Sneaking after

[alaster]

Alaster kunne virkelig ikke forstå sig på Shane. Med det liv som han kunne skaffe sig og få i Procias, hvorfor pokker ville han så give afkald på det for et liv i direkte frygt her i Dvasias? Det var der slet ikke nogen mening i overhovedet og det var noget som gjorde ham direkte rasende! Procianere var virkelig noget af det mest dumme som han nogensinde havde været udsat for på nogen måde, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. ”I er da også noget af det mest dumme, som jeg længe har set, Shane! Forstår du virkelig ikke, at jeg ikke vil have dig i min nærhed?!” hvæsede han med en tydelig vred stemme. Var det virkelig så svært at forstå at han ikke ville have noget som helst med den mand at gøre!? Han himlede med øjnene som han endnu en gang måtte knytte næverne direkte, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, for der var virkelig ikke noget som kunne gøre ham mere vred end det som han måtte være allerede fra før af, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt!
Han vendte sig direkte mod Shane endnu en gang og med den tydelige vrede i minen. Hvis han ikke kunne forstå en simpel og enkel hentydning, så måtte han jo bare gøre det tydeligt på en måde, som han kunne forstå! Han kneb øjnene fast og tydeligt dræbende sammen. Hvis blikket kunne dræbe, så havde Shane været død allerede nu! ”Og hvis du nogensinde har troet på at jeg ville tage dig til mig som en slave eller tjener eller hvad pokker du nu har tænkt dig, så må du fandeme tro om igen!” hvislede han med en fast tone. Det var virkelig noget af det dummeste som han havde hørt. ”Hvis du ved hvor fristet jeg er til at slå dig ihjel lige nu og lige her, Shane.. Jeg siger det kun en gang mere; Tag hjem til Procias og bliv der!” Han stoppede op direkte og lige foran manden og med den samme faste mine. Han mente sine ord. Hvis han ikke snart vendte om, så slog han altså den mand ihjel!

[Deleted]

Han så på ham. Han var bange for ham når han blev vred på denne måde, men stadigvæk så blev han stående og han forsøgte at se så lidt bange ud som han kunne. Han bed sig i læben. Så ned til sidst. "Dit syn er vigtigt for dig ikke? Eller i alle fald din frihed..jeg hjalp dig fri fra Procias og gav dig dit syn..Men jeg kan gøre det modsatte..jeg kan let gøre dig blind igen og så er det ikke særlig svært for mig, at få dig ført med tilbage og arresteret. Du ryger tilbage i fange hullet og denne gang for livs tid. Ingen andre er så dumme og hjælpe dig ud." Det var ikke normalt for Shane, at true folk. Og slet ikke folk der var så meget mere stærke og større end ham selv. Hans hånd skabte dog en kugle af lys. Bare for en sikkerheds skyld. Et lys der var skarpt nok selvom det var lille og holdt lidt bag ham. "Lad mig være din slave i et år..Så skal jeg nok holde mig væk fra dig bagefter. Hvis ikke tager jeg alt tilbage som jeg gav dig..og så hænger du på mig for altid. I et fangehul uden dit syn." Han lod stille lyset tage lidt til i styrke og trådte et skridt tilbage. Bare så Alaster ikke kunne gribe ud efter ham. Han skulle bare gøre lyset ufattelig skarpt som solen selv på nært hold og synet ville være tabt for Alaster igen efter kun få sekunders stirren i det og hvis han først gjorde lyset skarpt og ubærligt og se på kunne han let komme ind på livet af ham og tvinge hans øjne op og holde lyset tæt på. Få sekunder var alt der skulle til. Og så gik turen tilbage mod Procias. Det var hans plan ja. Så måtte Alaster jo vælge hvad der var vigtigst. At hænge på ham i et år og så beholde sin frihed og syn og slippe for ham bagefter. Eller om han ville miste syn og frihed nu og have ham hos sig for altid i et fangehul. Han holdte sig ude af rækkevidde mens han så på ham. Han var måske uskyldig og lysvæsen, men han havde lært noget af at være blandt dvasianere.

