With my last breath..

[shade]

Mørket var faldet på, selvom solen snart var på vej op. Blæsten var kraftig, jo højere du kom op af Vulkanen, men selvom det blæste, så var himlen skyfri, så der var frit udsyn til stjernerne. Shade var søgt til den vulkan, hvor alle andre varyler holdt til. Han kunne sagtens få et værelse i Dracu-Mathimæus Mansion, men det var ikke noget han ønskede at tage del i. Han var en enspænder, hvilket han hele tiden havde været. Han havde troet at han havde fundet en som kunne ændre ham, men den kvinde havde han ikke set i flere måneder, hun var vel død? Væk? Det kunne også være ligegyldigt, han var vant til at være kold, han var trods alt isdæmon, samt vampyr. Han havde hjulpet Alecander med den store ravage, da han havde sprunget hele Castle of Darkness i luften. Han havde været derhenne for at se hvordan det så ud efter hans bomber, og det var virkelig blevet sprunget godt i stumper og stykker! Noget han ikke kunne andet end at fryde sig over! Derefter havde han hjulpet med at slippe Samuel fri, som var stukket af, han skulle vel egentlig have dræbt ham? Han havde set hvordan han havde forvandlet sig til en edderkop for at kravle kujonisk væk, dog havde han ikke fået besked på at dræbe denne Samuel, så det havde han naturligvis ikke gjort, desuden havde han skullet skynde sig videre til Neutraniums tag, for at springe hele loftet ned i hovedet på gæsterne. Mange havde han været skyld i døde den nat, men han angrede bestemt ikke! Han var en koldblodig snigmorder, så det var hans job at gøre de ting som han havde gjort for Dødgængerne. Han måtte dog indrømme at han havde svært ved at finde jobs til tider, for han ønskede heller ikke at retten skulle finde ham og henrette ham! Han kunne jo blive opdaget.

[pharrel123]

Den mørke nat var noget som fik mange af nattens væsner til at søge ud. Og det at solen snart var på vej op, fik dem blot til at søge ind igen. Der var dog en enkelt silhuet som endnu var ude. En skikkelse, som omkring sin muskuløse krop bar en mørk kappe som skjulte hans ansigt. Det eneste man kunne se glimte i mørket var de ravgule øjne, som bar et glimtende skær. Et rovdyr, som tilmed var på jagt. Ikke efter et bytte, men efter sin fjende. Sneen havde lagt sig over landene, hvor der ikke var nogen tvivl om at det var vinter, for kulden var ekstrem! Dog var det ikke noget som denne herre lod sig gå på af, for han var slet ikke i stand til at fryse. Hvorfor? Fordi han var død. Hans hjerte slog ikke, hans hud var isnende kold, sneen som lagde sig over hans ligblege hånd, smeltede ikke. Han bukkede sig ned og strøg hånden over et fodspor. Han havde været på jagt i flere dage. Hans sult var ved at gå ham på, for spist havde han heller ikke, men han ville ikke spise! Han nægtede at miste sit spor! Ikke nu hvor han endelig havde fået opsporet sin fjende. Med våben og snigmord som speciale, begav han sig af sted. Han kunne takke sneen og vinteren for at han havde fundet sin fjende. Han rejste sig roligt igen, hvor de ravgule øjne så frem for sig ud i mørket. Han havde ikke problemer med at se, for han var et af nattens væsner. Mange beskyldte for at være vampyr, for det var nemlig hvad han lignede, men det var langt fra tilfældet!
Pharrel var nået til den store vulkan, hvor de ravgule øjne så op ad det store bjerg. Han havde hørt det var her varylerne hørte til og det var her hans fjende måtte befinde sig. Han havde prøvet at opspore vampyrorganisationen som var skyld i alle disse ravager i Dvasias, ikke fordi skaderne på Manjarno rørte ham, men når det kom til hans eget hjem, det land han havde valgt at kæmpe for, så gik det ham på! Han havde svoret Jaqia troskab, og til gengæld var han blevet horrorernes leder. Og hun skulle bestemt ikke blive skuffet af ham!

