Tragedy

[nathia]

Nathia gik lidt hvileløst rundt i Manjarno. Hun havde en stor trøje på, som hun pakkede omkring sig. Det var nu dejligt. Der var frisk luft og brisen skyllede ind over hendes ansigt og blæste igennem hendes lange hår. Mørket var faldet på og det var egentligt ved at være sent, men hun havde bare brug for at gå lidt rundt. Smile og nyde godt af tankerne omkring, at hun havde mødt Taylor. Den fyr var noget specielt i hendes øjne.. Det følte hun allerede nu. Hun smilede for sig selv og kiggede mod den store himmel. En panik skyllede over hende, da de mørke skyer flyttede sig og afslørede den store runde måne. Fuldmånen. Var det i dag? Det skræmte hende stadig, selvom det ikke gjorde ondt på hende selv. Hun havde fulgtes med Taylor til Manjarno og så var de gået hver deres veje. Men med aftalen om, at de skulle mødes i morgen i Parken. Der var jo ret nemt at fingre rundt. Hun vædede let sine læber og så ned på græsset under sig. Et stort hav af bølgende græs. Hun betragtede det. Under den store trøje, havde hun en knælang hvid trøje, der sad tæt under hendes barn og så blev den ellers løs ned over hofterne. Hun havde et par nyloner på og hendes sko var et par hvide lukkede stofsko, med en sål under. Hun sukkede stille og betragtede græsset. Hun slog armene omkring sig selv og holdt den store trøje fast omkring hendes krop. Hun skulle jo egentligt hjem.. Sove og så ud igen og møde Taylor. Hun begyndte at gå over engen og prøvede på at sænke hendes hjerterytme, for den hamrede af frygt for fuldmånen der hang over hende.. Hvor uheldigt!

[Deleted]

Alexis’ møde med Sheila havde virkelig tvunget tiden væk fra ham, hvilket havde gjort, at han ikek var nået helt hjem endnu. Månen havde ramt ham som intet andet end et chok og så alligevel den mindre panik da han vidste, at dette ville ende med at gå helt galt igen i den anden ende. Forvandlingen var smertefuld fordi at han ikke rigtigt havde haft nogen mulighed for at stoppe den og fordi at styrken slet ikke havde været i top for hans vedkommende på nogen måde overhovedet. Den store og massive pelsede skikkelse var slet ikke noget som han kunne skjule selv i ly af mørket. De lysende øjne, de blottede tænder og den svingende hale som var roligt omkring ham på denne måde i takt med hans skridt, næsten elegant og alligevel med glansen af det klare og store, samt stolte rovdyr som han var et sted i det indre. Han fortsatte fra parken af og stille henover engen. Foreløbig var han ikke stødt på nogen, hvilket han et sted også var storslået tilfreds med. Han knurrede let, som han for det meste lå i skjul i de mange kradt og træer ganske tæt ved parken, hvor han spejdede op mod den store måne. Et sted så søgte han vel efter andre af sin egen slags? Som ulv var han jo et flokdyr, også selvom han var der og lå der mutters alene, et sted en skræmmende og frustrerende tanke, for sidst at han havde været i skikkelsen som varulv, havde det nær kostet ham livet. Hans blik fæstede sig til den yngre kvinde som fortsatte med at gå midt på engen. Hans tænder blottede han i en svagere knurren, selvom han blev liggende for øjeblikket. Han rejste sig ikke endnu. Et rovdyr var han, han var sulten og nu havde et potentialt offer vist sig. Det kunne da ikke vise sig mere perfekt end det!

