Merry Christmas!

[Noelle Jaceluck]

Noelle blev en anelse forskrækket idet døren gik op. Den direkte dræbende mine faldt mod den stakkels skikkelse, der havde valgt at forstyrre hendes tanker. Dog var det ikke nært så uskyldigt som hun havde troet. Hendes skulende mine mødte Enricos direkte kølige. Hun var trods alt vant til hans direkte isnende blik, men ligenu skulle han virkelig vogte sig, for hun var ikke i det bedste humør. Han skulle ikke på nogen måde tænke på hendes aften, for den havde været ødelagt det øjeblik, hun vidste at julen ville falde, selskabet gjorde det selvfølgelig ikke meget bedre. Blikket forlod ham igen, til fordel for den gudesmukke nattehimmel. Det var ganske vidste en anelse koldt. Uden protester lod hun hans kappe falde omkring hendes skuldre, hvilket også hjalp en hel del.”Mon dog.” svarede hun blot kort for hovedet. Kunne hun gøre det mere tydeligt, at hun ikke havde synderligt lyst til at snakke med ham? Han havde set ud til ligefrem at nyde det, desuden så ville hun blive mere syg af det syn, end hun ville af en mindre forkølelse. Hun lod ikke så meget som et blik tilfalde ham, desuden trak hun sig omgående ud af hans arme, næsten inden havde nået at ligge dem om hende. ”Lad være,” mumlede hun irriteret. Istedet lukkede hun selv kappen tættere om sig, han blev trods alt ikke påvirket af kulden som hun gjorde, så det var vel også kun retfærdigt? Hvad angik hendes mor, så burde hun virkelig lærer at holde fingrerne for sig selv! Måske hun var en kraftig sensuel dæmon, og hun selv kun var halv, men det havde direkte skræmt hende, at se hvordan Enrico så på hende. Hun kunne ikke bare holde sig til hendes mand?! ”Sikkert,” hun himlede med øjnene. Hendes mors undskyldning ragede hende mildest talt, hun ville ikke have mere af hendes mors hor, det måtte være hendes sag, for hun kendte allerede hendes kære fars reaktion. Et sted måtte hun vel også erkende at føle et lille stik af jalousi? Hvilket i sig selv måtte være en umådelig kompliceret følelse, en som hun endda havde været foruden i så forbandet mange år, foruden når han havde haft sine nætter med Jaqia selvfølgelig. Det var bestemt ikke behageligt, han burde ikke kigge på hendes mor sådan, men tværtimod hende istedet! ”Jeg kommer om lidt. Tak for omtanken,” måske det var en snert af kølighed i hendes stemme, det var heller ikke meningen, men hun var virkelig ikke god til den ubehagelige prikken. Hun sukkede stille og vendte blikket bort fra ham, lettere pigefornærmet.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste allerede, at det ville tage tid og energi hvorpå at han ville få løsnet op i denne konflikt. Det var jo heller ikke fordi at han havde stirret efter hendes mor med vilje! Men han kunne altså ikke stå imod den sensuelle dæmon på denne her måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne han altså bare ikke! At hun tog imod kåben var selvfølgelig noget som glædet ham. Kulden rørte ham virkelig ikke, også selvom han kun var halvvejs vampyr, så var det nu alligevel det som stod stærkest i ham på alle måder. Ikke fordi at det var noget som rørte ham på nogen måde. Han vendte blikket mod hende. Hun var pigefornærmet, så meget vidste han allerede, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det hele et hak bedre, for hun skulle bestemt heller ikke have lov til at ødelægge juleaften! Alle var jo glade for at være her, det var en stund hvor alle skulle være glade, hvor stridøkserne skulle kunne begraves og det gjaldt altså også Noelles! Han vendte blikket mod hende som hun direkte valgte at trække sig ud af hans favn. Et sted så var det noget som selvfølgelig måtte irritere ham, for han havde virkelig ikke tænkt sig at skulle sidde og skændes med hende og bruge sin juleaften på det! Han havde taget fri for hendes skyld og for at være her sammen med hende altså! Han himlede ganske let med øjnene og vendte blikket direkte mod hende med den samme mine. Armene lagde han roligt over kors på hans bryst. ”Noelle..” Han ønskede jo heller ikke at skændes med hende og specielt ikke på en aften som denne, for det ville han da bestemt heller ikke få det mindste ud af i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han gik hen til hende. ”Jeg ved udmærket godt og kender dig godt nok til at vide, går jeg ind, så kommer du ikke efter..” Han kneb øjnene en anelse sammen. En Jaceluck var bestemt heller ikke typen som gjorde det nemt for ham på nogen måde! Og det var vel generelt på sit vis? Han gik hen til hende, hvor han tog omkring hendes hånd. ”Kom med mig..” Han holdt hånden godt fast omkring hendes egen, så hun slet ikke ville være i stand at trække den til sig igen, for han var jo trods alt ikke en vampyr for ingenting. Han vendte blikket direkte mod hende igen. ”Jeg ønsker ikke at spolere juleaften med det her..” endte han med en rolig stemme og alligevel så kontrolleret. Den eneste som fik lov til at se den mere følelsespræget side af ham, for det var kun noget som var forbeholdt hans egen mage.

