Tragedy

[Deleted]

Alexis ønskede virkelig ikke at skade hende, selvom han allerede på denne afstand, kunne se t skaden allerede måtte være sket, hvilket han virkelig, virkelig var så frygtelig ked af! Han knyttede næverne. Han hadet sig selv når det endelig måtte gå så galt som dette og det var endda sket hele to gange nu! Det kunne bare ikke blive værre! ”Forbandede..!” hvislede han let for sig selv, som han næsten måtte give sig selv den største endefuld, for det var virkelig fortjent efterhånden, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han sank klumpen i halsen og med blikket som for det meste måtte hvile på den store himmel over dem, for det var i den grad også vigtigt, at han holdt øje med den, så han vidste hvornår at det ville gå galt endnu en gang, for alt det andet ville han da slet ikke få det mindste ud af. Navnet sagde hende noget, det kunne han tydeligt høre, hvor hendes heller ikke var ukendt for ham. Han endte mere bleg end det som han var normalt. ”N-Nathaniels datter..” Han vendte blikket mod hende. Han havde den største respekt for Nathaniel. Deth avde han virkelig! Månelyset kæmpet sig igennem det store skydække over dem, hvor han så til hvordan hun måtte løbe. Det var det som faktisk måtte lette ham. ”Løb, Nathia!” endte han med en fast tone, som han tvang sig op på benene og prøvede at få vendt sig, så han kunne komme den anden vej. Denne gang var han bare ikke hurtig nok, for månelyset måtte endnu en gang indramme hans skikkelse. Blikket gled mod den, da hans pupiller kraftigt måtte trække sig sammen og kroppen gav efter for kramperne igen. Han kæmpet imod. Han ønskede ikke at hun skulle komme mere til skade! Kramperne tvang ham i jorden, idet han igen måtte gro pels. Det var en smertefuld proces!

[nathia]

Nathia regnede ikke med at 'kongen' fra Procias ønskede at skade nogle. Han havde vel bare været uheldig og ikke kunne nå hjem, og så var månen kommet bag på ham. Hun bebrejdede ham ikke. Men hun ville nok søge til ham næste fuldmåne.. I hendes tro, så var Nathaniel jo stadig væk og under sit ophold ved Hayden, havde hun fået et slags had til Nathaniels forsvinden. Hun kunne mærke på Alexis at han var ked af det, så derfor tog hun det lidt mindre tungt. Månen var ved at kæmpe sig vej tilbage på himlen og fri af skyerne, hvilket bekymrede hende. Hun nikkede. Ja.. Eller nej? Det var hun vel ikke mere. Hun vædede let sine læber. Hun bar nok hans navn, men ikke noget venligt sind overfor ham lige nu. Hun trak vejret dybt, som hun løb afsted. Det var dog tungt at løbe og hendes ben truede virkelig med at knække sammen. "Jaja!" havde hun råbt til ham, da hun havde hørt hans 'løb' i hendes øresnegl. Hun stormede blot over engen og den modsatte vej. Hun endte dog med at knække sammen og nåede kun lige at tage fra med den raske arms hånd i jorden, så hun ikke faldt lige på snuden ned i jorden. Hun snøftede og gispede fast. "Pokker tage det.." mumlede hun for sig selv og rystede på hovedet. Hun kravlede over jorden og dykkede ned i det høje græs. Det var blevet højere som hun havde løbet. Hun følte slet ikke a thun kunne komme op at stå igen.

[Deleted]

