Post by ilosonic on Jan 23, 2011 21:40:01 GMT 1
Skyerne havde trukket sig ind over Procias. Mange havde dagene tidligere talt om den røde himmel, som havde vist sig, hvor folk talte om at Procias var blevet mærket med blod. Få spåkoner og troldmænd, talte om at det var et tegn på at Procias var enden nær, at en krig var på vej og at mange ville dø. Det var rygter som var blevet spredt hurtigt over landet, netop fordi alt pegede på det. Rygterne gik om at Keischa ikke kunne holde landet oppe, fordi hun var ung og uerfaren, mange troede at hun var skyld i at den nye greve var kommet. Mange havde simpelthen mistet troen på selve landet. Folk var blevet urolige og nervøse, mange frygtede for deres liv, folk var begyndt at pakke sammen og smutte til Manjarno, som forholdt sig neutralt, men ikke mange ville komme så langt..
Tiden var løbet og det var ved at blive sent på eftermiddagen. Solen var på vej ned og spredte sine røde, orange og gullige nuancer ud over den ellers så klare blå himmel. Skyerne var på vej ind over landet, næsten som om en storm truede med at bryde løs. Den storm var dog folks mindste bekymring, for folk tænkte mere på deres fremtid. Deres og deres lands fremtid. Der var ingen tvivl om at mørket havde fået en fod indenfor den procianske grænsemur, at mørket var et skridt tættere på at overtage lyset, det var også noget af det som gjorde folket i Apterta City urolige. Mange havde set mørkets væsner iblandt dem, mange drab var sket på det sidste inde i selve storbyen, og det var det som gjorde hele landet uroligt og det var det som gjorde at folket stillede spørgsmål angående Keischas regeringsmetoder. Folket havde medlidenheden for hende, de kunne godt se at hun prøvede, men sagen var bare, at de havde brug for en stærk leder og der var hun ikke erfaren nok. Gabriel havde styret landet godt, han havde været en god efterfølger efter sin mor, dronning Elanya, men efter Gabriel var blevet myrdet, så havde folket frygtet for at mørket ville slå til. Mange gik under den mening, at det var stilhed før storm, netop fordi Dvasias endnu ikke havde slået til. Men med den nye greve, som tilmed var dæmon og en vaskeægte dvasianer, så frygtede folket for at Jaqia snart ville slå til.
En mørk skikkelse stod i én af gyderne. Denne silhuet, bar en mørk kappe, som skjulte kroppen. Ikke mange i Procias bar en mørk kappe, for mange holdt sig til de lyse farver, men denne dag, var der ikke mange der lagde mærke til denne mørke skikkelse, netop fordi folk vidste at mørket havde fået en fod i Procias, så mange var holdt op med at lægge mærke til de mørke skikkelser der befandt sig i landet, for det var næsten ikke til at skelne mellem ven eller fjende længere.
Mange var begyndt at stille spørgsmål omkring alt og ting, som førhen ikke var noget problem. Alt sammen på grund af den nye greve, hvilket fik skikkelsen til at trække svagt på mundvigen. Der var kommet en stor forvirring efter den nye greve havde indtaget sin plads, fået smidt sin bror i fangehullet, hvor Keischa blot forholdt sig helt neutralt uden at skænke folket en eneste tanke – dette var allerede manges opfattelse. Et kaos uden lige havde lagt sig over Procias. Et kaos som mange ville udnytte…
Skikkelsen bevægede sig ud fra den mørke gyde, nogle skævede efter ham, andre skænkede ham ikke en eneste tanke og alle lod ham sådan set være. Den mørke kappe skjulte både hans krop og ansigt, som han masede sig igennem den store mængde. Folk fra Apterta City havde samlet sig på den store plads, hvor folk stod rundt omkring det store podie, hvor folk blev henrettet i offentligheden. Folk havde samlet sig i storbyen, fordi mange af landsbyerne var blevet brændt ned, hvilket havde skaffet hungersnød ude på landet, hvilket tvang folk til at søge til storbyerne, hvor de fleste derfor havde valgt at slå sig ned i Apterta City. Keischa havde ikke gjort noget ved disse landlige problemer, hvilket havde gjort mange af landsbybeboerne vrede. De ville have det afklaret, de var søgt ind til byen for at finde nogle af rådsmedlemmerne og for at fremsige deres klager. Det var også det som havde gjort at mange fra selve Apterta City var dukket op, nogle mente det var for dårligt at alle kunne flytte ind til byen, fordi landsbyerne var blevet brændt ned, andre var kommet for at støtte op omkring de nedbrændte landsbyer. Alt dette var årsagen til at mange havde samlet sig omkring dette store podium, hvor folk egentlig blot ventede på at de højere stillinger skulle træde til, for at lytte på hvad de havde at sige. Men få andre så denne mængde som en flok får, som får der var så dumdristige at samle sig i en stor mængde, hvilket gjorde det lettere for den store stygge ulv at slå til..
