Merry Christmas!

[Deleted]

Jareds fortid, var langt mere ukendt for hende, end det som hendes var for ham. Han var i sig selv meget overbevist om, at han vidste mere om hende, end det som hun i virkeligheden var klar over. Han var udemærket klar over, alle de mænd som før havde været i hendes liv, og som havde vendt hende ryggen, han måtte dog også erkende, at han udemærket forstod dem, hvis det var som sådan det skulle foregå. Vel hellere sige stop, inden det ville blive for sent, for selv hans del? Kun en gang før, havde han givet sig så meget hen til en kvinde, at hun kunne sige sig at have hele hans hjerte, med Elanya havde taget ham med storm, og for en kort periode, var han virkelig begyndt at overveje, om det i det lange løb, kunne blive hans nye glæde, hvilket hun hurtigt havde modbevist, han nægtede virkelig at tage faldet for det! Selv hun vidste, at han var i stand til at læse hende som intet andet, han vidste at hun ønskedesig tryghed, en tryghed som han ønskede at skænke hende, men så måtte hun for pokker lade værre at søge eventyrene! Han kløede sig frustreret i håret, vendte sig mod hende, idet han endte henne ved døren. Det var ikke fordi at han ville skændes med hende, og han ville slet ikke forlade hende, med den vrede som stod i hans sind, men lige i øjeblikket, så han ærligt intet andet valg. Hendes nervøsitet var direkte slående, hvilket i sig selv gjorde ham frustreret, han var ikke farlig! Jared knyttede hænderne kraftigt, til hans knoer selv endte komplet hvide. Det var ganske vidst akavet også for ham, men endnu engang blev han stillet i et dårligt lys, fordi han end ikke virkede halvt så påvirket af det, som det som Ela måtte gøre. Han kneb øjnene fast sammen, og så på den kvinde der svælgede i hendes egen selvmedlidenhed, hvad med det hun havde sat i ham? ”Belære dig? Hvis du var så bevidst, ville jeg ikke have behov for at påminde dig, ville jeg?” han vrissede fast, der var ingen nåde i hans tone. Hånden hvilede på dørhåndtaget, og knugede omkring det som intet andet. Hendes overraskede mine, gjorde ham direkte vred, hun havde ikke retten til at være irriteret på ham, på den måde! ”Jeg kræver af dig, at du dropper din forbandede selvmedlidenhed, indrømmer for dig selv, hvorfor det går dig så galt, og starter med at være der for de mennesker der er der for dig!” udbrød han vredt, og sendte hende et direkte strengt blik. Hans hjerte hamrede som en i sindssygt, lod flammen stige ham direkte til hovedet, og allerede nu vidste han, at han måtte ude, have noget luft og få afløb fra den frustration hun satte i ham. Hendes ord var direkte være end syngende lussing, der skabte den gammel velkendt fjende i hans sind, en følelse som han næsen havde savnet, følelsen af at holde af. Han bed tænderne sammen ”Et godt råd.. Start med at leve, hvis du vil have et liv” han smed den støre gave foran hende, med den smukke kjole og den specialsmedet kæde ”Glædelig Jul, Ela” det var ord i ren vrede, han smækkede døren efter sig, det lignede ikke ham at miste kontrollen på den måde, og det skræmte selv ham. Med hastige skridt løb han ned af trappen. Julehyggen var tydeligvis allerede begyndt, men han kunne ikke tage del i det denne gang. Han tvang sig selv til at lukke hoveddøren roligt, for ikke at tiltrække sig alles opmærksomhed, og forvandt ud i mørket, hvor sneen måtte dale over ham, og køle ham ned.

//Out

[Deleted]