[nathia]

Nathia stoppede ganske roligt op i sin gang igen, for at kigge mod den store himmel. Det var jo ikke farligt vel? Det var månen.. Folk holdt sig vel væk fra store åbne områder. Ja, det regnede hun da med. Hun var selv tilfreds med at månen ikke kunne plage hende mere. Men alligevel, så var det også underligt at gå rundt som en omvandrende lyskile. Hun sukkede dæmpet. Vidste ikke at faren lurede herude i nat. Det var ikke noget hun regnede med. Jo, månen havde da skræmt hende. Men plejede dyrene ikke at gemme sig? Hun kunne ikke rigtigt se noget her i mørket, det hele var blot sort og mere sort. Hun kunne selvfølgelig fornemme nogle skikkelser, efter at have vænnet sig til mørket, men det var vel også det? Hun holdt den for store trøje om sig, med armene omkring kors samtidig. Hun gik roligt igennem græsset og observerede hvad der foregik omkring hende. For hvis nu der var noget herude. Hun kneb ø jnene i, da hun synes at hun hørte noget. Men da det ligesom passerede, så kunne hun vel have hørt syner. Hun kiggede fremfor sig og gik ligeså stille igen. Denne gang gik hun faktisk med ryggen til den ukendte skikkelse, som lå i græsset og overvågede hende. Skikkelsen, som hun bare ikke kendte til endnu.

[Deleted]

Det var ikke fordi at Alexis var et fjendtligt væsen. Han ville ikke stå som regerende konge, selvom han ikke var gift eller noget med dronningen, men han sad med magten også fordi at Keischa vidste at han ikke ville misbruge den. Hun kendte ham så godt efterhånden og det var vel også sådan noget som måtte spille ind når det endelig måtte komme til stykket? Det var i hvertfald sådan at han selv måtte se på det, selvom det nu ikke var tanker som strøg ham igennem hovedet lige for øjeblikket, for han havde absolut ikke nogen kontrol over noget som helst lige nu! Fuldmånen gjorde ham til en fange i hans egen krop og han kunne ikke gøre noget som helst ved det, om det jo så var noget som han ville det eller ikke. Blikket var faldet fra den store og massive måne og ned mod kvinden som han kunne se og skimte der i det fjerne. Han knurrede igen, hvor de dybe kløer ned i jorden hvor det nærmest måtte kriple i ham efter at få lov til at springe på hende og det var bestemt heller ikke en behagelig tanke, følelse eller fornemmelse! Han endte med at rejse sig op på alle fire. Den pelsede krop var tydeligt at se i månens blege skær, som han roligt bevægede sig mod hende. De gyldne øjne hvilede på hendes skikkelse, igen oplyst af det klare skær fra den store og massive måne over dem. Han var et rovdyr på jagt og byttet var i den grad lokaliseret nu!

[nathia]

Nathia kendte ikke til mange varulve der var omkring i landene. Hun regnede med, at de fleste levede i Dvasias eller den vej over. Men måske tog hun fejl? Nu var det jo så også sådan, at hun altid prøvede at undgå at gå ude under fuldmånen. Af den rene frygt for, at hun kunne blive det, hun egentligt var født som. Hvis det skete.. Blev hun nødt til at sige til hendes far, at hun skulle lænkes på fuldmåneaftenerne. For hun ville ikke skade folk. Det var jo gået helt galt sidst. Hun var endt fanget i en hel uge, med ren tortur og dernæst, var hun endt udstillet på torvet sammen med Nathaniel. Hun huskede det jo stadigvæk. Hun sukkede dæmpet og løftede den ene hånd, for at stryge lidt hår om bag øret. Hun kendte ikke så meget til kongehuset. Passede egentligt bare sig selv. Hun drejede fast rundt, da hun hørte en knurren igen. Panikken slog ind i hende igen. Hun hørte vel ikke syner. Så kom lyden da ikke 2 gange? Hun spejdede ud over området og synes at få øje på noget der bevægede sig. Månelyset der ramte pelsen på det store dyr, gjorde det kun klart for hende, at nu var det ude med hende. Hun sank en klump og stod nærmere som forstenet. Hendes ben rystede let og hun lod armene falde ned langs hendes sider. Hvad skulle hun gøre? Hun kunne da ikke forsvare sig imod en ulv.. Eller varulv? Hun trak vejret lettere dirrende og blinkede skræmt med øjnene, som hun fulgte dyrets gang imod hende. Hun begyndte langsomt at bakke. Løb hun.. Så løb den vel efter?