[shade]

Den isnende kulde var ikke noget som Shade havde det mindste imod, han nød utrolig godt af den, for den gjorde ham stærk. Han var isdæmon, så det var klart at det måtte være vinteren der stod stærkest i ham. Der var måske også andre varyler heromkring, men han holdt sig for sig selv. Der var nogle der havde prøvet at komme i kontakt med ham, for det var trods alt her hans egen race hørte til men.. han var en enspænder, hvilket han altid havde været. Det var bare ærgerligt han ikke kunne få lov til at gøre sit arbejde, fordi han var tvunget til at holde lav profil. Han var ikke typen der fortalte hemmeligheder videre, så det gjorde ham loyal, skønt han kæmpede for sig selv, men han så bare sådan på det; så længe han blev betalt, var han ligeglad med hvad andre måtte mene omkring de planer hans kunde har. Han kunne hjælpe en gerningsmand med at slå dronningen af Dvasias ihjel og han ville være ligeglad, han gjorde sit arbejde, og så godt han kunne og ellers var han ligeglad med hvad der skete, hvilke konsekvenser det havde. Han var ligeglad med alt, så længe han fik det aftalte beløb. Han lå i toppen af vulkanen, hvor hans blik betragtede den skyfri himmel med de mange stjerner, hvor han mere eller mindre måtte ligge i den kolde sne. Nogle havde prøvet at få ham med ind, ja, lige indtil de fandt ud af at han var isdæmon, så han tog skam ikke skade af denne kulde, den gjorde ham jo kun stærkere, så han klagede bestemt ikke! Han kørte en hånd igennem de sorte lokker, imens de sorte øjne kort så rundt. Han bar kun en blå skjorte, som han havde smurt op til albuerne og ellers nogle jeans, der var blevet lidt mørkere af sneen, som havde gjort hans tøj vådt.

[pharrel123]

Pharrel stoppede op i sneen, som han begyndte at snuse rundt, næsten som havde han været en ulv – hvilket præcis også var hvad han måtte være. Han stoppede roligt, hvor blikket blev vendt frem for sig mod den store vulkan, hvilket fik et tilfredst og triumferende smil til at glide over hans rosa læber. Han var på rette vej. Han kunne ikke huske, hvor længe han havde været i gang, for han havde prøvet siden Castle of Darkness var blevet sprunget i stumper og stykker, så det mest af alt mindede om en ruin! Han begyndte roligt at gå imod den store vulkan, hvor den mørke kappe måtte gøre nogle lette smæld bag ham, som vinden rev i den. Det eneste han bar indenunder, var nogle flossede bukser, fra hans forvandling til varulv, og ellers den nøgne blege overkrop, som glitrede når månen måtte ramme den.
Det tog ikke lang tid før Pharrel havde besteget den store vulkan, der mere af alt mindede om et bjerg. Han havde fundet en indgang, hvor han var inde i selve vulkanen og dens mange gange. Ingen havde opdaget ham, for ikke nok med snigmord og våben, så var han også specialist indenfor spionage. Han havde mange års træning, faktisk hele sit liv, så han var bestemt ikke amatør indenfor sit område. Han var lydløs. Kunne bevæge sig hurtigere end en varulv og vampyr, for han var jo begge racer, ikke i en varylblanding, selvom han faktisk kun var halvblodshorror, han var nemlig ikke blevet født af den race, men var født menneske, han var dog blevet bidt af en varulv og senere en af en vampyr, derfor var ulven i ham stærkere end vampyren, hvilket også gjorde at han var noget udholdende, fordi han var vant til at være varulv. Han kom op til toppen af vulkan uden at blive set af en eneste sjæl, hvor de ravgule øjne faldt på skikkelsen, lugten kom fra ham, så det måtte være den varyl han skulle have fat i. Han stod pludselig for enden af mandens fødder, hvor han stirrende koldt ned på ham. Hans hoved søgte næsten skræmmende langsomt på sned, imens han smilede et djævelsk smil. ”Jeg har ledt efter dig,” hvislede han, hvor hans stemme var en smule rusten, som om han ikke havde snakket i flere dage.

