Merry Christmas!

[Deleted]

Moniqe var klar over, at dette var en lidt underlig situation for alle, eftersom hun ikke havde været der til at opdrage sin egen datter. Tak til Kimeya for den.. Tanken om hun faktisk kunne have haft endnu en.. sammen med ham, det ville kun have gjort alting langt værre! Den der to det pænest var sådan set Cayla, hun virkede nysgerrig, men samtidig afklaret med hvem hun faktisk så på som sine forældre, også selvom det på mange måder var et lille stik i hendes moder hjerte. Hun nikkede lidt eftertænksomt. ”Jo det er gået meget godt til nu,” endte hun og sendte ham et varmt smil. Junior var en god mand, det kunne hun allerede nu konkludere, og han elskede hendes datter, det var hun slet ikke i tvivl om, magen til julelys skulle man lede længe efter, selv på juleaften. Moniqe slap en blid latter. Faith og Kimeya havde rost ham, og han tænkte som det første 'åh-nej'? Hun kunne ikke bebrejde ham, for det ville de fleste nok tænke når det kom til de to! ”Det er vores lille hemmelighed, det store og det hele er, at jeg ved du er god ved hende,” svarede hun med et blidt smil på læben. For en kort stund havde hende og Avidan fået øjenkontakt, hvilket havde været alt hun behøvede. Hun nød at høre ham kalde sig selv for heldig, fordi han havde hende, særlig fordi hun ikke selv følte at han var den mest heldige.. hun havde jo ikke været ham tro for pokker! Hjertet sprang et slag over, hun følte varmen brede dig, og det var altså noget som afspejlede sig i hendes kinder. At Lestat så havde set det, var noget som kun gjorde hende mere forlegen! Hun vendte blikket mod ham, også selvom hun desperat forsøgte at nedtone den røde farve i sine kinder. ”Det ligger til familien, min kære. Det skulle forundre mig meget hvis Cayla ikke gør det ved det mindste?” hun så på ham lidt sigende, ganske sikker på at han havde erfaring med det. At Cayla var hans eneste ene, var hun slet ikke i tvivl om som omvendt. Hvad mere kunne hun have bedt om? Moniqe lænede sig blot roligt tilbage, hun fornemmede hans nervøsitet. ”Fortæl hvad der er at fortælle, vi har alverdens tid,” påpegede hun næsten helt morende. Åh ja, hun havde i sandhed savnet at være en mor!

[Silia D. Diamaqima]

