Merry Christmas!

[Deleted]

Det glædet virkelig bare Cedric at næsten hele familien kunne samles for en gangs skyld, for det var aldrig nogensinde sket før. Mor og far under samme tag, det som faktisk kunne se ud som om det skulle være en fredelig og god jul uden det værste, så kunne det vel heller ikke blive bedre end det? Han vendte sig roligt mod Noelle og Enrico. Han måtte ærligt erkende, at det var dem som han slet ikke havde regnet med at se, også selvom han måske var ved at være voksen af sig, så var det ham i den grad også en glædelig tanke af den grund. Han nød at se dem alle sammen samlet på et og samme sted og det var jo heller ikke fordi at de ikke havde pladsen til at huse det hele, for det havde de bestemt! Han nikkede roligt mod Enrico som han havde givet ham hånden og med det samme rolige smil på læben. Det kunne bestemt heller ikke blive bedre end dette, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Det ved jeg ikke..” Denne gang var smilet falmet en anelse. Han havde ikke nogen anelser om hvordan Kimeya havde det eller om mor ville blive oppe ved ham hele aftenen hvis det var det. Han trak let på skuldrene. ”Men jeg går da ud fra.. og håber at de kommer ned. Jeg tror nu at mor gør,” sagde han en anelse mere selvsikkert. Igen så vidste han ikke hvordan hans far havde det eller i hvilken forfatning at manden måtte være, så det var jo egentlig heller ikke til at sige når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte sig mod Noelle. At hun stod der som hærfører til lands, var nu heller ikke noget som han ville tage sig af. Det var jo stadig hans moster når alt endelig måtte komme til alt. ”Mange tak, moster,” sagde han med det typiske smil på læben. Han vendte blikket ganske kort i retningen af børnene. Han kunne udmærket godt huske dengang hans kære lillesøster var i den alder, selvom hun var blevet en flot lille pige nu. En som ikke gik ham så meget på nerverne, så det var heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste! ”Hvordan går det ellers med jer? Forlovelse eller bryllup i vente?” spurgte han med et næsten så kækt smil. Man var vel lidt ligesom sin far?

[Noelle Jaceluck]