[Deleted]

Normalt så var Alexis i sikkerhed under fuldmånen, netop fordi at han var af den farlige slags. Når ulven var fremme, så var det en dvasianer som overtog den styring uden at han kunne gøre noget ved det. Normalt så var han faktisk mild overfor dem som viste det samme overfor ham, for han var ikke en typisk dvasianer, selvom det var der at han havde levet hele livet. De gyldne øjne hvilede på hende. Hun var så lille og så skrøbelig at kigge på, at det var tydeligt, at hun ikke var så gammel igen. Hun var et lyst væsen, hvilket kun gjorde det hele så meget værre, også for hans eget vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, for.. det var jo en naturlig fjende for ham, slvom han i sin menneskelige skikkelse, slet ikke så på det på den samme måde. Hvis hun begyndte at løbe, så ville det først for alvor ende med at gå helt galt, for det ville tvinge ham til at følge efter og udelukkende fordi at han var det rovdyr som han måtte være, selvom det var noget som han måtte hade. Hans nakkehår rejste sig, blikket hvilede fast på hendes skikkelse. Hun var bange, selvom det heller ikke var nogt som gjorde det bedre for hende. Hans gang fortsatte mod hende. Han kunne nærmest lugte hendes frygt og den stod tydeligt i hendes eget blik, at man slet ikke skulle kunne tage fejl af det! Han kom kun tættere og tættere på inden han igen bare valgte at stoppe op.. Hvorfor løb hun ikke? Det var slet ikke noget som han forstod. Han blottede de sylespidse tænder, munden stod i fråde og mundvand. Han gjorde bare sit for at skræmme hende.

[nathia]

Nathia havde en eller anden ide om, at de fleste varulve egentligt skjulte sig under fuldmånen, netop fordi de vidste, at de ikke kunne kontrollere sig selv. Men uheldet skete jo af og til og det var vidst også det, der var sket for den her. Den var stor og muskuløs, så hun ville næsten skyde på, at det var en ham. Hun blinkede med øjnene og trak vejret dybt. Fulgte ham med blikket. Mange varulve, var jo så milde som dagen var lang, når de ikke var i deres påtvungne skikkelse under fuldmånen. Hendes øjne flakkede over ansigtet på det frådende bæst. Hun var lys og det måtte vel også irritere en varulv endnu mere? Det ville hun næsten tro. Hun vidste det selvfølgelig ikke, man huskede jo intet når man vågnede dagen efter. Hun havde lært meget om varulve, da hun selv havde været det. Hun vidste derfor lidt om hvordan, at man holdt en varulv fra at tænde af helt fra start. Men hun ville nok ikke kunne undgå, at ende overfaldet. Hun gøs, da hans nakkehår rejste sig. Frygten var tydeligt i hende, det mærkede hun. Hendes hjerte hamrede også derudad. Hun knyttede let sine næver. Hun så godt at han kom tættere og tættere på. Tænderne fik hende til at spære øjnene op. Det var da bestemt ikke hyggeligt. Hun kiggede lynhurtigt rundt, men her var jo ingen andre end dem. Hun pustede tungt ud og bakkede stille igen. Hun rystede. Til sidst slog panikken så meget ind, at hun endte med at gå lidt hurtigere baglæns. Og da hun ikke kunne kontrollere sin egen frygt mere, så endte hun med at løbe.

[Deleted]

Alexis holdt sig normalt i kælderen, men personlige problemer havde automatisk sørget for at det ikke var gået som han ville det under fuldmånen. Det var jo noget som han så var mærket af den dag i dag, hvor fuldmånen havde fanget ham inden han var nået at skulle komme hjem og han kunne ikke fordrage den tanke på nogen måde overhovedet! Han havde ingen kontrol og hvis han havde, så var han løbet derfra for længst, for han burde slet ikke være ude når fuldmånen måtte være oppe på den store himmel. Han ville ikke få det mindste ud af det, hvilket han udmærket godt vidste. Han kom stadig tættere på hende. At hun jo så måtte blive stående fuldkommen stille, var heller ikke noget som gjorde det hele meget bedre for hans vedkommende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være for hans eget vedkommende. De store og blottede tænder var i den grad også af en grund, for han ville have hende til at løbe, for det var det som satte hans rovdyrinstinkter i gang og det var også det som fik ham til at skulle løbe efter hende! Han knurrede kraftigt af hende, hvor det også var tydeligt at se den panik i hendes blik. At hun bare valgte at skulle løbe, var det som han et sted også havde frygtet i det indre. Alexis var der jo et sted og han havde bare absolut ingen kontrol over det som skete, hvilket i den grad heller ikke måtte være ham en hjælp på nogen måde overhovedet! Han hylede kraftigt op mod den store måne, som han vendte sig mod hende og satte i løb direkte efter. At hun var et lysvæsen var også noget som automatisk gjorde, at han så på hende som en klar trussel overfor hans mørke. Hun kunne blænde ham, hun kunne jo faktisk flyve væk hvis det var det som hun havde lyst til.