Manden maste sig igennem de mange folk, som myldrede hertil, snakkede i munden på hinanden, selvom de holdt sig sammen med deres familier. Både børn, unge, voksne og ældre var dukket op, for alle var nysgerrige på hvad der skulle til at ske, hvor de ikke helt lagde mærke til denne mand.
Han møvede sig forbi en familie, hvor han kom til at skubbe til en lille dreng, hvor hans øjne faldt på den lille dreng der blev helt bleg i ansigtet ved synet af manden, hvilket fik manden til at smile. Drengen prøvede at komme i kontakt med sin mor, men hun var i færd med at snakke med resten af familiens medlemmer, imens hun tyssede på den lille dreng. Denne mand var dog ikke den eneste mørke skikkelse som var til stede. Der var endnu en mørk silhuet som forholdt sig ganske roligt. Han stod med armene over kors i de yderste kroge af folkemængden. Normalt ville denne mand ikke bære nogen kappe, men denne gang var han nød til det, for han skulle holde sig i skjul indtil det blev hans tur til at gribe ind. Han snerrede ganske let af nogle småbørn der løb omkring og legede, hvor hans øjne betragtede den anden skikkelse der mavede sig igennem folket op mod podiet. Hans øjne vandrede fra den ene til en anden mand, der stod og talte de penge som han var blevet betalt. Denne mand var ung, han var den sidste som folket ville lægge mærke til, for han bar ingen kappe, hans ansigt var ikke kendt, han var blot en ung mand der var blevet betalt for at spille en lille birolle i et større spil.
Manden med den mørke kappe, fortsatte sin gang op mod podiet, selvom der var blevet befolket en del, så han endte med at blive mere aggressiv i sine bevægelser, som han begyndte at skubbe til folk, for at få plads og bane sig vej til podiet. Den lille dreng, der havde set hans ansigt fulgte efter ham, for den lille dreng var blevet nysgerrig, han havde aldrig set noget væsen der mindede om manden, desuden havde selv den lille dreng lært at det var mærkværdigt at bære en mørk kappe i Procias. Og siden hans mor ikke ville lytte på ham, så valgte han at tage sagen i egne hænder.
Manden havde dog godt lagt mærke til den lille dreng, hvor det også havde været meningen at få ham til at følge efter ham. Da han nåede hen til podiet, vendte han sig om og greb fat omkring den lille dreng, inden han gav et højt hvæs og hyl fra sig, hvilket fik folk til at vende blikket forskrækket mod manden. Hætten røg af hans hoved, så hans ansigt kom til syne. Der var ingen tvivl om at denne mand var en vampyr, for det blege ansigt lyste så kraftigt op i solens stråler, med de sylespidse hjørnetænder hvilende i hver side af mandens mund. Varyl, var dog mandens rigtige race, for ellers havde han ikke været i stand til at være ude i sollyset, dette var dog ikke noget som folket funderede over, da det eneste de lagde mærke til, var at manden havde taget den lille dreng til fange. Han hoppede op på podiet, hvor han holdt knægten i et fast greb, gjorde tegn til at han ville knække drengens nakke, hvis folk ikke holdt sig væk. Folk strømmede til for at se hvad der skete, nogle skreg af rædsel over at et af mørkets væsner havde givet sig til kende og ville angribe i offentligheden.
Af en grund var der ingen vagter, derfor holdt folket sig også på afstand, for de skulle nødig være det næste offer for dette mørke væsen! Manden slikkede sig om munden med det lumske glimt i øjet, inden han trak hoved en smule tilbage, blot for at ville bore tænderne i drengens hals. Manden stoppede og blev stiv i hele ansigtet, hvilket fik folkemængden til at vende blikket mod ham. Det gøs dem let ned ad ryggen, da de så hvordan en nytilkommen havde boret et sværd igennem mandens ryg, hvor sværdet havde spiddet hjertet. Manden gjorde let en smertefuld grimasse, inden hans krop begyndte at brænde op, hvor det kun gik et sekund, før han lå for fødderne af manden, som en bunke aske. Folk så på manden med den mørke kutte med en blanding af forfærdelse, overraskelse og forundring. Hvem denne mand var, kunne ingen se, men den lille drengs familie så taknemmelige ud. Manden greb drengen i kraven, inden han løftede ham ud over podiet for at give ham til hans mor, som glædeligt tog imod ham, og da hun vendte blikket op mod manden for at se hvem det var, endte hun helt stiv i ansigtet med forargelse lysende ud af blikket. Manden smilede ved synet, inden han rankede sig op og så næsten vredt ud over folkemængden. Han greb omkring den mørke hætte inden han rev den ned og lod sit ansigt komme til syne, hvilket fik mængden til at gispe af forfærdelse.