Siuationen gjorde hende bestemt ikke tryg, hun var dog glad for at have Enrico med, selvom han lod til at nyde det lidt for meget! Hun misundte virkelig, hans store talent for blot at tilpasse sig, også selvom det var blandt hendes kugleskøre familie. Noelle trykkede sig blidt ind modEnricos favn, der følte hun sig om ikke andet tryg, bare tanken om hendes fars vrede, var nok til at lade hende krumme sig, også selv på trods, at han var flere dages rejse herfra. ”Det er det jeg siger.. skræmmende,” hviskede hun, mere for at Cedric ikke skulle ligge det gode ører til. Han lignede i allerhøjeste grad sin far, hvor Cecilaya tydeligvis var som snydt ud af næsen på hendes mor. ”Undskyld jeg skal nok prøve,” endte hun dog lettere medgivende og sukkede en anelse opgivende. Hun forsøgte virkelig også med Cedric, men det var umådelig svært at snakke med en nevø, som hun aldrig havde haft noget at gøre med. Et sted kunne hun ikke lade være, med at se direkte misundeligt på Enrico, der førte en samtale, som var det, det nemmeste i verden. Hun var vant til at uddeligere ordre.. desværre så var det halve af Marvalo Mansion ligeså, så det ville hun ikke komme langt med. Nu hvor de stod ved Cedric, valgte hun bevidst ikke at besvare hans ord. Hendes mor burde slet ikke have den frihed. Det var først nu hvor faith blev nævnt, at det gik op for hende hun ikke var til stede. Kimeyas sygdom var skam nået hende for ører, så hun brugte vel tiden med ham? Det var utroligt så meget Cedric mindede om sin kære far, den kække tone var ikke til at tage fejl af. ”Jeg glæder mig til at hilse på,” løj hun, på trods at hendes tone kun afslørede høflighed. Det at han så kaldte hende ved den titel, fik hende til at se direkte hjælpeløst på enrico. Hun havde aldrig kendt hendes nevø, men han ønskede hende som moster? Hvorfor skabte det rent faktisk en varm fornemmelse? Hun sendte ham endnu et smil, denne gang en anelse mere oprigtigt. Et kort øjeblik, turde hun sværge at hun kunne kvæles i hendes eget spyt. Forlovelse?! Bryllup?! Hun rømmede sig, hvad skulle hun sige? Det var jo heller ikke fordi, hun ønskede at stille Enrico i en ubehagelig situation. ”Ikke endnu,” svarede hun hurtigt og kortfattet. Det gik dog hurtigt op for hende, at det måske havde været en anelse for hurtigt. Hun plantede et kys mod Enricos kind, som en prøvende bekræftelse.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde altid været en mand som havde været meget glad for at bruge munden. Han var god til at føre en samtale, om det jo så var med ven, fjende eller.. kommende familie? Ikke fordi at det var noget som gjorde den store forskel for ham. Han ønskede virkelig bare at Noelle skulle lade de parader falde og bare se til den store familie som hun havde. Han vidste godt at hun var vant til markerne, at hun var vant til at have kontrol og nu stod hun i en situation hvor hun ikke havde kontrol på noget som helst. Han vendte blikket roligt mod hende, hvor han skænkede hendes kind et roligt og stille kys. Det var jo egentlig bare at falde til ro, det kunne da ikke være så svært igen, kunne det? Han slog roligt armen omkring hendes liv og trykkede hende ind mod sig. Han ville selvfølgelig mere end glædeligt stå der som hendes trygge havn hvis det var det, for han kunne faktisk ikke lide at se hende så usikker omkring det hele, selvom det nu alligevel måtte more ham, at der ikke skulle mere til end en familiesammenkomst, inden det skulle gå helt galt. ”Jeg kræver heller ikke mere af dig, min kære.. Jeg er her.. Bare.. slap af,” forsikrede han hende som han roligt lod hånden stryge ganske let og stille over hendes hofte, også for at vise hende, at han var der for hende.
Cedric var en god knægt, så meget kunne han da fornemme, også selvom han var som snydt ud af næsen på sin kære gamle far. Manden var jo heller ikke helt ung mere og han havde udmærket godt hørt om pesten som også havde ramt ham, hvilket i sig selv, heller ikke var en tanke som var faldet i god jord. Den var heldigvis aldrig kommet videre end til ham her i Dvasias, så det var ikke så slemt igen. ”Det er helt i orden, Cedric. Du må jo lige prikke din mor på skulderen, hvis du spotter hende før mig, ikke?” Han blinkede let til manden inden han vendte sig mod Noelle. Hun var jo trods alt knægtens moster, så hvorfor det hjælpeløse blik? At han spurgte ind til forlovelse og bryllup, var selv noget som fangede hans opmærksomhed. Han kunne ikke lade være med at smile og tydeligt morende, for dette var vel også en fremmed situation for hende? Han kuklo ganske let og rystede så på hovedet. ”Hvem ved.. måske før.. måske senere..” tilføjede han roligt og vendte blikket mod Noelle som hun kyssede hans kind. ”Et yderst diplomatisk svar, min kære..” Han kyssede roligt hendes mundvig og vendte hende i hans favn, så de endte front mod front i stedet for.

[Deleted]

Cedric vidste da godt at Noelle var hans moster, så hvorfor skulle han ikke kalde hende ved den titel? Han vendte blikket skiftevis fra den ene til den anden. Han vidste udmærket godt at han lignede sin far frygtelig meget, selvom han endnu ikke havde fundet ud af helt præcist om det var en god eller en dårlig ting, selvom det vel også var noget som han ville finde ud af før eller siden? Han vendte blikket roligt mod dem begge to. Han vidste godt at Enrico var rådgiver og Noelle var hærfører. Det var vel egentlig også derfor at han var nysgerrig? Det var to store i store roller og store jobs, så hvordan fik de egentlig det hele til at køre rundt? Det var egentlig slet ikke noget som han som sådan kunne forstå. At Noelle ikke følte sig vel tilpas, var noget som han dog godt kunne se, hvor han roligt endte med at rejse sig. Måske ikke så høj endnu, men han var jo heller ikke den ældste endnu, selvom det vel nok skulle komme når han for alvor ville blive ordentlig voksen? Han vendte blikket direkte mod hende og med det samme muntre smil. ”Må jeg kalde dig moster, Noelle?” spurgte han dæmpet. Han ville selvfølgelig ikke gøre det, hvis det var noget som gjorde hende direkte usikker på det hele, for han ønskede bestemt heller ikke at gøre det hele værre for hende. Det var skam heller ikke hans hensigt. Han slog roligt armene over kors og med den samme afslappende holdning. Han vendte sig mod dem begge og med det store smil. For en gangs skyld, så følte han selv for at smile naturligt. Han nikkede. ”Jeg skal nok sige det til min mor, hvis jeg ser hende først selvfølgelig.” Han blinkede igen. Et sted vel også for at tage udfordringen op, hvis mor engang ville komme ned, ellers skulle han nok gå op for at hente hende. Det var jo juleaften, selvom han vidste at far også gerne ville være sammen med hende, hvilket han selvfølgelig godt kunne forstå. Nathaniel og Liya ville vel også komme ned før eller siden? Så de kunne være sammen alle sammen! Det var jo egentlig det som var hans ønske år efter år og denne gang ville han ikke lade noget som helst komme i vejen for det! ”I må have mig undskyldt.. Jeg skal lige hilse på de andre,” sagde han roligt. Han rakte igen hånden til Enrico og derefter til Noelle. ”Det var hyggeligt endelig at møde jer,” afsluttede han muntert. Han grinte ganske let. ”Jeg laver bare sjov, Noelle.. bare pas på Cecilaya, ikke? Hun stiller værre spørgsmål,” påpegede han drillende.

