Black as the black sea..

[Deleted]

Natten og mørket havde for længst søgt over den store himmel som et næsten stort og idyllisk jerntæppe som måtte dække for den store måne som måtte hvile deroppe et sted i mørket. Fuldmånen var om ganske få dage og selv en som Alexis havde brug for tiden til at komme lidt væk fra det hele. Bare det at komme til Dvasias var noget som skete forbandet sjældent og et sted så måtte han se på det som en skam. Livet som varulv kunne han leve med, men den horror som han var tvunget til af en ældgammel ærkevampyr, var slet ikke noget som han bifaldte det mindste overhovedet! Den sorte sø måtte ligge så fredeligt frem for sig. Ikke så meget som en eneste lille uro var at skulle finde i overfladen og det var.. betryggende et sted for Alexis’ vedkommende. Turen fraProcias havde været lang, en den var nødvendig, også for hans del, for han havde virkelig brug for at få den dvasianer lidt frem, at kunne give slip på alle de lænker som hivlede så fast omkring ham, for han var nødt til at vinde procianernes tillid og nemt var det bestemt ikke med den nye greve på pladsen i landet! Han sukkede dæmpet, rystede på hovedet og satte sig ned ved søens bred, blot for at betragte den. Han havde brug for at lufte tankerne bare lidt. Han sad i en mørk skjorte og et par mørke bukser. De selv så mørke øjne, også selvom de måtte bære det næsten så rødlige skær, hvilede næsten så åndsfraværende på den store overflade. Hans ansigt bar små præg af gamle såvel som nyere ar, selvom det nu ikke var noget som rørte ham som det mindste lige nu. Han havde brug for at tænke det hele igennem, brug for at være lidt sig selv, inden han ville ende med at eksplodere, for han brændte virkelig inde med alt for meget og det var ikke noget som han havde muligheden for at få udløbet frit til. Han samlede en sten op og med den tydelige irritable mine. Han var en dvasianer med alt hvad det måtte indebære og det var heller ikke noget som sagde så lidt. ”Forbandede..” mumlede han let for sig selv, idet han smed stenen over overfladen hvor den slog smut 3 eller 4 gange inden den direkte bare måtte synke til bunds.

[Deleted]

Sheila havde altid godt kunne lide den Den Sorte Sø. Lige siden hun var trådt ned til søens bred første gang for et par år siden, havde hun følt sig draget til det mørke vand. Søen føltes død. En anden ting Sheila elskede ved stedet. Selv før hun havde fundet ud af hvad hun var, havde hun kunne fornemme alt den død der var knyttet til stedet. Senere var hun blevet i stand til at fornemme de opløste lig der lå og gemte sig på bunden af søen, hvor de aldrig var kommet videre. Det var fantastisk hvor mange der omkom i Dvasias, og hvor lidt folk bekymrede sig om det. I Procias hvor hun var vokset op, ville alle have fået en værdig begravelse, eller i det mindste en cermoni, men i Dvasias var folk mere ligeglade. Var folk væk, var de væk, en ting Sheila hurtigt havde lært at udnytte.
Sheila var en person uden et hjem. Hun vandrede hvor hun havde lyst til, og hvis folk ikke ville lukke hende ind, eller prøvede at forhindre hende i at komme videre, fjernede hun dem på en mere eller mindre pæn måde. Måske så hendes lille kutteklædte skikkelse ikke ud af meget, og de fleste ville nok ikke tro hende når hun præsenterede sig, men når de første udøde begyndte at troppe op bag hende, begyndte det at gå op for folk at den lille ligblege skikkelse talte sandt.
Denne aften var Sheila også på vandring. Hun var som altid klædt i sin sorte kutte, og over hende svævede den sorte udøde ravn Kahr, der efterhånden var blevet hendes kendetegn. Hendes skridt var stilfærdige, eftersom hun ganske vidst var god til mange ting, men det med at bevæge sig lydløst var endnu ikke en ting hun havde lært sig. Det var heller ikke rigtig nødvendigt for en person om hende, eftersom folk der ville hende noget, mere eller mindre bare kunne prøve på det. Sheila var blevet ret selvsikker på det sidste, en ting der ikke rigtig klædte hende, og som nok også ville ende med at blive hendes død, men igen, hun var Nekromantikernes leder, og hvem kunne så slå hende ihjel?