[Noelle Jaceluck]

Hvis Enrico selv troede at han ville komme helskindet fra dette, så kunne han i den grad tro om igen! Han skulle i den grad ikke have lov til at stå og savle over hendes mor, som ganske vidst var en smuk kvinde, men det var på ingen måde retfærdigt, hun var for pokker en gift kvinde, og hvis ikke Enrico havde bidt mærke i det, så bar han altså også visse forpligtigelser! Kappen trykkede hun tæt omkring sig, for hun måtte erkende, at det i den grad var koldt, men hun nød virkelig stilheden. Juleaften var bare ikke hende, hun havde forsøgt at forklare ham det, hvilken vampyr var han også, overhovedet at fejrer denne begivenhed?! Desuden var hun en hærfører, hendes parader gled ikke ned, særligt ikke overfor hendes egen familie, dem foretrak hun derimod at fører krig imod! Hans irritation fornemmede hun tydeligt, hvilket trods alt også var hvad hun ønskede, sådan havde det jo altid været. Når hun ikke fik den ønskede opmærksomhed, skulle hun nok få den, ved at overskride grænser. Ganske bevidst lod hun de funklende, smragdgrønne øjne betragte natten foran hende. Den var guddommelig, så hvorfor kunne han ikke bare lade hende nyde den, og slappe af herude, når der var så anstrengt derinde? ”Mhmm?” svarede hun, uden så meget som at værdige ham et blik. Hun var tøseofrnærmet, og ikke mindst så var hun jaloux, hvilket var en tanke der virkelig irriterede hende! ”Jeg har ikke tænkt mig at stå her hele aftenen, hvis det hjælper. Hvis du er hurtig kan du måske nå en runde med min kære mor,” bed hun ham. Det stak let i hendes bryst, hvilket heller ikke var videre behageligt! En Jaceluck havde aldrig været nem. Hånden gled i hans, også selvom hun instinktivt forsøgte at trække den til sig, problemet var selvfølgelig at han som vampyr, overgik hendes styrke til enhver tid. Dette var også noget der øjeblikket lod hendes blik søge mod ham med et blik, der slog gnister. ”Jeg nyder stilheden lidt,” mumlede hun med sammenbidte tænder. Hun ville ikke ende med at sige noget hun senere ville fortryde, hun gad egentlig slet ikke at skændes, men på en eller anden måde, skulle hun jo tiltrække hans opmærksomhed, og når han blev irriteret på hende, stirrede han altid på hende med det der.. sultne, dyriske blik. Det kunne hun godt lide. ”Det der.. er hvorfor jeg ikke kan fordrage julen i udgangspunktet, Enrico,” hendes hjerte slog faste slag, hun nød den fornemmelse af andrenalinen der cirkulerede med hendes blod. Hun vendte endnu engang blikket fra ham, hendes hånd hvilede dog stadig i hans, et lille tilfredst smil spillede over hendes læber.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste udmærket godt at hun ikke var andet end tøsefornærmet. Hendes mor var langt ældre end det som han selv var, så hvordan pokker havde hun regnet med at han kunne glemme den udstråling og den tiltrækning som hun havde?! Specielt når han også var et væsen som faktisk var styret af sine dyriske lyster! Og det var jo selvfølgelig noget som hun var udmærket godt klar over når det endelig skulle komme til stykket! Han vendte blikket direkte op mod hende og med den samme faste mine. Det at udtrykke følelserne via blikket var han ikke særlig god til, nej, han satte sin lid til handlingerne, for det var det som var det vigtigste i udgangspunktet – for hans vedkommende. Hendes hånd lod han blive hvilende i hans egen og uden at han valgte at give slip på den på nogen som helst måde overhovedet. ”Hvis du tror at jeg er.. følelsesmæssigt tiltrukket af din mor, så tager du i den grad fejl!” Han vendte blikket direkte vredt op mod hende. Hans ord var noget som næsten tydet på tvivl og det var noget som selv gjorde ondt. ”Jeg bad hende om at slippe mig, så jeg kunne komme til dig.. Jeg ønsker slet ikke at være så tæt på din mor,” sagde han ganske kortfattet. Han førte hendes hånd til læberne, hvor han skænkede håndryggen et let kys. Han ønskede hende bare rolig. Han vidste jo også godt, at hun ikke havde været meget for at komme her juleaften, men.. det var jo en familieting og i og med at det var noget som skulle fejres og så på denne her måde, så ønskede han selvfølgelig at deltage, også for at støtte hende i det. ”Så nyd den sammen med mig?” foreslog han roligt. Han ønskede jo heller ikke at hun skulle stå herude alene, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man ville det eller ikke. Han vendte de mørke øjne stille op mod hende og med den samme mine som tidligere. Hvorfor skulle kvinder gøre det hele så besværligt?! Han rystede stille på hovedet, som han roligt lod deres fingre sammenflettes ganske roligt og stille. Han ønskede jo at vise hende, at det var hende som han ville have! Og ikke hendes mor! ”Så gør et forsøg, Noelle. Jeg er her jo for dig, sammen med dig og jeg ønsker at hjælpe dig.. Du har en fantastisk familie. Du burde virkelig nyde den mens den er der.. Ellers ender du op som en som mig.. Jeg har været alene frem til jeg fandt dig.. Og jeg fortryder det på ingen måder..” Han skænkede hendes kind et kys, for derefter at flytte det til mundvigen, som han skænkede et lige så. ”Luk mig ikke ude af dit hjerte..” bad han roligt og med en dæmpet stemme.

