An unexpected meeting..

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var ved at være en sen aften. Vinteren havde efterhånden snart fået trukket sig hele vejen tilbage for at lade de første klare spor af forår komme op i former af vintergækker og påskeliljer som ganske snart ville stå i blomst. Ikke fordi at det var noget som gjorde Tiyanna noget som helst. Hun nød det faktisk og meget endda. Hun var denne gang til fods ind i Dvasias. Buen var selvfølgelig på sin plads i kobberet på hendes ryg og med kniven ved sig. Hun var nødt til at finde ud af hvordan det stod til i de resterende lande, så man kunne vel snildt sige, at hun var på en mindre rundrejse, selvom hun gjorde absolut lat for at undgå Manjarno og Procias af en ganske enkel grund; Hun ville bare ikke ende med at støde på Jason! Turen til søen havde været lang, men den havde været nødvendig. Hun havde mange fine minder herfra.. gode som dårlige. Hun tog sig ganske let til den ene skulder blot af ren og skær vane. Det var slet ikke noget som hun tog sig meget af lige netop nu. Det var vindstille, det var faktisk en ganske rolig aften og hun nød det til fulde og på alle måder endda. Med de rolige skridt, så begav hn sig ned mod den store og spejlblanke overflade og satte sig roligt ned. De spidse øre var på stilk som hun roligt lagde buen og pilene ned ved siden af sig, hvor hun ganske let løftede op i kjolen så hun kunne få de små tæer ned i vandet, bare for at få kølet dem en smule ned. Hun havde gået længe og mere eller mindre uden stop. Uglerne tudet i det fjerne, hvilket faktisk var en lyd som kun måtte gøre hende rolig, for det fik hende kun til at tænke på de dage hvor hun havde haft Jason.. De nætter hvor de havde været ude under den klare stjernehimmel.. Bare tanken omkring det, var noget som automatisk måtte få hende til at kigge op bare i minde, selvom hun hurtigt tog sig i det. Nej! Hvorfor pokker skulle hun begynde at tænke på det? Hun rystede let på hovedet, satte hænderne roligt ned i det smukke græs som var kommet frem under sneen og isen som havde præget disse lande igennem det sidste lange stykke tid. Hun trak vejret dybt og lod den ene hånd glide let nedover ansigtet. Nu hvor hun endelig var lidt alene, så kunne de mange facader og barriere endelig falde lidt fra. Hun havde brug for bare at være lidt.. feminin.

[Jason Elvana Nimanhra]

Efterhånden var det blevet sent. Jason havde tilbragt mere eller mindre hele aftenen, hos Faith og Kimeya. Carlisle løb rundt i stuen med den iltre Cecilaya efter sig, Lisa var derhjemme gravid med børnene, han havde lovet ikke at være for sent hjemme, men lige denne aften ønskede han at nyde. Foråret var for alvor begyndt at springe ud, og de mange farver, der på alle måder overskyggede den is, som havde været det eneste at se over længere tid, var kun noget som fik ham til at smile. Det fik ham til at mindes de smukke ting, og de få ting han stadig måtte have af glæder, på det liv som var blevet så sølle. Vinden pustede ham i nakken, og strøg ham over kinden som kun de blideste kærtegn fra den blideste kvinde. Den kvinde som i dette tilfælde måtte være det smukkeste han havde set. Korset omkring hans nakke, funklede under lyset fra den store måne. Det var stjerneklart, en umådelig smuk aften det måtte han erkende, hvilket vel også var grunden til han havde valgt at søge ud. Et suk forlod hans læber. I skyggen af de mange træer, lyste hans skikkelse op, kun endnu blegere under den store måne. Når han færdedes her, så var det ikke svært at se, at han var endnu et af nattens væsner, selvom han færdedes og levede i et land fuld af lys, og uden tvivl nød sin tilværelse. Fingrene strøg gennem de mørke lokker, han så en smule opgivende ud over det blanke vand, som han måtte sidde der i stolen af træ, som Kimeya og Nathaniel havde fået bygget til ham. Den fungerede, han kunne komme rundt, men helt let var det bestemt heller ikke, desuden var det utrolig hårdt for armene. Følelsen i benene var væk, efter det møde med den forbandede hertug til Brandon! Tænderne blottedes en smule. Det var ikke fordi han direkte var sulten overhovedet, men dyret havde det med at vælde op i ham for tiden. Tankerne kredsede sig om hans efterhånden lange fortid, og det var noget som selv måtte have en påvirkning på ham. Den smukke nat spejlede sig i den blanke overflade. De isblå øjne betragtede den med et dystert blik. Det var smukt, så stille som vandet selv måtte ligge, det fangede hans opmærksomhed, hvilket heller ikke kunne være direkte underligt med henblik på hans race, vandet trak i den grad i ham. Han savnede at svømme. Dykke under overfalden og blot lade tankerne passére. NU hvor han betragtede det på den måde, så gik det op for ham at han aldrig havde set på stjerner med Lisa. Det var noget han altid havde nydt. Specielt ham og Tiyanna. Han tog sig selv i det lille smil der spillede om hans læber, og rømmede sig. Det var blot endnu en fortid, den burde for længst være blevet glemt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Når Tiyanna endelig kunne sige sig, at være alene, så fløj tankerne lidt omkring på de steder hvor hun ikke ejede den største kontrol, hvilket et sted faktisk også var noget som virkelig formåede at gøre hende noget så frygtelig frustreret. Ikke fordi at det direkte var noget som hun kunne eller ville gøre noget ved, for.. det var vel bare sådan at det var? At hun aldrig var kommet direkte over det som var sket dengang. I dag kunne hun ikke rigtigt forstå hvor det var gået galt, men det var det jo bare. De isblå øjne vendte hun direkte ned i retningen af den blanke overflade. Søen havde fået navnet af en grund og det var hun udmærket godt klar over når det endelig måtte komme til stykket, men hvorfor bide sig mærke i det når det ikke var nødvendigt som sådan? Hovedet søgte let på sned, som hun lod blikket falde mod den store stjernehimmel over hende. Det var hende en vane at søge efter de mange stjernebilleder som hun havdde spejdet efter med Jason i sin tid, selvom hun vel efterhånden bare måtte erkende, at det hele var gået tabt og noget som hn vel bare skulle.. komme over et sted? Hun bed det let i sig og med et ganske svagt suk, for det var bestemt ikke en tanke som var behagelig på nogen måde, men sådan var det jo. Hun havde levet i flere århundrede i eftertiden, Adelio