en nat

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var ikke fordi hun var direkte ude på noget. Men hendes krop og hendes sind øfltedes for tungt til hun overhovedet gad at rejse sig. Så mange mænd hun havde mødt på sin vej, de kunne vle ligeså godt komme til sagen? Jo før hun kunne komme hjem jo bedre. Hans stille strøg over hendes kind, fik hende til at lukke øjnene. Hun tog imod det, selvom det gjorde ondt, selvom hun direkte hadede at lade en mand røre hende, hun afskyede det! De mørke lokker dansede ikke længere over hendes skuldre, efter regnen var endt med at sile ned over hende på den måde. Stille gled hun op i hans favn, hun gjorde stadig ikke modstand, det var en dårlig idé, hun ville så gerne se børnene igen, holde lille Silia tæt ind til sig. Hun lod sig fører med ind i hytten. De mørke øjne lå stadig i skjul, hun turde ikke at kigge, skulle hun være alene sammen med ham? Liya sank en klump. Hun gled ned i den bløde seng, og så på ham med næsten forundring i blikket. Hun havde prøvet at slå ham ihjel, og noget i hende brændte stadig efter at få lov, og han præsenterede sig med navn ”L..Liya” fremstammede hun svagt, som var det svært bare at forme ordene. Hun rystede afvisende på hovedet. Kjolen var kold og klam, men hellere en forkølelse end at blotte sig for en mand der ikke var Nathaniel eller Kimeya for den sags skyld. Tiden var virkelig ikke til det her, hun måtte hjem, og det kunne slet ikke gå hrutigt nok! Blikket fulgte ham, hendes eget var næsten bedende ”Jeg kan ikke være her, hver sød at lade mig tage hjem” hviskede hun næsten bedende. Først og fremmest skulle hun langt væk fra ham, for en af dem ville lade livet, og hun kunne ikke kontrollere det, ikke når hun sådan længtedes efter at slå ihjel

[flint]

Flint vente sig om og så på hidnen " der er ingen der fast holder dig vorfor tor du det " han så med træte Øjne på hinden han ville huske hindens nav stille satte han sig ned for and hinden og så på Liya " er der noget galt " svaget han rolige og viste ikke helt hvad han self skulle gøre det var svært nok af finde du af vad kvinden ville med ham han sukket stille og så sig om Kring " det er også i orden vis du ikke vilel snakke om det " rolige rejste han sig igen og så sig om kring igen ha stilled sin Taske og lage sit svær på et bor sår det ikke virket troen overhovet Flint ville ikke lade nolge røre ham med minder de var værde nok til det ellers skulle de gøre sig meget umage Rolige vente Flint sig om hinden igen og så på hinden hvad skulle de r ske i nat han var ikke i stad til sår meget overhovet

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya så bare på ham, med det samme skræmte blik. Hun måtte væk fra ham, det her ville få for store konsekvenser, for hun ønskede ikke at slå ham ihjel, men hun kunne virkelig ikke styrer det. Han var såret, og det ved end ikke noget hun tog sig af, født og i den grad også opdraget som en ren dvasianer, noget som ikke gjorde noget som helst nemmere, det var også helt sikkert. Hun trak sig en smule sammen så snart han kom i nærheden af det, selv besvarede hun ikke nogen ord, der var ingen grund til det ”Jeg skal hjem” gentog hun i en stille hvisken. Hun havde i den grad ikke tænkt sig at snakke med en fremmede om de ting der havde gjort hende syg ”Jeg undskylder” hun tog sig til panden, først nu begynde hun langsomt at komme bare en smule til sig selv. Blev hun ville hun ende med at slå ham ihjel, og han ville gøre modstand, og så ville un aldrig få muligheden for at være sammen med hendes børn igen, det her gik ikke, hvordan kunne Nathaniel også lade hende gå alene på den måde?! De mørke øjne så på ham, store og uskyldige, der var noget sensuelt over hende selvfølgelig, det fyldte meget i hendes raceblanding, men lige i dette tilfælde, ville hun virkelig ikke bruge det, hans kærtegn havde brændt sig ind i hendes hud, og de måtte erstattes!