[Noelle Jaceluck]

Det var langt mere end blot endnu en mindre fornærmelse, der skulle ganske vidst ikke meget til, før den direkte gennemborende følelse af jalousi tog til, og hun hadede det selv, men det var ikke meningen at han skulle se på andre end hende, på den måde! Hun vidste skam udemærket at han var et dyrisk væsen, og at en sensuel dæmon, specielt en med hendes mors alder, var svær at stå imod, men at hun direkte prøvede, og sammentidig ønskede et forhold til hende, det gjorde hende vred! Hans følelsesløse blik var ikke noget der direkte påvirkede hende, hun gengældte det som regel, for selv hun var ikke god til at udtrykke det, også selvom hun virkede langt mere varm, end det som han gjorde. Hendes fingrer var kolde som is, det var ikke fordi at hans hånd hjalp hende, men den var rar at holde om. Hun lod blikket glide mod ham, med et hævet øjenbryn, der afslørede hendes skepsis. ”Virkelig? Jeg nævnte trods alt heller intet om følelser,” påpegede, med en skarp hentydning. Noelle valgte direkte at ignorere hans iskolde blik, for han var vred, det kunne hun tydeligt se. Alligevel så lød hans ord så usikre, det var bestemt ikke fordi han formåede at overbevise hende! Hendes grønne øjne betragtede snefnuggene der faldt på hans blege hud, og blev liggende uden at smelte, det morede hende lidt. Hun sukkede. Hvorfor skulle han være så forbandet sød hele tiden?! Hun forsøgte jo at skændes med ham! ”Dit blik sagde mig lidt noget andet.” Det stille kys mod hendes hånd, efterlod en direkte brændende fornemmelse, efter hans kolde læber. Hendes hjerte sprang et slag over, hun ville aldrig vænne sig til den forbandede effekt, han havde på hende! Måske Enrico faktisk kunne redde hendes jul? Også selvom hun altid havde hadet den? Hun skulede mod ham, også selvom det ikke længere var med et naturligt dræbende blik. ”Du er jo her.. med mig,” tilføjede hun en anelse sigende. Hun flettede hendes fingrer i hans, det var ikke fordi at hun ville stå her alene, men hun kunne ganske simpelt ikke klare hendes familie, særligt ikke hendes mor! Blikket vendte hun bort, betragtede et træ, hvis grene var fuldkommen dækket af den hvide sne. ”Jeg er glad for at du er her, Enrico, det er slet ikke det. Min familie er måske fantastisk i dine øjne, men i mine er det hele falskt. Somme tider ville jeg hellere være foruden, og nu har jeg jo dig,” det var tydeligt at hun var blødt mere op. Hun gav hans hånd et stille klem, og lod blikket dale stille i, ved hans små, nænsomme kys. For flere lange sekunder, forekom det tydeligt, at hun opgjorde med sig selv, hvor vidt hun skulle forblive stædig, eller blot give sig hen. ”Du missede,” endte hun med en stille hvisken. Hun ønskede ikke at lukke ham ude, men hvad skulle hun sige? Det var vel svar nok? Roligt hævede hun den frie hånd, og strøg den blidt over hans kolde kind, hvilket ligeså resulterede i, at den tykke kappe gled ned over hendes skuldre, og istedet endte i sneen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Lige hvorfor Noelle havde reageret som hun havde gjort, var virkelig ikke noget som Enrico kunne forstå. Jovist vidste han og kunne han forstå at hun blev irriteret på Camille nu hvor hun havde den effekt på ham som det hun havde haft, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre for! Han var et dyr påvirket af sine lyster og hun rev i dem, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. At hun direkte skulle bide hovedet af ham, var noget som tydeligt måtte gøre ham irriteret og uden at han direkte kunne gøre noget ved det. Han vendte blikket stille mod hende og med den samme ganske kortfattede mine. Det var ikke fordi at han ønskede at skændes med hende og specielt heller ikke på juleaften! Han havde aldrig været meget for den højtid, han havde aldrig været meget for at fejre den højtid, men vel også fordi at han ikke havde haft nogen at fejre den med? ”Jeg er blod en mand og et bæst præget af min lyst, Noelle.. At hun er hvad hun er, er mig en udfordring som jeg bliver bidt af.” Han vendte de mørke øjne direkte mod hende og med den samme ganske kortfattede mine. Ikke fordi at det var noget som man skulle lægge det mindste skjul på når det endelig måtte komme til stykket. Han holdt hende roligt i hånden, hvor han selv tydeligt kunne mærke, at hun allerede nu var ved at være godt kold og han brød sig ikke om den tanke. Han var der sammen med hende og for hende, det var slet ikke noget som hun måtte se bort fra på nogen måde. Han blinkede let med øjnene. ”Jeg tror du vil blive meget ked af, at skulle mangle din familie, Noelle. Jeg kan godt lide den.. Måske at andre er mere.. falske en andre..” Han trak let på skuldrene. Det var jo ikke engang fordi at det var løgn, hvilket han var klar over. At hun ikke ønskede at skubbe ham ud af hendes liv, var selvfølgelig var det noget som glædet ham, hvor hendes lille påpegelse var noget som virkelig fik ham til at smile. Han vendte de mørke øjne stille mod hende, som hun lod hånden stryge mod hans kind. Han ønskede virkelig at de fandt ud af det, for de havde mere end nok at slås med fra før af. Han sukkede dæmpet. ”I kvinder skal da også være helt håbløse.” Han endte med at gøre et let ryk i hånden, så hun endte helt tæt ind mod ham. Hånden gled roligt omkring hendes ryg, idet at han førte hende omkring og bukkede sig over hende. Næsten som afslutningen på en dans, selvom han havde fat i hende. Han hævede hånden og lod den varsomt stryge over hendes kind, idet han lænede sig frem og lod læberne møde hendes i et dybt og ikke mindst intenst og næsten helt krævende kys. Han elskede hende virkelig og selvfølgelig var det noget som han ønskede at vise hende. Måske ikke så godt med mimik, men han kunne så sandelig vise det med hans egen krop. ”Jeg går ingen vegne, Noelle.. Du er den eneste kvinde for mig.. du er min mage,” hviskede han roligt og med et stille smil på læben, som han havde valgt at hviske det mod hendes øre.