De mørke øjne spejdede langsomt over menneskemængden, hvor han kunne høre at én i blandt dem sagde at det var Procias’ greve, hvilket fik ham til at trække svagt på smilebåndet. Sandt, han var Procias’ greve, men det var ikke ensbetydende at han kæmpede for landet, der var trods alt en grund til at Ilosonic var hadet; han var dvasianer, men det var ikke af tyranniske grunde at han var dukket op den dag i dag. Han var faktisk dukket op for folkets skyld.
Ilosonic så fast på hans publikum, hvor han selv fik vrede, forargede og skæve blikke, skønt han dog ikke tog sig af det. Han kunne tydeligt høre mumlen blandt folket, hvilket fik ham til at himle svagt med øjnene, inden han selv åbnede munden. ”Er I ikke ved at få nok?!” spurgte han vredt, næsten som om han skældte dem ud, hvilket fik folket til at tie, hvor han ikke kunne lade vær med at trække svagt på mundvigen, skønt smilet hurtigt falmede igen, da han endnu engang åbnede munden. ”Kan det passe at Procias’ folk er blevet svagt? Naivt? Og synke ned i sølet?” spurgte han videre, hvor han tog et skridt mod kanten af podiet. ”I opfører jer som en flok børn!” vrissede han, hvilket fik folket til at mumle og komme med kommentarer. Han fnøs ganske let og så skuffet ud på folket. Han løftede hånden i håb om at mængden ville tie. ”Jeg har skam fået æren af at se hvilket storslået folk der udgør det lyse land, Procias.. Jeg har fået æren af se Procias blomstre af magt, respekt og ynde! Men ser på jer nu.. I kan ikke engang beskytte en lille dreng mod en enkel varyl!” tilføjede han fast, hvor hans blik hvilede skuffet på folket. Han lyttede til hvordan folket begyndte at mumle igen. ”I er en kæmpe flok, men skulle til at lade en lille dreng blive offer for en simpel varyl?” gentog han lettere vredt. Han rystede opgivent på hovedet og fnøs endnu engang. ”Som jeg sagde: Procias’ folk er blevet svagt!” Folk begyndte at råbe op i kor på hinanden, hvilket fik Ilosonic til at smile skævt for sig selv. Han holdt en lang pause og lod folket tale ud, indtil de i sig selv begyndte at tie stille. Han så over sit publikum. ”.. Jeg har hørt jeres klager.. jeg har set de nedbrændte landsbyer.. jeg kender til jeres hungersnød, men.. hvor er Keischa? Den lille tøs sidder oppe på slottet og mæsker sig i luksus! Er det ikke gået op for jer? Hun er ligeglad med jer!” Denne udtalelse fik igen folket til at råbe op, nogle buhede af ham, men han tog sig ikke af det, han gjorde faktisk tegn til at de skulle fortsætte deres klager og buhen, imens han nikkede med et sarkastisk smil på læberne. ”Ja bare sig mig imod.. men I ved jeg har ret! Siden Gabriels død er landet gået i dvale! Landet er blevet svagt og folket er blevet naivt! I har alle mærket kongehusets fravær og ved at de ikke gør noget ved disse problemer, så går det ud over jer, selv i de mindste byer!” Han holdt en mindre pause, for at betragte folket, hvor han hørte hvordan mængden begyndte at tie stille igen. Han smilede for sig selv, som det så ud til at han var ved at nå ind til dem, men på den anden side, så var det heller ikke særlig svært. Han var mental dæmon og han brugte sine kræfter i øjeblikket til at nå ind til mængden af folks underbevidsthed, som han fiflede med imens han talte, så han lød overbevisende i deres ører – der var dog alligevel hold og fornuft i hans ord, for hvor var Keischa henne? Hvor var hjælpen? Det var de rygter som gik og det var også dem han spillede på. ”Det kan ikke passe Keischa skal bestemme over landet, når hun end ikke er født eller har fortjent den titel! Rigtigt var det hendes søster Elanya og hendes familie der skulle regere! Alle kan mere eller mindre huske landets storhed under Elanyas styre og landets storhed da Elanyas søn Gabriel tog over.. En skam manden gik bort, han var elsket af mange og han kunne sikkert have ført landet langt, men så døde han, dræbt af de mørke væsner, som nu vandre frit omkring her i Procias! Mange tror det er mig der lukker dem ind, men tænkt over det; Keischa har hele tiden haft en fod i mørket, hendes første mand var vampyr, hendes nuværende mand er horror, jeres kongelige rådgiver er halv vanddæmon og vampyr, min egen bror var spide, lod sig blive bidt af en dvasiansk prostitueret som han fik med ind i landet! Og ja, mange vil se mig som dvasianer, mange vil tro jeg er spion for Jaqia, men så skal jeg fortælle jer en ting.. folk i Dvasias stiller selv spørgsmålstegn angående Jaqias styre, hun har gjort det kvindedomineret, så for en enkel mand som mig, så vil jeg ikke komme langt.. Jaqia er svag, ligesom Keischa.. I har skam min empati, for at have en svag leder, men vil I virkelig lade jer tryne af sådan en andenrangsleder?” spurgte han stilfærdigt, hvor han så omkring, betragtede de mange mennesker, hvor han tydeligt havde set at han havde fanget manges opmærksomhed og interesse. Det gik mere eller mindre som smurt, det var heller ikke så svært at overbevise folk, når man kunne ramme deres underbevidsthed, egentlig lege rundt med dem som havde de været marionet dukker.