var blevet stor og levede sit eget liv, selvom han stadig færdes under hende. Hun vendte blikket let omkring som hun næsten måtte fornemme, at der måtte være andre omkring hende. Et sted var hun vel også ved at være gaske paranoid? Hun var nødt til at være opmærksom, for hun var jo i sig selv eftersøgt i hendes eget hjemland, hvor selv det var de færreste som vidste hvad og hvem hun var, hvilket hun var storslået tilfreds med! Manden som kom rullende i kørestolen, var noget af det første som hun rigtigt måtte lægge mærke til. Det var jo ikke noget som man så særlig ofte. Hovedet søgte let på sned, idet hun vendte blikket mod søen igen, selvom hans rømmen var noget som hun havde hørt og vendte så blikket mod ham igen. Måneskinnet som ramte ham, lod ham bade i det smukke og så klare skær, var noget som hun tydeligt måtte bide sig mærke i, hvor hun endte med at sidde fuldkommen stille, da det gik op for hende hvem det var som måtte stå der foran hende. Hendes hjerte endte med at banke mere mod hendes bryst, som hun igen vendte blikket mod søens blanke overflade i håbet om at hun ikke var set endnu. Hånden lukkede sig fast omkring buen, selvom hun tvang sig til at sidde i ro. Hvad fanden lavede han her?!

[Jason Elvana Nimanhra]

Det næsten tomme blik så mod den sorte sø. Sandt at den havde fået sit navn af en grund, men under denne smukke himmel, så var den ene dikke halvt så frygtindgydende, som det kunne lyde. Hænderne hvilede sammenflettet i hans skød, mens tomerlen stille måtte lege en indbyrdes leg, der ganske enkelt gik ud på at fange hinanden, men der var aldrig fundet en vinder. Hans tanker var så langt væk, som han sad der i stolen kontrollerede intet af det som måtte søge igennem hans sind. Procias var på vej mod et større kaos, hvilket var en tanke som han ikke brød sig om, ikke for Keischa og de andre, men så sandelig heller ikke for hans egen og Lisa’s del, nu hvor hun måtte sidde gravid med hans.. eller faktisk hans bedste vens børn, men det nagede ham ikke det mindste, faktisk så måtte han endnu engang så i gædl til Gabriel. En uglens tuden, rev ham ud af den nærmest trancelignende tilstand som han var gledet ind i. De isblå øjne gled mod den store himmel, og betragtede de mange stjerner som måtte være kastet over det mørke tæpper. Ikke mange så fremtiden i dem, ikke mange så deres sande skønhed. De som kendte ham, vidste også hvor meget han nød at betragte ig ikke mindst at lærer, af alt dette. Han havde taget Tiyanna med, en dag måtte han vel gøre det med Lisa? Selvom det på en måde føltedes forkert, når det var noget han havde delt med hans tidligere elskerinde og forlovede. Et mindre stik tog til i brystet, den samvittighed nagede ham stadig, og noget i ham sagde, at det ville blive ved at være sådan for lang tid endnu. Med en vampyrs skarpe sind, så var det for længst gået op for ham, at han ikke var alene. På denne tid af natten, og på et sted som dette, skulle man meget vel regne med fjender.Han var et nemt offer, som han sad der i stolen, ude af stand til at gå, og dermed forsvare sig, han var end ikke bevæbnet. Det var vel bare en vane, at føle sig langt større, end det som man efterhånden måtte være? Der var noget andet.. En velkendt duft, som strøg ham direkte til hjertet, og næsten gav ham følelsen af slag. Der var en fornemmelse, den fornemmelse af savn der omgående tog til. Han hævede et øjenbryn, og tvang blikket over skulderen. Ganske rigtigt, der sad en kvinde. Månelyset badede over hende, oplyste hendes smukke hud og det mørke hår, hvis duft stadig hang i ham. Tiyanna. Jason sank en klump, vendte blikket kort tilbage mod vandet. At opsøge hende ville være dumt, for han følte med hende, og sammentidig så følte han med sig selv over den indre længsel. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Sidst Tyanna havde hørt det mindste omkring Jason, så var han rådgiver i Procias, han havde sin forlovede og sine kommende børn og dem som de havde fra før af. Selvom den tanke i sig selv, faktisk var noget som gjorde ondt, så var det noget som hun ikke havde noget andet valg end bare at bide i sig og acceptere det, for det var ikke fordi at hun havde haft noget andet valg når det endelig måtte komme til stykket. Bare tanken om at vide, at han faktisk stod der ikke langt væk fra hende af, var noget som faktisk måtte gøre hende usikker og det var slet ikke en tanke som hun brød sig meget om overhovedet. Hånden knugede sig fast omkring buen som lå ved hendes side, selvom hun ikke hævede den og gjorde brug af den, som hun normalt ville have gjort det i en sådan her situation, for hun brød sig bestemt ikke om tanken ved at skulle stå så svag og svækket som det hun gjorde i øjeblikket. Det var virkelig noget af det mest ubehagelige som hun læng havde fået lov til at opleve! Hendes hjerte slog let og fast mod hendes bryst, som hun igen vendte blikekt mod søen, selvom hun vidste, at han udmærket godt kunne fornemme at han måtte have fudet hende og hun vidste det udmærket godt. Hun trak vejret dybt og slap så et ganske så svagt suk, selvom hun blot endte med at ryste på hovedet. Hun kunne vel lige så godt bare.. møde den konfrontation i stedet for at fortsætte med at skulle flygte fra den på denne måde? Hun endte roligt med at rejse sig ved at støde af med buen mod jorden, så hun igen kunne komme helt op at stå. Blikket vendte hun mod ham, hvor de svagt mørke øjne måtte falde direkte til hans skikkelse. At han sad i rullestol var nu ikke noget som rørte hende, eller.. jo det gjorde det, men hun måtte bare bide det i sig. H endes øjne så var det svagt, men igen, så var hun vant til det ekstremt hårde liv i Imandra, hvilket varh let anderledes end det som han kunne sige sig at være vant til og det var hun udmærket godt klar over i det store og hele. Hun savnede ham virkelig, hun havde givet sig fuldkommen hen til ham, ladet ham nære på hendes blod også for at vise, at hun faktisk stolede på ham og dette havde været takken igen. Ikke fordi at det var noget som rigtigt kunne sige, at falde i jord, så vidste hun godt, at det var hendes egen skyld. ”Hej Jason,” sagde hun roligt. Hun vidste udmærket godt, at han var i stand til at høre hende, for hun kendte udmærket godt til de ellers så skærpede sanser som han måtte have og hun nægtet at tro på at det var anderledes som det stod lige nu.

