en nat

[flint]

Dagen var næsten gåete og det renget let og stomet også sår folk hold sig for det meste inde dør da det var for koldt til det men der var ikke en person som holde sig inden for det var flint han gik lidt halten lidt og var temlige Såret han hadet væet i kamp og kunne ikke finden nolge sed og over slappe lidt af han var sulten Virklige han sukket lige sår stille og lage hovet på skå det var svært det helle slåret for hans øjne han viste ikke ragtit vor han skulel gå hen det va virklige svært af fatte hvad der var sket men han husket det som det var en drøm hansukket lige sår stille og lage hovet på skå det hadet virklige værte en hår kamp og gået meget ud over Flints krop også han håbet bar på han kunne finden et sted her af være i noget tid sår han kunne samle krafter til af kunne komme til bage til sin hjem by for han hadet noget han skulle der vis han altså overlevet sår længe

[Liya Daimond Diamaqima]

Regnen var begyndt at falde, noget som Liya slet ikke brød sig om. Hun havde en kendt frygt for uvejr. Hendes skridt var hurtige, og det samme var hendes åndedrag. Nathaniel havde bedt hende om at gå i forvejen, mens han selv havde børnene med sig. Som hun færdedes mellem de mange bygninger, med tunge skridt, så hvilede de mørke øjne mere eller mindre over det hele. Hendes hjerte hamrede så stærkt, at det forstyrrede hendes tanker og sind. Hun ville bare hjem. De små dråber fra himlen trillede ned over hendes ansigt og blandede sig med de salte tårer, man kunne ikke se forskellen, noget som i det store og det hele kun måtte lette hende. Det var så lang tid siden hun havde været her, kunne hun overhovedet finde hjem? De mørke lokker var blevet lettere fugtigt af vejret, som det lå der i tunge lokker langs hendes ranke ryk. Kappen hvilede over hendes skuldre, og nærmest gjorde hende til en af de mange skygger i mørket. Hun var et direkte nervervag, det så ud til at trække op, og enhver vidste at hun ikke kun hadede dette, men også direkte frygtede det. Farven var endnu ikke kommet tilbage i hendes kinder, som det stod nu, var hun næsten så bleg at hun måtte se syg ud. Hun satte farten op, og lod b¨de øjne og ører stå på stilke. Flere gange var hun overbevist om at hun hørte skridt bag sig, blev hun forfulgt?

[flint]

FLints blik var tomme og tiste han hadet ikk meget Enagi overhovet han viste ikke helt hvad hans skulle stille op med sig self lige nu han hadet ingen pengen til af kunne købe noget for hans krafter var blive suget ud af ham af en anden som hadet magi brug og det var nok det værste han hadet prøvet i lang tid Flint vente sig lang somt om da han hørte nolge fod trin men kunne ikke ragtit se hvem men han kunne se kvinden så bange ud og det kunne tyde på af flint måtte hjælpe hinden på gundt af han var paladin flint var værken ond eller noget l han elsket af hjælpe folk og gøre dem glade vorfor skulle det lige sket for ham af hans krafter skulle blive suget ud af igen ting han hadet det virklige den ene hånd ruste lidt i nu smerten var stor men han måtte holde ud lidt i nu

[Liya Daimond Diamaqima]

At en anden mand var i nærheden, var i det store og det hele endnu ikke gået op for hende. Hun var bange, eller nok nærmere noget der måtte minde om direkte panikslagen. Hvor var Nathaniel når hun faktisk behøvede ham? Endnu engang væk? EN tanke slog hende. Måske hun burde vende tilbage til Manjarno. Hvorfor bede hende gå i forvejen, og holde børnene ved sig selv, han plejede aldrig at lade hende gå ude alene, var han på vej væk igen? Denne gang med hendes børn? Tårerne trillede ned over hendes kinder, blandede sig med de mange dråber fra regnen. Hun stoppede op. Denne bydel kendte hun ikke, eller også så huskede hun den ikke. En lille stemme hviskede at hun burde komme væk, at nogen bag hende forfulgte hende, ønskede at gøre hende ondt, ligesom så mange andre havde valgt at gøre det. Alene på denne tid af aftenen, og i dette vejr.. var Matthew i nærheden? Tanken fik hendes hjerte til at hamre hurtigere, hun tog sig til panden og betragtede hver lille skygge omkring hende, der var noget farertruende omkring. Hun bed sig fast i læben. Hvornår ville hun nå Procias? Tilbage i skoven i de trygge omgivelser? Hun så ned af vejen hvor hun netop var kommet. Måske hun bare skulle følge den tilbage, og forhåbentligt støde på Nathaniel? Hellere det, end at ende op alene, herude i det kolde ingenting.