”Hvorfor skulle vi tro dig? En dvasianer? En dæmon?” Ilosonic så ud blandt folket, hvor stemmen kom fra. Det var en mand. Han hørte hvordan få andre tilsluttede sig med en summen og et nik. Han trak svagt på smilebåndet, hvor de mørke øjne hvilede på de mange mennesker der så indbyrdes på hinanden, inden de vendte deres blikke tilbage mod Ilosonic. ”Hvorfor? Fordi jeg er én af jer.. I har måske glemt min far? Den tidligere greve af Procias, som rent faktisk gjorde et godt stykke arbejde? Men det har jeg i hvert fald ikke! Jeg er den førstefødte og arveretten er derfor min, havde min bror ikke benægtet det, havde han ikke siddet inde i fængsel, men han stod Keischa nær, så mon ikke han også lever i luksus? Får særbehandling?” Han trak svagt på skuldrene som svar, inden han lagde armene over kors og så fast ud på folkemængden. ”Vil I virkelig lade en ung tøs styre jer? Lade en ung tøs bestemme over jer? Hun har ikke engang taget sig af de nedbrændte landsbyer eller hungersnøden der hviler i udkanten og som spreder sig ind over hele landet. Ikke engang pesten har hun gidet, at gøre noget ved, se om hun kunne finde en løsning på, nej, hun lader folket klare sig selv, hvilket gør at hun ikke egner sig som dronning for landet!” Han nåede dog ikke at sige mere, da han mærkede et hårdt slag af noget aflangt ramme ham i baghovedet, hvor han gik i gulvet og faldt bevidstløst til gulvet. En ung prociansk mand svingede det stykke træ han havde fundet, hvor hans blik gled fra Ilosonic til folket, der stirrede på ham med vantro. ”Hvorfor skulle vi tro denne mand? Keischa har sikkert også hyret ham! Men denne mand har dog fat i en vigtig detalje..: Keischa har hele tiden haft en fod i mørket! Det er alle dem omkring hende et levende bevis på! Og skal vi bare sidde og stirre ud i luften imens pesten får os dræbt? Så vi kan dø af hungersnød eller brænde op i landsbyerne? Nej! Det er på tide vi rejser os! Finder modet frem igen! Et mod som lå til det procianske folk for mange år tilbage, inden Keischa kom på tronen! Det er på tide vi tager sagen i egne hænder og sætter en stopper for de mørke væsner der er trængt ind, for Jaqia og resten af Dvasias skal ikke tro at vi giver op så let! Det er på tide at gøre oprør mod dronningen!” Hans ord endte ud i en bestemt råben, som trængte ind hos folket, hvilket fik dem til at råbe istemmende i kor. Procias’ folk var blevet trynet nok! Det var på tide nogen sagde stop! Det var på tide folket stoppede brændende i landsbyerne og hungersnøden som var på vej ind over landet. Det var på tide at starte et oprør imod det procianske kongehus! Det var på tide at styrte Keischa!