[Jason Elvana Nimanhra]

Blikket stirrede næsten stædigt mod søens sorte vand. Tanken om at skulle finde hende så tæt på, og så i Dvasias, hvad pokker lavede hun her!? Måske det var hårdt, men han havde gennem flere år, været i troen omkring hendes død, måske fordi det havde gjort det hele lettere? Han rystede på hovedet af sig selv. De tanker måtte han ikke gøre sig, ikke nu hvor ham og Lisas forhold selv var sat på prøve. Han elskede hende, men han var træt af at være en kvinde, træt af at være så hjælpeløs konstant, det var lettest bare.. at tage væk. Hænderne knyttedes fast, selvom neglene borrede sig ind mod hans håndflader, så var det i sig selv en smerte, som ikke rørte ham, udelukkende fordi han havde oplevet værre. For et øjeblik måtte han se hendes ansigt foran sig. Hun havde været noget af det smukkeste han nogensinde havde set. Foruden Lisa selvfølgelig. Hånden gled gennem håret, han vidste allerede nu at hun havde set ham, at natten denne gang ikke formåede at skjule ham. Han var ubevæbnet. Måske det var dumt i dette land, og ikke mindst i disse tider, men han var blevet så vant til Procias, at det først var tanker han gjorde sig, nu hvor han stod i denne yderst pinefulde situation. Han kunne fornemme hende. Hendes blod løb gennem hans årer, hun var en del af ham, og han var ikke i tvivl nu hvor hun måtte være så tæt på. Det sled i hans krop, også selvom han forsøgte at forkaste følelsen go fronemmelsen af det, for det var kun noget, som ville bringe ham langt mere ondt, end det i sidste ende ville bringe ham godt. Selvom hun endnu stod et stykke væk, så var stemmen ikke til at tage fejl af. Tiyanna var en af de få kvinder der havde set hans mere dyriske sider, dermed så formåede hun også at finde hans kontakt på en ganske anden måde. Selvom han ikke så på hende, så bøjede hans hovedet i en hilsen, som havde hun været netop foran ham ”Tiyanna” han sagde hendes navn en smule højere, for måske hans sanser var skarpe, men hendes var på ingen måde bygget op på sammen måde. Først nu valgte han roligt at vende ”kareten” og lade de isblå øjne falde mod hendes skikkelse. Buen i hendes hånd, skræmte ham ikke, hun var vel ikke ude på at gøre ham ondt? Det havde hun haft rigelig med chancer til. Derimod var hun kun den fornuftige at gå bevæbnet på disse kanter, intet sted var trygt at være længere, foriden Marvalo Mansion vel og mærke. Hans betragede hende blot intenst, gik ikke tættere på og sagde ej heller så meget som en lyd. Hun var nøjagtig ligeså smuk som han huskede hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna kunne meget vel have været død ved hendes mange handlinger, med det liv som hun måtte leve og specielt efter hendes brud med Jason. Alene tanken omkring, var noget som virkelig måtte gøre ondt, men det var noget som hun havde lært at leve med. Hun levede et forbandet risikabelt liv, men selv en som hende, havde brug for at komme lidt væk fra det hele og dette var jo trods alt en måde at gøre det på. Buen havde hun slet ikke nogen intentioner om at gøre brug af overfor ham. At han sad i rullestol, var noget som hun tydeligt kunne se og hun kendte til hans manddom og til hans stædighed og stolthed. Det måtte da være et sandt helvede, at skulle sidde i den, det var hun slet ikke det mindste i tvivl om overhovedet. At han hævede stemmen lidt, så hun kunne høre ham, var noget som svagt måtte få hende til at smile. Hun havde ikke troen på at hun ville få den chance til, selvom hun brændende ønskede det. Hun havde givet sig fuldkommen hen til ham, hun havde givet ham en søn og hun havde givet ham sit hjerte og alligevel så stod hun her som hun gjorde det nu? Hun fandt det virkelig ikke fair, selvom det nu bare var noget som hun havde valgt, at skulle bide i sig, for det ville ikke gavne hende det mindste, at skulle tænke på fortiden lige nu! Hendes skridt førte hende stille og roligt op mod ham igen, selvom de var temmelig varsomme. Hun kendte ham godt.. nok ikke som den bedste, eftersom hun havde hørt rygterne omkring denne Lisa. Ja, rygterne nåede jo langt og hun måtte erkende, at det var som at knuse hende.. Han var tabt for altid. De mørke øjne faldt direkte til hans skikkelse, som hun måtte komme op på stien og ganske tæt på ham. For sin egen del, så holdt hun afstand til ham, selvom hun faktisk ønskede sig tættere på, så vidste hun, at det aldrig ville blive en realitet. Hun kunne vel lige så godt bare indse det efterhånden? For det var ikke noget som ville gavne dem i det store og hele, hvilket hun allerede var ganske klar over i den anden ende. Hun hadet det ganske rigtigt, men hvad andet valg måtte hun have? ”Det er mange år siden.. Jason.” Hendes stemme var toneløs, der var ingen følelse at skulle spore på nogen måde overhovedet. Det var hendes forsvarsværker, hendes overlevelsesinstinkt og det ville bestemt heller ikke gavne hende, at skulle stå der som svag overfor ham, ikke med det job som hun havde og de forventninger som folk havde til hende hver evig eneste dag! Hun havde givet sig hen til ham, hun havde skænket ham noget af sit blod, så han havde vel vidst, at hun ville være her? Buen fik hun på plads over ryggen, men uden at tage den ellers så skarpe og faste mine fra ham. Det var end ikke noget som hun var i stand til. Hun manglede ham, selvom hun ikke måtte eller kunne vise ham det. Et sted temmelig frustrerende! ”Du er langt væk hjemmefra,” påpegede hun ganske kortfattet, hvor hun slog armene over kors. Hvad pokker han skulle lave i et land som Dvasias, forstod hun sig slet ikke på, specielt ikke med det liv som han stadig måtte have i Procias. Hun sendte ham en næsten dræbende mine. Ja, hun var ikke den som han kendte dengang.. hun havde valgt en ganske anden sti, at skulle følge.