Merry Christmas!

[Deleted]

Cayla havde langt om længe fået puttet Aliyah, også selvom hun bestemt ikke var meget for det. Hun ville have sin far, hvilket ikke var noget nyt. Til tider plagede det hende lidt at tøsen var sådan en far gris, men hun gjorde det bedste hun kunne som mor, og hun elskede sin lille familie. Som hun kom ned af trapperne kunne hun igen høre de mange stemmer summe. Hun smilede for sig selv. Et så stort familiemenneske som hun var, så elskede hun tanken om at de var samlet. På vejen ned havde hun mødt Elanya som havde set direkte knust ud. Hun havde ikke spurgt ind til det, men derimod fået besked om at sige at maden var klar. Hun lod hånden glide gennem de flammerøde lokker og rettede let på den fine kjole hun havde iklædt sig, både for at gøre et indtryk på Junior, men også fordi det var en lidt speciel følelse at stå overfor sine forældre igen, selvom hun havde Faith og Kimeya, ønskede hun også Moniqe og Avidans accept. Med et smil på da rosa læber trådte hun ind i stuen. ”Jeg blev bedt om at sige at maden var klar!” påpegede hun med en hævet tone, for hun skulle jo overdøve snakken, som i sig selv var høj nok. Børnene rejste sig øjeblikkelig og hvinede mens de løb ud i køkkenet. Cayla måtte træde til side i døren for ikke at blive stormet om kuld. Frem for at følge børnene trådte hun hen til sofaen hvor Junior var blevet efterladt mutters alene. På vejen sendte hun Avidan et lidt kejtet smil, før hun gik bag om sofaen og lænede sig ned over Junior. Armene lagde hun løst omkring hans hals og lod hovedet hvile mod hans. ”Så sidder du her ensomt og fortabt,” påpegede hun lettere drillende, velvidende om at hun havde efterladt ham med sin kære svigermor. ”Jeg håber ikke at hun var for hård ved dig,” fortsatte hun og bukkede sig lidt længere ned for at plante et kys mod hans kind. Maden duftede efterhånden i hele huset, hun var begyndt at blive små sulten, så det gjorde hende intet at det hele var ved at være klart. Var det hele så ville Aliyah ikke vågne, og så ville de kunne holde lidt fra resten af aftenen, det ville bestemt heller ikke gøre hende noget!

[Deleted]