[Noelle Jaceluck]

Nolle var udemærket klar over, at Camille og Enrico havde den ting tilfælles, at de begge var dyr. HUn var selv halv, hun levede i marken, hun var udemærket klar over den smerte der trådte i kraftk, hvis ikke den blev stillet, og Enrico var et væsen af lyster, hun vidste om ikke andet lidt om vampyrer, det betød dog ikke, at det ikke irriterede hende, at han så på hendes egen mor, med et direkte sultent blik, og nærmest glemme at hun faktisk stod ved hans side. Et sted var det vel bare en god undskyldning for at være sur? Juleaften eller ej, så ledte hun direkte efter et skænderi, hun hadede dette! At gå blandt hendes familie, og forsøge at spille op til deres forventninger, der var for pokker en god grund til, at hun altid havde hadet denne højtid! Blikket var vendt bort fra hendes kære kæreste, der tydeligvis virkelig forsøgte, men også allerede nu vidste at undskyldninger var forgæves. Hun havde jo set, hvordan selv Nathaniel havde svært ved, ikke at kigge på hende. ”Hun er min mor,” mumlede hun sammenbidt, som skulle det retfærdiggøre det hele. Havde det været Faith eller Moniqe, ville hun måske ikke have bebrejdet ham i samme grad, også selvom det uden tvivl ville skabe en enorm jalousi, men hendes egen mor?! Som desuden var gift med hendes far?! Hånden trak hun ikke til sig, men lod den forblive hvilende i hans. Hendes fingrer var blevet en anelse blå, hun var bestemt kold, men herude var der dejlig fredfyldt, modsat inden døre. Noelle rystede på hovedet. ”Dengang Moniqe gik bort, stoppede alt kontakt til den familie, og jeg har klaret mig siden, Enrico. Godt endda,” tilføjede hun roligt. Blikket dalede mod ham, hun var skam ærlig, den familie sagde hende absolut intet! Hun vidste at Enrico virkelig blot forsøgte at hjælpe hende igennem dette, hun vidste hvor lidt han selv var for julesamler, og kanelkager, men han gjorde det for hende, hvilket også var en tanke der tillod hende at bløde lidt op. De kolde fingrer strøg blidt langs hans kind, det kunne ikke falde hende ind at skubbe ham ud, netop nu hvor hun faktisk havde fået ham, det i sig selv havde jo været en årlig kamp! ”Hmm, hvad skulle vi ellers være til for?” spurgte hun en anelse drillende, og måtte alligevel overgive sig til det stille smil der bredte sig over hendes læber. Hun lod sig overraske af det skarpe ryk, ind mod hans egen krop. Hun sagde intet til det, hun nød trods alt at have ham tæt på.Hendes hjerte begyndte straks at slå hurtigere. Hans blide kærtegn over hendes ryg efterlod en sitrende fornemmelse, som hun ikke kom yden om. Noelle lod sig fører, og endte til sidt, med at svaje i ryggen og blive båret, blot af hans støtte. Det lange rødbrune hår, faldt stille ned mod den hvide sne. Smilet var famlet, og istedet erstattet med et intenst glimt i de grønne øjne. Som han nærmede sig, lod hun hånden snige sig omkring hans nakke, for selv at holde ham tæt. Deres læber mødtes, hun gengældte kysset uden så meget som at tøve, nød at han krævede det af hende. Hånden i hans nakke snog hans krøllede lokker omkring hendes slanke fingrer. ”Det var mere rigtigt,” påpegede hun en anelse stakåndet, og skænkede hans læber endnu et kort kys. Hun kunne se i hans blik, at han mente de ord han skænkede hende. ”Jeg elsker dig,” hun rettede sig en anelse op, så hun var i stand til at give ham ordene i form af en intens hvisken mod hans ører. Måske hun ikke kunne give ham meget, men de ord ville hun ikke tøve, desuden var de præget af den rene sandhed.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var virkelig ikke ude på at skulle skændes med hende, for det var noget som man kunne bruge alle andre aftener på, foruden juleaften! Han stod der sammen med hende, han havde smidt sine fordomme for denne højtid og bare for at være der sammen med hende og sammen med familien, for selv det vidste han at Noelle måtte nyde et sted. At alle kunne være sammen, sidde og snakke, more sig og det hele. Han kendte hende nok til at vide, at hun forsøgte at lede efter et skænderi, og det var virkelig ikke noget som han ville give hende lige i aften! Han ønskede at snakke hende til ro. Ganske rigtigt så havde Camille ramt noget i ham som hun slet ikke burde, men det var slet ikke noget som han kunne gøre for, men nu stod han der sammen med hende, havde formået at få hende talt til ro, så var det selvfølgelig også noget som kun måtte glæde hende og endda frygtelig meget, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Det ved jeg godt hun er, Noelle.. Og jeg er ked af det som skete..” sagde han stille, som han vendte de mørke øjne mod hende. For hende så ønskede han ikke at lyve, for han var faktisk ked af det som var sket, for det havde aldrig været hans mening, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han kunne godt mærke at hun var ved at blive kold, men det var slet ikke noget som hun kunne sige noget til lige nu. Han lod hovedet søge let på sned. ”Jeg ved godt at tilværelsen for dig ikke har været helt nem, men jeg tror.. at selv en som dig, kan nyde et sammenhold som vises på en aften som det her..” forklarede han videre. Nej, han ønskede ikke at være bedrevidende, for meget af Noelles fortid var stadig helt ukendt for ham. Det var jo egentlig bare det at han ønskede at hun skulle tage det helt rolig og tage det som det kom, selvom han udmærket godt vidste, at det ikke altid var helt nemt. Han nød virkelig hendes strøg over hans kind, for det var virkelig behageligt! Han sendte hende et stille smil. ”Det spørger du en gammeldags fyr om? Tør jeg nu remse op?” Selv Enrico kunne brænde inde med en dårlig humor. Han var desuden også en af de få som virkelig kunne forstå sig på Kimeyas, så det var jo selvfølgelig altid en fordel, om det var noget som man ville.
Efter at Enrico havde formået at skænke Noelle det kys og se hendes reaktion på det, så kunne han bestemt heller ikke være andet end storslået tilfreds, om et var noget som man ville det eller ikke. ”Godt.. Vi kan ikke have at kvinden i mit liv, ikke er tilfreds, vel?” Han hævede sigende det ene bryn og med blikket hvilende på hende. At hun skænkede ham de store ord, var noget som kun fik ham til at smile – smile så tydeligt, at de spidse hjørnetænder måtte vise sig i hans mundviger. ”Jeg elsker også dig, Noelle..” endte han med en rolig hvisken i gengæld. Han hævede hånden og strøg den roligt og stille over hendes kind i stedet for. Hun var kold og det var noget som gjorde ham direkte bekymret. ”Vil du med indenfor? Og give det et nyt forsøg?” spurgte han stille, som han let lod hovedet søge på sned og uden at tage blikket fra hende. Han var bekymret for hende, for hun skulle bestemt heller ikke til at blive syg!

