Merry Christmas!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var slet ikke vant til at fejre disse højtider, men det var en familiesammenkomst og at ødelægge den, var slet ikke noget som han ønskede sig. Lysten til at sætte tænderne i hende, var virkelig stor, også så snart at han bare skænkede hende en tanke, hvilket i det store og hele, faktisk var noget som skete temmelig ofte – specielt når de ikke var sammen, men nu havde de hinanden og at bruge aftenen på at skændes og diskutere, var slet ikke ønsket fra hans side af! Han vendte blikket sigende mod hende. De havde begge valgt at afsløre deres inderste tanker og følelser for hinanden, og det havde i den grad også glædet ham, at vide, at det hele var gengældt, for det var noget som i den grad også måtte glæde ham! Det kunne godt være at han var et koldt væsen, men af hjerte og sind, var han ligesom alle andre. Han kunne med lethed mærke sorg som han kunne føle glæde. Der skilte han sig slet ikke fra nogen anden. ”Kæreste Noelle.. Tvært imod, så tror jeg, det vil gøre dig godt at lære at slappe af. Jeg tror en massage i aften vil gøre dig godt. Du behøver ikke være så anspændt,” endte han med en ganske sigende mine, for det var bestemt ikke fordi at det var løgn på nogen måde. At hun direkte lagde armene om ham, var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod. Nu hvor han havde hende tæt på sig, så ville han bestemt heller ikke give slip på hende, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for, for hun var virkelig det mest dyrebare i hans liv!
At Noelle direkte valgte at præsentere ham for Avidan, for ikke at glemme, at hun faktisk selv valgte at tage initiativet til det, var helt klart også noget som gjorde utrolig meget for hans vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke, så det var en tanke som i den grad også måtte glæde ham, om det var noget som man ville det eller ikke, så kunne han ikke lade være med at vise det velbehag som det bragte ham. Armen sneg sig roligt omkring Noelles slanke liv, som han skød brystet let frem. Ja, man var vel stolt over den plads som man havde ved hende? ”Det er en glæde at hilse på dig, Avidan. Det er rart at hilse lidt på den store familie,” endte han sigende, som han rakte sin frie hånd mod ham og med det samme tilfredse smil på læben, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Han var faktisk overrasket over, at de i det hele taget havde formået at samle.. stort set dem alle sammen til denne begivenhed og ikke mindst til Cedrics fødselsdag. Der var tydeligvis meget at fejre på en gang!

[Deleted]