[nathia]

Nathia frygtede virkelig for hendes liv nu. Hvis hun ikke slap med, at blive varulv igen.. Så ville hun jo nok miste livet, i værste fald. For varulven ville være gøre det af med hende. Hun var vel en fjende? Hun kendte til følelsen, at miste tiden og ikke kunne nå i sikkerhed, før fuldmånen ramte en. Det var noget af det meste ubehagelige. Så meget vidste hun da. For det kunne hun huske, at have prøvet. Men så snart hele transformationen til varulv var færdiggjort, så huskede hun intet fra nætterne. Man havde ingen kontrol og det var noget af det hun frygtede ved at være varluv. Ligeså den smerte der lå bag. Hun mærkede at han kom nærmere og det var derfor, at panikken slog dirkete ind i hende og fik hende til at løbe. Han ville have hende til at løbe, fordi hun skulle være et bytte. Det vidste hun jo godt aller inderst. Men dette var vidst bare en loose-loose situation. Det gøs i hele hendes krop ved hans kraftige hyl. Han halede hurtigt ind på hende, for han måtte være meget hurtigere end hende. Havde hun kunnet udøve magi, så havde hun gjort det. Men hun havde kun lært meget lidt og i denne panik, kunne hun da slet ikke koncentrere sig om noget! Og flyve kunne hun ikke. Hun trak vejret dybt og løb det hun kunne.

[Deleted]

Alexis ønskede i det indre, slet ikke at skulle skade nogen, for han vidste udmærket godt, at det ville skade hans rygte merei Procias end det som det ville gavne ham og det var slet ikke en situation som han brød sig meget om overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han fortsatte direkte efter hende. Hun var et lyst væsen, ergo var hun en trussel for ham, om hun så var i stand til at gøre brug af magien eller ikke, så var det slet ikke noget som rørte ham det mindste! Han knurrede kraftigt, hans mund og de skarpe tænder løb mere eller mindre i vand, for han var virkelig et sultent og glubsk rovdyr og han jagtet udelukkende for at slå ihjel! Det var det dyriske instinkt som måtte ligge som det stærkeste og som det kraftigste for ham lige i øjeblikket og han havde virkelig ikke nogen kontrol over noget som helst, hvilket i den grad også var noget som måtte frustrere ham selv noget så frygtelig voldsomt. Han kneb de gyldne øjne fast sammen, som han åbnede gabet i det som nærmest måtte være som et kraftigt brøl som han var kommet tæt nok på hende. Han satte af med de stærke bagben og hoppet direkte imod hende, hvor hans sylskarpe tænder fast prøvede at skulle gribe ud efter hendes skulder i håbet om at han kunne få fat og derved også tvinge hende i jorden. Han havde bare ingen kontrol over sig selv!

[nathia]

