venter kun på dig..

[Deleted]

Damon sendte hende et stille smil. Pandekagerne smagte virkelig godt, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af, for der var virkelig ikke noget som smagte bedre end hjemmelavet mad, hvilket han nu også havde fået bekræftet på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han lod hende tage opvasken. Han var vel lidt gammeldags når han stod fast på at huset var kvindens plads som arbejdet måtte være hans. Hvad hun mente med 13 tiden, vidste han ikke, han valgte dog ikke at spørge ind til det, for det var jo heller ikke fordi at man havde et bestemt klokke-system tilbage i middelalderen trods alt. Han lod hende tage på arbejde, hvor han valgte at forlade huset, for at opsøge Kildaria som lå roligt på sin plads tæt ved huset og holdt øje. Hun havde set som Adeline var taget afsted og vendte blikket mod Damon i stedet for. Hun lod hovedet søge let på sned. *Du ser ud til at have sovet i nat* påpegede hun sigende. Damon himlede let med øjnene. ”Ja, du fik skam din vilje,” sagde han drillende. Han strøg hende roligt over snuden, hvor han vendte om. ”Kom.. lad os komme lidt ned til bækken,” sagde han roligt. Kildaria rejste sig og gik ned til bækken sammen med ham. ”Vaskedag, ved du,” tilføjede han med et skævt smil. Kildaria brummede kun tydeligt utilfredst. Hun hadet den dag!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline kom sikkert på arbejde hvor tom spurte hvordan det gik med damon, "det går beder han sov tydelig vis godt i nat så går ud fra han har det beder" hun smile og tog forklæde på og begyndt ellers sit arbejdede med at komme med mad og drikke til, gæsterne der tråde ind på kroen. dagen gik roligt og der var ingen ballade eller angreb på nogle måder, da klokken var 1 hang adeline forklæde på plads og tog kappen på og begyndt at gå, ned mod markedet da hun mangle lidt til aftens maden. på markedet følt hun dog nogle kigge på hende, og fuldt efter hende i skyggen. da hun var færdig hade hun masse vare i armen, hun trippe af sted for at finde et sted hun kunne slog vingerne ud der var for mange mennesker, da hun enlig fandt et sted stod der en mand for ind hende. "k-kan jeg hjælpe dig" spurte hun og bakke en smule på afstand, manden smile "ja..du ville være perfekt.. som slave" adeline så på ham, "e-ellers tak!" hun skynde sig at løbe og slog vingerne ud, mens manden fuldt efter hende til hest hun gispe og viste hun ikke kunne vise ham huset, hun fløj mod en lille bæk tæt på floden hvor hun lande og dumpe ned på knæ og gispe da det hade være en hård flyve tur, hun tabte varen på jorden og gispe og måtte tage sig til hjerte da hun ikke var helt friske syntes hun selv, hun hørt dog noget komme nærmer og prøve at komme op og stå igen for at komme væk.

[Deleted]

Damon kunne sagtens bruge tiden på at skulle sørge for at få Kildaria vasket, for det var i den grad også skræmmende længe siden at de havde haft den tid dem imellem og det kunne faktisk også være rart at få det hele på plads igen på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hovedet søgte let og stille på sned og uden at han tog sig af Kildarias protesterende brummen som han fik hende tvunget ned i bækken, hvor han med magi fik hende vasket. Hun nød det, det var da noget som han faktisk godt kunne se nu og det var vel også det som gjorde det hele så meget bedre for hans egen del. Så var han da heller ikke helt håbløs. Han sørgede for at komme ind mellem hendes mange skæl, så de kunne renses ordentligt og det var tydeligt ,at det også var nødvendigt efterhånden. Hun vendte sig mod ham og med den lette brummen. *Du nyder det gør du, det kan jeg se* konstaterede hun, hvor Damon ikke kunne lade være med at smile hoverende. ”Ej da, hvad får dig dog til at tro det?” Hun svang halen ned i vandet, så en mindre bølge måtte ramle over ham. Han fik nærmest et chok. ”HEY!” endte han som han igen kom på på benene. Han nåede dog ikke at gøre noget yderligere før Kildaria vendte hovedet fast i den anden retning. *Noget er galt, Damon..* sagde hun kortfattet, hvilket fik Damon til at se samme vej. Det var stadig sløret og det foregik for langt væk, så han kunne ikke rigtigt se noget som helst.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline var nået op på bene og så sig tilbage da manden på hesten kom, hun lod varen ligge hun tråde ud i bækken der var en smule større ind hun regne med, men hesten kom hurtig nærmer og da hun var lig ved at træ op på den anden side, kaste manden en lasso efter hende om som ramte helt rigtig. adeline blev trukke tilbage og land i bækken, "Slip mig! Lad mig gå!" skreg hun mens manden begyndt at trække hende tilbage, adeline prøve at trække i mod og brug sin vinger til at få ham til at miste ræbet, men uden held hun styrte til jorden igen og gispe efter luft. manden steg af hesten og holdt fast i rebet, og tog nogle kæder frem og gik hen og lænke hendes føder sammen så hun kun lige kunne gå, hvor efter han lænke hendes hænder og bandt rebet om hendes vinger så de lå ind til hendes ryg, det gjorde ondt i hendes vinger at blive bundet sådan, og kæderne var tunge så hun næsten ikke kunne gå, han satte et ræb til kæderne om hendes hænder og bandt det fast til sadlen og steg op på hesten igen og satte hesten i bevægelse, "Slip mig så!" græd adeline og prøve virkelig at komme fri men kunne ikke, hun prøve virkelig at sænke hesten men endt bar med at falde, hun hulke og tænkte på hvad Damon ville gør eller sig vis hun slap godt fra det her, manden rev hende op "Kom så slav af sted" råbt han og ratte hesten i bevægelse igen.