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde vidst, selv dengang at han gik ud af deres dør, at hun ikke ligefrem havde taget det som han håbede. Han havde vidst at det ville blive hende en svær periode, men han huskede også Tiyanna som en stærk kvinde, og allerede på denne afstand, var det tydeligt at noget var forandret. Et sted så mindede hun ham, ved første øjekast om en vaske ægte dvasianer, hvilket aldrig havde været tilfældet. Hans blik hvilede udelukkende på hendes skikkelse, selvom han udemærket vidste at hun var bevæbnet, og han mildest talt ikke ville have en chance, hvis hun skulle beslutte sig at være ham fjendtlig. Der var noget i hans bryst, der næsten lod det føles som om, at hans hjerte faktisk måtte slå. Et sted var det vel en længsel? En der skræmte ham vel og mærkke. Han lod hænderne foldes i hans skød. Der stod hun smuk og prægtig, som han huskede hende, selvom der var noget langt mere arroggant i hendes blik, mens han selv måtte sidde som en krøbling i en kørestol, uden nogen former for muligheder. Hans slap roligt hænderne igen, og lod den ene køre gennem det mørke hår. På trods at Lisa havde været kvinden i hans liv, den der havde formået at sjæle hans døde, kolde krop og hjerte, fra den første gang han mødte hende, helt tilbage til hun havde været en fantastisk lille pige, så var der også noget der i en høj grad trak, bare ved at stå overfor den kvinde, som han for en kort periode, havde været overbevist om, skulle være den kvinde, der ville gøre ham forholdsvis lykkelig, skænke ham en familie, noget som jo faktisk også skete, han huskede udemærket lille Adelio, som den dag idag, ikke ønskede at vedkendes ham, noget som også måtte gøre ondt. I det store og det hele var det end ikke en fortid, han ønskede at mindes, for det var fortid. Han var lykkelig sammen med Lisa.. Måske det var en svær tid, men han var lykkelig. Han nikkede medgivende ”Utrolig mange år siden” medstemte ham. Hun lignede sig selv, stadig smuk, stadig i stand til at blande hans tanker alt for meget, og så alligevel, så var der noget mørkt over hende, noget der foruroligede ham, ikke mindst med den måde, hun betragtede ham på. Hendes tone var kold, så kold at han faktisk følte en gåsehud, hvilket var meget sagt for en vampyr, hvis krop var kold i forvejen. Det dystre blik betragtede hende blot. Der var ingen begejstring ved gensynet, om ikke andet, så ikke for hendes vedkommende. Han havde savnet hende, tænkt på hende, det kom han heller ikke uden om. Hun gjorde en let gestus mod hende, med hånden, før han lod den falde tilbage i han skød ”Jeg kunne sige det samme om dig” påpegede han roligt, og nikkede stille ”Du ser fantastisk ud..” han talte som havde det været en høflig hilsen til en nær, savnet veninde, sådan som det havde været engang ”.. Dog forandret” tilføjede han, og nikkede næsten som var det en hel bedømmelse ”Det er godt at se dig”. Ordene var ærlige, også selvom han langt fra havde regnet med det, om det var en skidt ting, måtte natten jo vise.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det havde ganske rigtigt knust Tiyanna dengang at de havde valgt at gå fra hinanden. Det var hende mod sin vilje at de havde gjort det, for hun havde virkelig også været den eneste mand som hun nogensinde havde givet sig fuldkommen hen til, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun var ikke en procianer eller en dvasianer af sind og sjæl. Et sted inderst inde ventede den kære procianer vel bare på at komme ud igen, selvom det ikke var noget som rørte hende det mindste lige nu. Hun havde sit hjem i Imandra. Så langt væk fra den lykke som hun havde haft dengang og det var et valg som hun havde gjort bevidst! Den stærke kvinde som hun havde været dengang, var der skam endnu. Hun gjorde stadig noget for folk, selvom det var på en lidt anden måde i dag, end det som det havde været tilbage dengang. Om han havde tænkt på hende dengang han var gået ud af døren, var slet ikke noget som hun vidste. Hun havde vel håbet på det? Håbet på at de ville finde sammen endnu en gang, så hun kunne få denne nye chance og faktisk bevise for ham, at hun var den rette for ham, som hun var overbevist om det modsatte? Hun havde skænket ham en familie og han havde valgt at smide det hele fra sig bare sådan uden videre. Ja, hun havde måske løjet for deres dreng, men det var i den grad også med en frygtelig god grund! Hun kunne ikke bære at se Jason komme og gå ud og ind af hendes liv på den måde. Det ville hun slet ikke! Et svagt smil viste sig i hendes mundvige ved hans ord. Hun havde faktisk savnet ham, selvom hun vidste, at det var en frygtelig, frygtelig dum ting at skulle vise ham på denne måde. Det ville bestemt ikke gavne hende at vise sine svage sider, selvom han udmærket godt kendte dem! Og hun var bestemt ikke meget for den tanke overhovedet! ”Utrolig mange år siden,” medstemte hun ganske kortfattet. Hun var ikke så åben og modtagelig som det hun altid havde været når det kom til ham, men.. hvad andet valg havde hun? Hun var en leder af rebellerne! Hun kunne ikke vise sig svag nu! Hun bed sig tydeligt fast i hans ord.. Godt at se hende? Den nægtet hun simpelthen at tro på! ”Spar på komplimenterne, Jason,” bad hun med en ganske kortfattet mine. Hun