Alexis ønskede virkelig ikke at skade nogen som helst. Det var noget af det sidste som han havde lyst til lige for tiden, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det var næsten som hans hjerte måtte begynde at skulle hamre direkte mod hans bryst, for han kæmpet virkelig imod den forvandling, selvom det slet ikke var noget som ville virke for ham. Han havde aldrig nogensinde ønsket at bide hende, han havde bare ingen kontrol over sig selv når det endelig skulle gå galt og det var også det som han kunne mærke sig af for øjeblikket og det var i den grad også det som gjorde det hele for hans eget vedkommende. Hans pupiller trak sig fuldkommen sammen som han endte med at skulle stirre op på månen. ”L-løb..” hviskede han dæmpet, som forvandlingen for alvor måtte tage til. Den store krampetrækning som skød noget så kraftigt igennem ham, fik ham næsten til at skrige, som pelsen endnu en gang måtte gro, hans hænder og fødder endte ud som de massive poter, halen kom på plads og den store snude endnu en gang måtte tage form i hans ansigt. Igen hvor kontrollen blev revet fra ham som aldrig nogensinde før, hvor han fast måtte vende blikket i retningen af hvor Nathia var endt med at skulle løbe. Han knurrede igen idet han snusede let op i luften som han kunne fange duften af hendes blod. Han hylede endnu en gang i retningen af hende igennm det høje græs som uden problem måtte give efter for hans store vægt. Han var ude på at slå ihjel i aften. Det var virkelig hans eneste hensigt!

[nathia]

Nathia trak vejret skræmt. Nu hvor hun vidste hvem varulven var.. Så kunne hun jo opsøge ham og hjælpe med at komme af med skylden, for hun bebrejdede ham virkelig ikke! Hun ville heller ikke skade.. Derfor ville hun nu også være nødt til at søge i skjul ved fuldmånen. Ja, måske kunne Alexis hjælpe hende med det også? Det ville i hvert fald hjælpe hende. Hun lænede sig op af en sten, som stod i græsset. Så var hun da dækket af det høje græs, sådan nogenlunde. Men uanset så ville han vel få færten af hendes blod. Og i det hele taget bare duft. Hun gøs ved skriget og trak sig let sammen. Hun snøftede. Hun kunne ikke løbe mere. Blodet der flød ud af de store bidemærker i hendes skulder, drænede hendes energi. Og hun kunne ikke holde det tilbage med hendes hånd. Hun skælvede let, da hun hørte knurret. Så var han da tilbage som den glubske varulv. Hun så mod himlen. Hun kunne bare håbe, at til den tid han fandt hende og skulle til at slå hende til plukfisk, så forsvandt månen igen. For der var et skydække mere på vej hen foran månen. Og det var tæt og stort. Så det så hun næsten frem til. Så kunne han evt prøve at løbe væk, for hun havde nok ikke kræfter til det, til den tid.

[Deleted]

Alexis havde virkelig kæmpet for at holde igen, selvom det slet ikke så ud til at det ville være ham til nogen hjælp eller nytte, for det gjorde virkelig kun det hele så meget værre for hans eget vedkommende og det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hans kontrol var endnu en gang mistet som han stormede hen igennem det høje græs som selv måtte slå direkte mod hans ansigt. Han var hurtig.. meget hurtig endda, netop fordi at han var på alle de fire ben og der lå en styrke gemt i dem som var ganske så utrolig. Han vidste det godt, selvom det nu ikke varh am nogen som helst trøst for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han havde fået færten af hende. Duften af blod var noget som lå så nært til ham, netop fordi at det selv var noget som han var tvuget til at skulle nære sig på for tid og evighed, hvilket i den grad heller ikke måtte gøre det meget bedre for hans eget vedkommende. Han hadet det faktisk! Det eneste lys i hans tilværelse, var faktisk Keischa. Han elskede den kvinde mere og højere end det som han måtte elske livet selv! Han brølede nærmest som han kunne fornemme at han kom tættere på hende, idet han gjorde et kraftigt spring, da månen endnu en gang måtte søge i skjul under det store og nu så mørke skydække. Han røg direkte ned i jorden, da hans forvandling endnu en gang måtte gå tilbage og efterlod ham som menneske endnu en gang. Han gispede svagt og med de svage skælvninger i kroppen. Han havde i den grad ondt denne gang!