[Deleted]

Damon havde ikke rigtigt nogen anelse om at det var Adeline som stod midt i problemerne, selvom han udmræket godt kunne høre, at der skete noget, hvilket han i den grad heller ikke brød sig om, for det var i den grad alt for tæt på hans eget hjem, hvilket i den grad heller ikke var noget som man kunne sige, måtte falde i hans egen smag, for det gjorde det bestemt ikke. Han forholdt sig fuldkommen rolig på breden og med hans opmærksomhed i retningen af den stik modsatte ende af den store bæk, hvor det var tydeligt at det skete. De høje udbrud var noget som skar i hans hjerte, sind og sjæl. Det var for pokker da Adeline som havde problemer! Næsten som han blev grebet af en mindre panik, for han nægtet at lade nogen som helst tage hende fra ham endnu en gang! Det ville han simpelthen ikke lade ske endnu en gang! ”For pokker Kildaria, det er Adeline!” Han kaldte hende hurtigt hen til sig og hoppet op på hendes ryg. Kildaria udstødte et kraftigt og fast brøl, idet hun kæmpet sig igennem vandet for at komme over på den anden side. Hun vidste jo også hvordan Damon havde det med hans elskede Adeline og derfor ønskede hun så sandelig også at hjælpe hende ud af denne form af kattepine! Damon fik Kildaria til at lette, fløj henover vandet idet hun tungt måtte lande på stien foran manden på hesten. Hun blottede de sylespidse og skarpe tænder af ham i en kraftig advarsel. Damon vendte sig kraftigt mod ham. ”Lad hende gå!” hvæsede han med en vred stemme. Adeline var hans ømme punkt og det var ikke noget som nogen skulle få lov til at ramme på denne måde!

[Adeline Magarita Jakson]

manden hev i rebet for at få hende til at gå hurtiger, da brøle kom så adeline op "kildaria" hviske hun helt stille og så den vej mod brølet, manden satte hesten i let trav så adeline måtte gå hurtiger mod sin vilje, da kildaria lande fik rystelsen hende til at vælte på enden, og hesten stejle bange, og prøve at komme væk manden så selv skræmt på dragen og fikk hesten til at bakke "glem det du hun kommer til at give god på slave markedet" sag han koldt, og rev adeline op på hesten, og ænder kurs og begyndt at galoper væk. adeline lå på hestens ende på maven, hvilke gjord ondt da hestens lår knogler stak hende op i maven. "damon!!" råbt hun tydelig vis bange, da det minde om den dag for hendes død. og nu vælte minderne frem og i panik fik hun sig selv til at falde ned af hesten, og blev nu slæbt bag hesten og det gjorde HELVES ONDT! hun med det dog i sig, manden opdage det og skar rebet over der holdt hende bundet til sadlen og red hvider uden hende, mens adeline lå godt for sloget og bløden på jorden stadig med lænker om arme og ben og reb om de for reven vinger, hun snøfte og hendes tår svag i hendes sår men tåren kom stadig væltene mens hun lå helt stille og kunne ikke rør sig.