Hvad folket dog ikke lagde mærke til, var det lille træk der hvilede i mundvigen på Ilosonic. Et lille selvtilfredst smil, eftersom det havde lykkedes ham at starte oprøret i Procias. Han mærke at solen var gået ned bag horisonten, han kunne fornemme mørket som havde spredt sig over Apterta City, og dog kunne han både høre og mærke de vrede oprørere som befandt sig i byen, mærke varmen fra de tændte fakler, hører talsmanden lede folket. Procias var kommet ind i en ny æra, det var på tide med en ny dronning eller konge, det var på tide at mørket fik en endnu større chance i Procias, hvilket var takket være ham, fordi han havde startet oprøret, en led i hans plan. Snart ville kongehuset falde, snart ville Valarie starte oprøret i Dvasias og snart ville alle tre lande stå inde i en ny tid, med nye regenter og en ny magt, en bedre og stærkere magt. Det var på tide at gøre noget ordentligt ved dette oprør. I al opmærksomheden og vreden, lod Ilosonic mørket indtage hans krop, inden han forsvandt ud i mørket, ud af Apterta City, som var kilden til starten af oprøret i Procias…
//Out
Tiden var løbet og det var ved at blive sent på eftermiddagen. Solen var på vej ned og spredte sine røde, orange og gullige nuancer ud over den ellers så klare blå himmel. Skyerne var på vej ind over landet, næsten som om en storm truede med at bryde løs. Den storm var dog folks mindste bekymring, for folk tænkte mere på deres fremtid. Deres og deres lands fremtid. Der var ingen tvivl om at mørket havde fået en fod indenfor den procianske grænsemur, at mørket var et skridt tættere på at overtage lyset, det var også noget af det som gjorde folket i Apterta City urolige. Mange havde set mørkets væsner iblandt dem, mange drab var sket på det sidste inde i selve storbyen, og det var det som gjorde hele landet uroligt og det var det som gjorde at folket stillede spørgsmål angående Keischas regeringsmetoder. Folket havde medlidenheden for hende, de kunne godt se at hun prøvede, men sagen var bare, at de havde brug for en stærk leder og der var hun ikke erfaren nok. Gabriel havde styret landet godt, han havde været en god efterfølger efter sin mor, dronning Elanya, men efter Gabriel var blevet myrdet, så havde folket frygtet for at mørket ville slå til. Mange gik under den mening, at det var stilhed før storm, netop fordi Dvasias endnu ikke havde slået til. Men med den nye greve, som tilmed var dæmon og en vaskeægte dvasianer, så frygtede folket for at Jaqia snart ville slå til.
En mørk skikkelse stod i én af gyderne. Denne silhuet, bar en mørk kappe, som skjulte kroppen. Ikke mange i Procias bar en mørk kappe, for mange holdt sig til de lyse farver, men denne dag, var der ikke mange der lagde mærke til denne mørke skikkelse, netop fordi folk vidste at mørket havde fået en fod i Procias, så mange var holdt op med at lægge mærke til de mørke skikkelser der befandt sig i landet, for det var næsten ikke til at skelne mellem ven eller fjende længere.
Mange var begyndt at stille spørgsmål omkring alt og ting, som førhen ikke var noget problem. Alt sammen på grund af den nye greve, hvilket fik skikkelsen til at trække svagt på mundvigen. Der var kommet en stor forvirring efter den nye greve havde indtaget sin plads, fået smidt sin bror i fangehullet, hvor Keischa blot forholdt sig helt neutralt uden at skænke folket en eneste tanke – dette var allerede manges opfattelse. Et kaos uden lige havde lagt sig over Procias. Et kaos som mange ville udnytte…
Skikkelsen bevægede sig ud fra den mørke gyde, nogle skævede efter ham, andre skænkede ham ikke en eneste tanke og alle lod ham sådan set være. Den mørke kappe skjulte både hans krop og ansigt, som han masede sig igennem den store mængde. Folk fra Apterta City havde samlet sig på den store plads, hvor folk stod rundt omkring det store podie, hvor folk blev henrettet i offentligheden. Folk havde samlet sig i storbyen, fordi mange af landsbyerne var blevet brændt ned, hvilket havde skaffet hungersnød ude på landet, hvilket tvang folk til at søge til storbyerne, hvor de fleste derfor havde valgt at slå sig ned i Apterta City. Keischa havde ikke gjort noget ved disse landlige problemer, hvilket havde gjort mange af landsbybeboerne vrede. De ville have det afklaret, de var søgt ind til byen for at finde nogle af rådsmedlemmerne og for at fremsige deres klager. Det var også det som havde gjort at mange fra selve Apterta City var dukket op, nogle mente det var for dårligt at alle kunne flytte ind til byen, fordi landsbyerne var blevet brændt ned, andre var kommet for at støtte op omkring de nedbrændte landsbyer. Alt dette var årsagen til at mange havde samlet sig omkring dette store podium, hvor folk egentlig blot ventede på at de højere stillinger skulle træde til, for at lytte på hvad de havde at sige. Men få andre så denne mængde som en flok får, som får der var så dumdristige at samle sig i en stor mængde, hvilket gjorde det lettere for den store stygge ulv at slå til..
Manden maste sig igennem de mange folk, som myldrede hertil, snakkede i munden på hinanden, selvom de holdt sig sammen med deres familier. Både børn, unge, voksne og ældre var dukket op, for alle var nysgerrige på hvad der skulle til at ske, hvor de ikke helt lagde mærke til denne mand.
