Let's turn goodnight into goodmorning?

[lara]

Lara havde fulgtes rundt med Chris, siden hun var 'stødt på ham' i Imandra. Han havde hængt i gabestokken og nøglen havde været i hans bukser, så hun havde bare stukket hånden derned og taget nøglen. Det havde han fundet grænseoverskridende. Men hun følte efterhånden, at hun kunne komme bare lidt tættere på, end hun havde kunne ved den tid. Hun holdt af ham, det vidste hun, at hun gjorde. Og hun havde der aftalt med ham, at hun skulle følge efter ham. Hun havde ikke noget bedre at tage sig til og de havde ret mange af de samme interesser. Ødelæggelse, mord. Det gjorde intet jo. Ikke hvis det var hvide i hvert fald. Til aften havde de sneget sig ind i Procias. Vagterne var hoppet på, at de var magikere på vej hjem. De havde i hvert fald gjort deres bedste, for at se yderst søde ud. De var dernæst gået direkte mod skoven. De havde en plan og den plan gik ud på, at ødelægge skoven! Lægge den fuldstændig til grunden, brænde den, hugge træerne i stykker.. Så der ikke ville være mere skov. Hun håbede ikke at noget ville hindre dem. Faktisk..så burde det gå glat og de skulle ligne, at de flygtede ud af skoven, som nogle der havde boet der. Så var det vel mindst mistænkeligt. Hun samlede hendes hår i en hestehale og fik et magisk bånd til at holde det på plads. Hun så mod Chris og så så ikke-mistænkelig ud som muligt. Men det var ikke svært, hun var nærmest trænet i det. Hun stoppede op ved nogle træer og lagde hånden på det. "Hvor er den fin," sagde hun dæmpet og så mod Chris, med et lumsk glimt i øjet. Hun gik hen til ham og lagde hænderne mod hans arm, for at lægge hovedet mod hans skulder - og derved komme tæt på hans øre, med sin egen mund. "Hvad skal vi starte ud med?" hviskede hun spørgende og som det sidste hun spurgte om.

[christianus]

At komme over muren, var virkelig en smal sag for Christianus og Lara. Nu hvor oprøret for alvor kunne siges, at være i gang, så var det jo heller ikke fordi at der lå temmelig meget udfordring i det, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han ville nyde at smadre Procias endnu mere end det som det var fra før af! Efter at han havde mødt Lara i Imandra, så havde han ikke været i stand til at skulle slippe af med hende. Det var nu heller ikke fordi at han havde noget imod hendes selskab, for det var faktisk umådelig rart med en lidt hen af ham selv. Det var kun noget som talte positivt. De bar frygtelig mange af de samme interesser og selv ikke tøvede med at skulle gøre det. Tanken om at hun havde rodet rundt nede i hans bukser, var end ikke noget som han ville tænke på mere! Det var direkte flovt og det var pinligt, så det var slet ikke noget som skulle kendes i den fulde offentlighed! Tanken alene omkring det, var noget som kunne gøre ham direkte forarget! Han vendte blikket stille mod hende, som de endelig kom til skoven. Det var stadig mørkt, så det skulle nok gå som smurt! Han glædede sig virkelig! Måske at dette var imod alt det som han normalt gik ind og stod for. Han havde vendt Jaqia ryggen. Han gad det virkelig ikke mere, så nu var han også sin egen herre. Hånden som hun lagde mod træet og så vendte sig mod ham, fik ham bare til at trække morende på smilebåndet. At hun greb omkring hans arm og lagde hovedet mod hans skulder, fik ham kun til at vende sig mod hende. Han var ikke just kendt som en mand med en tålmodighed. Tvært imod, så var han i besiddelse af det stik modsatte! Han vendte blikket mod sin frie hånd, hvor han fremmanede en lille flamme som hurtigt måtte vokse sig stor. ”Sådan her..” mumlede han let for sig selv, idet han kastet med absolut alt den styrke som han havde i armen direkte mod et træ som gik op i flammer allerede efter skræmmende kort tid. De røde, gule og orange farver samt den varme som slugte det store og smukke træ allerede med det samme, var noget som fik det helt hysteriske glimt frem i hans øjne. Han elskede virkelig at ødelægge!