[flint]

Flint viste ikke hvad det var for en følse han lige Pluslige fik han kunne mærke noget og det bliv en smule stærker han fjernte hånden lige sår stille og så skramt på hinden vis hun var sig self nu hvad skulle han sår gøre ikke det store vel han sukket og så ned " jeg forstå " visket han rolige igen han prøvet virklige af sture den kraft som hun hadet men det var svært en sved plæt kom ned af hans kind han ville virklige ikke have af det her skulle ske lige nu og her han vente ryggen til hinden hvad skulle der ske lige nu han sukket lavt måske var det best af få det overståe som hun sage for ders ajen sikker Heds skyld flint hadet ikke prøvet sår noget her før han ville ikke kunne lide det i sær ikke når han ikke viste hvad han gjor rolige så han ned og viste ikke helt vågen han skulle ånd Tæere det her han så lidt op og Ønsket af der ville komme lidt hjelp Lige nu

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya forstod ikke hans nervøsitet som sådan. Med tiden havde hun vel bare glemt den effekt hun havde når mænd så hende i øjnene? Og hende som sad der i skrædderstilling på sengen, med det mørke lange hår, hun glemte selv med tiden at hun var køn, fordi hendes selvtillid var så lille. Hun var mere eller mindre sig selv, stemmen havde lagt sig, hvilket gjorde at hun kunne tænke selv, og hun var virkelig ked af at hun nær havde slået ham ihjel. Hovedet gled på skrå ”Er.. er der noget galt?” når ikke stemmen talte til hende, så var hun jo faktisk en kærlig kvinde, selv når hun var bange som nu. Uvejret var stadig udenfor, det var ikke fordi hun direkte havde lyst til at søge ud, men hun ville bare gerne hjem. Næsten nysgerrigt så hun på ham. Han virkede ikke til at have det for godt? Sværdet lå på bordet.. ville han gøre hende noget alligevel? Hun skød tankerne fra sig, lagde sig tilbage i sengen og så op på ham. Lige et par sekunder i hvile, ville vel heller ikke gøre det helt store? Før hun endnu engang ville ende med at søge mod Procias, om hun ville være i stand til at finde vejen, vel og mærke.

[flint]

Flint smilet rolige til henden " jeg har bar brugt for mange krafter og min krop er hved af svækkes ikke andet ind det " rolige gik han hen og lage sig hved siden af hinden vorfor viste han ikke slef hun virket til af være sød nok rolige støj han hinden over kinden og smilet rolige han ville ikke spøger ind til vorfor hun ville slå ham ihel over hovet lige nu nød han af være sammen med nolge self om kvinden prøvet på af slå ham ihel stille lage flint hovet på skå "vor er det du skal hen " Sveget han svagt og så ned på hinden hun var smuk det af hun hadet børn rørte ham selt ikke overhovet han ville godt vide noget mere om hinden vor hun hadet levet " vor kommer du fra " kom det stille fra Flints mund han sukket trist og mens han studerte hindens krop lige sår stille jo smuk var hun men nok ikke en han ville i seng med det ville han ikke kunne få sig self til eller kunne han

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya nikkede bare stilfærdigt, hun måtte erkende at han så lidt medtaget ud, hvilket hun også var ked af, en del af det var vel hendes skyld? Det var slet ikke meningen, men når hun så rødt og blev alt for bange, så gik tingene sin stille gang. Hun trak sig helt ind i sengen, som han selv gled ned ved hendes side, noget som gjorde hende utrolig usikker, men hun sagde intet, i både frygt og respekt for ham, hun skyldte ham vel hvad som helst? Hun så ned. De fleste ville være nysgerrige på, hvorfor de havde været tæt på døden, men det hjalp kun dem begge, at det ikke var en ting som han måtte dele med dem. Hendes hjerte hamrede, hun lod blikket hvile i hans ”Procias” svarede hun kortfattet. Det var en svær tid, og ikke for mange hemmeligheder måtte afsløres, det var noget hun for længst havde lært sin lektie med. Hans blik var enkelt at læse. Han betragtede hendes krop. Kunne de ikke få det overstået, så hun kunne komme hjem? Det ville ske før eller siden alligevel. Sukkede stille ”Dvasias” svarede hun endnu engang kortfattet. Manden måtte være ensom, hvis han ønskede at kende hende først. Hun så på ham, løftede endnu engang en smule i kjolen ”Få det overstået, så jeg kan komme hjem” påpegede hun endnu engang, en smule opgivende. Efterhånden var det blevet så meget en vane, at hun bare lod dem?

