Catch me if you can

[Deleted]

Valerio kom sig da stille og roligt, hvilket han bestemt heller ikke havde noget imod. De andre påpeget jo tydeligt hans handicap, for dette var nok noget af det værste som en vampyr i det hele taget kunne blive ramt af og han vidste det så sandelig også godt. Det var også derfor, at han virkelig måtte hade den tanke, den følelse og denne fornemmelse, for det var slet ikke noget som gavnede ham selv i det store og hele. Han måtte bare gøre det så godt som det han nu var i stand til med de midler som han havde. Selvom han vidste at mange så ned på ham på grund af de manglende spidse tænder – Det var jo så også nu at han tydeligt kunne mærke hvor meget han egentlig måtte mangle dem og det var noget som han faktisk måtte være noget så frygtelig træt af når det endelig måtte komme til stykket. Han blev stående bag hende, hvor han tydeligt kunne se den overraskelse i hendes blik som hun måtte stå med et næsten chok. Det var klart noget som gjorde det hele så langt sjovere for ham end det som han nok kunne beskrive med nogen som helst former for ord! Et tydeligt og klart tilfredst smil gled let over hans læber hvor han lod hovedet søge let på sned. Hænderne mod hans skuldre, tog han sig nu ikke af. Det glædet ham faktisk blot, at hun ikke var decideret bange for ham. Hun havde jo heller ikke haft nogen grund til det – endnu om ikke andet. Hovedet lod han søge let og stille på sned. ”Du snød mig.. Du er blevet dygtig,” påpegede han sigende. At indrømme at han var løbet forkert, var slet ikke noget som på nogen måde ville komme på tale! Der skulle langt mere list til end det som et simpelt lysvæsen ville formå at gøre det, men han måtte dog erkende, at han faktisk var blevet temmelig imponeret over hvad hun i det hele taget havde været i stand til.

[alice]

Alice var faktisk glad for, at Valerio kom sig stille og roligt. Det var det bedste for ham, for hans handicap var bestemt noget hun var ked af på hans vegne, selvom det forblev fuldkommen usagt. Men med hendes bekymring og væsen, havde han måske lugtet den lunte. Men i det mindste så havde Valerio noget, de andre ikke havde - en kilde til noget af det allerbedste blod, man overhovedet kunne tænke sig som vampyr. Så meget vidste hun da i hvert fald. Nok hadede han tanken om, ikke at kunne jage 'rigtigt'. Men hun gjorde alt for, at han bare kunne få det lidt sjovt. Og så holdt han også hendes kondi ved lige, så det var jo skønt. For dansen var noget hun aldrig ville opgive - så blev det over hendes lig i hvert fald! Hun smilede for sig selv, selvom den maske hurtigt ændrede sig til en chokkeret og forbavset en - han var da også altid lige bag hende. Hun udstødte et lille hvin og lagde hænderne over sin mund for at skjule det, inden at de fald mod hans skuldre. Hun rystede kort åpå hovedet af sig selv. Hun kneb øjnene i og grinte let af ham. "Ja, jeg har øvet mig lidt," sagde hun med et skævt smil og strøg tomlen over hans hals. Hun kunne næsten regne ud, at han faktisk var løbet forkert. Men det gad han jo nok ikke fortælle hende. Det var jo heller ikke sjovt at indrømme, at hun faktisk havde været så listig. Hun trak let på mundvigene og trak sit hoved helt tæt på hans. Hun måtte stå lidt på tær for at komme så tæt på. "Jeg ved du løb forkert..du vil bare ikke sige det," sagde hun hviskende og kun med en fingertykkelse imellem deres læber. Hun trak vejret dybt ned og pustede ligeså stille ud, som hun trak hovedet fra sig igen. "Hvor vil du spise fra i dag, Hr?" spurgte hun og nejede for ham med bøjet hoved, som en spøj. Hendes drilske og smørrede grin var tydeligt, da hun så op på ham igen.