Faith vågnede med en mindre spjæt. Det havde slet ikke været meningen at hun skulle falde i søvn! Blikket gled mod Kimeya som endnu lå og sov tungt. Manden var stadig fuldstændig bleg, og hun kunne høre at hans vejrtrækning var anstrengt. Måske hun skulle få Nathaniel til at tage et kig på ham, for hun var stadig ikke helt tryg ved at lade ham ligge selv! Selv oppe fra soveværelset, kunne hun høre de glade stemmer, lystigt snakke nede i stuen. Det lød som om langt de fleste var kommet, hvor meget var hun egentlig gået glip af? ”Jeg går ned og hilser på min kære. Jeg får Nathaniel til at tage et kig på dig, før du kommer ned, hvis du er i stand til det,” hviskede hun blidt, velvidende om at han med største sandsynlighed ikke hørte hende, men beskeden skulle jo videre. Hun strøg hånden igennem hans hår, før hun selv endte med at rejse sig. Håret var uglet efter at have ligget i sengen og hendes kjole var heller intet at råbe hurra for. Hun strøg ud på deres private, lille badeværelse, og vaskede sig i hovedet, med det vand som stod i baljen ved siden af. Børsten førte hun igennem håret, hun havde ikke lyst til at komme ned og ligne noget som katten havde slæbt med ind, særligt ikke efter hun selv havde været gået under jorden for en tid. Det var Cedrics fødselsdag, hun huskede hvordan hun på dette tidspunkt havde ligget med veer for mange år siden, været så rasende på Kimeya. Nej juleaften havde aldrig været normal for dem, men det skulle der laves om på i år. Atter gik hun ind på soveværelset, kun for at skifte til en mørkegrøn kjole, uden stropper, som fulgte hendes slanke figur, og havde et bælte af perler omkring taljen. Hun havde fået den af Kimeya for mange år siden. De funklende grønne øjne betragtede ham en sidste gang med bekymring, før hun selv forlod soveværelset. Der var lunt.. Det kunne hun mærke og det var bestemt rart. Hun tog roligt trappen ned og mødte stuen hvor børnene legede rundt om benene på de voksne. Hun var klar over at hun endnu så en smule søvndøsig ud, men hun var jo trods alt værtinden, så det var også begrænset hvor lang tid hun kunne blive væk. Hænderne foldede hun roligt foran sig, og trådte ind i stuen til alle de andre, også selvom hun særligt måtte spejde efter Nathaniel i mængden.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste godt at han var nødt til at holde godt fast i Noelle. Specielt fordi at hun var den kvinde som han var, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det var. Han elskede hende virkelig, og nu hvor han faktisk havde fået lov til at få det frem, og vide at det var gengældt, var noget af det bedste af det hele! Han var selv ved at være ganske kort kendt med navnene her i familien, også fordi at han vel.. var blevet en del af det selv? Selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde ham det mindste, men ikke desto mindre, så var det kun noget som efterlod ham med en tydelig lettelse på sit vis, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han smilede let, som han indsnusede hendes dejlige og behagelige duft, for det var en duft som kunne få ham til at falde ganske meget til ro. ”Du skal nok lære det, min egen..” endte han ganske sigende mod hendes øre og med det samme rolige smil på læben. Hun havde aldrig været særlig engageret i familien, hvilket han udmærket godt vidste i den anden ende. Selv ønskede han også at hilse lidt på de andre, for han ønskede jo trods alt også at vise hende såvel som de andre, at han ikke bare klamrede sig til Noelle, for han var fra slottet, og sikkert ikke den mest velsete her i hytten, men det var slet ikke noget som man måtte kunne gøre noget ved i den anden ende. Han gik roligt ind i den anden stue, også selvom han havde et meget godt øre med hvad der skete omkring Noelle. Selvfølgelig vidste han at hun kunne passe på sig selv, men ikke desto mindre, så var han i den grad også meget over hende, for andet turde han da slet ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte roligt blikket frem for sig. De mange unger som stormede ham om benene, var ham dog en stressfaktor, for hvis der var noget som han ikke var særlig god til, så var det da helt klart børn! Han bed sig svagt i læben, for det var virkelig at skulle tage sig sammen, for nemt var det bestemt heller ikke. Han sukkede dæmpet, lukkede øjnene, også fordi at han virkelig var bange for at.. flippe i den anden ende, for de var over det hele og endda hele tiden, og det var slet ikke noget som han kunne sige det mindste til i den anden ende. Han endte med at sætte sig ned i en stol i stedet for, mest af alt så han kunne holde lidt øje med Noelle.. bare lidt på en afstand, uden direkte at virke sig synderlig bemærket, og det var selvfølgelig det bedste af det hele.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi at Avidan ønskede at skulle stå og konkurrere med Enrico over Noelle, for han.. havde forhåbentlig fået igen, også selvom han faktisk ikke vidste det, og det var en tanke som faktisk selv kunne gøre ham en anelse usikker. Han måtte dog alligevel erkende at Noelle havde en humor som han sagtens kunne følge, også fordi at den var meget.. tør og næsten ikke til stede – ligesom hans egen. Han blev stående og så på hende, som Enrico valgte at trække sig. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at skulle fremstille sig selv som nogen former for en trussel overfor manden, for det var slet ikke en intention som han måtte sidde inde med, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men ikke desto mindre, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sendte hende et let smil. Det at han smilte i det hele taget, var slet ikke noget som han gjorde normalt, men i denne stund, så var det næsten som om at det bare var noget som faldt ham ind, som var det noget som om at det hele nok skulle ordne sig – han håbede da om ikke andet, for han kunne da slet ikke andet! ”Tvært imod..” endte han roligt. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at gøre det slemt for hende, men.. han kunne jo se at hun slet ikke følte sig vel, selvom det vel var det som.. hun faktisk forsøgte på? Han hævede hånden og lagde den mod hendes varme skulder. ”Jeg har hørt frygtelig meget om dig, Noelle.. Jeg kan se at du slet ikke føler dig godt tilpas. Og ved du hvad? Jeg ønsker faktisk at du skal føle dig godt tilpas.. det er jo trods alt din familie, som du er sammen med..” påpegede han ganske sigende. Han lod hånden falde endnu en gang. Han ønskede ikke at virke bedrevidende eller belærende eller noget lignende, for det var slet ikke hans intention! At hun var beordrende, var slet ikke noget som han sagde noget til, for det var vel bare en del af hendes person, for det var en del af hendes arbejde? ”Hils lidt på familien.. fald lidt til.. Tro mig.. Det er ikke så svært når man omringes af Jaceluck og Marvalo,” påpegede han med en direkte morende mine, selv på trods af.. selv han kunne side inde med en humor som var til at spore til tider.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var virkelig smask forelsket i sin kære Cayla. Alene den tanke om at have hende tæt ved sig, var helt klart det bedste af det hele, men ikke desto mindre, så var det slet ikke noget som sagde så lidt. Han kendte udmærket til det ry og rygte som han havde haft, men ikke var det noget som han ønskede at skænke så meget som en eneste tanke i denne stund, for det var slet ikke noget so han ville få det mindste ud af i den anden ende. Han lod tungen stryge let over hans læber, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Cayla var virkelig det kæreste i hans liv, og det var slet ikke noget som han ville kunne kalde noget til nogen som helst andre! Blikket vendte han kun ganske kort i retningen af trappen, som han kunne se at Faith kom ned igen, også selvom hun så en kende.. omtumlet ud, men ikke var det noget som han sagde noget til, inden han igen vendte blikket mod Moniqe. Han elskede hendes datter, og selvfølgelig ønskede han også at passe på hende! ”Jeg prøver da.. Jeg ønsker bare.. hun skal være lykkelig. Det er det eneste som betyder noget for mig,” endte han sigende, også selvom det var ord som han faktisk mente! Tanken om at hun skulle være ulykkelig, var noget som var ham direkte dræbende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! Han bed tænderne svagt sammen, også selvom det var en anelse i det skjulte. At Moniqe var i det store spørgehjørne, var slet ikke noget som han sagde noget til, for han kunne helt klart godt forstå hende i den anden ende, så selvfølgelig var det ikke noget som sagde så lidt. Han trak vejret dybt. At de havde alverdens med tid, var slet ikke noget som forundrede ham, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Det forundre mig nu ikke.. Men ja.. Jeg kan ikke ligefrem påstå at det var… helt ren lykke, da jeg først fandt sammen med din datter.. Vi mødtes i al hemmelighed i ruinerne..” endte han med et stille smil på læben, en anelse.. charmerende måske, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være. ”Hendes graviditet opdagede vi andre, længe før hun selv forstod hvad der skete.. Jeg forlod tronen i Procias.. og søgte hertil.. Og vi har været sammen siden,” endte han med en rolig mine. Måske historien i korte træk, men.. det var jo sådan at det var.