[shade]

Mørket, kulden, al den sne, det kunne faktisk ikke blive bedre for Shades vedkommende. Han nød mørket, fordi han var vampyr, han nød kulden og sneen fordi han var isdæmon, han befandt sig virkelig på hjemmebanen! Det var vel også derfor han ikke var så bange af sig? Det var vel derfor han faktisk var så rolig? Ingen turde at gå hen til ham, de som gjorde, var han kold overfor, for det lå blot til ham. Han var en person der kæmpede for sig selv. Den eneste, hvis selskab han havde nydt, havde været denne valkyrie, Dea, som han nu ikke vidste hvor befandt sig, men.. han gad heller ikke opsøge hende, hvis det ikke var skæbnen at han skulle se hende længere, så ville han heller ikke det. Han havde foldet hænderne i hans nakke, imens blikket hvilede på den store måne over ham. At der var nogen som ledte efter ham, var ikke en tanke der var faldet ham ind, men et sted skulle det ikke undre ham, for han havde gjort så mange ting, som han et sted burde blive henrettet for – ifølge en masse andre, såsom myndigheden i Dvasias.
Shade så næsten forskrækket op på manden der pludselig dukkede op foran hans fødder og spærrede udsigten til himlen, hvor han kneb øjnene næsten dræbende sammen. ”Du spærrer for udsigten, svans,” mumlede han tvært, skønt der var noget ved den mands attitude som sagde ham at han skulle passe på. Der var noget over hans lugt som han ikke brød sig om, noget som vækkede.. væmmelse og foragt i ham. Hvad det var, vidste han ikke. Han satte håndfladerne i sneen, som han kom halvt op at sidde, imens de mørke øjne betragtede manden, hvor han lige kunne skimte de ravgule øjne. Hvem var han? Og vigtigere, hvorfor havde han ledt efter ham? Han brød sig ikke om dette! Han så sig ganske roligt omkring, næsten for at blive sikker på at der ikke var flere. Men der var kun de to.

[pharrel123]

Pharrel havde forsøgt at finde gerningsmanden bag attentatet på Castle of Darkness. Han havde søgt i lang tid, han havde været ved gerningsstedet utrolig mange gange og for at finde spor. Han havde set de tre døde dæmoner, og det tydede på at det ikke var en fuldblodsvampyr som havde været på spil, ergo var det ikke lederen selv som havde været i gang, hvilket nu heller ikke undrede ham, hvorfor ikke hyre en specialist? Det havde han sgu også selv gjort! Selvom han var dygtig nok til at kunne gøre det uden at blive set, for ingen ville kunne følge ham med blikket, han var for hurtig, især for folk der ikke var vampyr, varulv eller spide. Han havde svoret Jaqia sin trofasthed og loyalitet, hvilket han også havde givet hende, ligesom hun havde valgt at stole på ham og gøre ham til sin leder, hvilket han faktisk var glad for, så var der mere mellem hendes hjerne end skeptiskhed og mistroiskhed. Han ønskede ikke at svigte hende, men kæmpe for hende! Og nu hvor han havde fået opsporet gerningsmanden, så kunne hun vel også stille sig tilfreds? Han ville sørge for at det ikke skete igen!
De ravgule øjne hvilede koldt på denne varyl, som lå for hans fødder. Hans krop og ansigt var endnu gemt under kappen og hætten, hvor han roligt lagde armene over kors. Han indsnusede endnu engang duften af ham, inden han så triumferende på ham. ”Varyl: vampyr og isdæmon,” konstaterede han, imens hans hoved søgte til den anden side. ”Det var dig, der bombarderede Castle of Darkness,” svarede han med en næsten retfærdig stemme. Han begyndte at gå rundt om ham. ”Ser du.. os højerestående, tillader ikke at en simpel varyl trænger ind på slottet for at springe det hele i luften. Er du klar over hvor gammel den bygning var? For det andet.. så burde du have gået under jorden og ikke efterlade spor, for..” Han gjorde en hurtig bevægelse og greb manden om halsen, hvor han klemte til. Han rykkede sit hoved ned ved siden af mandens ene øre. ”Jeg tillader ikke at du får folket til at tvivle på din dronning,” hviskede han i en sadistisk tone, inden han slap ham og rettede sig op. ”Så.. jeg slår dig ihjel.”

