Run. But you can't hide..

[shade]

Det var tydeligt at mærke at vintertiden var ved at være ovre, for det var blevet langt mere varmt i luften end hvad det blot havde været for kun en måned siden. Det var dog ikke kulden som måtte genere alle, nogle var immune overfor kulden og nogle.. generede den bare ikke. Dominique var en af de personer, som kulden ikke generede, for hendes kropstemperatur lå langt højere end et normals menneske, da hun var varulv. Det var i det mindste lang tid til næsten fuldmåne og i øjeblikket var det solskinsvejr, noget som mange var søgt udenfor for at nyde, selvom der var én enkel person som ikke nød det og det var den mand, som hun i øjeblikket var på dusørjagt efter. Hun havde brugt dage på at opspore ham, for han havde en vigtig genstand som hun skulle bruge! Hun havde jaget ham hele vejen hen til den store klippe, hvor han havde valgt at gemme sig for nu, men hun kunne både høre og lugte ham. Hun lod de krystalblå øjne studere terrænet, imens hun lod armbrøsten falde ned langs hendes side. Hun kunne lugte hans frygt, hun kunne høre hans hjertes hurtige rytme, som faktisk måtte få hende til at smile, for hun nød når hun tilmed kunne gøre dem bange. Hun lod armbrøsten falde mod hendes skulder, inden hun begyndte at gå langsomt frem. ”Jeg ved du er her!” hvislede hendes stemme for sig selv, imens de kolde øjne endnu engang søgte rundt omkring. Da manden troede at han havde en chance valgte han at sætte kursen væk fra hende, hvilket fik hende til at slippe en næsten så hysterisk latter. Hun satte selv i løb – hurtig var hun, for hun var trods alt varulv, så det tog hende ikke lang tid før hun indhentede ham, hvor hun skød en pil igennem hans hæl, så han faldt omkuld. Hun lod sin ene fod træde ham på siden af hovedet, imens hun smilede hoverende ned mod ham. ”Og du troede du ikke slippe væk?” spurgte hun med den triumferende stemme. Hun fjernede sin fod fra hans ansigt, satte armbrøsten for sigte og skøde en pil igennem hans tinding – og kraniet med. Hun satte sig i hug og lagde armbrøsten fra sig, inden hun begyndte at lede mandens lommer igennem. Et selvsikkert smil gled over hendes læber, da hun fandt kniven lavet af det pureste guld. Hun pakkede den væk under hendes tøj – hvor hun utroligt nok havde mange ting gemt, inden hun rejste sig igen, med armbrøsten i sin hånd. Om der var nogen i nærheden var ikke noget hun havde ænset eller lagt mærke til, for hun havde været optaget af at dræbe denne mand.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var ved at være en flot dag, da Taylor havde valgt, at skulle forlade skovene i Procias. Han havde netop været hjemme og lagt Nathaniel en lille visit. Han havde haft en eliksir som var yderst vigtig for ham, at skulle anskaffe sig for Nathias skyld. Han havde faktisk været usikker omkring den mand – Man havde jo hørt så meget omkring ham, så det var jo til at vide, hvilken stor mand han egentlig måtte være, når det måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Solen varmede dog en smule, da han begav sig væk fra muren og henover klippen for at skulle sætte kursen direkte mod byen. Hvad han måtte møde heroppe, var slet ikke noget som han vidste, men det som han dog måtte vide, var at det ikke var et sted som man opsøgte særlig ofte. Derfor var det vel også en sikker vej for ham at skulle gå? Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste. Han stod her.. en simpel animagus, ikke særlig gammel, for han levede jo trods alt efter den normale menneskelige alder, så han havde ikke den fordel af erfaring ved utrolig høj alder på sin side, hvilket han heller aldrig nogensinde ville anskaffe sig. Livet på gaden havde været hans siden start, men nu hvor han havde mødt Nathia.. Så gik det hele mod helt lyse tider. Han glædet sig faktisk til at se hende! Fuldmånen var først et godt stykke ud i fremtiden, selvom han nu alligevel måtte haste af sted. Jo hurtigere hun fik den i sig, jo bedre ville det jo gå, det var noget som han kun måtte være fuldkommen overbevist om! Han var beskidt, han var træt og han var sulten, selvom det ikke var noget som han tænkte meget over. Vinden rev ganske let i det mørke hår, hvilket kun måtte få ham til at smile. På hans ene hånd manglede der to små fingre – Det kostet frygtelig hårdt, at skulle blive nakket for tyveri i landene nu til dags, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han lod hånden søge mod hans lomme.. Jovist flasken måtte endnu ligge der, hvilket han var glad for.. Han ville aldrig tilgive sig selv, hvis han skulle ende med at tabe den på vejen! Aldrig! Han nåede stille toppen, kun for at skulle søge videre nedover klippen på den anden side. At andre måtte være i nærheden, var end ikke en tanke som faldt ham ind. Der skete jo så forbandet sjældent noget heroppe, så han var vel også i tryg og sikker forvaring? Han var glad, han var positiv og han var munter. Alt det andet var bogstavelig talt bare røget i hans egen glemmebog.