[Noelle Jaceluck]

Noelle var bestemt ikke sikker på at hun ville lærer det nogensinde, hun havde aldrig været god til at omgås andre og særligt ikke sin egen familie, også selvom der selvfølgelig var nogle i blandt som var lettere at have med at gøre end andre. Det var første gang at hende og Enrico direkte var blandt offentligheden og faktisk viste at de var sammen, hvilket hun nu ikke havde noget imod, for hun elskede ham og det var store ord fra hendes læber! ”Ja ja,” svarede hun bare kortfattet og himlede med øjnene. På trods af at hun var ild dæmon, så havde hun svært ved at udvise den varme i sin tone, hun var vant til at være lidt skarpt i kæften og selv overfor Enrico var det svært for hende at ligge væk, også selvom det slet ikke var ringe ment! Selvom Enrico forlod hendes side, så blev hun selv stående med Avidan, det var en af de få hun faktisk kunne fører en forholdsvis fornuftig samtale med! Hendes humør var måske tør, men hun var trods alt en dvasianer med alt hvad det måtte indebære, og det var hele grunden til at hun ikke passede ind.. familien var ganske simpelt for blød, og en vampyr kunne hun.. følge! Hun sendte ham selv et lidt kækt smil som det eneste hun rigtigt kendte til, hun følte sig faktisk tilpas i hans selskab også selvom det var lidt mere.. akavet nu hvor Enrico ikke længere var der, han var hendes sociale skjold. Måske det var lettere at tage imod Avidan fordi hun faktisk holdt af Moniqe. Hun endte direkte med at stirrer på hans hånd som den endte mod hendes skulder. Berøringer var hun ikke god til, hun var trods alt vant til slagmarken og det havde givet hende nogle mén. ”Kun godt vil jeg håbe?” endte hun lidt sigende, også selvom hun vidste at hendes rygte derude var for hårdt til at være godt. ”Det er lettere sagt en gjort,” mumlede hun yderst stilfærdigt velvidende om at det nok kun ville være ham.. og Enrico der hørte hende. Hun tog ikke blikket af hånden på nogen måde, men hun skubbede ham heller ikke væk. ”Jeg er ikke god til min familie.. jeg har aldrig været en del af den Avidan, og jeg er bestemt ikke fan af at den er blevet udviddet med Maloya og Marvalo,” erkendte hun sigende, og de grønne øjne søge mod hans. Hun gik meget op i racerenhed, i hvert fald når det kom til sin egen familie. Et sted følte hun sig som det sorte får, og det var vel egentlig der problemer lå?