Avidan var slet ikke ude på at stille Noelle i en mere ubehagelig situation, end hvad hun allerede synes at gøre. Julen var nu alligevel en tid som han selv godt kunne lide, og specielt hvis det indebar, at han fik tingene som han ville. Moniqe havde ganske vidst ikke afvist ham helt, og det var noget som passede ham ganske fint. Han ønskede at finde ud af det med hende.. hun var jo trods alt hans mage. ”I så fald, så synes jeg, I skal få det bedste ud af det hele, begge to. Der er intet bedre end at tilbringe tiden sammen med familien, lægge facaderne og arbejdet lidt til side og tage det hele derfra. Det er hvad jeg gør.. Jeg ville normalt heller ikke have stået her,” forklarede han med en rolig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han elskede Moniqe, og nu havde han endelig fået en mulighed for at vise hende det! Han betragtede Noelle med en rolig mine. Selv ønskede han at kende lidt til familien som stod der.. bare lidt til den som var omkring Moniqe og som havde betydning for hende, for det var noget som havde en utrolig betydning for ham. ”Du holder kun af ham..?” spurgte han med et sigende hævet bryn. At hun havde problemer med at huske navnene, sagde Avidan dog intet til, for det var bestemt heller ikke altid lige nemt, når man kom udefra, og ikke rigtigt havde haft noget med familien at gøre, så lige der kunne han faktisk godt forstå hende. ”Jeg tog Cayla til mig som min egen datter, og jeg har på ingen måder fortrudt. Jeg håber blot, at jeg ikke er sådan en skamplet på familien som han har været i sin tid,” endte han sigende. Han havde sit indblik og sin mening hvad angik den kære Elvolganta, og han ønskede slet ikke at tænke på den mand mere, eller over hvad han havde gjort ved familien! ”Min mage ja.. Den eneste jeg nogensinde vil og kan være sammen med,” sagde han næsten.. smilende. Han vendte blikket mod Moniqe, som hun kom dem i møde i stedet for. Han kunne faktisk godt lide, at hun viste ham, hvad det var hun ville, for det var en bekræftelse, selv for ham. Han lagde sin kolde hånd over hendes, hvor han roligt lænede sig mod hende og skænkede hendes pande et kys. ”Jeg var netop på vej over til dig. Men nej.. Det er altid rart at lære nye familiemedlemmer at kende,” forsikrede han hende med et let smil på læben. Han ønskede selvfølgelig at gøre sit bedste, for han nægtede at ødelægge denne chance og denne mulighed!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior forsøgte egentlig kun at finde sig til rette med det hele, selvom det på ingen måder var nemt i sig selv. Han ønskede selvfølgelig at bevise for sin kære svigermor, at han i sandhed elskede Cayla, og at det var sammen med hende, han ønskede at være. Han var måske en anelse kejtet, men at sidde i en situation som denne, havde han ikke ligefrem forberedt sig på. Han sendte hende et let smil. ”Hun har altid været fars gris.. Mor går nu også an, når far skal være lidt på tværs,” sagde han morende. At Cayla altid havde været munter, forundrede ham ikke, men den stædighed der.. det var jo noget som tydeligt måtte ligge i familien! Det kunne ganske vidst godt være, at det ikke lå på hans side som sådan, men Marvalo og Jaceluck.. ikke nogen forundring for ham! ”Jeg har forstået, at det ikke har været en nem opvækst for hende.. At hun har formået at bevare det muntre, imponerer mig. Jeg elsker hende.. hun er den som jeg ønsker at tilbringe mit liv med.. uanset hvad andre vil mene,” endte han sigende. At se hende sidde og stirre efter Avidan var noget som selvfølgelig morede ham, så tog han det ikke tungt. Det var vel ikke bare ham som var fanget i kærlighedens spind? I sig selv, så var det faktisk ikke noget som gjorde ham det mindste, for han kunne nu godt lide den tanke. Ikke kun ham som var forfjamsket når man talte om dem som man elskede og holdt af. ”Det kunne jeg forstå..” endte han roligt som han så til at hun listede over til Avidan. Ikke fordi at han havde noget imod det. Han kunne faktisk godt lide at se familien samlet, og at se Cedric stråle sådan, var en tanke som kun gjorde det hele så meget bedre for dem alle sammen! Det var rart at se noget smil på læberne for en gangs skyld, for det havde jo på ingen måder været en nem tid. Caylas stemme som rungede, var noget som hurtigt trak i hans opmærksomhed, hvor han vendte blikket mod hende. Han rejste sig roligt op fra sin plads i sofaen. Armene som hun lagde om hans hals og nakke, fik ham kun til at smile. ”Jeg er nu stadig i live,” påpegede han drillende, som han tog imod hendes kys. Han drejede hovedet let, så han mødte hendes læber i stedet for. Han ønskede det mere end bare på kinden! Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. ”Tro det eller ej, min kære.. Jeg tror jeg har fået min kære svigermors accept,” endte han drillende, som han roligt lagde armen omkring hendes liv. ”Skal vi finde en plads ved bordet? Inden de alle er væk?” spurgte han glad. Han var virkelig munter lige i dag!

[Noelle Jaceluck]

Set i Noelles øjne var det ikke muligt at gøre hende mere ukomfortable end hun allerede var. Hun regnede bestemt heller ikke med at tilbringe hele aftenen i selskab med familien, det var akavet, hun følte sig ikke som en del af dem, og hun havde svært ved at at forholde sig til at det var dem hun vandrede blandt i det hele taget Avidan var dog en af de mere tålelige.. faktisk kunne hun godt lide ham. ”Du gør det for Moniqes skyld, som Enrico gør det for mig. Prøv at fortæl den mand at han egentlig ikke gør mig en tjeneste.. uanset selv slagmarken er mindre uhyggelig end dette,” mumlede hun lidt tørt og lod blikket glide omkring. Noelle havde aldrig været særlig god til følelser, hun kendte ikke ordene der skulle til at beskrive det hun følte i sit indre, og de store ord var aldrig nogle som havde forladt hendes læber, de var for store.. for dybe og for sårende. Hun nikkede sagte men trak lidt usikkert på skuldrene samtidig, som for at fortælle at hun faktisk ikke rigtigt var klar over det. ”Jeg holder meget af ham,” korregerede hun sig selv, også selvom det nok ikke gjorde det meget bedre. Avidan brugte 'elske' om Moniqe, hvilket hun ikke kunne få sig selv til at bruge om Enrico, også selvom det vel i virkeligheden var hvad hun gjorde? Elskede ham? Navene var langt væk, også fordi hun ikke havde haft at gøre med særlig mange af dem, men pointen var vel at hun nogenlunde havde en idé om hvem de var? ”Det tvivler jeg stærkt på. Særligt svigermor har en forkærlighed for mænd der kan finde ud af at tage dem af andre kvinders børn,” svarede hun med en spydighed der kun afslørede en form for bebrejdelse. Hendes far havde taget sig vel af hende, hun kunne takke ham for alt hun var blevet til, og han havde fået en yderst ringe tak for alt han havde gjort for familien. Som Moniqe endte med at komme hen til hende, betragtede hun hende blot med et lettere køligt smil. ”Jeg håber ikke at du snakker om mig kære søster, det kunne aldrig falde mig ind at være en plage. Jeg vil lade jer være alene,” endte hun og bukkede roligt hovedet mod dem. At Caia så bragte den nyhed at bordet og maden var klar passede hende ganske fint, hun var temmelig sulten. Roligt endte hun med igen at nærme sig Enrico og lade hånden stryge langs hans bagparti. Måske der var børn, men det kom de uanset til at lærer om.. før eller siden. ”Vil du med til bords?” spurgte hun med et stille smil. Det havde faktisk gjort hende i lidt bedre humør at snakke med Avidan, hvilket hun heller ikke kunne ligge skjul på. Så der var om ikke andet nogle fornuftige familiemedlemmer i dette hus.

