Merry Christmas!

[Noelle Jaceluck]

Det var ikke fordi at Noelle havde gjort noget som helst bevidst, hun havde blot forsøgt at passe ind også selvom det som sædvanlig ikke var lykkes. Den kulde og de facader som hun havde rejst var ikke til at bryde igennem, og det passede hende fint, så lang tid hun havde Enrico og sin værdighed, så havde hun egentlig ikke brug for mere. Måske der var børn til stede men Noelle havde aldrig været særlig god til den slags, det skulle hun gerne være den første til erkende, og et sted var det vel også bare hendes forsøg på at udvise en form for kærlighed overfor ham? De andre omfavnede hinanden, skænkede kys og sagde de store ord højt, og alt det var hun slet ikke klar til endnu, desuden kendte hun ikke andre måder at bevise det på, end via det seksuelle, det var jo der halvdelen af hende lå. Hun trak let på skuldrene og gengældte kun Enricos smil. Hendes mor kunne hun undvære, men hun havde slet ikke ment det alvorligt. Hånden hævede hun kun for at stryge den gennem hans mørke lokker. ”Nej de er også seje, beskidte og smager råddent har jeg hørt. Men det var forsøget værd,” svarede hun en smule morende, også selvom det blev holdt lidt skjult af det kølige smil, som hun ikke var i stand til at give slip på. Hun fulgtes med ham ud i køkkenet hvor Moniqe og Avidan havde sat sig til rette, det samme havde børnene. Blikket gled mod de mange lækkerier som stod foran hende. Hun tog imod en skål med velduftende kartofler som kom forbi hende. Selv endte hun ikke med at øse synderligt meget op på sin tallerken, hun var ikke vant til store måltider, ude i marken måtte de jo tage hvad der var. Alligevel fik duften hendes tænder til at løbe i vand mest fordi det ligeså var langt bedre end det som hun som regel fik ude. Skålen sendte hun videre kun for at tage imod det næste fad med kød. Det tilgengæld, tog hun en del af, det gav energi. ”Du behøver ikke at rose mig som et barn der har formået at hilse pænt på,” endte hun en smule spidst, der skulle jo ikke meget til før hun lod sig fornærme, men det andet gad hun ikke, hun var en voksen kvinde. En smule mere stram i minen gav hun sig i krig med den lille tallerken hun havde fået lavet sig. Børnene var næsten allerede færdige, hun kunne ikke forstå hvor pokker de gjorde af det, men egentlig var hun også ligeglad, det var jo ikke noget som hun kunne gøre brug af.

[Deleted]

Moniqe kendte Avidan nok til at vide at han aldrig havde brudt sig om mange mennesker samlet på et sted, hun forstod ikke at han overhovedet havde valgt at dukke op frem for at vente på hende hjemme.. hvor end det var, for de sidste par uger havde hun jo boet i Marvalo Mansion sammen med de andre. Hun glædede sig til at kunne trække sig tilbage og bare nyde tiden lidt sammen med ham.. de havde så mange ting at snakke igennem og derfor gemte hun sig bag undskyldningen om at være ør i hovedet, det havde aldrig været hendes mening, at gøre ham direkte bekymret for hende.. også selvom det vel i sidste ende kun indikerede at han ikke var ligeglad? ”Det bliver vi mennesker hurtigt, min kære, intet at bekymre sig om,” afviste hun med et blidt smil. Hun havde altid fundet det sødt at han bekymrede sig om det som for dem var ligegyldige ting, når de for ham ville være livsfarlige hvis det havde været sådan. Hun blev roligt siddende ved siden af Noelle og bed sig let i læben da hun gav sig til at bide af Enrico. I stedet for at se på dem sendte hun Avidan et lidt sigende blik. Hendes søster var lidt af en strigle, sådan havde det altid været, men det var tydeligt at denne Enrico havde fået en enorm betydning for hende, hun håbede ikke at hun ville ende med at ødelægge det for sig selv, for hun fortjente efterhånden den lykke. Selv tog hun for sig at de fade som kom forbi også selvom hun begrænsede sig lidt, de havde jo en aftale om at blive hurtigt færdige, og det ville være hende han skulle vente på uanset, et glas blod var trods alt rimelig hurtigt væk. Hun lod hånden glide gennem de flammerøde lokker og nikkede medgivende. Et sted havde hun ondt af at han ikke kunne smage på den store steg, men han fandt det vel end ikke velsmagende? Ligesom alle andre kastede hun sig ombord i maden. ”Det smager fantastisk,” endte hun næsten med et frydfuldt suk. Taget i betragtning af hvor længe hun havde været død,m så havde hun glemt alt om hvordan sådan noget som julemad kunne smage så forbandet fantastisk. Lyden af bestik som ramte tallerkenen havde bredt sig rundt om mere eller mindre hele bordet. Det var næsten stille, først og fremmest fordi at Noelle havde bragt en mere akavet stemning ved at bide af Enrico på den måde, men også fordi at maden ganske simpelt smagte så godt at folk helt glemte at holde samtalen kørende.