[Deleted]

Moniqe kunne direkte se det lyse ud af Juniors øjne, hun var ikke i tvivl om at han elskede Cayla, og selvom hun ikke havde været der genne sin datters barndom, så betød det meget for hende at hun var lykkelig. Hun havde aldrig hørt om ham, hun vidste ikke hvilket rygte han havde haft før i tiden, det eneste hun kunne se, var at hun sad overfor en mand som virkelig gik op i sin familie. Hun fulgte hans blik til Faith der direkte så.. udkørt og brugt ud, og den tanke skræmte hende, udelukkende fordi Faith altid havde været en af de stærkeste kvinder hun havde kendt. Hun sendte sin kære søster et blidt smil før hun igen vendte opmærksomheden mod Junior. Eftersom hun ikke havde haft muligheden for at være der, så ønskede hun at vide besked nu, nu havde hun mulighed for at spørge ind til det hele, for at få de svar som hun ønskede sig, og hvilken mor og svigermor ønskede ikke at kende historien bag, hvordan han havde sneget sin vej ind i familien, hun vidste jo godt at han i sin tid havde været konge af Procias. Smilet prydede hendes rosenrøde læber. Hun strøg de flammerøde lokker bag ørerne og reagerede ikke rigtigt på det charmerende smil, for det var tydeligt at det må lå til ham som person. I tide og utide sendte hun lidt stjålne blikke mod Avidan blot af gammel vane, hun var jo ikke vant til at se Noelle med en ledsager, før i tiden havde hun ikke været bleg for at tage sin chance. Hans ord fik hende direkte til at le. Det lød ikke ligefrem som lykkelige omstændigheder. ”Jeg kan forestille mig at det ikke har været nemt. En Prociansk konge og en ung pige fra Dvasias med en overbeskyttende faderfigur. Mødtes i mange gange, eller var det mere.. kærlighed ved første blik?” spurgte hun lidt drilsk. Hun stolede ikke rigtigt på kærlighed ved første blik, der var jo også gået lang tid fra hun havde mødt Avidan og til det faktisk havde udviklet sig til mere. Det forundrede hende dog lidt at Cayla ikke selv havde opdaget sin graviditet, hvordan kunne man være i tvivl? Hun havde fattet mistanke ganske kort efter hun faktisk var blevet gravid, den tøs var det eneste gode der var kommet ud af tiden med Elvolganta, også selvom hun havde regnet med dengang, at skulle leve livet med ham. ”Var du ked af at forlade tronen? At dømme efter dit blik når du ser på hende og yndige Aliyah, så ser det om ikke andet, ikke ud til at du har fortrudt,” påpegede hun lidt sigende, og kunne ikke skjule sit smil for tanken gjorde hende glad på deres vegne!

[Deleted]