[Deleted]

Kildaria stirrede på manden og med den samme tydelige vrede i blikket. Dragerytterne var der ikke mange af, men dem som var der, var i den grad også store og stolte væsner på sin egen ganske særlige måde, så meget vidste han da godt! Kildaria fnøs ganske kort som hun bevægede sig mod denne mand med den næsten slangelignende krop som man slet ikke skulle kaste sig i krig med, for det ville der ikke komme noget godt ud af og specielt heller ikke for denne mand på nogen måde overhovedet! ”Hun udgør ingen slave for dig!” hvæsede Damon med en fast og kraftig hvæsen for det var noget som direkte måtte gøre ham vred som intet andet overhovedet! Bare tanken om at han skulle miste hende endnu en gang, var slet ikke en tanke som han kunne fordrage på nogen måde, for han ønskede virkelig ikke at ende med at miste hende. Ikke igen! Det kune hans hjerte slet ikke holde til. At han fik Adeline op på sadlen og endte med at ride i den anden retning, fik tydeligt Kildaria til at reagere med en kraftig brølen idet hun satte direkte efter ham. Damon hoppede ned fra hendes ryg og landede på jorden ganske tæt ved Adeline. ”Adeline..” hviskede han med en tydeligt bekymret stemme. Sidst de var stødt på nogle, så var hun revet fra ham og han var virkelig, virkelig bange for at det skulle til at gentage sig endnu en gang! ”Ikke forsvind fra mig igen..” Ikke at det var ord som han tænkte over, for det kom virkelig bare til ham. De blev sagt uden at han tænkte over det! Han tog hende i favnen. ”Nu skal vi få dig hjem..” hviskede han stille, som han lod hende hvile tæt ind mod sig. Hun havde ondt.. det måtte da i den grad også gøre ondt at blive trukket sådan efter en hest!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline mærke tydelig damon holdt hende ind til sig, hun trykke sig ind til ham og snøfte. "gør jeg heller ikke damon.. bare rolige.. det kun skrammer" eller der sad faktisk spise grene stukket ind i hendes ben da hun hade ramt flere gamle splinter grene, "kunne du ikke lig.. binde min vinger fri...rebe gnaver og de ødelagt nok i forvejen" hun pev svagt da hendes vinger var hendes følsomme punkt på kroppen, næste efter damon! han var hendes svageste punkt, hun trykke sig ind til ham og lukke øjne, "jeg liner nok noget der løgn nu ikke" hun kunne mærke hun blødt forskellig steder, og det svag på kinderne i sær hun mærke det runge i jorden og gætte på kildaria var tilbage "måske tom skulle følge mig hjem for efter tiden" mumle hun og hade fat i damon mens hun nu mærke hvor tunge stål kæderne enlig var og hun følte hendes hånd led og ankler ville brække midt over, hun så op på damon efter lidt tid og kysse ham på kinden ganske ømt "tak for redningen " sag hun stille og lukke øjne igen og var faktisk utrolig træt.

[Deleted]

Damon var virkelig bange for at han ville ende med at miste Adeline endnu en gang og det var slet ikke noget som han måtte ønske på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han ønskede bare det bedste for hende, og det var ikke mere smerte eller tortur! Nej! Hun havde brug for et stille og roligt sted hvor hun kunne få lov til at være tryg og sikker. Alt det andet ville da så sandelig heller ikke hjælpe hende det mindste og ej heller ham for den sags skyld. Han sukkede lettet og sendte hende et stille og roligt smil, hvor han måtte nikke let derefter. ”Jeg var bange for det..” sagde han stilfærdigt. Han nikkede stille til hende og lod roligt hendes vinger komme fri. Hvis ikke Tom kunne følge hende hjem så ville han nok finde muligheden for at hente hende på vejen og flyve hende hjem i sikkerhed her, for han ønskede ikke at det skulle gå galt. Han vendte blikket mod hendes ekstremt tunge lænker, hvor han ganske forsigtigt tog fat om den, hvor et lys forlod hans hænder og tvang lænkerne op. Man var jo heller ikke en magiker for ingenting! Han vendte sig mod hende som Kildaria måtte komme tilbage igen. ”Du ser guddommelig ud som altid, min kære,” hviskede han sandfærdigt. Han tog omkring hende og hjalp hende op på Kildarias ryg, så de kunne komme videre derfra og hjemover. Han satte sig roligt bag hende og holdt om hende med den ene hånd, hvor han med den anden, måtte holde fast i tøjlerne. Kildaria travede hjemover, også selvom hun var opmærksom på omgivelserne.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham og smile lidt, "du sød ved mig" sag hun stille og kom op på kildaria. "hej kildaria.. flot redt" hun smile træt og begyndt at heale sårene på hendes arme og lår, hun hade ikke krafter til alle sår så hun tog dem der var værst, hun var glad da hun kom hjem "åh nej jeg glemt varen ved bækken!" udbrød hun "jeg må hente dem ellers kan jeg ikke lave aftens mad" hun endt dog med at dumpe ned på en stol i træthed, hun gabt og så temmelig smadder efter den tur. hun sukke og hade ellers glæde sig til at lave mad til ham og bare være frisk og så sker det her, hun line noget der var løgne med de sår og håret var der blade. "måske jeg skulle tage et bad" hun kom ud på bade værelset og trak tøjet af og fik fyldt bade karet og gled ned i det varme vand og gispe da sårene sveg som en gal, hun sukke og begyndt at vaske håret og begyndt at pille alt mulig ud af håret, mens hun svagt sang så damon nok kunne hør det og forsatte med at vaske sig forsigtig med sæbe "av av av!" kunne man hør fra hende mens hun skynde sig at vaske sæben af og puste på sårene.