[Noelle Jaceluck]

Noelle måtte virkelig misunde ham, selvfølgelig var han vant til at tale og at rådgive, hvor hun aldrig havde behøvet at udveksle særlig mange ord, for hun stod ikke for forhandlingerne, men for ordrene. Suk end ikke hendes familie, kunne hun begå sig med, var det ikke temmelig ynkeligt? Kontrollen var sluppet, hun forsøgte at knuge om den, men den sivede ud mellem hendes fingrer som små sandkorn. Hun gemte sig en smule ind mod hans favn. Hvorfor blev det alligevel lidt nemmere når han var i nærheden? Og Cedric virkede heller ikke helt ude i torvene, hun kunne faktisk.. lide hendes nevø. Noelle nikkede lidt mere sikkert til hans ord. Hovedet faldt mod hans skuldre, og fandt hvile. Hun trak igen lidt på mundvien. ”Så lad gå da. Nevø,” afsluttede hun med et lille sigende nik. Det lå virkelig underligt på tungen, men om ikke andet, så var det alligevel bare.. lidt rart. Et bryllup nærmede sig nok ikke foreløbig, alligevel kunne hun ikke lade være, at føle hjertet springe et par slag over ved Enrico’s svar. Hun lod sig søge ind i hans favn for alvor, med front til ham. Idet han ville placere det kys mod hendes mundvie, vendte hun kort ansigtet, så hans istedet måtte ramme hendes læber. Hun sendte ham det stille smil. Hun gav Cedric et fast håndtryg og nikkede mod ham som afskedshilsen. ”Det gik jo rimelig godt, synes du ikke?” hun vendte sig endnu engang mod Enrico. Camille var på vej hen mod dem, hvilket øjeblikkeligt fik hendes hjerte til at synke igen. Hun himlede med øjnene, og tog Enrico’s hånd i hendes, for derefter at trække sig lidt ud af hans favn. Der var ikke n ogen vej uden om, før eller siden måtte hun vel uanset stå foran hende. Hendes øjne blev kolde, mens hun direkte forholdte sig tavs. Hendes hpnd knugede fast om Enrico’s, som søgte hun den lille hjælp og støtte, han netop havde formået at udvise for hende, med Cedric, og det var jo faktisk lykkedes hende! Dog var det en stolthed, der allerede nu var blevet slået ned igen.

[Deleted]