Elanya ønskede virkelig ikke at skændes mere med ham end det som de havde gjort til nu. Han havde gjort det alt for tydeligt for hende, at han ikke ville have noget med hende at gøre, så var det også fint. Ikke fordi at det ikke var noget som hun ikke var vant til fra før af, for hun var vant til at alle vendte hende ryggen. Hun var en tryghedsnarkoman, men endte altid i de forkerte situationer, de forkerte steder til de forkerte tidspunkter og så var det jo selvfølgelig hende som det gik ud over. Hun var faktisk den type som søgte efter et sted hvor hun følte sig tryg.. det var jo bare svært, når hun ikke følte, at hun rigtigt hørte til nogen steder! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst udelukkende fordi at han måtte stå der og så tæt på hende, for det var virkelig noget af det værste af det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun fumlede let med hænderne. ”Det er dit eget valg, Jared. Jeg ved udmærket godt, at det er min skyld.” Han behøvede virkelig ikke at påpege det for hende, for det havde hun nok til at gøre og deriblandt hende selv! De smaragdgrønne øjne, dog uden den kendte glød, var noget som hvilede på ham. Den varme som hun normalt udstrålede, var der ikke meget af lige nu, foruden den fortvivlelse og den forvirring som hun måtte føle, for hun forstod virkelig ikke, at han var så vred, at han stod heroppe for at prøve at få hende med ned, når hun selv havde lyst, men.. bare ikke kunne når han var der. Hun ville bare have lov til at passe sit køkken. Der kunne tingene da ikke gå helt galt? Hun vendte blikket stille ned mod sine hænder igen. Hvorvidt om disse gaver var til hende eller ikke, var noget som hun var fuldstændig ligeglad med. Gaver havde aldrig nogensinde haft nogen direkte betydning for hende, for det i sig selv, var slet ikke noget som hun var vant til at få. Disse tider handlede udelukkende om børnene og glæden og sammenholdet – det var aldrig fordi at hun havde oplevet nogen glæde ved den decideret. Det var hende bare en stressende periode og det at Jared kendte til hende, overraskede hende ikke.. Man kunne bare slå op i enhver historiebog, selvom hun hadet den tanke. Hun måtte kæmpe med tårerne, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Hun ønskede ham jo tæt på, men.. han virkede bare så kold og afvisende. Hans sidste ord var noget som selv måtte røre hende. At han bare smed gaven direkte i gulvet, var noget som gik hende til at gibbe helt, hvor hun endte med et mindre gisp. Han var vred, så meget kunne hun da konstatere, selvom det slet ikke var noget som rørte hende.. hvad skule hun da kunne gøre ved det? Det bedste var vel, at.. hun bare skubbet ham væk? Så var alt jo som det altid havde været for hendes vedkommende. Som han bare stormet ud af værelset, så strøg hendes kinder nedover hendes kinder. Der følte hun virkelig for at give efter for det hele. Hun vendte blikket mod gaven som bare var kylet direkte i gulvet og med en tydeligt bedrøvet mine. ”M-meget vel..” hviskede hun let for sig selv. Hun rejste sig forsigtigt op, tog fat om gaverne og lagde dem stille på sengen, rettede dem ud og kiggede bare på dem. Var det til hende? Hun rystede stille på hovedet og vendte blikket mod døren, som hun kunne høre, at den blev lukket nedenunder. ”Undskyld, Jared..” hviskede hun let for sig selv. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at ødelægge hans jul, da hun allerede havde en vis følelse af, at det betød meget for ham. Med tårerne faldende ned af hendes kinder, så forlod hun selv værelset, stormet ned af trappen og ned til fordøren, som hun selv lukkede så stille, som det var hende muligt. Idet hun bare stormet ud i mørket med tårerne trillende ned af hendes kinder.

//Out

[Carmine Jordin Marlineo]

Dramaet som måtte foregå oppe i den øvrige etage, var nu ikke noget som Enrico bed sig meget mærke i, andet end at han kunne høre det. Det var jo den fordel som man havde som vampyr om ikke andet. Han var ankommet her til Mansionet med den kære Noelle ved sin side. Den kvinde som han faktisk elskede og havde valgt at give sig hen til, selvom det bestemt heller ikke havde været en nem beslutning, men dog.. nødvendigt et sted? At hun havde haft det på den samme måde, var noget som kun måtte gøre ham frygtelig glad og nu stod han jo der med hende. Kunne kalde hende for hans kæreste og faktisk stå her og møde hele familien. Kimeya, Faith, Nathaniel, Liya og Ela og Jared var jo selvfølgelig undtag, da det havde været tydeligt, at de alle sammen, havde haft sit at skulle slås med. Den kære lille Cecilaya havde næsten overfaldt dem i døren, for at være den som måtte bringe gaverne hen til træet. Det var måske ikke fordi at det var mange, men det at fejre jul, var stadig en helt fremmed tradition for hans vedkomne. Minen var streng og fast, som han fik den frakkelignende kappe viklet af sine skuldre og trådte ind i den store stue iført en mørk robe. Han var en som i den grad levede op til sit navn som en alkymist, for det var noget af det som han i den grad også måtte elske. Noelle havde han ved sin side, også selvom hun ikke direkte havde vist sig den største begejstring ved denne aften, men man kunne da ikke takke nej til en af de få muligheder for at have hele familien samlet for en gangs skyld, selvom det nu bare måtte være sådan at det måtte være. Juletræet, duften af mad, selvom det nu ikke var noget som han kunne nyde i en alt for stor grad og så se de mange unger med julelys i øjnene bare de fik øje på den kæmpe stak med gaver som måtte ligge under træet, var noget som næsten kunne more ham så meget, at han faktisk måtte smile! ”Den pukkelryggede familie..” mumlede han let for sig selv, som han kunne se Cecilaya styrte rundt i stuen, hvor han roligt satte sig ned i den store sofa, efter at have hilst på resten af flokken som allerede nu måtte være til stede. Der var mange store navne samlet under dette tag her til aften og han glædet sig faktisk til at se hvad julen måtte være for noget, for det var virkelig fremmed for ham. At hilse på Camille, var dog noget af det som han havde set mest frem til og han kunne faktisk rigtig godt lide hendes attitude. Han blev siddende i sofaen, fin i beklædning og rank i ryggen, nøjagtigt som det han altid var når han færdes rundt omkring på slottet. Han havde jo kun været til den slags fine selskaber, så han havde jo heller ikke nogen anelse om hvordan pokker han skulle opføre sig. Med Avidan siddende ved siden af sig, så kørte de dog en rolig samtale bygget på viden og lignende, for det var jo heller ikke fordi at det var noget som de begge var i mangel af på nogen måde overhovedet. Alle de lyde, alt den glæde og så alligevel.. den uro ovenpå, var noget som han allerede havde hørt og så al den sang, hvor julesange slet ikke var noget som han havde oplevet før, så var det ham jo kun en ny og frygtelig ukendt ting, at det jo næsten måtte være flovt på sit vis, hvilket i den grad heller ikke måtte sige så lidt på nogen måde overhovedet. Julesangene måtte han vel lære sig til næste år? Hvis dette var noget som blev gentaget selvfølgelig.

