Sneaking after

[Deleted]

Det havde taget uger. Måneder faktisk for Shane at opspore Alaster igen selvom han i længere tid ikke havde gjort det. men bare det at se ham i ny og næ savnede han. Det var nok for ham følte han. I alt fald i starten. Nu havde han sneget sig efter ham i nogle uger og enten så havde Alaster ignoreret ham eller ikke opdaget ham hvilket begge var temmelig umulige at tænke. Efter hans eget hoved i alle fald, men han kunne ikke få sig selv til at give slip og lade ham smutte igen. Tænk hvis han så ikke kunne finde ham igen?
Han holdt sig på sikker afstand, men nu hvor de var mellem skovens træer var det sværere, at følge med uden at komme for tæt på eller langt væk. Og han skulle passe på knirkende sne og grene han måske trådte på under sneen så han måtte nærmest snige sig afsted og sætte hver eneste fod med største forsigtighed og det fik ham jo til tider til at falde bagud. Og han skulle passe på skjulte genstande under sneen; sten, rødder og hvad han nu ellers kunne falde over i mørket. Og det var bestemt en ting der gjorde alt meget værre; mørket. Han undrede sig over hvad Alaster skulle her og hvorfor han mon gik videre selvom solen var gået ned for nogle timers tid siden. Skulle han nå noget eller gad han ikke søge tilflugt her? Mørket havde han vænnet sig lidt bedre til i de måneder i Dvasias han nu havde tilbragt, men bestemt ikke noget han ligefrem elskede og ville søge imod frivilligt under normale omstændigheder. Men lige nu galt det om ikke at miste Alaster af syne.

[alaster]

Alaster måtte indrømme for sig selv, at det ikke var fordi at han havde tænkt så meget på Shane igennem det sidste lange stykke tid. Han havde fået synet tilbage igen – ergo, så havde han fået sig sit liv igen og det var noget som han var noget så frygtelig glad for! Det var vel en tak i sig selv at han ikke havde slået manden ihjel endnu? Ikke fordi at det var noget som som mange måtte sætte så stor en pris på, men for det var virkelig meget stort i Alasters øjne.
At Shane havde valgt at følge ham til skoven, var nok alligevel noget som han havde mærket sig af, i og med, at denne skikkelse havde valgt at følge ham hele vejen fra byen af, for den skikkelse havde jo altid holdt sig bag ham og det var heller ikke noget som bare gik ham forbi på den måde, det var helt sikkert. Han tog en smøg op fra lommen som han bare valgte at fortsætte igennem skoven og igennem mørket, for det var heller ikke fordi at han frygtet det eller noget i den stil. Shane havde skænket ham hans liv ved at skænke ham synet og for det, så var han ham så taknemmeligt, at han havde ladet manden leve, så det var vel heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Han fnøs lavmælt for sig selv, inhalerede røgen fra smøgen, som han fortsatte frem i stedet for alt det andet. Han satte farten op. Han ville først konfrontere ham når han var sikker på at de var et godt stykke væk fra byen af, for han tillod sig så sandelig heller ikke andet, for hans ry var skadet nok som det var i forvejen!

[Deleted]

Shane anede intet om tilfældet hvis han var opdaget. Han regnede med Alaster ville sende ham væk eller blive rasende hvis det var. Eller skynde sig væk. Han så dog efter lidt tid, at hans fart tog fat og det gik ham på. Han havde svært ved at følge med i forvejen og det blev helt klart ikke spor nemmere nu. var han opdaget? Måske ikke som sig selv, men at Alaster bare vidste nogen var efter ham. Det var vel ikke utænkeligt. At hans syn var fuldstændig vendt tilbage vidste han med garanti medmindre noget var gået galt undervejs som han jo så ikke kendte til. Ville han bare tjekke om han var okay? Eller ville han virkelig bare tilbringe sin tid tæt på? Han vidste det ikke helt hundrede procent, men det var vel okay. for nu. Det var vigtigst at holde trit uden at blive snuppet. Han forsøgte at sætte sin fart lidt op, men var tæt på at falde over en gren og måtte hurtigt hoppe bag det nærmeste træ hvor han stod lidt. Forsøgte at få sin hjertebanken til at falde til ro før han vovede at se frem igen og så hoppe ud af sit midlertidige skjulested og optage forfølelsen. Han havde jo sådan set ikke ngoet job her eller et rigtigt liv så han havde ikke andet og tage sig til end dette.