[Noelle Jaceluck]

De fleste ville nok ikke foretrække at fejrer julen med skænderier, men sagen var den at Noelle faktisk var ligeglad, et sted så nød hun det, for hun vidste vel hvordan hun kunne tiltrække sig opmærksomhed, når nu hun ikke kunne hamle op med hendes familie, et sted var det jo hvad plagede hende mest. Måske hun var hærfører, men hun havde måttet kæmpe umådelig hårdt, og det var bestemt ikke nemt at være kvinde i en mands fag! Faith havde altid været så stærk, hun var blevet leder som ganske ung, Moniqe var samme sag, de havde begge giftet sig med store mænd, fået børn, de var respekteret af alle, ikke blot her i Dvasias men verden over. Hele hendes familie var generelt umådelig succesrig, de havde alt hvad et hjerte kunne ønske og begærer, og det lod til at hun konstant måtte kæmpe både fysisk og mentalt, for at opnå blot halvt så meget! Nu var hun langsomt på vej, og så ødelægges det allerede ved første øjekast mellem Enrico og hendes mor, det gjorde hende virkelig vred! Hun nikkede stille, dog en anelse sammenbidt, det var ikke nemt for hende at udvise de følelser. ”Det er okay,” endte hun stille, og sukkede en anelse opgivende. Sneen faldt endnu om ørene på dem, det var ret smukt at se på, sådan som det malede omgivelserne omkring dem hvidt, dog brød hun sig ikke om den kulde, der i øjeblikket hærgede hendes krop. Enrico lod rent faktisk til ar ærgre sig. Hvor blev det af, at vampyrer ikke var i stand til at føle? Et lille opgivende smil hvilede om hendes læber, hun rystede på hovedet, og tydeliggjorde dermed, at han virkelig ikke havde nogen idé om hvad han talte om, men at hun derimod synes at han lød som en tosse. ”Jeg tror du stiller for høje forventninger til mig.. og til dem, Enrico,” hun lod hånden falde mod hans kind, klappede den blidt. Det intense blik betragtede hans. Hun hævede et slankt øjenbryn, tydeligvis hverken imponeret eller overrasket. Alligevel bredte smilet sig til noget mere blidt. ”Hvis du har tænkt dig at sige; Lave mad, passe unger, ordne hus, og stille sin mands lyster, så er jeg bange for, at jeg er nødt til at tage grovere midler i brug, end dem jeg gør brug af i marken,” advarede hun, dog med en drillende undertone. Den mand havde virkelig elendig humor, et sted så fandt hun det næsten.. charmerende. Kysset brændte stadig mod hendes læber. Hun rystede på hovedet. Hånden gled stille mod hans bryst, tog fat om hans skjorte og holdte ham ind til sig. ”Du smigrer. Det virker,” påpegede hun, og plantede et blidt kys mod hans kind. ”Men nej du har ret,” erkendte hun, og plantede endnu et mod hans mundvige, med et lille smil gemt bag. Hun nød virkelig at høre ham sige de ord, hun var stolt af at være hans, hun var stolt af at have lukket nogen tæt på, det var noget hun heller ikke kunne fortryde. De sylespidse tænder skræmte hende ikke, det var en del af ham og hans væsen, en del hun måtte elske. Hun nikkede stille, og lod kinden falde mod hans hånd. ”På en betingelse. Når vi kommer ind, skal du gentage det kys. Du skal vise mig, hvad du vil have, og jeg vil vise alle hvad jeg har,” hviskede hun tæt mod hans ører.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde aldrig været særlig begejstret for julen og julens tid, men han forsøgte da om ikke andet, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Han var god til at vandre omkring mennesker, men at hendes mor skulle have den påvirkning af ham, var bestemt heller ikke noget som han ligefrem havde regnet med! Han var kommet levende derfra, han stod der sammen med hende for øjeblikket og han prøvede at gøre det godt igen. Måske at det var til hans egen fordel at han ikke var fuldendt vampyr? Men at han faktisk var i stand til at følge bare.. en smule? Det var sådan at han selv måtte se på det om ikke andet. Han sendte hende et stille smil og nikkede så. ”Godt..” endte han roligt og med et stille smil på læben, for det var jo heller ikke fordi at han ønskede at lyve for hende på nogen måde. Hun var virkelig den eneste i hans liv og den som han ønskede at leve med – selv på trods af hendes sensuelle dæmon, så var det jo faktisk kun den rene sandhed, hvad end om det var noget som man ville være ved det eller ikke. Han rystede på hovedet til hendes ord. ”Det er ikke en forventning eller et krav til dig eller din familie, Noelle.. Men et ønske. Jeg ønsker at det skal fungere.. om ikke andet, så bare lige i aften,” sagde han stilfærdigt. Det var ord som han i sig selv, ikke kunne gøre noget andet end at mene, for han ønskede virkelig ikke at skubbe hende fra sig og specielt ikke lige i aftne, det var helt sikkert! Tungen strøg let over hans læber, som han lod hovedet søge let på den anden side og uden at han tog blikket fra hende på noget tidspunkt. Smilet bredte sig en anelse, selv kunne han fornemme lidt at stemningen var ved at lette igen, hvilket han havde det helt fint med! ”Du giver mig meget at slås med.. alle de vante ting som jeg skal lægge på hylden min kære.. Det er jo som jeg knapt kan følge med.” Han smilede et tydeligt drillende smil. Enhver mand som var med kvinden som de ønskede, ville ændre sig og han havde selv ændret sig markant!
At kysset havde haft den påvirkning af hende, var noget som direkte morede ham. Han holdt hende godt ind mod sig, så han ikke endte med at tabe hende direkte ned i den kolde sne, for det var slet ikke hans hensigt på nogen måde overhovedet, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At hans smigre virkede, var noget som kun fik ham til at smile, for så kunne han bestemt heller ikke være andet end tilfreds. ”Godt..” hviskede han roligt mod hendes øre, hvor han tog imod hendes kys som han endnu en gang hjalp hende op. Armene forblev dog alligevel hvilende omkring hende. Lige i aften ønskede han uden et skænderi, selvom Noelle virkelig forstod sig på at starte dem op! Men ikke i aften! Den tilfredsstillelse ville han virkelig ikke skænke hende! Han endte med at smile til hendes ord og betingelse. Hvis det kun var det, så skulle det bestemt heller ikke blive svært for ham at efterkomme det, for det ville det bestemt heller ikke! ”Det tror jeg nu godt at vi kan finde ud af.. Jeg kan godt lide kvinden som skal markere sig.” Han blinkede let til hende, idet han roligt låste grebet en anelse, som han førte hende med sig tilbage til døren som han åbnede for hende. ”Efter dig, min solstråle,” afsluttede han roligt og med det samme stilfærdige smil på læben.

[Noelle Jaceluck]