[Deleted]

Junior havde altid været der med henblik på hendes dyr, han sad trofast i buret under fuldkmånen, hun havde aldrig gjrot ham noget og hun elskede at se ham som det første om morgenen når forvandlingen igen var overstået. Hun søgte hans varme kærtegn ved at lade kinden søge mod hans hånd næsten kælent. Det eneste der manglede var en spinden, men den holdt hun dog igen med, for nu vel og mærke. Selvom det til tider nagede Cayla at Aliyah ofte fortrak sin far, så vidste hun dog at tøsen elskede hende.. forhåbentligt vel og mærke, ligesom hun selv elskede sin datter, desuden var det jo ikke Juniors skyld, hun var bare glad for at de to havde det forhold de havde. ”Jeg ville gerne, men jeg lader være i frygt for at booste dit ego,” svarede hun drillende. Den mand havde frygtelig megen selvtillod og det havde han altid haft, det smittede lidt af på hende måtte hun jo nok erkende. Roligt fulgte hun ham ud i køkkenet også selvom hun ikke slap ham med det samme. De rosa læber var bredt i det varme smil, hun følte sig lykkelig med ham omkring sig og hun kunne på ingen måde fortryde at hun havde ladet sig overtale til at åbne op for ham i sin tid. En rødmen steg i hendes kinder da han gned næsen mod hendes. For hende var det naturligt eftersom hun var et dyr, med dyriske tendenser. Efterhånden havde hun virkelig gjort alt hun overhovedet var i stand til for at fortælle og vise ham, at hun elskede ham og var ham hengiven, det at hun havde sagt ja til den ring som han havde tilbudt hende, sagde vel mere eller mindre det hele? Hun slap en latter og lod hånden løbe gennem det halvlange hår. Hun havde forsøgt at tæmme det tidligere, men havde opgivet sådan var han nu engang. Cayla himlede med øjnene. Opmærksomhedskrævende var han, men lige når det kom til dette så havde hun intet imod det, tværtimod så varmede det hende, at han gerne ville ud hvor andre kunne se dem. Hun slap med med det drilske smil ”Skal jeg være ærlig, så tror jeg ikke der er nogle som er i tvivl,” påpegede hun morende, idet hun gled ned ved siden af Noelle dog uden at tage blikket fra sin kære Junior. Maden duftede direkte fantastisk, hvilket fik hendes mave til at snakke af begejstring, det var ved at være mange timer siden hun havde spist, sådan var det når hun blev for optaget at sin kære datter.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var bestemt heller ikke fordi Enrico ville spilde tiden, nu hvor han stod i denne situation sammen med Noelle. Han havde valgt at forsøge at overtale hende til at tage med, bare for at skabe lidt relation til hendes familie, for han vidste, at hun vel dybest set ikke var så ligeglad, som hun ønskede at fremstå? Han elskede hende, også selvom det ikke var ord som han havde skænket hende endnu. Han ville vel vente med det, frem til han vidste, at det var ord, som hun faktisk var i stand til at tage til sig og ikke bare forkaste dem, som hun gjorde med så meget andet? Smilet bredte sig let på hans læber, som han let blinkede til hende. Et sted var det vel egentlig også.. sandt? ”Det er nemlig også hvad jeg har hørt.. Så jeg tror jeg hopper det mellemmåltid over,” påpegede han med en tydeligt morende mine, som han førte hende til bordet. At rose hende for at have gjort det så godt, var noget som han ønskede at vise hende, og ikke for at behandle hende som et barn, for det var han da på ingen måder ude på! At hun så skulle snappe ud efter ham, var noget som gjorde ham direkte tavs, hvor han egentlig bare vendte sig mod det glas med blod, som han tog en tår af. Efterhånden var han vant til at blive snappet efter, men det var lidt noget andet, når det foregik på hjemmefronten og ikke når man var ude blandt andre mennesker! ”Undskyld da..” mumlede han tydeligt spidst og utilfredst, alene ved den tanke, for han fandt sig bestemt heller ikke i alt, men han ønskede jo så til gengæld heller ikke at skulle gøre alt muligt, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for, når det endelig skulle være! Han bundede glasset og satte det fra sig på bordet. Selvom han ikke tage del i de store festligheder hvad angik måltidet, så blev han nu alligevel siddende, også mest for Noelles skyld, for han ønskede jo selvfølgelig at støtte hende i det, så godt, som det nu var ham menneskelig muligt, også selvom det var.. akavet, når hun skulle være sådan efter ham, når han bare gjorde hvad han kunne og roste hende når hun gjorde det godt! Det var der vel heller ikke noget forkert i, var der?