Det morede virkelig Avidan at se hvor dårligt Noelle havde det omkring sin egen familie, for hun var vel næppe vant til disse selskaber? Selv han havde nok at se til, når det kom til Moniqe, for han ønskede hende ved sin side, for han var slet ikke i tvivl om at det var hende som han skulle være sammen med igennem resten af hans liv. Han vendte blikket mod hende. Han var på ingen måder fjendtlig indstillet, og hvis han kunne, så ville han gerne hjælpe hende til at slappe lidt af, for det var også tydeligt for ham, at det var noget som hun kunne bruge, selvom han nu heller ikke sagde det åbent. ”Det er måske lettere sagt end gjort, men selv det at forsøge er vel heller ikke meget at forlange? I aften i anledningen af Cedrics fødselsdag, så er stridsøkserne gravlagt. Du behøver ikke fremstå som en hærfører.. Udnyt tiden og forsøg at lær din familie lidt at kende.. Jeg er sikker på, at det er noget som nok skal kunne hjælpe dig bare lidt,” endte han ganske sigende, også selvom det var ord som han måtte mene, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han blev stående med hånden hvilende mod hendes skulder, for selvom hun viste tydelige tegn til ubehag, så skubbede hun den ikke væk, og så kunne han heller ikke se nogen grund til at fjerne den, før hun selv gjorde det. Hovedet lod han søge let på sned. Han hørte hende udmærket, og han synes selv det var fint at Enrico gav Noelle lidt albuerum, så hun selv kunne finde ud af det hele, for det var jo efterhånden bare noget som hun måtte finde ud af selv. Han trak på smilebåndet, og endda nok til at hjørnetænderne måtte synes i hans mundviger. Han kunne jo slet ikke lade være. ”Uha, de mange fordomme.. Giv folk chancen.. og se an de personer som er bag de store navne. Det gjorde jeg.. Og jeg slog endda en Van de Pelt af banen, for at nå frem til Moniqe.. og jeg har aldrig fortrudt det.” Ja, det var faktisk noget som han var stolt af, og netop af disse grunde, så anså han faktisk Cayla som sin egen lille pige, for det var ham som havde været der, det var ham som var hendes Adan, og det var ikke noget som han ville glemme. Tungen strøg han let over de spidse tænder, som stadig hvilede i hans mundviger. ”Slap af..” endte han ganske sigende, som havde det været det nemmeste at gøre i hele verden.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At se dem alle sammen samlet, var faktisk kun en tanke som glædede Junior, for det var første gang han direkte kunne vove at påstå, at han havde set nogen former for glæde i huset her, og han havde efterhånden været der temmelig mange gange, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som sagde så lidt. At han jo så endelig fik muligheden for at hilse på Monqie som var Caylas biologiske mor, var noget som kun glædede ham, selvom han fandt stemningen en anelse akavet, så forsøgte han virkelig så godt som det nu var ham menneskelig muligt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Blikket gled flere gange op mod den store trappe, næsten som han ønskede at Cayla skulle komme tilbage igen, for det kunne da ikke tage så lang tid at lægge lille Aliyah i seng igen?! Han endte med at grine ganske let, som han igen vendte blikket mod Moniqe. Han kunne nu godt lide Caylas mor, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Ved første blik? Det.. vil jeg nok ikke ligefrem påstå. Det hele var besværligt, men jo.. Deres datter vækkede noget i mig, som jeg ikke kunne slippe.. Noget som ingen anden havde skænket mig. Jeg var forelsket.. Det er første gang jeg ikke har været i tvivl om mine inderste følelser.” Han kunne egentlig godt høre, at det lød temmelig pladderromantisk, men det var jo faktisk sådan at det forholdt sig!
At Faith var kommet ned, sagde han ikke noget til, for han skulle også hen og snakke med hende, også for at få at vide hvordan Kimeya havde det, for han var da lige så bekymret for manden, som alle andre var det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han rystede på hovedet, og selv uden at tøve det mindste. ”Tronen var aldrig noget for mig, Moniqe. Jeg var måske født til at sidde på den, men den har aldrig været en som jeg har ønsket med mit hjerte. Jeg har på ingen måder fortrudt det valg, da jeg forlod den, for at være sammen med min familie. De har været det hele værd, og jeg elsker dem begge mere end det jeg kunne elske mit liv..” Hans ord var udtalt med en beslutsomhed uden lige. Han ville gøre alt det som han kunne, for at beskytte sin familie! ”Og hvad så med dig og Avidan?” tilføjede han en anelse spørgende. Også for at vende interessen lidt den anden vej. De var jo trods alt.. hans svigerforældre.

[Noelle Jaceluck]

Noelle var bestemt ikke vant til den form for selskaber, hun havde igennem frygtelig mange år holdt sig for sig selv, den eneste hun havde bevaret kontakten med, havde været Moniqe og Faith i de sjældne tilfælde hvor de havde været tvunget til at arbejde sammen. Hun fortrak at være sig selv uden at skulle slæbe rundt på en familie som under alle omstændigheder var sammen under falske forhold, der var jo ingen som i virkeligheden havde lyst til at være der! Når det var sagt så kunne hun faktisk godt lide Avidan han lod til at være en standhaftig mand, dem var der efterhånden mangel på. Det kølige blik gled mod hans skikkelse, hvor hun slap et lille suk. ”Jeg ønsker hverken at ødelægge din aften her eller billedet af vores familie, af den grund vil jeg mene at det er en diskussion som vi skal holde os fra, jeg kender min familie tilstrækkelig nok til at vide, at det ikke er mennesker jeg føler mig komfortable ved, og om man vil det eller ej så er jeg en hærfører Avidan, man kan muligvis fjerne mig fra slagmarken, men man kan ikke fjerne slagmarken fra mig, hvis du forstår?” hun betragtede ham med et hævet øjenbryn, også for at gøre det klart at un skam mente det. De fleste anså hende for at være direkte kynisk hvilket nok heller ikke var løgn, de færreste skænkede det dog en tanke, at der var en grund til alting. Hun skævede lidt hans hånd dog uden at fjerne den, også selvom hun ikke var vant til at folk rørte hende sådan uden videre.. mest fordi at det endte med at svide til deres egen røv, men hun forholdt sig i ro. Synet af de sylespidse tænder skræmte hende nu ikke, Enrico havde trods alt selv et par, og hun forstod sig ganske vidst ikke helt på hvordan den slags virkede, men når alt kom til alt var de jo et simpelt væsen af natten. Hans ord fik hende til at trække lidt smørret på smilebåndet. ”Godt ord igen. Uanset.. Mr. Van de Pelt var en sølle mand der kun bragte større skam over familien, jeg er glad for at Moniqe brød ud af den cirkel. Når det er sagt så kender jeg skam udmærket min familie, og jeg er ikke på jagt efter en ny partner,” påpegede hun lidt spidst, for det var det som hun troede at han hentydede til et kort øjeblik. Noelle himlede med øjnene. Den mand var ikke til at få overbevist om noget som helst, hvilket hun et sted fandt direkte irriterende! ”Som De ønsker,” endte hun blot med et lidt sarkastisk smil. Hun var ikke nem at være sammen med, det vidste hun godt!