Camille sendte Aliyah et stort smil. Den lille pige, havde leget med hendes lokker, hvilket kun måtte morer hende. ”Hun er virkelig fantastisk,” medstemte hun, og sendte Junior et meget sigende blik. Cayla stod ligeså og fortalte hende om den lille prinsesse, hendes oldebarn. For pokker hvor hun følte sig gammel efterhånden. Ganske blidt plantede hun et kys mod hendes pande, og sendte Junior og Cayla et undskyldende smil. Hun havde holdt øje med Noelle og Enrico, og nu hvor Cedric var væk, kunne hun ligeså godt få overstået den konfrontation, med hendes yngste datter, der ligeså hadede hende som pesten, hvilket også gjorde umådelig ondt. Dog så lod det til at hendes mand, forlovede, eller hvad han nu måtte være, havde en fornuftig indvirkning på hende. Den kvinde var vireklig vokset op, som en hun ikke kunne genkende. ”Undskyld mig,” hun sendte den begge et høfligt nik, før hun endte med at bevæge sig mod midten af stuen, hvor de stod i hinandens favn, netop foran det store, smukke træ, som Ceciliaya tydeligvis var umådelig stolt af, at have en finger med i spillet i. Det typisk varme, forførende smil bredte sig over hendes rosenrøde læber. De mørke lokker dansede omkring hendes ansigt, og fremhævede kun det tydelige kæbeparti. ”Noelle,” hun greb ganske forsigtigt fast i hendes datters skulder, og strakte sig for at skænke hendes kind et blidt kys, før hun vendte sig mod hendes kavaler. ”Og det var.. Enrico ikke? Jeg har set frem til at møde dig,” hun rakte endnu engang hånden ud mod ham, selvom de kort havde hilst på hinanden så var det slet ikke nok. For hende var dette en ligeså stor dag som det var for Cedric, at have hele familien samlet, selv på trods, de havde været spredt for vid og vinde. Faith her, Noelle på slottet, og Moniqe der endda var gået i døden, hendes stakkels piger levede livet farligt, og nu kunne hun kun ærge sig over, at hun aldrig havde fået en bogorm for eksempel. Det var en varm stemning, langt bedre end den hun kunne have fået derhjemme, også selvom, hun allerede vidste at Noelle bebrejdede hende for det. Dette var som en juleaften skulle og burde være! Med fred, familie og strålende smil, ikke med slag og dyster stemning, som Isaiah altid bragte med sig. Hun skubbede tanken bort, og bad en stille bøn til, at Noelle ville tilgive hende.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var ganske rigtigt yderst tilpasningsdygtig, selvom det nu heller ikke var det som gjorde, at han gik så godt i spænd med Noelles familie. Han var slet ikke vant til denne form for fejring. Han fejrede aldrig jul og det havde hans forældre heller aldrig gjort, så det var noget nyt og samtidig frygtelig spændende for ham. Han sendte Noelle et roligt smil. Han elskede hende og selvfølgelig så ønskede han jo bare at hun skulle komme vel igennem det hele, selvom det tydeligt var hende en kæmpe udfordring, så var det jo bare at tage det hele som det nu måtte komme. At hun var så usikker omkring sin egen familie, var nu alligevel noget som virkelig måtte more ham og noget så frygtelig meget endda! Armene slog han roligt omkring hendes skikkelse. Hun var jo en sensuel dæmon, hvilket kun betød at hun kunne få ham til frygtelig meget, hvis det var det som hun ville. Han mødte hendes læber, hvor han holdt kysset i et sekund eller to, hvor han sendte hende det drilske smil. ”Snyd,” påpegede han morende. ”Du klarede det fantastisk flot, Noelle.. Det er virkelig ikke så svært at begå sig,” sagde han roligt og ikke mindst med den samme mine som før. Kvinden som kom hen mod dem, kunne han godt fornemme, ikke var en som Noelle brød sig om. Umiddelbart, så ville han gætte sig til, at det kun måtte være hendes mor. At hun tog omkring Noelle, tog han sig ikke af. Hun virkede da heller ikke til at være så slem. Han steppede roligt op bag Noelle, hvor han sendte Camille et varmt smil – så varmt som det nu faldt ham naturligt at gøre det. ”Det er ganske rigtigt.” Han tog roligt hendes hånd – utrolig varm i forhold til hans, men han var trods alt også halvt vampyr. Han trykkede den roligt. ”Og du må være.. Camille, ikke sandt?” spurgte han videre. Han bukkede let for hende, hvor han kyssede hendes håndryg. Han kunne skam også være høflig. At hun var så glad og så munter og så se Noelle stå der helt anderledes, var noget som direkte måtte more ham og endda frygtelig meget. ”Det glæder mig, at jeg endelig har fået muligheden for at møde denne kvinde, som jeg kan takke for, at have Noelle ved mig,” tilføjede han roligt og med et kækt smil på læben.

[Noelle Jaceluck]

Noelle kunne virkelig kun bebrejde Enrico hans store talent når det kom til og til det sociale. Hendes familie var virkelig intet at prale med, set i hendes øjne vel og mærke, og alligevel tog de alle sammen så godt imod det, hvilket skuespil. Hun skubbede tankerne fra sig, og rystede på hovedet, det ville kun være dumt at bruge alt den energi på den slags tanker, specielt nu hvor hendes kære mor var på vej mod dem. Noelle lod sig søge ind i hans favn, søgte tryghed. Selvom hun var sensuel dæmon og kunne få Enrico til mere eller mindre alt, så var det absolut intet i forhold til den modne, yderst smukke kvinde, der skulle forestille at være hendes mor. Hendes hjerte slog faste slag mod hendes bryst, flammen blussede i hendes indre og fremrbragte en klar vrede, ved den blotte tanke. Havde det ikke været på grund af selv samme, ville hun måske have været i stand til at nyde hans kys og drillende tone, og på sit vis roede det hende også en smule ned. Utrygheden ramte hende som en lussing så snart Camille endte med armene omkring hende. Hun genkendte den søde duft hendes mor altid havde båret, og hendes forsøg på at være omsorgsfuld og kærlig. Hun trak sig stille, og lod end ikke blikket fænge hende endnu engang. Istedet betragtede hun Cecilayas færd mod Cedric, sådan som hun hoppede og dansede omkring. Hendes blik var fuldkommen tomt, og selvom hun stod med ryggen til Enrico og hendes kære mor, så kunne hun tydeligt høre forandringen i hans egen tone. Det var sådan han plejede at snakke til hende når først de var alene, med den indsmirende tone. Hun kastede et blik over skulderen, og så ganske rigtigt hvordan han gjorde sig til, et syn som blot fik hende til at himle irriteret med øjnene. Var der nogen særlig grund til, at han absolut skulle flirte med hendes mor?! Hun sendte ham et direkte køligt blik, før hun uden så meget som et ord, stormede væk fra dem, og alligevel så diskret at det ikke ville trække de andres opmærksomhed. Det var ganske vidst koldt udenfor, og det både blæste og sneede en del, men hun måtte ganske simpelt have lidt luft, de gjorde det slet ikke nemt for hende! ”Kom igen når du er tilfreds,” mumlede hun en anelse hidsigt for sig selv. Var det rent faktisk et lille stik af jalousi, der pludselig gemte sig i brystet?