[Deleted]

Det morede kun Moniqe at høre Junior fortælle om den lille kernefamilie, og det gjorde hende lykkelig at vide at Faith og Kimeya ikke havde formået at ødelægge det hele for hendes kære datter, når alt kom til alt så havde hun født Cayla.. ligget med smerter i timevis, og i sidste ende var det kun hende som havde betyder noget. I dag kunne hun kun fortryde at hun havde bedraget ikke kun Faith men også Avidan et utal af gange med en mand som hendes søster elskede af hele sit hjerte, men de færreste vidste at hun kunne have haft endnu et barn i dag hvis ikke Kimeya var kommet hende i forkøbet med døden. Hun var stadig bekymret for hvad der skulle ske med hende og Avidan, bekymret for om han nogensinde ville være i stand til at tilgive hende, hvilket også var grunden til at hun ikke vidste hvordan pokker hun skulle opfører sig i hans nærhed. Hun frygtede inderligt og dybt at han en dag ville efterlade på baggrund af det hun havde gjort mod ham, men de havde jo været gode sammen. Hånden lagde hun roligt mod hans arm og lod Junior alene for en stund. Hun ville gerne vise Avidan at hun var ked af det hun havde forsaget, og at det var ham hun elskede. Blikket gled fra ham og til Noelle. Hun frygtede lidt at hun kunne finde på at skræmme ham væk eftersom hun ikke ligefrem var kendt for at være venligheden selv. Kulden i hendes øjne sagde det hele ”Det ser ud til at jeg kom dig i forkøbet. Jeg er glad for at hun opfører sig pænt, det er en sjældenhed,” påpegede hun lettere drilsk også selvom hun vidste at Noelle ikke ville tage det for noget. Hun nikkede roligt mod hende i gensidig respekt idet hun valgte at gå hen til Enrico. Selv vendte hun sig mod Avidan med det stille smil på læben og hævede hånden for i stedet at lade den glide over hans kølige kind. ”Jeg begynder at blive ør i hovedet. Hvad siger du til at trække os efter middagen? Jeg har mere lyst til bare at være lidt sammen med dig, vi har ikke tilbragt tid sammen i mange år,” endte hun dæmpet og lagde hovedet på sned. De havde mange ting at snakke om, som de ikke havde nået inden de havde valgt at gå ned, og det ville hun hellere end at sidde sammen i den larm, heldigvis for alle de værelser der befandt sig i huset. Hånden greb hun roligt om hans, før hun begyndte at fører ham med sig ind i spisestuen som var dækket op. Børnene havde allerede sat sig til rette hvilket kun fik hende til at smile. Moniqe satte sig i den anden ende og slap ham endeligt. Overfor hende var der allerede dækket op særligt til ham, i stedet for en tallerken stod et glas med blod, og det samme gjorde der til Enrico dog ved siden af tallerknen, der var ingen der rigtigt kendte ham godt nok til at vide hvilken form for føde han fortrak. Cecilaya sad og råbte ind over bordet.. magen til livlig pige havde hun ikke set siden Cayla og den tanke morede hende.

[Deleted]