[Deleted]

Moniqe havde i mange år ventet på at få dem alle sammen samlet på denne måde, men det havde aldrig været muligt, man kunne jo roligt sige at den store familie ikke ligefrem var frygtelig sammentømret. Når det var sagt så kvar der vel heller ingen bedre tid at gøre det på end julen? Desuden var det jo Cedrics fødselsdag og ham ønskede hun bestemt også at være med til at fejrer, det var trods alt hendes nevø. De funklende øjne hvilede nysgerrigt på Junior. Det var en morsom tanke at hun sad overfor sin egen svigersøn, tanken gjorde hende lidt nysgerrig. Det morende glimt havde meldt sig i hendes øjne, hun kunne næsten fornemme hvordan Junior ledte efter den hurtigst mulige flugtvej, men på den anden side kunne hun også mærke, at han nød at tale om sin familie og ikke mindst Cayla. ”Jeg forstår dig godt, den slags er sjældent. Når det er sagt så kan jeg se at du mener det, Junior og du behøver skam ikke lede efter en flugtvej, jeg nærer den dybeste respekt for dig, ligesom jeg er dig evigt taknemmelig for at plante det lykkelige glimt i min datters øjne. Måske jeg har været borte i mange år, men jeg kan se at hun elsker dig, og det er mere end rigeligt for mig,” forsikrede hun med et stille nik, og lod den blege hånd vandre igennem de flammerøde lokker. Kort havde Moniqe fået et glimt af Faith også selvom hun stadig lod til at holde sig lidt for sig selv. Man kunne ikke bebrejde hende, det havde jo på ingen måde været en nem tid for dem. Hun sukkede let og så tilbage tilbage til Juniors ansigt, mens et lille smil spillede over de rosa læber. Hun sagde intet til at Avidan snakkede med Noelle. ”Det er ikke alle der er født til en titel som det der lige værdsætter den. Til tider er forventningerne for store, og hvis der er en ting der betyder mere end blid, title og pligter så er det kærlighed. Det er en fantastisk lille familie i har jer,” medgav hun med et stille nik. Blikket gled roligt fra ham og til Avidan som han endte med at spørge ind til ham i stedet for. Moniqe smilede for sig selv også selvom det var noget sørgmodigt at spotte i hendes blik. ”Hvad med os? Det var heller ikke kærlighed ved første blik, jeg ved ikke om du er klar over det, men jeg var forlovet med Caylas biologiske far tilbage da jeg mødte Avidan. Han var en frygtelig god ven,” erkendte hun næsten.. længselsfuldt. Hun vidste ikke hvor de stod, og hun savnede bare at sidde med ham hånd i hånd som de havde gjort engang.

[Deleted]