[alaster]

Det var for længst gået op for Alaster at han blev forfulgt, selvom det nu ikke var noget som han direkte måtte tage sig af. Han skulle bare være helt sikker på at han ville være i stand til at skulle konfrontere manden når de var alene og uden at nogle ville være i nærheden af dem ,for det var ellers forbandet vigtigt. Det var utroligt, at denne mand ikke bare kunne forstå, at han ville være alene! Han nægtet ganske enkelt at skulle tænke på alt det som var sket før i tiden! Alle de kys som han pludselig havde været næsten tvunget til, eftersom han ikke havde haft noget syn som kunne have været ham til en hjælp, så det at han havde fået det, det var han Shane frygtelig taknemmelig for.
Alaster måtte knibe øjnene svagt sammen. At blive forfulgt på denne måde, var slet ikke noget som han brød sig om i det store og hele, for han havde vel også gjort det tydeligt for ham, at han faktisk ønskede at skulle have fred og helst langt væk fra ham? Det var vel ikke noget som han havde været i stand til at gøre tydeligt nok?! Han mumlede tydeligt utilfrest for sig selv, idet han pludselig bare endte med at sætte i et højere tempo for at komme længere væk end det som han havde været til nu. Han endte hurtigt bag en stor og gammel eg, hvor han blev stående. Han lyttede. Lige hvem som var endt med at løbe efter, var han faktisk usikker på, men det var noget som han agtet at finde ud af hurtigst muligt!

[Deleted]

Han gik lidt frem igen og kunne ikke rigtigt se ham mere. Hvor var han gået hen? Han havde da været der lige før? Han så sig lidt rundt og bed sig i læben mens han blev en del urolig for om han mon gik i en form for fælde? Men han gik nu alligevel stille frem fra sit skjul og videre frem mod stedet hvor han sidst havde set Alaster. Han burde nok let kunne finde ham igen selvom mørket var ved og blive temmelig tæt. Men han turde ikke bruge sin lys energi i frygt for, at han så blev opdaget. selv en lille smule lys var for kraftig til at skjules her i mørket og især hvis det var han allerede var spottet. Han ture ikke tage den risiko. Ikke endnu. Han hoppede stille hen over en rod der stak op og så sig rundt igen. Ind mellem træerne og trak hætten på sin trøje lidt længere op over det sorte hår der strittede lidt som var han næsten lige stået op og bare havde kørt en hånd nedover det. Hans øjne skinnede let i mørket mest fordi de var så klare. Han var jo lysvæsen af en årsag. Han gned sin ene arm lidt der føltes underlig kold under trøjens ellers så beskyttende varme. Hvor var han dog? Han så rundt igen og gik videre frem. Tænkte ikke helt at kigge sig tilbage mod de træer han havde passeret. Var Alaster bag ham ville sikkert vide det efter få sekunder. Han gik forbi det ene træ efter det andet. Store og små.

[alaster]

Hvis der var noget som Alaster ikke havde respekten for på nuværende øjeblik, så var det så sandelig det faktum, at han blev forfulgt og han havde vel også gjort det tydeligt for Shane, at han slet ikke ønskede at have noget med den mand at gøre? Hvorfor fanden fulgte han så efter ham?! Det var en tanke som kun måtte gøre ham vred og når han først var vred, så legede man i den grad også med ilden! Han var Warlock af en grund og det var noget som han var stolt af, det var noget som Shane nok skulle finde ud af! Han var et lysvæsen.. et lyst væsen, så havde han så sandelig heller ikke noget som helst at skulle gøre her i Dvasias og det var noget som han endda havde gentaget et hav af gange sidst han havde stået overfor den mand, så det irriterede ham virkelig, at han ikke bare kunne forstå en ganske så simpel besked, for det var jo heller ikke fordi at det kunne gøres mere tydeligt? Han stumpede smøgen og med en mindre vrede i blikket og i sindet, hvilket kun gjorde det hele så meget værre for hans eget vedkommende. Han kunne høre at Shane måtte komme nærmere og han blev blot stående.. og ventede på at han ville komme tæt nok på. Han knyttede næverne let. Bare tanken om at han stadig var i Dvasias, var noget som måtte gøre ham direkte forbandet i det indre, for han havde jo for pokker bedt manden om at tage hjem! Som Shane måtte komme tæt nok på ham og endda forbi ham, så valgte han at lade ham gå enkelte skridt, før han selv valgte at træde frem. Han fulgte nu efter sin forfølger, men kom dog kun tættere og tættere på. Hans ene hånd lukkede sig kraftigt omkring Shanes nakke, kun for at tvinge ham op af det nærmeste træ. Nu var han da sikker på at de var alene. ”Hvorfor følger du efter mig?” hvæsede han med en fast stemme.

