I ly af mørket

[anwen]

[demian]

Utroligt nok syntes det at være at han stadig var i live endnu en vinter… Det mente han i hvert fald. I en endeløs vandren gennem byen havde han kun bemærket lyden af sine egne skridt i sneen under støvlernes såler og en kort stund efter fandt han sig selv stående i hullet af en gammel vissen hæk. Udsynet til den store åbne plads med de mange bænke og ranglede nøgne træer symboliserede næsten en ny start. Den varme forede jakke han bar hang åben til trods for den bidende kulde. Han følte sig ikke just ramt af det kolde vejr; Det havde han aldrig gjort. Med hænderne solidt placeret i lommerne førte han sig frem tværs gennem parkens åbne plads og med en tydelig retningssans. Han vidste godt hvor han skulle finde Nathaniel! Ham var han bestem ikke færdig med.

[anwen]

Nattehimlen var næsten smukkere end den plejede på sådan en nat, og med ansigtet vendt mod himlen, forsøgte Anwen at finde de stjernebilleder hun kendt, men blev til sidst helt rundtosset og måtte flyte blikket.
Da hun så ned igen, og hendes opmærksomhed blev flyttet fangede lyden af fodtrin i sneen hendes øre, og hun vendte sig instinktivt mod lyden og så søgende ud i mørket indtil hun fik øje på en skikkelse i sneen.
Hun nåede ikke engang at overveje sine handlinger før hun hoppede ind bag et træ, men kun for at snige sig nærmere skikkelsen, i forhåbning om ikke at blive opdaget.
Den naive Anwen som altid glemte at verdenen sagtens kunne være fyldt med onde væsner, bevægede sig dumdristigt i retning af den mørke person, som syntes at bevæge sig målrettet igennem parken.
Hvad hun havde glemt var dog at sneen knirkede under hendes normalt så lydløse fødder, og højlydt afslørede hende.

[demian]

Demian vidste hvor han var på vej hen og hvad det muligt ville bringe med sig i sidste ende, men hvor længe kunne han blive ved med at trække den? Han rystede sagte på hovedet ganske svagt inden han brat stoppede op med en trækkende hånd ned over ansigtet under overvældelsen af de mange problematikker.
I hjørnet af hans opmærksomhed havde han godt bemærket vedkommende der luskede rundt mellem de nøgne træer. Den velkendte lyd af skridt i sneen satte et svagt barnagtigt smil over hans læber ganske kort og famlede fra igen da han vendte ansigtet op mod himlen. Et dybt suk undslap han ganske stille; skulle han give til kende at han havde opdaget hvordan vedkommende trislede rundt? Eller skulle han bare lade det være og vente til vedkommende kom frem fra sit skjul helt på egen hånd?
De slidte bukser og den råhvide T-shirt sad som syet til hans figur. Det var nu ikke svært for ham at blive i sit gamle tøj så længe han holdte sin form ved lige. Han var bare ikke overbevist om at han ville leve så forfærdeligt mange år endnu, så hvorfor spilde kræfter på unødige sager?

[anwen]

Anwen forsatte sin udspionering, og i hendes underbevidsthed begyndte en hvis genkendelse at bevæge sig, men hun lagde ikke mærke til det.
Hun var næsten begyndt at blive dristig nu og sneg sig tættere og tættere på. Det var en mand, og han trak et ganske særligt luftspor efter sig. Endnu engang rørte noget på sig inde i hende. Noget hun ikke havde mærket i lang tid, og spændingen bredte sig i hendes krop, som en underlig varme, der gjorde hendes muskler lidt stivere og mere klodsede og det uundgåelige skete – hun skvattede.
Under sneen, lå et tyndt islag, hvor der før havde været en vandpyt, og hun fald direkte på røven, med et højlydt of overrasket hvin, og klodsede armfagter i et sølle forsøg på at genvinde balancen inden hendes mås ramte den kolde sne, og hårde jord.
Kuldegysninger løb gennem hende, som kulden i løbet af splitsekunder trængte igennem hendes tøj, langt før hun fik stablet sig på benene.

[demian]

Det var ikke til at undgå at smilet fandt vej over hans læber da først færden af en ganske velkendt kvinde fandt vej til hans minder. Han vendte sig roligt og let i overkroppen blot for at afsløre hendes fejlagtige spionage, men blev i stedet grebet af situationen kun få sekunder efter. Han havde trukket hænderne op af lommerne i en hurtig reaktion da det instinktivt slog ham at det ville gå galt. I stedet endte han med at stå med fronten til hende på trods af at det var et godt stykke væk. Der var intet at tage fejl af, heller ikke selvom det var så utroligt længe siden.
Han vidste udmærket at hans udflugt og besøg hos Nathaniel ville blive udskudt, men hvorfor benægte gensynet med hvem han til nu stadig holdte kært i sit hjerte. Hun var klodset, jah, nok også derfor at han følte sig truffet når han betragtede hende. Det var næsten som om at det hev i hans reflekser per automatik så snart hun kom galt af sted.
Han trådte stille frem mod hende og havde intention om at knæle for at hjælpe hende op at stå da han i stedet anså en helt anden mulighed og greb stabilt fat i hendes kølige overarm. Hvor længe havde hun mon rendt rundt udenfor? De grå øjne søgte kun hendes og smilet i hans mundvige han stadig ved.
”Bare rolig, jeg har dig”
En konstatering uden videre ment som en hjælp, men dermed ikke sagt at han så ville ønske at give slip på hende igen når hun havde fundet balancen.