[Deleted]

Det var heller ikke fordi at Valerio var meget for tanken omkring hans handicap. Han kunne ikke fordrage tanken omkring det, for det var noget som gjorde ham direkte flov. Han var og havde altid været en fantastisk jæger og kunne nu heller ikke gøre en skid ved det mere. Han følte virkelig at han var faldet direkte til jorden – afhængig af andre, afhængig af at de bragte ham noget, for det var heller ikke fordi at han kunne leve af det lille som Alice måtte skænke ham. Det var langt fra nok for ham! Ikke fordi at det gjorde ham noget, en mundfuld hist og her, var nok for ham, for han fik også en masse andet, når folk ville tage noget med til ham selvfølgelig, for det var de ikke særlig glade for, hvilket han vidste. Han sendte hende et stille smil. Tænderne holdt han dog skjult. Det var jo en stolthed, som var taget fra ham som det rene ingenting og det var noget som han virkelig var ked af, så var det jo alligevel noget som han måtte gå med i det indre for resten af hans liv, for han vidste udmærket godt, at det var noget som han måtte kæmpe med for resten af hans liv. Han var løbet forkert og han vidste det udmærket godt! Den ene arm sneg sig roligt omkring hendes liv. Han havde tilgangen til noget af det bedste blod som man overhovedet kunne få som vampyr og han nød virkelig noget så frygtelig godt af det! Hovedet lod han søge stille til hendes hals. Han havde bidt hende der før og sluppet igen efter en mundfuld eller to. ”Hmm.. Jeg tror.. Halsen bliver mit valg i aften, min kære.” Han smilede let, hvor han hævede den ene hånd og strøg håret væk fra hendes ansigt, så halsen blev fuldkommen blottet for ham, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. ”Bare en mundfuld eller to.. Så skal du nok få fri i aften.” Han kunne ikke selv bide. Han var afhængig af et redskab og han hadet det virkelig!

[alice]

Alice smilede forsigtigt til ham. Nok havde han et handicap, men det gjorde hende ikke det mindste. Overhovedet ikke. Hun var utrolig glad for Valerio. Hun ønskede, at skulle opvarte ham og give ham det bedste - hun var jo det bedste, han kunne få. Nogen vampyr kunne få - noget af det aller pureste og rene lys. Hun vædede let sine læber. Han tog nok ikke særlig meget - men det var sødt, at han sådan beskyttede hende. Han fik fra de andre, når de gad tage med til ham. Så han blev mættet. Og så var hun enten forret eller dessert. Hun mærkede ofte, at han ikke ville smile til hende. Men hun syntes ikke, at han behøvede at skjule det. Ikke for hende i hvert fald. Hun var ligeglad. I hendes øjne, var han perfekt. Hun blinkede med øjnene og tænkte igennem, hvad hun lige havde tænkt. Hun følte sig lidt underlig, og pludseligt var det som om hele hendes mave trak sig sammen. Hun holdt dog smilet på læberne, for ikke at afsløre det. Det var næsten pinlige tanker hun gik rundt med. Men hun havde jo syntes han var sød siden første dag, hun havde set ham. Specielt hans lækre og bølgende hår. Det var utrolig blødt. Og hans øjne..og hans ansigt og hans personlighed og alt. Alt var bare godt ved ham. Han var uperfekt perfekt for hende. "Udmærket..Men istedet for at stå på gangen i aften, skal vi så ikke smutte ned på mit værelse?" spurgte hun og blinkede let til ham. Hun kunne godt lide hans arm omkring hende.. Men hun tog hans hånd og flettede prøvende sine fingre ind imellem hans, mens hun trak ham med sig ned til hendes værelse. Hun åbnede døren og trak ham ind i værelset, inden hun gav slip på hans hånd og lukkede døren i igen. Hun betragtede ham og trak kniven frem, der sad i hendes bælte. Hun drejede den let i hendes hånd og gik langsomt hen imod ham. Hun drejede den rundt, så hun holdt på hver af de flade sider af ægget og rakte ham den så. "Du kan få æren," sagde hun dæmpet og gik hen til sengen, hvor hun lagde sig på ryggen. Hun lagde sig på en tiltrækkende måde, men det var selvfølgelig for sjov - hun ville bare drille ham og tirre ham.

[Deleted]

