I ly af mørket

[demian]

Han smilede blidt ned til hende. Hun var mere end bare en simpel kvinde. Naturligt var det dog at hun ville veje disse ord på hendes tunge i forhold til deres situation. Han kunne ikke bebrejde hende for det. Ganske blidt strøg han hende igen over kinden med én enkel ting i tankerne; sine problemer. Han ville virkelig hade at skulle lade hende i stikken og uvidenhed, men ville hun kunne tåle at høre om det? Han måtte forsøge…
”Anwen?”
Endte han en smule mere prøvende end før. Han følte sig virkelig ikke sikker ved at skulle fortælle hende om hans snart kommende udfordringer, men hun havde retten til at vide besked… mere end nogen anden.
”Vejen for mig siden vi skiltes har være lang… og jeg har næppe tænkt mig at byde dig det endnu engang, men der er noget jeg mener du bør vide besked om. Jeg sidder i et greb stærkere end noget andet & det vil være i stand til at tage livet af mig i sidste ende. Sidste gang jeg forsvandt troede jeg virkelig ikke at jeg ville komme på mine ben igen, men her står jeg & det med dig i mine arme. Jeg solgte min sjæl til mørkets kræfter og jeg har adgang til alkymisternes magi… siden jeg var barn har jeg kun ville bruge det som et våben for hævn, men alt er anderledes nu. Jeg har besluttet mig for ikke at stikke af længere. Jeg vil opsøge min tidligere værge og finde hjælpen der. Det vil ikke blive nemt… eller smertefrit, men kun bedre…”
Endte han stille. Ikke alle detaljer var lagt på bordet men om hun skulle være bange for at han ville forlade hende skulle det være kendt for hende at kun døden ville tage ham fra hende. Han kyssede hende i panden og lagde blidt panden mod hendes med blikket vendt i jorden.

[anwen]

[/b][/color] var det eneste svar hun kunne finde på. Hun var ligeglad med hvorhen, og hvad udfaldet blev, om hendes liv skulle slutte, om hun skulle være vidne til enden på alting. Hun var ligeglad. [/ul]

[demian]

”Det at du vælger at følge med mig kan forøge din risiko for større lidelser i sidste ende…”
Demian vidste udmærket at hun hellere ville blive ved hans side til den bitre ende i stedet for at vandre omkring alene. Han kunne mærke det på hende og ville næsten bide sin egen arm af på det om han så skulle tage fejl. Hun var som et eventyr; det var ikke til at sige hvornår hvad skulle ske. Men intet kunne betyde mere for ham end hende, lige i øjeblikket. Alt kunne drage hans opmærksomhed væk fra problemerne, blot for en kort stund, men hun… hun formåede så sandelig at holde ved i ham. Han følte sig et sted mere hel indeni og fuldendt til det sidste.
”Følg med mig og du vil aldrig finde grund til at føle dig ensom.”
Han løftede igen sit blik og betragtede hendes smukke øjne. Bare det at se på hende kunne frekalde en vag skyldfølelse overfor det han vidste hun ville kommen igennem bare ved at blive sammen med ham. Men det var ikke op til ham at bestemme om hun skulle gå ad samme sti eller ej… det var hendes… helt alene.