[anwen]

[/b][/color] spurgte hun så, mens hun forsøgte ikke at lade sin stemme knække, mens hendes øjne blev blanke, som var hun ved at græde.
Hun blinkede igen, men stoppede så og stirrede bare på hans ansigt.
Langsomt, som var hendes arm næsten for tung til at hun kunne løfte den, løftede hun sin hånd op og rørte let ved hans kind.
Man skulle tro at en milliard spørgsmål var begyndt at hobe sig op i hendes hoved, men sandheden var faktisk at det var ganske tømt for alt hvad der havde med fornuft at gøre, for ikke at sige mening.
[/ul]

[demian]

Genkendt var han og selv den tanke var lige så morende som det at lege ’skjul’. Han var ikke plaget af den lange tid der var gået, det havde været det som var hændt dem begge i sin tid. Allerede dengang troede han ikke på at han ville komme til kræfter igen, men til sit eget held stod han her nu igen, i stand til at tage den eneste kvinde han var blevet ’glad’ for, i betragtning. Han var udmærket godt klar over at han havde forsømt så vanskeligt meget gennem årene, men han havde ærligt ikke skænket det en tanke. Nu var det jo næppe fordi at Anwen var en pige ’i farten’ i hans øjne, men han kunne heller ikke byde hende at blive bekendt med det som faktisk var en sygdom for hans del. Ingen på nær ham selv, hans far, søster, mentor og Nathaniel, kendte til den kontrakt der sad dybest inde på sjælen af ham. Det han ikke ville var at give hende en grund til bekymring.
Hendes reaktion forekom ham ganske morende og han svarede hende ikke, så blot på hende. Hun vidste det jo allerede godt, men det var vel vanskeligt for hende at begribe han stadig var i live? I en fjern tanke handlede han ved at trække hende ind til sig og lukke sin jakke til omkring hende. Han kunne mærke hendes kølighed og kunne kun gætte på at hun måtte fryse.
”Hvor længe har du været ude?”
Spurgte han stille. Ganske enkelt nysgerrig efter at vide besked om hendes helbred. Han kunne ikke lade hver med at bekymre sig om hende så snart han stod alene med hende. For ham var der ikke gået 2 sekunder fra de sidst havde set hinanden og så til nu.

[anwen]

[/b][/color] mumlede hun og trykkede sig ubevidst ind mod hans varme krop og lagde sine kolde fingre på hans bryst.
”Det….” hun bed sig i læben og forsøgte at trække vejret, som pludselig havde syntes så klemt i hendes lunger, og gjorde hendes knæ svage.
”Det kan jeg ikke huske….” indrømmede hun og blev i et nu, helt forlegen over at have glemt sig selv i hele dette virvar.
Alting var begyndt at flyde sammen, selv den tid hun ikke havde set ham, og faktisk havde opgivet nogensinde at skulle se ham igen, forduftede som en vandpyt under en hed sommersol.
Hun rødmede og ville ikke se op på ham, da hun pludselig kom i tanke om hvor lang tid siden det faktisk var, siden de havde skilte.
Det stak og prikkede i hendes hjerte. For hun huskede hans ansigt, hans duft og hans varme lige så godt, som var det i går de havde skiltes.
Men virkelighed var virkelighed. Og selvom Anwen ikke var skarpheden selv, kunne hun godt bruge bare lidt sund fornuft.
På trods af at hun bare ønskede at hun kunne forsvinde i hans favn, og blive dér forevigt.
[/ul]

[demian]

Demian var opsat på at være ved hende fremover og ikke bare forsvinde uden varsel. Det summede i hans tanker; processen for hans egen helbredelse. Han ønskede den jo! Han kunne godt mærke hvad hans barndom havde givet ham at døje med i ren og skær hævngerrig jagt efter sin far. Han kunne fornemme på sig selv hvad han i det store hele valgte at prioritere højere på stående fod. Sandt nok var det jo så at hvis han fandt sin far ville han ikke lade fortiden ligge. Sjovt nok så var Anwen ikke det der lignede en erstatning for hans tab på sin mor; det ville hun aldrig nogensinde kunne blive. Foruden hans egen forsvundne søster og afdøde mor, var der kun hende. Det var ikke svært at se højt hen over fremmede kvinders tilnærmelser så længe han vidste han havde hende. Aldrig! Om han skulle komme til at begå de samme fejl som han egen far. Han begravede sit ansigt ved hendes hals ved at bøje sig ned over hende og holde hende helt tæt ind til sig. Men blev der kun ganske kort inden han løftede hovedet igen for at plante et lille intenst kys ved hendes øre efterfulgt af en blid hvisken.
”Jeg er hjemme…"