[Deleted]

Hvilket selskab at Alexis skulle blive mødt af i denne aften, var slet ikke noget som han måtte vide noget af, det var helt sikkert. Han ønskede bare at have lov til at slippe den dvasianer lidt fri udenfor det rige som han faktisk måtte bo i, ofr det ville slet ikke gavne ham, hvis folk ikke bar nogen som helst form for tillid til ham, også selvom han vidste, at den tillid på ingen måde var det bedste fra før af. Bare tanken om at han nu kunne smide alle de mange hæmninger fra sig, var virkelig en behagelig tanke et sted og søen var det perfekte sted at give slip på de mange lænker som han kastet sig selv i hver evig eneste dag. Keischa brød sig sandt nok ikke om det, men det var ikke ofrdi at han havde noget andet valg. Hun havde selv valgt at skulle finde sammen med en dvasianer og dette var jo nu og da en ulempe ved det.
De mørke øjne hvilede ganske roligt på den store sø, næsten som han ventede på noget. Han sad med så mange tanker i hovedet. Marius sad i fængsel, hvilket også var en ganske god ven af ham selv og kun fordi at hans kære storebror havde valgt at dukke op som af det rene ingenting. En smuk fønix stige op fra den brændende aske.. Han brød sig ikke om det! Meget var ved at ske, det var noget som man skule være blind for ikke at ende med at lægge mærke til. Bare den fornemmelse af, at der var andre i nærheden af ham, var noget som fik ham til at spænde i musklerne. Direkte, så var dette ikke et passende tidspunkt at skulle dukke op og genere ham i denne vred, for han søgte væk fra folk af en grund og det var jo ikke at blive opsøgt her af dem igen!
Alexis’ blik hvilede på søen. Ikke fordi at denne person var lydløs, men der var mange andre ting som måtte afsløre vedkommende for ham; Et hjerte ville sige meget, lyden af baskende vinger.. alle disse småting, var jo noget som han kunne høre på en afstand, udelukkende fordi at det resulterede i en ting til ham selv; Sulten meldte sig og han var jo afhængig af rådt kød og blod. Han kunne ikke få noget andet ned, selvom det vel heller ikke var noget som forekom som nogen direkte overraskelse overfor nogen som helst? Han blev siddende. For alt hvad han vidste, så kunne det være at denne person bare ville passere ham i sin videre vandring?

[Deleted]

Mange ville ikke tro på Sheila var leder for nogen som helst, eftersom hun både var ung, kaotisk, lille, og uerfaren. I starten havde hun heller ikke selv troet det, men hun havde dog hurtigt taget opgaven til sig, og vokset med den. Dog var hun stadig en ret utraditionel leder. De fleste necromanctikere var tudsegamle, og nærmest lige så rådne som deres udøde, hvor de sad forkrøblede og indsunkne i deres underjordiske riger, omringet af deres udøde tjenere. Alligevel nød Sheila godt af sin titel, eftersom leder betød magt, og der var vel også en grund til at nogen havde valgt at tildele hende den, eftersom hun trods sin unge alder havde styrken til det. Selvom man ikke havde forstand på den slags, ville man være i stand til at fornemme mørket i hende. Det var som om hun åndede det ud.
Hun havde ikke rigtig forventet at møde nogen nede ved søen, eftersom hun ikke ligefrem var en selvskabelig type, eftersom hendes eneste selvskab efterhånden var blevet Kahr. Af og til blev hun opsøgt af en anden nekromantiker, men eftersom de var langt ældre end hende, var det ikke ligefrem hendes råd de søgte. Heldigvis respekterede de hende, eftersom hun ikke skulle nyde noget af at udkæmpe en duel med en tusind år gammel artsfælle, for hun var ganske vidst stærk, men der var stadig så meget hun ikke havde kontrol over.
En skringer skratten fra Kahr afbrød hendes tanker, et signal hun havde trænet ham til at give, når der var fremmede i nærheden. Hendes plummerbrune øjne afsøgte området, men hun kunne ikke rigtig få øje på noget, eftersom hendes øjne ikke var vendt til mørket, trods hun levede om natten. Desværre havde hun ikke de udødes nattesyn, som Kahr havde, og det var også derfor det var ham der normalt opdagede når der var fremme i nærheden. Da hun kom tættere på søens bred, kunne hun dog også selv mærke det, eftersom personen der befandt sig et sted i nærheden var udød. Ganske vidst ikke af den slags som hun kunne kontrollere, hvilket betød at det måtte være enten en vampyr, en spide eller en horror. "Kom frem, udøde." Kaldte hun med en befalende stemme, der tydeligt viste at hun var vant til at få in vilje.