[Deleted]

Shane gik mere og mere og overvejede at kaste lys over den mørke skov. Få lidt lys i det tætte mørke så han følte sig lidt mere tilpas og måske fik set en skygge af Alaster. Han ville nok bare afsløre sig selv så, men det tænkte han ikke så meget over mere. Han trængte til lys da træerne blev mere og mere tætte her. Han trak vejret lidt mere ukontrolleret og fik dog ikke taget en beslutning før han mærkede et fast greb om sin nakke og snart stod tæt mod et træ og blev holdt fast. Han gispede lidt og vred sig men fandt snart ud af det blot gjorde mere ondt og forsøgte så blot, at få kontrol over sine lungers kraft igen. "Jeg følger ikke efter nogen!" Det var ikke fordi han var vild med at lyve. Det var dog halvt sandt. Han forfulgte ham ikke direkte, men observerede ham. Det var vel ikke så slemt? Ikke i hans øjne i alt fald. Han så ikke på ham og forsøgte at få ham til at give slip selvom hans egen styrke langt fra kunne måles med hans. "Jeg ville bare være sikker på din healing ikke var gået galt.." Det var i sig selv sandt. Han frygtede dog bare, at Alaster ikke troede på hans ord. Men han burde jo vide han ikke kunne lyve.

[alaster]

Alaster blev vred bare tanken om at han blev skygget og forfulgt på denne måde, for han mente bestemt heller ikke, at det var noget som han havde fortjent. Han havde ladet manden leve og det i sig selv, var en frygtelig stor betaling for en renracet dvsianer som han havde været igennem hele hans liv! Det havde aldrig nogensinde ændret sig, selvom den situation af det manglende syn selvfølgeig havde påvirket ham, men det var slet ikke i den grad som dette nu skulle vise sig at have en betydning af. Han tvang ham op af træet og holdt ham fast med sin egen hånd uden at vise nogen som helst former for intentioner om at slippe ham. Hvorfor pokker kunne den mand ikke bare lade ham være i fred?! Det var da ikke så svært at forstå at man ikke ville have noget som helst med ham at gøre? Hans øjne lynede.. Var det af medlidenhed, omsorg og bekymring? Det var slet ikke noget som Alaster havde brug for lige nu! ”Du følger efter mig, Shane! Hold op med at lyv for mig!” Hans ord var intet andet end en kraftig hvæsen, for han var vred, han var irriteret og bare tanken om at denne mand ikke kunne lade ham være, var kun noget som gjorde det hele meget værre. Han strammet grebet, i og med at han havde forflyttet hånden til hans hals og holdt ham fast der i stedet for. Han fnøs ganske kortfattet. ”Du ville se til min healing? Nu har jeg aldrig..! Kan man ikke bare få fred for dig for en gangs skyld?! Bad jeg dig ikke af mit gode hjerte om at skride tilbage til lyset hvor du kom fra?!” Hans ord var en kraftig hvæsen blandet med en hvislen. At gå ham på nerverne nu, var bestemt ikke smart.