[Deleted]

I det store og hele, så havde Avidan aldrig været særlig begejstret for de store menneskemængder, og det var der faktisk mange grunde til; der var mange lyde, alt for mange hjerteslag, og for meget som han selv ikke kunne have kontrollen over. Af den grund, så ønskede han jo trods alt heller ikke at Moniqe skulle have det elendigt eller dårligt, for det var da slet ikke meningen på nogen som helst måde i hans mening! Han betragtede hende med en tydeligt bekymret mine, for han ønskede jo trods alt heller ikke at hun skulle have ondt, dersom det var noget som de kunne undgå, så hellere tage tidligt hjem. At Noelle allerede havde lagt den akavede stemning, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, for.. hun virkede til at være utryg i denne situation, så var det ikke noget som han ville blande sig i. Han havde jo trods alt allerede fundet ud af, at det hele måtte være ganske svært for hende. ”Du er sikker?” spurgte han sagte, som han havde taget pladsen overfor hende. At Noelle skulle snappe sådan efter Enrico fandt selv ikke han retfærdig, men han var nok ikke den som skulle eller burde blande sig, hvilket han skam allerede havde fundet ud af. Han selv tog bare for sig af blodet foran ham. Det var frygtelig mange år siden, at han kunne tage sig af det menneskelige, hvilket faktisk.. frustrerede ham lidt. Han så bare til som fadene blev passeret mellem dem som havde taget plads ved bordet. Ja, Moniqe vidste vel ikke at han havde været menneske engang? Han slog de tanker ud af hovedet, som han sendte hende et let og stille smil, som hun kommenterede maden som hun havde skovlet op på sin tallerken. ”Det var jo godt,” endte han roligt, som han roligt selv bundede glasset og satte det fra sig. Selv måtte han erkende, at han faktisk bare gerne ville hjem, så han kunne få ordnet bare lidt med Moniqe, nu hvor han faktisk havde fået muligheden for det, så var han ikke den som ville takke nej! Ha nvar vel heller ikke det værste at få i gave for hende på juleaften?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior bed sig virkelig ikke fast i den pludselige akavede stemning som var faldet over spisestuen. Alle var glade, alle tog sig glædeligt af maden, og selv nu hvor han havde muligheden for at være lidt sammen med Cayla, uden at hans kære datter krævede at han var der for hende, så var det helt klart noget som han ville nyde, så meget som han nu havde muligheden for det. Dyret var ikke noget som skræmte ham. Han sad der igennem hele forvandlingen – endda i buret sammen med hende, så han kunne nusse hende, holde hende rolig, vise hende at han ikke var bange for hende, samtidig med at han var det første som hun så, når hun slog øjnene op derefter, hvilket var noget af en tankegang som han godt kunne lide. Han sendte hende et stort og tilfredst smil. ”Det er da ikke det værste, min kære.. Mit ego er ved at blive sultent,” påpegede han tydeligt drillende, som han skænkede hende et let kys, inden han roligt satte sig ved bordet. Han elskede hende, og det var bestemt heller ikke noget som han ville lægge skjul på, for nogen som helst, for det så han da slet ikke nogen grund til! Hele verdenen skulle da vide hvordan han havde det med hans elskede forlovede, hvor det i sandhed var ham som følte sig som den mest heldige mand i denne verden! Nu hvor han kort vendte blikket i retningen af Noelle og Enrico, så var det tydeligt, at det ikke var alle.. som havde det lige så nemt som det de havde det? Selvom de skam også havde haft deres at slås med. Han smilede let for sig selv, som han igen vendte blikket mod Cayla. ”Tjo.. så bare lige for at understrege det endnu en gang, ikke? Desuden nyder jeg at se dig smile, stå forfjamsket og med de røde kinder,” påpegede han med et glad smil, som han selv tog sig af maden, for selv han var ved at blive temmelig godt sulten! Selv begyndte han mere eller mindre bare at skovle på sig. Det der dog mest forundrede ham.. Han vidste at hans mor havde stået i køkkenet sammen med Liya? Hvor var de egentlig blevet af? Han rynkede let på næsen. ”Kompliment til de manglende kokke,” endte han med et skævt smil. De havde skam nok deres grunde til at være fraværende under middagen.