[Deleted]

At Alexis nu måtte stå overfor den store leder af necromancerne, var slet ikke noget som han havde regnet med. Ikke fordi at det var en race som man hørte specielt meget til, for ikke at glemme, at Alexis måtte erkende, at han faktisk ikke vidste meget omkring den race mere. Det var virkelig alt for længe siden, at han sidst havde været i Dvasias og det var nu en pris som han måtte betale. Hans tjenester i Procias var guld værd, for ikke at glemme at hans hjerte måtte ligge i hænderne på dronningen af Procias. Ikke noget som mange regnet ham for, men en forræder havde han dog hørt temmelig mange gange efterhånden, så det var ikke noget som gik ham på mere. Ikke fordi at det var noget som rørte ham direkte, for det var vel bare sådan at det nu måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Han så nu sit liv i Procias, så det var der han valgte at blive.
Lyden af en fugl i det fjerne, var noget som næsten måtte runge i Alexis’ indre øre. Ikke fordi at det påvirket ham som sådan, men han var her først, ergo måtte han da også have lov til at være her på stedet. Han åbnede øjnene roligt, hvor næsten et kynisk smil måtte brede sig på hans læber. Lyden af en stemme, dog alligevel så intetsigende, så var det ikke noget som rørte ham som sådan. At hun var vant til at få sin vilje, var han på sit vis fuldkommen ligeglad med. Det var jo heller ikke fordi at han ville hoppe på pinde for hende, hvis det var noget som hun ville bede ham om. Han rettede sig roligt op og vendte blikket roligt og næsten skræmmende langsomt over sin ene skulder, hvor hans blik måtte fæste sig direkte til hendes skikkelse. Hvem hun var vidste han ikke.. vel ikke nogen specielt? Han hævede sigende det ene bryn og lod hovedet falde let på sned. ”Hvem spørger?” spurgte han kortfattet. Han rejste sig roligt op og vendte sig mod hende, front mod front, for han vidste jo trods alt ikke om denne kvinde eller mand var fjendtlig på den ene eller den anden måde. Armene sneg han roligt over kors. ”Dit navn,” nærmest beordrede han i den anden ende. Igen så var han vant til autoriteten som han havde på Castle of Light i Procias. Hænderne fast lukket omkring hans overarme. Han var klar hvis der skulle ske bare det mindste.

[Deleted]

Sheila havde i den grad udviklet sig på det sidste. Hun var gået fra at være den usikre bortløbne pige, der levede at hvad hun kunne, på bunden af samfundet i Rimshia, til at blive en stolt ung kvinde. Hun havde også været meget igennem på det seneste, hvor hun var blevet kastet rundt mellem folk, eftersom hun først havde skabt sig et lovende liv, som Kains adoptivdatter, og senere da han var forsvundet havde hun opsøgt Brashache, for at blive den leder hun var født til at være. Alligevel savnede hun den fornemmelse det havde givet hende at have et hjem og en familie, i sin tid med Kain, eftersom han havde været en kærlig far, der havde taget hende til sig med åbne arme, selvom det måske ikke havde været velset for en Paladin at huse en Nekromantiker. Nu var hun i stedet overladt til sig selv, mens hendes indre ondskab langsomt var ved at opsluge hende, og gøre hende mindre og mindre menneskelig for hver dag der gik. Før havde Sheila nærmest ikke kunne drømme om at slå en anden person ihjel, men nu var det blevet hendes hverdag at vælte sig i døde. Sheila var egentlig ret ligeglad med hvem han var. Eftersom han højst sandsynligt alligevel ikke kunne gøre hende noget. Han var udød, og selvtillid var i hvert fald ikke en ting hun manglede. Hun kneb kort de plummerbrune øjne sammen da han svarede, og tilmed forlangte hendes navn. På den anden side, elskede hun at præsentere sig selv, så folk vidste hvem de stod overfor, og at de samtidig kunne glemme al modstand. "Sheila Daimaqima Navanco." Præsenterede hun sig selv. Selvom Kain var forsvundet betragtede hun sig stadig inderst inde som hans datter, hvilket var grunden til at hun stadig bar hans navn med stolthed, men også fordi det havde det med at sige folk mere end hendes eget navn. "Og du er?" Spurgte hun, i det samme befalende tonefald. Der var noget i hans stemme hun ikke brød sig om, noget beordrende. Sheila var i den grad ikke en person man kostede rundt med, og han var derfor heller ikke en person der skulle give hende ordrer. Der var måske folk der lå højere oppe end hende, som foreksempel dronningen, men det var ret tydeligt at det ikke var hende hun stod overfor lige nu.