Enrico forsøgte uden tvivl, hvilket var meget mere end man kunne sige om hende, for skulle hun være ærlig, så var der ikke en eneste ting, hun så frem til ved juletid. Dette år stod han ved hendes side, holdte hende hånd, det var gaver og selskab nok for hendes vedkommende, mere behøvede hun ikke. Man kunne jo tydeligt se hvordan det endte, hendes egen mor forsøgte at få ham med til sengs, hvilket kun var en tanke der virkelig gjorde hende vred, hun havde aldrig elsket en mand i hendes liv, foruden ham der nu stod ved hendes side, kunne hun for pokker ikke bare, få en enkel ting for sig selv, for en gangs skyld? Hun sukkede opgivende, og nikkede blot. ”Jeg er glad for at du prøver. Men vi har aldrig været en stor og lykkelig familie, og det afspejler sig, så lang tid du er forberedt på det,” hun trak på skuldrene. Han var en mand der kunne få hende til at bløde blot en anelse op, og lade de spidse kommentarer ligge for blot et øjeblik, hvilket i sig selv skete så forbandet sjældent. Han havde intet kendskab til hendes fortid eller familie, hvilket egentlig var noget hun egentlig havde det fint med, for ingen foruden hende, kendte den fulde sandhed. Tankerne skød hun fra sig, hun ønskede ikke direkte at skændes med ham. I stedet lod hun et lille smil passere hendes læber, også selvom det var svært at opretholde med alle de billeder der pludselig spillede sig for hendes blik. ”Du er bestemt ikke den eneste kære. Alt har en pris.. selv kærlighed,” tilføjede hun roligt. Det føltes endnu underligt, at lade det ord forlade hendes læber, for hun havde aldrig troet på den slags, ikke før Enrico var blevet en så stor del af hende. Noelle blev stående i hans arme. Hendes kinder brændte stadig efter hans kys, selvom de stod ude i den kølige frost. Skænderier var så enkle, men denne mand forstod sig virkelig på at af føje hende, hvilket hun til tider fandt direkte irriterende. Hun plantede et stille kys mod hans kind. ”Du kan tro jeg har tænkt mig at markere dig.. dette er kun begyndelse,” hviskede hun mod hans ører, og med et glimt i hendes funklende grønne øjne, for ærligt var det bestemt, hun havde et hav af planer. Hun lod ham åbne døren for hende, og var kun lige trådt ind på den anden side, da hun igen vendte sig mod ham. Hånden lagde sig mod hans bryst. "”Og Enrico?” hun sendte ham et direkte lumsk smil, hun havde altid været en kvinde der vidste hvad hun ville og ønskede. ”..Lad dem ikke være i tvivl,” påpegede hun roligt, før hun endelig endte med at gribe om hans hånd, og førte ham med sig tilbage i den lunefulde stue.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste udmærket godt, at det hele var gået lidt over gevind indenfor, selvom det slet ikke var noget som han havde gjort med vilje, for det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han ønskede dog ikke at gøre Noelle direkte fornærmet på selve juleaften, for han vidste hvor stor en betydning det havde for hende og hendes familie, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Han vendte blikket ganske roligt mod hende. De kunne altid tage skænderierne når de var hjemme, og da bestemt ikke her og ikke i aften! Julen havde aldrig haft nogen betydning for ham. Han havde været alene igennem skræmmende mange år, men af den grund, så ønskede han faktisk at gøre hende glad og stå frem som hendes kæreste for denne stund, ligesom han gjorde det for øjeblikket. Det var vel også noget som hun ønskede sig? ”Jeg ved det godt, Noelle, men jeg ved så også hvor stor betydning det har for din familie at alle er samlet. Hvorfor ikke bare være en del af det fællesskab bare den ene gang om året? Nu hvor du har muligheden for det?” endte han ganske sigende. Det var den ene aften om året, så det kunne hun vel godt? Det var noget som han håbede om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han sendte hende et stille smil, hvor selv tænderne