[Noelle Jaceluck]

Noelle trådte roligt ind af døren til Marvalo mansion. Allerede ved første øjekast, var det ligesom hun havde forventet. Et smukt, antikt møblement, og i øjeblikket et væld af levende lys, der bragte hende en varme som hun sugede til sig. Den hvide sne som var faldet over hendes skikkelse, og sat sig i det rødbrune hår, smeltede om gående og efterlod det en anelse fugtigt, dog ligeså glat som det altid havde været. Selvom hendes mine var intetsigende, så var hun forbandet nervøs, det var første gang i mange år hun så hendes familie, og hvorfor havde hun overhovedet lade sig overtale? Cecilaya havde omgående sluppet gaverne hun havde i hænderne, og taget deres kapper for dem, så hun kunne hænge den op. Enrico var allerede gået ind, og havde hilst på familien, hun tøvede selv en anelse mere. Hvordan kunne han gøre det så let? Der var få stemmer hun genkendte, fra summen der lød fra stuen. Den ene var uden tvivl Camille, hendes kære moder, der var sat til verden for at gøre den til et langt værre sted. Dog var der en anden en der fængede hende.. Moniqe? Hendes hjerte slog ekstra slag, hun vidste trods alt at hendes søster var gået i døden for mange år siden, og overraskende nok havde det gjort umådelig ondt. Hun rømmede sig, skød de tanker fra sig, måske hun skulle se det som en slagmark? Hun var nødt til at være modig? Hun strøg den mørkegrønne kjole over siden, slettede de små folder. Beklædning i sig selv, havde været et enormt problem på denne aften, julen havde aldrig været noget særligt, taget i betragtning af at den for hendes del, som oftest bestod af at sidde med de levende soldater, og mindes de som var falde ti løbet af året. Hun sukkede, og trak luften ned i lugerne. Der var varmt i stuen, det kunne hun allerede konkludere, og det i sig selv, kunne vel være hende en hjælp? Med lettere usikre skridt, trådte hun væk fra hallen og strøg istedet mod stuen. Julesange fulgte lokalet, den lille Cecilaya, der til en forveksling lignede hendes mor som barn, sad allerede og måtte nynne dem lettere utålmodigt. Noelle var på ingen måde konfortabel ved situationen, og det kunne vel heller ikke undre nogen? ”Godaften” hilste hun klart på den alle. Skulle hun sige Hej til alle hver især eller bare sætte sig ved siden af Enrico? Nej hun måtte finde hendes manére. Hun tvang et smil frem over læberne, selvom det var stift, og måske endda ligefrem uhyggeligt. Hun startede ud ved en mand som hun ikke havde set før. Han var høj og muskuløs, hun kunne sætte træk fra Kimeya, men det var ikke ham. Ved siden af ham sad en ligeså ung rødhåret kvinde, og snakkede lystigt med hendes mor.. noget om en lille prinsesse. Noelle rakte hånden ud mod manden ”Noelle” hilste hun høfligt, med en glat stemme, der i det store og det hele rummede mere sensualitet end direkte følelse.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior måtte ærligt erkende, at han ikke havde regnet med den helt store samling af mennesker her til aften, selvom det virkelig havde endt med en tydelig og glædelig overraskelse og han havde taget vel imod det og med det store smil på læben. I aften kunne intet gå galt for ham om ikke andet. Han havde Cayla, han havde sin elskede lille datter Aliya. Han var desuden også spændt på at se hvordan hun ville tackle en aften som denne, for det var virkelig en aften med utrolig mange mennesker! Han havde hilst på mere eller mindre dem alle, hvor selv Destiny og Fabian havde fået en god hilsen med. Enrico lige så og selv med Cecilaya som måtte storme rundt, tjekke gaver og det hele, hvilket i den grad var noget som måtte more ham, for den tøs havde altid set frem til i aften, også selvom han vidste, at det var noget som Cedric måtte nyde lige så. Det var jo trods alt også hans fødselsdag, hvilket gjorde dagen langt mere interessant og glædeligt. Han vendte sig mod denne kvinde, som måtte komme ham i møde for en hilsen. Han genkendte hende som Noelle. Han havde efterhånden god styr på hvem som var hvem efterhånden, også selvom han ikke havde mødt dem personligt som sådan. Han gav hende hånden og bukkede let hovedet for hende i en respektabel og høflig hilsen. ”Lestat,” præsenterede han sig roligt, som han sendte hende et smil. Måske en blanding af lys og mørk, men det var bestemt heller ikke noget som man ene og alene, skulle tolke som nogen dårlig ting, selvom det havde sine dårlige perioder, når det ene tog lidt over det andet. Han betragtede hende roligt. Det kunne jo næsten se ud som om at hun fandt situationen akavet. Han vendte blikket mod Cayla ved hans side, som måtte sidde i sofaen. ”Og det er min forlovede, Cayla,” fortsatte han med en tydelig stolthed i minen. Hun bar ringen smukt og yndigt og han stod som den til at passe på hende og beskytte hende, og det var noget som han i den grad også agtet at fortsætte med. At Cayla måtte sidde og snakke med Camille, var noget som han nu ikke havde noget imod, for det at socialisere sig med de andre, var jo lige så vigtigt. Han havde dog stadig øre med den kære lille prinsesse som måtte være ovenpå. Hun var endnu ikke stor nok til at tage turen ned af trappen selv, selvom det var noget som de øvede meget endda. Han vendte sig selv mod Enrico som selv måtte sætte sig i sofaen og bare se til. Den mand faldt da en anelse mere ind i mængden, selvom det var tydeligt at se, at det var en stærk og stolt dvasianer som måtte gemme sig i ham. Folk snakket, Fabian var tydeligt forvirret og kunne ikke finde rundt i noget som helst, den stakkels Destiny som prøvede at hjælpe ham, Cedric sad i stolen og selv med det store og kæmpe smil på læben. Selv han virkede glad for, at alle var samlet i aften. Endnu en gang tog han pladsen ved siden af Cayla, tog hendes hånd og sammenflettede deres fingre. Freden var dog kortvarig, som han kunne høre sin lille prinsesse i det fjerne. Han kyssede Caylas kind. ”Undskyld mig, kære,” hviskede han sigende, som han rejste sig op for at komme ovenpå og for at hente sin lille pige. Et sted så glædet han sig faktisk til hendes reaktion ved synet af mange mennesker som var nede i stuen og i resten af huset. Han kom op, fik hende i tøjet og tog hende på armen for at begive sig nedenunder igen, selv uden at smilet forlod ham.

