An unexpected meeting..

[Jason Elvana Nimanhra]

Det var på ingen måde fordi, at Tiyanna ikke havde været god nok til ham. På trods af at hun var ændret, så havde hun dengang været alt en mand kunne drømme om. Kærlig og blid, uskyldig og i stand til at beskytte, modsat Lisa der i den grad foretrak at gøre tingene selv. Hun havde altid været noget af det smukkeste, han nogensinde havde set, romantisk og overraskende, og han havde elsket hende, det havde han, blot ikke på den rigtige måde, og selv den dag idag, måtte han stå ved, at han havde gjort det rigtige, for at lyve for hende, ville han bestemt heller ikke. De havblå øjne betagtede hende intenst, hverken koldt eller intetsigende, han forstod hendes vrede, og den ville han bestemt heller ikke sige imod ”Som du vil” medgav han og trak blot svagt på skuldrene. Det havde bestemt heller ikke været for at provokere ham, hun var en af hans kære, men hvis hun ikke ønskede det som sådan, jamen så skulle han i den grad nok stå ret tilbage. Jason knyttede hænderne en anelse. Han havde næsten glemt, hvor hurtigt Tiyanna formåede at frembringe det dyriske i ham, og selv nu måtte han virkelig kæmpe for at holde det i skak, hvilket bestemt heller ikke var nemt! Jason måtte virkelig tigge og bede til, at hans egen søn bevægede sig væk fra hendes kløer, for hun var ikke den kvinde, som havde skænket ham alt dette, desuden vidste selv Jason at hun kun havde indvilliget i at få Adelio, fordi hun vidste hvor brændende han ønskede sig den søn. Han savnede ham, det kom han ikke uden om, den lille knægt som for en stund havde forgudet ham. Han slap et suk, og vendte øjne ved hendes ord – kvinder, fandtedes der i virkeligheden større dramatikere? De kunne drive et teater alene! ”Jeg udnyttede dig ikke” hans svar var nok korte og konkrete, men han var blot ærlig. Blikket tog han ikke fra hende, hun ville give ham dårlig samvittighed, og det virkede så sandelig, eftersom han aldrig var kommet af med den som hvilede i hans bryst fra før. I øjeblkket irriterede det ham virkelig grænseløst, at han ikke var i stand til at rejse sig, for hun var i den grad under bæltestedet. Tænderne blottede sig, han lukkede øjnene for en stund, skubbede den lyst og længsel bagud, for den ville ikke hjælpe ham her ”Det er rigtigt Tiyanna. Du gav mig en søn, du gav mig alt jeg ville have, alt hvad en mand kunne drømme om. Men du gav det ikke af kærlighed, du gav det af desperation, tror du ikke jeg ved det?” hans stemme var endnu kontrolleret, dog langt mere sammenbidt end det som den havde været før, for nu begyndte han også at blive vred, det var bestemt ikke kun ham der havde skyld i alt dette! Det at hun tiltalte Adelio som ’hendes’ søn, det gjorde ham direkte rasende. Han missede med øjnenene og så direkte intenst ind i hendes ”Jeg havde håber på at du var en stærk kvinde. Jeg havde håbet på, at du ville udnytte dine muligheder, finde en mand som kunne give dig, det som jeg ikke ville være i stand til. Jeg havde virkelig håbet at du ville ligge din ynkelighed fra dig, frem for at søle i din egen selvmedlidenhed. Jeg har tænkt på dig.. Hver dag, selv sammen med Lisa, og nu indser jeg at det blot har været spild af bekymring. Hvad der skete efter vores brud har og vil aldrig blive mit ansvar, det eneste jeg er ked af.. er tabet af min søn.. Det eneste lykkelige der kom ud af det var Adelio” denne gang lå hans tænder blottet, han lod hende vide når grænsen var nået, og selvom det var hårde ord, så kunne ærligheden i dem ikke skinne meget mere igennem. Hendes tårer påvirkede ham, og han hadede det. Han havde ganske vidst gjort fejl, men dem var han bestemt ikke ene om! ”Du har aldrig været en kvinde af ærlighed, Tiyanna. Men jeg frygter ikke for min, og jeg siger jeg elskede dig, at jeg stadig gør, selvom du aldrig vil forstå dig på det, du kan skjule dig bag den sandhed som du altid har gjort, eller du kan åbne øjnene for dig selv, og skabe noget større” han knugede så fast om hans egne hænder, at neglene måtte bore sig ned. De sidste ord slog ham direkte som en lussing ”Så skulle du have forladt mig før det, hvis du indså det så tideligt, og bland vores søn uden om dette, han er et middel til at gøre mig ondt, du bruger ham som mur imellem os.. Men jeg giver dig ret. Jeg håber han ligner hans mor som den kvinde hun var engang, så ved jeg om ikke andet, at han er en god mand” afsluttede han fast.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde skænket Jason alt det som en mand ville kunne drømme om i hans sted; En kvinde at beskytte, et barn, en familie og endda hendes eget hjerte og det havde aldrig nogensinde vist sig at være godt nok, så hun påstod at hun i den grad måtte have retten til at blive sur! Det var nu ikke engang fordi at hun var blevet sur, det var det knuste hjerte, det var hendes sorg.. det var alt det som måtte brænde som intet andet i hendes bryst og det var noget som hun aldrig havde fået bearbejdet på den rigtige måde, så det var jo noget som hun stadig måtte slås med den dag i dag. De mørke øjne faldt direkte og fast til hans skikkelse. Han var bundet til rullestolen, og det var også noget som automatisk måtte sørge for at hun kunne fyre den ene kommentar af efter den anden og det var kun noget som virkelig måtte lette hende, for hun brændt inde med så meget had, så meget frustration og nu stod han der, så tøvede hun bestemt heller ikke med at åbne op og lade det hele komme i et voldsomt stort vælde på denne her måde. Hun blinkede fast med øjnene.. Desperation? Hun havde bestemt ikke gjort det af desperation! Hun havde