Som Cayla kunne se så faldt Junior faktisk temmelig godt i hak med hendes mor. Det var underligt at se hende og huske hvor højt hun altid havde elsket hende for ikke at have et forhold til hende nu. Hun kendte hverken sin mor eller Avidan mere, ikke som hun havde gjort engang, desuden var det svært for hende at finde ud af hvordan hun skulle forholde sig til de komplicerede familieforhold når der ligeså skulle være plads til Faith og Kimeya, de havde trods alt opdraget hende. Hun trådte hen til Junior og lod ham rejse sig. Armene lagde hun om hans nakke kun for at holde ham tæt til sig. Selvom det havde været lidt af en chance at lade sig overtale, så havde hun på ingen måde fortrudt det, han havde ikke skuffet hende en gang siden, hvilket ringen hun bar kun var et symbol på. Hun sendte ham et varmt smil og lod kort hånden søge ned over hans kind. ”Det kan jeg høre,” påpegede hun en smule drillende med hentydning til hans hjerte, hun kunne høre det banke hvilket altid havde fascineret hende. Lidt overraskende for selv hende, lod hun læberne møde hans i et flygtigt kys, der kun bragte en rødmen frem i de blege kinder. Kinden lagde hun mod hans varme, ru hånd. Hun elskede når han kærtegnede hende på den måde, for det var også en bekræftelse for hende. ”Det var dog utroligt.. ej du er svigermors drøm,” svarede hun med et drilagtigt glimt i de gyldne øjne. Junior var en god mand, han passede på hende og Aliyah, der var ingen grund til ikke at elske ham. Til tider spurgte hun stadig sig selv om hvordan hun kunne være så heldig at have ham ved sin side. Cayla lagde hovedet mod hans skulder som han endte med selv at ligge armene om hende. Den søde duft hang i hendes næse, og skabte en form for ro og tryghed i det indre. ”Det burde vi nok... men jeg står udmærket her,” erkendte hun og smilte for sig selv. Hånden lod hun falde fra hans kind og ned på hans bryst. Det var sjældent de havde tid til hinanden, Aliyah var krævende, så hun tog hvad hun kunne få når hun endelig kunne, også fordi at tøsen meget gerne ville have fars opmærksomhed, og gerne mere eller mindre alle døgnets 24 timer. ”Jeg elsker dig, ved du godt det?” hviskede hun mere dæmpet, ikke fordi at hun var bange for at nogle skulle overhøre dem, det var ikke noget hun lagde skjul på, men det var jo udelukkende henvendt til ham. De andre var begyndt at finde boret, de burde nok det samme, var de heldige så fik hun lov til at sidde lidt med ham alene inden Aliyah igen ville kræve ham, hvilket hun ikke havde noget imod, alt for deres lille engel.

[Deleted]