[nathia]

Nathia trak vejret dybt. Det nyttede ikke noget at holde igen med forvandlingen, så meget havde hun da selv fundet ud af. Hun trak vejret tungt og følte nærmest bare at energien flød ud af hende, som blodet løb ned af hendes arm. Hvor hun hadede det. Hun åbnede den store trøje og fjernede den fra den skambidte skulder. Hun bed tænderne sammen ved synet, det så da forfærdeligt ud! Gult og blåt og diverse farver, samtidig med blodet. Det så direkte kvalmende ud. Hun pressede hendes raske arms hånd mod bidet, selvom det ikke hjalp det store. Hun skælvede let og hulkede, hvor hun trak vejret i små hiksterende stød. "Av," mumlede hun og blev siddende. Hun magtede slet ikke at rejse sig op. Hun skreg forskrækket, da der lød et bump lige ved hendes side. Hun drejede hovedet fast og fik øje på Alexis endnu engang. Hun så mod himlen. Jeps.. Så var det store tykke skydække inde foran månen. Hun tog den for store trøje af og kastede hen til ham. Så kunne han vel skjule det nedre med den. "Du.. Du bliver nødt til at løbe. Jeg kan ikke.. Jeg orker det bare ikke," sagde hun stille og endte efterhånden mere og mere nede at ligge. For kræfterne sev ud af hende. Hun rystede let i hele kroppen og lukkede øjnene i. Det svimlede efterhånden for hende. Man besvimede jo af blodtab og hun var nok ved at nå derhen. Hans varulvebid havde i hvert fald bidt sig dybt ind i hendes skulder. Det summede og det gjorde ondt af pommern til! Hun trak vejret tungt og pustede ud.

[Deleted]

Alexis kæmpet virkelig imod og med alt det som han havde, selvom han var klar over, at det var fuldkommen nytteløst, for han ville ikke kunne få det mindste ud af det, uanset hvad pokker han ville gøre ved det eller ikke og det var i den grad også noget som han måtte hade som intet andet overhovedet. Han klemte øjnene sammen og spændte fast i kroppen, for det gjorde i den grad ondt, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. At hun smed den store trøje hen til ham, så tog han den bare til sig. Hans krop var præget af de mange ar også selvom det var smerten i det indre, som var den værste, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, for han havde det virkelig ikke for godt og bare alene tanken om at han havde bidt hende, var heller ikke noget som gjorde det bedre for ham på nogen måde. Han klemte øjnene svagt sammen og med et mindre smertefuldt gisp, som han endte med at tvinge sig op at sidde for at tvinge den trøje over sig og derved skjulte sig bare en anelse. Han vendte blikket op mod den store himmel og bed sig svagt i læben. Det var bare et spørgsmål om tid inden det ville gå galt igen og han vidste det jo udmærket godt, selvom det nu ikke var en tanke som han brød sig meget om overhovedet. ”Undskyld igen, Nathia..” hviskede han stille, idet han kæmpet sig op at stå. Nok dækket det ham ikke helt til, men det var i den grad en hjælp. Han så stille på hende og bed sig i læben. ”S-søg ind mod byen.. Jeg søger den anden vej.. Jeg skal ikke skambide flere i aften..” Han endte med at vende om og bare løb.. Han løb alt det som han kunne og bare så hurtigt og så langt væk fra hende som han overhovedet kunne komme!

//Out

[nathia]