Nathia ville ikke tro, at nogle ønskede at at gøre ondt. Ikke i varulve skikkelse, om ikke andet. Nogle var dog lidt sindssyge og skadede 'for sjov'. Hendes opfattelse i hvert fald. Efter hun havde været i kløerne på nogle vampyrer i en hel uge. Hun havde ikke tænkt sig at anmelde varulven, for hun ville nok ikke være i stand til det. Og hvis hun var bagefter, ville hun alligevel ikke. For det var jo ukontrolleret. Vedkommende kunne ikke gøre for det. Og hvem skulle finde ud af, at det var ham? Hun sank en klump og løb alt hvad hun kunne, for hun kunne slet ikke stoppe op nu da! Hun kunne høre varulven lige bag sig og det fik hende til at fortsætte. Hun gispede lydt af frygten og stønnede af, at hun løb. Det fik i hvert fald pulsen op. Hun skreg skræmt af det brøl hun hørte og fornemmede, at det var ved at ske. Nu var det slut med at løbe. Hun drejede rundt, da hun kiggede sig over skulderen og hun faldt direkte til jorden næsten i det samme. Den massive vægt fra varulven var meget større end hendes egen. Hun skreg af smerte, da han fik fat i hendes skulder og det var sket. Nu var hun varulv igen. Det var hun næsten sikker på. Hun lå fuldkommen stiv, for det gjorde forbandet ondt. Tårerne piblede frem i hendes øjenkroge og hun trak vejret i små stød.

[Deleted]

Alexis havde virkelig ikke nogen kontrol og han var nok noget af det sidste som ønskede at dette skulle ske, for han brød sig bestemt ikke om tanken omkring det! Han hadet hvad han var, selvom han ikke havde haft noget andet valg end bare at skulle leve med det, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så havde han ikke det store at kunne gøre ved det. Han var lige efter hende, hvor han tydeligt kunne mærke, som hans massive kæber måtte få fat omkring hendes skulder og overarm, hvor han kraftigt måtte bide til. At hun røg direkte ned i jorden med det samme under hans massive vægt, hvilket kun tvang ham selv over i en tydelig overbalance, hvor han med den tunge vægt, faktisk måtte ryge et par meter væk fra hende og derfra også var tvunget til at skulle slippe det greb som var omkring hendes skulder. Han rullede rundt, kun for at vende sig mod hende endnu en gang og med den ellers så tydelige knurren og med de gyldne og lysende øjne som måtte falde direkte til hendes skikkelse endnu en gang. Han blottede de store tænder. Hun var i smerter, han kunne se og næsten fornemme det, som han endnu en gang måtte komme op på de tunge ben igen. Han gik mod hende som et mindre skydække måtte lægge sig for den store måne. Blikket gled op mod den, som han næsten tvang sig selv til at stoppe op. Et mindre protesterende klynk måtte forlade ham, idet at forvandlingen måtte tvinges til at gå midlertidig tilbage, så længe at månen var ude af sigte. Alexis endte foran hende, fuldkommen blottet og med de kraftige ar efter den ellers så smertefulde forvandling. Han vendte blikket træt mod hende. Han havde skambidt hende allerede.. Han klemte øjnene svagt sammen. ”Undskyld..” hviskede han dæmpet.

[nathia]

Nathia skælvede i hele hendes krop, det var ikke noget hun selv havde kontrol over. Denne varulv havde rigtig nok ingen kontrol og derfor bebrejdede hun ham ikke. For hun kendte jo selv til det på en måde. Og nu.. Ja nu var hun vel dømt til det igen, eftersom hun var blevet bidt i. Hun havde ved første øjenkontakt med varulven bare set i øjnene, at det var enten det eller døden. Så hun sagde blot til sig selv, at nu måtte hun gøre det igen. Hun skreg fast igen, eftersom han bed til om hendes skulder. Det summede og hul følte slet ikke for at rykke på armen i den side, hvor skulder og overarm var blevet skambidt. At han dog røg hen over hende og faktisk gav slip igen, fik hende til at bevæge den raske arm og lægge hånden over hendes forbidte skulder. Hun stønnede og snøftede, for det gjorde ondt. Hun så op mod himlen, som skydækket dækkede hele månen til endnu engang. Hun drejede blikket hen imod varulven, som pludseligt endte med at blive til menneskeskikkelse. Hun havde haft ret - det var en han. Hun sank en klump og gøs helt over hans smertende klynken. Var det virkelig sådan det lød. Hun spærrede øjnene let chokkeret op over hans nøgenhed og skyndte sig at kigge på hans ansigt i stedet. Hun følte slet ikke for at komme op. Hun kom dog op at sidde, selvom det jog igennem hendes skulder, fordi hun kom til at rykke lidt med den. "For pokker," mumlede hun stille og gned sine øjne med den ene hånd. Hun nåede da aldrig at komme væk, til skydækket forsvandt. Hun kom op at sidde på knæ og vidste ikke hvad hun skulle sige til ham. Hun kiggede ned mod jorden. "Hvem er du?" røg ud af hende. Så kunne hun måske opsøge ham bagefter..