[alaster]

Friheden og hans syn var noget af det som betød mest for Alaster og det var noget som det altid havde gjort. At Shane bragte det på banen i form af en trussel, var noget som gjorde ham direkte vred! Han vidste slet ikke hvordan han ellers skulle reagere, men det var nu bare sådan at det var. Hvis blikket kunne dræbe, så var manden allerede faldet til jorden for længe siden, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! ”Hvor vover du…?!” Denne gang var det direkte den isende vrede som måtte tale for ham. Han havde nok aldrig nogensinde været så vred og så sur som det han var i øjeblikket, for det var virkelig den dræbende mine som måtte stå som det stærkeste i ham og det var uden videre omsvøb! Lyset som måtte vise sig i hans hænder, var noget som direkte fik Alasters hjerte til at hamre mod hans bryst. Havde Shane virkelig modet til at tage det hele fra ham igen? Selvom han intet kunne se, så kunne han så sandelig godt slå ihjel af den grund, hvilket denne mand så sandelig nok skulle finde ud af! Hvorfor pokker var han så opsat på at blive hans slave? Kunne han ikke bare forstå, at han ikke ville have noget som helst med ham at gøre! Han holdt sig dog stadig sin afstand. Sidst han havde været så tæt på det form af et lys, så var han endt fuldkommen blind og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede skulle ske endnu en gang! ”Ønsker du virkelig at tage mit liv fra mig, Shane? At gøre min verden helt sort? Endda true med det?!” vrissede han med en fast tone. Nej, han sagde det ikke fordi at han ønskede at vække medlidenheden, for det var virkelig noget af det sidste som han ville lige netop nu. Han ville egentlig bare have manden til at forstå, at han ikke ville have noget som helst med ham at gøre, og det var ham virkelig bare en frustration uden lige, at han ikke bare kunne forstå det! Han knyttede sine næver ganske fast og uden at tage blikket fra ham på nogen måde. Efter at han mistede Eniqa for mange år siden, så havde han kun sig selv, og det var bestemt heller ikke noget som han ville skjule. ”Jeg sidder hellere i Procias’ fangekælder end at hænge på dig! Desuden.. så nægter jeg at tro på, at du vil kunne tvinge mig helskindet til lyset..” Han sendte ham et tydeligt hoverende smil. Han nød skam også at provokere.

[Deleted]

Når Alaster nu sagde det på den måde ja så lød det helt forkert. Ikke som noget et lysvæsen burde stå og sige. Men han var ligeglad. Han kunne knap mærke lyset i sig selv mere efter han havde været her så længe. Hvor længe egentlig? Han var ikke sikker. Han sukkede og så væk fra ham, men lod ikke lyset falme. Det eneste der holdte ham overbevidst om hvad han var endnu. Hvis det ikke var for det ja så ville han nok tro han var en dvasianer af kød og blod.
Han mærkede kort hårene rejse sig i nakken af det sidste Alaster sagde. Han ville hellere tilbage til fange kælderen end hænge på ham. Ikke just en taknemlig mand, men han havde nu heller ikke regnet med det dengang. Han så op på ham igen. "Nuvel..I det mindste kan jeg nøjes med, at tage dit syn..så kan du leve som en hjælpeløs igen og før eller siden skal du nok vade lige i armene på vagterne som du gjorde første gang.." han så næsten helt koldt på ham. Som om det ikke rørte ham, at han skulle til og skade en. Men han var ikke glad for denne løsning. Han havde et sted håbet, at truslen ville få Alaster til og genoverveje det. men han regnede måske med Shane var for svag til og gøre noget? Den tanke gjorde ham såret. Vred. Han mærkede varmen i sine hænder i takt med lyset blev mere kraftigt og nu også større. Han ville ikke finde sig i det ret meget længere. Han ville tage hans syn igen. Og denne gang ville han ikke give ham det tilbage!

