Catch me if you can

[alice]

I de lyse timer, brugte Alice sin tid på at danse. Øve, holde sig smidig. Hun nægtede virkelig at miste dansen på nogen måde. Hun svævede 10-15 cm over jorden, da hun bevægede sig rundt i de yndefulde bevægelser. Hendes hår var løst og dansede lystigt omkring hendes skuldre, samtidig med at hun bevægede sig rundt. Hun var nede i forhallen, for her var der mest plads. Hun havde en mørk mønstret kjole på, som sad tæt fra barmen og ned til hofterne, og så blev den ellers løs. Den var knælang og hun havde et sort bælte på til. Hun smilede for sig selv. Hun havde et bar flade stofsko på, så hun nemt kunne bevæge sig. Hun smilede for sig selv, for det var dog befriende. Som dagen skred frem, så stoppede hun efterhånden med at danse. I hendes bælte om maven, havde hun en lille kniv siddende. Den var nødvendig, når hun skulle mødes med Valerio. Han skulle fodres og hun skulle flygte. Deraf, blev hun nødt til at holde sig i form. Selvom han forblev meget hurtigere end hende uanset hvad! Hun nød nu det sus det gav, at blive jagtet. Det var sjovt. Det var en form for leg, som hun hellere ville have, end at nogle vampyrer skulle komme og lægge an på hende, mens de ville have blod. Hun lagde hovedet let på skrå. Hendes hår skjulte en smule de mave bidemærker på halsen og selv de små knivsår, der var blevet lavet. Mærket var hun i hvert fald! Hun blev stående og ventede på, at han skulle komme. Eller.. Faktisk holdt hun øje med, at han ikke lavede overraskelsesangreb, som hun stod her, midt i det store hele. Hun spejdede rundt. Det måtte ikke komme bag på hende!

Looket

[Deleted]

Valerio havde efterhånden vænnet sig til den tanke om at han ikke ville være i stand til at skulle jage igen. Om ikke andet, så ikke uden nogen former for fysiske våben på sig foruden de tænder som enhver vampyr var født med – Dem som selv var blevet taget fra ham på den mest grusomme måde, så var det end ikke noget som man tænkte meget over mere. Nok var der mange som så helt anderledes på ham efter hans længere ophold i både Procias og Manjarno, så havde det kraftigt taget mange kræfter fra ham, som han havde været ved at komme igen nu. Alec var sammen med Alicia i aften, så han havde gået med til at skulle tage arbejdet og det var noget som han havde siddet med mere eller mindre hele dagen, hvilket han nu heller ikke havde det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket, for.. det var vel bare sådan det måtte være. Han var Alecs bror og det var jo bare et af de mange store ansvar som fulgte med og han agtet ikke at skulle fejle endnu en gang i det foretagende! Han stod oppe øverst på den store trappe og betragtede Alicia. Han var påpasselig med hende, ganske enkelt fordi at hun gav ham dette blod med hendes gode vilje og faktisk fordi hun havde lyst. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han næsten et øjeblik senere måtte stå bag hende. Hænderne lagde han let mod hendes hofter og med det morende smil på læben. Sandt at han var et væsen som havde genvundet ekstremt meget af hans lave selvtillid. Den var igen mere eller mindre i top selv på trods af den måde som han måtte leve resten af livet på. ”Hvor stort et forspring vil du have i aften?” hviskede han nærmest spændt mod hendes øre. Selvom det var nemt for ham at fange hende, så var det godt for ham.. Det tvang rovdyret lidt frem og det gjorde faktisk frygtelig godt!

[alice]