Avidan vidste skam godt, at han nok ikke fik meget ud af, at bringe dette op til de evige diskussioner med Noelle, for hun var en kvinde som stod fast på sin mening, hvilket han kunne fornemme. Et sted irriterede det ham lidt, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det af den grund. Hovedet lod han søge let på sned igen. Selv var han ikke så frygtelig kendt med familien, andet end hvad han selv var blevet præsenteret og introduceret til, men det var nu bare sådan at det var. Han nikkede igen. ”Jeg ved skam godt hvad du mener.. Jeg synes bare det er en skam, at du ikke finder dig en plads i familien, hvor du kan føle det komfortabelt, også nu hvor du har Enrico ved din side. Som jeg har forstået det, så har I to endelig fundet ud af det med hinanden?” spurgte han sigende. Han var en standhaftig mand, han stod fast på sine meninger, også selvom han faktisk var typen som havde svært ved at tilgive, så havde han alligevel formået at gøre det ved Moniqe. Sagerne var vel alle sammen en anden, når det var magen det gjaldt? Selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for ham, for han havde aldrig troet at han skulle finde sin, og endda være så tæt på at miste den igen, hvilket faktisk havde været det værste af det hele!
Hånden lod Avidan hvile mod Noelles skulder. Han var ikke ude på at forvolde hende noget ondt. I det tilfælde, så havde han så sandelig allerede gjort det! Smilet hvilede stødt på hans læber, som han let betragtede hende. Hun misforstod ham jo! ”Det sagde jeg skam heller ikke. Van de Pelt gjorde ikke andet end at forvolde ondt for de folk omkring ham, og specielt hvad angik Moniqe. Jeg er bare glad for at jeg fik chancen for at være sammen med hende. Hun er jo trods alt også min mage,” endte han ganske sandfærdigt, da det heller ikke ligefrem var noget som han var bange for at erkende for nogen som helst, for det var hun jo, og det var noget som han faktisk var stolt af! Han håbede selvfølgelig bare, at han ikke ville fange andre mænds dufte i soveværelset mere, for det var hvad der havde gjort mest ondt. Men at have med at gøre, var Noelle på ingen måde, hvilket han havde fundet ud af. ”Gå rundt.. snak med folk, og find dig til rette..” bad han sigende, som hans blik kort faldt til Moniqe. Han savnede hende jo allerede som han bare.. stod der!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde aldrig været meget for disse tredjegradsforhør, men ikke desto mindre, så elskede han at snakke om sin kære familie, for det var virkelig det kæreste som han havde! At Moniqe stillede sig tilfreds med de ord som han kunne skænke hende, var selvfølgelig noget som gjorde ham glad, for familien var det vigtigste i hans liv, og selvfølgelig var det noget som han ønskede at værne om på den måde, som han nu havde. Han ønskede at beskytte dem med sit liv, også fordi at det bestemt heller ikke havde været nemt for nogle af dem. De havde stødt på frygtelig mange forhindringer, som havde haft sine konsekvenser, hvilket man kunne se på både Cayla, men også lille Aliyah, hvor han selv var præget af mange mareridt efter hans egen tur i Arenaen, hvilket kun lige og lige, havde reddet hans liv, men kostet ham hans datters! Hendes ord var selvfølgelig noget som virkelig glædede ham, for det betød utrolig meget for ham at vide! ”Det glæder mig virkelig at høre. Så langt tid De kan se den glæde og den lykke i Deres datters øjne, så ved jeg, at jeg gør noget rigtigt. Og det betyder utrolig meget for mig,” endte han ganske sigende. Han havde altid været en kende usikker, hvorvidt om han handlede som han skulle, og selvfølgelig forsøgte han bare at gøre det så godt som det nu var ham menneskelig muligt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede sigende. Den titel som han var født med, opgav han glædeligt, for Cayla og hans lille datter, for de betød mere for ham, end en titel! Smilet bredte sig på hans læber. ”Jeg opgav min titel i Procias for dem, og jeg gjorde det gerne igen, hvis det skulle blive nødvendigt. De betyder alt for mig.. Jeg vil sågar ofre mit eget liv, hvis det betyder, at de ville få det bedre. Jeg vil ikke kunne forestille mig et liv uden dem ved mig,” endte han sigende. Hvis der var nogen som havde formået at forandre ham, så var det helt klart Cayla! Han havde været lidt for glad for det kvindelige køn, men Cayla havde vækket noget i ham, som han bare ikke kunne beskrive! Han trak let på smilebåndet, som han kunne se at hun kiggede i retning af Avidan, hvor han kort lod blikket glide i den samme retning. ”Gå op og snak med ham.. Giv ham et kys,” opfordrede han og med det lette smil på læben. Det var ganske vidst Cedrics fødselsdag, men de skulle selvfølgelig også have muligheden for at nyde det alle sammen! ”Han lyder lige så som en frygtelig god mand.. Og som en god svigerfar. Jeg hørte om Elvolganta.. Jeg synes han er et udmærket bytte,” endte han ganske sigende. Elvolganta havde lige så gjort hans moder ondt, og det var heller ikke noget som han fandt sig i!

[Noelle Jaceluck]