[lara]

Lara havde samlet hendes frygteligt lange hår i hestehalen, for at brænden ikke skulle sætte sig fast, hvis det nu flagrede rundt. Det ville der ikke komme noget godt ud af. Oprøret var ganske rigtigt i gang, men der var trodsalt en vagt eller 2. Men de havde stort set være ligeglade med at de passerede. De var nok for dumme til at se, at de kom med onde tanker. Nok havde hun klæbet lidt op af Chris den sidste tid. Holdt øje med, at han ikke bare smuttede fra hende. Men hun var blevet afhængig af, at være 2. Have en at snakke med og kigge på, fremfor bare rejse rundt for sig selv. Desuden var han jo også altid selv, så de kunne jo ligeså godt rejse sammen - i hendes øjne. Og han havde da ikke afvist hende endnu. De havde jo også ens interesser og ødelæggelse, det var jo kun sjovt. Når det gik ud over de hvide og de 'gode'. Hun smilede skævt og betragtede ham. Mørket var her, men ville snart blive oplyst af et rødt, gult og orange inferno af flammer. Hun gav slip på hans arm igen, for hun havde sagt det, hun skulle. Hun smilede ved tanken om det brændende træ. Hun fremmanede selv 2 kugler - én i hver hånd. Hun gik hen til 2 træer, der stod tæt og hamrede de 2 kugler mod træerne. Hun smilede og trådte et lille skridt tilbage, da flammerne rejste sig og kastede sine dansende flammer op af træets stamme. "Flot," sagde hun med et skævt smil.

[christianus]

Christianus havde ikke det mindste imod at Lara var sammen med ham. Han nød faktisk at have hende rendende, ikke mindst fordi at det gjorde det hele langt mindre ensomt at skulle rende rundt på denne måde, hvilket han heller ikke havde det mindste imod. Det var bare.. træls at skulle rende rundt alene på den ene eller den anden måde, hvilket han var udmærket godt klar over i det store og hele, det var helt sikkert. Han vendte blikket mod hende. De havde den samme sindssyge tankegang, hvilket han bestemt heller ikke havde noget imod, og han kunne vel også takke hende for at han faktisk stod her? Ellers stod han vel i gabestokken i Imandra endnu og den tanke var slet ikke noget som han ønskede at tænke på lige netop nu. At ødelægge og at smadre, var en af hans mange yndlings beskæftigelser! Som træet måtte gå direkte op i flammer, så kunne han ikke lade være med at bryde ud i en direkte hysterisk latter. Det var jo så meget nemmere end det som han lige havde regnet med. Han vendte blikket mod hende, hvor hun gjorde ham kunsten efter. Det skulle da nok blive morsomt, det var han så sandelig slet ikke i tvivl om overhovedet! Han nikkede mod hende og med en næsten helt imponeret mine, hvilket faktisk også var noget som skete forbandet sjældent, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var helt sikkert. ”Perfekt, Yietta!” endte han med en stolt stemme, idet han lod to kugler dannes i hans egen håndflader og nedover hans håndled, som hans hænder nu endte med at stå i flammer. Han kastede flere kugler af sted hvor han ramte både buske og træer. Dyrene begyndte at flygte og fuglene skreg over den store himmel, som et ganske lille område af den store skov, endte med at stå i flammer.

[lara]

Lara kunne godt lide at færdes med Chris. Hendes egen "lille" Kamèron, lod hende faktisk rejse rundt med ham. Og det var faktisk dejligt, at hun måtte. At han ikke afviste hende. De snakkede heller ikke om det der var sket i Imandra, selvom hun stadig nød den tanke. Hvis de havde en ond og ødelæggende tankegang. Lettere ligeglad og det hele, så kunne det vel også (mis)bruges imod hinanden. Derfor havde hun også gjort brug af det, for det havde virkelig været sjovt, bare at stikke hånden ned i hans bukser. Desuden var det for hende, at de faktisk kunne rejse rundt sammen og ikke være ensomme. Ensomheden blev for meget, når man først var vant til, at have en omkring sig hele tiden. Hun lo, som 'hendes træer' gik op i flammer og røg. For det var virkelig sjovt. Det morderiske glimt strøg op i hendes øjne. Denne skov skulle nedlægges og det skulle være snart. Hun kunne ikke vente til at det hele brændte sammen. Og så skulle de jo bare flygte, over muren og hjemad. Let som en leg. Det var vel heller ikke andet? End ødelæggelsesleg. Hun stod med ryggen til ham, da hun modtog hans ord. Stoltheden overfusede hende virkelig og fik hende til at tabe den flamme, hun havde været ved at danne i hånden. Den ramte græsset og strøg hen over jorden og tog græsset med sig i købet. "Hm..Smart," sagde hun og trak på skuldrene og drejede rundt, for at sende ham et smil. "Yderst smukt, min Kamèron", sagde hun med et smil. Hun trådte hen mod ham, for ikke at ende med at gå i flammer. "Lad os bevæge os den vej," sagde hun og pegede ind mellem nogle træer. Hun puffede let drilsk til ham og gik ind imellem 2 brændende træer, som snart opslugede hinanden. Hun samlede en mørk kugle i sine hænder og kylede den ned mod en række træer. Den nåede at gå direkte igennem 5 træer, før kraften i den holdt op. Men træerne væltede på ræd og række en efter en. Hun smilede tilfredst. "Så den vej da spærret," grinte hun og kastede et flammehav hen over dem, så de gik i ild. Hun bevægede sig videre hen af den vej, der ikke var sat flammer til endnu og afventede blot, at han skulle gå med.