Avidan forsøgte at bevæge sig frem med rolige skridt, mest af alt også for at vise Moniqe, at han faktisk ikke var sur på hende. Hvis der var noget som han var, så var det vel.. skuffet? Ikke fordi at det var en tanke som han ønskede at tage op med hende lige i aften, for det var meningen at det var noget som de alle skulle nyde. Selv var han ikke en af dem som normalt ville holde disse festligheder på denne måde, men det var vel bare at nyde det når muligheden dukket op? Det var jo heller ikke ligefrem fordi at man ofte kunne sige, at denne familie kunne holdes samlet, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han havde vel bare.. indset at han ikke kunne være den far for Cayla som han havde ønsket sig, selvom han stadig kaldte sig ved den titel af hjerte og sind og ikke mindst sin sjæl – hvis han havde haft en, men han elskede hende, som havde hun været hans egen datter, så selvfølgelig var det også noget som gjorde en god del, for hendes eget vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket mod Moniqe og med det samme rolige smil. Han tog måske let på det, men de havde stadig ting at snakke igennem, selvom det ikke ligefrem var noget som han ønskede at tage op med hende lige nu og her. ”Udmærket..” endte han sigende, som han var endt foran Noelle og Avidan i stedet for. Han betragtede dem med et ganske respektfuldt blik, for det andet var slet ikke noget som ble et alternativ for hans del. Han rystede let smilende på hovedet. Han kunne faktisk minde helt… menneskelig, hvis han befandt sig i det rette selskab. Han tog roligt Enrico i hånden som de blev præsenteret, hvor han nikkede sigende. ”Din søster? Tja.. lidt langsom er hun vel.. og altid har været..” Han blinkede let til hende og med den samme rolige mine, selvom det nu heller ikke var noget som han ønskede at skjule for dem, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han nikkede mod dem begge, tydeligt også i respekt, men også fordi at han faktisk nærede en respekt for hende, såvel som han gjorde for Enrico, og det var selvfølgelig noget som han ville have at de skulle vide, for han var faktisk en fredelig en af slagsen, hvilket faktisk forundrede mange, men han havde jo tålmodighed til denne familie, så måtte han da være godt på vej? ”Jeg tror jeg har været heldig. Jaceluck er mig en flot gruppe kvinder,” endte han sigende. Ikke fordi at han var ude på noget, men.. det var bare naturligt for ham at komplimentere sådanne ting!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Lille Aliyah var kravlet videre til Cayla, hvilket Junior havde det fint med. Han kunne godt forestille sig, at det var meget for den lille pige på en gang, selvom hun ikke var i stand til at høre noget, men det var underordnet, så længe at hun levede et godt liv, så ville han stille sig tilfreds med det hele, det var helt sikkert. Smilet hvilede på læberne. Selv han havde jo bidt sig mærke i, at mere eller mindre hele familien var samlet, og selv det var en tanke som han godt kunne lide. Selvsagt havde han fornemmet da hans egen mor var stormet ud af døren, men det var ikke fordi at han ville løbe efter. Hun var et voksent individ, som kunne klare sig selv – det håbede han da om ikke andet, ellers var der jo gået et eller andet galt, men det var nu heller ikke noget som han ville blande sig i. Aliyah knugede sig stadig godt og tæt ind mod sin mor, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til, for den tanke morede ham nu. Det var og blev deres lille prinsesse, og det ville det for altid være! Den eneste lille i hans liv, som han aldrig ville få sig til at slippe, for hun havde en utrolig betydning for ham. Blikket gled mod Moniqe ved siden af ham, hvor han lyttede til hendes ord. Hendes opfordring, var dog noget som direkte kom bag på ham, for det var ikke ligefrem en historie som han havde fortalt nogen som helst! ”… Æhm.. jeg..” Han kløede sig let i det uldede hår, hvor han vendte blikket mod Cayla kun for en ganske kort stund, selvom han nu heller ikke regnede med at hun ville redde ham ud af denne situation. ”Er du sikker på, det er en historie du vil have med børn til stede?” spurgte han drillende, dog lettere morende, hvor han alligevel ikke kunne skjule det lette grin som fulgte med. Selv på trods af det liv som han selv havde haft, så holdt han humøret højt! ”Første møde var tilfældigt.. Men hun fangede mig allerede ved første blik.. som hun stod badet der i de sidste stråler af en nedgående sol.. et syn for guder kan jeg sige dig.” Ja, han havde jo mere eller mindre kastet alt fra sig da han havde set hende, for hun havde bare vækket en følelse i ham – en følelse som han slet ikke kunne beskrive som noget andet end direkte positivt, og det var helt klart en tanke som han rigtig godt kunne lide! ”Hun tog mig med storm.. jeg var ikke i tvivl om, at det var hende som det skulle være,” endte han ganske sigende og med en rolig og kontrolleret stemme. Selv elskede han at snakke om Cayla, for det var en kvinde som han i den grad var stolt af, at kunne beskrive som sin egen, det var helt sikkert!

[Noelle Jaceluck]

Noelle havde gennem årene lært meget om Enrico. Han var på ingen måde følelseskold, faktisk var hun næsten værre. Hun lænede sig ind mod ham, for hun kunne godt lide at pådrage sig den opmærksomhed. Desuden så skulle alle huske hvem han kom med. Noelle vidste jo udmærket at han var en fantastisk fangst, men af den grund så håbede hun da at hun kunne være.. god nok? ”Mit erhverv er ikke ligefrem at slappe af min kære. Du må vise mig hvordan,” hviskede hun og plantede et lille kys mod hans kind, også fordi hun kunne se at Avidan var på vej hen mod dem. Om ikke andet så gik hun faktisk med at forsøge, selvom hun aldrig rigtigt havde dyrket det at slappe af. Når hun endelig kom hjem fra marken, havde hun svært ved ikke at være anspændt, fordi hun var blevet for vant til konstant at være på vagt. Det morede hende lidt at se den stolte mine der pludselig spillede over hans mine. Et sted så overraskede det hende. Hun bed sig selv i tungen for ikke at ende med at le. Det var ikke en del af hendes image. Hun vidste ikke meget om Avidan, for hun havde aldrig nået at møde ham, men i det store og det hele, så var indtrykket kun godt. ”Sådan er hun nu engang,” medgav hun, og så forbi ham for at møde Moniqes blik. Hun nikkede mod hende, med antydningen af et smil. Når det kom til lige hende, så var hun faktisk stolt. Hun havde altid set op til sin kære storesøster, også selvom ordene aldrig havde forladt hendes læber. Måske det skyldtes at Moniqe aldrig havde været ligeglad, og at hun flere gange havde forsøgt at hjælpe hende. De grønne øjne lod hun søge mod Avidan. Hun missede en anelse med øjnene, også selvom minen hurtigt blødte op. Hun sendte Enrico et lidt udfordrende smil. ”Se min kære. Det er en mand der forstår at fedte sig ind,” påpegede hun lidt drillende, og strøg ham over brystet. ”Og til dig; med skønheden følger en forbandelse. Tag dig i agt,” advarede hun med et lille glimt i øjet. Det var ganske vidst men i sjov, og så alligevel så var der en sandhed i det. Jaceluck kvinderne var måske smukke, men de havde også svært ved at slå sig til tåls, svært ved at acceptere den kærlighed som de blev givet. Der var hun jo heller ikke noget undtag, hun forsøgte virkelig at forholde sig åben overfor Enricos. ”Det er mig nu en glæde endelig at hilse på dig, også selvom det.. overrasker mig en anelse. Sidst jeg snakkede med min søster, var du endnu.. død,” afsluttede hun roligt, betragtede ham en anelse nysgerrigt. Hun ville nødig være påtrængende eller uhøflig, men nysgerrig var hun – en del af forbandelsen!