[Deleted]

Camille kendte udemærket til Noelles problemer med hende, men det hindrede hende bestemt ikke i at skulle opsøge hendes kære datter. Selvom hendes omfavnelse kun var gengældt halvt om halvt, så gik der lang tid før hun fik sig selv til at slippe hende. For et øjeblik siden ville hun ellers have svoret, at hun havde set et ægte smil fra hendes kære prinsesse, men det havde måske været simpel indbildning i håbet om at hun havde fundet lykke. Hun sendte hende et blik smil før hendes blik var faldet mod Enrico. Hun kendte hendes naturlige tiltrækning, jo ældre man blev, jo smukkere blev hun, og hun var skam udemærket klar over det, men for hende lå det bare naturligt, hun tog det slet ikke på samme måde som hendes kære døtre måtte gøre det. Camille lod ham tage hendes hånd, hun nejede ganske fint og elegant for ham. Høfligheden var om ikke andet iorden, og han lod virkelig til at holde af hendes umulige datter. De intense mørke øjne hvilede i hans, med kun det kraftige glimt. Det var hvem hun var, og selvom selv hun lod mærke til hans pludselig mørke røst, så var det ikke noget hun hverken kunne eller ville forhindre, udelukkende fordi det var hendes natur. ”Korrekt,” hendes egen tone var hverken perfekt eller melodisk, men blid og alligevel hæs og fuld af mystik. Det var skam ikke hendes mening at gøre Noelle hverken vred eller jaloux, også selvom hun hurtigt fornemmede at hendes tilstedeværelse glippede. Hun så efter hende med et opgivende suk, og forsøgte at sende et lille smil mod Enrico. Han kunne ikke takke hende for særlig meget, for når hun var i nærheden skræmte hun den stakkels kvinde væk fra alt og alle. ”Jeg beklager, jeg ønskede skam ikke at forstyrre jer,” hun trak svagt på skuldrene. Når det kom til Faith og Moniqe, så turde hun at være pågående, men hun frygtede virkelig kun at skubbe Noelle endnu længere fra sig. Hun tvang de tanker bagud, og koncentrerede sig om Enrico, en mand hun var tvunget til at kende, hun ønskede kun at hendes datter skulle finde lykke. ”Jeg har hørt om dig. Dronningens højre hånd og rådgiver, det er så sandelig en flot titel,” påpegede hun mede t stille nik, på trods det skabte ubehagelige minder. Jaqias mænd havde aldrig været særlig gode af sig, Nathaniel blandt andet. Hun kastede et blik rundt. Han måtte da være i nærheden?