Der var ikke mange som orkede at diskutere med Noelle generelt, de som kendte til familien, vidste også at det ville være direkte nytteløst. Avidan var heldigvis sådan en. Hun satte hænderne i siden og lod blikket glide omkring. Legende under foran juletræet, god stemning langt de fleste steder, og gensyn mellem folk som ikke havde set hinanden i lang tid, det var jo den perfekte jul i manges øjne, men sandheden var at Noelle havde hadet denne dag i mange år og det gjorde det ikke bedre af at skulle tilbringe den med familien. Hun nikkede roligt til Avidans ord. ”Det er ikke nemt at finde en plads i noget man aldrig har haft del i. Enrico fik mig overbevist om at tage imod invitationen, og her vi,” svarede hun roligt. For et øjeblik så hun efter Enrico der lod til at være faldet i snak med Cedric. Synet fik hende til at smile diskret for sig selv. Nu om dage var det svært at tro, at hun havde hadet den mand så meget. ”Det skulle jeg mene. Vi er et par, jeg holder af ham og han af mig, så det skulle jeg da mene,” svarede hun lidt kejtet. Hun havde tydeligvis intet begreb om følelser, og hun var ikke i stand til at sætte ord på, ganske simpelt fordi hun ikke kendte dem. Skulderen mod sin skulder tog Noelle sig ikke af, også selvom hun holdt øje med den ud af øjenkrogen, hun var ikke vant til den form for berøring, og man kunne vel godt sige at marken gjorde hende lettere paranoid? ”Han bragte kun problemer med sig, se blot hvor han efterlod Moniqe og Caia. Uanset så er jeg kun glad for at valget faldt på dig, det andet ville have været en endnu større plet på denne familie,” mumlede hun en smule irriteret. Det var ikke til at huske alle navnene, men hun mente at hendes niece hed noget med Caia eller Caya noget i den stil. ”Din mage siger du?” mumlede hun en smule nysgerrigt og skævede overvejende mod Enrico. Mon hun var hans? Hun rystede tanken af sig, det var ikke noget hun burde tænke på nu, så længe havde de trods alt ikke været sammen, desuden blev det kompliceret af hendes arbejde i marken. De grønne øjne vendte hun atter mod ham og skulle netop til at sige noget, inden hun tav og i stedet himlede med øjnene. Moniqe var omtrent det eneste medlem af denne familie som havde en betydning for hende, derfor ønskede hun kun at se hende lykkelig. ”Så gå da hen til hende frem for at stå her og ligne et sultent dyr,” opfordrede hun næsten opgivende også selvom hun endnu havde et lille smil hvilende på læberne. Mænd var håbløse!

[Deleted]

Moniqe blev siddende og lyttede opmærksomt. Hun fandt Junior til at være en god mand, dog kejtet på en lidt charmerende måde. Hun kunne se hvad Cayla så i ham, og selvom hun ikke havde fået muligheden for at skræmme mænd væk, så, så hun ingen grund til at gøre det denne gang. De lod til at være en tryg lille familie, hvilket kun glædede hende at se, det var det som hun ikke selv havde været i stand til at skænke den datter hun elskede af hele sit hjerte. Lille Aliyah var den sødeste engel hun havde set i mange år, og hun kunne ikke lade være med at føle en hvis stolthed, også selvom hun slet ikke havde ret til det, hun havde ikke haft del i noget som helst, hvilket var en tanke som direkte gik hende på. Hun lod fingrene tromme over sin håndryg med de grønne øjne hvilende på ham også selvom hun havde øje på Avidan ud af øjenkrogen. ”Jeg er overbevist om at det du gør er det helt rigtige. Der er ingen tvivl om at Aliyah er en fars gris, og Cayla.. hun smilte end ikke så meget dengang hun var lille, og det var på trods af at hun var munter.. stædig.. men munter,” hun smilede for sig selv ved mindet. Måske det ikke interesserede ham, men der skulle ikke meget til før det løb lidt af med hende, det var jo hendes lille pige, og det var det eneste hun som mor kunne berette nu om dage, for hun kendte hende jo ikke. ”Du ved sandelig hvordan man får skovlen under sin svigermor. Når det er sagt så tror jeg dig. I er en kær lille familie, jeg ser frem til at lærer jer at kende. ,” erkendte hun med et stille nik. Det glædede hende at der fandtes mænd som engagerede sig så meget i sin familie, selv på trods af hans ungdom, der var meget han kunne give sig til, frem for at skifte bleer. Nysgerrigt vendte hun blikket mod Avidan. Hendes hjerte bankede. Det var forfærdeligt at elske en så højt, og så vide hvor meget man selv havde ødelagt det. Næsten forbavset endte hun med at se på Junior og lod en rødmen træde frem i de blege kinder, også selvom hun overvejede hans ord. ”Et udmærket bytte? Elvolganta er mit livs største fejl, det eneste gode som kom ud af ham, var Cayla. Han er et fremragende bytte,” sluttede hun til sidst med et glimt i øjet, mens hun rejste sig og sendte ham et næsten taknemmeligt smil, før hun satte kurs mod sin kære Avidan. Næsten forsigtigt lagde hun en hånd på hans overarm. ”Jeg håber ikke hun plager dig for meget,” endte hun roligt og sendte Noelle et køligt men morende smil. Det var faktisk rart at se hende igen.