[shade]

Hvem denne mand måtte være, var ukendt for Shade, men det at han bare sådan dukkede op tydede på at manden var god, han havde stærke evner og at han ikke burde undervurderes. Hans mørke øjne hvilede fast på denne mand. De ravgule øjne viste at han var af nattens væsner, så var spørgsmålet lige om hvilken. At manden foran ham så måtte vurdere hans race, fik ham til at se mere fast på ham. Der skulle dog mere til at skræmme ham! Men det gjorde ham et sted nysgerrig, for hvem var denne mand og hvad ville han ham? Han blev siddende, med hænderne i jorden for at holde hans overkrop oppe, uden han veg blikket fra ham. Han lyttede opmærksomt til hans ord. Han nåede dog ikke at reagere eller sige noget, før han så manden forsvinde, inden han mærkede det faste greb omkring hans hals, blot for at blive tvunget ned i jorden. Han gispede let efter vejret, hvor hans hænder næsten per automatik måtte søge omkring mandens for at prøve om han kunne fjerne hånden. Han hvæsede ganske let, som luften blev klemt ud af ham. Han var jo ikke helt død, fordi han også var isdæmon. Som manden selv valgte at slippe, fik ham til at rulle om på maven, hvor han tog sig til halsen og næsten gispede efter vejret. Han vendte blikket op mod manden ved hans sidste ord. Slå ham ihjel? Et morende smil gled over hans læber. ”Du.. du tror du er smart.. ved dukke op her? Tro at du kan slå mig ihjel.. på min egen.. hjemmebane?” spurgte han nysgerrigt, inden han brød ud i latter. Det var da for dumt. Han havde desuden ikke tænkt sig at stille træskoene endnu! Han satte håndfladerne ned i den kolde sne, inden han skød istapper ud af hver fingerspids, så ti små sylespidse istapper fløj direkte mod manden. Han var bestemt ikke svag bare fordi han var varyl!

[pharrel123]

Denne varyl gik allerede Pharrel på nerverne, det var derfor det gav ham en sådan tilfredsstillelse at prøve kræfterne af med ham. Sådan som han var hurtigere – for en simpel varyl ville da slet ikke kunne følge ham! Sådan som han tvang ham ned i jorden og klemte luften ud af ham. Det hele føltes utrolig godt, selvom han ville blive langt mere tilfreds når han engang havde fået ham dræbt! Men først ville han lege lidt rundt med ham! Det var trods alt det han nød. Han så blot koldt ned på varylen, skønt smilet dog måtte falme ved lyden af hans latter. Han vovede at grine af ham?! Hans ravgule øjne blev lettere dræbende. Hans blik faldt på varylens hænder, som måtte skyde istapper imod ham, hvor han gik bagom og i bro. Han var smidig og adræt, hvilket også var noget han gjorde brug af! Han gik baglæns om, så han igen landede på fødderne og denne gang stod en smule længere væk fra varylen. Han lod sin håndryg tørre ganske let over hans kind, da han alligevel var blevet snittet, så der var gået hul. Han betragtede sit mørke blod, inden han knurrede fast af varylen. Han fandt sig ikke i det! ”Hvor vover du din lille mide!” hvæsede han. Han trak kappen af sig, som han blot smed væk, så den landede et eller andet uvilkårligt sted på jorden og så han kun stod tilbage i de flossede bukser og den nøgne overkrop, der måtte glimte ganske let på grund af månens lys der faldt på den og gav den et smukt genskær. Hans krop var helt glat, kold og dog bar han nogle latinske brandmærker på ryggen fra dengang han havde været igennem de mange ritualer inden han var blevet omgjort til varulv. Han gjorde en let knurren, inden han bukkede sig, for blot at lade kroppen begynde at forvandle sig, som hele hans krop blev udvidet, så det gav knæklyde om og om igen, han fik lange klør, en grå pels og hale, hvor øjnene forblev ravgule, selvom pupillerne trak sig sammen.