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var for længst gået op for Enrico, at der var visse kontroverser mellem Camille og Noelle, også selvom det nu heller ikke var noget som han ville blande sig i. For nu så ville han egentlig bare gerne have muligheden til at hilse på hendes familie under mere rolige og hyggelige forhold end det som han normalt var vant til. Det var heller ikke fordi at han direkte havde regnet med at skulle tilbringe juletiden i Marvalo Mansion, også udelukkende på grund af det som havde hvilet mellem dette hjem og Castle of Darkness. Stridsøksen var forhåbentligvis begravet ellers var det også ham som havde et problem når Kimeya og Faith engang ville komme ned, for det vidste han at de gjorde før eller siden. Men at han endelig fik lov til at møde sin kærestes mor, var noget som han faktisk havde set frem til. For det var vel også noget som skulle ske før eller siden? Han tog roligt hendes hånd, hvor hans blik omgående måtte falde til hendes. Lige hvad der skete, var ikke noget som han havde kontrol på som sådan, men det var nu end bare det som måtte ske. En form for tiltrækning som han aldrig havde mærket styrken af før. Han kunne nemlig ikke se væk fra Camilles gudeskønne blik og han løj bestemt heller ikke, når han sagde at Noelle havde sin skønhed fra hendes mor, for det havde hun i den grad! Det var jo et klækkeligt bevis som han nu måtte stå med i hånden. At hun bare trak sig væk fra ham og gik, var noget som han knapt nok lagde mærke til, også selvom hans indre skreg efter hende. Hun kunne da ikke bare gå sådan! Han vendte blikket ganske kort mod hende som hun søgte udenfor, for så at vende tilbage til Camille igen. Det eneste som umiddelbart måtte falde i blikfanget. ”Du forstyrrer skam heller ikke, Camille.. Det forsikre jeg Dem,” sagde han roligt og ikke mindst med en stilfærdig stemme. Han tog et roligt skridt tættere på hende, også selvom det nu heller ikke var noget som han som sådan lagde mærke til. Han rettede sig en anelse op. Et dyr var styret af begær, sult og lyst.. og nu stod han overfor en som til dels kunne skænke ham det hele! Han rystede på hovedet ganske let. ”Jeg gør ikke mit arbejde på grund af min titel, skal De se,” begyndte han roligt. Han nød sit arbejde, han nød at rådgive og rådføre Dronningen af Dvasias i den ene retning frem for den anden. ”Men ja.. Dronningens højre hånd og hendes rådgiver, det er mig. Jeg er dog langt fra den bedste. Jeg gør bare det jeg kan,” fortalte han videre. Hvis der var noget som han elsket at snakke om, så var det i den grad hans arbejde, for der havde han frygtelig meget at kunne snakke om. Han havde slet ikke sluppet endes hånd. Alt det andet foruden Camilles smukke ansigt var gået i glemmebogen.

[Deleted]

Det var hårdt at hendes egen datter foragtede hende, det måtte hun erkende, men med årene var det også gået op for hende, at hun som sådan ikke kunne gøre noget ved det, foruden at blive ved med at prøve, som hun gjorde nu, ved at fører en samtale med en som tydeligvis betød noget for hende. Striden var begravet for i aften, hvilket desuden var noget som Camille i allerhøjeste grad nød. Hun lod fingrene vandre igennem de mørke lokker, og sendte ham et storslået smil. Hun glædede sig over endnu en svigersøn, desuden virkede han som endnu en af de gode. Kimeya var hun om ikke andet, umådeligt tilfreds med, også selvom det lod til at Faith kun delte den holdning delvist. De mørke øjne hvilede direkte i Enrico’s, hun var ganske klar over at hun var en smuk kvinde, kraftigt sensuel, men hun foretrak at se folk i øjnene, når hun talte til dem, også selvom det var svært, hun havde ondt, det var længe siden, hun sidst havde været i nærheden af en mand, Isaiah havde desværre en pinefuld straffemetode, som hun slet ikke ville dele med Enrico eller nogen anden. Et suk undslap hendes læber, i samme øjeblik som Noelle valgte at vende ryggen til dem. Hun så efter hendes datter, med noget der måtte minde om direkte længsel, hun elskede hende, og hun savnede hende. ”Det ser ud til, at hun er uenig. Jeg beklager,” hun nikkede repsektfuldt mod Enrico, hun var jo ikke kommet for at ødelægge noget som helst! Camilles hånd hvilede endnu i hans, på trods det langt fra var bevidst, lod hun tomlen stryge over hans kølige hud. Det prikkede smertefuldt i brystet, hun kunne fornemme hans dyr, og det var hendes natur, at lege med det, specielt nu hvor hun selv var så umådelig sulten. ”Det tror jeg gerne. En mand der kan være sig selv ved. Charmerende,” konkluderede hun direkte. Måske det var med en lokkende tone, men hun kunne slet ikke kontrollere det! ”Af det jeg har hørt, så gør du det stårslået. Jeg har ligefrem hørt rygter om, at du skulle hente Nathaniel ind,” det var i den grad et stort kompliment! Hun trådte tættere på, hun ville ønske at hun ikke havde gjort det, at hun kunne vende om, men han var en flot mand, hun kunne fornemme hans lyst og hans begær, hun ville mættes, hun måtte mættes! Næsten chokeret gav hun slip på hans hånd, dette var bestemt ikke et godt førstehånd! Og det var langt fra fair over for hendes datter, som hun bestemt heller ikke ønskede at skubbe længere væk!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste udmærket godt, at det han gik ind til i øjeblikket, bestemt heller ikke var nogen god ting. Han gjorde hvad han kunne, men denne kvinde var virkelig gudeskøn! Uanset hvor meget han prøvede, så kunne han ikke se væk fra hende. Han vidste at Noelle bestemt ikke var tilfreds, men selv den kvinde kunne lege med ham, hvis det var det som hun ville det! Og det var noget som selv måtte frustrere ham på alle måder! Han sendte hende et stille smil. Et sted så var han jo kommende svigersøn vel? Han elskede Noelle, han kunne ikke undvære hende! Hun var hans mage og han ønskede virkelig at gøre alt det som han kunne for at holde hende tryg og sikker, om det var noget som man ville det eller ikke. Han trak let på smilebåndet. ”Tro mig, Camille.. Det mindste skal der til, og så er helvede løs,” sagde han drillende. Han blev stående og holdt omkring hendes hånd. Det dyriske var tydeligt fremme i ham for øjeblikket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som han kunne gøre ved det, for han kunne virkelig ikke se det mindste væk fra hende! Hun fangede ham med et simpelt blik, en simpel følelse og den lyst som hun kraftigt rev frem i ham, og det var bestemt heller ikke altid at det var behageligt! At rygterne lød at han var i færd med at hente Nathaniel ind, så kunne han slet ikke lade være med at smile, for det var da langt fra rigtigt. ”Åh gud da nej! Jeg er langt fra så god som den mand!” begyndte han stilfærdigt. Han endte dog med at slippe hende med blikket for en kort stund. At starte dagen med at blive uvenner med Noelle var bestemt heller ikke noget som ville gavne ham i den anden ende, for han ville jo nødigt ende med at blive placeret på sofaen! Han bed sig næsten i tungen, også et forsøg på at skulle holde sig i skindet, selvom det slet ikke så ud til at virke for hans vedkommende, hvilket var svært nok som det måtte være i forvejen. ”Du må lade mig gå, Camille..” fortsatte han. Han vidste at hun var sensuel dæmon og det greb som hun havde i ham, var ikke noget som han bare kunne komme det mindste ud af. Han lukkede øjnene let, som han tvang blikket direkte mod Noelle – eller bare i retningen som hun var løbet. ”Jeg vil ikke ødelægge din datters aften,” fortsatte han roligt, hvor han selv valgte at lægge formaliteten en smule fra sig, for hvorfor snakke som var han på arbejde? Det var der jo heller ikke nogen verdens grund til!