[Deleted]

Allerede nu var der kommet frygtelig mange ukendte ansigter. Camille var allerede blevet præsenteret, for Faith’s ene søster og hendes kæreste Destiny og Fabian, hun var blevet præsenteret for hendes ældste datters gamle elsker, den historie havde hun endnu ikke fået med sig, og hun havde sågar fået lov til at hilse på Enrico, der efter sigende skulle have fat i hendes yngste datter. Så mange ukendte ansigter, og Camille badede sig blot i alt den sociale snak der var endt med at brede sig. Gennem alle disse år, havde hun brændt så lystigt efter en samlet familie, og nu var den ved at være der. Selv sad hun i en lystig snak med hendes eget barnebarn Cayla. Hun var en umådelig smuk og fornuftig ung kvinde, der lod til at begå sig yderst fantastisk med hendes forlovede, og deres lille pige ”Det forstår jeg udemærket, dengang med din mor, var jeg og..” hun tav øjeblikket. Den skikkelse der pludselig trådte ind, var noget som kun fik hendes hjerte til at slå faste slag ”Noelle” hun sagde hendes navn med et tydeligt savn. Noelle havde adrig været meget for hendes kære mor, hendes far derimod.. Den tøs havde været gal på hende i mange år, og det var aldrig gået op for hende hvorfor ”Undskyld mig, kæreste” hun klappede Cayla på hånden, og rejste sig åndsfraværende, med kun blikket på Noelle. Hvor var hun dog smuk, og voksen. Armene gled om hendes store pige, hun kyssede hendes kind, næsten med en forsigtighed ”Endelig er vi samlet” mumlede hun stilfærdigt mod Noelles ører. Foran hende med bagved Noelle sad Enrico. Camille sendte ham et af de brede, stolte smil, for selvom Noelle altid havde skilt sig ud fra den flok, så var hun i den grad stolt af hende. Junior var endnu engang kommet ned. Camille lod de intense øjne falde mod ham, og derefter den lille rødhårede tøs, han måtte holde i sin favn. De mange stemmer havde fået hende til at knuge sig ind til hendes kære far, hendes blik var dog en anelse nysgerrigt på alle folkene. Camille slap Noelle, der var så mange indtryk, så meget savn og så megen glæde. Hun trådte hen, strøg ganske forsigtigt den lille pige over håret, hvilet resulterede i, at hun knugede sig endnu tættere ind til Junior. Camilles læber brød ud i et stort smil ”Genert lille engel” påpegede hun. Cayla havde fortalt omkring hendes datters handicap, så hun vidste det ikke ville hjælpe at snakke til den lille pige, men dejlig var hun bestemt ”Bedårende oldebarn” der var noget stolt i hendes tone, og julelys i det sensuelle blik. Dette var for hendes del langt bedre end gaverne, det kom hun ikke uden om.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Glæden var stor ved den store familiesammenkomst. Junior vidste godt, at Alia ikke kendte til mange af dem som var der, men at møde sin egen familie, var vel efterhånden også bare på sin plads? Det glædelige smil forlod ham dog på ingen måde, da han kom ned med hende siddende på armen. Nok kunne hun ikke høre, men det ændrede dog ikke på det faktum, at hun sagtens kunne følge med i alt det som måtte foregå. Sådan som hun puttede og knuget sig ind til ham, da han fik hende med sig ned, måtte næsten forundre og more ham på samme tid. At Camille måtte komme dem i møde, var ikke noget som han sagde noget til, for han kunne faktisk godt lide Caylas mormor. At hun strøg Alia over håret og hun blev så genert, at hun puttede sig mere ind til ham, var noget som måtte få ham til at grine ganske let. Han strøg hende roligt over ryggen også blot for at indikere, at det var ganske okay at være så genert. Huset var jo også fyldt helt op, og det var jo heller ikke ligefrem noget som man kunne sige, var typisk for familien. Tvært imod, for det var jo første gang, at de var samlet på denne her