[Deleted]

Han forsøgte at få hans hånd væk. Løsne grebet om sin hals i det mindste. Han havde svært ved at få luft nu og rystede over det meste af sin krop. Han kunne ikke rigtigt få nogle ord frem så det var svært at forklare sig eller ligefrem sige ham imod. Han ville dog gerne gøre det klart for ham på en eller anden måde, at han jo bare gerne ville hjælpe. men selvom Alaster ikke ønskede det så kunne han bare ikke lade ham klare det selv og tage hjem. Hans nye hjem var her. Hvis man da kunne sige han havde et hjem. Han lukkede sine øjne lidt og vred sig og hostede lidt selvom det ikke just hjalp ham med at trække vejret. Ville Alaster kvæle ham nu? Han var ikke ligefrem bange for det eller forsøgte at flygte. Det var en smule refleks kun, at han forsøgte at få luft. Men hvis han skulle dø så skulle han vel dø? Han vidste dog en ting der nok kunne hjælpe ham fri og få luft. Han koncentrerede sig og løftede den ene hånd for at lade lyset samle sig. Han måtte gøre det stort og skarpt og måske det kunne få Alaster til at bakke væk. Han måtte dog ikke gøre ham blind igen og lod lyset tage til i styrke.

[alaster]

Hvis det stod til Alaster, så havde han uden tøven valgt at slå denne mand ihjel, for han kunne virkelig ikke bruge ham til noget som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han havde allerede advaret ham før; Hvis han så ham igen, så endte han med at slå ham ihjel og det var uden så meget som en eneste tøven, det var helt sikkert! Han kneb øjnene næsten dræbende sammen og med den samme faste mine fra før af. At han ikke kunne få luft, var noget som han kun måtte sige sig, at være fuldkommen ligeglad med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hvad denne mand måtte brænde inde med af tanker og følelser, var slet ikke noget som betød det mindste for ham lige netop nu! Han var vred! Og det at denne Shane måtte følge efter ham, var bestemt heler ikke noget som gjorde det bedre for ham! Tvært imod! Det lys som han måtte skabe, var dog noget som direkte måtte skære ham i øjnene. Han var desværre alt for vant til at være i mørket. Han var jo desværre den type som undgik solen for enhver pris og det var bestemt også noget af det som han prøvede på lige netop i dette øjeblik. Han endte ud med et tydeligt protesterende støn, idet han var tvunget til at kaste Shane direkte fra sig, for ikke at ende med at få ondt i øjnene igen! Han tog sig til blikket, også mens han måtte vende sig om, for han vidste også at Shane ikke var ude på at gøre ham noget ondt. Det havde han jo trods alt aldrig nogensinde fået sig selv til, så det var jo heller ikke noget som forundrede ham noget som helst. Det var vel det procianske hjerte som gjorde det hele helt automatisk? ”Hvad pokker skulle det der til for?!” hvæsede han med en kraftig og irritabel stemme. Det gjorde det jo svært nok for ham at skulle orientere sig omkring noget som helst i det hele taget!

[Deleted]

Han mærkede han blev smidt ned på jorden og tumlede lidt rundt. Hostede lidt og hev en smule efter vejret. Han havde håbet på det skarpe lys havde hjulpet med, at han blev sluppet, men nok ikke ligefrem på denne måde. Heller ikke en blid en, men sådan en mellemting var det han havde forventet et sted. Han så lidt op og var så småt ved, at komme til hægterne igen selvom han da lige måtte kæmpe lidt ekstra med at få sin vejrtrækning sådan under kontrol igen, da han stadig små hev lidt efter vejret. Han så op på ham og kom op og sidde af en træstamme tæt ved mens han lige fik vejret igen. "Undskyld..men det er en refleks når jeg bliver..angrebet.." det havde jo sådan set været en slags angreb Alaster havde gjort så han havde handlet derefter. Især da han havde været ved og blive kvalt. Ikke just en rar oplevelse måtte han erkende. Så var det slået fast og hvis nogen nogensinde kom og spurgte ham om hvordan det var kunne han nu give et svar der var direkte og fuld af fakta. Og fuld af ubehag ikke mindst. Han så på ham og han burde vel have vidst det var dumt at følge efter ham, men selvom det var Dvasias de befandt sig i så var det stadig lovligt at gå rundt! Så meget vidste han dog. Han børstede sine ben lidt for jord og snavs, men han kom ikke op og stå endnu, da han nok ville blive skubbet eller kastet ned igen så han blev bare siddende. For nu. Han havde også ladet lyset forsvinde så snart Alaster havde givet slip. Og mørket lå atter tæt og skummelt omkring dem og omgivelserne. Men sådan foretrak Alaster det jo og Shane ville heller ikke ligefrem vifte med hans race i dette mørke land så det var vel i sig selv heldigt nok de var dybt inde i skoven og med størst sandsynlighed alene. Forhåbentlig. Ellers måtte han nok på flugt igen og i skjul.