[alaster]

Alaster troede virkelig ikke på at Shane kunne finde på det i længden. Desuden så havde et lysvæsen vel heller ikke denne form for fjendtlig indstilling, så et sted, så var det vel bare en trussel? Det var i alle fald det som han selv måtte gå ud fra. Han betragtede Shane med et direkte og noget så frygtelig køligt blik. Han var virkelig kun ved at være vred, men han mente skam sine ord! Han ville hellere sidde i Procias’ fangekælder end det som han ville rende rundt med ham på slæb, for han var allerede ved at blive direkte sindssyg af det i den anden ende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Som Shane lod sit lys blive stærkere, så lod Alaster automatisk hans eget mørke træde mere og mere til, hvor det kun dannede en kugle i hans hånd. Hans blik hvilede direkte fast og intenst på Shane, for han truet virkelig ikke med at slå ihjel, hvis det skulle vise sig at blive en direkte nødvendighed og hvis det var det som skulle til, for at han kunne beholde sit syn, så.. Så gjorde han det altså! ”Jeg vil råde dig til at stoppe det, Shane..” vrissede han med en fast tone, som kuglen kun blev mere og mere elektrisk, hvor det næsten var tydelige gnistre som man kunne høre, for han dannede den udelukkende for det ene formål; At dræbe og slå ihjel. Måske at han ville rende hjælpeløst rundt hvis han endte blind endnu en gang, men det var der jo så en god ting ved; Vagterne ville slå ham ihjel eller pine ham til døde – så det var vel heller ikke noget som han skulle tænke på i særlig lang tid?

[Deleted]

"Ikke før du gør.." Han så på ham. Med et fast blik der ikke lod sig rokke selvom han faktisk var temmelig bange for den kugle han var ved og skabe sig. Han ville med sikkerhed nok dø hvis den ramte ham. Han ville blive såret slemt som det mindste.
Han ville helst ikke skulle gå så langt ud, men det måtte have påvirket ham lidt, at have opholdt sig i Dvasias i nogle måneder nu. Han havde tabt sig lidt, men ikke sultet så det var sygeligt. Han havde klaret sig så godt han kunne selv uden hjælp. Men det var ikke nemt. Han sukkede stille og så på ham igen. Hans lys var ikke blevet svagere, men en smule stærkere i takt med, at Alaster havde lavet sin egen kugle af mørke. "Du bestemmer ikke over mig Alaster..Hvis jeg ikke vil tilbage til Procias så gør jeg det ikke..! Jeg kan godt holde mig fra dig, men jeg nægter at adlyde dig..Du har ikke magten til at styre mit liv..Se selv hvis du nu havde sagt ja til, at jeg kunne være din slave så kunne du bare have sagt jeg skulle tage hjem til Procias. Så havde jeg adlydt dig.." Men nu ville han ikke. Han trak sit tilbud tilbage når det skulle være sådan. Han ville ikke se væk i ren og skær frygt for, at Alaster så enten kom hen til ham eller kastede den kugle der så alt andet end rar ud! Han måtte være på vagt og holde skarpt øje med ham og så måtte han lidt miste fokus på det bag ham. Men det vigtigste og mest farlige her var jo også Alaster så der var ikke grund til, at se sig tilbage før han var absolut sikker på at der ikke ville ske noget ved det. Måske han skulle prøve og komme om bag et træ? Hvad det så skulle hjælpe i længere løb anede han ikke lige nu, men det var da en start på en plan? Måske ikke en særlig god en, men havde han andre? Ikke lige nu nej uden det kunne koste ham livet hvis det var, at han gjorde noget uden at tænke det helt igennem. Hvis han bare kom ud af syne så kunne han orientere sig lidt om hvad der var rundt om ham. Hvilke træer der stod tæt og om der var sten og stubbe han kunne falde over. Han bakkede derfor lige en smule igen. Et par små skridt mens han stadig lod sit blik hvile fast mod Alaster. Han måtte holde øje med både hans bevægelser og den kugle han havde samtidig med han selv holdt fokus på sin egen kugle og samtidig kom lidt længere væk per skridt.

