en nat

[flint]

Flint kunne mærke af hun var pange han stoppet op og tak ud af hinden han så Trist ned og vågen føst op hvad han var i gang i " Unskyld" visket han svagt og så sig let fra hinden stille to han tøjet på igen og begydet af tage sine ting han gav hinden stille Kjolen og så lidt rundt " jeg er Virklige ked af det " flint kunne se af han hadet gjort noget dumt men hun hadet sleff også prøvet på af tage hans liv sår han så på hinden med Unskylde øjne mens en tår gled ned han hadet ikke todet af han ville kunne gøre det han åbet stille døren og begydet af gå haldet HJem til sin by han håbet bar han ville holde sår langt det af han hadet gjort kunne han ikke få sig self til af forstå vågen kunne han have i seng med en kvinden som lige hadet prøvet af slå ham Ihjel vågen kunne hans sind blive sårn han så sig lidt til bage på den kvinden han hadet ondt af hinden han håbet han kunne gøre det godt på et tids punkt igen rolige så han op og forsvadt lang somt ind i byen med en ubehalige sind han sukket let og tæket ikke ove det / Out

[Liya Daimond Diamaqima]

Bange var hun, og det kom hun ikke uden om, nærvær med en mand foruden Nathaniel, var noget hun måtte afsky. Kroppen skælvede under ham, hun bed bare tænderne sammen og forsøgte ikke at nyde det. Det var næsten en hel lettelse da han trak sig ud. Om ikke andet så var det overstået nu. Men at han undskyldte? Det var mere end nogen anden havde gjort for hende. Uden at tøve trak hun kjolen over hovedet, en smule stakåndet, det at han ikke havde gjort sig færdig, efterlod kun en smerte på grund af hendes race, og det var en ting hun måtte hade. Det vigtgiste var vel, at hun ville være ladt i fred? At se ham fælde tårer, var virkelig heller ikke noget hun havde regnet med, hvor mange gjorde det? Hun svarede ham ikke, betragtede ham blot forsvinde ud gennem døren, og først der kunne hun indtage den friske luft igen. Ganske stille rejste hun sig fra sengen, hendes hjerte bankede stadig udemådeligt hurtigt. Døren åbnede hun på klem, og så ud mod den regn som faldt i større grad. Hun ville bare hjem, og forhåbentlig nyde en fredelig aften, ved Nathaniels side i sengen, mærke hans arme omkring hende og sove trygt, vide at hendes børn var trygge, i det som virkelig var hendes hjem, og som hun i den grad savnede. Selvom hun var bange for uvejret, var det den tanke, der direkte drev hende ud i kulden og tvang hende til at løbe. Vejen gav lidt sig selv, resten var gæt hun ville virkelig bare hjem! Måske ynkeligt, men det var sådan det nu engang måtte være.

//Out