Han møvede sig forbi en familie, hvor han kom til at skubbe til en lille dreng, hvor hans øjne faldt på den lille dreng der blev helt bleg i ansigtet ved synet af manden, hvilket fik manden til at smile. Drengen prøvede at komme i kontakt med sin mor, men hun var i færd med at snakke med resten af familiens medlemmer, imens hun tyssede på den lille dreng. Denne mand var dog ikke den eneste mørke skikkelse som var til stede. Der var endnu en mørk silhuet som forholdt sig ganske roligt. Han stod med armene over kors i de yderste kroge af folkemængden. Normalt ville denne mand ikke bære nogen kappe, men denne gang var han nød til det, for han skulle holde sig i skjul indtil det blev hans tur til at gribe ind. Han snerrede ganske let af nogle småbørn der løb omkring og legede, hvor hans øjne betragtede den anden skikkelse der mavede sig igennem folket op mod podiet. Hans øjne vandrede fra den ene til en anden mand, der stod og talte de penge som han var blevet betalt. Denne mand var ung, han var den sidste som folket ville lægge mærke til, for han bar ingen kappe, hans ansigt var ikke kendt, han var blot en ung mand der var blevet betalt for at spille en lille birolle i et større spil.
Manden med den mørke kappe, fortsatte sin gang op mod podiet, selvom der var blevet befolket en del, så han endte med at blive mere aggressiv i sine bevægelser, som han begyndte at skubbe til folk, for at få plads og bane sig vej til podiet. Den lille dreng, der havde set hans ansigt fulgte efter ham, for den lille dreng var blevet nysgerrig, han havde aldrig set noget væsen der mindede om manden, desuden havde selv den lille dreng lært at det var mærkværdigt at bære en mørk kappe i Procias. Og siden hans mor ikke ville lytte på ham, så valgte han at tage sagen i egne hænder.
Manden havde dog godt lagt mærke til den lille dreng, hvor det også havde været meningen at få ham til at følge efter ham. Da han nåede hen til podiet, vendte han sig om og greb fat omkring den lille dreng, inden han gav et højt hvæs og hyl fra sig, hvilket fik folk til at vende blikket forskrækket mod manden. Hætten røg af hans hoved, så hans ansigt kom til syne. Der var ingen tvivl om at denne mand var en vampyr, for det blege ansigt lyste så kraftigt op i solens stråler, med de sylespidse hjørnetænder hvilende i hver side af mandens mund. Varyl, var dog mandens rigtige race, for ellers havde han ikke været i stand til at være ude i sollyset, dette var dog ikke noget som folket funderede over, da det eneste de lagde mærke til, var at manden havde taget den lille dreng til fange. Han hoppede op på podiet, hvor han holdt knægten i et fast greb, gjorde tegn til at han ville knække drengens nakke, hvis folk ikke holdt sig væk. Folk strømmede til for at se hvad der skete, nogle skreg af rædsel over at et af mørkets væsner havde givet sig til kende og ville angribe i offentligheden.
Af en grund var der ingen vagter, derfor holdt folket sig også på afstand, for de skulle nødig være det næste offer for dette mørke væsen! Manden slikkede sig om munden med det lumske glimt i øjet, inden han trak hoved en smule tilbage, blot for at ville bore tænderne i drengens hals. Manden stoppede og blev stiv i hele ansigtet, hvilket fik folkemængden til at vende blikket mod ham. Det gøs dem let ned ad ryggen, da de så hvordan en nytilkommen havde boret et sværd igennem mandens ryg, hvor sværdet havde spiddet hjertet. Manden gjorde let en smertefuld grimasse, inden hans krop begyndte at brænde op, hvor det kun gik et sekund, før han lå for fødderne af manden, som en bunke aske. Folk så på manden med den mørke kutte med en blanding af forfærdelse, overraskelse og forundring. Hvem denne mand var, kunne ingen se, men den lille drengs familie så taknemmelige ud. Manden greb drengen i kraven, inden han løftede ham ud over podiet for at give ham til hans mor, som glædeligt tog imod ham, og da hun vendte blikket op mod manden for at se hvem det var, endte hun helt stiv i ansigtet med forargelse lysende ud af blikket. Manden smilede ved synet, inden han rankede sig op og så næsten vredt ud over folkemængden. Han greb omkring den mørke hætte inden han rev den ned og lod sit ansigt komme til syne, hvilket fik mængden til at gispe af forfærdelse.