[Deleted]

Aliyah kravlede op og ned af Cayla. På trods af hendes lille handicap, så var hun i den grad et aktivt barn. I øjeblikket havde hun dog slået begge arme omkring hendes nakke, og knugede sig ind til hende, hvilket var noget som Cayla nød. Hun strøg den lille pige over håret. Nu hvor energien var blevet brugt, så var hun ved at være søvnig. Cayla havde siddet og lyttet lidt med over det hele, også fordi hun i øjeblikket sad selv med deres lille skat i skødet. Hun skulle snart op og putte lidt igen, for de mange mennesker lod til at køre hende træt. Frygtløs var hun nu, for hun havde hilst tavst på dem alle sammen, også selvom de var store, voksne mennesker. Blikket havde særligt hvilet meget på Moniqe i løbet af aftenen. Det var en anelse surrealistisk, at få lov til at møde hende endnu engang, for det var mange år siden, hun var blevet kastet i døden. Spørgsmålet der forlod hendes læber, var dog noget der straks ledte hendes opmærksomhed mod Junior, der ganske rigtigt sad og kiggede lidt hjælpeløst på hende. Smilet bredte sig, mens hun blot trak uskyldigt på skuldrene, også fordi hun selv var nysgerrig på hvordan han havde tænkt sig at fremlægge den. Hans svar tvang hende til at bryde ud i en mild latter. Hun rystede på hovedet, selvom den kraftige rødmen havde farvet hendes blege kinder. Hun satte sig til rette, så hun kunne se på hendes kære mor, og daskede Junior kærligt i baghovedet. ”Det et overhovedet ikke rigtigt!” udbrød hun næsten bebrejdende, og fugtede læberne. ”Den er sandt at vi mødtes tilfældigt, men jeg stod hverken og badede smukt i noget som helst! Jeg nærmest snublede over mine egne fødder, da han hilste på mig, og jeg var rødere i hovedet end en tomat, og end ikke i stand til at fortælle ham mit navn, fordi jeg stammede. Det var slet ikke romantisk!” udbrød hun lidt drillende. Blikket gled ned på deres lille prinsesse der næsten lå og sov i hendes favn. Men ja her er vi nu engang. Han er den rette,” endte hun med en selvsikker tone, og så denne gang i Juniors blik. Nå, jeg vil lige putte prinsessen,” meddelte hun, og kyssede blidt hans mundvige, inden hun rejste sig og kæmpede sig igennem mængden af mennesker, med Aliyah hvilende i sine arme. Et stille smil hvilede stadig på hendes læber. Hun elskede virkelig Junior, og efter de mange år de efterhånden havde tilbragt sammen, så var hun overbevist om, at han var den ene mand i hele verden, som var bygget til faktisk at være god. Hun bevægede sig op af trappen, og væk fra summen af stemmer, kun for at søge mod det lille børneværelse, så Aliyah kunne få sin skønhedssøvn, og være frisk igen om bare et par timer.

[Deleted]