[shade]

Dominique rettede sig ganske let op, hun gjorde et let kast med hovedet, inden hun strøg en hånd igennem de lange, smukke, bløde, blonde hår, med de mange lyse og mørkere nuancer. Hun strøg håret over hendes skulder og frigjorde ansigtet fra de mange lokker, så de ikke kom hende i vejen, for hun var så heldig at stå i ly for vinden i øjeblikket. De krystalblå øjne så ganske let rundt. Hun kunne høre fodtrin, hun kunne lugte at der var nogen i nærheden, skønt hun dog ikke kunne finde færten på hvilken race det måtte være, hvilket betød at denne person var langt væk. Om det så var én der havde set hvad der var sket, vidste hun ikke, men det var vel noget hun måtte finde ud af? Hun ville helst ikke selv blive den jagede, selvom det jo var risikoen ved at være dusørjæger. Hun så sig omkring, prøvede at finde ud af hvor personen var henne. Hun gjorde nogle kraftspring opad, inden hun landede på stien, som førte over bjerget. Hun stak snuden i vejret og begyndte at lugte, som var hun en rigtig ulv – hvilket hun jo egentlig også var. Hun begyndte at gå i retningen af lugten, og jo tættere hun kom på, jo hurtigere fandt hun ud af hvad det var som hun måtte stå oppe imod. De krystalblå øjne faldt på skikkelsen. En ung knægt, tydeligt at se på hans alder, animagus, hvilket hun kunne lugte på hans duft, men hvem han var, vidste hun så til gengæld ikke. Hun så sig omkring. Lod endnu engang hånden glide igennem det lange, blonde hår, som skilte sig som vand imellem hendes fingre, inden det faldt ned over den sorte læderjakke som hun bar og som formede sig efter hendes kvindelige figur. På benene bar hun nogle stramme jeans, dog var de elastiske så hun havde let ved at bevæge sig og ellers de højhælede støvler. Hun endte med at gøre en hurtig bevægelse – næsten som en vampyr og dog ikke helt ens, hvor hun endte med at sidde på et klippeudsnit, så hun kunne se ned på stien og den unge mand som kom gående i hendes retning. Hun lod armbrøsten hvile tilbage mod hendes ene skulder, imens det kække smil hvilede på hendes rosenrøde læber. ”Og hvem er så du?” spurgte hun med et næsten så drillesygt glimt i blikket, hvor stemmen bar præg af morskab og advarsel. Denne mand virkede til at være munter og glad, men på den anden side, det kunne jo også være at det blot var et spil fra galleriet, det var jo ikke ligefrem første gang at hun blev snydt af en mand.. mænd, som hun måtte forpeste til helvedet!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor gik i medvind, så det var heller ikke fordi at han rigtigt kunne opfange andre dufte i hans nærhed. Eftersom hans animagus måtte være en hund, så bar han selv temmelig mange af de dyriske instinkter, men heroppe havde han aldrig rigtigt haft brug for at skulle være så opmærksom som ellers. Procias var et kæmpe kaos. Han havde aldrig nogensinde set noget lignende! Det havde faktisk skræmt ham, at det land stod i så stort et forfald og det had som mange måtte have til kongefamilien.. de gjorde vel heller ikke noget for landet og for dets overlevelse. Et sted var det jo selvfølgelig en kæmpe skam også set i hans øjne, for Procias havde været hans hjem igennem frygtelig lang tid. Det var jo så også det land som havde taget hans fingre da han var grebet i at stjæle mad for sin egen overlevelse. Nu levede han normalt i skikkelsen som en hund. Det værste som egentlig skete ham da, var at folk måtte sparke ud efter ham, selvom det alligevel var noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt, så var det igen noget som han kunne leve med, for det kostede ham da ikke lemmer som alt det andet gjorde! Arret efter at være brændt som en sidste advarsel, havde han også på sin kind. Selvom det var ved at gå væk, så ville arret stadig forblive der. Man kunne heller ikke sige, at han var født under den heldige stjerne? Lige nu var det ikke det som han tænkte på. Nathia havde han mødt og den kvinde var faktisk noget som kunne gøre ham.. lykkelig på sin egen ganske så særlige måde. Han var oprigtigt glad og positiv, så det var bestemt heller ikke fordi at det måtte vise sig at være spil fra galleriet.. slet ikke! Han stoppede op mere eller mindre med det samme, som han hørte hendes stemme. Den var.. dominant og bestemt, så det var vel også dumt at sige hende imod? Han vidste ikke hvad hun var eller hvem hun var for den sags skyld og det var heller ikke fordi at han var den mest erfarende med våben. Det eneste som han havde på sig, var en ganske lille kniv. ”… Hvem jeg er?” spurgte han. Han så sig omkring. Ja, der var ikke andre og armbrøsten havde han set. Det var jo ikke noget som hans lille kniv kunne redde ham imod! Han trak vejret dybt. ”M-mit navn er Taylor,” endte han dog med en ganske stilfærdig stemme. Han var måske ung, men han var i den grad også høflig, mest af alt, også for at vise hende, at han ikke var ude på at gøre hende noget ondt, for det var noget af det sidste som han ønskede lige for øjeblikket. De mørke øjne faldt på hendes skikkelse. Ikke mindst spørgende til hvad hun havde gang i.

