Run. But you can't hide..

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor var udmærket godt klar over, at det som han havde gjort, var noget som kun måtte ende med at koste ham noget så frygtelig dyrt i den anden ende, men det var nødvendigt. Han havde fået det af Nathaniel. Den mand havde selv givet ham det i hånden og bedt ham om at passe på hans datter og det var noget som han agtet at gøre det så længe, som han overhovedet kunne. At denne kvinde måtte lide af den selv samme forbandelse, var noget som han nærmest kunne gætte sig til nu, selvom det nu ikke var noget som han gjorde det mindste ved.. han kunne vel være ligeglad? Det var hendes forbandelse og ikke hans! Nu hvor han allerede havde den pil i skulderen som han ikke bare kunne rive ud og et ekstremt ømt knæ, så gjorde det virkelig også det hele langt mere besværligt for ham end det som det var nødvendigt i den anden ende, det var noget som han vidste, men han måtte væk og det skulle være lige nu! At løbe var nok noget af det dummeste som han kunne have gjort, ganske enkelt fordi at han ikke kom særlig langt, for det gik langsomt i forhold til det som han kun måtte sige sig, at være vant til, men altså! Han måtte jo bare gøre sig det dumme forsøg på det! At hun måtte indtage forvandlingen selv, var noget som faktisk måtte komme bag på ham. Det var jo heller ikke altid at man hørte om at folk faktisk var i stand til at skulle kontrollere den idet store og hele og specielt ikke udenfor fuldmånen! Han nåede kun lige at se sig over sin ene skulder, idet at hendes store og massive skikkelse nærmest måtte komme og overfalde ham. Tænderne som låste sig omkring hans nakke og hals, var noget som fik ham til at miste den lille flaske idet at et halvvejs skrig måtte forlade ham, da han blev kylet direkte ind i klippevæggen og faldt til jorden. Det gjorde virkelig ondt! Det havde trykket pilen mere eller mindre igennem hans skulder og derved også nærmest tvunget den i lås, så hans arm mere eller mindre kun måtte være fuldkommen ubrugelig! De mørke øjne faldt direkte mod hendes skikkelse, idet han gjorde et forsøg på at komme op på benene, selvom det bare ikke ville som det han ville. Han var meget lille i forhold til hende i skikkelsen som varulv. Så det var det hun ville vide det for! Det var jo eliksiren til hende selv! Han blottede sine egne tænder. Han ville ikke hjælpe hende! Han fik sig kæmpet op ved hjælp af klippevæggen som han måtte stå ved, da han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Måske at han ikke kunne gøre den største skade, men han kunne da i det mindste prøve på det! Hans blik veg fra den ene side til den anden, bare for at finde flugtveje, men.. der var ingen gemmesteder eller steder som han kunne søge hen. Han lagde ørene ned, hvor han fast knurrede mod hende. Hun skulle bare holde sig helt væk fra ham!

[shade]

Det dummeste man kunne gøre, når man var i knibe, var at flygte! Det var specielt dumt at flygte fra et rovdyr, for det vakte kun rovdyrets jagerinstinkt og det var præcis hvad det gjorde ved Dominique, når han valgte at flygte fra hende i sin hundeskikkelse, hvor han tilmed var såret og svag fra før af, så hvor dum kunne han egentlig være? Hendes store kæbeparti fik lukket sig omkring hans nakke og hals, hvor hun kylede ham ind i klippevæggen. Til forskel fra alle andre rovdyr, så var hendes øjne ikke ravgule, nej, de var kulsorte som mørket selv. Hun betragtede kort flasken, som lå for hendes fødder, inden hun vendte sig mod Taylor med et grumt smil om den store snude. Hun havde været varulv i mere end 23.000 år, så hun havde skam lært at styre sin forvandling udenfor fuldmånens cyklus, men hun var stadig forbandet og derfor var hun tvunget til at forvandle sig under fuldmåne og der havde hun ikke kontrol over sig selv. Hun forbandede den heks til Constance, over at hun havde forbandet hende! Men hvem vidste? Måske hun engang ville møde en mægtig troldmand eller heks, som kunne hjælpe hende af med forbandelsen igen. Det måtte tiden jo vise. De mørke øjne faldt stille på den lille hundeskikkelse. Det var jo allerede nu tydeligt at se, at knægten ikke ville have en chance imod hende, for hun var stor, hun var muskuløs og hun ville kunne massakrere ham på et splitsekund, men hun måtte da beundre hans mod for at gøre modstand imod hende. Hun lod sig forvandle sig tilbage igen, nu hvor hun havde tvunget ham op i en krog, så den hvide pels blev til det lange, blonde hår igen. Hun tog fat i eliksirflasken, inden hun vendte blikket mod Taylor igen. Hun viftede let med flasken. ”Kom og hent den hvis du vil have den,” opfordrede hun med det lumske smil om læberne. Hun kunne jo kun håbe på at hun ville dumme sig, men igen, det kom an på hvad Taylor havde i sinde, for han kunne jo også være ligeglad med flasken og derved hellere ville sikre sig sin overlevelse ved at flygte, men så ville hun bare opsnuse ham igen og så ville hun dræbe ham – langsomt og pinefuldt! Hun havde dog ikke hele dagen, så hun kunne jo også bare skyde ham ned med endnu en pil og denne gang sigte efter hans hjerte, men igen, hvad sjovt ville der være ved det? Nu hvor hun endelig havde fået lidt morskab, så ville hun da også nyde det! Det var vel heller ikke meget at forlange? Hun tog hvad hun ville have, og denne gang ville hun have denne eliksir, så måtte hun jo finde ud af om hun kunne bruge den eller ej. 