Moniqe så efter Avidan der søgte hendes kære søster og hendes elsker. Det var en behagelig mand, Noelle overraskende nok havde fundet, det måtte hun alligevel give hende. Selvom det var ekstremt hyggeligt, atter at være samlet, så følte hun sig underlig tom, også på grund af Avidan, for det at han ikke var direkte vred på hende, var svært at forstå. Hun missede en anelse opgivende med øjnene. ”Den hørte jeg godt!” kaldte hun efter Avidan, også selvom der hvilede et lille drilsk glimt i hendes grønne øjne. Hun gengældte der respektfulde nik mod Noelle inden hun lettere afventende, vendte sig mod hendes kære svigersøn. Det morede hende at se ham så febrilsk, at han direkte så hjælpeløst efter Cayla der sad der med en yderst træt Aliyah. Moniqe kluklo blidt. ”Så vidt jeg forstår, så vil din datter næptte lytte med,” beroligede hun lidt drilsk. Hans fremlægning var dog som enhver svigermor ønskede at høre den. Yderst romantisk, og hans blik afslørede kun, at han faktisk elskede hendes datter af hele sit hjerte. Det lys hun så i hans øjne var noget hun misundte.. hun kastede et kort blik mod Avidan.. ville han nogensinde se på hende med de øjne igen? ”Hun er en smuk kvinde, det må jeg give dig, Junior,” den lidt stolte mine var svær at skjule, det var trods alt hendes herlige datter der var tale om, og hvilken mand ville ikke falde for hendes umådelig charme. At hun så valgte at bryde ind i samtalen, kom faktisk lidt bag på hende. Hun vendte øjnene mod Cayla der sad der med helt røde kinder. Hendes ord tvang en latter frem. Det lød ganske vidst meget mere realistisk. ”Jeg foretrækker Juniors udlægning min pige. Han ved lige hvad en svigermor vil høre,” påpegede hun og blinkede drilsk til den stakkels lidt nervøse mand der sad der. Hun nikkede blot mod Cayla idet hun rejste sig op med hendes barnebarn for at få hende puttet. Hun så fuldkommen udmattet ud. Så snart hun var ude af syne vendte hun sig igen mod Junior. ”Det glæder mig virkelig at se hende så glad. Jeg takker dig for at være så god mod hende,” hun klappede ham blidt på hånden, inden hun atter foldede hænderne i sit skød. De fortjente begge det bedste og det havde de fundet, og sågar stiftet den lille familie, der virkede så lykkelig og sammentømret, at intet ville være i stand til at ødelægge dem. De begik ikke de samme fejl som blandt andet hun havde gjort i samme alder, hvilket hun kun var taknemmelig for, og samtidig misundte, for de værdsatte faktisk hvad de havde, og det havde hun været dum nok til ikke at gøre.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde valgt at åbne op for Noelle, og det var slet ikke fordi at det var noget som han havde fortrudt på nogen måde. I det store og hele, så ønskede han jo trods alt også bare at vise hende, at han var den som ønskede at stå ved hendes side, uanset hvor umulig hun kunne være! Han vendte blikket mod hende og med det samme rolige smil på læben. Han elskede hende, og hun var virkelig den eneste som direkte havde skænket hans liv en mening, så i det store og hele, så havde han vel været så heldig at få lov til at finde sin mage, hvilket han virkelig var glad for, for mange søgte hele livet for sin uden at den dukket op! Han betragtede hende ganske roligt. ”Bare rolig, det skal jeg nok.. Hjemme er det dig som er kvinden, og det er mit job at passe på dig,” endte han sigende og med det samme rolige smil på læben, for han ønskede at lære hende at slappe af, også så hun kunne nyde stunder som dette på denne her måde, for selvfølgelig var det noget som virkelig betød utrolig meget for ham. Han lænede sig frem og skænkede hendes mundvig et blidt kys, inden han vendte blikket tilbage igen mod Avidan. Han rystede smilende på hovedet, for han kunne jo heller ikke lade være! Smilet bredte sig på hans læber. Selv havde han intet imod at skulle vise tænderne, for han var stolt af den mand som han var, og det var slet ikke noget som han kunne eller ville skjule for dem på nogen som helst måde, for hvorfor skulle han dog gøre det? Det var jo heller ikke noget som gav nogen mening for ham i den anden ende. ”Hvis det der er at fedte sig ind i den gode bog, så burde jeg nok hellere komme i gang. Der er mange steder det skal gøres,” tilføjede han tydeligt morende, for løgn var et jo trods alt heller ikke. Strøgene over hans bryst, var slet ikke noget som han havde noget imod i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. man skulle dog ikke glemme af den grund, at hun alligevel måtte påvirke ham, med det som hun var, selvom han måtte bide det i sig for nu om ikke andet, for andet valg havde han heller ikke. Han trak vejret dybt og vendte blikket ganske sigende mod hende. ”En forbandelse, dog en velsignelse.. Gør den til hvad du vil, min egen. Du er din egen lykkes smed,” påpegede han roligt. Han nikkede mod Avidan, for han kunne bestemt heller ikke være andet end enig, for løgn var det jo trods alt heller ikke, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Smukke er de. Jeg er bare så heldig at stå med den skønneste af dem alle sammen,” tilføjede han med en tydelig stolthed i hans egen mine.

[Deleted]