[Noelle Jaceluck]

Det var slet ikke Noelles mening at bringe en dårlig stemning eller at bide af Enrico for den sags skyld, hun vidste jo godt at han gjorde det for hendes skyld, men det ændrede ikke på at hun ikke følte sig vel i dette miljø, og hun havde ikke brug for at blive rost som et lille barn der havde gjort noget rigtigt, det stadie var hun nået over, desuden fandt hun sig ikke i at blive talt til på den måde når de var ude. Hun tog tavst imod de fade som kom til hende også selvom hun sendte de fleste af dem videre, hun var ikke vant til store måltider så det kunne næsten ligne at hun ikke spiste noget som helst, med to enkle kartofler, et stykke kød og lidt rødkål.. det var mere eller mindre det. Lydløst gav hun sig til at spise. Det var gået op for hende at hun havde formået at bringe en temmelig akavet stemning hvilket heller ikke havde været meningen, stoltheden var dog for stor til undskylde bare sådan overfor alle. Måske det ikke havde været helt retfærdigt men der var grænser for hvad hun fandt sig i, hun var vant til at være den som roste eller det modsatte hvis det var det som var behov for, resten behøvede virkelig ikke. Hun lod kort hånen glide gennem de rødbrune lokker mens bordet endte med at blive tavst.. lige for uden børnene vel og mærke, og den tanke irriterede hende, hun havde brug for ro til hovedet, desuden havde hun mistet begejstringen for at være der for lang tid siden! Den lille tallerken fik hun hurtigt spist, i forhold til hvordan de andre skovlede op, så havde hun knap rørt den, også selvom den smule fik hende til at føle sig stop mæt. Når det var sagt så måtte hun give sin ros til kokken, det var god mad.. faktisk noget af det bedste hun nogensinde havde smagt også selvom hun ikke sagde det højt, men forblev tavs ligesom omtrent alle andre. Egentlig glædede hun sig bare til at komme hjem nu, nyde tiden sammen med Enrico hvor de kunne være alene. Nu havde hun om ikke andet prøvet, og det var vel også det som betød noget, også selvom det så ikke havde været en succes?

[Deleted]

Taget i betragtning af at Avidan aldrig havde brudt sig om denne slags, så måtte hun give ham at han virkelig lod til at være faldet godt til. Han havde ganske vidst lænet sig lidt op af Noelle, men hvis det hjalp ham så fred være med dette. Julen var måske anderledes i år, hun kunne mærke på sig selv at hun ikke var helt i stødet, det var ikke længe siden hun var blevet vækket, der var stadig mange ting hun skulle finde ud af, både med henblik på Avidan men også med henblik på sig selv. Højdepunktet havde været at få lov til at se sin datter, tale med sin svigersøn og se sit fantastiske lille barnebarn. For hende var det nok at se at de var så lykkelige. Hun nikkede bekræftende til Avidan. ”Jeg er sikker,” svarede hun med et lille smil. Det gjorde hende intet at han bekymrede sig om hende på den måde. Moniqe kommenterede ikke det at Noelle valgte at snappe ud efter Enrico, det måtte vel være deres sag, men hun forstod godt at det irriterede ham. I stedet vendte hun sig mod Cayla og Junior der ikke lod til at mærke sig af den akavede stemning som havde bredt sig. Hun smilede for sig selv. ”Vi er skam udmærket klar over det,” påpegede hun sigende og dog med et glimt i øjet, det var ikke fordi at det gjorde hende noget, tværtimod hun elskede at se sin datter lykkelig. Det var samme lykke hun håbede at hun havde en mulighed for at finde sammen med Avidan. Måske hun hastede lidt med at spise maden også fordi at Avidan hurtigt fik bundet sit glas, ikke at det kom som en overraskelse, det tog ham ikke lang tid. Måske hun havde skovlet lidt op på sin tallerken, men det smagte fantastisk så det var ikke synderligt svært at få ned. ”Jeg synes vi skal bringe en skål for fødselsdagsbarnet. For Cedric,” endte hun og hævede sit glas, mest i et forsøg på at bryde den akavede is lidt. Det andet var jo ikke til at holde ud!