[shade]

De krystalblå øjne betragtede den unge mand ganske let. Han var ikke gammel – ikke nær så gammel som Dominique i hvert fald, men på den anden side, så havde hun jo også levet i ufattelig mange år efterhånden. Dog var det ikke kun alderen, for hun vidste ikke hvor gammel han måtte være, foruden at han havde en alder som normale mennesker, han kunne højst blive 100 – hvis han var heldig – selvom han sikkert ville dø af alderdom inden, medmindre noget eller nogen naturligvis dræbte ham inden. De blå øjne faldt kort på hans lomme, hun havde set ham stikke hånden deri for at mærke om noget var der – mon det var noget værdifuldt? Det drilske glimt trak over hendes øjne, hvor det kække og næsten så morende smil gled over hendes læber. Hun satte af fra klippeudsnittet, så hun landede på stien hvor han gik. Hun betragtede kort sin armbrøst, som hun kunne lugte blod fra den mand hun havde dræbt tidligere. Hun lod sin pegefinger glide over blodet, inden hun stak pegefingeren i munden for at smage på blodet, blot for lade sin tunge glide over de smalle rosa læber. Hun betragtede ham ganske kort, vurderende, inden hendes hoved søgte på sned, som havde hun smagt på blodet. Han lød flink.. han ville måske ikke gøre hende noget, men.. hvem sagde at hun ikke ville gøre ham noget? Det lumske glimt hvilede i hendes øjne, hvor hun sendte ham en uskyldig mine. ”Taylor..” mumlede hun for sig selv, som hun smagte på navnet, inden hun så spørgende på ham. ”Hvad har du i lommen?” spurgte hun kortfattet, som hun gjorde et kast med hovedet mod hans lomme, inden blikket faldt tilbage mod hans ansigt. Hun var nysgerrig – noget der bare lå til hendes natur som varulv, men hvad skulle hun gøre? Hun havde allerede skaffet sig en kniv af det pureste guld, det kunne være at hun også kunne få en lille bonus af denne Taylor. Hvem sagde at hans uskyldige tone ikke bare var fup? Næh nej! Hun tog ingen chancer! Hun gik stille mod ham, hvor hun sendte ham et sødt smil, imens de krystalblå øjne betragtede ham med morskab og drillende. Hun nød at lege rundt med folk, køre dem i den forkerte retning, ja, hun snød dem jo altid, men hvad skulle hun gøre? Det eneste hun havde lært var at man ikke kunne stole på folk! Der var trods alt en grund til at hun var indelukket. Hun stoppede roligt få meter fra ham. Hun lod armbrøsten hvile mod hendes skulder, hvor fingeren ikke hvilede ved aftrækkeren, et tegn på at hun ikke ville gøre ham noget – endnu.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor måtte erkende, at han slet ikke havde regnet med, at skulle støde på nogen som helst heroppe. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for det var bare noget som man måtte acceptere. Han ville bare gøre det klart allerede fra start af, at han ikke ønskede hende noget ondt. At det virkelig var noget af det sidste som han ønskede hende lige nu som det nu måtte stå. Hans blik hvilede direkte stift på hendes skikkelse. Det var jo heller ikke fordi at hendes intentioner ved dette var kendt for ham, så han var selv nødt til at være forsigtig.. måske forvandle sig til hund og så spæne af sted? Selvom hun højst sandsynligt ville fange ham på vejen eller skyde ham ned med armbrøsten, så det var også det som tvang ham til at skulle stå stille. Han knyttede næverne let. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede noget ondt for nogen som helst! Han var i fuld gang med at hjælpe en veninde og det var heller ikke noget som han ville tøve med i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At hun gentog hans navn, var nu heller ikke noget som han direkte valgte at skulle bide sig fast i, det var mere hendes spørgsmål som gik ham på. Det kunne vel være fuldkommen lige meget med hvad han havde i lommerne? Det var da heller ikke noget som vedkom hende! Hånden søgte næsten helt automatisk til lommen igen, næsten for at sikre sig, at der ikke skete flasken noget som helst. ”.. Intet!” sagde han hurtigt, næsten for hurtigt vel? Han bakkede stile og nærmest forsigtigt et skridt, som hun kom ned på stien og tæt ved ham. Måske at hendes finger ikke hvilede på aftrækkeren, men det var heller ikke fordi at han havde nogen tro på at det var noget som tegnede godt i hans retning. Ikke fordi at det vel var noget som kunne overraske nogen som helst vel? ”Jeg kan forsikre dig, at det ikke er noget af værdi..” Han bed sig svagt i læben. Hun begyndte faktisk at gøre ham en anelse usikker, selvom han nu bare valgte, at skulle bide det i sig. Han havde altid levet et stille liv, hvor han kun havde haft sig selv, at skulle tænke på, det var jo trods alt heller ikke noget som han ønskede at miste lige nu! ”Det er virkelig ikke fordi at jeg vil opholde dig, frøken, men.. jeg har et vigtigt ærinde som jeg må se til,” forklarede han videre, idet han let vendte om på hælen, som et klart tegn på at han ikke var meget for samtale eller noget som helst i den stil, for ikke at glemme, at han ikke ønskede hende noget ondt. Han ville bare søge til Nathia og det skulle gerne gå hurtigt!