[shade]

Måske denne mand var en af de hurtige racer, måske denne mand var en af de stærke racer, men det var Shade virkelig ligeglad med! For han vidste at denne mand ikke var uovervindelig! Denne mand, ville selv gå døden i møde på et eller andet tidspunkt, måske ikke Shade var denne mands overmand, men den overmand fandtes derude et sted. Desuden var han ikke bange for at dø, han vidste at det ville ske på et eller andet tidspunkt. Han nægtede dog at give op uden kamp! Og hvem vidste? Måske denne mand var så hovmodig og undervurderede varylerne, så måske han ville tabe alligevel? Han nægtede i hvert fald at overgive sig bare sådan! At én af hans istapper alligevel måtte ramme ham, fik ham til at smile tilfredst, han kom selv op på benene, hvor hans sorte øjne hvilede fast på denne mand. Han så dog undrende til, da han valgte at smide kappen, for det så ud til at denne mand havde.. det løb ham koldt ned ad ryggen. Det var stille og roligt ved at gå op for ham, hvilken race denne mand måtte være. Og det blev blot bekræftet, da han tilmed valgte at forvandle sig.. igen. Han knyttede hænderne fast. Han måtte bare stoppe det i så fald! Sneen omkring ham begyndte at dirre ganske let, inden noget af det fra jorden begyndte at svæve foran Shade. Sneen blev roligt til en kugle, som blot blev mere og mere hård, så det til sidst var ren is. Han skød kuglen direkte mod manden i håb om at det ville ramme ham og stoppe forvandlingen.

[pharrel123]

Måske denne varyl bar isdæmon i sig, men det var skam ikke ensbetydende med at denne varyl havde en chance imod ham, horrorernes leder! Han skulle nok bevise sit værd overfor Jaqia, for han vidste at hun ikke stolede fuldt og fast på ham, men han skulle nok vise hende at det var hende han kæmpede for, medmindre hun naturligvis viste sig ikke at være til at stole på, for så kunne han ikke bruge hende til noget. Hun virkede dog til at være svag, skønt han havde hørt rygterne i byen, og hvis nogle talte grimt om hende, så knurrede han højt og fik folk til at tie – det var faktisk yderst morsomt! Kutten havde forladt hans krop, så han afslørede den flotte muskulatur som den blege overkrop bestod af. En krop som var i færd med at forvandle sig til det store stygge bæst der hvilede inde i ham. Kroppen begyndte at slå knæk, som knoglerne blev større og forstrakte sig. Hans ansigt begyndte at forme sig ud i en spids, som han fik snude. Hår begyndte at lægge sig over hans krop, hvor negle blev længere. De ravgule øjne vendte han mod manden, hvor han ikke tog sig af den lille kugle han lavede, skønt han kunne se hvor hård den var, da den fløj gennem luften og nærmest måtte give genskær, fordi den blev spejlblank af is. Han havde dog ikke tid til at flytte sig, som han valgte at blive stående og bare tage imod den hårde iskugle. Han spændte i hele kroppen, hvor han begyndte at knurre ganske let, som kuglen ramte direkte ind i ham, hvor han blev væltet omkuld og tilbage ned i sneen. ”Din…” mumlede han vredt, inden han begyndte at vride sig, som forvandlingen ikke stoppede. Han gav et højt hyl fra sig, da forvandlingen blev fuldført, inden han kom vaklende op på benene i sin varulveform. Han knurrede let af isdæmonen, inden han gjorde et kraftspring imod ham og slog ud med den store pote med de sylespidse sorte kløer.

[shade]

Shade var ligeglad med denne mand, for denne mand kunne være konge af Dvasias og han ville være ligeglad! Han gad ikke at blive forstyrret og det var hvad der var sket, så denne mand bad virkelig også selv om at blive flænset og flået midt over! Dog så det ud til at det var denne mand som havde styrken til at flå Shade midt over, for denne mand var tilsyneladende horror. Nok var denne mand horror og hvad han lavede her, vidste han ikke, men denne mand havde åbenbart ledt efter ham, hvilket måtte gøre ham en smule nysgerrig. At kuglen fik ham væltet omkuld fik ham til at smile lettere tilfredst, selvom at det at han rejste sig som varulv ikke ligefrem gjorde noget bedre, hvor hans smil måtte falme igen. Han bed tænderne sammen og gav et hvæs fra sig. Han knyttede hænderne og betragtede hvordan den store ulv gjorde et spring imod ham og slog ud med sin store pote. Han sprang bagud, selvom han vidste at han ikke kunne flygte fra dette bæst i al evighed, men så måtte han jo bare bruge sine andre våben! Han greb fat omkring nogle små bomber som han havde i sine lommer, inden han kastede dem mod det store dyr, hvor de sprang i luften og hvis det ikke skulle hjælpe så skød han lige ti ekstra istapper mod varulven igennem røgen, som dog gjorde at han ikke helt kunne sigte ordentligt. Han var måske kun varyl, men han bar mange egenskaber og det ville være dumt af denne mand, hvis han troede at han kun havde sine isdæmonkræfter og vampyrkræfter, for så tog han i den grad fejl! Han bar alle mulige forskellige bomber og våben, selvom han dog ikke bar alle på sig i øjeblikket, men de lå ikke langt herfra, så hvis han bare kunne nå hen til dem! Han begyndte at løbe hen til nogle af dørene der førte nedenunder, hvor hans armbrøst lå, armbrøst med sølvpile.