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Alene tanken om at han ikke ville være i stand til at skulle bringe eliksiren til Nathia, var noget som virkelig gjorde sit ved Taylor. Det var ikke fordi at han havde meget tid, for den drik skulle frem til Nathia og det skulle helst være så hurtigt som muligt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Nu hvor hans skulder var endt med at låse sig fuldkommen, så det var helt umuligt for ham, at skulle gøre brug af den arm, så havde han virkelig noget af et voldsomt problem! Han kunne ikke løbe og det at løbe i udgangspunktet, var nok noget af det dummeste, som han nogensinde kunne gøre, det var noget som han efterhånden have fundet ud af, så var det jo bare sådan, at det nu måtte være, når det endelig måtte komme til stykket. De mørke øjne hvilede direkte på hende og med den samme mine. Denne gang betydeligt mere panisk end det som den havde haft før, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At hun måtte forvandle sig om og valgte, at tage fat i flasken endnu en gang, var kun noget som gjorde det hele værre! Hun måtte bare ikke tage den fra ham. Det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han klemte øjnene sammen, da han valgte at forvandle sig om, selvom det virkelig var smertefuldt nok i sig selv! Det gjorde virkelig ondt og det var virkelig.. overalt! Hendes mærke efter tænderne hvilede i hans nakke, hvor det også var begyndt at bløde. Hun havde virkelig haft fat i ham. ”Du.. du må ikke tage den!” endte han dæmpet og med en alligevel mere bedende stemme. Måske at han havde været mere fast af sig før, men det var bestemt ikke det som han var lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han tog sig til skulderen, idet han satte sig op af klippevæggen. Han ønskede ikke kamp og han ønskede ikke strid. Kunne hun ikke bare vælge at acceptere det, give ham den lille flaske og så bare lade ham gå? ”Hvad nytte vil den gøre dig? Det vil lette forvandlingen for.. ja, 6 måneder, så er du tilbage i dit helvede igen.” Han sendte hende en mere fast mine. Han opgav at rejse sig og han havde jo også kun en arm at gøre brug af, for ikke at glemme, at han følte den intense smerte i nakken. ”Du ved udmærket godt, at jeg ikke kan hente den!” vrissede han med en tydeligt irriteret stemme. Han vendte blikket direkte mod hende. Hun var langt mere erfaren end det som han selv var. Han havde jo ikke en chance!

[shade]