Nathia trak vejret dybt og prøvede bare at holde blodet tilbage. Hun ønskede virkelig ikke at ende bevidstløs, for det ville bestemt ikke hjælpe hende. Men hun følte sig træt og afkræftet. Hun sank en klump og stirrede hen mod Alexis, som lå der påjorden. Hendes tårer fortsatte, for smerten var virkelig bare ulidelig. Hun betragtede hans mørke skikkelse, for hun kunne næsten forestille sig, at han også havde ondt. Hun vædede let sine læber, før hun begyndte at bide i dem. Hun sukkede fast og skar en grimasse, da hun trykkede lidt for hårdt om hendes ømme skulder. Hun smilede forsigtigt, da han tog trøjen til sig. Det var da det mindste hun kunne gøre nu. Hun så op mod skydækket, det var tykt og der var vidst rimelig tid, til det ville overstås. "Ikke undskyld, Alexis.." sagde hun dæmpet og næsten bedende, fordi det hjalp ikke på det. Men hans skyld skulle hun nok få af ham. Hun ville jo nok ende med at opsøge ham. Hun kiggede efter ham som ham løb. Og prøvede at komme op at stå. Hun nåede maks 15-20 meter, før hun kollapsede i jorden igen. Hun gispede fast, da det jog i hendes skulder, fordi hun kom til at prøve på at tage fra med den forslåede arms hånd. Hun hulkede fast og blev liggende. Hun var så træt og udmattet og blodet løb jo stadig ligeså stille ud af hendes forbidte skulder. "Hjælp.." peb hun skræmt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Det var den store fuldmåne som havde forhindret at Taylor kunne sove. Giselle arbejdede ihærdigt på hytten i skoven og han havde sit at se til, så han havde ladet hende vandre lidt rundt i sine egne tanker. Han havde lovet Nathia at han ville møde hende i løbet af dagen som måtte følge og han kunne faktisk ikke komme udenom, at han faktisk så frem til det. Hun var virkelig en rigtig sød pige. Han kunne jo heller ikke gøre andet! Han vandret rundt i sin egen animagus-skikkelse. Det var hans skalkeskjul i løbet af den store fuldmåne, for så ar det heller ikke fordi at det kunne gå helt galt. Den store hvide hund som bevægede sig over det store landskab også selvom han var frygtelig opmærksom på det hele som måtte foregå omkring ham, for alt andet ville kun vise sig at være noget af det dummeste som han nogensinde kunne gøre, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han havde levet op gaden mesteparten af hans liv, han havde oplevet skræmmende mange fuldmåner og han ønskede dog ikke at blive et offer for den, hvis han da ellers var i stand til at skulle være fri for dette! Han stoppede stille op. Selv duften af blod måtte hænge i hans næse og han kunne høre at nogen var herude. Umiddelbart var det ikke en varulv, så meget kunne han da hurtigt konkludere. Han søgte mod skikkelsen og den skikkelse som faldt ham i blik, var bestemt ikke en tanke som han brød sig om. Han forvandlede sig allerede med det samme. ”Nathia?” spurgte han dæmpet, som han hastigt gik mod hende. Blodet, hendes skulder.. det var kun tydeligt at en varulv havde fået fat i hende!

[nathia]

Nathia blev liggende fladt i græsset, for hun følte slet ikke for, at komme nogle steder. Det gjorde alt for ondt og hun var helt drænet for energi. Hun snøftede let. Tårerne fortsatte ned over hendes kinder. Hvor skulle hun overhovedet søge hen? Hun håbede virkelig at nogle ville finde hende. Nogle, der ikke havde onde intentioner. I bedste tilfælde, ville Taylor falde over hende. Men det var ønsketækning, som hun så det. Men ikke umuligt vel? Aftalen med ham i morgen ville hun prøve på at holde. For hun ville ikke svigte ham. Han var virkelig en sød fyr. En slags redning for hende. Hun havde jo mødt ham, efter at hun endelig var sluppet fri for Hayden. Hun hulkede hiksterende i små stød og lagde hovedet tilbage. Hun så kort op mod himlen, hvor månen stadig var skjult bag det store skydække. "Hjælp," hulkede hun igen. Hun lukkede øjnene. Hånden fra den raske arm lå mod hendes skulder, som en slags støtte. Hun så rundt, da hun hørte nogen kalde hendes navn. Det var som om at han var kommet frem af hendes ønsketænkning. "Taylor?" spurgte hun stille og så mod ham, da han nåede hende. Hun smilede stille til ham. Hendes hjerte hamrede for at producere og sende blodet rundt i kroppen på hende. Hun bed tænderne sammen og satte den raske arms hånd i jorden og prøvede at komme op. Men hendes arm skælvede så meget, at den knækkede sammen og hun røg fladt ned på jorden igen. Han var lidt sløret for hende, pga. de mange tårer. Men hun kunne høre, det var ham. "D-du kommer som k-kaldet," sagde hun dæmpet og lukkede øjnene i. Alexis var lidt i hendes tanker også. Mon han ville klare denne nat?