[pharrel123]

Kroppen gjorde et sidste let knæk, inden Pharrel rystede på hovedet, blottede tænderne som var indsmurt i salv. Han knurrede ganske let, lod neglene lege med jorden der blev gemt under al den sne. Han frøs ikke, for det var ham umuligt, især ikke som varulv, for han havde trods alt pels. At Shade undgik hans slag fik ham blot til at knibe øjnene fast sammen, hvor han lige skulle til at springe mod ham igen, da blikket faldt på de bomber som han fiskede frem. Det så ud til at denne varyl gemte på langt mere end bare som så, men det vidste han jo faktisk også godt, ellers ville han jo aldrig kunne få sprunget Castle of Darkness i småstumper som han havde gjort. Han nåede ikke at undvige bomberne, som sprang, hvilket fik ham til at give et hyl fra sig. Han prustede og stønnede som et vildt dyr, som det sved i kroppen! Men det havde dog ikke dræbt ham, der skulle mere til, for han var utrolig hårdfør, mere hårdfør end en varulv. Istapperne som blev skudt imod ham kunne han høre, hvor han gjorde et let spring til siden, så de røg lige forbi ham. Han så efter dem, inden blikket prøvede at falde på varylen igen, som var et eller andet sted bag røgen fra bomberne. Og som han hørte ham og opfangede hans position, begyndte at han løbe imod ham. Han satte blot farten yderligere op, da han så hvordan varylen greb ud efter en armbrøst. Han var horror og bar derfor også en vampyr og varulvs svagheder, skønt de fleste gik op i hinanden. Han var dog ikke særlig modtagelig for sølv og uanset så ville den pil kunne gøre utrolig meget skade på ham, hvis den blev placeret et godt sted. Hans gav et ulvehyl fra sig, som han igen satte af fra jorden og sprang mod varylen som han denne gang bed ud efter.

[shade]

Shade nægtede at underlægge sig denne mand! Han havde en masse små tricks i ærmet og denne horror burde slet ikke komme og undervurdere ham! At bomberne ikke hjalp, men fik ham stoppet i et kort stykke tid, var noget som kun glædede ham. Om istapperne havde ramt ham vidste han så til gengæld ikke, for han kunne ikke se noget i al den røg der var kommet. Han var desuden på vej hen til den armbrøst, for at skyde det bæst ned! Han vidste godt at hans job var ret hektisk, og at det var derfor denne mand var efter ham, fordi han havde hjulpet den organisation med at springe Castle of Darkness i luften, hvor han senere hen havde hjulpet med at befri Samuel og springe Neutranium i luften. Begge var i gang med deres genopbygning, selvom han vidste at det ville tage sin tid. Men han tvivlede ærligtalt på at denne mand var efter ham kun fordi han havde sprunget et gammelt slot i luften, der måtte stikke noget mere under! Eller gjorde der? Det var jo et ældgammelt slot, som havde været antikt, så.. måske? Nej! Men det undrede ham ikke at han var blevet sendt ud af Jaqia, for manden havde ikke snakket om andet end slottet, så det måtte næsten være det! Han så sig kort tilbage og over skulderen hen på varulven, hvor det sitrede i hele hans krop af ren adrenalin, som dette måtte sætte i ham. Han sprang det sidste stykke, greb omkring armbrøsten, fik vendt sig om, imens han kunne høre varulven komme tættere og tættere på ham. Han sigtede end ikke, for han kunne høre det frådende bæst bag ham, så han fik vendt sig og skød blot, hvor han håbede på at det ville være i brystet lige ved hjertet. ”Kan du så dø!” hvæsede han fast.

