, han havde friet til hende og hun havde glædeligt takket ja, der hvor hans hjerte for første gang bankede for noget andet end blot sit eget liv, selvom alt tog en frygtelig brag slut hvor han endte som en enkemand kort efter et stående bryllup i en af de mørkeste kirker som overhovedet kunne tænkes. Hun døde desværre tidligt for ham af en årsag som stadig står ham helt ukendt uden at han kunne gøre det mindste ved det. På sit dødsleje, forærede hun ham et smykke, en smuk blå sten som han selv endnu bærer rundt om halsen. Krystalklar glas i en smuk og blå nuance, selvom det holdes skjult for blikke under hans trøje. Aldrig siden har han åbnet sig for nogen anden i sit liv og alligevel ikke noget som han regner med vil ske på kort tid, alt stoppet med at fungere for Nathaniel i den stund hvor hun åndede ud for sidste gang, hvor han heller ikke havde den samme styrke til at kunne vække og lege med døden og livet som var han en Gud, et endeligt knæk følelsesmæssigt som gjorde ham kold og kynisk, selvom de tendenser allerede havde udvist sig meget tidligere end dette, lykken som havde skilt ham noget så frygteligt fra hans egen familie og de levevilkår som han måtte leve livet med, en lykke som han ikke havde oplevet hjemme, hvor vold og stilhed havde været det mest herskende og dominerende i hans eget hjem. Han faldt til ro med årene selvom det er frygtelig mange år siden dette skete, aldrig har tanken om familie siddet i ham. Men hans fars blod, en kulde som fæstede sig, iskold og aldrig brudt siden , hver hvor han direkte valgte at søge godt ned i sine studier som han selv koncentrerer sig meget om den dag i dag hvor hans magi er det som hviler på hans program, noget som skiller ham godt fra sin egen familie og den tradition hvor gener skulle føres videre, hvor han så brændende ønskede at få det hele stoppet.
Hans evner for logisk tænkning gjorde ham dog ganske så egnet som rådgiveren, som var en stilling som han uden tøven, endte med at sige ja til, et skridt i hans retning mod magt som er et ønske som han stadig brænder så frygteligt for. Med tiden efter hans egen kones død, er ringen frafaldet hans finger, men altid i hans nærhed alligevel, lykken har for længst forladt ham, da de døde følelser var noget som hans kone endte med at tage med sig i graven som han i tide og utide stadig kan aflægge et besøg selvom det intet skænker ham i den anden ende, udover minder og den sorg som dengang hvilede så stærkt i ham.
Minder: Hele hans liv som har været en stor påvirkning af ham og hans sind, hans opvækst som ikke just har gjort ham helt blød, men har haft den modsatte effekt. Han kan være hård som var han sten og iskold hvis han møder de forkerte.
De voldelige og psykiske tendenser som hurtigt viste sig i ham, og noget som han dog har fået smag for, noget som igen er med til at han i dette tilfælde ikke har noget at sige af herkomst eller oprindelse, da han stryger alle over en og samme kam. Aldrig havde han en lykkelige familie og ikke har han sat sig som et mål for at opnå det på egen hånd, hvoraf han har levet hele livet alene, hvor ensomheden har præget ham mest.
Våben: Den sorte magi som han blev oplært i allerede da han var frygtelig lille, ellers sine logiske sanser som hviler tungt, en tanke for en handling, er det som har hjulpet ham igennem hans liv, selvom magien foretrækkes frem for alt andet af mulige træk som kan gøres. Ellers går Nathaniel meget op i det som er rent, en ren dolk af det purre sølv har han til at hænge i et bælte og i skeden som hviler omkring hans liv, da han selv ikke er bange for at dræbe selv dem af sit eget land, selvom magien er en større mulighed, selvom den er tung for ham at gøre brug af. En smertefuld død er noget af det som han foretrækker når han først endelig er i humøret, den dolk og magien i en sammenkobling har været hans bedste trumfkort til nu. Han er dygtig nær det gælder nærkamp, med en samtidig hurtighed og med gode reflekser som gør ham ypperlig og perfekt når det gælder nærkamp. Et sværd som hviler tæt til hans krop, selvom han kan være skrøbelig af udseende, så skal ikke bogen dømmes på dets omslag.