næsten måtte træde lidt frem i hans mundvige. ”Mhmm.. Du har ret.. Men af den grund, så er det en pris som jeg er villig til at betale.” fastholdt hun ganske stilfærdigt, for det var ikke engang fordi at det var en løgn set i hans øjne, for det var det bestemt heller ikke. Han elskede hende virkelig, og det var med alt hvad det måtte indebære! Han blev stående i døren som hun vendte sig mod ham. Han lyttede opmærksomt. Hvis der var noget som han godt kunne lide, så var det at kvinden var ganske bestemt af sig, for det nød han virkelig af! Han trak morende på smilebåndet, som han lod den ene arm glide omkring hende. Han havde selv mange planer med hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg kan love dig for, at de ikke vil være i tvivl, min kære..” Han knurrede ganske let, som han førte sine læber til hendes hals, idet han skænkede den let kys. Han tog hende roligt med sig indenfor, hvor han lukkede døren efter sig. Han førte hende med sig tilbage til stuen og ind til forsamlingen af alle de mennesker som var der. Armen forblev hvilende omkring hende, mest af alt også for at markere at hun var hans og det var sådan at han ville have det! Udelukkende fordi at hun var hans mage, og det var noget som han i den grad også ønskede at markere for hende såvel som alle andre. Han ønskede jo bare at hun skulle være tilfreds.

[Deleted]

Avidan havde mere eller mindre holdt sig sammen med Moniqe frem til nu. At få hende med sig ned, samtidig med at han kunne markere for hende, at der ikke var noget galt, såvel som for alle andre, så kunne han ikke være andet end direkte storslået tilfreds! Han sad med hendes hånd roligt flettet ind i sin egen, udelukkende fordi at det var hende som betød mest for ham. Der var ingen anden i hans liv, som kunne tage den plads som hun måtte have! Han havde været henne for at lykønske Cedric med fødselsdagen, hvor det selv var tydeligt at han måtte nyde at have familien samlet og uden nogen deciderede sure miner, hvilket han udmærket godt kunne forstå! Knægten var glad, selv Cecilaya virkede til at have fundet en form for fred i aften, også selvom hun klart måtte nyde af opmærksomheden som det hele måtte efterlade hende med, også fordi at hun sådan kredsede omkring Nathaniel og Liyas små børn. Hun nød vel også det faktum at hun ikke var den yngste mere? Han kunne i det mindste næsten tænke sig til det! Selvom han måske ikke var den som var bedst til følelser endnu, så måtte det dog nok komme med tiden. Hun var dog af den grund, så temmelig sikker på, at det hele nok skulle ordne sig på bedst mulig vis mellem ham og Moniqe, for de havde alligevel temmelig meget som skulle snakkes igennem. Et sted så frygtede han vel for den samtale? Nathaniel og Liya, Faith og Kimeya havde endnu ikke vist sig, selvom han nu heller ikke regnede med at Kimeya ville vise sig i det hele taget, for manden havde i den grad haft meget at slås med igennem det sidste, så det var faktisk kun ganske forståeligt af sig. Han vendte sig mod Moniqe og med et stille smil på læben. ”Er der noget jeg kan hente?” spurgte han stille. Han holdt vanvittig meget af hende, og han ønskede selvfølgelig kun at hun skulle have det godt, for alt andet, var slet ikke noget som kom på tale på nogen måde! Han vendte blikket som Noelle og Enrico måtte komme ind. Det var tydeligt at manden havde formået at ordne op i den lille konflikt, hvilket vel var udmærket! Han slap roligt Moniqes hånd for at gå Enrico og Noelle i møde, for han havde slet ikke haft muligheden for at hilse på dem endnu, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans del, for han ønskede jo selv at fremstå som åben og fredelig med dem, for andet ville slet ikke komme på tale. ”Jeg tror slet ikke vi har haft muligheden for at hilse endnu,” sagde han roligt og med en ganske rolig mine. Han var skam med til at byde det markværdige par her på stedet.