[christianus]

For alt i verden, så nægtet Christianus at skulle tænke på den tid som han havde tilbragt i Imandra, for det var slet ikke noget som ville gavne ham det mindste uanset hvordan han så ville vende og dreje det i det store og hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende. Han havde bare et mål for denne aften; Hele skoven skulle sættes i brand og det skulle være nu! Han ville se hvordan landet ville klare sig uden de ressourcer som skoven måtte tildele dem og nu hvor de mange landsbyer også var brændt ned, så var det her land virkelig også på røven! Ikke fordi at det var noget som havde gjort det mindste for hans egen del. Han ønskede bare at se det herskende mørke og det var kun noget som han kunne gøre på denne måde; At se Procias bukke under for det mørke som Dvasias måtte bestå af, selvom han vidste, at han løb en forbandet stor risiko netop ved at gøre det som han gjorde lige for øjeblikket, så var det ikke noget som rørte ham det mindste på det personlige plan. Han var ligeglad med hvad der ville være af konsekvenser hvis det ene måtte give efter for det andet, for det kunne vel heller ikke være så slemt igen? Flammerne bredte sig i den tørre vegetation og fra træ til træ. Fuglene flygtede, dyrene var på spring, selvom det ikke var noget som rørte ham det mindste. Det helt psykotiske glimt var på ingen måder væk fra hans blik på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han slog ud i en kraftig latter. ”Perfekt!” endte han med en morende stemme, næsten helt morderisk. Han fulgte efter hende, hvor han kastede diverse kugler af den magiske ild fra sig og ud forbi i skoven. De ville få kraftige problemer med at skulle kontrollere den, så meget var han dog klar over, hvilket kun gjorde det meget bedre! Det var magisk ild, den var ikke bare til at stoppe! Skoven skulle ødelægges og han ville mere end glædeligt gøre det! ”Alt skal ned!” endte han med en fast tone, idet han dannede en kraftig og stor kugle mellem hans hænder. Træerne væltede, dyrene flygtede.. Det kunne da heller ikke være bedre end det for hans vedkommende! Han kylede den fra sig, hvor den ramte et træ, gik nærmest helt igennem og brændte grusomt det som måtte stå bagved, idet det braste frem i de klare flammer. Det knitrede alle steder.. Han elskede det!

[lara]

Hans dage i gabestokken i Imandra, var noget som stadig kunne more Lara. At hun havde fundet ham der, hjælpeløs og ude af stand til at komme videre selv. Hun kunne se på den med mange forskellige 'briller' på, men uanset hvad, ville hun stadig finde det hylende morsomt, at han havde stået der og hun måtte redde ham. Han havde jo 'reddet' hende, dengang med hendes ben i klippehulen. Så nu stod de lige. Nu kunne de følges rundt og skiftes til at hjælpe, hvis det blev nødvendigt. Men hun vidste at han ikke ville tænke på det, så derfor nævnte hun det heller ikke. Ingen grund til at gøre ham sur og prikke til hans temperament, såvel som han heller ikke burde gøre det omvendt. Men tanken om hans ansigt, da hun bare havde stukket hånden ned i hans bukser, det havde virkelig været hele oplevelsen værd for hende. For det var noget hun bare ikke kunne glemme og hun nød sådan at tænke tilbage på det. Men den episode havde jo gjort, at de ikke rejste rundt alene - nu var de et slags team. Og hun kunne kun sige sig tilfreds, for det var langt bedre end at blive mere og mere ensom og indelukket, af at rejse rundt på egen hånd. Målet for aftenen for deres 'team', var skoven. Nu hvor der var oprør her, kunne de jo godt 'hjælpe til'. Det hele skulle nedlægges, alt skulle ødelægges. Dyrene var tvunget til at flygte og folkene og elverne der boede her, var tvunget til det samme. Og hun ville nyde at holde øje med dem løbe fra ilden og andre hjælpeløst forsøge at slukke den magiske ild - men det kunne jo også tage overfor for dem selv. Denne slags magi. De kunne kun kontrollere hvor den skulle ramme, ikke hvor den skulle brede sig. Skoven var en uhyre vigtig del af hele kredsløbet og derfor ville det virkelig ødelægge Procias endnu mere, at skoven ville brænde sammen og efterlade en øde hedde med tilsodede træer. Mørket skulle herske og efter hendes mening, så skulle alle hvide blive underlagt nogle som hende selv og Kamèron. Hun smilede tilfredst, som flammerne slikkede sig afsted over skovbunden og brændte sig fast i alt, der kunne brænde - træer, græsset, buske og blomster. Hun grinte ondskabsfuldt og nydende, for det her var virkeligt noget af det bedste hun vidste! Sammen med Kamèron. Hun løb videre gennem skoven og kastede om sig af ild og ildkugler, der satte alt på sin vej i ild. "Alt!" medgav hun med et stort frydende smil på læberne og et nærmest begærligt blik i øjnene. Hun smilede, da en flok bambier kom stormende over skoven og sprang over de brændende buske, for at komme væk fra de væltende træer. Det hele var et kæmpe virvar i et smukt inferno af den slikkende ild og hun elskede det. "Sådan," sagde hun med et tandpastasmil, da Kamèron ramte et par træer med stor nøjagtighed. Hun dannede selv nogle kugler og kastede dem halvvejs op i luften, hvor de spredte sig og knitrede ud over de mange tætliggende træer. Da de endte med at komme forbi et hus, lagde hun hovedet let på skrå og betragtede den. "Træhus i skoven..Hvor idyllisk," sagde hun og stoppede op, for ligeså stille at gå derhen. "Kom," sagde hun dæmpet og kiggede tilbage mod ham, inden hun stoppede op 5-6 meter var huset af. "Karaminé eqasé!" hvislede hun lavmælt for sig selv og en mørkeblå flammende kugle dukkede op i hendes hænder og blev større og større. "Fremman en kugle og så på 3.." sagde hun og afventede et par sekunder, at han skulle danne den ønskede kugle. "3..." startede hun, "2...1!" sagde hun fast og kylede hendes kugle direkte mod huset, der braste igennem det første lag og begyndte så hurtigt at sætte ild til bræderne.