[Deleted]

Cayla fangede på ingen måde den trykkede stemning, de havde jo hygget sig inde i stuen desuden sad de i nærheden af børnene som bestemt heller ikke havde bidt sig fast i noget som helst. Der var en hel del tomme pladser i den anden ende, hvor der var dækket op til Liya, Ela, Jared, Faith og Kimeya men ingen af dem lod til at være der. De havde nok alle deres grunde. Cayla gengældte det stille kys inden hun gled ned på stolen ved siden af Noelle. Hun nød tanken om at have Junior lidt for sig selv for en gangs skyld, uden at Aliyah skulle kræve hans fulde opmærksomhed. Han havde altid været forståelsesfuldt overfor hendes dyr, siddet med hende i buret selv når hun havde de frygtelige smerter ved forvandlingen, han nussede hende natten i gennem og hun vågnede ved hans side dagen efter som var intet forandret. ”Dit ego er bundløst,” svarede hun lidt kækt, selv hun kunne være med på den slags, hun var trods alt en Jaceluck! Hun så ingen grund til at skjule sin kærlighed og særligt ikke i det selskab de sad i, i øjeblikket, tværtimod så ønskede hun netop at lade dem vide at de havde det godt sammen, at de ikke havde rodet sig ud i noget som alle andre i den her familie tydeligvis gjorde, de kunne jo bare se på Noelle og Enrico der for et øjeblik siden havde set forelskede ud, men nu sad og kiggede tavst ned i hver deres tallerken. Hun kommenterede det ikke, men sendte i stedet et let smil til sin kære mor. ”Nu er du bare modbydelig!” udbrød hun anklagende dog med en skjult undertone af morskab. Den røde farve var allerede endt med at tage fat i de blege kinder hvilket kun lod det komme kraftigere til udtryk. Hun elskede ham på trods af at han var opmærksomhedskrævende og konstant formåede at få hende til at blive forfjamsket og stå med den rødmen i sine kinder. Hun nikkede og så kort hen mod de forladte pladser. ”Jeg turde sværge at jeg hørte Nathaniels stemme oven på, så jeg tror at hun er træt,” endte hun lidt mere dæmpet, hun ønskede ikke at alle skulle vide det, for hun gik næsten ud fra at de to havde brug for lidt tid alene.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste godt, at Noelle på ingen måder følte sig vel i denne situation, selvom han slet ikke brød sig om at blive talt til på den måde, for det var faktisk noget som hurtigt kunne gøre ham hidsig. Tænderne bed han let sammen, som han bare valgte at bunde glasset og ellers bare lade det stå og ellers bare sidde og glo. Maden skulle sikkert smage fint, men det var jo end ikke noget som han kunne tage en del i. Jo det kunne han jo på sit vis godt, men det krævede jo trods alt også at han kastede det hele op når de kom hjem, for hans krop var slet ikke i stand til at fordøje den slags, og det var jo så det som han skulle til at døje med, og det ville han ikke! Blikket gled væk fra Noelle.. egentlig kun for at markere for hende, at han slet ikke var ude på at fremstille hende som et barn, for det var slet ikke noget som han var ude på, på nogen som helst måde overhovedet! Han vendte blikket mod de andre.. de snakkede endda fint til hinanden, som selvfølgelig også var noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende, men ikke desto mindre, så kunne han jo ikke rigtigt gøre det største ved det. Hun havde forsøgt, og selvfølgelig var det noget som også gjorde sit, men han vidste også når grænserne var ved at være nået om ikke andet. ”Jeg tror også det snart er på tide, at vi søger hjemover,” endte han roligt, som vendte blikket mod Cedric som sad ve bordenden selvom ed det store smil på læben. Han ønskede selvfølgelig ikke at ødelægge noget som helst, for han vidste at de var knægtens fødselsdag – selv på selve juleaften, hvilket i sig selv, var en morende tanke, selv for ham. Han nikkede mod Cedric som en ærbødig hilsen, men han ønskede jo trods alt heller ikke at ødelægge denne aften for flere, end det som den var i forvejen, om det var noget som man ville det eller ikke. Tænderne bed han let sammen, inden han kastede et kort blik i retningen at Noelle. ”Jeg finder kapperne,” afsluttede han endeligt, inden han igen vendte blikket mod Cedric. ”Og endnu en gang tillykke med fødselsdagen, Cedric.. Jeg er bare bange for, at det er tiden for os at søge hjem nu..” endte han dæmpet. Han sendte Noelle en mere fast mine, inden han rejste sig og forlod spisestuen. Han fandt sig bestemt ikke i det!