[flint]

han så rolige på hinden vorfor ønsket hun det stille lage han sin hånd over hindens ovr hun hadet løfte kjolen op " vorfor tor du jeg ville gøre det vis du ikke slef ville det " et stille smil kom fra ham han kunne nu se af hun var senuel for de han helle tiden logget ham til af gøre det han håbet bar ikke af det ville ske rolige kørte han hånden ned af hindens lår bar for af hun kunne føle af han ville være blid hved hinden han kunne næsten ikke få sig self til det men det var kun hinden som fik ham til det han ryste rolige på hovet og tæket sig om hvad skulle han gøre hun sage det skulle overstås mund hun led lige sår meget som ham hun var kold og kjolen var også han sukket rolige og lage stille sit hovet ned mod hindens mave " jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller gøre " rolige sukket han og så lidt ned på de bare ben han nød af være tæt på en lige nu men hun skulle ikke være bange for ham overhovet

[Liya Daimond Diamaqima]

Hun betragtede stille den hånd som lagde sig over hendes, før hun lod ham få opmærksomheden igen ”Vil du da ikke?” spurgte hun stille, og med nysgerrige øjne. Enhver mand som fandt hende på den måde, kom tæt på hende hun forstod det virkelig ikke, men det var sådan at det måtte være. Hendes sensuaitet lokkede ham nok, men det var noget som hun med årene havde glemt, de få hun så i øjnene gjorde det uanset, eller også havde de lært at stå imod det. Hånden ned over hendes lår, fik det til at sitre svagt. Hun var ikke vant til blidhed, hun var vant til at man tog hvad man behøvede, og bagefter lod hende tilbage, så det var vel også lidt den forventning hun sad med nu? Bange var hun uden tvivl, hun frygtede enhver form for kontakt, der ikke var med Nathaniel, hvem kunne vide om han overhovedet ville vente derhjemme? ”Som jeg sagde.. Få det overstået.. det er sent og jeg vil gerne sove hjemme i nat” hendes stemme var blot en hvisken, hun lod blikket glide, og lå tilbage, ventede mere eller mindre bare på, at han snart kom igang, de havde jo heller ikke hele natten, han skulle også hjem før eller siden jo. Hun sukkede stille, det blev nemmere med årene, selvom der i den grad skulle meget til, nu var det bare vanesag, desuden så var det da rart, at det ville være blidt denne gang, og ikke direkte voldeligt.

[flint]

Flint viste ikke hvad han skulle sige hun gav ham jo hel lov til det rolige kørte han hånden over den skeden udnen på hidnens trysser " som du ville " visket han rolige og stade let surt han hadet håbet på af der ikke ville ske noget han lage stille hovet op mod hindens og så hinden i øjne af hun hadet en der hjemme viste han ikke noget om men vis hun ville ha ham skulle hun nok få ham rolige lage han hovet ned mod hindens pande og kysset den lige sår blidt han ville tænden hinden let og gøre sår hun fik det behaliget han ville ikke gøre folk noget han sukket svagt og lod den hånden gilde ned af maven stille kørte han helle kjolen op han tæket ikke på sår meget hvad der kunne Ske han ville bar gøre kvinden glad han håbet på hun ville blive våd nok til af hun lide det

[Liya Daimond Diamaqima]

For at være ærlig var det ikke en direkte tilladelse, hun bad bare om at få det overstået, frem for at den skulle trækkes ud, det havde hun ganske simpelt ikke tiden tid, og det havde han heller ikke. Det sitrede, hun blev hurtig fugtig, som sensuel dæmon havde hun brug for det på alle måder, fik hun det ikke ville det gøre ondt. Ringen sad på hendes finger, hun havde en derhjemme, en forlovet, selvom hun endnu ikke rigtig vidste hvordan det hang sammen, og de to mest vidunderlige børn. Blikket hvilede i hans, selvom det gled stille i ved hans kys mod hendes pande, og forblev lukkede. Hendes hjerte slog nervøse slag, selvom det ikke lod til at røre hende, så påvirkede det hende stadig, der havde kun været en mand der frivilligt fik lov at nærme sig hende. Hans kærtegn direkte brændte sig virkelig ind i hendes hud, hun kunne ikke undgå at nyde det, selvom hun også et sted hadede det. Stille bed hun sig fast i læben, nu måtte hun bare tage det stille og roligt, han vari det mindste blid, hvilket kun lettede hende, for det andet havde hun skam også prøvet, og det var ikke den mindste smule bedre, så meget kunne hun stå inde for, det var også helt sikkert.