Alice hjalp Valerio med at vænne sig til, at hun var hans byttedyr nu. Hun havde selv affundet sig ganske godt her på stedet og hun havde snart glemt alt om Jasper. Han var da nogle gange i hendes tanker, men det gjorde ikke så forbandet ondt mere, som det havde gjort! Nu hvor hun næsten ville kalde Valerio for en slags ven. Han betød et eller andet for hende, som hun ikke kunne sætte direkte finger på! Nok havde han mistet sine hugtænder, men hun skulle nok få ham til at blive god igen. Hun holdt ham 'i form' ved at lege hans bytte. Hvad Valerio havde lavet i dag, det vidste hun faktisk ikke. Han havde vel gjort sin pligt og arbejde her på stedet, kunne hun næsten forestille sig. Hun vædede let sine læber og kiggede rundt. Der var en smule mørkt her. Men efterhånden kendte hun huset ind og ud, ganske enkelt fordi hun prøvede at skulle gemme sig for Valerio hver gang han skulle 'fodres'. Hun stivnede helt, da han bare ligepludseligt stod bag hende. Hun slap et forskrækket gisp. Det kom bag på hende endnu engang! Hun smilede stille, da hun mærkede hans hænder på sine hofter. Hun smilede. Hun havde mærket, at hans selvtillid var kommet tilbage. Og det var godt. "Tæl til en million?" sagde hun drilsk. Han ville fange hende alligevel. Han kunne opsnuse hende og være der på et splitsekund. Hun gøs helt i kroppen, så tæt som han var. Det kildede i hele hendes krop. "Skal vi sige.. At du tæller til 50?" foreslog hun dæmpet, drejede rundt i hans hænder og kiggede ham ind i øjnene. Hun strøg forsigtigt hånden igennem hans halvlange hår og førte det om bag hans øre. Hun strøg fingrene ned over hans kind, og så skubbede hun sig lidt fra ham. Begyndte at bakke, som hun afventede at han skulle begynde at tælle. Hun trak vejret dybt og skyndte sig at vende om og løbe, da han var begyndt. Hun løb bare.. Op af trappenrne og ud i gangene.

[Deleted]

Valerio kunne takke Alice for temmelig meget, selvom det ikke var et ord som han nogensinde ville tage i munden, for det lå bare ikke til ham! Han havde ikke engang undskyldt for sin idiotiske og tåbelige fejl netop fordi at han have valgt at gøre som han havde gjort, selvom han havde fået besked om at skulle holde lav profil, så var det heller ikke fordi at det var noget som han direkte kunne gøre noget som helst ved overhovedet. Han kunne ikke undgå at smile som hun blev forskrækket endnu en gang. Han var efterhånden ved at være temmelig god til dette. Ikke fordi at det måtte gøre ham det mindste, for det var disse små ting som faktisk var ham et boost i hans selvtillid. Hun var måske en donor her, men det var slet ikke sådan som han så hende efterhånden. Hun var noget ganske andet end noget som han bare kunne placere i rollen som slave eller en omvandrende happy meal, for det som hun skænkede ham var uhyrlig værdiful! Hun skænkede ham jo trods alt blod også selvom det ikke var meget som han tog fra hende af, så var det nok det som han satte mest pris på, netop fordi at det var varmt, han skulle arbejde for det, også selvom det var relativt nemt arbejde, så var det vel heller ikke noget som direkte kunne siges, at være af nogen decideret stor betydning som sådan. Han sendt hende et stille smil. ”En million er vel i overkanten? Jeg går med til 50..” Han nød de lette strøg over hans hår også selvom det lå ham for vane at sende hende det direkte intense og næsten tomme blik, som hun trak sig. Han var ikke god til det med følelser og det var alt sammen på grund af hans kære bror som altid havde formået at ødelægge det hele for ham på denne måde! Han begyndte at tælle. Roligt og stille op mod de 50 som han lod blikket følge hende noget intenst og hver eneste bevægelse som hun gjorde sig. Han så til som hun bare løb, idet han fortsatte sin tælling som han roligt og sagte måtte nærme sig de 50.

[alice]

Alice vidste ikke direkte om Valerio gik rundt med taknemmelige tanker, for det var jo intet han sagde direkte til hende. Men alligevel så følte hun det på en måde, når han kom hende nær. Lød så spændt over, at de endnu engang skulle lege fangleg. Hun nød det jo. Det var jo utrolig sjovt. Hun smilede for sig selv. At han skulle holde lav profil, gjorde hende bestemt intet. For så kunne hun da få lov til at fjolle lidt rundt sammen med ham. Det var sjovt at være byttedyret. For de var jo begge helt afklarede med det. Hun hadede at blive forskrækket, for det kom altid bag på hende, når han bare lige pludseligt stod bag hende! Han var irriterende god til, at komme ubemærket. Uanset hvor meget hun holdt øje. Men hvis det gjorde noget godt for ham, så skulle han endelig bare blive ved. Det var nu hyggeligt at blive grebet bagfra. Hun smilede stille for sig selv. Hun gav ham blodet frivilligt, for han havde brug for det, eftersom han ikke kunne jage selv mere. Og hendes blod smagte jo godt. Det hørte hun jo hver gang nogle nærede sig. Små kommentare som "lækkerbisken," "Udsøgt," og lignende, var bestemt ikke noget, hun ikke havde hørt før. "Ja, det er måske lidt i overkanten," havde hun sagt til ham, inden hun var løbet afsted. Hun løb alt hvad hun kunne. Ned igennem de mange gange. Hun endte med at løbe ned omkring et hjørne og stoppede så op. Hun blev stående. Det var lidt forpustende at løbe alt hvad man kunne! Nu afventede hun nærmest bare, at hun ville blive indhentet, fundet og nedlagt.