[alaster]

Alaster havde sluppet ham mere eller mindre med det samme, udelukkende på grund af en ting; Sidst han havde været i nærheden af den slags lys, så havde det kostet ham synet, og det var bestemt heller ikke noget som han ville igennem endnu en gang, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Alene den tanke om det, var noget som kun gjorde ham mere rasende. De mørke øjne vendte han direkte mod ham og med den tydelige vrede som man bare ikke kunne tage det mindste fejl af og det var bestemt heller ikke noget som man skulle! Bare alene at den mand ikke bare havde valgt at forlade Dvasias som han direkte havde bedt ham om, var noget som kun gjorde ham langt mere rasende end det som han nogensinde ville være i stand til at skulle beskrive med nogen som helst former for ord i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. ”Jeg bad dig om en simpelt ting, Shane.. Det var at forlade Dvasias. Hvorfor pokker er du her stadig og mest af alt; Hvorfor pokker følger du efter mig?!” endte han med en tydelig vred stemme, som han endnu en gang måtte vende sig mod ham. Denne gang gik det skam kun en vej. Han var ikke den type som man skulle sige imod, og det var noget som han nok meget snart skulle finde ud af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”En refleks? Nu må du simpelthen holde op! Det er den der holdning som får dig slået ihjel her til lands! For pokker Shane, tag da hjem!” endte han med en tydelig vred stemme. Han stod fast på det som han altid havde sagt; Et lysvæsen holdt virkelig ikke til her i Procias!

[Deleted]

Shane var ved og få sit vejr igen efter den lille overraskelse med næsten at blive offer for kvælning. Han så på ham og han havde jo sådan set kun gjort det af en refleks, men han regnede ikke med det var noget som Alaster ville tage som undskyldning eller forklaring på nogen måde, men så var det jo sagt. Han så op på ham. Han var belvet bedt eller nærmest beordret om at tage tilbage til Procias ja, men han kunne ikke. Og han havde ikke lyst mere. Han så stille ned og væk fra ham og ud i mørket som havde lukket sig ind om ham igen følte han. Tæt og skræmmende, men han var ikke nær så bange for det mere som han havde været for flere måneder siden da han var kommet hertil. Han sukkede lidt. "Du bestemmer ikke over mig Alaster..og du bad mig tage tilbage. Men jeg valgte ikke at høre..og jeg har jo sagt det er et frit land. Så jeg går hvor jeg vil..." måske ikke det bedste og sige det på den måde, men nu vidste han da, at han kunne slippe for kvælning og måske også tæsk hvis han brugte lys. Selvom han ikke havde lyst til det, men han ville helst ikke kvæles. Han kunne stadig mærke hans hænder om sin hals selvom han var fri. Han lod let sine fingre glide over halsen der føltes som om den snart ville brænde op. Han ville nok få nogle mærker i de næste par dage. Han havde virkelig haft godt fast. Han så op på ham igen. "Hvorfor er det så slemt jeg vil være her i Dvasias? Du kan få din egen private tjener..slave om du vil..Jeg troede det lige var sådan noget dvasianere drømte om..at få folk fra Procias som slaver. og så måske endda frivilligt så de ikke stikker af..." han bed sig lidt i læben. Han havde lige tilbudt sig selv som slave, men det gjorde ham ingenting. Et sted regnede han med Alaster bare råbte af ham igen. Men flere havde forsøgt og indfange ham til slave brug især vampyrer så han havde et sted også svært ved og tro på, at Alaster ville sige nej. Men han vidste ikke hvad svaret blev. Hvis der kom noget overhovedet.

