Christmas is time for love and joy

[Deleted]

Elanya ønskede bestetm ikke at smadre julen mere end det som den allerede måtte være og heller ikke for hans del. Det havde bare været en forbandet stresset dag for hende med julebagst og madlavning til alle de andre, også fordi at hun heller ikke ønskede at komme dem på tværs med det som de tydeligt måtte se på som var det et lille problem. Det var det bare ikke for hende, så var det faktisk temmelig stort og det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, for alt det her havde virkelig været et levende helved for hendes vedkommende! Hun lod hovedet søge let og stille på sned, som hun roligt lod blikket betragte ham. At han igen var rolig, at han turde at røre ved hende, det var alt sammen noget som havde en kæmpe betydning for hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, specielt nu hvor han havde fremstillet det på en lidt anden måde overfor hende tidligere, hvilket faktisk havde skræmt hende. Hun havde aldrig ment at gøre ham ondt også selvom det var det som var endt med at ske. Hun hadet virkelig sig selv for det. Hendes ægteskaber havde bestemt ikke været rigtige, så langt var de trods alt enige og selv de mænd havde aldrig nogensinde fået en chance mere .. jo Lestat havde fået en, men det var der også en god grund til. Hun betragtede ham sigende. ”Det nager dig.. jeg kan jo se det,”sagde hun stille. Efterhånden var hun blevet temmelig god til at tolke udtryk. Det var vel også noget som lå til det at være så gammel som hun var efterhånden? Hun blev liggende og betragtede ham med en rolig og sigende mine, for det var heller ikke fordi at hun ønskede at appelere til hans temperament eller samvittighed, for hun ønskede slet ikke at skulle komme ham på tværs, som sidste gang. ”De betvivler min søster?” Hun blinkede med øjnene. Den tanke var hun dog bestemt heller ikke meget for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Den kære kvinde prøvede virkelig og det var jo heller ikke fordi at hun havde den samme erfaring som Elanya selv havde haft. Hun sukkede dæmpet og nærmest opgivende. Den tanke var faktisk noget som gjorde ondt. ”Det er der jo ingen grund til.. hun prøver jo..” hviskede hun stille, som hun vendte blikket mod vinduet. Skulle hun tage forbi? Ikke fordi at hun havde troen på at hun kunne gøre det bedre. ”Jeg er ærlig talt ligeglad med hvordan folk ser på Jaqia.. Hun er fantastisk på sin egen måde.. Bare.. ja, bare det at hun har holdt tronen så længe, er utroligt,” sagde hun dæmpet og ikke mindst med en ærlig stemme. Hun sendte ham et stille og dog så skævt smil. Ikke fordi at det var noget som hun ville kunne skjule for ham eller ikke, for det var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til overhovedet. ”Det er lettere sagt end gjort, Derick.. Jeg har igennem mit liv og gang på gang set hvor meget mit ry betyder.. for en i den stilling som jeg sad i om ikke andet..” Hun trak på skuldrene. Stadig havde hun en tendens til at té sig høfligt og næsten kongeligt, udelukkende fordi at det bare faldt hende ind i ren vane og det var faktisk noget som måtte irritere hende noget så frygtelig voldsomt, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet! Hun lagde sig forsigtigt tættere på ham. ”Det er jo lige det som ikke gør det ligegyldigt, Derick.. Lyt nu til mig..” Hun lagde hånden mod hans kind og vendte hans blik ganske forsigtigt mod hende, for hun ønskede nu ikke at være belærende. Hun havde altid holdt af ham, at han havde taget det på den måde, gjorde det jo ikke ligegyldigt! ”At du har haft det sådan er ikke ligegyldigt for mig,” sagde hun stilfærdigt, blot for at få den besked ordentlig ind. Hun kyssede hans pande selv med den store forsigtighed. ”Du har altid haft en betydning for mig Derick.. Uanset hvad vi har haft at skulle slås med. Det som stod i avisen har påvirket dig, ellers havde du ikke gjort det som du gjorde sidst vi mødtes. Jeg vil hellere snakke om det, som det vi gør nu,” forsikrede hun med et stille smil.