[christianus]

At ødelægge og smadre ting, var virkelig noget af det som Christianus virkelig måtte nyde som det bedste, for der fandtes virkelig ikke noget bedre set i hans øjne, for det at ødelægge og gøre livet surt for andre, var virkelig noget af det bedste! At hun havde fundet ham i Imandra, var ikke noget som han ønskede at tænke mere over i øjeblikket. Bare tanken om det, var direkte pinligt! Udelukkende fordi at han havde haft den plads ved slottet i Dvasias som han havde haft det dengang. Han havde vendt kongehuset ryggen og det var end ikke noget som han nogensinde ville være i stand til at skulle fortryde, for det kunne han slet ikke. Han fandt det langt mere sjovt at rende rundt sammen med Lara. En ældgammel kammerat som tilfældigvis var kommet ham til redning, som han også var komet hende til redning i den anden ende, så det var jo heller ikke fordi at den ene var bedre end den anden. Når det lige måtte komme til hende, så havde han heller ikke noget imod, at skulle stille sig på ligefod med hende og det var også kun fordi at det var hende! På mange måder mindede de om hinanden, så det var jo trods alt også noget som spillede frygtelig godt ind på alle måder endda, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende. Dyrene var allerede ved at flygte, fuglene skreg, dyrene var på spring og det var virkelig noget af det sjoveste som han længe havde prøvet, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Et lettere hysterisk grin gled over hans læber. Han måtte dog alligevel se sig imponeret til hendes valg og brug af magi, for det var virkelig fantastisk hvad hun var i stand til! At se det brændende inferno byde det naturlige materiale op til den dødelige dans, var noget af det bedste som han vidste! Han nød at skulle se det, for der fandtes virkelig ikke noget bedre end det set i hans øjne om ikke andet, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han koncentrerede sig, dannede selv en større kugle, som han kastede i retningen af en samling af træer, buske og krat som omgående brød op i de klare flammer. Små gnavere såsom mus og egern flygtede for deres fødder og igennem skoven. Procias stod allerede med problemer til halsen, så hvorfor ikke bare gøre det hele lidt værre for dem nu hvor han alligevel var i gang med det? Huset fik han selv øje på. Umiddelbart så lignede det… Nathaniel Diamaqimas? Han havde hørt om det om ikke andet, men at se det. Det morende glimt viste sig i hans øjne, som han nikkede mod hende. ”Lad os!” medstemte han morende, som han selv dannede en større ildkugle i hånden. Den var kraftig og den var ødelæggende, præcis som han ønskede, at den skulle være! Som hun talte ned, så kylede han den direkte mod huset, som nærmest endte med at eksplodere som de måtte ramme det. Det spredte sig hurtigt til området rundt og dannede sig hurtigt en massiv cirkel af brændende hede. Han vendte sig mod hende, inden han tog hendes hånd. ”Kom med..” endte han stilfærdigt, som han trak hende hastigt med sig væk. Det ville bestemt heller ikke gavne dem, hvis de endte fanget i deres eget forsøg på ødelæggelse!