[alaster]

Alaster havde virkelig frygtelig mange ting at skulle tænke på, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, og efter at hans egen race, havde fået sig en ny leder, så var der kun det mere som han var nødt til at skulle tænke på, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, for han havde hørt om det helvede som hun var ved at skabe sig og uden at nogen kunne gøre noget som helst ved det. Bare tanken om sollysets kraft endnu en gang, var slet ikke noget som han ønskede at skulle se igen eller høre på tale for den sags skyld, for det var noget som virkelig kunne gøre ham noget så forbandet rasende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! Han kneb øjnene fast og kraftigt i. Hvis der var noget som han bare ikke kunne have med at gøre, så var det tanken omkring ulydighed. Det var sådanne ting som han normalt måtte slå ihjel for og specielt hvis det var ham selv som skulle være offer for det, så var det virkelig noget af det som han bare ikke kunne tåle hvis det endelig skulle være sådan! Han knyttede næverne fast sammen. ”Jeg forstår mig virkelig ikke på dig, Shane.. Du har din frihed.. du har dit lys og du har dit liv og du vil give afkald på det hele for et liv i mørket? Et liv hvor du konstant skal se dig selv over skuldrene og for et liv, hvor du ved at du vil blive udnyttet og misbrugt på det groveste?” Ja, livet i Dvasias var bestemt heller ikke det rene lykke og det havde det så sandelig heller aldrig nogensinde været. Han himlede med øjnene. Han nægtet simpelthen at skulle lægge øre til det her lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han ville slet ikke høre tale om dette, hvis han da ellers kunne blive fri for det. Han vendte sig direkte og vredt mod ham, hvor selv den klare og morende latter, måtte bryde hans læber, for det var simpelthen for komisk! ”Det er din spøg, er det ikke? Slave? Ønsker du virkelig at være min slave?” Han vendte sig direkte mod ham. Ikke fordi at han havde noget imod at have en, men at have en i hus som tilsyneladende havde følelser for ham, var slet ikke noget som måtte komme på tale!

[Deleted]

Han sukkede stille. Trak på sine skuldre og så ned. Han kunne vel lige så godt gøre sig nyttig? Desuden så ville han jo bare have Alaster havde det godt. Og hvis han så måtte leve med kun at kunne se på fra siden af og finde sig i alt muligt så måtte det være hans valg. Han ville sikre sig det gik godt. Han så op på ham igen og nikkede en smule. "Jeg skal nok være lydig så...gøre alt du siger..selv hvis du så beder mig om noget der virker umuligt for en af lyset.." han smed sit sidste og nok endegyldige kort på bordet og måtte jo så se om det kunne bruges i det store spil af livet. Ellers ville han være tvunget til at fortsætte som nu og det ville bare få Alaster til at gøre det af med ham i sidste ende så. Han ville jo ikke gøre ham irriteret, men gjorde det nok uden han tænkte over det med sine handlinger. Han lagde let sine arme om sig selv og selvom han ikke havde sagt noget direkte op om det så følte Shane altså lidt, at han havde fanget hans interesse på en sær måde. Eller så tog han fejl og han fandt det bare for idiotisk. Det var det vel i bund og grund også. Han gav afkald på sin egen frihed som han jo påpegede, at han havde endnu og ville få et mere trygt liv i Procias. Han havde dog ikke lyst til, at tage tilbage. Han havde nu klaret sig fint her på egen hånd i flere måneder så det var vel ikke så slemt igen? Nej det var nok mere held. Han så ikke tiggende på ham, men med et ganske roligt blik. Nu havde han givet et tilbud og han ville vente på svar og måtte jo så afrette sig efter hvad skæbnen bestemte. Han følte dog bare, at hans skæbne lå hos Alaster. På den ene eller anden måde! Han kunne bare ikke forklare hvorfor eller hvad det var.
Han følte sig dog på en sær måde mere sikker i sin sag ved at have hørt sig selv sige det højt og at Alaster reagerede på det. Han kunne ikke se noget forkert i sit valg for at være ærlig selvom det nok var de færreste og måske kun idioter der gav afkald på frihed og sin frie vilje på denne måde. Men det var ikke alene fordi han havde følelser for Alaster. Nej han ønskede faktisk at være hos ham og stå til rådighed. Det var lige nu nok den eneste lille drøm han havde i sine tanker. Men ville Alaster give ham lov til, at leve den ud?