Tragedy

[nathia]

Nathia var glad for, at Taylor hjalp hende. Det kendte nok ikke hinanden, men var det ikke almen godhed, at hjælpe? Det var i hvert fald hans gode gerning for i nat. Og de havde jo snakket utrolig godt sammen. Hun blev liggende og med et smertende grimasse i ansigtet, for det dunkede virkelig i hendes arm. Hun var blevet det, hun frygtede allermest. Hun var røget tilbage i fortiden. En fortid, som hun hadede og foragtede. Men når fuldmånen var væk, var hun jo sig selv.. Fuldkommen sig selv, hun ændrede sig jo ikke. Først.. På fuldmåneaftenen. Og der agtede hun, at opsøge Alexis. For der var nok ikke mange andre, der ville hjælpe hende. Hun sank en klump og tårerne løb stille ned over hendes kinder. Det gjorde ondt. Hun kunne godt læse. Det havde Nathaniel jo lært hende. Hun vidste dog ikke, at han ikke kunne. Hun ville dog gerne hjælpe ham med det, hvis hun fandt ud af det. Hun nikkede stille og blev bare liggende i hans arme, som han bar hende imod byen. "Tak," sagde hun dæmpet til ham, alt hun lige orkede at få over læberne. Hun følte virkelig bare for at sove, selvom armen dunkede kraftigt og holdt hende bevidst. Hun lukkede øjnene og lagde hovedet mod hans arm. Hun lå ret godt. Og følte sig faktisk tryg her. Tårerne lod hun bare løbe, for hun havde snart ikke kræfter til at løfte den raske arm heller.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det kunne godt være, at Taylor ikke havde særlig meget at gøre godt med, men han ønskede da ikke at lade Nathia slås med dette alene. Hvad fuldmånen ville gøre ved hende fremover, var nu slet ikke en tanke som faldt ham det mindste ind lige netop nu, for han ønskede kun en ting lige nu; At få hende i sikkerhed, og det var heller ikke noget som kunen gå hurtigt nok, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han holdt hende stadig ind til sig, selvom han virkelig prøvede at gøre det så behageligt som det nu var menneskelig muligt for ham, for han brød sig slet ikke om tanken ved at skulle gøre hende det mindste ondt. Han foragtet den tanke og langt mere end det som han nok lige ville vedkendes, men det var nu og da også sådan, at det måtte forholde sig. Han vendte blikket stille mod hende. Måske at han ikke kendte hende særlig godt, men der var nu alligevel noget i det som han ikke kunne beskrive.. og den tanke var virkelig også rar, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket.. overhovedet. ”Hvil, Nathia..” bad han stille, som han nåede ind mod den store by i Manjarno. Det sted som han kun måtte være alt for godt kendt med, ikke fordi at det var noget som man sådan rigtigt kunne komme meget udenom, for det var vel bare sådan at det nu måtte være. Han fik hende med sig ind til byen, hvor han omgående søgte til kroen. Han kunne nok ikke læse, så det var ikke sikkert at der var meget han kunne gøre for hende, men en ting var sikkert; Han ville gøre det som han kunne!

//Out

[nathia]

Nathia var virkelig glad for, at Taylor tog hende med sig og ville tage sig af hende. Han vidste hvad hun var blevet og han så ikke ud til at være det mindste skræmt af det. Hun ville virkelig være taknemmeligt for hans hjælp. Men hvordan skulle hun kunne takke ham ordentligt? Det vidste hun ikke. Lige nu var hun også ved at dvale ind i en sød hvile, så tankerne blev mere slørede og ikke til at forstå klart. Hun blev liggende i hans trygge arme. Det føltes rigtigt at ligge her, på en underlig måde. Hun sank en klump. Måske kendte de ikke hinanden godt, men der var..noget! Som hun bare ikke kunne lægge rigtig finger på og hvor det irriterede hende. "P-prøver," sagde hun dæmpet. Tårerne løb endnu, men stoppede, som hun faldt ind i en slags hvile. "T-tak," fik hun fremstammet som noget af det sidste. Hun ville glæde sig til, at smerten ville dæmres bare lidt. For det var virkelig uudholdeligt. Hun faldt efterhånden hen i en dybere dvale, men nærmere et bevidstløst stadie, pga. den blødende arm. Det havde været tæt på ude på det store område også. Hun trak vejret stille og roligt, som hun bare lå i hans arme og nu ikke ænsede, hvor hun ville ende henne.
//Out