måde, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. ”Jeg kan love dig, Camille. Hun er aldrig så genert.” Han vendte blikket stille mod sin elskede lille datter, også mest for at se på hende. Nysgerrig var hun, for han kunne da se hvordan hendes blik flakkede rundt på det hele og alt omkring dem – en ting som han kun tog som noget godt og som noget positivt. Han smilede og strøg hendes kind og igennem hendes hår. ”Du kan kun være stolt af hende.. Det er vi andre nemlig også,” fortalte han med en tydelig stolthed i stemmen, for han var virkelig stolt af sin datter, som han også måtte elske hende mere end det som han elskede andre – foruden Cayla selvfølgelig. ”Jeg vil lade hende sige godmorgen til sin mor,” endte han dog roligt, som han bar hende med sig hen til Cayla. De mange stemmer kunne han godt høre og så længe, at folk ikke var oppe at skændes, så var det jo kun en god ting. ”Jeg tror vi har fået den forkerte pige med hjem fra byen, min kære..” Han drillet jo selvfølgelig, men han var i den grad heller ikke vant til at se Alia så tavs. Han grinte igen, som han satte sig ned ved siden af hende og endnu med sin lille pige i favnen. Hvis hun ikke ville ned og hvis hun var så genert, så skulle hun da også have et sted at ’gemme’ sig en smule. Tanken moret ham dog kun.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico måtte erkende, at han aldrig rigtigt havde været meget for alle disse samlinger, men det var nu kun rart at hilse på Noelles familie og faktisk finde ud af, hvilken mærkværdig af slagsen, at de måtte være. Han trives faktisk godt, der hvor han var, selvom der havde været visse uoverenskommester mellem ham og familien Marvalo, men det var jo udelukkende på grund af arbejde. I aften, var det noget som man kunne lægge til side, og det var klart også noget som han nød. At Noelle blev mødt af sin mor, var noget som kun fik ham til at trække på smilebåndet og selv rejse sig op. At hilse på, var vel bare på sin plads? Selvom hendes nærmest stolte mine, var noget som kun fik smilet til at brede sig endnu mere. Han vidste godt, at Noelle aldrig havde været meget for sin mor, for det var jo faktisk noget af det som de havde formået at snakke om. Han ønskede jo selv at vide mere, og så var hun jo trods alt også nødsaget til at åbne lidt op og fortælle ham det. Han rejste sig roligt og gik om bag hende, hvor han ganske roligt lod armene snige sig omkring Noelles liv. ”Jeg kan godt lide din familie,” påpegede han sigende og med det blide smil på læben. Han mente faktisk de ord i ren og skær ærlighed, for det var bestemt heller ikke noget som han ville skjule for hende. Han vendte blikket rundt omkring på hele flokken. Den lille pige tog han roligt i blik. Sød var hun da, men han havde aldrig været meget for små børn og kom nok heller ikke til det. Desuden så troede han heller ikke på at Noelle var det, og da specielt ikke med det arbejde og erhverv som hun måtte have. Han kyssede let hendes kind, idet han roligt tog omkring hendes ene hånd. ”Kom, vi burde hilse på de andre,” sagde han endeligt. Der var jo mange som han ikke havde hilst på endnu. Destiny og Fabian deriblandt, for de var jo omringet af folk hele tiden. Desuden ville han heller ikke stresse Fabian mere, for han var udmærket godt klar over, at manden ikke kunne se noget som helst. Den historie var nået ham og med en tydelig afsky. Det var noget af det som faktisk gjorde, at han direkte kunne skamme sig over at være en vampyr til tider, selvom han normalt fandt stolthed i det. De mørke øjne gled roligt til Noelles skikkelse og med det næsten muntre smil. En sjældenhed set ved ham faktisk, men han formåede jo faktisk at smide facaden som rådgiver til tider – I aften ville han egentlig bare gerne være hendes kæreste.

[Deleted]