[Deleted]

Lige nu så var det vigtigst for Damon at få Adeline med sig hjem. At være engel kunne tilsyneladende heller ikke være helt nemt! Ikke fordi at det var en tanke som han bifaldte det mindste, for det var faktisk noget som måtte gå hen og skulle irritere ham noget så frygtelig voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Tanken gjorde ham faktisk vred, at man ikke kunne tage på arbejde og passe sine ting i fred! Det kunne simpelthen ikke være rigtigt! Kildaria brummede let som et svar. *Intet at takke for, søde Adeline,* svarede hun roligt, selvom Adeline slet ikke kunne høre hvad det var at hun kunne sige, for hun var jo trods alt heller ikke dragerytter mere. Damon smilede let og fik hende med sig hjem og lod hende komme indenfor. ”Ikke tænk på varerne nu, Adeline,” bad han stille. Det betød slet ikke så meget for ham som det hun måtte gøre. Han lod hende dog gå i bad, så han selv kunne få dem hentet. Det tog ham dog ikke lang tid at komme tilbage til huset igen, hvor han fik det hele ud i det lille køkken som de nu måtte have. Ikke fordi at det var stort, med et lille kølerum under jorden, en stenovn og ellers et bord så de kunne spise og tilberede deres mad, det var vel også det som var det vigtigste når alt endelig måtte komme til alt? Han vendte blikket mod deres lille bad som han kunne høre hende. Det bekymrede ham virkelig, at folk skulle være så meget efter hende. Hun var for pokker da hans! Kunne de ikke bare acceptere og leve med den tanke?!

[Adeline Magarita Jakson]

efter længer tid i vandet, kom adeline op igen. forsigtig tog hun et håndklæde og duppe vandet af sig, da såren sveg men nu var de helt rense og fine dem der var tilbage. hun kigge på sin arme og sukke, *sikke jer ser ud!* hun sukke og duppe hvider. hun ville sådan ønske engle ikke var så populær som slave i det mørke rige, så ville hun kunne leve i fred sammen med sin damon, for katten hun var jo hans! hvorfor skulle hun så stadig jagtes. hun kom ud fra badet med hånd klæde viklet om sig, og det beskidt tøj lag hun på en stol, *jeg må heller blive hjemme i morgen og vaske tøj* tænke hun og så mod demon, hun gik hen til ham og lag blidt armen om ham bag fra, "tak kære" sag hun stille og nød at stå og holde om ham selv bag fra, hendes hår dufte af sæbe og var stadig vådt men hånd klæde gjorde det ikke dryppe på gulve, hun nød at stå sådan bare at holde om ham. "jeg må heller få tøj på.. og få lave mad" hun smile bare sit blide smil som intet var sket hvor efter hun trippe ind i soveværelset og gik hen til skabe for at finde under tøj og en ren kjole, men hun kunne ikke fine en der var ren. så drillen tog hun en af damons trøjer og trak på, og et par trusser. hans trøj var tydelig vis for stor og ærmerne lidt for lang men hun trippe ud til ham, "er det okay jeg låner en den her.. har ikke flere rene kjoler" hun så på ham og kysse ham på kinden og smile bare sødt til ham.