[Deleted]

Elanya havde ikke ødelagt Dericks jul, faktisk havde hun reddet den. Han var glad for at hun var kommet forbi, for så havde han for det første fået muligheden for at gøre det godt igen, for det andet kunne han holde jul sammen med hende, hvilket var noget som han gerne ville, og for det tredje, så havde hun stoppet ham i at drikke sig fuldstændig beruset, for det var nemlig det eneste han havde været ude på. Måske julen var hyggens dag, men det var ikke ligefrem hyggeligt, når man ikke havde nogen at fejre den med, i hvert fald ingen venner eller familie, men så var Elanya kommet forbi, hvilket havde reddet hans aften – om hun så ville tro på det eller ej, men det havde hun! Han var ligeglad med om de sad oppe på dette værelse uden juletræ, gaven havde hun jo fået, ligesom han også havde fået hendes, en gave han måske havde fået af hende før, men han havde mistet den og den havde virkelig haft en utrolig stor betydning for ham, netop fordi den var fra hende. I den tid han havde isoleret sig sammen med Denjarna, havde den ring været hans eneste minde om Elanya, desværre havde han mistet ringen da han var blevet dræbt for anden gang. Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord. Han smilede let for sig selv, for han kunne vel sige sig selv at han ikke kunne skjule noget for hende? Hun var den som havde kendt ham i længst tid – skønt der dog var et hul i midten, fordi han havde isoleret sig, hvor der også var sket en masse med hende, men derfor var hun stadig hans første ven, hvilket var noget som ingen kunne ændre på! Men det var vel også grunden til at de ikke kunne skjule noget for hinanden? Han trak svagt på skuldrene. ”Det vedkommer ikke mig Ela,” svarede han roligt, for sandt var det jo trods alt. Måske hendes mange mænd og ægteskaber nagede ham også dem før David, men alle de ægteskaber vedkom heller ikke ham, det var noget som han ikke burde blande sig i, hvilket han heller ikke havde lyst til, for sket var sket, men det var jo så også bare lidt grunden til at han holdt afstand til hende. ”Hun er ikke særlig erfaren Ela, der er tilmed en dvasianer som har indtaget pladsen som greve i landet, det får folk til at sætte spørgsmålstegn ved din søsters styreform. Mange går selv under den tro at hun har været med til at lukke mørkets væsner ind i Procias,” fortalte han roligt. Han kendte ikke Keischa, han mindedes ikke at have mødt hende, så han kunne ikke sige hvordan hun var, foruden at hun var ganske ung og ikke havde nogen erfaring, det ændrede jo så bare ikke på folkets syn af hende. Han sagde intet til det med Jaqia, havde han endnu været vampyr og lederen for dem, så havde det været hende som havde været hans dronning, desuden kendte han heller ikke til den kvinde, så han vidste ikke helt hvad han skulle mene til hendes metode, hun havde trods alt gjort landet kvindedomineret. ”Ela.. dit ry er ikke alt. Jeg forstår godt det betyder meget for dig, især fordi du har været dronning, men det er du trods alt ikke længere,” svarede han stilfærdigt. ”Desuden ændre det ikke på den person du er Ela.. folket ser kun det som de vil se, desuden ser de kun løgne, fordi den avis har fremstillet dig som uempatisk og kynisk.. det er ikke den person du er,” forsikrede han hende, hvor hans endte hende et beroligende smil. Han skævede kort mod hende, da hun lagde sig tættere på ham, hvor det sitrede i hele hans krop, da hun lagde hånden mod hans kind, for at vende blikket mod hende. Han lyttede til hendes ord omhyggeligt, selvom han dog ikke var af samme mening som hende. Kysset mod hans pande fik ham til at trække svagt i mundvigen, hvor han roligt vendte de mørke øjne mod hende. ”Der er intet at snakke om.. jalousi er en grim følelse, det var trods alt det som fik mig til at sige alle de ting, og jeg fortryder det bitterligt! Men.. det var ikke mig det gik værst ud over, det var dig, og måske det påvirkede mig, men du betyder langt mere for mig end jeg selv gør, derfor er det ligegyldigt,” svarede han stille, hvor han trak svagt på skuldrene.