Cayla blev ved at plapre løs med Camille. Et smil hvilede over hendes læber, af en bedstemor hun aldrig havde mødt, lod hun slet ikke til at være ringe. Først og fremmest var hun smuk, og hun var munter, hvilke historier hun ikke allerede havde fået omkring hendes.. mødre! Hun slap endnu engang en latter og rystede på hovedet. Det flammerøde hår, hang løst ned over hendes ryg, foruden det ene lille spænde, der måtte holde to af de foreste totter hår samlet bagpå. Hun nikkede mod Camille. ”Det er ikke svært at forestille sig,” erkendte hun. Varmen havde formået at præge hendes blege kinder, med en kraftig rød farve. Der skulle ikke så meget til, og Cayla følte at selv hendes ører måtte brænde. Et kort øjeblik, hørte hun hendes navn siges. Hun vendte sig mod Junior, og betragtede den nyankomne kvinde. Hendes blik blev en anelse stift. Det måtte være Noelle, hun havde aldrig før mødt hendes kære moster. Dog formåede hun at fremane et stille smil, og rakte hende høfligt hånden. ”Cayla,” præsenterede hun sig kort for hovedet, selvom Junior sådan set allerede havde præsenteret hende. Den summende snak havde for alvor bredt sig, i den hyggelige stue. Det var første gang nogensinde, at Cayla måtte opleve den store familie som en.. familie. Det overvældede hende, det kom hun ikke uden om. Kort efter måtte Junior forsvinde fra sofaen. Cayla havde også hørt Aliyah vågne, med den skarpe hørelse, og tøsens høje skrig, så var det heller ikke svært at høre, men nu hvor hun vidste at Junior var på vej til hende, så fortsatte hun blot sin samtale med Camille. ”Jo tak.. Jeg fik den af Faith,” hun smilede og så ned af sig. En skovgrøn , mørk og intens, kjole i silke prydede hendes smukke krop. Det gippede en anelse i hende, da Juniors stemme pludselig lød bag hende. Hun vendte sig, og så ham stå der med deres lille pige på armen. Var hun ligefrem genert? Hun hævede et slankt øjenbryn, og kunne ikke holde en blid latter tilbage. ”Jeg tror minsandten du har ret, kære,” påpegede hun en anelse forundret. Aliyah så på hende, med de smukke grønne øjne, selvom hun stadig geme sig bag far. Cayla strøg hende stille over det røde hår, og kyssede hendes pande. Uden så meget som et ord rakte hun armene mod den lille pige, som en invitation til at hun kunne komme over til hende hvis hun ønskede det. Aliyah puttede sig bare markerende ind til far, og Cayla så for et kort øjeblik helt fortabt ud. ”Hvorfor skulle jeg absolut føde en fargris,” mumlede hun og rystede på hovedet. Istedet gjorde hun trutmund til hendes kære lille datter, og det lille nys fik hun da også for et kort øjeblik, før hun igen slog armene omkring hendes stærke far, og gemte sig mod hans skulder.

[Noelle Jaceluck]

Noelle var bestemt god til forsamlinger.. normalt. Hun var vant til at skulle træne styrker, dirigere dem og tale til dem, men når det kom til hendes familie, så endte hun pludselig stum, der var intet at tale om. Hvor mange i dette lokale glædede sig rent faktisk over samlingen? De intense grønne øjne gled omkring, mens hun analyserede de mange væsner der var til stede, forsøgte at sætte navne og ansigter på dem. Hun var bestemt glad for at have Enrico med. Alle her så hende som tilhænger af en ond mand, en kvinde der ikke var i kontrol, en kvinde der havde indtaget en mands position, men hun gjorde så meget mere, end nogen af dem nogensinde havde formået. Noelle omfavnede hendes kære mor, selvom det var kort, og ikke ligefrem med yderligere glæde. Hun havde aldrig brudt sig om den kvinde, hvilken plads havde hun haft? Ulydighed, det kom man ingen vej ved! Efter at have sluppet hende igen, blev hun blot stående midt i lokalet, til Enricos arme pludselig endte omkring hendes liv. Hun lod sig trykke ind til ham, selvom hendes mine var stram. Hun havde tydeligvis svært ved at nyde dette, på samme måde som alle andre, hun hørte ikke til her, desværre lod Enrico ikke til at være af samme mening. Hun sukkede tungt, og lod hovedet glide mod hendes skulder. ”Det kan jeg ikke,” svarede hun ærligt, og med tydelig irriteret tone. Blikket faldt mod den lille pige som endte i stuen med dem, og som pludselig fik udsøgt opmærksomhed. Hun havde aldrig forstået det med børn, små skabninger der forstyrrede en nødvendig nattesøvn, der gylpede ud over en, og som stank engang hver time! Nej det skulle hun nu ikke nyde noget af, desuden ville det trække hende væk fra slagmarken. Det irriterede hende en lille smule, at det lod til at være så let for ham, blot at smide facaderne, han snakkede med dem alle sammen uden videre, mens hun stod som hærfører, og næsten ventede på et form for bagholdsangreb. Specielt måtte hendes blik hvile på hendes mor. ”Hun efterlod ham derhjemme.. på jule aften,” mumlede hun svagt, selvom han uden tvivl ville høre det, med hans superhørsel. Noelle sukkede og overgav sig endelig, tog hans hånd og lod sig fører med, hun burde vel hilse på dem, selvom hun ikke havde den mest fjerne idé om hvem halvdelen af dem, hun var aldrig rigtig blevet introduceret for dem, familien var hende fremmede, og hun forstod ikke rigtigt dette håb, der i det store og det hele blot var et stort spil for galleriet.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Selvom det virkelig heller ikke havde været nemt for hverken Junior eller Cayla, så var de kommet skræmmende godt ud af det med hinanden i den anden ende, så det var vel bare noget som måtte tælle positivt for dem? Han var kommet ned med deres lille pige på armen, selvom han måtte erkende, at det morede ham at se hende så genert! Han satte sig roligt ned ved siden af Cayla. Han genkendte virkelig ikke sin lille pige, men det var vel også fordi at der var så mange mennesker som hun aldrig havde set før? Det var vel også noget som spillede ind. Det bedste tidspunkt var når hun lige var vågnet, for hun var så putten og specielt ved den som havde vækket hende, for det var noget som gjorde det hele så meget bedre, også set i hans øjne, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At hun ikke engang ville hen til Cayla var noget som fik ham til at grine, hvor han strøg hende roligt over ryggen. ”Tjo, det ser ud som om at du må undvære din lille prinsesse i aften.” Han blinkede drillende til hende. At hun ville sidde ved ham, var selvfølgelig kun noget som han kunne være glad for i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte sig mod Cayla og med det store smil. Han kunne jo ikke lade være. Han kyssede hendes kind. ”Hun skal nok komme til sig selv igen.. og blive lige så putten ved mor som ved far.” Han rejste sig roligt med sin lille pige på armen, selv han kunne jo ikke bare blive siddende og lave ingenting i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelige måtte komme til stykket. Med Aliyah siddende tæt ind mod sig i hans favn, så gik han roligt for at hilse på. Han nåede deriblandt hen til Noelle, Enrico og en række andre på vejen. Selv var han bare glad for at se at alle kunne smide den stridsøkse bare lidt for denne aften. Selv Noelle og Enrico måtte være her. Ikke fordi at han direkte havde haft noget med dem at gøre, men at se hele Jaceluck og Maloya samlet var selvfølgelig noget som glædet ham selv og meget endda! ”Fabian!” endte han med en næsten glad stemme. Hvem kunne da være andet end glad for i aften?