[Deleted]

Damon kunne ikke rigtigt være noget andet end bekymret for hans kære Adeline, for han var virkelig, virkelig bange for at han ville ende med at miste hende endnu en gang og den tanke ramte ham faktisk med et klart og direkte chok, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han blev stående og ventede blot på at hun ville komme ud af badeværelset, for hun skulle jo trods alt også have sit privatliv uden at han skulle snage eller noget lignende, for det var bestemt også noget af det sidste som hun faktisk kunne sige sig, at have lyst til, for hun brød sig vitterligt ikke om at han var tvunget til at beskytte hende hele tiden! De havde bare brug for fred og hinanden, det kunne da ikke være så svært at forstå! Han gik stille tilbage i stuen, selvom han slet ikke havde regnet med at hun ville komme ud endnu. Han stivnede let som han kunne mærke hendes arme omkring ham, selvom han dog faldt til ro igen temmelig hurtigt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Han vendte blikket stille over sin skulder og direkte mod hende, hvor han alligevel ikke kunne lade være med at smile ganske let. ”Intet at takke for, Adeline,” sagde han stille, som han strøg hende roligt igennem håret, selvom det var lettere akavet, så var det ikke noget som han tog sig af lige netop nu. Han lod hende bare gå ind og hente en af hans skjorter. Nok heller ikke fordi at han havde så mange, men han have da nogle. Han rystede smilende på hovedet. ”Bare tag den.. Den klæder dig faktisk,” sagde han muntert. Han gik hen til hende og kyssede ganske let hendes pande og så hendes kind. ”Hvad med at tage en dag i ro og mag? Det var ikke en behagelig oplevelse,” forklarede han stilfærdigt. Han ville hellere have hende helt til ro og så hoppe over et måltid. Hun var langt vigtigere for ham!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham og nød kysset på panden, hun fik helt varme kinder vær gang han gav hende et kys. "jeg bliver hjemme i morgen.. jeg har ikke energi til at heale de sidste sår i dag..og jeg trænger til at glemme det der skete i dag" hun trykke sig blidt ind til ham, når hun var tæt på ham fandt hun tryghed og kærlighed, to tinge hun elske aller mest hos damon, han gjorde hende noget så tryg og glad, "men bare fordi jeg har vær gennem det her betyder det ikke jeg ikke kan lave mad til dig" hun smile og så op på ham, "en ordenlig husmor lader ikke sin kære sulte vel" hun smile sødt og kysse ham på næsen, det god ved skjorten var at den sække ned over de hvide trusser, og sad temlig løst man skulle næsten tro den ville smutte af hende igen, hun rødme lidt over han sag det klæde hende "nu smire du" hun rødme og kysse ham på munden, det var nu bedste med et lille kys på munden syntes hun det hade en anden virkning, hun så på ham "noget særlig du har lyst til at få til middag" hun smile og virke mere frisk ind man skulle have gået og regnet med.

[Deleted]

Damon var nu ikke særlig begejstret for at Adeline bare fortsatte arbejdet i stedet for at få bebrejdet det som måtte være sket hende igennem dagen. Det var heller ikke fordi at det faktisk var en tanke som han var meget for, for han ønskede hende bare den ro, den tryghed og den mulighed for at kunne slappe af. Han krævede ikke at hun skulle blive her, for at fortsætte det huslige arbejde, for det ønskede han da slet ikke! Han rystede på hovedet og med et stille smil som han roligt betragtede hende som hun måtte stå der i en af hans skjorter. Det var da kun tydeligt, at den var ment for en mand frem for en kvinde, selvom det nu var noget som han faktisk måtte more sig ganske betragteligt over, så var det heller ikke noget som måtte sige så lidt når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen verdens tvivl om overhovedet. Hovedet lod han søge let på sned, hvor han let rynkede på næsen som hun kyssede den. ”Du ramte ved siden af,” påpegede han med det drilske glimt i øjet. Man kunne vel altid more sig bare lidt over alt dette? Det var om ikke andet, så det som han selv gjorde, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han rystede stille på hovedet. ”Hvad så vis den hjemvendte far ikke ønsker at hans kærste skal stresse i et køkken?” spurgte han roligt. Han lagde begge armene omkring hende og trak hende med sig ind i stuen, hvor han dumpede ned i stolen og trak hende med sig, så hun kunne sidde godt og trygt sammen med ham i stedet for. Han gengældte mere end glædeligt hendes kys og med et stille smil. ”Jeg synes vi skal slappe af.. bare for i dag,” sagde han stille, som han strøg hånden over hendes kind og fik en lok af hendes smukke hår om bag hendes øre.