[alaster]

Alaster havde virkelig ikke troen på at Shane kunne finde på at gøre det, men det var skam heller ikke fordi at han tog unødvendige chancer, hvis han ellers kunne blive fri for det. Tvært imod, så ville han faktisk gerne gå fra dette møde med sit syn og sit liv i behold og det skulle menes som i mere end en forstand! Han kneb øjnene direkte dræbende sammen. Shane kunne jo for pokker da ikke finde ud af, at lade ham være! Det var dette jo også et levende bevis på, for hvorfor pokker skulle han da stadig vade og vandre rundt i Dvasias, hvis det ikke var på grund af ham?! Det var jo slet ikke noget som gav nogen som helst mening. Som hans lysende kugle måtte blive større, ligeså gjorde hans egen af ren og skær mørke, og det var bestemt heller ikke fordi at han ikke kunne prale med hensyn til hans reflekser, for det kunne han. Han var faktisk ekstremt hurtig på aftrækkeren.
Shane havde virkelig ikke nogen betydning for Alaster. Sandt at manden havde været ham en hjælpende hånd i nødens stund, men det var altså ikke ensbetydet med, at han åbnede sit hjerte for en eneste på den måde, når han var en så indelukket mand fra før af! Nu måtte han da simpelthen stoppe! Hans vrede steg dog kun mere, som Shane fortsatte med at blive modstridende, så var det jo bestemt heller ikke noget som gavnede hans sag på noget som helst tidspunkt overhovedet, for det var virkelig bare noget som måtte gøre ham direkte forbandet! Som manden trak sig en anelse bagud, så måtte Alaster stå igen med den tydeligt morende mine, for det var da slet ikke noget som han kunne skjule det mindste og det var slet ikke noget som han måtte være ude på i det store og hele. ”Du er bange for mig, Shane.. Hvorfor ellers true med noget som du ikke kan leve op til?” Det næsten sindssyge glimt havde vist sig i hans øjne, som han roligt gik mod ham. De gnistrende kugler lod han hvile i hans hænder alligevel i tilfælde af, hvis det skulle blive direkte nødvendigt, at gøre brug af dem, for han ville bestemt heller ikke tøve med det i så fald. Denne mand havde virkelig ikke nogen betydning for ham og det var bestemt heller ikke fordi at han ville blive afhængig af nogen som helst igen, for det var virkelig det mest forfærdelige som han længe havde været ude for! ”Jeg er fuldstændig ligeglad med hvad jeg kunne tvinge dig til som en slave, for ved du hvad? En slave sætter jeg mere pris på end det som jeg gør for et simpelt lysvæsen som dig, Shane! Du er virkelig intet for mig og hvis du kun bliver her i Dvasias for at bevise det ene eller det andet, så er det virkelig kun til dit eget tab. Jeg råder dig til en ting for dit eget liv.. Du gør kun klogt i at lytte til hvad jeg siger.” Normalt ville hans råd være dyrekøbte og en løgn var det, at manden var ubetydelig, for det var han ikke. Tvært imod, så stod han i en taknemmelighedsgæld til ham og han hadet virkelig den tanke!

[Deleted]

Shane var ikke glad ved, at Alaster valgte og komme hen mod ham igen. Nej han ville væk fra ham så længe den sorte kugle var der. Han ville ikke risikere at komme for tæt på. Han var bange ja, men han ville helst ikke vise det for meget og slet ikke indrømme det! Han var dog ikke så bange nu som han havde været før dengang han ikke kendte til dvasianere og kun havde været i Procias. Nej nu havde han fået et lidt andet syn på verdenen og på dem også.
Det som han så sagde og nærmest smed i hovedet på ham ramte plet. Dog forsøgte han ikke at afsløre sig selv og hvor såret han blev af at høre han var mindre værd end en slave. Han bed sig i tungen og vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre ved det. Vende sig om og løbe? nej han ville sikkert bare få den kugle i ryggen og med højst sandsynlighed dø. Han kunne skynde sig i dækning og så løbe? Fra træ til træ og holde sig ude af syne så meget som muligt? Han kunne også vælge og blive til kamp, men han ville nok næppe vinde eller overleve. Han sank et par gange og forsøgte at få den tørre fornemmelse i sin hals væk. "Det er altså alt du har af taknemlighed?" han fnys lidt og slog kort sit blik ned, men så snart på ham igen. Det var dumt og være uagtsom. Det vidste han udmærket godt. "Hvis jeg var en kvinde ville du sikkert hade mig mindre.." mumlede han for sig selv, da han stærkt kunne fornemme, at Alaster hadede mænd. Især mænd som ham.