De mørke øjne spejdede langsomt over menneskemængden, hvor han kunne høre at én i blandt dem sagde at det var Procias’ greve, hvilket fik ham til at trække svagt på smilebåndet. Sandt, han var Procias’ greve, men det var ikke ensbetydende at han kæmpede for landet, der var trods alt en grund til at Ilosonic var hadet; han var dvasianer, men det var ikke af tyranniske grunde at han var dukket op den dag i dag. Han var faktisk dukket op for folkets skyld.
Ilosonic så fast på hans publikum, hvor han selv fik vrede, forargede og skæve blikke, skønt han dog ikke tog sig af det. Han kunne tydeligt høre mumlen blandt folket, hvilket fik ham til at himle svagt med øjnene, inden han selv åbnede munden. ”Er I ikke ved at få nok?!” spurgte han vredt, næsten som om han skældte dem ud, hvilket fik folket til at tie, hvor han ikke kunne lade vær med at trække svagt på mundvigen, skønt smilet hurtigt falmede igen, da han endnu engang åbnede munden. ”Kan det passe at Procias’ folk er blevet svagt? Naivt? Og synke ned i sølet?” spurgte han videre, hvor han tog et skridt mod kanten af podiet. ”I opfører jer som en flok børn!” vrissede han, hvilket fik folket til at mumle og komme med kommentarer. Han fnøs ganske let og så skuffet ud på folket. Han løftede hånden i håb om at mængden ville tie. ”Jeg har skam fået æren af at se hvilket storslået folk der udgør det lyse land, Procias.. Jeg har fået æren af se Procias blomstre af magt, respekt og ynde! Men ser på jer nu.. I kan ikke engang beskytte en lille dreng mod en enkel varyl!” tilføjede han fast, hvor hans blik hvilede skuffet på folket. Han lyttede til hvordan folket begyndte at mumle igen. ”I er en kæmpe flok, men skulle til at lade en lille dreng blive offer for en simpel varyl?” gentog han lettere vredt. Han rystede opgivent på hovedet og fnøs endnu engang. ”Som jeg sagde: Procias’ folk er blevet svagt!” Folk begyndte at råbe op i kor på hinanden, hvilket fik Ilosonic til at smile skævt for sig selv. Han holdt en lang pause og lod folket tale ud, indtil de i sig selv begyndte at tie stille. Han så over sit publikum. ”.. Jeg har hørt jeres klager.. jeg har set de nedbrændte landsbyer.. jeg kender til jeres hungersnød, men.. hvor er Keischa? Den lille tøs sidder oppe på slottet og mæsker sig i luksus! Er det ikke gået op for jer? Hun er ligeglad med jer!” Denne udtalelse fik igen folket til at råbe op, nogle buhede af ham, men han tog sig ikke af det, han gjorde faktisk tegn til at de skulle fortsætte deres klager og buhen, imens han nikkede med et sarkastisk smil på læberne. ”Ja bare sig mig imod.. men I ved jeg har ret! Siden Gabriels død er landet gået i dvale! Landet er blevet svagt og folket er blevet naivt! I har alle mærket kongehusets fravær og ved at de ikke gør noget ved disse problemer, så går det ud over jer, selv i de mindste byer!” Han holdt en mindre pause, for at betragte folket, hvor han hørte hvordan mængden begyndte at tie stille igen. Han smilede for sig selv, som det så ud til at han var ved at nå ind til dem, men på den anden side, så var det heller ikke særlig svært. Han var mental dæmon og han brugte sine kræfter i øjeblikket til at nå ind til mængden af folks underbevidsthed, som han fiflede med imens han talte, så han lød overbevisende i deres ører – der var dog alligevel hold og fornuft i hans ord, for hvor var Keischa henne? Hvor var hjælpen? Det var de rygter som gik og det var også dem han spillede på. ”Det kan ikke passe Keischa skal bestemme over landet, når hun end ikke er født eller har fortjent den titel! Rigtigt var det hendes søster Elanya og hendes familie der skulle regere! Alle kan mere eller mindre huske landets storhed under Elanyas styre og landets storhed da Elanyas søn Gabriel tog over.. En skam manden gik bort, han var elsket af mange og han kunne sikkert have ført landet langt, men så døde han, dræbt af de mørke væsner, som nu vandre frit omkring her i Procias! Mange tror det er mig der lukker dem ind, men tænkt over det; Keischa har hele tiden haft en fod i mørket, hendes første mand var vampyr, hendes nuværende mand er horror, jeres kongelige rådgiver er halv vanddæmon og vampyr, min egen bror var spide, lod sig blive bidt af en dvasiansk prostitueret som han fik med ind i landet! Og ja, mange vil se mig som dvasianer, mange vil tro jeg er spion for Jaqia, men så skal jeg fortælle jer en ting.. folk i Dvasias stiller selv spørgsmålstegn angående Jaqias styre, hun har gjort det kvindedomineret, så for en enkel mand som mig, så vil jeg ikke komme langt.. Jaqia er svag, ligesom Keischa.. I har skam min empati, for at have en svag leder, men vil I virkelig lade jer tryne af sådan en andenrangsleder?” spurgte han stilfærdigt, hvor han så omkring, betragtede de mange mennesker, hvor han tydeligt havde set at han havde fanget manges opmærksomhed og interesse. Det gik mere eller mindre som smurt, det var heller ikke så svært at overbevise folk, når man kunne ramme deres underbevidsthed, egentlig lege rundt med dem som havde de været marionet dukker.