[Deleted]

Elanya ønskede virkelig ikke at skulle spolere Dericks højtid. At den jo så ikke havde været noget specielt for ham ellers ,var jo slet ikke noget som hun vidste, for hun havde ingen anelse om hvordan han havde fejret det med familien. For hendes del, havde det været børnenes højtid, for det var jo heller ikke fordi at folk direkte måtte skænke hende nogen tanker når julen endelig måtte nærme sig og det var jo bare en vane for hende, så det var ikke noget som rørte hende som sådan, men at skulle se dem alle sidde i par og hygge sig sammen, det var slet ikke noget som hun ønskede at tænke på, for det at hun var alene, var hlt og holdent selvforskyldt og det var noget som hun var udmærket godt klar over, for det var hendes egen skyld! Det var hendes egen skyld at spalten havde skrevet om hende og det var så sandelig også hendes egen skyld at ingen nogensinde ville vedkendes hende igen. Hendes selvtillid var virkelig røget i bund, så hun havde ikke den største tro på noget som helst længere, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, for den tanke skræmte hende faktisk. Hun ønskede ikke at påføre nogen den form for smerte igen, så gjorde hun vel også bare bedst i at holde sig lidt for sig selv? Bide de mange følelser i sig, for hun ville da heller ikke få noget ud af at skulle sidde med det på denne måde, og det var noget som hun var udmærket godt klar over. Hun sukkede stille. ”Hun er jo så ung.. De regner vel ikke med at hun var som mig.. da jeg var på toppen..” sagde hun næsten fortvivlet. Det var jo heller ikke fordi at hun havde ment at kaste sin søster for gribbene på denne måde! Slet ikke! ”De kan vel godt give hende den chance..!” Hun knyttede næven ganske let, fordi at det faktisk gjorde hende vred og det gjorde hende direkte frustreret, for hun holdt virkelig af familien og hun ønskede at gøre sit for dem! Hun sukkede stille, som hun endnu en gang tvang sig op at sidde igen. Hun foldede hænderne ganske forsigtigt i sit skød og fumlede let med dem, som hun slet ikke vidste hvad pokker hun skulle gøre af dem i den anden ende. Den tanke og den følelse var faktisk direkte frustrerende og det var noget så frygtelig ubehageligt, så man skulle tro at det måtte være løgn! ”Det har altid været det som var af den største betydning for mig Derick.. Dengang jeg var lille så betød det alt for min far.. Alt!” sagde hun med en lettere frustreret stemme, for det var ikke noget som hun ville kunne skjule, hvad end det var noget som hun ville det eller ikke, for hun kunne virkelig hade det den dag i dag og det hjemsøgte hende jo stadig. ”Det var jo det jeg prøvede at overbevise dig om. At jeg ikke er de som de har beskrevet i den forbistrede avis,” påpegede hun stille. Det glædet hende faktisk bare, at Derick var kommet en anelse til fornuft, for dette var bestemt ikke nemt at slås med og hun vidste også, at det var noget som hun skulle slås med skræmmende længe og langt ud i fremtiden, hvilket i den grad heller ikke gjorde tingene nemmere for hende på nogen måde. .tvært imod! At han stod fast på at det var ligegyldigt, så ville hun heller ikke bringe det op til diskussion. Hun hadet at skændes og hun hadet at diskutere og da specielt med ham. Hun sendte ham et næsten forsigtigt smil. ”Jeg har gjort dig ondt, hvis det er de følelser som du har siddet med,” påpegede hun stille, så var det jo bestemt ikke ligegyldigt! Jalousi var bestemt ikke en hyggelig følelse at skulle sidde igen med, men hvad pokker havde hun at stille op med? ”Det er jeg virkelig ked af,” tilføjede hun med en tydelig og dæmpet stemme.

[Deleted]