[flint]

flint viste ikke helt hvad han skulle gøre der var en smule blod ned af hans mund som han hadet hoste op rolige gik han i mod kvinden og reget en hånd fram han kunne kun tude hinden lidt han kom for and hinden og to still fast i hindens skuller " hjælp mig..ville du ikke nok...jeg..jeg" kraftern var hved af blive brugt op han fladt ned på knæne og landet med et bum nede på Vejne han håbet virklige ikke han hadet skamrt hinden arte som var tenj på af han var paladin lyste op det var for af han hele sig self meget meget lang somt men den Kraft viste han ikke han hadet over hovet han træk værte tungt af denn person var noget andet ind det han lige hadet todet viste han ikke noget om det var rat det ikke gjor ondt mere nu sov han lige sår stille mens rengen ramte hans kinder og det blonte hår

[Liya Daimond Diamaqima]

AY der var en såret soldat i nærheden, det var virkleig det sidste hun havde troet. Skyggerne gemte på så forbandet mange hemmeligheder og i det store og det hele, så var det dem hun måtte frygte. Hendes hjerte hamrede så hårdt, at det næsten måtte gøre ondt, være dirkete uudholdelig. Hendes blik stod på stilke, som hun forsøgte at se igennem alting. Hånden mod hendes skulder fik hende til at reagere med ren panik. Hurtigere end ingenting, havde hun trukket den lille kniv for beskyttelse ved brystet, og hamrede den mod manden der stod ved hende, hun vidste ikke hvorhen, ramte den ville det nok være noget omkring skulderen, at præcisere hendes slag, var virkelig ikke noget hun havde i tankerne, når hun var i panik som nu. Liya så på ham, med direkte frygt i blikket, fristelse der skabte en indre kamp. Det var som et stof, der gjorde hende afhægig, men følgerne ville være direkte konsekvente. Hun bed sig fast i læben, mens flere tårer, valgte at melde sin ankomst i øjenkrogen ”Jeg... Du.. Men..” hendes ord fandt aldrig videre, hun var i en direkte panik, noget som tonen tydeligt afslørede, så hjælpeløs som hun lød, og ikke mindst direkte forvirret.

[flint]

Flint Viste ikke helt hvad han skulle gøre han kunne Kunne kun høre et smule mumlen "mitttt.....nav....er ...ffffflint " kom det stille fra ham mens han holdet sig i siden da kniven hadet snitte sig i gemmen ham " Hjeelpp..mig....ville du ikke nokk " flints Mistede bevistheden og lage hovet stille ned han så kun på kvinden og husket vågen hun så ud han ønsket ikke af få nolge i Panik overhovet han ville bar have hjælp fliger dage uden mad og drikke hadet tager på flint og han var hved af dø af sult og ud maddet hed hvad kunne han gøre han ville ikke dø lige nu han ville se sit Gammel lands by igen rengen pisket lidt ned i hans hoved og vasket den Rant sår man kunne se hans Ansifgti det var ikke forde han ville gøre noget han hadet bar todet af en person ville hjælpe ham lige nu og hun hadet værte den eneste rolige banket hans hjerte