[shade]

Hvem denne unge mand var, vidste Dominique ikke, hun vidste ikke om hun burde stole på ham eller ej, men hun var en kvinde der ikke tog nogen chancer, for ved at tage chancerne kunne man hurtigt begå fejl og fejl havde hun begået nok af i sit liv! Hun ville derfor heller ikke undervurdere denne mand, for måske han kun var en animagus, men hun kunne jo heller ikke sige hvilket dyr han kunne forvandle sig til, og hun kunne heller ikke vide hvordan han var som person og derfor ville hun hellere holde sig på afstand, selvom han nok ville anse det som frembrusende. At han var hurtig i sin udtalelse, var noget som hun hurtigt bed mærke i, hvor hun kneb øjnene mistroisk sammen. ”Såh?” spurgte hun sagte, hvor det udspekulerede smil gled over hendes læber. Der var vidst ingen tvivl om at hun ikke troede på ham, for hvorfor skulle hun? Når han var så hurtig til at svare og endda så modarbejdende, så gav han hende ingen grund til at skulle tro ham. At han bakkede et skridt tilbage, fik hende til at smile lettere selvsikkert. Han var nervøs, han var usikker, det var noget som hun kunne lugte, han stank rent faktisk langt væk af nervøsitet, hvilket var noget som fik hende til at more sig. At han sagde at det ikke var af værdi, var naturligvis noget som hun ikke troede på, for hvorfor skulle hun? Det kunne ligeså godt være utrolig værdifuldt, hun vidste jo så bare ikke hvad det var der lå gemt i hans lomme, måske et sølle ur? Hendes krystalblå øjne faldt på hans hånd, hvor han havde mistet to fingre, mon han var tyv? Det fik smilet til at brede sig på hendes læber, for.. mon han var en bedre tyv end hende? Hun tvivlede, men man vidste jo aldrig. Han kunne jo så bare prøve på at stjæle fra hende og han ikke bare ville miste en finger, men det som var værre. At han bare uden videre valgte at dreje om på hælene og derved vende hende ryggen, fik hende til at skule lettere dræbende mod ham. Det fandt hun sig ikke i! Hun betragtede ham blot som han begyndte at gå væk fra hende. Et falsk smil gled over hendes læber, som hendes blik blev lettere følelsesløst. Hun lod armbrøsten falde på sigte, inden hun trykkede på aftrækkeren, så en pil susede gennem luften og ville ramme og sætte sig fast i hans ene skulder, som hun sigtede imod, blot for at få ham til at stoppe. Hun begyndte at gå imod ham. ”Hvis det ikke er værdifuldt, hvorfor går du så?” spurgte hun med en sukkersød tone, hvor hun smilede næsten så engleagtigt til ham.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor var bestemt ikke meget for at skulle lade denne kvinde få fat i den flaske. For hende, ville den vel også have en værdi, hvis hun vidste hvad den var til, men han vidste absolut intet omkring hende.. race eller noget som helst, da alt var fuldkommen ukendt for ham! Han var blevet en anelse usikker. Hun virkede langt mere erfaren end det som han selv var, selvom det nu ikke var noget som rørte ved ham. Man kunne vel heller ikke være god til det hele vel? De mørke øjne hvilede på hende. At hun ikke troede på ham, var noget som han da tydeligt kunne fornemme ud fra hendes måde, at skulle reagere på når det hele endelig måtte komme til alt. Han bed sig svagt i læben. Han var ikke en typisk mand, det vidste han godt.. Han var en simpel tyv som kun gjorde det for overlevelsen og det havde kostet ham et grimt ar og to manglende fingre, selvom han vidste, at det var hans egen skyld. Han kunne bare have været hurtigere og mere effektiv end det som han havde været. Hånden røg vel næste gang, det måtte gå så galt? ”Det har umuligt nogen værdi for dig,” sagde han endnu en gang. Han var virkelig bestemt omkring denne sag! Den var til Nathia og det var ikke noget som nogen skulle have lov til at tage fra ham! Hvem hun var, kunne vel være ligegyldigt? Tanken omkring det at skulle være tæt på en som gjorde ham så usikker, efterlod ham kun med tanken; Løb og søg skjul, selvom der ikke rigtigt var nogen steder at søge skjul heroppe! At vende ryggen til hende, var måske noget af det dummeste som han kunne gøre, men han ønskede virkelig at komme videre, for det andet her ville virkelig heller ikke hjælpe ham. Han stoppede først op, som han mærkede den intense smerte som skød direkte igennem hans højre skulder. Han stivnede kraftigt og tog sig til skulderen, idet at et halvkvalt skrig måtte forlade hans læber. Det gjorde jo for pokker da ondt! Han var endt med at gå ned i knæ, selvom det bestemt heller ikke var ham nogen hjælp. Det spændte virkelig! Han vendte blikket mod hende, over den ene skulder, hvor han endte mere fast og dog så.. følelseskold. Hvem pokker var hun og hvad pokker bildte hun sig ind!? ”D-det er en flaske.. en ganske simpel eliksir, okay?!” endte han mere fast i stemmen. Han klemte omkring sin skulder. Det var virkelig noget som måtte brænde!