[Deleted]

Valerio var taknmmelig for den hjælp som Alice måtte give ham, udelukkende fordi at den også var guld vræd for ham. Det holdt ham lidt ved lige, det fik ham til at tænke på lidt andre ting, end de manglende tænder, som var en del af de mange kommentarer som han fik kastet i hovedet dag efter dag. Han var virkelig ved at være træt af det! Nok kunne han ikke længere jage, men han var i den grad en mester i det at skulle være sitle og lydløs, udelukkende også fordi at det lå til ham som den race som han nu måtte være, hvilket i den grad var noget som gjorde det hele så meget bedre også for hans eget vedkommende. Det morede ham virkelig at han kunne forskrække hende så meget, for han vidste også at hun hadet det! De kunne tumle rundt og et sted, så var han også ligeglad med hvad de andre sagde.. de kunne jage, og det kunne han sgu da ikke mere! Han måtte jo bare nøje sig med det næstbedste som han nu kunne få skaffet sig og det var Alice. Hun var mærket af ham nu, så der var heller ikke nogen andre som i det hele taget fik lov til at komme tæt på hende. Han vile flippe uden lige hvis de endt med at gøre det! Ganske roligt så nærmede han sig de halvtreds, hvor han satte i løb allerede med det samme som han måtte ramme tallet, så var han allerede sat afsted allerede med det samme! Han endte hurtigt oppe for enden af trappen igen, hvor han vendte blikket den ene eller den anden retning. Han måtte finde ud af hvilken retning hun var endt med at løbe! Han smilede let. ”Kløgtigt..” hviskede han let for sig selv, som han bare valgte at styrte ned af gangen, hvor han hurtigere og hurtigere måtte komme tættere og tættere på hende.

[alice]

Alice var glad for at kunne hjælpe. Det var alt hendes hverdag gik ud på. Nu hvor at alle andre sådan set var forbudt at nære sig på hende, så var hun langt mere tilfreds. Så var det hele Valerios fortjeneste, at skære små snit i hende og suge hendes blod. Og så fik hun ikke ar over det hele, selvom hun var lidt påvirket af førtiden, inden Valerio kom ind i hendes hverdag. Hun hjalp ham til at glemme sit 'tandproblem'. De var vel begge ret tilfredse, på trods af at han ikke kunne jage andet end hende. Hun blev ret forskrækket når han kom, for det var skræmmende at han bare kom bagfra hende gang på gang. Hun opdagede ham bare aldrig, uanset hvor meget hun holdt øje. Hun blev stående rundt om hjørnet, nogle gange inde i det store hus. Afventede og håbede, at hun ville kunne høre ham når han kom løbende. Hun listede sig sidelæns ned af den gang, hun var endt ned af. Selvom hun hurtigt fandt ud af, at det var en død ende. "Pokkers," mumlede hun stille. Alligevel kunne hun godt lide ideen - så var de alene, i en død ende, af Mansionet. Hun stillede sig midt på gangen ved den døde ende og kiggede fremfor sig, afventede næsten bare at han skulle komme. Hun satte hænderne i sine hofter og støtted emest på det ene ben. Hovedet gled på skrå og hun smilede sødt.