[alaster]

Så længe at Shane stod med lyset i sin næve, så stod Alaster med sit mørke. Det var vel bare fair på sit vis? Han var bestemt ikke meget for at skulle bruge kræfterne på denne her måde, og specielt hvis det skulle vise sig, at være direkte unødvendigt i den anden ende, men hvad gjorde man ikke for sin egen overlevelses skyld? At manden direkte måtte være bange for ham, var jo selvfølgelig en tanke som han måtte nyde direkte, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han smilede et koldt og kynisk smil. Et sted så vidste han vel allerede godt at Shane ikke kunne finde på at gøre det?
Alaster slap en direkte hånlig latter ved hans ord. Om det ville have været anderledes hvis han havde været en kvinde? Han rystede på hovedet. Måske at ordene var i en mumlen, men dum var han bestemt heller ikke! ”Tror du virkelig at jeg ville lade en så dum en naiv kvinde gå? Nej, jeg havde voldtaget hende og slået hende ihjel derefter… En sådan en naivitet kan vi slet ikke bruge her i Dvasias,” forklarede han direkte og med den samme faste mine. Han mente faktisk de ord i deres ramme alvor. Desuden så havde han heller ikke tal på hvor mange at han havde endt med at voldtage i den anden ende. Det havde virkelig været mange i årenes løb, for han havde virkelig været en af de stride warlocks her til lands. Han fortsatte med at gå mod ham og med den gnistrende kugle i hans hånd. ”Behøver jeg at gentage mig selv, når jeg udtrykkeligt beder dig om at skride tilbage til lyset?” spurgte han med en tydelig vrissen.

[Deleted]

"Du beder mig ikke om noget som helst! Du forsøger at beordre mig til det!" Han stampede lidt i jorden i takt med at hans stemme også var steget. Men han gad slet ikke være her mere når det altid endte sådan her. Med en umulig og fuldstændig utaknemlig idiot. Han slukkede til sidst bare kuglen i sin hånd og lod mørket træde ind både i takt med det naturlige mørke der lå og så det som Alaster skabte. "Men du vinder..jeg gider slet ikke bruge min tid på en fuldstændig tyk pandet..Ting som dig..!" Han havde lyst til og kalde ham alt muligt grimt, men han vidste det nok bare ville gøre ham mere rasende. "Jeg håber du falder død om..nej værre..at du mister dit syn igen og bliver hjælpeløs..andet fortjener du ikke sådan som du er.." Han vendte rundt og nu kunne han så skyde ham i ryggen hvis han ville eller lade være. Han havde fået nok! Han gik et par skridt til han var kommet nok til, at søge skjul bag træet, men han lod være. Gik bare videre frem. han måtte ud herfra og så finde en vej hjem. "Jeg tager hjem..så chancerne for du ser mig igen..er nok ikke særlig høj medmindre du kommer forbi.." Han sparkede til en sten der lå på skovbunden og som lå lidt i hans vej. Han kunne mærke sit hjerte banke og følte næsten, at det måtte sidde oppe i halsen på ham. Det var ikke samme banken som før når han havde følt sig helt forelsket i Alaster. Dette var ren og skær frygt! Han frygtede hvert øjeblik, at mærke de forbistrede kugle i ryggen og så at den gjorde.. Ja hvad den nu ville gøre! Springe ham i luften, skære sig igennem ham eller bare give ham et døds sår. Han vidste det ikke og havde ikke lyst til det. Han ville sådan ønske, at Alaster ville åbne sig bare lidt op! Lade lidt lys og lidt godt komme ind i sin sjæl og hjerte. "Jeg har ondt af dig Alaster.." hviskede han stille mens han gik og tvivlede stærkt på, at han ville høre det. Og hvis han gjorde anede han næppe hvad han mente. Ingen burde være så fortabt i mørket og være alene. Om de så ønskede det som Alaster tilsyneladende gjorde. Eller så var det også bare indbildning som mørket havde fået ham til og tro på var hans egen idé. Han lagde armene om sig selv mens han kunne høre grene knase under sine fødder for hvert skridt. Var han kommet ud af syne om bag nogle træer siden han ikke blev skudt ned? Eller fik han lov og leve? Var Alaster alligevel ikke helt uden hjerte?