kunne ikke bruge det til noget som helst og hun vidste det udmærket godt i den anden ende. Tungen strøg let og stille over hendes læber, hvor hun lod hovedet søge mod den anden side. Armene hvilede godt over kors på hendes bryst. ”Tja. Turen herfra og til Imandra er ikke så lang, Jason. Det tager ikke mig mere end nogle timer at komme hjem. Dig derimod.. Du er meget langt fra Procias. Hvad laver du her?” spurgte hun med en ganske kortfattet stemme. Et sted af nysgerrighed, men hun var nødt til at lede det fokus lidt væk fra sig. Hun savnede og hun manglede ham og nu stod hun der med ham overfor sig, så var det virkelig heller ikke altid nemt at skulle holde sig i skindet, men hvad andet valg havde hun? Hun vidste jo at manden var forlovet og at han havde en anden. ”Forandret? Jeg er da.. den samme som altid,” sagde hun med et kort og endegyldigt træk på skuldrene, som var det virkelig ikke noget som helst. De mørke øjne hvilede stift på hans skikkelse. De slanke fingre trommede let over hendes arm og med den samme mine. ”Jeg er vidst ikke den eneste som er forandret,” kommenterede hun ganske kortfattet.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason betragtede hende indgående. Hun var nøjagtig ligeså smuk som han huskede hende, lignede sig selv, foruden glimtet i hendes øjne. Der havde været et glimt i hendes øjne, som havde formået at gøre hans kolde krop varm, på absolut ingen tid. Foruden en trang til at beskytte, så følte han intet. Der var noget køligt over hende, hendes brændende hjerte kunne ikke længere varme hans, det var en plads som lå forbeholdt Lisa. Han sukkede en anelse tungt, og lod blikket glide ud over søen. Selvom det var en utrolig smuk nat, så var det ikke til at se på den sorte overflade, man glemte alt for hurtigt hvor bogstaveligt den sø, faktisk måtte leve op til sit navn. Hendes blik hvilede på ham, det fornemmede han. Endnu engang stod hun der, smuk og selvstænidg, mens han måtte sidde bundet i en kørestol, for han havde ikke mulighed for at bruge benene. For et kort øjeblik følte han igen selvtilliden dykke en smule. Selvom smilet spillede om hendes læber, så vidste Jason bedre. Hun hadede at stå overfor ham nu, og hun følte det samme stik af savn, som han ikke kom uden om, at han faktisk måtte føle. Han nikkede dog blot med en betydelig ro over sig, og gengældte hendes varme smil. Den pludseligt hårde tone, gjorde en anelse ondt, han bed det dog i sig, og tog imod hendes slag. Han var skam udemærket klar over, at Tiyanna endnu bebrejdede ham for deres brud, han havde ikke været en ærlig mand, og han var ikke stolt af det den dag idag, men for pokker det var så mange år siden, han var kommet videre, og det lod til at hun var af samme holdning ”Jeg beklager” svarede han blot kortfattet, og bøjede hovedet i respekt. Det havde ikke været ment som et forsøg på at blødgøre hende, han var modsat dengang, blevet en langt mere ærlig mand, og han var ikke bleg, han så hendes skønhed, og hun skulle kende den. Armene lagde han over brystet, og indtog igen en mere markant holdning. Han skænkede hende endnu engang sin slående opmærksomhed ”Jeg mente ikke Imandra” påpegede han blot kortfattet, og gjorde et stille nik. I hans øjne, var Procias stadig hendes hjem ”Du af alle burde vide, at mine kontakter strækker sig over alle landene” det var ganske vidst ikek præcist svar, men hun havde altid været intilligent af sig. Vinden blæste ham let i nakken, en følelse som beroligede ham en anelse, for selv for ham, var det ikke nemt at stå overfor en kvinde, som tydeligvis var ødelagt, og vide at han bar skylden. Den falske overrasket stemme, var også kun noget som måtte bekræfte det for ham: Han lod blikket så i hendes, betragtede det liv som måtte hvile et sted bag ”Du er forandret. Du skinder ikke.. Dine øjne er.. døde, du er kold. Din stemme er ikke længere fuld af liv. Du har forandret dig” konkluderede ham blot til sidst, og slog blikket ned mod hans arme. Hendes rastløshed fortalte ham kun, hvor akavet hun i virkeligheden fandt det, og den ubehagelige situation, han faktisk måtte sætte ham i. Et lille smil bredtes over hans læber, ved hendes mindre påpegelse. Han så først på hende, og derefter ned på ham selv. Normalt så han det som en enorm svaghed, men han nægtede sig selv, at vise sig svag overfor hende, hun havde altid haft en uhyggelig magt over hans sind ”Sandt. Jeg er en forandret mand, på mange måder. Hvis du tænker på min lille sag her... Ja jeg er bange for, at jeg ikke længere i stand til at hoppe og danse” han nikkede stilfærdigt, efter en næsten munter tone. Enhver vidste dog hvor meget han hadede det, enhver vidste at han ikke så noget som helst morsomt i det.