[Deleted]

Alice var virkelig en fantastisk hjælp for ham, selvom det var ord som aldrig nogensinde havde forladt hans læber, så var hans handlinger vel også et tydeligt bevis nok på det i forvejen? Det var jo heller ikke fordi at han direkte kunne gøre skade på hende på den samme måde som han nu ellers ville have gjort det, for det lå virkelig naturligt til ham at skulle slå det levende ihjel. Det var det som han var opfostret til og det var nu og da også den evne som var taget noget så grueligt fra ham bare sådan uden videre.. Han hadet virkelig den tanke, den følelse og den fornemmelse for den var bestemt ikke behagelig at skulle sidde igen med, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Dette var noget som klart måtte vække det rovdyr i ham og han kunne ikke gøre noget andet end at nyde disse små gange hvor det endelig måtte ske. Det var ikke ofte, at han gjorde dette med Alice, for han ønskede ikke at hun skulle falde bort fordi at han tog for meget blod over længere tid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det skete med et par dags mellemrum og nu hvor hun var mærket af ham… guds nåde trøste den som kom tæt på hende på alle tænkelige måder! Han stormede direkte ned mod gangene. Hendes scent var at følge som var det en smuk og blid parfume som han kunne følge i luften og den ledte ham direkte til hende. Han endte oppe ved hjørnet hvor han så hende stå der i den døde ende. Et svagt og dog morende smil måtte brede sig på hans læber, som han roligt gik ned mod hende. Han endte bag hende, hvor hans hænder endnu en gang måtte falde mod hendes hofter. Det var det dyriske instinkt som næsten automatisk placerede ham bag hende. ”Næsten for nemt.. Skal vi prøve igen?” hviskede han drillende mod hendes øre.

[alice]

Alice mærkede hans taknemmelighed i hans adfærd omkring hende. Sådan følte hun, at han var hende taknemmelig og at han nød at løbe rundt efter hende. Hun holdt ham vel ved lige, om man kunne sige. Ruskede godt op i hans instinkter. At hun var beskyttet af ham, var hun heller ikke i tvivl om. Efter han var kommet ind i hendes liv, så havde de andre sådan set holdt sig væk. Hun var præget af tiden før.. Men de nyeste sår og ar, det var Vals fortjeneste. Han var nok opdraget til at være en morder, men han tog jo masser af hensyn til hende - ventede nogle dage, før han kom og tog igen. Men de så da lidt til hinanden i mellemtiden. Hun var ikke kun en genstand for ham. Hun følte sig i hvert fald ikke sådan, uanset hvor meget rovdyr han var. Hun trak vejret dybt og afventende, for hun vidste, at hun blev indhentet meget hurtigt. Hun fornemmede end ikke han kom, før at han stoppede op lige foran hende. Hun så ham kun kort, før han endte med at stå lige bag hende. Hun spændte kort i kroppen, da han lagde hænderne mod hendes hofter igen. Hun lagde hovedet let på skrå og så ned på hans hænder. Det gyste helt i hende, på en behagelig måde. "Vi kan jo blive ved.. Det jo altid nemt for dig," sagde hun med et skævt smil og blev stående med ryggen til hans bryst. Han skulle jo heller ikke have det helt nemt. Hun så kort ned mod kniven der sad i hendes bælte. Den var ikke ret stor, men skarp.

[Deleted]

Valerio havde altid været vant til tanken om at kvinder skulle respekteres for det væsen som de var og det var noget som han havde holdt fast i mere eller mindre igennem hele livet.Bare alene det lille faktum, at hun lod ham gøre dette, så var det jo det mindste som han kunne gøre igen, var at give hende en dag elelr to med pause så hun kunne komme sig inden de valgte at gentage det. De andre var ude at jage og de vidste godt, at det nu ellers var en umådelig vigtig beskæftigelse som han ikke kunne tage nogen former for del af og det var jo så bare sådan at det nu end gerne måtte være, for der var vidst intet som han kunne gøre ved det om det jo så var noget som han ville eller ej, for han kunne jo desværre ikke gro tænder igen! Han lod hovedet søge let på sned og med det samme muntre smil på læben, som han end ikke ville eller kunne skjule for hende. Hun var mærket af ham og det var også sådan at det skulle forblive. Han smilede let, for det var ikke fordi at det var noget som han kunne eller ville skjule for hende. Uanset hvad hun gjorde og uanset hvor hun ville gemme sig, så ville han altid været i stand til at skulle finde hende og hun vidste det jo udmærket godt. Han kuklo ganske let. ”For sportens skyld?” foreslog han. Han nød selv det faktum at han skulle finde og jage hende rundt i huset, selvom han var nødt til at lægge låg på sig selv, for det lå automatisk til ham, at han skulle bide hende. Det var bare svært for ham at lige vænne sig til. ”Jeg tæller til hundred, denne gang,” hviskede han roligt mod hendes øre som han endnu en gang valgte at give slip på hende og lod hende storme afsted som han endnu en gang begyndte at tælle.