I det store og hele, så var Avidan på ingen måder skræmt af Noelles fremgangsmåde, for det var der vel heller ikke nogen grund til? Han forstod skam godt, at hun havde sit liv på slagmarken, og at dette var en helt anden form for mark som hun skulle bekæmpe, og som på ingen måder var særlig nemt igen, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han trak ganske svagt på smilebåndet. Selv kunne han ikke drømme om andet end at tilgive Moniqe for hvad hun havde gjort, såfremt at hun endnu ønskede ham i sit liv, for det var det eneste som faktisk betød noget for ham. ”Jeg vil ikke kunne tale på vegne af en anden mand, men jeg ved jeg gør det for Moniqe, og uanset hvor svært det er for hende, så ved jeg, at hun kan lide det, og det er vel også det som betyder noget?” endte han roligt. Enricos blik havde han allerede lagt mærke til, og han vidste at manden havde noget for denne kvinde. Ikke at han kunne se hvad, men det var bestemt heller ikke hans tanke at skulle være omkring. Han smilede svagt. ”Jeg tror du gør mere end bare at holde af ham, Noelle.. Til tider er det bare bedst at hoppe ud i det og tage det som det kommer,” endte han ganske roligt.
At Moniqe var kommet dem i møde, havde han skam ikke noget imod, for han kunne virkelig godt lide at hun faktisk gjorde lidt også for at møde ham lidt! Hånden lagde han roligt mod hans, som Noelle alligevel valgte at søge i retningen af Enrico. Hun var en temmelig spøjs en af slagsen, og frygtelig anderledes end resten af familien, som han nu havde kendskab til fra før af, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til. Det var dejligt nok med lidt veksling i det hele. At hun var ved at blive ør i hovedet, var noget som fik hans smil til at falme, for han ønskede jo heller ikke at hun skulle have det skidt tilpas på nogen måde! Han vendte sig roligt mod hendes skikkelse, hvor han hævede hånden som han lagde mod hendes kind som han strøg ganske let. ”Du har det ikke skidt, vel..? Vi har ganske vidst meget vi skal tale om.. hvad med bare at gøre middagen hurtig? Og så tage hjem..?” foreslog han roligt. Et glas blod ville han hurtigt kunne bunde, takke for sig, og så tage hende med hjem – hvis det stod endnu om ikke andet, for han vidste faktisk ikke noget som helst om.. noget som helst mere, men han var mere end klar til at gøre hvad der trænges for at få Moniqe ved sig igen!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var ganske vidst klar over, at Noelle på ingen måder brød sig om tanken om jul eller familiearrangementer, men ikke desto mindre, så var han glad for at hun havde valgt at give det en chance og så tage med. Selvom han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, inden det ville blive for meget for hende, men så lang tid hun forsøgte, så var han ikke den som skulle brokke sig. Selv sad han midt i en dybere samtale sammen med fødselsdagsbarnet, hvor han forhørte sig lidt om familien, også for muligheden for at vise interesse og selv sætte sig en anelse ind i det hele. Selv for ham var det jo temmelig vigtigt, at kunne sætte sig en smule ind i det, nu hvor han endelig havde muligheden! Han havde netop valgt at tage afskeden med Cedric som var gået videre til den næste for at hilse på og snakke, for selv han var da i et utroligt humør til aften, hvilket så sandelig også var fuldt forståeligt, når mere eller mindre hele familien var samlet, og det var selvfølgelig også utrolig rart! Han smilede let for sig selv, som hånden gled over hans bagparti og med den duft.. det kunne blot være en kvinde, og det var kun noget som gjorde det mange gange bedre, selv for ham! Det der dog direkte måtte overraske ham, var hendes pludselige.. muntre humør, for det var bestemt ikke det humør han havde set hende med bare for kort tid siden! Armen gled roligt omkring hende, hvor han trykkede hende tættere ind mod sig. Han elskede hende, og selvom det måske ikke just var ord som han havde skænket hende, så følte han det, og han ønskede at vise det igennem handling.. Det var desuden også det som han var bedst til! ”Det passer mig fint.. Jeg begynder at blive sulten efterhånden..” endte han roligt. Han selv var måske en vampyr som folk ikke altid kunne finde ud af, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. Tungen strøg han let over sine læber, som han kyssede hende ved hendes mundvig. Han ønskede jo at vise hende hvor hun havde ham, samt hvad han følte for hende. Han var ikke for god til følelser, men den menneskelige var jo alligevel en del af ham. ”Du har klaret det flot i aften, og det skal du vide.. Kom med..” Han førte hende roligt i retningen af køkkenet, hvor han kunne høre de mange gæster forsøge at komme på plads, også selvom det ikke var nemt med de mange børn, og det var det som i sandhed også morede ham lidt!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde bestemt ikke noget imod at snakke om sin elskede familie, for han ville slet ikke lægge skjul på hvor meget han var stolt af den på alle måder! Selv på trods af Aliyahs handicap, så var det slet ikke noget som gjorde nogen forskel for hans del. At Cayla kom ham i møde igen, var slet ikke noget som han havde noget imod. Hvis dette var noget som gav ham en mulighed for at have hende lidt alene, så var det skam også det hele værd, for selvom han måske var tøsens favorit, men selv mor kunne du og det vidste han. Armene gled let omkring hendes liv, som han vendte blikket mod hende igen. Han kuklo ganske let til hendes ord. ”Der skulle meget gerne være lyd der i hvert fald,” endte han morende, som han roligt betragtede sig af hende. Hvis der var nogen som gjorde ham lykkelig, så var det da helt klart hende, og det var uden videre omsvøb! Han sendte hende et drilsk smil. ”Jeg er da svigermors drøm, Cayla.. Hun elskede mig,” påpegede han morende, som han let blinkede til hende. Lige nu havde han endelig muligheden for at have hende lidt alene, hvilket var noget som faktisk passede ham selv ganske fint, for det gjorde kun det hele langt nemmere og ikke mindst bedre, selv i hans forstand. Armene lagde han tæt om hende, som hun lagde hovedet mod hans skulder og ved hans bryst. Han lukkede øjnene let. Det var hende som gjorde ham lykkelig, og selv var han slet ikke i tvivl om, at det var hende som han skulle blive gammel med. ”Bliver vi stående her, misser vi jo snart en plads ved bordet,” påpegede han med et let smil på læben. Han trykkede hende tæt ind mod sin egen krop, kun for at mærke hende helt tæt på. Nu hvor Aliyah måtte sove, også selvom han vidste, at det kun var et spørgsmål om tid før hun stod op igen, for det havde ikke været far som havde puttet hende. En tanke som morede ham. Han kunne nu godt lide at Aliyah var så glad for ham, men der skulle jo også være plads til mor! Hendes ord var noget som virkelig måtte formå at varme ham som intet andet overhovedet, hvor smilet kun bredte sig på hans læber. De mørke øjne gled igen mod hendes skikkelse. ”Gør du da det?” spurgte han tydeligt drillende, som han roligt førte hende med sig i retningen af køkkenet, hvor man tydeligt kunne høre hvordan folk forsøgte at finde sig til rette ved det store bord.