Dyr:
Dyr har han altid haft en højere respekt for, da de var på jorden og i livet længe før hans egen race, selvom han ser sin egen som blandt de højere stående. Han er ejer af en kulsort ravn, sort som den tungeste nat uden en måne eller stjerne til at oplyse den. Med de kulsorte øjne, gennemborende som hans egne, sorte og glinsende vinger, meget passet og umådelig godt plejede, et smukt næb, lyst som det blege måneskin og de funklende stjerner. Den som blot udviser ham den loyalitet samt dem som står ham meget nær, noget som er frygtelig få som har fået tildelt som noget fra ham. Ravnen i sig selv er meget stor af sin egen type, smuk og ikke mindst nærmest sin egen, selvom den holder sig ganske så tæt til ham selv alligevel af den samme grund. Den er meget stor af sin type og går under navnet Miliania, en smuk hun. En så tæt kobling som hviler mellem dem, at det kan siges at de kan mærke hinandens følelser, at de næsten deler dem, hvor Miliania er i stand til at mærke hvis han er vred, nervøs eller andet som afviger fra hans normal. Miliania er en smuk fugl og med en meget stærk personlighed, aldrig har hun viet sig væk fra Nathaniel, men følger ham i tykt og tyndt.
Styrke ( Højst 5 ):
1# Frygtelig stædig, sætter han for sig et mål, vil han ikke hæmme før det er opnået
2# Hans magi, han er hurtig med fingrene, og ikke mindst med formlerne
3# Udspekuleret og gennemtænkt., altid tænker han før en handling hvor han opvejer det positive og negative
4# Den logiske sans hvor han som oftest ser en logisk retning i alt som tænkes og gøres, både i sig selv og andre
5# Han gennemskuer frygtelig hurtigt folk, hurtigere end nogen nok vil vedkendes for hans vedkommende, en menneskekender som dog kun bunder i hans erfaring med hurtigt at kunne aflæse.
Svagheder ( Mindst 2 ):
1# Frygtelig indelukket, aldrig har han været åben for nogen, da de alle er faldet fra ham.
2# Kærlighed og følelser, altid har den for hans del været en skuffelse og ikke mindst en åbenbar svaghed som han ikke ønsker at skulle tage en del i, den fælde har han allerede været i en gang tidligere og det var mere end rigeligt.
3# Hans indre søgen efter mere magt og det brændende ønske om at nå en top som alligevel vil hvile udenfor hans egen rækkevidde.
4# Frygtelig skeptisk overfor fremmed frem til at de endelig har bevist sit vær overfor ham, om de skal blive betragtet med respekt, eller om de er mindreværdige end ham selv, alt det har en afgørelse.
5# At miste overblikket, med alt for meget omkring sig, selvom han aldrig takker nej hvis de meget højerestående beder ham om det ene eller andet som han ved at han vil være i stand til at ordne eller gøre, står til med magi eller andet af mørket, aldrig takker han nej til en udfordring som den.
Seksualitet: Heteroseksuel, han er til det modsatte køn, de eneste som kan trække i ham følelsesmæssigt eller igennem lyst.
Andet: Hans hårde barndom har sat sig sine tydelige spor på Nathaniel både i det indre og i det ydre hvor han har en betydelig gammel og alligevel tydelig flænge over hans hals som går videre om i hans nakke efter hans fars kærlige behandling af ham som barn – Noget som er grunden til den kolde atmosfære som hviler tungt om ham som aldrig er blevet lettet af nogen, da ingen har haft det mod til at komme tæt på ham og aldrig har han været en af dem som udviser følelser, en stor svaghed hvor han kun ser på kærlighed som en myte og skrøne, aldrig ville det rigtige findes og specielt ikke for ham, den følelse døde da Auromia forlod ham dengang. Det som virkelig gjorde hans hjerte kold som den koldeste sten hvor ingen har klart at smelte det. Selvom man aldrig kan vide hvad man vil finde i ham, da han ikke er andet end et uudforsket storhav hvor ingen kender til det som ligger i det skjulte, eller i det åbne for den sags skyld.
Ikke besidder han et direkte had til kvinder som køn, men yder dem meget lidt respekt, da ingen har vist sig deres vær til at fortjene den på nogen som helst måde, da han alligevel ikke har set noget til mange som hviler over ham hvad angår rang og status, bortset fra Herskeren i Manjarno som er et frygteligt undtag. Den eneste som han yder respekten af det kvindelige køn, og ikke mindst for arbejdet som hun lader ske over landet som dette.
Signatur: Channing Tatum