[alice]

Alice nød at være her. Det var hyggeligt. Hun var stadig fri til at danse. Og nu kom folk ikke rendende, fordi Valerio havde forbudt dem det. Hvilket hun fandt ret morsomt, at han sådan ville 'eje' hende. Det var ret sødt på en måde. Han beskyttede hende jo ved det, så han ligesom styrede, hvor meget blod han tog. Hun lod ham jagte hende, for det holdt hende en gang og pustede hendes dage op, når de lavede denne fangeleg rundt i Mansionet. Det var jo sjovt. Og så gav hun da gerne hans blod, det var da det mindste, nu hun var her. Nok kunne de andre tage ud at tage og fælde et bytte der. Men de havde tilgengæld ikke lige et lysvæsen at nyde godt af. Og man skulle vist langt for at finde et lysvæsen, og de var jo i Dvasias. "Jamen, så okay!" sagde hun og rystede kort på hovedet, med et grin. Hun smilede skævt og nikkede til hans ord, da han havde hvisket dem i hendes øre. Så snart han havde givet slip, så løb hun. Da hun nåede ud til gangene igen, spredte hun sin duft ned af forskellige gange. Og også på dørene, ned af den 'falske gang'. Så skyndte hun sig at løbe lige ned midt i det hele på den gang hun valgte sig som den hun ville fortsætte efter. Hun nåede ud i forhallen igen og løb rundt og spredte sin scent, og valgte så en helt ny gang at løbe ned af derfra.

[Deleted]

Lysvæsen var forbandet sjældent og derfor var Valerio faktisk glad for, at han havde denne form for kontrol over denne unge kvinde som stod foran ham lige i øjeblikket. Hun var hans og han tillod så sandelig heller ikke at nogen andre skulle komme og tage af hende som det han gjorde. Han ville blive stiktosset hvis nogen så meget som overvejede det! Hun var mærket og hun var hans. Hun var hans ejendom! De mørke øjne hvilede direkte mod hendes skikkelse. Han ønskede at jage ligesom alle andre, også selvom han vidste, at det nok aldrig ville blive noget som han ville være i stand til igen. Han kunne vel lige så godt bare slå sig til ro med det som han havde og så stille sig tilfreds med det? Selvom det ikke var ensbetydet med at det var nemt, for det var det bestemt ikke! Det ramte hans stolthed uden lige og han brød sig bestemt ikke om at skulle stå der som svag som han gjorde nu! Han smilede tilfredst som han så hende fortsætte med at løbe, også selvom han selv agtet at blive stående til at han ville nå at runde de hundrede og det gjorde han. Så snart at han ramte tallet, så spurtet han afsted og hen over gangen. Han stoppet dog op ved den mindre samlling af gange og korridorer. Han trak tydeligt morende på smilebåndet. ”Imponerende..” Han indåndede hendes duft også selvom det faktisk var svært for ham lige at finde ud af hvor hun var løbet hen. Han endte hurtigt med at søge ned af trappen, hvor han endte i det samme problem. Hendes duft var jo over det hele! Hun var ved at lære og det var i den grad også noget som han kunne lide. Han smilede tilfredst, som han løb ned af den modsatte gang som hun var løbet af. Han var nødt til at finde duftens kilde!

[alice]

Alice var lysvæsen. Hvilket hun var utrolig stolt af, for det var hendes race. En race, som hun elskede overalt på jorden. Den var en stor del af hende og hvem hun var. Han havde nok kontrollen over, hvem der måtte røre hende - ham selv. Men hun følte sig nu ikke bundet på nogen måde, bare mere beskyttet. Det var på en måde ret kært, at han ville eje hende. Nogle ville nok synes at det var dybt grotesk, men hun fandt det sødt. Nok ønskede han at jage, men han måtte jo bare se sig tilfreds med hende. De kunne vel også engang tage en fangeleg udenfor. Der var så ikke så mange gemmesteder, men der var dog frisk luft. Det kunne jo blæse hendes scent rundt. Men hun var efterhånden blevet øvet i at sprede hendes scent og duft selv, så han ville blive forvirret. Og hvor hun elskede når det tog ham længere tid at finde hende! Hun løb ind i den nye gang hun fandt og ned om et hjørne, før hun måtte stoppe op. Det var ret hårdt at storme sådan afsted! Hun lænede sig op af væggen og ville bare stå og afvente, om han fandt hende - eller når han fandt hende, for selvfølgelig ville han finde hende før eller siden. Når han havde løbet ned af alle de forgæves gange. Hun grinte kort for sig selv. Genial tænkt at sprede hendes duft ud over det hele og forvirre ham. Hun sukkede, dog på en glad og tilfreds måde.