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico ønskede virkelig bare at Noelle kunne slappe en anelse af. Man kunne vel snildt sige, at han havde efterladt den kongelige rådgiver oppe på slottet bare for at være sig selv i aften? Han nød det faktisk. Han nød at han kunne kaste alle facaderne og han ville egentlig bare ønske at Noelle kunne gøre det samme. Tanken omkring småbørn var heller ikke noget som han måtte bifalde og han vidste udmærket godt at Noelle måtte være af den samme mening, så det var nok heller ikke noget problem som de ville få der lige for tiden, så var alt jo fint. Med armene roligt hvilende omkring hende. Han var slet ikke i tvivl om at han elskede hende, at hun var hans mage og nu hvor de kunne lægge alle mobberierne til side og bare nyde hinanden når hun endelig var på slottet, så kunne det vel heller ikke blive bedre end det set i hans øjne. Han trykkede hende stille ind til sig, hvor han skænkede hendes nakke et let og roligt kys. Han lod hovedet søge let og stille på sned. ”Noelle.. prøv at slappe lidt af for i aften.. for en gangs skyld. Du er ikke ude i marken,” påpegede han roligt og ikke mindst med en sigende mine. Han tog roligt omkring hendes hånd. Det var jo også meningen at man skulle kunne nyde og slappe af i juletiden og det gjaldt i den grad også hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om på nogen måde overhovedet. Han strøg roligt over hendes hånd med sin egen tommel og med et stille smil på læben. ”Jeg tror ikke at din far tager det så tungt.. af hvad jeg har hørt omkring den mand,” afsluttede han roligt. Det var jo heller ikke fordi at han var dum af sig på den ene eller den anden måde i den anden ende. Han hævede hendes hånd, kun for at skænke hendes håndryg et let kys. ”Prøv min kære.. bare for et par timer,” forklarede han videre og med en rolig og stilfærdig mine, det var end ikke noget som han ville skjule på den ene eller den anden måde. Han trak hende med sig hen til en mindre flok. Ikke fordi at han selv kendte til særlig mange af dem. Han vidste at Faith, Kimeya, Faith og Kimeya og sikkert flere måtte være ovenpå. Cecilaya rendt rundt mellem den store bunke af gaver og Cedric som måtte sidde selv med et kæmpe smil. Det var da en meget ekstraordinær måde at fejre sin fødselsdag på, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Selv gik han ned til fødselaren, kun for at tage ham i hånden. ”Tillykke med fødselsdagen, Cedric,” sagde han med et stort smil på læben, hvor selv de spidse tænder endte synligt i hans mundviger. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at skjule hvem han var.

[Deleted]

For Cedrics vedkommende, så var dette virkelig den bedste fødselsdag som han kunne huske! Ikke bare med tanken om at hans kære søster Nalani var væk – forhåbentligvis, for han magtede virkelig ikke mere set fra hendes side af. Mor var oppe ved far som forhåbentlig ville klare sig igennem hans sygdom, for han havde virkelig haft det elendigt det sidste lange stykke tid, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At se mere eller mindre hele familien samlet, var virkelig noget af det bedste af det hele, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At se Cecilaya selv med det største smil på læben, storme frem og tilbage mellem ham, tvillingerne og de mange gaver, hvor hun vel også havde fundet ud af, at der var en kæmpe bunke også til hende? Det var næsten noget som måtte more ham. Hans fødselsdag var ikke bare en dag hvor han satte sig selv i centrum, for han nød faktisk at se så mange samlet og vide at det var noget som ville gå godt for sig – forhåbentlig om ikke andet, for han prøvede virkelig så godt som det var ham menneskelig muligt. Han havde aldrig krævet særlig meget af nogen som helst, for han ønskede virkelig bare at familien havde det godt og at de var lykkelige, for det var vel heller ikke noget som man som sådan kunne skjule på denne her måde, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han sad selv på gulvet tæt ved tvillingerne som han selv kunne more sig med. Han elskede de små størrelser, så det var vel også noget som man kunne sige, at han måtte have efter sin kære far Kimeya? Selvom han aldrig rigtigt kunne sige sig, at have det bedste forhold til manden, så håbede han virkelig at han ville klare sig igennem det på bedst mulig måde om ikke andet. Mor ønskede ham jo, så var det jo bare noget som man måtte tage til følge og så bare.. acceptere? Blikket gled op mod Enrico, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. Han hævede roligt hånden, kun for at tage Enricos nu hvor de kom over og skænkede ham den store lykønskning. ”Tak, Enrico,” sagde han med et stort og glad smil. For ham så var det ikke bare hans dag, men.. alles? Han vendte blikket mod Noelle og nikkede selv mod hende. ”Jeg er glad for at i begge kunne komme,” tilføjede han roligt. Selv høflig kunne han være. Lige netop i dag, så var han bare.. glad? Han lignede sin far i en ung udgave, pænt i tøjet, for det var jo alligevel en ganske særlig anledning af den grund.