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde altid klandret Jason for deres brud også selvom hun vidste, at hun ikke havde været uskyldigheden selv, så havde hun om ikke andet så først været utro efter at hun havde fundet ud af, at han havde været der! Hun havde elsket ham, hun havde skænket ham en søn som han havde ønsket sig og hun havde virkelig prøvet at være den kvinde som han måtte ønske, men hun havde vel bare ikke gjort det godt nok? Hun var ikke god nok for ham, hvilket i den grad også var hende en tanke som måtte frustrere hende, så ja, hun var blevet en ganske anden kvinde i dag end den som hun havde været dengang. Hun havde sit liv, hun havde sin måde at gøre tingene godt på og specielt i Imandra så var det på en lidt anden måde end det som det havde været i Procias! Det land var noget som hun måtte forpeste, for det var det land som hun havde givet sig fuldkommen hen til og nu stod hun så i denne situation hvor hun havde mistet det hele og nu måtte stå der med en søn som var blevet så stor, at han var ved at få sit eget liv udenfor hendes rækkevidde, så kunne hun slet ikke følge med mere. Sådan var det vel at være forælder? Det var heller ikke fordi at hun havde ladet Jason tage del i den opgave. Nej! Hun knyttede hænderne ganske let. Han havde kontakter overalt, men det var vel heller ikke ensbetydet med, at han netop ville opsøge dem og nu hvor han sad i rullestol, så havde hun da slet ikke regnet med det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han direkte måtte beklage var noget som gjorde hende vred, for det var slet ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst! ”Det gør jeg skam. Jeg havde bare ikke forventet at du ville.. rulle hele vejen herud,” påpegede hun stilfærdigt og med en ganske kortfattet stemme. Det var ikke fordi at hun havde ondt af ham eller noget.. Han havde godt af at skulle sidde i den stol! Et stille smil passerede hendes læber, som han startet en mindre opremsning af det hele. ”Tja.. Så er jeg vel forandret..” Hun trak let på skuldrene. ”I tilfælde af, at du ikke ved det, så er det ikke fordi at livet i Imandra, er synderlig nemt, Jason.. Man får ikke tingene serveret som kongelige,” påpegede hun ganske kortfattet. Hun var leder af rebellerne, hun var leder af en større gruppe mennesker som havde gjort kraftigt modstand mod kongen, så blev hun fanget, så stod hun faktisk til en kæmpe dødsstraf. Hun havde ikke haft en mand i livet siden Jason og hun ville heller ikke have nogen, så enkelt kunne det jo faktisk fremstiles, uanset hvor hårdt sagt at det end måtte være. Hun havde åbnet op for ham, hun havde endda ladet ham tage noget af hendes blod som tegn til det og tegnet til den tillid som hun havde båret til ham og så var han gået bag hendes ryg.. Var det i det hele taget noget vidunder, at hun var sur eller vred?! ”Jeg har ingen grund til at skinne, jeg har ingen grund til at være åben, jeg har ingen grund til at være hvad jeg var dengang, Jason.. Det formåede du så fint at ødelægge!” Denne gang var hendes stemme en anelse vrissen. Og et ’Jeg beklager’ var bestemt ikke noget som hun kunne bruge til en skid! Et morende smil måtte passere hendes læber. Et sted var det vel også en.. skam at han ikke kunne hoppe og danse, for det havde de altid haft det sjovt med. ”Tja, så håber jeg for dig at Lisa kan håndtere endnu et barn i huset foruden dem hun allerede har skudt ud for dig,” sagde hun kortfattet. Hun havde bestemt ikke nogen respekt for hverken ham eller den kvinde som han nu havde fundet sammen med og det var vel også tydeligt?

[Jason Elvana Nimanhra]

De isblå øjne betragtede hende stille. Selvom hun ikke formåede at varme ham, så formåede hun straks at bringe ham den enorme samvittighed. Hvor meget han end måtte hade tanken, så var det ikke altid han havde været en ærlig mand. For en stund, havde han virkelig troet at Tiyanna skulle være hans mage, men han havde taget fejl. Andre kvinder havde trukket, og ja han var gået bag om hendes ryg, det erkendte han også, og han hadede ikke desto mindre tanken. Han var lykkelig med Lisa. Deres kapitel var for længst skrevet færdig, og det var ikke sider der var mulige at følge op på. Hun stod der smuk og selvstændig, men bebrejdelsen i hendes blik, var ikke til at tage fejl af. Stilheden lagde sig, kun vinden var til at høre. Jason huskede Adelio.. han måtte være stor nu. Et lille smil hvilede om hans læber, selvom han tydeligt følte et stik i brystet. Han savnede han søn, det kom han virkelig ikke uden om. Han havde ikke haft den mulighed, at stå som far til hans første søn. Blikket mod hende blev en anelse mere hårdt. Hun afveg ham, det var tydeligt, og han fornemmede en uro, som selv formåede at gøre ham nervøs. Hvordan var hun endt her? Han kendte trods alt allerede svaret. Jason rystede en anele fraværende på hovedet, og lod hånden løbe igennem det mørke hår, der i forvejen måtte stå ud til alle sider ”Hvis du tror, at jeg lever som en kongelig, tager du fejl kære” svarede han roligt. Han levede måske på et slot, men han var ligeså ramt af Procias kaos som alle andre, han havde børn og en kone at forsøge, han måtte risikere siv liv hver dag, og han var villig til at ofre det, for den som måtte sidde på magten over. Hendes vrede tone, slog som en fast lussing mod hans kind. Han lod blikket glide i, og tvang sig selv, til at finde den indre ro. Han forstod hendes vrede, og han ønskede heller ikke at blæse den mere op ”Vi var enige om at det var det bedste Tiyanna. Jeg elskede dig, men ikke på den måde du ønskede det” han drejede rullestolen en anelse, så han var i stand til at se på hende, når de talte. Hans liv var indstillet efter en vampyrs, han skulle finde en mage, og den mage havde ikke været hende, uanset hvor meget han havde elsket hende. En vrede steg i ham ”Den var under bæltestedet, Tiyanna” mumlede han sammenbidt. En ting var ikke at have respekt for ham, der forstod han hendes vrede, men Lisa var en helt anden sag! ”Jeg elsker Lisa, såvel som mine børn. Jeg er ked af, at jeg ikke kunne elske dig på den måde, og så dog alligevel. Nu står du der, og netop viser mig hvorfor det er hende mit hjerte har valgt” vrissede han en anelse, uden selv at have den lille kontrol. Han bed tændern kraftigt sammen, og så væk. Lisa var ikke nedgørende, hun accepterede fakta, og hun var smuk i det indre såvel som det ydre, noget som Tiyanna engang havde været, men som tydeligvis var lagt for fald nu.