[Deleted]

Valerio var efterhånden bare vant til tanken om at han ikke rigtigt kunne tage nogen steder så længe, at han havde det som han havde det ,og det var heller ikke fordi at han var i troen på at det nogensinde ville lette på nogen måde overhovedet. Ikke fordi at det var en tanke som faldt ham godt i smag, for det gjorde det bestemt ikke! Han hadet at være så forsvarsløs som det han måtte være i øjeblikket. For pokker, han kunne ikke jage! Det var frustrationer som Alice havde hjulpet ham kraftigt med. Hun havde ikke set ned på ham, men set på ham med .. bekymring et sted? Ikke fordi at det var en følelse som han var meget kendt med fra før af, for han var død.. Det at føle, var slet ikke noget som lå til ham normalt. At storme rundt efter hende når alle var ude, var klart også noget af det bedste. Hans ring sørgede også for at han kunne være ude, så når han først ville være helt sikker på at Alice ikke ville løbe nogen steder, så kunne han godt finde på at bringe legen udenfor, bare for at gøre det en anelse mere udfordrende for ham selv i stedet for at rende rundt indenfor hvor han kendte til enhver eneste tænkelig krog. Han måtte dog erkende, at hun var ved at lære. At hun kunne sprede sin duft på denne måde, var noget som forvirrede dyret i ham og samtidig var det også den lille tand som udfordrede det mere og han kunne ikke gøre noget andet end at nyde noget så frygtelig godt af den tanke et sted! Han endte dog hurtigt med at stoppe op igen, som han kunne mærke og fornemme, at hendes duft forsvandt ned af denne vej – Ergo, var dette ikke vejen som hun var endt med at skulle løbe! ”Meget kløgtigt..” Han endte med at dreje ned af en gang lige ved, blot for at komme rundt og derved også tilbage hvor han startede midt i den store forhal. Han skævede lidt i de mange retninger, inden han var temmelig sikker på at han fandt den helt rette! Han stormede ned af den retning. Ganske rigtigt.. Der var hun! Han smilede let for sig selv, så han endnu en gang endte bag hende. Hans hurtighed var som regel hurtigere end øjet kunne opfange og denne gang ville han have det lidt sjovt. Han blev stående.. uden at røre hende.

[alice]

Alice havde været bekymret for ham. Det var hun ikke så meget mere, for hun hjalp ham jo med 'madproblemet' og så måtte han jo bare hanke lidt op i sig selv. Men hans selvtillid så ud til at være kommet tilbage, så hun var da glad for at kunne hjælpe! Hun smilede, som hun løb. For hun kunne virkelig godt lide disse stunder, hvor hun blev jagtet. Det fik hjerterytmen op og det gav hende et dejligt sus. Så sov hun jo godt i nat. Udenfor ville de begge få lidt mere udfordring, men hun ville lade ham om at bestemme det - men det kunne måske også være rart for ham? Hun håbede at han kunne lide hendes udfordrende metode, ved at sprede hendes duft ud over det hele. Det håbede hun da lidt, at det gjorde. Det ville være sjovt og hun fik derfor lidt længere tid, til at finde det helt rette sted at stille sig. Hun stod og kiggede sig lidt omkring og ænsede overhovedet ikke, at han endte med at stå bag ved hende igen. Hun kiggede op mod luftet og endte med at dreje ligeså stille rundt. Hun endte med at se ham lige foran sig og hun gispede forskrækket. Det føltes som hendes hjerte sprang et slag over. "Hvad i al verden," mumlede hun og grinte. Hun smilede til ham og trådte hen til ham og lagde hænderne mod hans skuldre. "Nå, løb du forkert?" spurgte hun og næsten spændt, det var sjovt hvis han gjorde det!