[Deleted]

Alexis var selv født og opvokset her i Dvasias, så han kendte udmærket godt til den fornemmelse af at skulle sidde i bunden og lade andre koste rundt med ham. Det i sig selv for hans vedkommende, var en tid som var forbi! Han havde fundet sin vej at gå og det havde tydeligt ført ham hele vejen op til toppen og det var der shvor han agtet at blive siddende for nu. De mørke øjne endte ud med et lettere rødligt skær. Han var sulten, han havde ikke næret sig i et mindre stykke tid og det var noget som han tydeligt kunne mærke. Denne kvinde så ikke ud til at ville fortsætte sin vandring lige foreløbig, ikke eftersom hun havde krævet at han gjorde sig til kende, hvilket han ikke bare gjorde uden videre. Det var slet ikke noget som lå til ham som den person han måtte være. Han kneb øjnene lettere mistroisk sammen. Diamaqima? Det navn havde han i den grad hørt før! Han lod hovedet falde let på sned. ”Alexis Lacheyriam,” præsenterede han sig ganske kortfattet. Måske at hans navn var kommet hende for øre, eftersom han faktisk var sammen med dronningen af Procias, men det var nu ikke noget som han tog sig af. Af den grund, var han dog også langt mere oppe på dupperne og mere opmærksom på det som skete omkring ham , for han vidste at mange allerede havde stemplet ham som en forræder her til lands. Ikke fordi at han rokket sig det mindste, så vidste han også godt, at han havde fine fordele her i dette øjeblik, hvis denne Sheila valgte at lægge op til strid; Han kunne kontrollere forvandlingen udenfor fuldmånen. Sådan var det jo heldigvis når man havde været varulv hele livet frem til at en forbandede vampyr havde valgt at sætte tænderne i ham og derved overføre den vampyriske gift. Han hadet den mand for at have gjort det! ”Du bærer en stor mands efternavn.. hvorfra har du navnet?” Hans stemme var stadig befaldende, for han var selv vandt til at få tingene som han ville have dem og det var uden videre omsvøb! Han kneb øjnene fast sammen, for han mente ordene i deres ramme alvor, det var end ikke noget som han ville skjule det mindste på nogen måde overhovedet! Han rokkede sig stadig ikke ud af stedet. I hans øjne var han her først, ergo var det i den grad også ham som måtte sidde igen med førsteretten til at blive her.

[Deleted]

Det var svært at mærke på Sheila at hun var opvokset i Procias. Ganske vidst havde hendes forældre ikke været fra Procias, det regnede hun i hvert fald ikke med, siden hun var fuldblods Nekromantiker, men i stedet var hun blevet adopteret af to mennesker der havde fundet hende som spæd. Derfor nærede hun dog ingen følelser for landet nu, eftersom hun var loyal overfor Dvasias, og folk fra Procias, og ikke mindst Manjarno derfor mere eller mindre var en skændsel. Det var ikke fordi hun var særlig krigsliderlig, eftersom hun holdt mere af at slå folk ihjel på tomandshånd, hvor hun kunne nyde at se lyet forlade deres øjne, og bagefter rejse dem igen, som hjernedøde zombier. Hun kneb øjnene sammen igen da hun hørte hans navn, eftersom det efter en hvis tænkning fik en klokke til at ringe. Efter hun var blevet leder havde hun set det vigtigt at hun begyndte at følge bare en smule med i politik, og det var derfor heller ikke gået hende over hovedet at en skabning fra Dvasias havde valgt at slutte sig til Procias dronning. "Forrædder." Hvæsede hun koldt, selvom hun endnu ikke lagde an til angreb. Han skulle bare vide, at hun allerede nu foragtede ham, på grund af at han havde valgt at forråde sit land, for at slutte sig til fjenden på grund af så tåbelig en ting som kærlighed. Hendes hånd fandt dog alligevel hendes krumme jagtkniv der sad i hendes bælte, eftersom hun endnu ikke vidste hvordan han ville tage hendes anklage. Hun skar kort tænder, da han igen kom med et befalende spørgsmål. Han skulle ikke tro at han var noget i dette land. Det kunne godt være at han var i gang med at komme til tops i Procias, men han skulle ikke tro at han fik noget respekt i Dvasias. Alligevel valgte hun at besvare hans spørgsmål om hendes navn, da hun egentlig var stolt over dets oprindelse. "Jeg har det fra min far, Kain Daimaqima." Sagde hun koldt, og stirrede med sammenknebne øjne på hans kontur. Han kunne selv tolke hvad han ville på hendes navn, da det egentlig ikke var et navn hun var født med, eller havde giftet sig til. Hun gad dog ikke ud i en længere forklaring om hvordan hun var blevet adopteret anden gang, af den daværende paladinleder.