[Deleted]

Det var på ingen måde Camilles mening, at drage denne mand mod sig, hun ønskede da ikke på nogen måde, at gøre hendes kære datter ulykkelig. Men når det var sagt, så sad smerten i hendes bryst, hun længtes, hun havde brug for at blive holdt om, blive kysset alle vejne. Det løb hende behageligt ned af ryggen, ved den blotte tanke, alt imens hendes sultne og intense blik, måtte hvile direkte mod Enrico. Hendes hånd knugede om hans lettere kølige. Det stille smil prydede hendes rosenrøde læber, hendes kropssprog måtte helt af sig selv, forsøge at fører ham med sig til sengs. ”Det er jeg klar over. Jeg opdragede hende trods alt,” påpegede hun med en drilsk undertone. Noelle hadede hende, så meget var hun allerede klar over, og det var noget der gjorde umådelig ondt, at hun så ikke gjorde det bedre, var hun et sted godt klar over, men hendes kontrol var revet fra hende, selv på trods af at Noelle ikke havde skjult hendes utilfredse mine. Hendes hjerte slog i forførende rytmer, hurtigt og længselsfuldt. Hendes kinder brændte, hvilket forekom tydeligt på den røde farve. Blot en enkel tur, skulle kunne holde hende mæt, blot et par dage, så hun endnu engang kunne vende hjem til hendes efterladte ægtemand, også selvom hun ikke lystede på nogen måde. Hendes kommentar havde så sandelig været et kompliment, for Nathaniel var bestemt ikke til at spøge med! ”Jeg høre nu alligevel anderledes,” fastholdte hun, og nikkede roligt mod ham. Hun slap ham, som han valgte at trække sig lidt, og idet han brød den forbindelse, blev hun i stand til det samme. Hun rystede en anelse på hovedet af sig selv, og slog omgående blikket ned. ”Jeg beklager, Enrico;” det stod klart at hun var ærlig, hun var forbandet ked af det, for det havde bestemt heller ikke været hendes mening på nogen måde! ”Gå efter hende, giv hende min undskyldning, så er du flink,” hun sendte ham et stille smil, og klappede ham roligt på hånden, før hun endelig fik vendt ryggen til ham. HUn trak vejret dybt, dette kunne ende grueligt galt. Allerede nu var hendes blik endt mod Junior, der sad med hendes kære lille oldebarn på armen, et syn der i sig selv måtte få hendes tænder til at løbe i vand. Hun lod blikket glide i, og forsøgte endnu engang at abstrahere fra hendes tanker.