[flint]

flint kunne mærke hun bliv våd han så ikke ringen hun hadet rolige to han hånden ned under hindens tusser og hev dem stille af det gjor også ondt på ham inden i han sukket lige sår stille da han også self nød det han begydet af tag kolen af hinden da han kunne se hun var blive våd og kunne føle det han så stille på hinden han viste ikke hvad han skulle gøre det var hans føste gang det her rolige kysset han hinden på munden og sår ned langs halsen og noget til siste Skeden vor han begydet af slikke den stille og rolige det helle var nyt for ham sår han prøvet bar nolge få ting han måske ikke ville ha gjort men nu vor han fik lov eller hvad han todet han fik sår skulle de vel nok gå han ville køre hinden sår træt af hun nok ikke ville kunne oke af rejse sig op igen han håbet hun virklige nød det her hun skulle ikke fryget ham det ville han ikke have over hovet

[Liya Daimond Diamaqima]

Ringen sad på hendes finger, men den avr temmelig ny, blot et par dage gammel, og denne gang havde det ikke været hende der måtte glide på knæ. Hun elskede ham, det var der ingen tvivl om, men efter så lang tids adskillelse, så vidste hun virkelig hverken frem eller tilbage. Varmen fyldte hende, selvom hun forsøgte at kæmpe imod den, hun kunne ikke undgå at nyde det selvom hun virkelig ikke burde. At det var en jomfru som hun rent faktisk måtte ligge med, det var slet ikke gået op for hende, han virkede meget erfaren. Et suk forlod hendes læber. Blikket var gledet i, hun kunne føle hans læber. Hænderne lå knyttet om tæppet under hende, hun kunne ikke nyde det, det var nyt og det skræmte hende næsten, desuden så var det ikke Nathaniel, men hvad pokker det var det jo stort set aldrig! Hun bed sig i læben. Der skulle meget til at køre hende træt, en sensuel dæmon kunne holde til langt mere end det som en nybegynder kunne. Hun lå blot hen, forstod ikke alt den kælen, hun forstod ikke engang hvad han gjorde, kun at hendes krop reagerede på det, reagerede med det rene begær, og hun kunne ikke tillade sig selv at nyde, hvilket bestemt også var det værste.

[flint]

Flint kunne se på hindne der var noget galt han så sig stille om kring og vente sår Bliket til bage alt om han var som om det bar bliv glemt kvinden der hadet måske brug for hans hjæp self om det var meget nyt for ham sår prøvet han sig bar fra hvad mund kunne gå galt hans hjerte banket self om kvinden hadet prøvet af slå ham Ihel sår var det som om af han ikke kunne blive sur på hinden hans kys fra sekden gled op mod maven og hen mod Bryste og begydet af sutte let på dem han viste ikke ragtit hvad han skulle gøre Rolige to han om lemte og Prasset det ind mod Liyas skede da han ikke helt vist vågen det her skulle gørs gjor han det føst lang som og prøvet af styre hindens Rybete han kunne mærke af hun bliv våd han ville prøve af få hinden tænd lidt mere ind hun var nu rolige kom hans kys fra bryste op til hindens øre vor han sage lidt " du..skal..ikke ..være ked af det " han sage det for af tryste hinden stille lage han panden mod hindens prøvet af få 'øjne kuntakt

[Liya Daimond Diamaqima]

Han glemte tankerne, det gjorde hun bestemt ikke. Det eneste hun havde i hovedet var, at hun bare gerne ville hjem til Nathaniel og hendes børn, hjem i de trygge rammer, hvor intet som dette kunne røre hende. Tårer faldt ikke, blikket var gledet i, så man ikke ville være i stand til at se hendes foragt. Stadig virkede han utrolig erfaren, og hun lod ham blot gøre ved hende, hvad end han måtte gøre, og hendes krop reagerede i den grad også på de mange kys og kærtegn, den var lystig, selvom hendes sind bestemt ikke var, ikke når det ikke var Nathaniel som måtte ligge i hans sted. Hun måtte føle lemmet trænge op i det indre, og fylde hende ud, hvilket per automatik fik hende til at svaje let i ryggen. Alt dette var mere end Nathaniel havde vist hende, og de var et sted noget som måtte skræmme hende i en stor grad. Hun lod ham tage rytmen, kæmpet for at holde de små støn inde, for hun tillod virkelig ikke sig selv at nyde det på disse præmisser. Hans ord var hende heller ingen trøst, hun svarede ikke på dem overhovedet, hun var ikke ked af det, faktisk var hun efterhånden ligeglad, for dette var en del af hendes hverdag, hun kunne vel ligeså godt lade dem lege med hendes yndefulde krop, det var åbenbart hvad den var skabt til. Hun så heller ikke ind i hans blik, det var alt for intimt, alt for mange følelser. Nu måtte han gerne gøre sig færdig, så hun kunne komme hjem!