[Deleted]

Stemningen var akavet, men selv Avidan forsøgte ikke at lade sig blive synderlig påvirket af den, også selvom det var svært. Som et dyr, som det han var, så lagde han faktisk utrolig meget mærke til de små ting, hvilket også gjorde at han automatisk ikke var meget for at være blandt så mange på en gang, for der skete for meget ved at der.. ikke rigtigt skete noget som helst. Tænderne bed han svagt sammen, som han vendte blikket mod hende igen. Så langt tid hun var sikker, så var det noget som faktisk passede ham selv ganske fint. Han sendte hende alligevel et smil, hvor han nikkede ganske let. ”Okay.. udmærket,” afsluttede han endeligt, som han roligt fik bundet sit glas. Det var jo ikke fordi at et var det var svært for ham at få det bundet, hvor han roligt betragtede sig af Noelle. Stemningen var ganske vidst gjort akavet, selvom han nu var sikker på, at det ikke var noget som hun havde gjort med vilje, men det var jo aldrig rigtigt til at vide med den slags. Han vendte blikket mod Moniqe som hun valgte at udbringe en skål, som han fulgte med i, selv med et næsten helt tomt glas, så var det alligevel Enrico som fangede hans interesse, som han.. valgte at takke for sig og tydeligt lagde op til at ham og Noelle skulle til at tage hjem? Han nikkede endeligt, som han lod glasset roligt klinge mod bordet endnu en gang. Jo færre der var omkring ham, jo bedre var det faktisk for ham, så et sted var det vel også en mulighed for ham at være bare en smule egoistisk? Han sendte ham et roligt smil. Han forstod det godt.. Der var bestemt heller ikke nogen mand som skulle finde sig i at blive snakket til på den måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”I så fald, så må I komme godt hjem. Vi ses jo forhåbentlig ved en anden anledning,” afsluttede han endeligt. Selvfølgelig var det en skam, at det var sådan at det skulle gå, og så på juleaften, men han forstod faktisk manden hvad det her angik!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior lod sig ikke rigtigt påvirke af den trykkede stemning, selvom den på sit vis, også var noget som han kunne mærke på de andre, selvom det slet ikke påvirkede ham og hans humør. Han havde det frygtelig godt sammen med Cayla, og selvfølgelig var det ikke noget som man kunne skjule når man var ham, for han ønskede at lade hele verden vide det, når han var lykkelig! Alle skulle jo nærmest være lykkelig på hans vegne! ”Det er det i hvert fald ikke!” endte han morende, som han selv gav sig til at spise af maden. Den smagte virkelig godt, også selvom han selvfølgelig var lidt ked af at.. hans mor ikke var der til at tage imod komplimenterne? Han vidste at hun havde haft det hårdt ,så selvfølgelig ville det kun have gjort det hele bedre, hvis hun havde været der til at tage imod folks rosende ord, for hun var faktisk utrolig god til at lave mad! At Cayla så direkte sad rød i hovedet, og folk var klar over at de elskede hinanden, var noget som faktisk passede ham ganske fint, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han smilede let for sig selv, og nikkede i retningen af sin kære svigermor. Ja, han kunne vel godt lide hendes person? Det var tydeligt at se hvor Cayla havde det fra, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Udmærket.. Så er mit mål langt om længe nået,” endte han tilfredst. Folk havde vel sine grunde til at blive væk? Kimeya kunne han skam godt forstå, for de vidste alle at manden lå direkte dødssyg oppe i sengen, hvilket vel også var der Faith havde placeret sig? Selvom han selvfølgelig synes at det var en skam med henblik på Cedric som faktisk også havde fødselsdag, og nu sad han her og igen skulle vise forståelsen for sine forældre. Knægten var så sandelig også forståelsesfuld. Den måtte han skam give sin kære nevø. Som Moniqe udbragte en skål, så nåede han kun lige at hæve glasset, inden Enrico takkede af og meldte fra. Han blinkede let med øjnene. Det var ikke just måden at gøre det på, måtte han erkende! ”Jamen… I må komme godt hjem,” sagde han let overrasket. Den havde han ikke just regnet med, ikke på den her måde i hvert fald!