”Hvorfor skulle vi tro dig? En dvasianer? En dæmon?” Ilosonic så ud blandt folket, hvor stemmen kom fra. Det var en mand. Han hørte hvordan få andre tilsluttede sig med en summen og et nik. Han trak svagt på smilebåndet, hvor de mørke øjne hvilede på de mange mennesker der så indbyrdes på hinanden, inden de vendte deres blikke tilbage mod Ilosonic. ”Hvorfor? Fordi jeg er én af jer.. I har måske glemt min far? Den tidligere greve af Procias, som rent faktisk gjorde et godt stykke arbejde? Men det har jeg i hvert fald ikke! Jeg er den førstefødte og arveretten er derfor min, havde min bror ikke benægtet det, havde han ikke siddet inde i fængsel, men han stod Keischa nær, så mon ikke han også lever i luksus? Får særbehandling?” Han trak svagt på skuldrene som svar, inden han lagde armene over kors og så fast ud på folkemængden. ”Vil I virkelig lade en ung tøs styre jer? Lade en ung tøs bestemme over jer? Hun har ikke engang taget sig af de nedbrændte landsbyer eller hungersnøden der hviler i udkanten og som spreder sig ind over hele landet. Ikke engang pesten har hun gidet, at gøre noget ved, se om hun kunne finde en løsning på, nej, hun lader folket klare sig selv, hvilket gør at hun ikke egner sig som dronning for landet!” Han nåede dog ikke at sige mere, da han mærkede et hårdt slag af noget aflangt ramme ham i baghovedet, hvor han gik i gulvet og faldt bevidstløst til gulvet. En ung prociansk mand svingede det stykke træ han havde fundet, hvor hans blik gled fra Ilosonic til folket, der stirrede på ham med vantro. ”Hvorfor skulle vi tro denne mand? Keischa har sikkert også hyret ham! Men denne mand har dog fat i en vigtig detalje..: Keischa har hele tiden haft en fod i mørket! Det er alle dem omkring hende et levende bevis på! Og skal vi bare sidde og stirre ud i luften imens pesten får os dræbt? Så vi kan dø af hungersnød eller brænde op i landsbyerne? Nej! Det er på tide vi rejser os! Finder modet frem igen! Et mod som lå til det procianske folk for mange år tilbage, inden Keischa kom på tronen! Det er på tide vi tager sagen i egne hænder og sætter en stopper for de mørke væsner der er trængt ind, for Jaqia og resten af Dvasias skal ikke tro at vi giver op så let! Det er på tide at gøre oprør mod dronningen!” Hans ord endte ud i en bestemt råben, som trængte ind hos folket, hvilket fik dem til at råbe istemmende i kor. Procias’ folk var blevet trynet nok! Det var på tide nogen sagde stop! Det var på tide folket stoppede brændende i landsbyerne og hungersnøden som var på vej ind over landet. Det var på tide at starte et oprør imod det procianske kongehus! Det var på tide at styrte Keischa!
Hvad folket dog ikke lagde mærke til, var det lille træk der hvilede i mundvigen på Ilosonic. Et lille selvtilfredst smil, eftersom det havde lykkedes ham at starte oprøret i Procias. Han mærke at solen var gået ned bag horisonten, han kunne fornemme mørket som havde spredt sig over Apterta City, og dog kunne han både høre og mærke de vrede oprørere som befandt sig i byen, mærke varmen fra de tændte fakler, hører talsmanden lede folket. Procias var kommet ind i en ny æra, det var på tide med en ny dronning eller konge, det var på tide at mørket fik en endnu større chance i Procias, hvilket var takket være ham, fordi han havde startet oprøret, en led i hans plan. Snart ville kongehuset falde, snart ville Valarie starte oprøret i Dvasias og snart ville alle tre lande stå inde i en ny tid, med nye regenter og en ny magt, en bedre og stærkere magt. Det var på tide at gøre noget ordentligt ved dette oprør. I al opmærksomheden og vreden, lod Ilosonic mørket indtage hans krop, inden han forsvandt ud i mørket, ud af Apterta City, som var kilden til starten af oprøret i Procias…
//Out