Avidan vidste udmærket godt, at han stod overfor en massiv udfordring når det måtte komme til Moniqe, selvom han var mere end gerne tog imod de udfordringer som han nu måtte møde på denne måde, også fordi at hun var hans mage. Han havde måske ikke været en vampyr hele livet, men af den grund, så ønskede han virkelig at vise hende, at de godt kunne finde ud af det sammen, uden at man skulle tage sig af det på den måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for det var jo trods alt heller ikke fordi at det var en løgn. Han lod hovedet søge let på sned, også selvom hans opmærksomhed hvilede på Noelle og Enrico. Selv var det tydeligt for ham, at se den glæde i hendes øjne, for det var jo den slags han selv reagerede på. det var de små ting som han kunne se, og det føles virkelig også rart. At Moniqe holdt øje med ham på afstand, var slet ikke noget som han vidste eller tænkte over, for han havde faktisk kun fokus på en ting af gangen. Han vendte blikket ganske sigende mod Noelle ved hendes ord. En som formåede at fedte sig ind? Han trak let på smilebåndet, hvor selv hans egne tænder måtte vise sig i hans mundviger. ”Visse formår vel bare at sige det helt rigtige, ikke sandt?” endte han sigende, som han roligt skød brystet let frem. Det kunne godt være at han kun lige var vækket og vågnet og det hele, også selvom det ikke havde været det sværeste, så var det jo bare noget som man måtte forsøge sig med, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han rystede på hovedet af Enricos ord. ”Ord mod ord min fine mand. Jeg tør vove at påstå at det er mig som står med den skønneste i hele slænget af Jaceluck,” fastholdt han selv med en tydelig stolthed i stemmen, for det var jo heller ikke fordi at det var løgn i den anden ende. Han elskede virkelig Moniqe. Blikket endte han dog alligevel med at vende i retningen af hende, mest af alt for bare.. at have lov til at se hende. Utroligt hvor meget man kunne savne et andet individ når de ikke var sammen med en, for han kunne virkelig ikke undvære hende!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste ikke helt præcist hvordan han skulle redde den ud, også selvom han nu heller ikke havde noget imod at Moniqe viste interesse for Cayla, for det var selv en tanke som han godt kunne lide. Desuden kunne han rigtig godt lide Moniqes personlighed, for hun var så dejlig nem at snakke med, og det var noget som han rigtig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans egne kinder havde indtaget en mere rødlig farve, hvilket nu heller ikke var noget som han kunne skjule, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt heller ikke noget som han kunne skjule eller ej. At han pyntede lidt på det, vidste han godt, men at fortælle at det hele skete i vrede, var jo heller ikke noget som han ønskede at fortælle sin svigermor! At hun direkte valgte at daske til ham, var noget som direkte fik ham til at grine, hvor han roligt rettede sig på endnu en gang. At hun præsenterede mere hen af sandheden, fik ham kun til at trække mere på smilebåndet, for det var jo ikke engang fordi at han kunne lade være. ”Ja okay! Jeg pyntede måske lidt på det!” endte han morende. Men at hun gik med til at han var den rette for hende, var noget som efterlod ham med en tydelig varme, for det var noget som han rigtig godt kunne lide, det var at hun selv måtte sige at han var den rette for hende, for han elskede virkelig den tanke, for det var bare så.. rigtigt. ”Se.. det kan jeg lide..” endte han direkte morende, for det var ikke engang fordi at det var en løgn. Han lænede sig frem, hvor han roligt mødte hendes læber. At den lille pige skulle op og lægges igen, forundrede ham ikke, for selv på trods af hendes handicap, så gjorde hun det virkelig godt. Men igen; Kunne man savne noget som man aldrig havde haft? Desuden så var hun omringet af folk som accepterede hende og respekterede hende som den hun var, hvilket helt klart var noget af det bedste af det hele – også i Juniors øjne. ”Okay.. Du må sove godt min pige.” Han skænkede lille Aliyah et kys på panden, og selv blev siddende, som hun endte med at rejse sig for at få deres lille pige i seng, selvom de begge kendte hende godt nok til at vide, at hun ville være oppe igen i løbet af et par timer, udelukkende fordi at hun kunne se at der skete meget nedenunder, også fordi at alle var samlet, så det var jo noget særligt. Han sukkede dæmpet. ”Hun er fantastisk.. Og så ved jeg jo hvad svigermor gerne vil høre,” endte han sigende, som han blinkede til Moniqe med et let grin. ”Du takker mig for det? Det er ikke noget du skal takke for. Hun er og bliver det mest værdifulde i mit liv,” endte han sandfærdigt.

[Noelle Jaceluck]