Det morede kun Dominique at se ham haste efter flasken, se ham prøve at beskytte den, prøve at stikke af fra hende og så se ham miste det hele igen. Han var såret, hun kunne se panikken sprede sig i ham og hun kunne virkelig ikke andet end at more sig over det! Det havde da reddet hendes dag at møde på denne lille tumpe, som dog alligevel irriterede hende ved at trodse hende, men på den anden side, så fik hun da lov til at jage ham lidt på flugt. De krystalblå øjne faldt på hans arm, som var blevet værre, hun havde ødelagt hans ene knæ og hun havde grebet hårdt fat i hans nakke og hals, blot for at tvinge ham op mod klippevæggen, så det undrede hende ikke at han ikke kunne rejse sig. Hun betragtede ham indgående, inden hendes blik faldt på eliksiren, han ville ikke komme og tage den? Han ønskede ikke kamp? Det var lidt for sent og gad han ikke, så måtte hun jo tvinge ham til det. ”Hvem siger at jeg skal bruge den?” spurgte hun stilfærdigt. Han havde dog ret, 6 måneder ville gå og så havde hun ikke længere noget som kunne hjælpe hende, så hvorfor skulle hun dog beholde det selv? Det ville give hende et lille håb, som ville blive knust efter de 6 måneder, fordi der ikke ville være mere eliksir, så hun ville ende tilbage i sit eget helvede og så kunne hun jo ligeså godt få den solgt til nogen som rent faktisk ville kunne få bedre gavn af den. Hun smilede lusket til ham. ”Du.. vil ikke hente den?” spurgte hun sigende, som hun vendte blikket mod flasken igen. Hun åbnede flasken og lod lidt af væsken blive hældt ud på jorden, så det gik til spilde. ”Ups..” mumlede hun med en uskyldig tone, inden hun sendte ham et sødt smil. ”Jeg er så klodset, min fejl.” Det drilske og dog provokerende lå over hendes stemme, hvor hun så næsten så udfordrende på ham. ”Men hvis du ikke vil have den så..” Hun gik hen til klippeafsatsen, hvor hun holdt flasken ud over; tabte hun den, så ville den ryge hele vejen ned af bjerget og blive gjort i stykker, med andre ord ville han miste sin eliksir. Hun så tilbage på ham. ”Så kan den lige så godt blive smidt ud,” endte hun med en selvsikker tone, hvor de krystalblå øjne hvilede fast på hans skikkelse. Hun skulle nok få hvad hun ville have, men hun kunne ikke sige det samme for ham, for han ville slet ikke komme til at se denne veninde nogensinde igen, så om hun smed den eller ej, så ville det sådan set være fuldstændig ligegyldigt, for det ville ende ens alligevel. ”Nå hvad bliver det til? Jeg har trods alt ikke hele dagen,” svarede hun kækt, hvor hun smilede overlegent mod ham.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor måtte virkelig sitre ved den blotte tanke om det som faktisk kunne ende med at ske ved netop dette. Han brød sig virkelig ikke omkring denne tøs og det som hun havde gjort ved ham på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hans hjerte slog let og fast mod hans bryst, selv bare af den smerte som hendes mange mærker havde forårsaget i hans skulder, nakke og mod hans knæ, så kunne han heler ikke rigtigt komme nogen vegne, hvilket faktisk var en tanke som han slet ikke brød sig om, for han kunne jo heller ikke komme videre herfra, så det var heller ikke en tanke som han var meget for i det store og hele. At hun endte med at tage proppen af flasken, var noget som måtte få ham til at vende blikket direkte mod hende. Hvad pokker var det at hun ville bevise!? At hun bare vendte den, så adskillige dråber forlod den, fik ham til at reagere med næsten en panik. ”Nej!” endte han tydeligt med en febrilsk stemme. Det måtte hun da bare ikke gøre! Han gispede let og satte sig tilbage igen. Det gjorde da virkelig også noget så frygtelig ondt, at man skulle tro at det måtte være løgn! Han lukkede øjnene og tog sig til hans skulder igen. Han havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende hen af dette! ”Det må du ikke! Du ved, at jeg ville hente den hvis jeg kunne!” Han sendte hende denne gang en betydeligt mere dræbende mine. Hans arm var i lås, hans nakke var ekstrem øm og hans ene ben var smadret.. Det var jo heller ikke fordi at han rigtigt kunne stille noget som helst op! Pilen var endt med at gå igennem skulderen, så han ikke rigtigt kunne bruge armen til noget som helst alligevel! Hans blik hvilede direkte og intenst på den lille flaske som hvilede så trygt i hans hånd. Han måtte da kunne gøre noget for at komme derfra? Selvom håbet stille og roligt bare måtte.. forsvinde et sted? Han bed sig svagt i læben. Han var nok ikke særlig gammel i forhold til mange af dem som han ellers kunne ende med at møde herude, men det var jo heller ikke fordi at han havde været så uheldig på så kort tid nogensinde før! Han vendte blikket ned mod sig selv. Blodet havde allerede vædet hele hans nakke og nedover halsen. Hendes tænder havde jo trods alt også været skarpe! ”Giv mig den..” bad han endnu en gang, denne gang langt mere dæmpet end før. Nathia havde da for pokker da brug for den! Og langt mere end denne kvinde havde!

[shade]