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor måtte virkelig erkende at Nathia virkelig var en sød pige og det var ikke ofte at han mødte nogen som han kunn kalde ved det. Selv så levede han kun et ganske normalt menneskeligt liv, hvor hun for sit vis havde.. ja, evigheden? Ikke fordi at det var en tanke som faldt ham det mindste ind lige netop nu, men det var der nu alligevel, så meget kunne han føle og fornemme. Han nåede hende temmelig hurtigt. Hun var da også kommet alvorligt til skade! Han så stille til hendes arm og så til hendes ansigt. ”Tag det med ro..” bad han stille. Han var grebet af en tydelig bekymring, hvilket han heller ikke nærede for særlig mange efterhånden, for det var jo heller ikke fordi at folk tog synderlig meget hensyn til ham selv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på nogen måde overhovedet. Han tog ganske forsigtigt omkring hende og trak hende yderst forsigtigt ind mod sig, så hendes friske skulder kunne støde let af mod hans bryst. Han strøg hendes kind fri for de mange faldende tårer, for det var også tydeligt at hun virkelig måtte have ondt. Han vidste bare ikke hvad pokker han kunne gøre ved det bare sådan uden videre! Han sukkede indædt. ”Du.. du er jo kommet til skade..” hviskede han dæmpet. Tanken skræmte ham faktisk og den skræmte ham noget så frygtelig meget! ”Sch.. Jeg skal nok få dig med væk herfra..” afsluttede han stille, som han kæmpet sig op på benene. Han rev hende stille med sig og holdt hende stadig helt tæt ind mod sin egen krop, så hun havde noget at skulle støtte sig op af. Han var allerede klar over at skaden var sket, selovm det slet ikke var en tanke som han måtte bifalde. Ikke et så smukt et væsen som Nathia måtte være!

[nathia]

Nathia kendte til Taylor som en virkelig sød fyr. En som hun ville lære bedre at kende og en, som hun gerne ville have ind i sit liv. Han var mere eller mindre det eneste hun havde lige nu, trods de ikke kendte hinanden særlig godt. Nok kunne hun leve i utroligt mange år. Og han blot var en 'simpel' animagus, der levede et normalt menneskeliv. Tanken var egentligt lidt skræmmende. At han ville ældes og hun.. Ville blive utrolig gammel. Men det ville hun jo uanset om hun var varulv eller lysvæsen. Hun kiggede på ham, som han nu var lige ved siden af hende. Hun havde ondt og hendes skulder var også blottet nu, hvor Alexis havde fået hendes trøje. Der var 4 bidesår. Eftersom varulvens 4 skarpeste tænder var gået ind i hendes skulder. Hun gispede fast, da han tog fat omkring hende. For det gjorde virkelig ondt. Hun snøftede let. Det gjorde virkelig ondt. Hun prøvede at tage det med ro.. Det var bare svært. Hun lukkede øjnene, da han strøg hendes kinder fri af tårerne. Det var dog bare dejligt med lidt omsorg. "Fortæl mig noget, jeg ikke ved," sagde hun med et kort grin, selvom det hurtigt faldt igen. "F..få mig til Procias.. I skoven.. Nathaniel har nok en eliksir der kan lindre smerten," sagde hun dæmpet til ham. Hun peb, da han løftede hende op og begyndte at bære hende. Hun blev bare liggende i hans favn.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor kunne udmærket godt se at Nathia havde ondt og han brød sig bestemt ikke om tanken om at hun skulle have så ondt. Kunne han lindre det, så havde han selv gjort det, også selvom det var tydeligt at skaden allerede måtte være sket. Hvem som havde bidt hende, det vidste han ikke, for han var ikke direkte stødt på nogen varulve på vejen – Heldigvis! Han rejste sig ganske forsigtigt med hende hvilende ind i sine arme og ind mod sin favn. Nok kendte han hende ikke særlig godt, men han ønskede at lære hende bedre at kende, om det jo så var et lysvæsen eller om det var som en varulv, det måtte han jo så finde ud af på den ene eller den anden måde trods alt. Han vendte blikket lettere bekymret i hendes retning og betragtede hende som hun nærmest måtte putte ind i favnen. Han var ikke meget for at skulle søge igennem hele Procias når hun så sådan ud, ganske enkelt fordi at vagterne ved muren ville lade rygterne løbe løbsk og det var noget af det sidste som han ønskede lige nu! Også for hendes egen del, for hun fortjente mere end det at blive stemplet som en morderisk varulv! ”Jeg har en anden idé,” begyndte han stille. Han havde lidt mønter på sig, så det kunne vel være nok for et værelse for aftenen i Manjarno by? ”De vil se dig ved muren, Nathia.. Og med din skade, så.. så er det bare tydeligt..” fortsatte han. Han gik ind mod byen i stedet for. ”Jeg får renset dit bid i Manjarno..så søger jeg selv til Procias og skaffer den eliksir, okay?” foreslog han stille. Han ønskede ikke at noget mere ondt skulle ske hende. Ikke nu!