[shade]

Denne unge mand kendte ikke til Dominique, derfor ville det også være dumt af ham at undervurdere hende, selvom han lød til at han ikke ville have noget med hende at gøre, men selv passivitet kunne komme til at koste dyrt og det ville det bestemt også for ham. Hun kunne lugte hans frygt og det var noget som rent faktisk måtte more hende gevaldigt! Hun elskede når hun gjorde folk usikre og nervøse, specielt når det var mænd. Ved mænd, så skulle der ikke meget til før hun så kritisk på dem, for med det som hun havde været igennem, så havde hun mistet al tro på mænd. Hun himlede irritabelt med øjnene, som han endnu engang påstod at det ikke var noget for hende. Hun vidste godt nok ikke hvad det var som han måtte gemme, men det gjorde hende nysgerrig! Desuden, hun kunne altid få noget solgt til en god pris, så uanset hvad det var – om det så var betydningsfuldt for ham – så skulle hun nok kunne få det solgt og derved selv tjene på det. Det luskede smil gled over hendes læbe ved tanken, selvom det falmede som han gik væk fra hende. At se ham falde på knæ, som havde han været et bytte, fik hende til at smile hoverende. Han skulle ikke tro at han bare kunne vende hende ryggen til, for det fandt hun sig bestemt ikke i! At se pilen gennembore hans højre skulder var noget som fik sejrssmagen frem. Hun gik ganske roligt og langsomt hen imod ham, så det næsten kunne føles som en evighed. Hun gabte højlydt af ham, kun for egentlig at provokere ham. En eliksirflaske? Smilet bredte sig på hendes læber. En eliksir var altid noget som hun kunne få solgt, og jo mere værdifuld den eliksir var, jo mere kunne hun få den solgt for. Hun satte sig i hug, inden hun stak hånden ned i hans lomme, for at fiske eliksirflaske op, som hun betragtede ganske let og væsken deri. ”Så? Og hvad gør den godt for?” spurgte hun nysgerrigt, imens hun studerede den. Hun rettede sig op igen, hvor hun så ned på ham, som han sad på knæ. Hun lod endnu engang sin armbrøst falde mod hendes skulder hvor den fandt hvile, inden hun hev en kniv frem. ”Og du må hellere fortælle sandheden for ellers er det ikke kun fingre du mister,” tilføjede hun med en nådesløs stemme, hvor det triumferende smil hvilede på hendes læber. Hun skulle nok få det tvunget ud af ham på en eller anden måde! At torturere en mand, var virkelig ikke første gang! Og nok havde denne mand ikke gjort hende noget, men det var ikke ligefrem fordi man kunne sige at hun var i det bedste humør denne dag. Hun havde jagtet en anden mand tidligere i dag, som allerede havde pisset hende af, så hun var virkelig ikke i humør til at blive trodset!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor havde virkelig ondt, for det brændt i den grad også i hans skulder! Han havde vandret denne tur så frygtelig mange gange og han havde aldrig nogensinde set så meget som en eneste sjæl heroppe på denne bjergtop! Hvorfor pokker skulle det jo så gå galt nu? Det var slet ikke noget som gav nogen som helst mening for ham overhovedet! Han klemte øjnene fast sammen og med en sitren, selvom han kraftigt måtte stivne, idet at hun gik ham i møde og begyndte at skulle rage i hans lommer. Han nåede ikke rigtigt at reagere på nogen måde, før hun havde fisket den lille flaske op med den klare væske i. Han måtte bare ikke miste den for noget som helst i verden! Han bed sig svagt i læben. Han vidste udmærket godt, at det ikke ville gavne ham på nogen måde, at sige denne kvinde imod, for det var tydeligt, at hun vidste hvad hun ville have, hvad end om han brød sig om det eller ikke, så var det heller ikke noget som han kunne gøre noget som helst ved i den anden ende, og det var virkelig noget som han måtte hade som pesten selv! Han svarede hende ikke ved det første, selvom piben måtte få en ganske anden lyd, som hun valgte at skulle finde en kniv frem. Han ønskede jo heller ikke at komme til skade! De mørke øjne vendte han næsten dræbende mod hende og med den samme faste mine i ansigtet som tidligere, for dette var virkelig noget som måtte gøre ham vred! Hvad fik denne kvinde ud af, at skulle blande sig i hans sager?! ”Det er en eliksir til min veninde, okay?!” Hans stemme var mere fast end det som den havde været til nu. Dette var bestemt heller ikke noget som han havde tid til lige for øjeblikket. Hun skulle have den og hun skulle have den kontinuerligt op mod fuldmånen og han ønskede jo selvfølgelig, at skulle hjælpe hende med det, for ellers.. ja, det ville jo aldrig gå ellers. Han klemte mere omkring hendes skulder. ”Den gør forvandlingen nemmere under fuldmånen..” mumlede han endeligt. Den ville lade hende beholde mere af sit menneskelige sind selv i den pelsede skikkelse, og hvis det var den effekt som den ville have på hende, så ville han jo selvfølgelig gerne hjælpe og alt det som han kunne! Bare også den følelse af, at kunne være til nytte på den ene eller den anden måde. Han vendte blikket mod flasken. Hun måtte bare ikke få den! ”Giv mig den.. Den kan umuligt have nogen værdi for dig.” Han sendte hende en mere fast mine end det som han ellers havde gjort før, idet han kæmpet sig tilbage på benene, stadig med den pil siddende i sin skulder. Det brændt virkelig og det gjorde ondt, selvom han vel ikke havde noget andet valg end at ignorere det? Tænderne bed han sammen. Det gjorde virkelig ondt!