elsket manden, hun ønskede hans velvære, hun ønskede ham tilfreds og det havde bare ikke været nok og nu havde hun bare været desperat? Hun knyttede næverne så meget at hendes knoer endte fuldkommen hvide. Hun kogte virkelig i det indre, og det var bestemt heller ikke fordi at han gjorde det bedre, for det gjorde ondt at vide det.. at det lange forhold som de have, havde været år som var spildt.. kastet ud af vinduet som det rene ingenting. ”Der går ikke så meget som et eneste øjeblik for mig, Jason, hvor jeg tænker på hvilken stor fejltagelse det var, at give mig fuldkommen hen til dig.. Du vover at påstå at du ikke udnyttede mig? Jeg var din vej væk fra Ariana, jeg gav dig den familie som du ønskede mere end noget andet.. Og du viser mig det med oprigtighed, ærlighed og mere til ved at gå bag min ryg?” Hendes øjne skød lyn. Meget kunne hun tilgive, men utroskab var bestemt heller ikke noget af det og det var heller ikke noget som hun nogensinde ville komme til at tilgive, uanset om det var Jason eller om det var en anden mand! Som han måtte fortsætte med at køre rundt i Adelio, så gjorde det hende kun mere vred.. Hvis det ikke havde været fordi at den forbandede knægt var blevet på sin plads i Imandra, så var hun aldrig nogensinde stødt på Jason og så havde hun sluppet for at stå i denne her situation! ”Du vil end ikke påstå at jeg tager fejl? Jason.. du havde jo bare brug for din trøst og din vej væk fra Ariana og der stod jeg, blind, dum og naiv og gav dig alt hvad jeg ejede og havde..” Det lynede i hendes blik. Alene den tanke omkring alt det som hun havde opgivet for ham for sin egen lykkes skyld! ”Hvis Adelio er det eneste ved det årelange forhold som du kan betegne som noget godt, Jason, så let din fede røv fra den forbandede stol og hjælpe med at finde ham!” At han nægtede at vedkendes hende som den hun var i dag, var noget som hun i bund og grund kunne være fuldkommen ligeglad med, selvom det virkelig var noget som måtte skære hende direkte i hjertet, for det gjorde faktisk ekstremt ondt bare at tænke på! At han så på sin bekymring som spild, så kunne han da næppe holde så meget af hende, at han ville vove at påstå at han elskede hende, så det var slet ikke noget som hun ville høre tale om!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason måtte selvfølgelig erkende, at han bestemt ikke var glad for hans fortid lige når det kom til Tiyanna, han skammede sig, men det var nu engang sådan det var gået. En vampyr var temmelig ensrettet, og det var ikke noget han havde vidst, dengang han valgte at give sig hen til denne vidunderlige kvinde, i håbet om at glemme Lisa, selvom det ikke var lykkedes. Men enhver burde komme over sin fortid, og det stod ham nu klart at Tioyanna knugede sig fast, for at gøre hendes eget liv til et stort drama, og det ville han i den grad ikke tage ansvaret for! Det eneste gode der var kommet ud af det forhold, var hans dejlige søn, som for mange år siden valgte at slå hånden af ham, en tanke der gjorde ondt og det vidste Tiyanna udemørket godt! Han knyttede hænderne, vreden var selv ved at tage bo i ham, men han lystede virkelig ikke at skulle skændes, dette skulle netop have været en aften med blot lidt fred. Lige i øjetblikket forbandede Jason hans rullestol langt væk, havde han været på benene, ville det have været så enkelt, han kunne have tvunget hende til at lytte, men denne gang stod han som svag, og det udnyttede hun klart. Jason sukkede. Hans egne knoer var helt hvide. Allerede nu stod det klart, at han kunne forklare sig gang på gang, uden at hun ville lytte det mindste. Denne gang slog han blikket direkte ind i hendes, hans iskolde øjne var ikke længere med et kærligt glimt, men direkte fast og koldt. De sylespidse tænder henlå tydelige, som en advarsel og et tegn til, at nok var nok! ”Du føler dig udnyttet?! Ariana var blot endnu en, ikke svær at forlade, ikke hård at gå fra, meget svær at savne. En del af mig elsker dig Tiyanna, den levende del af mig, bekymre sig stadig, savner dig, længes efter dig, og jeg er glad for at jeg sidder bundet til en stol, for ellers kunne den del af mig meget vel miste besindelsen i øjeblikket, og skyde Lisa fra mig, begå en enorm fejl. Jeg er et dyr og et bæst, kæreste, om du vil det eller ej, og det bæst begære Lisa, elsker Lisa, og jeg kan ikke give hende fra mig. Gør dit liv dramatisk om du lyster eller ej, jeg tager ikke ansvar for dine valg!” hans tone henlå ganske rolig men dyster, dvasianeren havde i den grad meldt sin ankomst, men det var ganske ærligt, om han ville det eller ej! Han havde aldrig bedt om tilgivelse, han forstod om nogen at hun hadede ham, men han ville ikke finde sig i at få ansvaret for hendes elendighed mere! Med enorm selvtillid, fastholdte han hendes blik, brændende et sted af længsel, og alligevel køligere end is. Jason nikkede ”Dum og naiv, en ting som tydeligvis ikke har ændret sig” mumlede han blot fast , og med hæs stemme. Hendes puls dunkede i hans sind, det var længe siden han havde smagt hende, men hendes blod var stadig en del af ham. Blikket gled i, det var en ting han måtte afholde sig fra, det var helt sikkert! Lyden af hans søns navn, og det faktum at han var væk, satte en direkte bekymring i ham. Han kastede et fast blik mod hende ”Jeg har bedre at give mig til, end at forsyne dig med had.. Jeg ville ønske at du for en gangs skyld ville se på verden” han nikkede dybt til hende, før han endte med at vende, hvilket heller ikke var nemt i det høje græs. Med den nye styrke og en vampyrs hurtighed, trillede han væk, han måtte finde hans søn!