Ingen havde nogensinde spået at de to skulle finde hinanden, og det havde hun heller ikke selv. Gennem flere årtier havde hun hadet den mand mere end noget som helst andet. Måske det havde været frygten for at lukke nogen tæt på sig, og somme tider følte hun sig stadig ikke helt sikker på det, men om ikke andet så.. forsøgte hun da. ”Hmm. Sjovt nok synes jeg at rollerne har været byttet lidt om,” påpegede hun lidt drillende, og blinkede til Avidan som tydeligt tegn til, at hun bestemt ikke var ude på at håne den mand, som ellers stod der og fik hende til at fremstå som langt mere, end hun var værd. Noelle tog imod ham, ved at ligge hånden mod hans kind, også for at dreje ham i en mere korrekt retning, der i stedet bød ham mod hendes læber, fra for mundvigen. Måske hun aldrig havde været god til dette, men hun var faktisk faldet for den forbandede vampyr.. guderne måtte vide, om det en dag ville svide til hende selv, men indtil da ville hun nyde tiden. ”Du er langt bagud, kære,” påpegede hun lidt sigende, inden hun atter lod blikket søge mod Avidan. Han virkede som en fornuftig mand, og det var ikke særlig svært at få øje på, hvad Moniqe var faldet for ved den mand. ”Det er sandt. Visse formår at tale sig vejen ind, andre.. gør ikke,” tilføjede hun, og klappede Enrico blidt på brystet. Smilet var ikke synderligt bredt, og mere køligt end det var indbydende, men det var nu engang hvad hun formåede, desuden stod morskaben om ikke andet ud af hendes blik. Hun rystede roligt på hovedet. ”Kun naive mænd ser det på den måde,” endte hun og denne gang mere alvorligt. Blikket gled over Avidans skulder, og rundt i lokalet. Alle lod til at hygge sig.. de kendte hinanden fra en fjern fortid, som hun aldrig havde været en særlig stor del af. ”Ja ja, og det kan i så diskutere i fællesskab med Kimeya og ham der,” hun kastede med hovedet mod Junior, hvis navn var glippet. Hun var faktisk lidt ligeglad. Det var de færreste der så godt på Jaceluck kvinderne. Hendes far ville nok have en tendens til at give dem ret, han ville nok aldrig rigtigt kæmpe for hendes mor, men det var nu engang så ægteskab var den dag i dag. Det forundrede hende at hun for et øjeblik havde følt sig hjemme, i selskab med disse to mænd, og nu pludselig følte sig ekstremt malplaceret.. årh gud hvor var slagmarken meget lettere at forholde sig til, meget mindre kompliceret, hvilket var noget hun som oftest foretrak, det var helt sikkert!

[Deleted]

Uanset hvordan man måtte vende og dreje den, så havde hun født Cayla. Hun ønskede selvfølgelig at se hendes kære svigersøn an, også selvom han på ydersiden virkede som en ganske fin mand. Hun kluklo morende, da Cayla selv endte med at afbryde deres samtale. Hendes version lød ganske rigtigt mere oprigtig! Hun rystede blot på hovedet og himlede med øjnene. Det var formodentlig ikke den hjælp som Junior direkte havde bedt om, men man skulle passe på med, hvad man måtte ønske sig. ”Det skal du slet ikke klage over min kære Cayla. Når mænd forsøger at pynte på det, er det for at imponere deres svigermor,” påpegede hun drillende, og blinkede til hendes kære datter, inden hun forsvandt ud af syne men den lille, vidunderlige pige. ”Det er virkelig en lille prinsesse i har fået,” hun så efter Aliyah med et bredt smil der prydede hendes læber. Tøsen mindede om hendes mor, da hun havde været lille, og Moniqe huskede det som var det i går, også selvom det ikke var historier, hun ville sidde og plage Junior med. Hun nikkede sigende. ”Du er en imponerende mand, Lestat. Faith har rost dig i forvejen, og jeg må sige at du lever op til det,” hun nikkede roligt mod ham. Hænderne lod hun samles i skødet. At Avidan snakkede med sin kære søster, og så om hende, var slet ikke noget hun reagerede på, også selvom det morede hende lidt at se Noelle sammen med Enrico, hun lod jo faktisk til at morer sig.. hun lod til at være glad. For et øjeblik mødte hun Avidans blik, hvilket var nok til at frembringe en mindre rødmen i de ellers blege kinder. Den mand formåede virkelig at smelte en kvinde, selv på en enorm afstand. Hun nikkede blot mod ham, næsten som havde det været en hilsen, med et brændende blik, der kun fortalte historien om den længsel hun bar i sit hjerte, også selvom hun ikke fortjente at have ham ved sin side. Blikket gled tilbage mod Lestat idet han selv begyndte at tale igen. Hun klappede ham blidt på hånden. ”Det glæder mig virkelig, Junior. Jeg havde ikke muligheden for at være der, så det varmer mit hjerte, at se der har været nogle til at sørge for hendes lykke,” erkendte hun. Måske smilet hvilede på hendes læber, men der var en snert af sørgemod i hendes tone. ”Fortæl mig noget om dig selv.. eller om jeres familie. Jeg må indhente hvad jeg er gået glip af,” hun så på ham med en iver, der var ment som en klar opfordring. Hvem kunne fortælle mere om hendes datter, end hendes egen svigersøn? Hun lænede sig roligt tilbage, og ventede blot for de glædelige historier.