[Noelle Jaceluck]

Det lod til at Enrico ikke var til at rykke en tomme, og et sted så irriterede det hende, men han havde vel ret.. det var juleaften, skænderierne kunne de altid gemme til senere, også selvom det ikke var nogen direkte grund til at skændes. Hun var frustreret, og nu hvor krigen mere og mere gik i sig selv, så betød det også, at det ikke var frustrationer, som hun direkte fik lov til at komme af med. Familien var måske samlet indenfor, men hun måtte erkende, at det ikke direkte trak i hende, på den måde som det nok ellers havde været ønsket. ”Meningsløs diskussion kære, jeg finder blot ikke den samme glæde i familie, som du tydeligvis gør,” påpegede hun kortfattet. Det var jo heller ikke fordi hun ønskede at fører den videre herfra. Noelle himlede med øjnene, og lod dog et lille smil passere hendes læber. Uanset hvor meget han end formåede at irritere hende, så var han ligeså god til at gøre op for det igen, hun elskede ham, og selv den tanke kunne til tider være svær, for det lå slet ikke til hende. Hun fulgte ham med ind i stuen, hvor de summende stemmer havde spredt en varm stemning, og hvor juletræet, kastede et hyggeligt skær over den lune stue. Selv for hende var det faktisk rart. Armen gled om hans ryg, holdte ham ind til sig, for hun ønskede at vise alle i den stue, hvor heldig hun havde været at finde en mand som ham, hun var ikke længere den der var alene, og den tanke nød hun. Derfor nægtede hun ligeså at nogen skulle forsøge at spolere hendes lykke! Enhver skulle have lov til at så, hvor umulig en sådan plan ville være, hun ønskede at han markerede hende, også selvom han til nu havde nægtet at sætte tænderne i hende.
Hun plantede et stille kys mod hans hals, og sendte Moniqe et lille diskret smil. De grønne øjne fulgte Avidans færd mod dem. Det kølige smil, forblev hvilende på hendes læber, hun forsøgte om ikke andet at være imødekommende, desuden fandt hun denne Avidan yderst interessant. ”Nej min kære søster kan desværre være langsom i optrækket,” påpegede hun, og så forbi ham, hen mod Moniqe der trofast sad og ventede. ”Noelle Jaceluck.. og dette er min.. kæreste Enrico;” hun gjorde gestus mod ham, og sendte dem begge et lille smil. Udefra var det svært at skelne om det var ægte eller falskt, hvilket kun var til hendes redning. Hun rakte hånden frem, som en høflig hilsen.

[Deleted]

Moniqe sad i en af de mindre sofaer, nær pejsen sammen med hendes kære Avidan. Selvom hun forsøgte ikke at bide mærke i det, så vidste hun at deres hænder var endt sammenflettet, hvilket var en tanke som hun kun nød godt af, også selvom det stadig var svært at forholde sig til, ikke kun at Derick havde vækket hende, men også det faktum at Avidan pludselig stod på døren. Den samvittighed var noget det i den grad ikke gjorde det lettere, men det var juleaften, hvilket betød at de tanker og den snak, var noget som måtte vente til senere, for i aften var det meningen at det skulle handle om familien, og desuden så lod Avidan selv til at tage yderst let på det. Flere gange sendte hun stjålne blikke mod Cayla og Junior der begge sad i sofaen, og lod deres lille pige – hendes lille barnebarn kravle frem og tilbage. Flere gange tog hun sig selv i at smile for sig selv, for både Cayla og hendes barnebarn, var noget af det smukkeste hun nogensinde havde set. Hun ville selvfølgelig havde ønsket, at Avidan havde været far til Cayla, men sådan havde skæbnen ikke villet det, og desuden så havde det vel ikke været den samme fantastiske, unge kvinde? Hun lod blikket glide mod Avidan, og gengældte kun hans smil. I det store og det hele var det en sjældenhed at hun i det hele taget fik et fra ham, hans mine var som oftest følelsesløs. ”Et glas rødvin ville jeg bestemt ikke takke nej til,” svarede hun roligt, og plantede et lille kys od hans kind. Hun slap hans hånd idet han rejste sig, og fulgte ham med blikket mod Noelle og Enrico der var kommet tilbage igen. Måske hende og Noelle aldrig havde været på direkte god fod, men om ikke andet så glædede det hende kun at hun rent faktisk havde fundet glæden i nogen, og det var tydeligt at denne Enrico begærede hende med hjerte, sind og sjæl, det kunne alt sammen læses i hendes blik. For en kort stund fik hun øjenkontakt med Noelle. Hun nikkede roligt mod hende. Om ikke andet så forsøgte hun. Et suk forlod hendes læber, hun vendte opmærksomheden mod Junior der sad netop ved siden af hende. Aliyah sad i øjeblikket ved Cayla, og legede med de flammerøde lokker, der var så karakteristiske for familien. ”Når kære Junior. Stil en svigermors nysgerrighed, og fortæl mig hvordan du og min datter fandt hinanden,” opfordrede hun ham, og foldede roligt hænderne foran sig, som gjorde hun sig klar til en lang fortælling. Hun var trods alt gået glip af frygtelig meget.