//Out

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var slet ikke fordi at Tiyanna hadet ham, men.. hun savnede ham, hun længtes efter ham og her stod han og snakkede lystigt om Lisa og med det glimt i øjet som hun selv savnede at se, når han var sammen med hende. Det var dødt, han havde gået om ryggen på hende, dolket hende i ryggen, og ladet hende sidde igen efter at han bare havde valgt at fordufte ud af hendes liv. Det var også der, at det var gået op for hende i alvor, at hun slet ikke var nyttig for ham, at hendes følelser slet ikke var gengældte og hun var kvinden som ikke gav sig hen til alle og enhver! Det var da noget som han burde være fuldendt klar over og på alle måder overhovedet! Hendes hjerte dunkede som en besat mod hendes bryst og det var uden stop. Det var med et tydeligt ubehag, også fordi at hun slet ikke vidste hvad pokker hun skulle forholde sig til. Hvad hun dog ikke ville høre, var hvor speciel hun var – eller havde været i hans øjne, hvad han stadig følte for hende, for det kunne jo slet ikke hamle op med det som han måtte føle for Lisa og det var hende virkelig en frustrerende tanke, for hun følte jo heller ikke, at hun kunne gøre en skid rigtigt! Hun bevægede sig ind på et område, som hun burde holde sig fra, det var noget som tydeligvis også var ved at gå op for hende, selvom det nu slet ikke stoppet hende. Denne gang var det ham som stod som den svage, og det var i den grad også noget af det som hun havde tænkt sig at udnytte og temmelig groft endda! Hans ord var hende dog som en kæmpe overraskelse, selvom hun bed sig fast i en ting; Gjorde han noget, så ville han betegne det som en fejl og det var noget som virkelig måtte skære i hendes ellers så kolde og lukkede hjerte. Derfor lukkede hun ikke folk tæt på sig mere, ofr de svigtede hende! Alle sammen!! ”Jeg beder dig heller ikke om at tage ansvar for mig, Jason,” vrissede hun svagt. Igen, så vidste hun slet ikke hvad hun skulle sige. Hun var skyld i at forholdet mellem ham og deres søn var kørt skævt og pludselig.. så havde hun heller ikke nogen skam over det, for hun havde gjort det udelukkende for sin egen skyld. At se Jason komme og gå hver eneste gang, var et slag for hende, for hun havde virkelig været noget af det mest følsomme som kunne gå på to ben, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på denne her måde. At han reagerede på at deres søn måtte være væk, forundrede hende dog heller ikke, for hun kendte hans svaghed for børn – specielt også hans egne. At se ham rulle væk og med de ord, så var det noget som både gjorde ondt, men samtidig også lettede hende, for hun magtede i den grad heller ikke, at skulle stå ansigt til ansigt med den eneste mand som hun nogensinde havde givet sig hen til! ”Du kender mig ikke, Jason.. Ikke længere..” vrissede hun let, idet hun søgte den anden vej. Hun ville bare væk fra ham og helst så langt væk som det nu ville være hende menneskelig muligt at komme. Det knudet sammen i hendes indre, hjertet føles som det slog sine sidste slag og det hele gjorde bare ondt. Lige nu ville hun bare væk og det skulle være langt væk!

//Out