[anwen]

[/i][/color]… det ekkoede i hendes sind.
”Velkommen hjem.” hviskede hun og kæmpede for at holde glædeståre tilbage. Kunne det virkelig være rigtig?
Anwen lagde forsigtigt sine arme om hans hals, og måtte stille sig en smule på tær. Hun inhalerede hans velkendte duft, langsomt, holdt det nede i lungerne, og pustede så langsomt ud. Som for at berolige sig selv. Forsikre sig selv om hans eksistens.
[/ul]

[demian]

Hvad kunne han mere forlange? Hun betød alverdens for ham og alligevel vidste han ikke hvad han skulle stille op med sig selv og sit liv. Han var kun sikker på det faktum at han ønskede at være sammen med hende så længe hans liv tillod det. For set på det udefra ville han ikke leve mere end 40 år i det hele; hvilket kun gav ham 15 år tilbage ca. og måske endda mindre. Som han blot stod her med hende i sine arme, stak det ham i hjertet ved at tænke på de konsekvenser hans barndom havde givet ham. Grebet omkring hende tætnede han ganske stille da hun lagde armene om halsen på ham. En om hendes øvre ryg og en om hendes nedre ryg. Han kunne mærke hvordan hans eget hjerte stadig måtte forsøge at pumpe af sted i en haltende fart alene fordi han hverken var helt levende eller helt død. Hånden om hendes øvre ryg søgte til hendes hovedbund med fingrene begravet i de røde lokker næsten aende.
”Savnet mig?”
Spurgte han med et let træk i mundvigen og trak sig igen ganske let ud fra hende så han kunne se på hende. Han kendte allerede hendes svar, men brugte ikke det til nogen fordel i sådan et sammenhæng. Han ville høre hende sige det. Sætte ord på om det var forkert af ham at være vendt tilbage, eller om det var rigtigt.

[anwen]

[/i] ?
”Nej.” ?
”Af hele mit hjerte.” ?
”Du er en idiot.” ?
”Hvor har du været?” ?
”Du skulle være blevet væk!” ?[/color]
Igen tog hun sig sammen til at se ham i øjnene og trak vejret ind, som for at starte på en sætning, men det eneste der kom ud, var et lidt ynkeligt ”Jeg burde hade dig….” hvorpå den næste tåre trillede ned af den modsatte kind. Men hade ham, det var umuligt. Hun elskede ham. Havde savnet ham af hele sit hjerte. Havde følt frustrationen, ved at han pludselig var forsvundet, og lettelsen, ved fundet af ham igen. Helskindet?
Hun håbede, men var næsten bange for at tjekke efter. Tælle hans fingre. Pille hans bluse af, for at sikre sig at der ikke var nye ar, eller sår…[/ul]

[demian]

Demian var udmærket klar over at hun måtte sidde inde med et hav af følelser. Det var nemt nok at mærke på hende og tøvende handlekraft. Det betød dog intet for ham, om hun hadet ham eller på anden vis ønskede at skænde på ham. Han havde ikke før hen skænket hende en tanke som sådan, i tilfældet af at hun måske havde søgt andre veje. At han kunne forlade hende på den måde i sin egen indre uro og iver efter hævn på sin far gjorde ham ikke just værdig til at stå foran hende som han gjorde nu.
”Så had mig..”
Medgav han stille, men slap hende ikke. Hun kunne være vred, hun kunne være skuffet, ked af det, såret og fuldkommen umulig at stille tilfreds, men så længe hun ikke bad ham om at søge til helvede og mene det, så ville han ikke flytte sig det mindste. Hånden om hendes baghoved trak han til sig, strøg hende blidt over kinden og fangede den tåre der trillede lige så stille ned.
”Jeg har ikke været her i.. alt for lang tid nu. Og havde bestemt ikke regnet med at se dig igen efter det.”
Endte han stille.

[anwen]

[/i]! Men had var ikke just en følelse der lå til Anwen, had var en følelse som hun havde meget svært ved at kapere. Hun rynkede brynene, mens de næste tåre, trillede trit ned af hendes kinder, til efterfølgere af de første og snart havde de varme tårer; dannet et fint, smalt, og vådt spor ned ad hendes kinder. Alt for længe. Alt for længe. Alt for længe. Alt for længe. Hun så ned, ”Det kan jeg ikke…” mumlede hun næsten uhørligt og tørrede sin højre kind af i sin skulder, før hun igen så op. Denne gang med hovedet en anelse sænket, så hun så ud på ham, gennem de lange våde vipper.”Men…” hun tøvede og samlede modet til det næste hun ville sige, før hun mælede ordene, vejede dem lidt for at være sikker på at hun ikke ville fortryde dem: ”Jeg bliver nødt til at hade dig hvis du forsvinder igen. Mit hjerte kan ikke bære endnu et tab af den samme person.”
Hun blinkede lidt med øjnene, i et forsøg på at klare sit blik, som var blevet særdeles sløret.[/ul]