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna måtte ærligt erkende, at hun var fuldstændig ligeglad med om de var blevet enige om det brud eller ikke. Sagen var stadig, at Jason var gået bag hendes ryg, hygget sig med andre, mens hun havde siddet både gravid og med den lille knægt ved sig. At han havde ønsket at de skulle gå fra hinanden, var nu noget som hun bare havde valgt at acceptere, for hun vidste godt, at hun slet ikke kunne holde manden ved sig, hvis han slet ikke havde lyst til det. Sandt var det, at hun var i Dvasias af en grund, selvom det nu slet ikke var noget som hun havde lyst til at skulle dele med ham som sådan. Det havde hun vel heller ikke nogen grund til? I hendes øjne, så havde Lisa taget den mand fra hende, som hun måtte elske.. som hun stadig måtte elske, hvor det kun frustrerede hende yderligere, selvom det igen ikke var noget som hun måtte sige med ord. At han kaldte hende for kære, var direkte noget som gjorde hende vred! Åh, undskyld? Hørte jeg rigtigt?” Hun vendte blikket direkte mod ham. Det var jo slet ikke noget som han havde retten til at kalde hende mere! ”Jeg er nemlig sikker på, at jeg hørte dig kalde mig for.. kære? Kan det være rigtigt?” Hun trådte stille tættere på ham endnu en gang, selvom hun stadig ikke kom i kontakt med ham. Det var slet ikke noget som hun ønskede sig det mindste! Hun fnøs ganske kortfattet og med den samme nedgørende mine. ”jeg tror snarer du blev enig om det, Jason. Jeg ved udmærket godt, at jeg ikke kunne holde dig ved mig, hvis du ikke ville.. Jeg var vel bare en trøst for hvad du ikke kunne få?” mumlede hun med en vred stemme. Det var jo næsten det som hun måtte føle sig som, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det hele bedre for hendes vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo faktisk bare en sandhed for hendes vedkommende. At hun ramte ham ved at nævne Lisa, var noget som næsten måtte få hende til at trække morende på smilebåndet. ”Under bæltestedet? Det er jo også det eneste som du kan tænke med..” afveg hun ganske kortfattet. Den gamle søde og blide Tiyanna var faldet den dag at hun var endt med at miste ham. Der kunne man jo bare se hvor stor en betydning et sådan et tab faktisk måtte have i det store og hele, for det var i den grad også noget som hun kunne mærke den dag i dag og specielt ved at hun stod foran ham. At stå og rase af på ham, så kunne hun da også få bugt for de bekymringer som hun måtte brænde med i det indre.. den bekymring for Adelio. Lisa elskede ham nok.. Selvom det ikke var noget som gjorde det bedre for hende på nogen måde! Var det virkelig så svært at se, at hun faktisk kun ønskede at være lykkelig og sammen med ham? Selvom det efterhånden var ved at være så skræmmende mange år siden nu, så der var vel ikke rigtigt noget at komme efter? ”Dit kolde og døde hjerte havde vel også valgt hende dengang, ikke sandt? Hvorfor så lade mig give mig fuldkommen hen til dig, hvis du drømte om en anden kvinde? Når vi endelig var sammen, så du mig i det hele taget, eller har du levet i din egen fantasi om at det var hende som gav dig alt det som jeg gav dig?!” Hun var vred og hun klandret Lisa for absolut alt!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var gået bag om hendes ryg, og han var ikke det mindset bange for at skulle erkende det. Selv dengang havde der endnu været mere mørkt i ham, han havde stadig været egoistisk og ligeglad, men han havde naivt troet, at Tiyanna ville blive hans chance for at elske igen, for at gøre op for den tabte kærlighed. Selvfølgelig var det før, han overhovedet havde accepteret det faktum, at han var blevet et blodsugende væsen, og han havde ikke kendt meget til sin natur. Tankerne dansede rundt i hans eget sind, mens han inderligt forsøgte at gøre en samling på dem. Han var inderligt ked af, at se hende i den fatning, kunne fornemme hendes vrede overfor ham, og overfor Lisa. Han elskede hende, og hun burde mere end nogen anden vide, at ens følelser ikke var til at blive danset rundt med. Den lille længsel efter Tiyanna, havde aldrig været helt borte, og det gjorde ham ondt at vide, at han på hans egen vej, var endt med at skade en fantastisk kvinde, så meget som det var lykkedes ham. De vrede ord, trak straks hans opmærksomhed mod hende. Han hævede et øjenbryn, over hendes frustrerede tonefald, han havde altid kaldt hende kære? Hun var ham kær? ”Du hørte ganske rigtigt, Tiyanna. Du har altid været mig kær, jeg har endnu ingen grund til at droppe det tilnavn” påpegede han med en yderst rolig tone. Det var sjældent at han hævede stemmen, og selvom hun var vred, så formåede han tydeligvis at holde en vis ro i sindet. Jason forsøgte for så vidt, at fange hendes blik, selvom det ikke var nemt i hendes vrede, og mens han måtte sidde i stolen, det var tydeligt at hun endnu bebrejdede ham mere, end det som han egentlig havde regnet med ”Jeg elskede dig, Tiyanna, men ikke nok til at lyve for dig. Du var et håb, ikke en trøst” hun foldede hænderne i skødet, og så med største tålmodighed på hende. Der var ingen løgn at spore, udelukkende fordi, at de ord var så ærlige som de kunne blive. Lisa var hans ømme punkt, og at angribe hende for hans fejl, det lå der absolut ingen retfærdighed i, hvilket også gjorde ham vred! Ved hendes kølige smil, tvang han selv sit eget skæve frem, et smil der om muligt kun, lod