[shade]

Det var tydeligt at se at denne mand havde ondt, men på den anden side, så vidste Dominique også at det ville gøre ondt at få sådan en pil igennem sig, det havde hun jo også selv prøvet, når hun blev til det bæst og selv blev den jagede. Hun skabte sig fjender ved det job som hun havde, selvom.. hendes fjender overlevede aldrig. Et kækt smil gled over hendes læber ved tanken, inden de krystalblå øjne fandt vej til Taylors skikkelse igen, blot for endnu engang at betragte den klare væske i eliksirflasken. Hun kunne altid få tingene solgt, hun var efterhånden blevet god til at forhandle, men på den anden side, så var det jo også kun fordi at hun havde levet i så mange år. Hun havde en erfaring som ikke mange ville kunne skaffe sig, specielt ikke en lille animagus som Taylor. Hun himlede svagt med øjnene til hans ord, hun var sådan set ligeglad med hvem den var til, hun var kun interesseret i hvad selve eliksiren var til, hvad den kunne. Hun betragtede væsken med nysgerrighed, hvor hun vendte blikket forundret mod ham, da han sagde at den var til at gøre forvandlingen nemmere. Morskaben forlod hendes blik, hvor hun stirrede fraværende på væsken. Den var til at gøre forvandlingen nemmere under fuldmåne? Hans veninde måtte næsten være en nyforvandlet varulv. Det løb hende koldt ned langs rygraden ved den bare tanke om fuldmåne. Hun havde selv et slemt ar, et brandmærke på hendes venstreskulderblad, der lignede et pentagram. En forbandelse. Det var en forbandelse at være en varulv! Det havde kun vagt hende problemer igennem hendes liv. Blikket blev koldt ved tanken. Hun lyttede ikke rigtig til hans ord, som hun var lettere fraværende, det var først da han fik sig kæmpet op på benene at hun vendte blikket mod ham; nådesløst. Hun gik hen mod ham, sparkede ham ved den ene knæhase, så han højst sandsynligt ville knække sammen. Hun satte sig på hug foran ham og viste den lille flakse frem. ”Den her! Vil væsken gøre det lettere for enhver varulv?” spurgte hun fast, hvor hendes stemme denne gang kun bar præg af alvor. Hun så kort på eliksiren igen. ”Hvordan har en knægt som dig fået fat i sådan en værdifuld væske?” spurgte hun dæmpet, mere eller mindre for sig selv. Mon den også ville kunne hjælpe hende? Hun kneb øjnene fast og legede med kniven i sin anden hånd. ”Vil væsken hjælpe hver fuldmåne? Hvordan fungerer den?” spurgte hun roligt – og dog alvorligt, for hun gad ikke længere de små julelege. Hvis hun kunne slippe af med sin forbandelse, så.. De krystalblå øjne fik julelys i sig ved den bare tanke!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor forstod virkelig ikke hvorfor han ikke bare kunne få lov til at få den eliksir med sig tilbage til Nathia. Hun havde for pokker da brug for den! Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Det gjorde virkelig ondt, selvom det nu var noget som han bare måtte leve med i den anden ende. Det var heller ikke fordi at han direkte kunne gøre noget som helst ved det, om det jo så var noget som han ville det eller ikke. Han klemte let omkring sin skulder, hvor han vendte blikket mod hende. Hans ord omkring den eliksir, så dog ud til at vække en ganske særlig opmærksomhed ved hende, hvilket i den grad også var noget som måtte få ham til at undre sig noget så voldsomt. Han blev stående på benene, selvom det nu ikke var en glæde som han fik lov til at nyde særlig længe, inden det nærmest føles som hun smadrede hans knæ fuldstændig. Med et kraftigt og smertefuldt gisp, så var han endnu en gang tvunget direkte ned i jorden og med den voldsomme dirren som aldrig nogensinde før. Han klemte øjnene fast sammen.. Det var virkelig for mange spørgsmål på en gang! Han vendte de mørke øjne mod hende. Hvis hun var så interesseret i den, så var det vel også fordi at… hun enten kendte nogen som led samme skæbne i form af forbandelsen som fuldmånen måtte bringe eller hun måske selv var det? Ikke fordi at det var noget som gjorde det bedre eller værre for ham. Alle havde vel deres kampe, men han var nu heller ikke fristet til at skulle hjælpe hende med noget som helst! Øjnene klemte han sammen. Det summede i hans arm og det brændt i hans knæ. Dette var slet ikke noget som ville gavne ham i det store og hele. ”A-alle varulve.. ja,” sagde han som det første. Han lod den frie hånd søge mod hans bælte, hvor han lukkede den omkring skaftet på hans kniv. Han tog virkelig ikke nogen chancer og specielt nu hvor hun faktisk måtte sidde der og true ham, så var det heller ikke noget som han brød sig meget om overhovedet. Han betragtede hende kortfattet. Hvor han havde fået fat i den? Prøv en af de største alkymister igennem tiden! ”Nathaniel Diamaqima.. Siger det navn dig noget?” endte han med en mere fast tone. Dette var virkelig begyndt at irritere ham. Han vendte blikket mod flasken igen. Hun måtte bare ikke tage den fra ham. Det tog lang tid at fremskaffe den! Han knyttede hånden fast som skaftet på sin kniv, selvom han ikke trak den endnu. ”En flaske skal kunne holde i 6 måneder.. Et par dråber dagene op til fuldmånen skulle være nok.” Han vendte blikket mod hende.. hvorfor alle de spørgsmål? Han forstod det virkelig ikke! Han kunne ikke komme op på benene. Bare tanken fik det til at gøre ondt! ”Hvorfor pokker vil du vide det? Kvindemenneske..!” vrissede han let. Han endte med at trække kniven, idet han gjorde et fast ryk med den mod hende i forsøget bare på at ramme. Han ville bare væk herfra og det skulle være nu!