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya så blot på ham, med nærmest længsel i blikket. Hun kunne dufte hans blod, han var svag, en fristelse uden lige, som at stille engleblod foran en sulten vampyr. Hun savnede følelsen, så længe uden, men hun burde virkelig ikke. Hun så til med overraskelse da kniven snittede igennem ham, det var forbandet sjældetn hun ramte ved siden af, men hun skælvede så meget at det næsten ikke kunne undgåes. Han lå bare der på jorden, så dejlig let og hjælpeløs. Hun bakkede bagud, sammentidig med at hun tog rolige langsomme indåndinger, hun måtte.. Regnen silede ned over hende, hun rystede, Nathaniel skulle ikke have ladt hende alene, dette kunne hun ikke, han ville blive endnu en i rækken, det var uundgåeligt, selvom hun slet ikke ønskede at gøre nogen ondt. Roligt trådte hun tilbage, gled på knæ ved hans side, og lod hånden blidt stryge over hans kind ”Jeg er ked af det.. men jeg kan ikke..” hviskede hun stille. Tårerne trillede stille ned over kinderne. Hun trak kniven ud fra hans side, nu lå han der som det rene tag selv bord, og selvom kniven ikke var den mest skarpe, udelukkende fordi Nathaniel tydeligvis ikke havde den tillid til hende, så jog hun den direkte mod hans bryst. Blikket var gledet i, hun så ikke hvor hun ramte, hun blev bare ved og ved og ved, som bevægelsen gik i sig selv, og hun faktisk næsten plantede den der automatisk. Det gav hende lettelse, flere sten faldt fra hendes bryst, det gav hende frihed og muligheden for at ånde.

[flint]

flint så op på hindne med et svagt blik men en let rømden over det hun gjor han måtte prøve af reges sig igen det var tyliget af kvindene self hadet brug for hjæp Rolige men med svag kikket han på hinden "der er noget som du er bange for " svaget han rolige men let svag stemme i sig hvad var det kvinden lavet vorfor åbnet hun sin kjole for and ham han rømdet let og ryste han satte sig til bag til muren "du..duu har vel ikke noget jeg kan spise og drikke vel " flint så let ned og kunne se på sine hænder af de ryste Virklige meget det var svært det her men man måtte i gemmen det smerte kom og gik han kunne ikke ragtit sige hvad der var sket self om han godt ville rolige gled blikket op mod kvinden og smilet svagt af hinden hun så sød ud men var hun nu også det han to sig let til siden og viste ikke hvad der skulle ske med ham nu det var ikke godt han fandt hjælp her ude fra men han stole på folk tybisk ham af gøre det men kvinden der sår ud som om hun hadet brug for hjælp hun virket ikke til af være ond eller noget som helst ikke hvad hans paladin Krafter sage et stille chameren smil kom over ham self om han hadet smerter bed han den i sig

[Liya Daimond Diamaqima]

Han lå der og rødmede, tog det hele så stille og roligt, men hun var i et moderisk hjørne. Det var så længe siden, hun sidst havde slået ihjel, men efterhånden var det en længsel der sad i hende, nu var Nathaniel tilbage, hun havde brug for at komme ud med den vrede som hun sad inde med, og han var et uskyldigt og ikke mindst let offer. Hun ignorede hans første ord. Han kendte hende ikke? Det var noget nyt, de fleste plejede at kende hende, og se ned på hende, på grund af hendes sygdom, som også tydeligt stod i tegnet nu. Hun var altid bange, hun var altid panikslagen, det stoppede aldrig, og dette var den eneste måde at gøre hende tryg, når Nathaniel ikke var i nærheden. Hun rystede blidt på hovedet, aede hans kind ”Der hvor du skal hen, vil der være alt den mad og drikke du kan få” hendes tone var dirrende og svag, hun virkede ikke nær så selvsikker som hun plejede, hvilket var underligt. Nathaniel skulle virkelig aldrig have ladet hende gøre dette. Kniven holdte hun i hendes hånd, knugede om skæftet. Hendes blik var koldt, det charmerende smil gav hende dårlig, han var endnu en, han fortjente det. Det var det hun måtte trøste sig selv med ”Slap helt af, du vil snart ikke mærke noget som helst” hun satte sig over hans ben, lod øjnene hvile i hans, hun var jo en sensuel dæmon, så det var heller ikke svært at fange ham. Kniven i hendes hånd, satte hun for hans hals, pressede den ind mod hans hud, før hun i et hurtigt ryg skar igennem.