[Noelle Jaceluck]

En ting var slagmarken. Der vidste hun om ikke andet hvem der var venner og hvem der var fjender. Der var det hende som var den ledende, den som havde sidste ord og den smerte hun blev påført var kun fysisk nu om dage, mordene, blodet og sorgen rørte hende ikke på samme måde mere, hun havde lært at lukke af for de følelser, hvilket i virkeligheden nok også var det som havde gjort hende dårlig til den slags. Det havde hjulpet meget på Noelles humør at snakke med Avidan, af en mærkelig grund hun ikke forstod, han havde jo ikke givet hende ord som hun ikke før havde hørt. Kort kastede hun blikket over skulderen og himlede med øjnene ved synet af Moniqe og ham som næsten ikke kunne tage øjnene fra hinanden. Hun havde det på samme måde med Enrico, også selvom hun ikke viste det så tydeligt som de gjorde. Uskyldigt lod hun hånden søge hen over hans endeparti, kun for at lade armen ende omkring ham. Det var ikke fordi hun havde fået mere lyst til at blive, men ikke alle var lige slemme, det måtte hun jo nok erkende. Hånden lod hun søge igennem sine rødbrune lokker der hang langt og lettere bølget ned over den rettede ryg. ”Jamen dog.. hvis det er kan jeg stærkt anbefale min kære moder. Jeg er sikker på at hun smager fantastisk og så slipper vi for at høre på hende mere,” påpegede hun, og selvom hun selvfølgelig mente det drilsk, så var der en hvis snart af alvor skjult i tonen, hun brød sig ligeså meget om sin mor som hun gjorde af Faith, hvilket vil sige ikke meget. Det stille kys mod hendes mundvige fik hende til at rynke lettere utilfredst på panden. ”Hvis du tror at jeg godtager det der, er jeg bange for at jeg må skuffe dig,” sagde hun ærligt, og lagde hånden mod hans kind kun for at tvinge hans blik mod hendes for at kunne skænke hans læber et lidt mere krævende kys, næsten som havde det været en af de meget velkendte hævnaktioner fra fortiden. Noelle fulgte ham ind i spisestuen hvor Moniqe allerede havde sat sig. Hun var hurtig til at optage pladsen ved siden af, eftersom hun nok ville være den eneste hun ville kunne holde ud gennem en hel middag. Desuden var hun jo nok lidt fascineret af den kære Avidan, han virkede meget som hende selv... lidt kølig, lidt mystisk og han gjorde kun dette for Moniqes skyld. I hendes tilfælde var det omvendt, hun gjorde det kun fordi Enrico havde fået hende overtalt. ”Jeg regner ikke med at blive længe efter dette?” hun kastede sit blik på ham, lettere spørgende. Måske hun havde klaret det godt til nu, men det var begrænset hvor lang tid selv hun kunne lade som om.

[Deleted]

For dem som ikke var vant til at håndtere Noelle, så vidste Moniqe godt at hun kunne være lidt af en mundfuld. Hun havde aldrig været bange for ærlighed og hun bar en hårdhed som end ikke Jaqia var i stand til at hamle op med, sådan havde det altid været, men hun var også den eneste som vidste hvorfor, eftersom de var her gik hun ikke ud fra at det var noget som hun havde delt med den kære Enrico. På trods af hendes manglende kendskab til den mand så lod han til at være en god mand. Bekymringen så hun næsten malet i hans øjne i samme øjeblik hun gav udtryk for sin utilpashed, også selvom den nok mere lå i undskyldningen for at kunne takke tidligt af. Hovedet lagde hun på sned. ”Bare rolig det er intet,” sagde hun hurtigt, for det var bestemt ikke meningen at han skulle bekymre sig unødigt! Hun nikkede medgivende. Det lød fornuftigt at gøre middagen hurtigt færdigt også selvom det næsten var synd for Elanya og Liya som havde kæmpet med at lave den, men der var trods alt også nok til at spise den! Avidan kunne alligevel nøjes med et glas blod, og det ville ikke tage hende lang tid at skovle en lille tallerken ind, hun følte sig endnu ikke særlig sulten, mest på grund af de mange bekymringer hun gjorde sig i forhold til Avidan. ”Ikke direkte skidt nej, jeg vil bare gerne tilbringe tiden med dig nu hvor jeg har mulighed for det. Lad os gøre det,” endte hun roligt og sendte ham et varmt smil. Hun endte med at glide ned i stolen for bordenden med Avidans glas med blod foran. De grønne øjne faldt på Noelle og Enrico som de også endte med at komme ind. Faith lod til at have hentet en tallerken til hende og Kimeya men ingen ville bebrejde dem for at være sammen, det undrede hende dog lidt at hverken Liya eller Elanya var til stede de havde jo begge brugt timer i køkkenet, men Nathaniel var vel også kommet hjem? Fokus vendte hun atter mod den velduftende mad som blev sat på bordet og stod der som skue til det fristede øje. Tænderne løb næsten i vand, måske hun kunne nå at skovle en lidt stor tallerken ind? Hånden lod hun glide gennem de flammerøde lokker, før hun skubbede stolen lidt til side så Noelle kunne mase sig ned, selvom spisestuen var stor så var den jo heller ikke bygget til så mange mennesker, det sagde bare lidt om hvor stor familien var blevet på ingen tid.