[alaster]

Alaster vidste udmærket godt, at han havde Shane i sin hule hånd, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte være i den anden ende. Ikke fordi at det gjorde ham noget i en situation som denne, også selvom han stadig havde og besad en umådelig stor lyst til at skulle slå ham ihjel, for det var efterhånden også så voldsomt fortjent! Han havde virkelig holdt sig i skindet for øjeblikket, men det at skulle håne og nedgøre ham på denne her måde, for det var bestemt heller ikke noget som han ville finde sig i på nogen som helst måde overhovedet! Det var bare noget som gjorde ham direkte sur og endnu mere vred end det som han var fra før af. ”Du af alle burde vide, at det at håne og nedgøre mig, er noget som føre konsekvenser med sig, Shane..” Denne gang var hans ord en direkte vrissen og tydelig advarsel i sig selv. Nej, normalt ville han slet ikke have advaret en mand så mange gange, men her fandt han det direkte som en nødvendighed. At han vendte om og bare begyndte at gå, var noget som kun måtte få ham til at trække ganske så svagt på den ene mundvig i en tydelig stor og tilfreds mine, for det var bestemt heller ikke noget som han ville have det mindste imod på den ene eller den anden måde, for det ville han da bestemt heller ikke! ”Udmærket.. God tur hjem..” mumlede han ganske kortfattet. Ensomheden var og blev den eneste ven som han havde og det eneste som han tydeligvis også kunne regne med.. mørket var hans hjem og det havde været det eneste som han altid havde haft, så det var vel heller ikke helt underligt, at det var sådan her, at han måtte reagere på tingene? Han fnøs ganske kortfattet, hvor han selv knyttede hånden, hvor kuglen i hans hånd endte med at forsvinde – noget for noget og nu hvor lyset ikke var der, så ville han bestemt heller ikke stå som den eneste trussel, for det var faktisk slet ikke noget som han var ude på lige netop nu. Han kneb øjnene en anelse sammen, idet at han valgte at gå i den anden retning. Han havde sit syn og han havde endnu sit liv, så havde han bestemt heller ikke noget som helst, som han skulle begynde at klage over. Han fulgte ham med blikket igennem et meget langt stykke tid, inden han vendte sig i den anden retning, netop også for at komme hjemover og dybere ind i det dvasianske land. Det var trods alt også det eneste som han kendte til, så det var vel heller ikke underligt, at det var det som han havde det bedst med?

//Out

[Deleted]

Han så sig ikke tilbage. Han ville ikke. Han så derfor ikke, at truslen blev taget tilbage. Han havde faktisk mest af alt ventet han ville dø. At Alaster ville dræbe ham. Han havde jo selv sagt, at han betød mindre end alt andet så hvorfor lade ham leve? Dog stoppede han op efter en del tid og først indså han, at han var alene. Han sukkede og knugede let sine hænder om sine ærmer før han satte igang igen og denne gang endte med, at løbe. Ud af skoven og dens mørke og fangeskab. Han hadede trænge steder som dette.
Han kom ud efter en del tid og han mærkede en svag lettelse. Han ville helst ikke være derinde mere og han overvejede faktisk at tage helt hjem til Procias. Men nej..Han ville ikke gøre det nu. Det var for langt og han gik derfor hen til sit hjem her i Dvasias. En kro, men det var godt nok til ham. Han havde heller ikke råd til andet og han betalte for mad og sit værelse mod at hjælpe dem, da de stod og manglede en tjener eller hvad man kunne kalde ham, da han også lavede andre ting. De vidste godt han var anderledes, men i det mindste ville de ikke dræbe ham. Endnu.

//Out