[Carmine Jordin Marlineo]

Uanset hvordan man vendte og drejede den, så var Enrico virkelig glad for Noelle. Tanken om at skulle undvære hende, var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre, for bare det at se hende drage ud i feltet, var noget som virkelig.. skræmte ham, for han vidste aldrig om hun skulle komme hjem igen. Det var nu ikke en tanke som han tænkte over i denne stund, for det var juleaften, de var sammen med hendes familie, som han nu også skulle til at være en del af, i og med, at det var ham som stod Noelle nærmest, i og med, at de var et par. Han himlede ganske let med øjnene. ”Det må jeg i så fald, gøre noget ved,” endte han ganske sigende, som han vendte blikket mod hende igen. Han lod mere end glædeligt sine læber møde hendes, for det var helt klart noget af det bedste af det hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nød det virkelig, når det endelig skete! Også fordi at han rigtig godt kunne lide, at hun var en kvinde som viste ham hvad hun selv ville have, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg skal nok komme igen!”endte han ganske sigende, som han igen vendte blikket mod Avidan. Den mand holdt forbandet meget af Moniqe, det var noget som man jo tydeligvis kunne se i hans blik, også fordi at man næsten kunne se at han lyste op når de snakket om hende. ”Naive mænd eller de umådelig selvsikre?” Han trykkede hende let ind mod sig endnu en gang, hvor han roligt vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang, for løgn var det jo trods alt heller ikke. ”Lestat min kære..” endte han sigende og med det morende smil. At hun ikke kunne navnet på dem som hun faktisk var i familie med, var noget som faktisk måtte more ham et sted, selvom det også tydeligt viste ham, hvor meget hun egentlig var engageret i familielivet – med andre ord, ikke for noget som helst, selvom der nu heller ikke var noget som han kunne gøre ved det eller ikke. Han endte roligt med at slippe hende og med det samme rolige smil på læben. Det føles faktisk rart et sted at de alle sammen kunne komme så godt overens. ”Og nu hvor vi snakker om det.. Jeg vil lige få hilst på resten af flokken, ikke? Så kan I to stå og snakke om hvor heldig du er, at have en mand som mig,” endte han sigende, som han lænede sig frem og skænkede hendes kind et let kys. Han fortsatte selv ind i stuen, for at have muligheden for at hilse på de sidste.

[Deleted]

Det morede virkelig Avidan at se Noelle og Enrico på den måde, for det var slet ikke sådan at han havde forestillet sig de to, men det var nu bare sådan at det var i den anden ende. Tanken om at Dvasias’ store hærfører – den kvinde som man havde hørt så meget om, faktisk havde en humor som han kunne følge med i, var slet ikke noget som han havde regnet med, men om ikke andet, så var det en tanke som han rigtig godt kunne lide. ”Jeg vil nok ikke ligefrem påstå at jeg er.. naiv, men men.” Han trak let på skuldrene. Umiddelbart så tog han det ikke som nogen dårlig ting, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for løgn var det vel heller ikke? Ikke fordi at han kunne gøre noget ved det, men det var nu bare sådan at det var. Så længe at han kunne få Moniqe igen, så var han bestemt heller ikke den som skulle klage. Dette var helt klart til nu den bedste jul i hele hans liv, også selvom han ikke engang vidste hvad han havde at skulle stå med i hænderne, eller hvad han ikke havde, hvilket selvfølgelig ikke altid var lige behageligt, men det var nu bare sådan at det var. At hun jo så ikke kunne navnet på Junior, forundrede ham ikke, for det var vel heller ikke fordi at de havde haft noget at gøre med hinanden som sådan? Han rystede smilende på hovedet, også selvom han ikke var typen som skjulte tænderne – kun for Moniqe, udelukkende fordi at han vidste, at hun slet ikke brød sig om at se hans tænder. Hun frygtede jo trods alt hans væsen, hvilket også gjorde, at det var en af grundene til at han slet ikke vidste hvad han havde med i hænderne eller hvad han ikke havde, og selvfølgelig var det en direkte ubehagelig fornemmelse i den anden ende. ”Du har humor Noelle.. Og det kan jeg godt lide..” Han lod hovedet søge let på sned. Det kunne godt være, at hun var en sensuel dæmon, men i det store og hele, så var det ikke noget som rørte ham som sådan. Han havde sin mage, der skulle lidt mere til, før det i det hele taget ville påvirke ham, og det var også en tanke som han faktisk havde det fint med, for ellers vidste han, at han nok aldrig nogensinde ville få Moniqe ordentligt igen! Og det var slet ikke en tanke som han brød sig om! Han så blot til som Enrico fortsatte for at få hilst på resten. Jovist var der mange som lige skulle hilses på, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Han vendte blikket sigende mod hende igen som han roligt blev stående, selvom det var en anelse mere afslappet som manden endelig søgte væk. ”Slap af Noelle.. Det er meningen at det skal være hyggeligt i aften,” tilføjede han ganske sigende.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