[Deleted]

Cayla elskede sin lille familie også selvom hun havde fået en datter som var en værre far gris. Hun nød de sjældne dage hvor far ikke duede, hvor kun mor var god nok, hun måtte vel bare acceptere at tøsen havde et særligt bånd til sin kære far? Også selvom det gjorde lidt ondt på hendes moderlige hjerte til tider. Hånden mod hans bryst lod hun roligt søge til hans hjerte hvor hun direkte kunne mærke det banke under sine fingrer. Følelsen fik hendes eget til selv at banke hurtigere. Når alt kom til alt var hun et dyr og det var svært at ligge skjul på, men så lang tid han ikke udviste frygt for hende, så havde hun intet mod det. Hans drilske smil fik hende blot til at ryste på hovedet med en blid latter. ”Hvordan kan man da også gøre andet?” spurgte hun ganske vidst drilsk, men hun mente det skam. Hovedet lod hun hvile mod hans skulder, det var rart når han holdt om hende, også fordi de stunder som nu var ved at være ret sjældne – desværre. Blikket gled mod den hånd som hvilede på hans bryst hvor ringen ligeså sad og badede sig i de levende fakler der oplyste stuen. Den var så smuk, og hun var direkte stolt over at bærer den også selvom der ikke lod til at være et bryllup forude. Under alle omstændigheder så ville hun ikke fjerne den fra sin finger, ikke før han skar fingeren af hende. ”Du har ret.. vi burde finde en plads,” svarede hun igen dog uden at rykke sig ud af flækken. De rosenrøde læber skiltes i et let smil. Det var ikke for at være doven, men når det endelig havde tid til det så blev hun vel lidt af en.. puttetrold? Selvom hun bakkede hele vejen ud så fulgte hun ham ud i køkkenet med et let grin, før hun endelig endte med at slippe ham, hun ville nødig virke klistrende og slet ikke foran hele familien, til tider var det bare frustrerende at være så glad for en, og så ikke kunne vise det til fulde. For et kort øjeblik lod hun minen antage en direkte fornærmet maske, også selvom smilet på læberne brød alvoren i den. Hånden satte hun i siden inden hun daskede til ham. ”Du skal da ikke gøre grin med mig når jeg står og krænger mit hjerte ud til dig,” udbrød hun morende, for det var ikke noget hun tog for tæt til sig, det var jo bare Junior. Selv endte hun med at tage plads ved siden af Noelle, dog uden at lade det skulende blik forlade ham. Hun forsøgte da om ikke andet, også selvom alt dette heller ikke var nemt for hende.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico måtte ærligt erkende, at han var positivt overrasket over hvor godt Noelle egentlig havde formået at gøre tingene, så selvfølgelig var det noget som han ville vise hende. At hun så var kommet ham i møde ved at lade hånden glide over hans bagparti, var bestemt ikke noget som han havde det vildeste imod, for det var vel bare sådan at det måtte være? Det påvirkede hans dyr i den forstand, at han helst ikke ville vise det i front af alle de børn og unge som faktisk var til stede her, for det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at vise det. Han sendte hende et overbærende smil. At hun ikke magtede sin mor, havde han efterhånden indset, hvor han roligt lod armen glide omkring hendes slanke talje, kun for at have hende tæt på sig. Han ønskede ikke nogen ondt i denne givende situation – specielt hvis det her lige så var hans chance til at få en fod indenfor Marvalo og Jaceluck, så var det helt klart noget som lige så også skulle udnyttes. ”Jeg må desværre skuffe dig min kære.. Jeg er ikke meget til svigermødre,” endte han med et let drilsk smil på læben. At kysset mod hendes mundvig på ingen måde var nok, kom dog en anelse bag på ham, for hun plejede da ikke at.. vise det offentligt og på den her måde! Kysset gengældte og besvarede han dog mere end glædeligt. Et minde fra dengang det bare ikke havde fungeret dem imellem, for der kunne hun sagtens finde på at bane sig vejen frem på den måde! ”Den skal jeg da huske..” endte han mere roligt, som han førte hende med sig ud i køkkenet. Børnene stormede mere eller mindre rundt for at finde de bedst alternative pladser. At Faith kun lige var nede og hente en tallerken til hende og Kimeya sagde han nu ikke noget til. Af hvad han havde fået med sig, så havde manden det bestemt heller ikke særlig godt. Trist i denne juletid. Han indtog roligt pladsen overfor hende ved bordet, hvor han endte med at sidde ved siden af Avidan. ”Jeg regner med at vi takker for os efter middagen, kære.. Du har klaret det godt,” lovede han roligt. Hvis hun ikke kunne mere, så skulle hun selvfølgelig heller ikke presses ud i mere, men han kunne faktisk godt lide, at hun havde indvilget i at give det en chance og faktisk var stået på døren. Han roste hende faktisk for det, for det var noget som han faktisk var glad for – også på hendes vegne.