[Deleted]

Alexis vidste udmærket godt hvordan mange så på ham. Det var også af den grund at han var langt mere påpasselig med hvornår han bevægede sig ud af Procias og hvornår han ikke skulle gøre det. Ikke fordi at han ønskede at risikere mere end det som han gjorde fra før af, men det var jo bare sådan her, at det jo måtte være. Hendes ord var kun noget som fik ham til at smile. Så hun havde allerede hørt om ham? Ikke at det forekom ham som nogen overraskelse. ”Så du har hørt om mig..” Han lod hovedet søge let mod den anden side og næsten med en tilfredshed i minen. Det morede ham faktisk at nogen gjorde så meget ud af det som de jo faktisk måtte gøre. Ikke fordi at hendes hvæsen rørte ham det mindste, for.. det gjorde den ikke. Han kneb øjnene lettere sammen. Kain Diamaqima? Det måtte da næsten være en beslægtet med Nathaniel Diamaqima et sted? En af de største og kendte alkymister til dags dato! En mand som han selv måtte nære selv den største respekt til på alle måder overhovedet! Hånden mod hendes våben, var nu ikke noget som han mærkede sig meget af. Selv var han træner i Procias, så det var heller ikke fordi at han bevægede sig udenfor direkte uforberedt. Det var da ikke noget som man kunne komme udenom overhovedet. Det ville da først være en skuffelse hvis hun kunne overrumple ham bare sådan uden videre! ”Jeg anede ikke at Nathaniel havde andre slægtninge..” Hovedet søgte let mod den anden side. Hendes kolde stemme tog han sig ikke af, det var jo heller ikke fordi at hun virkede decideret faretruende overfor ham lige i øjeblikket. Han tog et enkelt og stille skridt mod hende inden han igen stoppet op. At stå fastlåst mellem hende og søen faldt ham nu ind som en temmelig dum idé for hans del. Han kneb øjnene fast sammen. Han var ikke meget inde i den dvasianske politik lige nu, så.. hvem var hun? ”Jeg ville lægge den kniv fra dig, hvis jeg var dig,” vrissede han med en lettere faretruende stemme. Han holdt jo trods alt øje og med hans ellers så skærpede sanser, så lagde han jo mærke til meget mere end det som man nok lige ville gå hen og tro. Han sendte hende et direkte fast og tydeligt advarende blik. Han havde mange tricks i ærmet, så det at kaste sig i strid med ham, ville hun bestemt heller ikke få meget ud af, så meget kunne han da trygt love hende! Han knyttede hænderne let. Efterhånden så anede han hvor dette måtte føre dem hen, også selvom det ikke gjorde ham det mindste. Han savnede den dvasianske spænding!

[Deleted]