At Junior sad overfor Caylas biologiske mor, var selv en ganske forunderlig tanke for ham, for han var jo vant til at forældrerollerne, var roller som Kimeya og Faith havde indtaget for hans kære forlovede. Ikke fordi at han ville lade den tanke gå forbi sig, for nu havde han også muligheden for at lære hende lidt bedre at kende, hvilket som det nok også var tiltrængt, så man vidste at det hele blev rigtigt for ham. Han sendte hende et stille smil, også selvom han vidste, at han måske havde pyntet lidt på historien, men det var jo alt sammen i en god mening! ”Aha? Jeg håber jo så at det var en succes,” tilføjede han morende og med et morende smil på læben. Måske at han var en charmetrold og vidste hvordan han skulle spille på det, for det gjorde han jo nok også, men det var faktisk ikke noget som han tog så tungt igen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, som Cayla søgte ovenpå med deres lille pige. Alt for mange mennesker, var noget som kørte hende træt, og det vidste de jo godt. At hans ændre søskende faktisk havde rost ham, fik ham til at stirre mere eller mindre på Moniqe. ”Rost mig? Tør jeg nu spørge om hvad de har sagt om mig?” spurgte han med et smil. Lige i aften var det hele.. perfekt! Alle var rolige, alle snakket og selv Noelle så ud til at hygge sig, så kunne det vel heller ikke blive bedre, kunne det? Han smilede let, som han roligt satte sig tilbage i sofaen. At Moniqe havde fanget Avidan i et heldigt øjeblik, kunne han godt se, hvor han selv kunne se farven stige til i hendes kinder, hvilket fik ham til at smile morende. ”Ved du hvad? Du ligner virkelig Faith.. Jeg har aldrig set en kvinde som kunne rødme så meget som hun kan,” endte han tydeligt drillende, som han blinkede let til hende. ”Jeg gør virkelig mit bedste.. Hun er i sandheden den kvinde i mit liv,” endte han sigende, som han nærmest forsøgte at se om han kunne få synet af hende i trappen, men.. nej, hun var der ikke. Han vendte blikket derefter mod hende, tydeligt.. overrasket over hendes ord. Skulle han snakke om sig selv? Det kunne jo kun gå galt! Han lod hånden stryge igennem det let uldede hår. Han gjorde jo heller ikke som sådan noget ud af det alligevel. ”Tja…. Hvad vil du vide Moniqe?” spurgte han en anelse usikkert. Ikke fordi at det var noget som skulle tolkes som en negativ ting, men han havde bare for vane at gå lidt for langt, når det kom til det med at.. bare snakke om noget som stod ham nært til hjerte, så som familien. Han ville jo heller ikke holde hende beskræftiget hele aftenen!

[Noelle Jaceluck]

Det var stadig en mærkværdig tanke at Enrico var blevet en så stor del af hende, men nu hvor han var det så ønskede hun vitterligt ikke at miste ham, og mange gange frygtede hun det virkelig.. ellers ville hun jo heller ikke have regeret så hårdt med henblik på sin kære mor, for hun vidste jo udmærket godt, at hun ikke kunne gøre for det, ligesom hun vidste at hendes kære far nok havde gjort sit for at præge hende med den sult, ikke desto mindre så irriterede det hende. Hun lod blikket falde på juletræet, der stod der i stuen i alt pragt. Hvem der havde fældet det vidste hun ikke, men vedkommende havde bestemt ikke begrænset sig! Det var ligeså tydeligt at det var børnene der havde stået for at pynte det, for hun havde aldrig set noget mere glitrende! For et øjeblik blev hun revet ud af sin lille tanke boble, idet Enrico trykkede hende ind til sig. Hun kunne godt lide når han markerede hende på den måde, nu hvor han ikke havde sat tænderne i hende, og så overfor en vampyr. Læberne spillede ud i det lettere køligt smil. Hun forsøgte igen at finde ind i samtalen med Avidan, også selvom hun var blevet hægtet lidt af. Der herskede ingen tvivl om at den mand virkelig elskede hendes søster med alt hvad han nu engang måtte have! ”Åh,” hun så hen på.. Lestat. Det var det han hed ja. Det sagde jo en hel del om hvor meget hun gik op i familien, det var virkelig ikke særlig meget! Det forundrede hende slet ikke at Enrico ville ud også hilse på de øvrige gæster, for han gik tydeligvis meget op i hendes familie. Hun slap ham roligt, og så efter ham som han forsvandt ind i den anden stue. Hun hævede et lidt forundret øjenbryn mod Avidan. ”Humor? Jeg får ellers altid at vide, at jeg lider af mangel på samme,” hun trak lidt ligegyldigt på skuldrene og sendte ham et stille smil. Armene lagde hun over brystet, måske en lidt maskulin holdning, men hvad pokker. Hun sukkede lidt opgivende. ”Nu begynder du ikke også. Du virker som en fornuftig mand, Avidan, men jeg kan forsikre dig, at jeg hygger mig så meget som jeg nu engang er i stand til,” påpegede hun måske en smule fast, også selvom hun ikke ville lyde som en strigle, hun havde bare en sjov tendens til at være beordrende, hvilket vel heller ikke var underligt i hendes erhverv?