[Noelle Jaceluck]

Noelle hadede bogstavelig talt, at stå i denne situation. Det var ikke fordi hun ønskede at bringe skam over Enrico, hun vidste godt at han kun gjorde hvad han kunne for at få hende til at føle sig godt tilpas i selskabet, men hun fandt sig ikke i at blive talt til som et barn! Hun var en voksen kvinde, der udmærket var i stand til at drage sine egne beslutninger og stå på egne ben, hun havde ikke brug for at blive holdt i hånden! Hun stak mere eller mindre bare til maden med sin gammel. Det at han var blevet så irriteret, havde mere eller mindre fjernet hendes appetit, selvom det virkelig både duftede og så forbandet godt ud. Hun lod hånden vandre gennem de rødbrune lokker, og kastede et blik i retning af Enrico, der sad frygtelig sammenbidt. Den pludselig indskydelse af at de snart måtte finde hjem irriterede hende en smule, for de havde ikke været der længe, desuden var han den som havde overtalt hende til at tage af sted i det hele taget, og nu skulle han bringe skam over hende, ved at vise sig fra den mere dominerende side? Hun sendte ham et yderst advarende mine, for nu gik ham over grænsen! ”Det må vi hellere,” medgav hun spidst, mest fordi hun heller ikke ønskede at være der meget længere. At han så pludselig rejste sig, og tog beslutningerne for hende, gjorde hende rasende! Hun rejste sig, med en høj skraben for stolen idet hun skubbede den ud. Blikket gled mod Cedric. ”Jeg beklager at vi må gå så tidligt. Tillykke Cedric,” endte hun lidt kortfattet og forsøgte at sende dem alle et varmt smil, også selvom det var mere eller mindre forgæves. ”Undskyld mig,” endte hun med en umådelig stram mine, inden hun forlod bordet for at gå efter Enrico. Hendes skridt var faste og bestemte, der var ikke rigtig nogen tvivl om at hun var direkte rasende! ”Hvad pokker bilder du dig ind?” vrsisede hun og rev selv sin kappe ned af knagerækken, kun for at svinge den om sine skuldre. Hun himlede med øjnene, og gav ham end ikke mulighed for at svare, før hun rev døren op og trådte ud i den kolde sne for at gå i forvejen. Kulden fik hende øjeblikkeligt til at skælve, hun var ikke god til den slags!

//Out.

[Deleted]