Sheila var måske ikke det mest loyale væsen man kunne finde, eftersom hun ikke rigtig havde knoklet for sit land for at optjene sin lederstilling. Hun havde bare fået den tildelt, og der skulle endda gå et lille stykke tid før hun fandt ud af at hun overhovedet var blevet det. Hun smilede hånligt da han åbenbart morede sig over at hun havde hørt om ham. "Det går ikke uforstyrret hen, når man ligger med dronningen af Procias." Sagde hun koldt. Hun var egentlig ikke særlig interesseret i politik, men hun havde bare set det som en nødvendighed i forbindelse med hendes lederstilling, at hun havde en fornemmelse af hvad der skete i verden. Ikke fordi hun hang særlig meget ud på slottet, og brugte sin stilling til at mænge sig med de kongelige. Hun holdt sig mest af alt for sig selv, og lod i stedet folk opsøge hende, hvis de ville hende noget. Hun løftede kort et mørkt øjenbryn da han gav udtryk for at han ikke vidste at Nathaniel havde nogle slægtninge. Hun vidste godt at Kain var forsvundet, og måske også død, men hun vidste ikke at han var svundet ud i glemslen så hurtigt. Hun vidste godt at Nathaniel var et kendt navn i de tre lande, men selv havde hun kun mødt ham en gang, da hun med sine mørke kræfter nærmest var ved at slå ham ihjel. "Kain var.. Er hans bror." Sagde hun, en smule henkastet. Selvom Sheila var ved at blive kold og umenneskelig havde hun stadig et blødt punkt, eftersom hun aldrig kunne glemme hvordan Kain havde samlet hende op, da hun var aller længst nede, og taget til ham, som var hun hans egen. sænkede kniven, selvom hun mest af alt havde lyst til at hæve den, da han trådte et skridt nærmere, men det ville bare vise at hun følte sig truet af ham, en ting der ikke var sandt. "Jeg har ikke brug for en kniv. Jeg er leder af nekromantikerne." Sagde hun, og afslørede samtidig sin titel, eftersom hun havde på fornemmelsen at det var på tide at han blev sat på plads, så han ikke bare troede at hun var en lille pige med en fugl og en kniv, en bedømmelse hun ellers tit fik. Han prøvede måske også at virke truende, men det prellede mere eller mindre af på hende, eftersom hun stadig var fuld af selvtillid.

[Deleted]

Alexis var temmelig upopulær i Dvasias og det var noget som han faktisk måtte være udmærket godt klar over i det store og hele. Han blev stående og med blikket mod hende. Selv et mørkt og koldt væsen som ham selv, var i stand til at føle og det var det som Keischa havde vækket i ham. Det var noget som hun alene havde formået, for han var normalt en frygtelig lukket person. Han var ikke meget for at lukke folk tæt på og udelukkende på grund af dette; Det gav ham ømme punkter som folk kunne ramme og at han vile blive for upopulær, selvom han aldrig havde været af dem som man kunne kalde for de mest eftertragtede uanset. Hovedet søgte let på sned. ”Tja, hjertets veje er urangsagelige..” Han trak på skuldrene. Hendes vrede og afsky var nu ikke noget som rørte ham det mindste. Han kunne vel for sit vis være ligeglad? Han var mere end villig til at ofre alt for hans kæreste i Procias! Alt! Han kneb øjnene fast sammen. At hun var klar til at trække våben, var nu ikke noget som kom bag på ham og specielt ikke hvis det var det syn som hun havde på ham som person, for så var der ikke rigtigt noget som han direkte kunne gøre ved det. Hans blik var advarende, for han var bestemt heller ikke bange for at ende med at kaste sig i strid med hende, uanset hvem pokker hun var! I hans øjne så virkede hun som en ung kvinde som ikke rigtigt vidste hvad hun skulle eller ikke. En tanke som faktisk måtte more ham bare en smule, også selvom han vidste, at han burde og skulle passe umådelig godt på. At hun kunne bekræfte for ham at Kain var Nathaniels bror, så forstod han det meget bedre. Ikke at det var en mand som han havde hørt Nathaniel snakke meget om, så var det slet ikke noget som rørte ham det mindste. ”Ah.. Se det, så forstår jeg..” Han tog endnu et skridt frem. Det var ikke fordi at han følte sig truet af hende, men han ville vel også bare se hvor længe og hvor meget han kunne presse citronen inden der ville ske noget som helst? Ikke fordi at det var noget som man kunne være overrasket over, for han levede livet udelukkende for spændingens skyld. At hun var en leder og endda af den race, så forstod han da hurtigt hvorfor hun havde reageret som hun havde gjort. Han nikkede mod hende, dog alligevel i en høflighed. Noget havde han jo trods alt lært i det procianske land. ”Og alligevel så vælger du at gribe om den.. Jeg advarer dig Sheila.. Nok er jeg en forræder, men jeg er ikke bange for at slå fra mig,” vrissede han advarende og med en ellers yderst kortfattet stemme.