Det var tydeligt at panikken spredte sig i hans krop, for det kunne Dominique høre på hans hurtige hjertebanken. Han var såret, kunne tilsyneladende ikke komme nogen vegne, så han kunne sikkert heller ikke gøre noget for at stoppe hende i at smide eliksiren, hvilket et sted måtte irritere hende. At han dog alligevel ikke ville have at hun smed den væk, fik hende til at himle svagt med øjnene. Hun trak svagt på skuldrene. ”Tja.. du gider ikke hente den, så må din veninde jo ikke betyde så meget for dig igen, hva’ stump?” spurgte hun sagte, inden hun pakkede eliksiren ned i sin egen jakkelomme. Hun vendte de krystalblå øjne mod ham igen, inden hun begyndte at gå imod ham med langsomme og dog selvsikre skridt. Hun fandt endnu engang sin kniv frem, som hun lod rulle rundt i sin hånd, inden hun igen holdt den fast. De krystalblå øjne bar et drillesygt skær, hvor det luskede smil blot understregede at der skulle til at ske noget – noget slemt med ham. ”Hvis du ville hente den, så anstrengte du dig også noget mere,” påpegede hun roligt, hvor ansigtsudtrykket blev nådesløst. Hun var en dræber, hun var en jæger, hun fandt sig ikke i at folk kom hende i vejen, specielt ikke mænd! Om det så var unge eller ældre, de var alle sammen ens! Det var så det gode ved Dvasias – Jaqia havde gjort landet kvinde dominant, så der havde hun faktisk en gyldig grund til at blive kæphøj, det var jo heller ikke fordi at der var sket hende noget endnu, mændene undervurderede hende altid, lige indtil de fandt ud af at hun var varulv og ikke var så svag igen, for hun var ikke bare en varulv, hun var en af de ældste varulve. Hun satte sig roligt på hug foran ham, hvor hun holdt kniven fremme og studerede den ganske let. ”Du ved Taylor.. når et dyr lider, så bør man dræbe det, og du har alle symptomer for at skulle lide; du kan ikke bevæge din arm, din nakke er ødelagt – og du vil højst sandsynligt få betændelse – og dit knæ er ødelagt, så du ikke kan gå.. enhver jæger ville dræbe et dyr der led på den måde..” Hendes hoved søgte skræmmende langsomt på sned, hvor hun var helt følelsesløs uden et tegn på liv, lige indtil det luskede glimt dukkede op i hendes læber, hvor det var tydeligt at enden var ham nær. Hun gjorde en hurtig bevægelse, hvor hun stak kniven direkte mod hans hjerte. Hun klappede ham let på kinden, inden hun rejste sig, drejede om på hælene, gik hen og samlede sin armbrøst op, inden hun valgte at gå væk fra ham. Havde hun ramt hjertet, så ville han dø på stedet, hvis ikke.. ja, så ville han ikke have lang tid tilbage. Hun kunne jo sådan set være ligeglad. Hun trak svagt på skuldrene inden hun fortsatte ned fra bjerget, hun havde nogle ting der skulle sælges.

//Out.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor var udmærket godt klar over i hvilken retning, at dette ville ende med at gå og det var bestemt heller ikke til hans fordel på nogen måde overhovedet. Han vendte blikket direkte mod hende. Han ville ikke kunne forhindre hende i at skulle kunne gøre noget med den eliksir, for han kunne ikke rejse sig. Hans knæ gjorde forbandet ondt, hans arm var ødelagt og lige så hans nakke efter hendes massive bid. Han vidste udmærket godt hvor dette ville ende og det var heller ikke fordi at han kunne gøre noget for at forhindre det. Hans kniv havde han ikke nogen anelse om hvor måtte befinde sig efter at han havde stukket hende ned, hvilket vel også havde været det samme som at skrive under på sin dødsdom? Han havde bare gjort hvad han havde fundet direkte nødvendigt, så måtte man jo trods alt bare acceptere det når det endelig måtte komme til stykket. ”Ti’ da stille! Jeg ville hvis jeg kunne!” hvæsede han med en mere anstrengt stemme. Hans skulder brændt, det gjorde ondt og han havde det bestemt heller ikke alt for godt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At hun fandt kniven frem igen, fik ham let til at knytte næven, hvor han bare sendte hende et trodsigt blik. Hvad pokker havde han egentlig gjort hende? Han havde bare været på vej for at komme frem til den kære Nathia. Den stakkels pige sad jo og ventede på ham i Manjarno by! Bare tanken fik en klump til at sætte sig i hans mave. Hans blik hvilede på denne kvinde. Han kunne hendes race, men havde ikke navn eller noget som helst.. Han havde intet at gå efter. Han vendte blikket stille mod hendes kniv ved hendes ord. Han kunne da tydeligt gætte sig frem til hvor dette måtte ende i det store og hele, og den tanke alene, var noget som virkelig måtte gøre ondt. Han ønskede da ikke at forlade denne verden nu! Blikket nåede han kun lige at vende mod hende, idet hun hamrede den direkte mod hans hjerte, hvor hun også måtte ramme fuldkommen perfekt! Hans ansigt blev fuldstændig intetsigende, næsten som var han ramt af et tydeligt chok. Han blinkede kun halvt med øjnene, som han åbnede munden svagt i forsøget på at få ord frem i det hele taget, selvom det på ingen måde var med ham. Hans krop endte med at synke sammen op af klippevæggen, som hans hjerte måtte stoppe, hans blodtilførsel måtte stoppe op og han sad der fuldkommen død op af væggen.

//Out