[shade]

Hvordan sådan en.. ussel knægt som Taylor havde fået fat i sådan en værdifuld væske forstod Dominique ikke. Enten måtte han have sine kontakter, eller også kendte han nogen som havde disse kontakter. Hun havde selv haft sine kontakter, kontakter som kun havde skabt hende problemer! Problemer som hun troede at hun var kommet ud af, men det var hun ikke! Hun var endnu forbandet! Hun knyttede hånden fast omkring den kniv hun selv bar i den anden hånd, så hendes knoer måtte blive helt hvide. Hun havde dræbt Constance, den heks som havde forbandet hende! Kun fordi hun havde begået en fejl, og derfor var hun mere eller mindre blevet perfektionist, for der var ikke plads til fejl i hendes liv! Hun vendte de krystalblå øjne dominant imod ham. Hun havde skudt ham ned og nu havde hun højst sandsynligt givet ham en knæskade og det var noget som egentlig kun kunne fryde hende. Han ville få svært ved at stikke af, medmindre han naturligvis kunne forvandle sig til et dyr der kunne flyve, for så havde han jo ikke brug for sine ben. Hun kneb øjnene sammen ved tanken. Hun bed sig let i læben, som han sagde at det kunne hjælpe alle varulve, men.. gjaldt det også hende selv? Hun var jo forbandet, så skulle denne eliksir være lavet af stærkere magi end det som Constance havde brugt. Det gøs let ved den kvindes navn, for den heks havde været hende et mareridt! Hendes øjne faldt kort på hans hånd, som søgte ned til bæltet hvor kniven sad, inden hun så tilbage på ham. Ville han virkelig forsøge at stikke hende ned? Tanken fik et helt så selvsikkert smil til at glide over hendes læber. At han nævnte Nathaniel fik hende til at se undrende på ham, inden et lumsk smil gled over de smalle rosa læber. ”Nathaniel siger du?” Hun havde levet i mange år, så selvfølgelig havde hun også fuldt med i omverdenen, så hun kendte godt Nathaniel, hun kunne dog ikke huske om hun nogensinde selv havde mødt ham, men det var også irrelevant. ”Og hvordan har en lus som dig, fået fat i noget fra en som Nathaniel?” spurgte hun nysgerrigt, hvor det kække smil hvilede på hendes læber. At flaskens indhold kun kunne holde 6 måneder hjalp hende ikke ligefrem! Hun sukkede kort. ”Jeg tror jeg beholder den,” mumlede hun for sig selv og med en morende stemme, fordi hun vidste at han ville kunne høre hende. Smilet falmede til hans sidste ord, hvor hun greb ham om halsen inden et koldt smil gled over hendes læber, som hun trykkede til omkring hans hals. Hun førte læberne hen til hans ene øre. ”Pas nu på hvad du siger.. knægt,” hviskede hun lokkende, inden hun mærkede en smerte skyde igennem hendes venstre side, hvilket fik hende til at slippe taget omkring hans hals, og taget omkring eliksirflasken, som måtte falde til jorden, hvor hun sprang tilbage. Hun tog sig til siden og så på sin hånd, der var fyldt med hendes eget blod. Han havde stukket hende ned! Da hun vendte blikket mod ham igen, var hendes øjne ikke blå, men kulsorte, blot et tegn på hendes forbandelse. Hun gjorde en let knurren mod ham.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var heller ikke fordi at det var kontakter til Taylor havde. Hans kære veninde var Nathaniels adoptivdatter, så det sagde vel sig selv, at den mand var mere end villig til at yde hans hjælp med hans kunnen og hans kundskab omkring de mange eliksirer. Han vidste bare, at den flaske skulle frem til Nathia og det var hans opgave, at sørge for at den måtte komme frem. Hans animagus kunne ganske enkelt ikke flyve, men den var på fire ben, så han ville sagtens kunne komme derfra hvis det var noget som han havde lyst til. Han kunne jo bare løbe på 3.. Ikke fordi at det var noget som han ikke havde prøvet før, for det var det i den grad. Hans knæ gjorde forbandet ondt, hvor det næsten føles som var det gået i en fast og kraftig lås og med en pil i skulderen, så var det heller ikke noget som gavnede ham på nogen måde, så meget vidste han da godt. Det satte da også det ene forben på hans hundeskikkelse lidt ud af spil, hvilket i den grad heller ikke var ham nogen hjælp! Han hadet at han altid skulle være så forbandet forsvarsløs! Han kneb øjnene sammen og med en meget fast mine. Nathaniel Diamaqima var der ikke rigtigt nogen som kunne fortælle hvor måtte befinde sig. Det var noget som hans kære veninde havde gjort, eftersom det jo var hendes far, så han kunne hjælpe hende. Han havde lovet at holde mund om hvor han var, så der heller ikke kom flere efter ham, og det var noget som han i den grad også agtet at gøre! ”Han gav mig det..” sagde han ganske kortfattet, som var det noget af det mest logiske her i verden og et sted, så var det vel også det? Bare den tanke til at hun ville beholde det, var noget som nærmest måtte sprede en mindre panik i hans indre. Det var noget som hun bare ikke måtte! Han ville ikke have det! ”N-nej… jeg må have den!” endte han med en mere fast tone. Han kneb øjnene sammen, selvom han kraftigt måtte stivne, som hun valgte, at skulle tage og gribe ham omkring halsen. Han stivnede fast og vendte blikket direkte mod hende og uden at der var meget som han direkte kunne stille op. Han gispede svagt ved hendes ord mod hans øre, idet han hamrede kniven direkte ind i hendes side, selvom han var klar over, at det vel var noget af det værste som han kunne gøre, så var han ligeglad! Han tøvede ikke, idet han bare bed smerten i hans ben kraftigt i sig og greb ud efter flasken. Efter et liv på gaden, så skulle der faktisk meget til, før han måtte sige av. Han tog den i munden, idet han forvandlede sig. Den hvide pels, de fire ben, samt hale og ører, da han stod der i hundeskikkelsen. Han så ganske kort på hende, som hun knurrede af ham, så valgte han at sætte i løb i den stik modsatte retning. Det ene bagben støttede han knapt på, men han kom frem og det var det vigtigste!