[Noelle Jaceluck]

Den kølige brise slog mod Noelle, så snart hun lod døren glide op. Med de mange mennesker, der befandt sig inde u stuen, så var temperaturen steget. Døren gled i bag hende med et mindre ´klik´. Et sted så følte hun den lille luvede vrede påvirke hende. Var julen ikke skøn? Børn over det hele, en svoger der lå med pest, råb og skrig fra Nathaniel og Liya, og sidst men ikke mindst en kæreste der måtte flirte med hendes egen mor. Selv når hun virkelig havde gjort sig umage, havde han aldrig før kigget sådan på hende! Sneen under hendes fødder smeltede, hendes krop føltedes så brændende. Hun strøg roligt de rødbrune lokker bag ørene. Sneen dalede ned mod hendes skikkelse, og smeltede på hendes nøgne hud, der tydeligt var præget af dette kulde chok. Hendes krop skælvede en anelse, forbandet være kappen der lå indenfor! Tilgengæld måtte hun virkelig nyde den slående stilhed. Ingen råbende børn, eller julesange, for at være ærlig, havde hun altid hadet den højtid , hvad var meningen i at forærer meningsløse ting, til folk man egentlig var mere eller mindre ligeglade med? I hendes øjne, var det en dag, hvor det var tilladt at købe sig til kærlighed, og sådan burde det bestemt ikke være! For et øjeblik måtte hun synke tilbage til minderne fra barndommen, og den søde duft af jul, hele nelliker og kanel. Moniqe havde selvfølgelig altid nydt det, og det var da tydeligt, at hende og Avidan holdte af denne tradition, hun selv synes at det var komplet latterligt, og Enrico’s manglende selvbeherskelse gjorde det bestemt ikke bedre! Hun lænede sig roligt op af stolpen der holdte den lille veranda. Blikket gled mod den åbne himmel. Der var ingen skyer, det var stjerneklart, et sjældent syn, det kom man ikke uden om. Blikket gled i, sneen dalede mod hendes brændende kinder, og smeltede på hendes ansigt, lagde sig i hendes glatte lokker. Den kølige brise beroligede hende, også selvom det et sted gjorde ondt, at føle den umådelige kulde, hun bad vel om sygdom? Ikke at det plagede hende rigtigt. Hun sukkede tungt, og bed sig fast i læben. ”Skøge,” mumlede hun tydeligt irriteret, henvendt til hendes egen moder. Ærligt kunne hun direkte sige sig at hade den forbandede kvinde, hun havde kun formået at gøre ikke kun hendes, men også både Faith og Moniqes liv til et helvede! Og hun havde jo tydeligvis ikke tænkt sig at stoppe her. Det var noget der virkelig formåede at pisse hende af!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde virkelig ikke en jordisk chance overfor en sensuel dæmon af Camilles typer. Selvfølgelig ønskede han at lære hende at kende, også fordi at hun jo var hans kærestes mor, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i det store og hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var fanget som en mus i en musefælde. Fluen i edderkoppens net som bare ventede på at det ville gå galt til sidst – Uanset hvor meget modstand han gjorde, jo værre ville det jo faktisk kende med at blive og den tanke var bestemt heller ikke noget som han brød sig om. at hun forstod det og faktisk vendte blikket væk, var selvfølgelig noget som han var glad for, for det gav ham da om ikke andet en smule kontrol tilbage igen. han trak let på smilebåndet, hvor selv de sylespidse tænder måtte træde frem. Han vendte blikket stille ned, så han selv kunne genvinde mere af den. ”Du.. skal ikke undskylde Camille.. Jeg forstår det godt,” forsikrede han hende som han roligt vendte blikket mod hendes skikkelse igen for en ganske kort stund. Han nikkede til hende og bakkede så en anelse væk og mere i retningen af Noelle igen. han ønskede jo heller ikke at spolere hendes juleaften, nu hvor de endelig havde tid til at være sammen alle sammen – dem og hendes familie. Han var den sidste fra hans egen ,så det var ikke fordi at der var så meget at hente derfra igen. ”Fortsat god aften, Camille..” afsluttede han roligt, som han endte med at haste i retningen af Noelle. At hun var gået udenfor og i denne kulde, var noget som selvfølgelig også måtte vække en bekymring for ham. Han viklede kåben af sin egen krop, som han gik hen til hende, kun for at lægge den omkring hendes skuldre. ”Du burde ikke stå udenfor, min kære.. Du ender med at blive syg.” Bekymringen var i hans stemme, som han roligt lagde armene om hende. Hvad angik hendes mor, så var det vitterligt ikke noget som hun gjorde med vilje, hvilket hun vel også måtte vide? ”Din mor undskylder..” tilføjede han roligt, da han vendte blikket mod hende, lige så koldt og kynisk som før, men det var vel også handlingerne som betød mest når det endelig skulle komme til stykket? Om ikke andet, så var det sådan at han måtte se på det.