[Deleted]

Alexis lå på maven, så det var heller ikke meget som var til at se, selvom han lå blottet. Hans krop var nu heller ikk noget at skulle skjule, for han vidste, at han faktisk var en pæn mand når han endelig kunne få lov til at vise det i denne skikkelse. Han havde ondt, han havde virkelig ondt! De mørke øjne faldt stille til tøsens skikkelse. At se hende så skambidt, var faktisk noget som gjorde frygtelig ondt, også for hans eget vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han knyttede næven. At hun havde hørt hans undskyld, kunne han tydeligt se på hende, at hun havde ondt, hvilket ordet ’undskyld’ aldrig nogensinde ville gøre op for på nogen måde overhovedet! Han klemte øjnene fast sammen. Månen var stadig i skjul. ”Du.. du må væk..” Han blev liggende, han var nødt til at spare på energien og hun skulle bare væk inden fuldmånen endnu en gang måtte komme til syne. Det kunne dreje sig om sekunder, minutter eller måske længere. Det var slet ikke noget som han kunne sige, men hvert eneste sekundt var vigtig for hende lige nu! At hun spurgte efter hans navn, var slet ikke noget som han havde regnet med, men… hvorfor ikke? Han bed sig i læben og så igen op på månen, som stadig forblev i sit skjul.. Heldigvis! ”A-Alexis.. Alexis Lacheyriam,” svarede han hende. Om navnet sagde hende noget, vidste han ikke og et sted ville det kun forundre ham hvis det ikke gjorde, for han var jo den som stod dronningen nærmest i Procias. Skydækket holdt stadig månen skjult for ham, også selvom han kunne se, at det ikke ville være lang tid. Månelyset var allerede ved at kæmpe sig igennem og det rev i ham som en tilkaldelse af trance. ”Du må væk… i-inden månen kommer igen!”

[nathia]

Nathia vidste der måske ikke var meget at se når han lå sådan, men bare det faktum at han var nøgen, det gjorde det bestemt ikke godt for hende. Hun var slet ikke vant til sådan noget og frygtede meget for alt seksuelt. Han havde nu et meget kønt ansigt. At han havde ondt, det kunne hun godt fornemme på ham. Hun prøvede at komme op at stå. Hun kæmpede sig op på benene. Det blødte godt fra hendes skulder og det føltes sløvende for hende. Smerten dunkede virkelig. Hun betragtede ham stille. "Væk.. Ja," sagde hun dæmpet og stod på skælvende ben. Hun nåede da aldrig væk. Hun havde mærket at magien var som forsvundet i hende. Hun sukkede dæmpet. Fuldmånen ville nok snart komme tilbage. Men hun ville aldrig nå væk. Når han kom tilbage i varulveskikkelsen, ville han kunne opsnuse hende. Og engen var jo stor og åben, så der var ingen skjulesteder. Hun kunne vel bare håbe, at der ville komme en stor sky og lukke til, før hendes liv også blev taget med i købet. Hun blinkede let med øjnene. "Gud.." mumlede hun, da han sagde hans navn. Hun kendte til navnet. Nathaniel stod jo kongehuset nær. "Je-jeg er Nathia.. Nathia Diamaqima," sagde hun dæmpet. Kongehuset kendte jo også hendes far. Men hun ville opsøge Alexis, om hun fik problemer eller fortvivlelse. Det var i hvert fald stensikkert. Så måtte han jo få lidt af samvittigheden børstet bort på den led, hvis det kom dertil, at hun opsøgte ham. Hun så kort mod månen, der var ved at titte frem igen. "Okay..okay, men jeg når det jo aldrig!" sagde hun til ham og begyndte bare at løbe. Hun ville enten støde på slagmarken, parken eller byen, hun var lidt desorienteret her i mørket. Det gjorde lidt ondt at løbe og hun støttede hendes forbidte skulder, med den raske arms hånd.