Stemningen havde netop taget en forbandet akavet drejning. Moniqe havde spist godt og vel det halve af sin tallerken og følte allerede at hendes mave var vokset til det dobbelte, så lang tid som hun havde været død, så var det ikke underligt, der havde føden jo ikke været nødvendigt i det hele taget. De grønne øjne gled mod Enrico som han rejste sig op. Hun kommenterede det ikke, for det var tydeligt at det var noget som i den grad påvirkede Noelle, der endte med at rejse sig kort efter. Frem for at se på hende, så hun hen på Avidan, og sendte ham et lidt forgæves smil. Hun havde altid forsøgt at samle familien, og det gjorde ondt på hende når det ikke lykkedes hende. Lidt mindre lystent, tvang hun endnu en sød kartoffel ind i munden og tyggede den næsten for grundigt, bare for at have et eller andet at give sig til. Hun hævede det glas rødvin som stod foran hende, og satte det for læberne, også selvom hun ikke nøjedes med at nippe til det, men tværtimod tog en temmelig stor mundfuld. Det var ingen hemmelighed, at hun før døden havde været frygtelig glad for flasken, primært fordi det havde været et middel, hvorpå hun kunne glemme sin samvittighed overfor Avidan lidt, på den anden side, havde påvirkningen mange gange fået hende til at begå kun flere fejl. Hendes blik faldt på Cecilaya som endnu sad og plagede om hvornår de skulle til at åbne gaver. Moniqe sendte hende et stille smil. ”Kom min kære, så går vi ind og lægger gaverne klar, hvis du er færdig med at spise?” foreslog hun, hvilket vakte stor glæde. Hun havde allerede rejst sig. ”Kom bare ind når du er færdig,” endte hun blidt til Avidan. Inden hun rejste sig, gav hun hans hånd et blidt klem. Hun bukkede sig. ”Nu kommer jeg efter dig!” truede hun leende, og begyndte at løbe efter Cecilaya ind i stuen. Der var mange gaver som skulle lægges under træet, og børnene var efterhånden blevet utålmodige. Med alt den drama som var blevet skabt på bare en aften var selv Moniqe ør i hovedet, og hun ønskede at at distrahere de små, for at de stadig skulle få en en jul der var værd at huske, derfor strøg hun ind i værelset ved siden af, for at finde gaverne frem, sammen med Cecilaya.

//Out

[Deleted]

Stemningen var frygtelig trykket, også selvom Cayla mere eller mindre valgte at ignorere det, hun var jo efterhånden så vant til den stemning i denne familie. Hendes fokus lå mere på Junior og Cedric som sad lige ved siden af-. At Noelle og Enrico så rejste sig og stak af, forundrede hende ikke, de havde jo aldrig rigtigt haft noget med dem at gøre. Hun fulgte dem med det gyldne blik ud, før hun atter så på Junior med et lidt falskt bebrejdende blik. ”Det er det i hvert fald!” svarede hun insisterende, før en latter brød hendes læber. Hun havde aldrig haft det så godt med nogen anden, som hun havde det med Junior, og det var bestemt ikke fordi at hun lagde skjul på det! Cayla blev siddende og spiste af den gode mad, med blussende, røde kinder takket værre ham. Der var ingen skam i at elske ham overhovedet, tværtimod så følte hun sig beæret over at han elskede hende frem for enhver anden, han var hendes bedste ven og hendes elsker. Med et ydmyg smil, stak hun endnu et stykke flæskesteg i munden og tyggede det hårdt, mest for ikke at ende med at bryde ud i latter. Hun himlede med øjnene og tyggede af munden. ”Du er simpelthen forfærdelig!” anklagede hun ham morende. Der skulle ganske vidst ikke meget til før hun rødmede, men han havde det lidt for sjovt med det! Det glædede hende faktisk kun at Moniqe tog Cecilaya med, for den lille pige havde plaget uafbrudt siden de havde sat sig til bords, gaverne havde gjort hende nysgerrig. Hun glædede sig ikke til Aliyah kom i den alder. Glasset med blod ved hendes side hævede hun roligt. Selvom hun spiste almen mad ved siden af, så skulle det dyriske jo også have sit.. desuden var hendes kød fuldkommen råt. ”Skål Cedric. Beklager dramaen, jeg er bange for det bare er vores lod i denne familie,” tilføjede hun med et lidt undskyldende smil. Han vidste det vel godt? Der var en grund til at hun ikke selv havde haft det bedste forhold til nogle af dem. Hvis gaverne skulle til at lukkes op, så var det nok også på tide at få Aliyah op, det havde hun insisteret på, ingen måtte åbne gaverne uden hende. Hun så på Junior med et lidt kækt glimt. ”Vores lille prinsesse, insisterede på at hendes far skulle hente hende inden gaverne skulle åbnes, min kære, så du må hellere rive hende op,” endte hun morende. De forgudede begge deres lille pige, det var der ingen tvivl om!