[pharrel123]

Pharrel havde svoret sin troskab og loyalitet hos Jaqia, så han havde også tænkt sig at bevise overfor hende at hun kunne stole på ham. Han var trænet til at beskytte de kongelige, ligesom hans far havde været før ham – blot i et andet land – så han kunne vel ligeså godt lave noget fornuftigt? Ellers rendte han jo kun rundt og kedede sig! Det var trist at skulle sidde der på kirkegården og lave ingenting, for det var mere eller mindre blevet hans opholdssted, men nu hvor han var blevet horrorernes leder, så var der også kommet andre boller på suppen, der var kommet flere jobs til ham, der var godt nok også kommet et ansvar og de mange forpligtelser, men det gjorde skam intet, for han havde været vant til at lede en lille flok, når han skulle på missioner, men det var ikke noget han havde gjort, siden han var kommet til Dvasias og her havde han levet det meste af sit liv, så han havde været passiv ganske længe, hvilket var ved at blive kedelig! De ravgule øjne betragtede varylen ganske fast. Han skulle få betalt at han havde kastet bomber og istapper efter ham! Han sprang mod ham, for han skulle bestemt ikke få lov til at skyde ham ned med en sølvpil også! Han kom dog for sent, for han mærkede tydeligt hvordan pilen måtte suse igennem luften og kløve igennem hans skulder, så den gik igennem den ene side og stak ud igennem den anden side. Han faldt til jorden med et hyl, hvor han begyndte at forvandle sig tilbage. Der gik ikke lang tid, før han lå i sin vampyrskikkelse igen, hvor hans vejrtrækning var blevet noget mere anstrengende. Han greb fat om pilen, inden han hev den ud. Han knurrede fast. ”Din..” Han vendte blikket mod varylen igen.

[shade]

Shade havde måske hjulpet den vampyr organisation, men det var jo ikke fordi han arbejdede permanent for dem, for han var lejemorder, han var blevet hyret til at springe Castle of Darkness i luften, han var blevet hyret til at befri Samuel under det store maskebal, og han var blevet hyret til at springe loftet over ballet, som havde dræbt utrolig mange mennesker. I hele hans liv havde han dræbt utrolig mange mennesker og han var blevet utrolig godt betalt! Han var sådan set ligeglad med hvem han skulle dræbe, for det eneste han ønskede var at gøre sit job og han var også god til det! Det ville derfor også være dumt af denne horror at undervurdere ham! Og det skulle han nok finde tidsnok ud af! At pilen havde ramt ham, fik ham blot til at smile triumferende, som han betragtede det store bæst lande på jorden foran hans fødder, imens han begyndte at forvandle sig tilbage. En horror var et utrolig stærkt væsen, men end ikke de var udødelige! Han satte armbrøsten for sigte, som han gjorde sig klar til at skyde en endelig pil i brystet på manden for hans fødder. ”Ynkeligt.. at tabe til en varyl.. hn?” spurgte han med en hvislende tone, hvor hans nøddebrune øjne hvilede nådesløst på manden. Han så blot til, som manden trak pilen ud fra sin skulder, hvilket fik ham til at trække overlegent på smilebåndet, for han havde ham lige hvor han ville have ham! Hvorfor denne mand helt præcist var efter ham, vidste han ikke, men der var utallige grunde til det, for han havde dræbt utrolig mange plus han et sted var stemplet som forræder imod Dvasias, netop fordi han havde sprunget slottet til smadder, han havde tilmed angrebet Neutranium og hjulpet en berygtet vampyrorganisation med at dræbe kongen af Procias, hærføreren af Manjarno og slippe kronprinsen til Dvasias fri, så han var vel egentlig eftersøgt i alle lande? Han smilede triumferende, som han trykkede på aftrækkeren, så pilen kunne kløve igennem luften endnu engang, denne gang for at ramme manden i hjertet.