[nathia]

Nathia snøftede let, for det gjorde virkelig ondt i hendes arm. Hele den forbidte skulders arm snurrede og fingrene summede også, nærmest følelsesløse. Det føltes i hvert fald underligt. Hun lukkede øjnene sammen. Nu var Taylor virkelig blevet hendes helt. Hendes redningsmand. Og det ville bestemt kun gøre deres forhold bedre, her fra starten af. Alexis var nok langt væk nu. Hun kunne bare håbe, at han ville komme sikkert hjem, når månen forsvandt. Hun blev liggende ind mod hans favn, for det var trygt på en måde. De kendte nok ikke hinanden meget, men de havde et godt førstehåndsintryk og en masse snak, eftersom de havde fulgtes hertil. Om hendes nye race frastødte ham, det regnede hun ikke med. Så havde han da nok bare ladet hende ligge, ikke? Så kunne han jo have ladt vær med at hjælpe. Men han var modig. Han tog hende med, uanset hvad hun var. Hun var jo stadigvæk hende. Det meste af tiden. Vagterne havde hun slet ikke tænkt på. Hun tænkte bare på lindringen af sine smerter. Hun åbnede øjnene og så op på ham. "Gud.. Det..det tænkte jeg slet ikke på," sagde hun dæmpet og sank en klump. Hun nikkede stille til ham. "Okay.." sagde hun dæmpet. "Der burde være et læselig mærke udenpå flasken," forklarede hun ham stille og bed tænderne let sammen. Nathaniel var der jo nok ikke.. Så skulle han enten slåsse med Liya, eller så kunne han bare liste ind.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Taylor kunne aldrig drømme om at bare lade Nathia ligge her til sin egen lidelse og smerte! Nej! Nok kendte han hende ikke så godt, men de havde snakket godt igennem meget af det hele og de havde snakket godt sammen. Et sted var hun vel stadig hende? Selvom hun nu var blevet.. et af mørkets mest frygtede væsner? Det var bare en tanke som han måtte bide i sig, for det var ikke noget som i sig selv, betød det mindste for ham på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Det ændrede ikke det syn som han havde på hende, for han kunne jo bare have fulgt hende hele vejen til byen i første omgang, så var det her jo trods alt heller ikke sket nogensinde! Han vendte blikket mod hende, som han holdt hende i sin egen favn. Han sendte hende et stille smil. At han jo ikke kunne læse, udelukkende fordi at han havde levet på gaden størstedelen af hans liv, var nu heller ikke noget som han ønskede at fortælle hende. Han var ikke så privilegeret at han havde haft nogen som kunne lære ham kunsten at skulle læse, men mon ikke han kunne få andre til det? ”Det skal jeg nok finde ud af, Nathia,” sagde han stille som han begav sig i retningen af byen i stedet for alt det andet. Hun skulle ind, såret skulle renses, bandageres og så skulle han nok søge mod Procias for at finde den eliksir. Han ville bare lige forsikre sig, at hun ikke kom mere galt afsted på vejen, for det var virkelig noget af det sidste som han ønskede sig overhovedet! ”Nu vil jeg bare have dig med ind først,” afsluttede han lettere stilfærdigt.