[shade]

Hvordan en lille lus som Taylor kunne kende Nathaniel Diamaqima, vidste Dominique godt nok ikke, men det var sådan set også ude af betydning, for det eneste som betød noget, var at denne eliksir ville blive i stand til at hjælpe hende i 6 måneder – måske, for hun vidste endnu ikke om Nathaniels kræfter som Alkymist var bedre end den heks som havde forbandet hende for mange år tilbage. Den dag i dag, kunne hun fortryde at hun havde dræbt Constance, for hun havde troet at hun ville blive fri, hvis hun havde dræbt den heks, men det havde hun ikke, hun var endnu forbandet! Det var tydeligt at se at denne knægt havde ondt, men det var heller ikke noget at sige til det, for hun havde ikke ligefrem været blid ved hende. Hun så sagte på ham til hans udtalelse. ”Sikker på du ikke stjal det?” spurgte hun lettere henkastende. Hun tvivlede dog på at Nathaniel ville lade sig blive bestjålet, men på den anden side, han var ikke hvad han havde været. Hun måtte indrømme at hun langt hellere havde kunnet lide manden, da han havde været på den onde side og ikke så.. neutral som han var, men det var vel fordi han havde fundet kærligheden? Typisk at selv store og mægtige mænd skulle blive bløde om hjertet! Det var ynkeligt og forkasteligt! Men på den anden side, Nathaniel var en mand og det var blot endnu en grund til at hade ham! Med det job hun havde, så kom hun vidt omkring, ligesom hun også hørte en masse ting, folk havde til vane at tale over sig, når de blev tortureret. Noget der dog kunne pisse hende af, var når snothvalpe troede de havde en chance og skulle pralere, så de kun skrev under på deres egen dødsdom! Og denne Taylor skulle få bekendt at han valgte at stikke hende ned! Hendes kulsorte øjne fulgte ham, som han stak af i sin hundeform. Så gik jagten ind! Hun var ikke meget for det, men på den anden side, så gjorde hun det kun af ren underholdning. Hun valgte selv at forvandle sig til det hvide bæst som hun måtte være, som ører voksede ud, kroppen gav knæklyde, da hun blev større og langt mere muskuløs, hænder blev til poter og selv hun fik en pjusket hale. En sort pels ved hendes venstreskulderblad dannede et pentagram – hendes forbandelse. Hun gjorde et sort hyl fra sig, inden hun satte af fra jorden og jagtede ham. Han var såret og hun var langt hurtigere, så det tog hende ikke lang tid at indhente ham, hvor hun gjorde et kraftspring imod ham, inden hun bed ud efter hans hals, for at ville kaste ham ind i klippevæggen. Han skulle få betalt at han valgte at trodse hende!