[flint]

Flint kunne mærke Kniven han tog hårt fadt i hindens hånd " jeg beder dig gør det ikke " hans øjne søget ind i hindens og prøvet af fange noget af hinden han kunne godt mærke den sensuel demon prøve af over tag rolige " du Behøver ikke gøre det der er mere inden i dig som er godt " af slå en pala ihel ville være skam løs for hans Side af han sukket let og logget øjne han prøvet af hele sig self lige nu der gik heller ikke lang tid før af han hadet gjort det han åbet øjne igen og så på kniven " du skal ikke gøre det" flint prøvet af Tvinge Kniven væk fra hans hals inden hun noget af skære i ham han ville ikke have det men hun så ud til af kunne bruge en hel masse hjælp lige nu "læk den stille fra dig " flints krop hadet stade mange smerter han prøvet ikke på noget men han ville se om han kunne om veden hinden igen self om det kunne blive meget svært han lage hovet stille på skå det var vel svært når man var sår ked af det som hun var han ville godt trøste hinden men vågen kunne han det unden af der skete noget

[Liya Daimond Diamaqima]

At hun blev stoppet,og det tynde hpndled endte i hans hånd, fik hende bare til at se på ham, med det skræmte blik. Han virkede som en venlig sjæl, det gjorde det ikke nemt. Hun savnede virellig følelse. Liya lod hovedet søge på skrå, og så ind i hans øjne. Hun rystede på hovedet ”Der har aldrig været noget godt i mig. De virker som en venlig sjæl, det vil blive belønnet, du har hjulpet med at redde en kvindes liv” uanset hvad han sagde, så ville det gå igennem, hun var syg og hun var træt af at blive snakket til som et barn på grund af det. Han fortjente døden, som alle andre af hans slags, og det gjorde virkelig ondt! Hun så på ham, med øjne der virkelig sagde at hun var ked af det. Hun var netop nødt til at gøre det. Vejret var bådt og klamt, hun betragtede den våde skikkelse, og vippede let med hånden, for at lade vandet fryse til is, som den Avatar hun havde i sig, det var den eneste magi hun som sådan kunne, men det ville fastlåse ham, indhylde ham som en isskulptur. Hun måtte se lyset forlade hans øjne, hun trængte til det. Kniven lå på jorden efter at hun havde tabt den, i chok over at han havde grebet om hendes hånd. Endnu engang satte hun den for hans hals ”Jeg er virkelig ked af det”

[flint]

Flint viste virklige ikke hvad han skulel gøre lige nu ønske han bar på en Mirakel lige nu han sukket lidt inden i han hadet ikke todet det ville ende sårn han var ikke helt svag i nu hans krop var stade varm hvad kunne få hinden til af skfite mingen om alt det her han sukket lige sår stille og viste ikke helt hva han skulle gøre af sig self øjne så stade på Liya vis hun virklige ønske det her sår måtte det være såren han kunne ikke ragtit bevæge sig mens han bad om af få hjlælp til af stoppe hinden det var virklige svært lige nu han viste det ville gå galt før eller siden men lige nu var det formeget han kom fra en kamp og havet nu igen i en han var hved af være godt træt af det Rolige logget han øjne inden i han prøvet af bevæge sig lidt men det var svært da hun sad med bene over hans hun var sensuel demon måske kunne det rede hans skind for en gangs skyld rolige bævget han bente sår den ramte hindens skede let han håbet virklige af det ville gå han ville ikke dø nu i sær ikke nu Flint kunne mærke hans krafter vende til bage "Nej du skal ikke skade mig mere " kom det fra ham han fik varmte self op og slog ud efter Liyas mave og skubbet hinden væk hans hår begydet af lys " VOR VOVER DU AF SKADE EN PALADIN" self om han var ung han hadet Gemte Kræfter da han var født ind i en paladin Fammile

[Liya Daimond Diamaqima]