[Noelle Jaceluck]

Noelle var I den grad glad for, at Enrico havde valgt at tage med, det gjorde dog ikke situationen meget bedre overhovedet! Han havde ganske vidst efterladt arbejdet derhjemme, og det overraskede hende næsten, hvor godt han begik sig blandt hendes familie, når hun selv stod fuldkommen anspændt, og så på dem alle sammen, med samme afsky som de fjender hun mødte til dagligt. Hun trykkede sig ind til Enrico, han var hendes eneste sikre base, for første gang i mange år, følte hun sig atter som et barn, der behøvede den tryghed, og den beskyttelse. Hun sukkede tungt, og lod blikket betragte Enrico, der ligefrem så ud til at nyde denne julens stund. Et lille diskret smil, kunne anes i hendes mundvie, hun nød at se ham glad, hvilket vel også var hele beviset på, at hun faktisk måtte elske ham? Ikke flere mobberier, hun var ganske vidst ikke let at have med at gøre, men han klarede det nu strålende. Desuden var det lang tid siden, han sidst havde haft en aften hos Jaqia, hun kunne godt lide at hvile ved ham. Det gøs ned af ryggen, ved det stille kys, han valgte at placere mod hendes nakke. Hun så rundt. Børnene legede på gulvet, hendes mor var i yderste færd, med at sturdere hendes barne og oldebarn. Alle var så.. glade. ”Nej du har ret. Dette sted er langt mere skræmmende end marken,” påpegede hun i en anstrengt hvisken. Hånden faldt i hans, hun tillod sig at flette deres fingrer sammen. Det var stadig lidt nyt, men sammentidig også spændende. ”Hun efterlod ham stadig,” mumlede hun sammenbidt, og sendte Camille et direkte bebrejdende blik. Hendes far var vred, hun kendte ham. Det var når han var vred, at han gjorde alle de ting! Det føltedes som hendes hånd smeltede under det stille kys, hvilket også bragte hendes opmærksomhed tilbage til ham. Hun nikkede stille, og havde tydeligvis overgivet sig. ”Jeg skal nok prøve,” lovede hun, hendes far var her trods alt ikke. Uden at tøve fulgte Noelle ham mod Cedric. Hun havde godt hørt en fugl synge om hans fødselsdag. De små tvillinger forsøgte at kravle på de små usikre hænder, hvilket var et syn, der frembragte et smil, som hun end ikke selv lod sig mærke af. Og hun brød sig ikke om små børn. Da hun vendte sig mod Cedric, forsøgte hun virkelig at sende ham et smil, det bedste hun formåede var et køligt træk i mundvien, da hun selv gav ham hånden. ”Tillykke med dagen,” der var en sten der sank i hendes bryst, hun var jo direkte håbløs!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var normalt ikke den som fejrede jul, men han havde godt fornemmet at Noelle havde været meget usikker omkring denne familiesammenkomst, så han ville faktisk gerne være der for hende. At se hende falde tilbage til det punkt, som havde hun været en ung og lille pige, var noget som virkelig måtte more ham. Han var meget tilpasningsdygtig også selvom han vidste at Kimeya ikke brød sig om ham udelukkende fordi at han arbejdede under Jaqia, så måtte han jo bare tage det som det måtte komme. Han holdt Noelle tæt ind mod sig, hvor han vendte blikket mod hende. Han havde ikke opsøgt hende siden at de officielt var fundet sammen, så det var jo selvfølgelig også bare et plus set i hans øjne. De skulle nok finde ud af det, også selvom det var ham som sad som den usikre hver eneste gang hun søgte ud af døren for at komme ud i marken, så var der bare ikke noget som man kunne gøre ved det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Det er din familie, Noelle..” sagde han stille. Han kendte dem ikke, men det var vel ikke værre end at starte en samtale op og se hvor den førte hen? Det var sådan at han gjorde det, men igen han var jo også en rådgiver og derved også en mand med ordet i sin magt, hvoraf Noelle nok var vant til at kommandere rundt med folk. Det var nok ikke noget som ville gavne hende i en situation som denne. Han trykkede let omkring hendes hånd, som han vendte blikket mod hende. ”Aha? Jeg tror nu at din mor nyder den frihed som hun kan få heromkring,” forklarede han videre og med den rolige stemme som han kyssede hendes kind. At hilse på fødselsdagsbarnet skulle jo egentlig bare mangle! Han sendte manden et smil som han lod Noelle komme til. Hun prøvede og mere end det kunne han så sandelig heller ikke kræve eller forlange af hende og det var heller ikke fordi at han gjorde det. ”Ved du om din mor og far kommer ned+” spurgte han videre, som han lod armen snige sig omkring Noelles liv. Han var der og han skulle nok hjælpe hende og støtte hende i det hele. Han kunne skam heller ikke drømme om at gøre noget andet.