Alene tanken omkring Valerios handicap, var noget som virkelig kunne gøre ham direkte vred, så det var heller ikke noget som han ønskede at skulle tænke på. Han ville ikke smile til nogen som helst. Det var flovt og det var pinligt. At tage en vampyrs tænder, var som at tage deres liv! Han kunne ikke jage og havde han ikke haft den plads i dette hus som han havde, så havde han så sandelig også fået lov til at sulte. Kunne han, så havde han for længst drænet Alice for blod og han vidste det godt. Men det at det var så rent og så helligt som det nu måtte være, så var det også det som gjorde, at han ikke kunne tåle for meget uden at det ville påvirke ham på en direkte negativ måde, og det var jo trods alt også det som han var klar over i det store og hele. Han vendte blikket stille mod hende. Lige hvilke tanker at hun måtte gå rundt med, var slet ikke tanker som faldt ham det mindste ind overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned. ”Dit soveværelse?” gentog han nærmest med en forundring i minen. Det var heller ikke fordi at det vel var noget som man kunne sige sig, var kendt for ham. Følelser var ikke kendte for ham som sådan. Enhver som havde været tæt på ham, havde Alec jaget bort og nu hvor manden selv var gift, så havde han så sandelig heller ikke noget som helst, at skulle have sagt, det var der heller ikke nogen tvivl om det på nogen som helst måde overhovedet! Han lod fingrene flettes ind i hendes egne, hvor han trykkede omkring hendes hånd. Næsten var det en helt naturlig refleks et sted, at skulle gøre overfor hende. Det var nu heller ikke fordi at det var noget som skete ofte. Han fulgte hende til hendes soveværelse. Det var heller ikke fordi at der var så meget herinde. Hun var her jo egentlig heller ikke.. på hendes gode vilje, var hun? Han kneb øjnene lettere sammen, hvor han tog imod kniven. Hun viste ham virkelig en ekstrem stor tiltro og det var han bestemt heller ikke vant til. ”Det skal da være mig en udsøgt fornøjelse, Alice,” vrissede han let. Det var jo hans ganske normale stemme og hans ganske normale tone som gjorde det. Han gik roligt hen til hende, kravlede over hende i sengen og med kniven i hånden. ”Lig helt stille..” hviskede han roligt, dog alvorligt, da han lagde kniven tæt ved. Han undgik hendes pulsårer, selvom han ville få mest ud af det. Han skar en flænge, en anelse dyb, men han havde jo heller ikke tænder at bide med! Kniven lagde han ved siden af sig, da han lagde armene om hende, åbnede munden og lagde læberne til, idet han stille begyndte at suge hendes varme og fantastiske blod til sig.

[alice]

Nok var det en dræbende tanke for Valerio, at han ikke havde sine hugtænder. Men for hende betød det virkelig intet, så han kunne godt give slip, hvis det ikke ville være for meget for ham. Det måtte han selvfølgelig bestemme. Men man kunne jo godt smile med munden lukket, det gjorde hun da også nogle gange. Tandpastasmil var mest, når hun virkelig var i godt grine-humør og ikke kunne holde sig tilbage fra at kæmpe-smile. Et sted var han jo heldig, at han havde status - ellers havde han været afhængig af kun hendes blod. Men folk tog da som regel noget med til ham, da han jo havde den titel og det efternavn, som han havde. Et sted var hun blot ganske heldig, at hendes blod var så fint og rent. For så kunne han jo heller ikke bare smæske sig i det, uden at det vel måtte få nogle slags konsekvenser? Hun vidste det ikke, men hun havde da hørt lidt om, hvad det fine blod kunne gøre ved vampyrer - det var en beruselse og en besættelse. Men derfor var det jo godt, at hun så var hans 'dessert' eller 'appetizer'. Hun var egentligt tilfreds med det. Hun nød jo tiden sammen med ham, når hun blev jagtet. Hun skjulte sine tanker godt for ham, for tænk om han fandt ud af, hvad hun gik rundt og tænkte på? Det ville måske ødelægge alt? Det var jo for meget at håbe på, at det ville gavne deres 'forhold/venskab'. Det ville vel ikke ændre noget? Hun kendte ham trods alt ikke så dybt. Hun kendte ham ikke helt ind til kernen, selvom hun dog ønskede det. "Ja," svarede hun til hans spørgsmål om hendes værelse. Hun synes, de skulle gå derned. Det var lidt mere privat, end gangen. Og en lille undskyldningen, for at være helt alene med ham. Hun havde mærket hans tryk om sin hånd og det havde virkelig steget hende til hovedet og spredt varmen ud i hendes krop, på en helt anden måde, end når man havde løbet rundt. At han i det hele taget flettede fingre ind i hendes uden at trække hånden til sig, var stort. Hendes værelse var fint til hende. En stor seng, pænt betræk og med små pyntepuder. Eget sengebord og nogle fakler op af væggene, samt et klædeskab. Det var udmærket for hende og hun ville faktisk hellere være her, end gå rundt og drukne i gamle tanker om Jasper - for han gled længere og længere væk, jo flere dage der gik. Og når Valerio var der, så tænkte hun slet ikke i de baner mere og det var virkeligt befriende! Måske viste hun ham tiltro, men det var vel også en test? Gjorde han hende intet ondt, var det jo en stor overbevisningen for hende om, at han slet ikke var farlig. Ikke mod hende i hvert fald. Hun smilede skævt og charmerende til ham. Hun kiggede ham ind i øjnene, da han kravlede over hende og lagde sig godt til rette og rykkede sig så overhovedet ikke. "Javel," sagde hun med et drilsk stemme, men rørte sig ikke. Hun kunne jo godt ligge stille og stadigvæk drille ham. Hun fornemmede nærmest kniven lige ved sin hals. Hun kneb øjnene sammen, da han skar. For det gjorde egentligt lidt ondt. Men.. Det var da oveni nogle gamle, af hvad hun kunne fornemme. Så det var fint. Hun lå blot mod hans favn, da hans arme blev lagt omkring hende og hun holdt øjnene lukkede. Hun sagde ikke et ord. Stilheden var som et sort hul, der slugte dem. Faklerne var jo ikke tændt. Dem slukkede hun, når hun gik herfra. Hun trak vejret dybt ind og holdt det kort, da han begyndte at suge. Hun pustede ud lidt efter igen og lagde sin ene hånd mod hans baghoved, hvor hun forsigtigt lod fingrene glide ind i hans hår. Hun nussede ham blidt. Hun var efterhånden så vant til at få suget blod, at det ikke var ubehageligt længere. Og slet ikke, når det var ham.