[Deleted]

Avidan var her udelukkende for Moniqes skyld, for selv for ham, var det her for mange mennesker. Noelle kunne han forholde sig til, for hun mindede på mange måder lidt om ham selv. Selvom han måske ikke var så stædig og frembrusende, så var hun alligevel en form af det individ, som han kunne formå at føre en passende samtale med, og det var noget som han faktisk havde det fint med. At Moniqe var ør i hovedet, gjorde ham automatisk bekymret, for han ønskede jo på ingen måder, at hun skulle have det skidt! Bare alene tanken om det, gjorde jo at han ville have hende med sig hjem igen! Selvom han ganske vidst ikke engang vidste om ’hjem’ egentlig stod endnu, for det var jo tydeligt selv for ham, at han havde været væk i frygtelig mange år, så fortrød han ikke at han havde valgt at lukke hende ind i det døde og iskolde hjerte. ”Hvis du er ør i hovedet, så er det helt klart noget, Moniqe,” påpegede han alligevel med en anelse bestemthed i hans tone. Han betragtede hende sigende. At gøre middagen hurtig og få den overstået, så de kunne komme hjem, var bestemt heller ikke en tanke som gjorde ham det mindste, for han ønskede jo egentlig selv muligheden for at have hende.. bare lidt for sig selv nu? Han nikkede stille. At det var Liya og Elanya som havde stået i timer for at få maden færdig, vidste han ikke, men det duftede virkelig fantastisk! Det var ved at være frygtelig mange år siden, han havde været i stand til at sætte tænderne i en ordentlig flæskesteg, selvom.. ja, det kunne han vel ikke? Han måtte nøjes med blodet fra da dyret har været slagtet, selvom han nu ikke var den som skulle brokke sig. Ikke når han havde Moniqe. ”Så gør vi det sådan,” medstemte han roligt, som han førte hende med sig ind i den store spisestue, så de kunne sætte sig til bords. Han tog roligt plads på sin side af bordet ved siden af Enrico. Det var nu ikke de værste som man kunne mænge sig med, havde han nu fået konkluderet. Det var ganske vidst en stor familie, som var blandet med alt fra begge sider, hvilket i sig selv, faktisk var en tanke som han måtte finde yderst underholdende.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior frygtede på ingen måder det dyr som Cayla var en del af, og som var en del af hende, for det var vel bare efterhånden en tanke som han havde vænnet sig til? Han hævede hånden som han ganske let strøg over hendes kind, som smilet forblev på hans læber. Han kunne jo slet ikke få sig til andet når han endelig havde hende alene. Han havde bestemt heller ikke været ude på at skulle angribe hendes rolle som mor, ved at have en datter som anså ham som en favorit, for han forsøgte at skubbe hende en anelse mod Cayla til tider, også selvom det ikke altid gik som han ville det! Han sendte hende et morende smil. ”Ja, det må du jo fortælle mig,” påpegede han med en tydeligt drillende mine, som han førte hende med sig til køkkenet. Med den støj som var i gang blandt alle, i og med at de forsøgte at overdøve hinanden, og børnene som rendt rundt for at finde en plads som var god nok, samt Cedric som sad med det største smil som han nogensinde havde set knægten med, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre, selv set i hans øjne! ”Det må vi nok,” endte han med et let smil på læben, for løgn var det jo ikke ligefrem. Han førte hende roligt frem som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Han vidste selvfølgelig at hun elskede ham, for hun gjorde meget ud af at bevise det for ham, hvilket i den grad også var noget som han frygtelig godt kunne lide! Han kunne godt lide den bekræftelse som hun gav ham, også fordi at det betød uendelig meget for ham! Han slog ud i en let latter, som han lod næsen gnide sig let op af hendes – som havde det været en måde hvorpå et dyr skænkede et andet et kys. Han havde nu ikke noget imod at hun kunne fortælle hele befolkningen om hendes følelser for ham, for han elskede det! Lidt opmærksomhedskrævende kunne han vel lige så være? Hendes dask morede ham, kun for latteren næsten måtte tage til. ”Jamen min kære Cayla.. Jeg vil da have at de alle sammen skal vide det!” endte han morede, som han lod hende tage pladsen ved siden af Noelle, hvor han så valgte at tage den som var på den anden side af Enrico, så de alle kunne komme til bords. Børnene havde lige så formået at sætte sig, selvom de rakte ud efter alt som stod på bordet. Sultne var de!