Mirakler var ikke en ting som måtte eksistere i praksis, og specielt ikke når det var hende man stod overfor, intet han sagde eller gjorde, ville få hende til at skifte mening, for det måtte gøres. Den stemme der talte til hende, så blid og sød i hendes sind, tvang hende til at gøre dette, hvad end hun i teorien ønskede eller ikke. Hun knugede om kniven, han sad der fastlåst, og bare ventede, noget som i det mindste gjorde det lettere for hende. Nathaniel ville slå hende ihjel personligt, men hun kunne ikke stå imod, så svag og så såret fra starten af, det var et levende gourmet måltid. Hun sendte ham et næsten blidt smil ”Jeg ønsker virkelig det bedste” hun betragtede hans blik. Kniven dirrede i hendes hånd, hun slap ikke på noget tidspunkt hans øjne.. Om ikke andet så fik han en langt mindre smertefuld død end så mange andre. På trods hun var en sensuel dæmon, så frygtede hun virkelig berøringer af andre mænd, hun frygtede endnu en nat i det samme helvede, og i og med at han berørte hende på netop en måde der satte hende i direkte panik, så bad han i den grad også selv om det. Hans lys havde hun ikke set komme. De berørte hende selvfølgelig ikke, foruden at hun ikke nåede at reagere meget, før hun selv var skubbet væk, og lå på den kolde jord, så op mod himlen hvor regnen faldt ned over hende. Hun svarede ikke på hans ord, for der eksisterede intet svar, hun vidste aldrig hvorfor, foruden at hun savnede den form for magtfølelse det gav hende. Hvor var Nathaniel? Det var slet ikke meningen at natten skulle ende sådan. Kniven lå lidt væk fra hende, hun gjorde ikke synderligt ud af at række ud efter den, for det så ikke ud som om, at hun ville få brug for den mere i nat. Byen var så stille, noget som hun først lagde mærke til nu. Foruden denne femmede mands råben, så var der ikke rigtigt noget der brød det mørke der lå omkring. Det var anderledes i Dvasias, måske det bare var så længe siden, hun sidst havde boet i Procias, at hun havde glemt hvordan det var? Denne måtte Nathaniel have på skylden, hvis hun overhovedet så ham og børnene igen. Et stille smil prydede hendes læber, hun ænsede ikke på nogen måde, den mand som hun netop havde forsøgt at tage livet fra, for hvorfor skulle hun? Hendes ville med stor sandsynlighed blive taget nu, eller ville han løfte op i kjolen, og gøre det samme som så mange andre have gjort før ham, og ville hun overhovedet magte at gøre modstand endnu engang? Hun frøs en smule. Kappen var allerede blevet godt våd. Det trak en smule op, buldrede i det fjerne, hvilket i sig selv var nok til at sætte den umådelige frygt i hende. Hun hadede et vejr som dette. De mørke øjne gled stille i, hellere det end at se på skyggerne, selvom lyset fra hans skikkelse var noget af det som stadig måtte hvile hende i øjenkrogen ”Få det overstået” endte hun med en rolig tone. Døden ville kun volde hende fred, børnene var i sikkerhed hos deres far, selvom tanken om ikke at skulle se dem igen, gjorde ondt og hvad angik Nathaniel.. han ville være langt bedre uden hende uanset, så gik det ikke op i samme enhed? Stille greb hun om kjolens kant, trak den op og afslørede hendes slanke nøgne ben. Hun spredte dem en smule ”Gør det.. få det overstået” opfordrede hun, med en tone der ikke rigtigt afslørede noget som helst. Det var alt sammen en vanesag, det ville ikke være første gang, desuden så lod han ikke til at være anderledes fra alle andre. Det var også alt sammen ligemeget.

[flint]

Flint sukket let hvad var det hun var ude på han kunne se hun ikke kunne gøre mere rolige gik han hen for af se på hinden hun hadet en smuk krop men han gjor ikke noget self om han lige nu var svag han satte sig ned og støj hinden over kinden lang somt to han hendern om på ryggen af hinden og løfte hinden stille op " jeg ville ikke gøre dig noget " svaget han rolige han måtte finde et sted vor de kunne være i tøre vær han kikket ind i gyden og fandt en hal gammel hytte eller hvad det nu bliv brugt til lang somt men skikkert gik han hen mod hytten sammen med kvinden han så lidt ned på hinden og smilet stille han var ikke en som gjor Kvinder noget kun vis de bad om det han kom enlige der hen og sår så han sig rundt om kring igen for af sikker sig for af der ikke var nolge i nær heden der var tørt og varmt lige her der lå nolge gammel maderser og puder en en gammel dyne rolige lage han kvinden ned på dem og smilet ned til hinden " mit nav er flint " flint var god herte og han var sikker på af de nok skulle blive venner " tag kjolen af ellers bliver du bar syg " rolige vente han sig om for af finde noget hun kunne dække sin krop med " ar en Gammel tæppe " han kaste den til hinden Flint gik let rundt og tændet noget lys hun ville nok syntes af han var skør men han var paladin sårn var han vågen skulle man ellers være han sukket lige sår stille igen og holdet sig let på arem da det mærke stade brænte han ville ikk spøger ind på vorfor hun ville slå ham ihel