ham genfinde det dystre ansigt mere end det lå til ham i forvejen ”Den kan jeg ikke frasige mig” svarede han roligt. Han tog mildest talt imod alle hendes skrappe kommentarer, men lige den der var sand, der var dog også en helt bestemt grund til det. Han knyttede hænderne en anelse, det krævede koncentration for hans del, at holde dyret i skak, for det var tidspunkter som dette, at det skulle vise sig, hvilket han heller ikke ønskede, han blev så modbydelig hver gang Den kvinde han huskede, var tydeligvis væk, hvilket også måtte skræmme ham. Hendes ord kom ham som et direkte chok. Hun var vred på ham, og hvis det var de tanker som hun sad med, så forstod han det udemærket ”Lyt godt efter hvad jeg siger til dig nu, Tiya” han fangede hendes blik, og holdte det fast i hans, for dette var vigtigt ”Mit døde hjerte havde valgt hende, men ikke på den måde jeg forstod det. Hun var min mage, og så lidt bekendt med min natur som jeg var dengang, så troede jeg ikke på den slags. Da jeg så dig, var du den eneste der fik mig til at glemme min fortid bare lidt. Ariana... Når hun kyssede mig, så jeg ganske rigtigt Lisa for mig, men sammen med dig var det anderledes. Når vi elskede så jeg dig, når jeg stod ved din side så var det din side, og da du fik Adelio, så jeg din smerte og lystede at fjerne den. Jeg elskede dig menneskeligt Tiyanna. Det gør jeg stadig. Alligevel må jeg bekende, at jeg efter alt er et dyr, og den dyriske kærlighed vinder over den menneskelige i sådan et tilfælde” forklarede han med fast tone, og dog endnu rolig, hun fortjenede at vide det, for det var sandt. Han elskede hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det have ganske enkelt knust Tiyanna at vide, at hun ikke havde været god nok for Jason. At han havde søgt til andre bag hendes ryg. Nu hvor hun havde brugt årevis på at skulle begrave de følelser og få dem tilbage i den stund, hvor hun direkte kunne glemme dem, så stod hun atter overfor ham og sårene blev brutalt revet op. Det var noget som virkelig gjorde ondt og det at han bare ikke tage det som var det fuldstændig ligegyldigt, var noget som i den grad gjorde det hele så meget værre. Han var nok den eneste som kendte til hendes mere følsomme side, og nu hvor han havde valgt at skubbe hende væk, så havde hun i den grad også valgt at lukke af for ham! ”Jeg vil være yderst tilfreds, hvis du kunne droppe det tilnavn til mig, Jason. Du har slet ikke retten til at kalde mig noget som helst af det som måtte ligne det.” Hun knyttede næverne let. Et sted var hun jo selvfølgelig glad for det, men hun vidste, at hun slet ikke havde retten til at kalde ham det i gengæld, så var det kun noget som direkte måtte gøre hende vred og frustreret, for det brud, var noget af det som i den grad havde taget hårdest på hende. Et sted i det indre, var hun jo den følsomme kvinde som han kendte, den som havde prøvet at give ham alt det som han havde ønsket, inkluderet en søn og det havde ikke været nok? Han virkede da bare så frygtelig ligeglad! Og det gjorde ondt på hende, bare at tænke på det. ”Kunne du bare tænke med de nedre dele, så kunne du vel gøre det uden, at skulle udnytte mig?” endte hun med en kortfattet stemme. Hun var virkelig vred på ham, for hvad han havde gjort, det var jo så også der at Nick var kommet ind i hendes liv. Han havde da om ikke andet, så set hendes frustration, hendes fortvivlelse. Nej, hun havde aldrig været i seng med ham, men hun havde da siddet i hans favn, søgt den trøst som Jason ikke havde været i stand til at give hende og hun havde virkelig prøvet at få det til at fungere. Det var jo bare nytteløst, når det ikke var gengældt den samme vej. Klumpen samlede sig i hendes mave ved hans længere udtalelse. Igen følte hun at hun måtte kæmpe med tårerne. At han bare kunne fejde hende af banen på den måde, var da slet ikke noget som hun forstod sig på! Han var da også bare et bæst! Den måtte hun da tydeligt give ham ret i! En enkelt måtte dog denne gang bane sig vejen ned af hendes kind. Hun havde været en trøst for ham i hendes øjne og han bekræftede det jo også kun. ”Jeg gav dig fuld og grønne skove, Jason. Jeg gav dig alt det som du ville have, jeg gav dig en søn..” Hun knyttede næverne så meget, at de endte fuldkommen hvide, så der var kræfter i det. Hun sendte ham et direkte trodsigt blik. ”Jeg havde ærlig talt håbet på, at jeg aldrig nogensinde fik dig at se igen. Vi brød op.. jeg tog min søn med mig og fandt mig et liv i Imandra.. Så langt væk fra dig, som det er mig menneskelig muligt at komme..” Hendes hjerte hamret mod hendes bryst, et sted af længsel og et sted af ubehag, for det var bestemt heller ikke nemt for hende, at skulle stå så tæt på ham igen. Det var virkelig noget af det værste ved det hele! ”Ikke kom og sig til mig, at du stadig elsker mig, Jason.. Dem som man elsker bliver man trofast ved.. Man søger ikke til en anden kvindes favn, med en forlovede som sidder og venter hjemme..” Efterhånden så blev kampen mod tårerne virkelig hård og hun ville bare ikke lade dem falde! Specielt ikke foran ham! Han var da den sidste som skulle se det! ”Jeg indså for mange år siden, at jeg ikke kunne give dig nok, jeg kunne tilsyneladende ikke leve op til dine forventninger, Jason og jeg håber for Adelios skyld, at han ligner sin mor mere end han ligner sin far!” Allerede nu, var hun klar over, at der var meget Jason i knægten og bare tanken om ham, var noget som fik minen til at ende mere panikslagent. Hun havde jo ingen anelse om hvor han var.