[Deleted]

Foruden det at blive velsignet, så var Valerio blevet udsat for noget af det værste som en af hans slags nogensinde kunne komme ud for. De havde et kæmpe problem hvis de ikke var så privilegerede som det Valerio var. Han havde sin titel her på stedet at kunne klamre sig til, så de bragte ham mad ude fra feltet af, og så havde han jo trods alt også Alice. Hendes blod var noget af det mest fantastiske som han længe havde smagt, selvom det nu ikke var noget som man skulle læse som noget negativt på nogen som helst måde overhovedet. Han ville selvfølgelig gerne passe på hende som det han gjorde nu. Han havde mærket hende, erklæret hende for hans når det kom til det med næring, for han tillod så sandelig ikke at nogen anden ville komme tæt på hende! Nok havde han ikke tænderne til at bide med, men han kunne så sandelig stadig slå fra sig, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt og han tøvede heller ikke med at gøre det! Han nød det at hun bare lod ham gøre det, lod ham lege rovdyr bare for en kort stund når han så endelig tog noget af hendes blod. Når de kom til det der med følelser, så var han lidt mere.. lost hvis man kunne sige det sådan. Alle som havde været tæt på ham af den ene eller den anden grund, var faldet bort igen lige så hurtigt, udelukkende fordi at Alec havde skræmt dem væk. Han fik åbenbart ikke lov til at åbne sig for en kvinde og nu var det ved at være så forbandet mange år siden sidst, at han ikke rigtigt vidste hvad pokker han skulle gøre, det var nok noget af det som måtte frustrere ham mest med tanke til at han faktisk måtte være underkastet hans egen lillebror. Han havde bare ikke været stærk nok til at stå som leder af organisationen og det var med god grund – grunde som han end ikke havde delt med Alice, for det var virkelig pinligt at tænke på den dag i dag, at han havde været så svag dengang! Kniven skulle jo alligevel lave en større revne i de gamle sår, ellers kunne han jo slet ikke komme til. Han lagde stille kniven ved siden af sig, kun for at lade armene falde om hende, som han begyndte at suge. Det var nu alligevel ikke mere end et par enkelte mundfulde, inden han slap, lod tungen glide over hendes åbne sår, nærmest for at lukke det, så der ikke ville ske yderligere ved det. Armen som hun havde lagt om ham og med hånden som nussede i hans hår, var noget som satte en ellers så ukendt sitren i ham. Han havde aldrig oplevet noget lignende som det her, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende, som han endnu en gang måtte åbne øjnene, hvor han ikke kunne lade være med at smile bare lidt. Nu hvor det ikke var i hendes synsvinkel, så smilede han faktisk bredt. Tungen strøg over hans læber, for at fange de sidste dråber. ”Fantastisk,” hviskede han mod hendes øre, som han roligt lagde sig ned i sengen ved siden af hende. Hendes værelse var faktisk på grund af ham. Han havde slet ikke noget imod, at skulle forkæle hende lidt med lidt mere end bare en ussel seng som alle de andre tjenestefolk havde på stedet. Han ønskede faktisk at hun skulle have det godt.