Nok havde Derick ikke været på Jorden i så lang tid igen, men han havde mere eller mindre prøvet på at sætte sig ind i landenes situation, hvilket også var grunden til at han kendte lidt til alt det som foregik i landene. Mange rygter gik, det kunne han ikke komme udenom, men de var nu heller ikke svære at overhører, for alle talte i krogene, der var altid nogle som talte over sig, talte for højt eller lignende, så man også fik det rygte med, det var vel også sådan at alle kendte til det med Elanya og den måde hun havde ’leget rundt’ med dem? Selvom det kun var sådan at avisen fremstillede det på, det var også derfor han ikke stolede fuldt og fast på de rygter han fik, specielt ikke når han fik et rygte at vide og bagefter hørte det samme rygte men i en anden version – der var ikke altid hold i de ord. Men det var sådan han mere eller mindre havde opsnuset sig til sandheden. Hans hoved søgte ganske let på sned. Det undrede ham ikke at hun reagerede som hun gjorde, for det var trods alt hendes søster som det var tale om, hendes familie. ”Efter Gabriels død, er det gået ned for landet Ela.. folket vil have en stærk leder og Keischa har ikke megen erfaring,” forklarede han roligt uden han veg de mørke øjne fra hende, da hun valgte at sætte sig op, hvor han bed mærke i at hun endnu engang fumlede med sine hænder. Han blev selv liggende, endnu med fronten mod hende, hvor han lagde sin ene hånd beroligende mod hendes lår. ”Hun står ikke alene.. hun skal nok klare den,” tilføjede han roligt. Han strøg hende kort over låret med sin tommel, næsten blot for at berolige hende mere. Han vidste at Keischa stod sammen med Alexis, skønt han vist ikke var så velset igen i landet, men det var vel kun fordi han var horror? Det var vel også lidt den tanke der havde skræmt ham dengang, hans eget ry havde også betydet noget for ham, sådan som han havde stået som vampyrernes leder, så hvis han pludselig var blevet forræder, for at stå sammen med Elanya, så ville folket i Procias sikkert ikke engang tage imod ham med åbne arme. Han lagde sig roligt om på ryggen med hænderne i nakken til hendes ord. ”Et ry er ikke alt,” svarede han stille, hvor han betragtede loftet over dem. Han ville aldrig nogensinde sætte sit ry i første række, men hvis hun prioriterede på en anden måde, så var det jo sådan som det måtte være. Han nikkede roligt. ”Det ved jeg godt, Ela,” svarede han stilfærdigt. Han kendte hende trods alt bedst – det gik han i hvert fald ud fra, skønt de dog havde haft deres brud i venskabet, fordi de ikke havde set hinanden, men han vidste jo hvordan hun var, så han var vel en af de få som kendte hende bedst? Det var også derfor han ikke burde have sagt alle de ting som han havde sagt, desværre kunne han ikke lave om på det, skønt han ville ønske at han kunne! Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord. Hun havde gjort ham ondt? Det var ikke ligefrem sådan han så på det mere. Han satte sig roligt op, uden han så væk fra hende. ”.. Du skal ikke undskylde!” begyndte han roligt, hvor han betragtede hende ganske let. ”Det er ikke din skyld Ela! Jeg kan bare.. holde styr på mine følelser, i stedet for at lade det hel løbe løbsk,” sagde han roligt, inden han trak svagt på skuldrene. Måske ingen var herre over sine egne følelser, men han burde have varet sin tunge, han burde ikke være blevet vred på hende, som han var gjort. Han ønskede desuden kun at gøre det hele godt igen!

[Deleted]

Elanya havde været grebet af så meget kaos og panik, at hun slet ikke havde været i stand til at skulle falde til ro og faktisk finde ud af hvad der egentlig måtte ske omkring hende, så hun havde end ikke været klar over hvordan det stod til i Procias. Marvalo Mansion havde været hendes hjem igennem det sidste lange stykke tid. Det havde været hendes trygge base, udelukkende fordi at det var folk og omgivelser som hun faktisk kendte. Nok var hun ikke meget for at skulle indrømme det, men hun var virkelig en definition af en tryghedsnarkoman og det var bestemt også det som hun måtte være offer for denne dag i dag. Hun sukkede dæmpet med tanken omkring det hele, for det var virkelig noget som fyldte voldsomt op i hendes hoved og det naget hende virkelig! Ikke fordi at hun kunne gøre noget som helst ved det. Hendes ry var ikke til at redde alligevel! Hun sukkede stille og vendte blikket mod hende. ”Gabriel gjorde det faktastisk, så meget ved jeg da.. Men.. Keischa er så ung. Hun har brug for at prøve..” Hendes ord var næsten en hvisken af ren og skær fortvivlelse, for hun vidste da slet ikke hvad hun skulle gøre nu! Hun kunne vel ikke bare lade det passere bare sådan uden videre og hun kunne heller ikke gøre noget ved det, hvilket kun måtte gøre det hele så mange gange værre for hendes egen del, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Ryet havde altid haft en betydning for hende og det var det som nu måtte være skadet på livet. Det var vel.. bare noget som hun måtte lære at leve med, selvom det var svært nok i sig selv. Blikket vendte hun stille mod ham igen som han blev liggende lige ved hende, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste. Hun ønskede ikke at sidde deprimeret i juletiden, men den havde aldrig nogensinde haft nogen betydning for hende som sådan. Hun rystede på hovedet af sig selv. ”Det er jul.. Vi skal ikke tænke på det nu,” sagde hun stille, som hun endnu en gang ganske roligt gled ned på siden og lagde hænderne stille over sit eget bryst og med blikket som endnu en gang måtte falde mod ham. Det lettet hende virkelig bare at vide, at han var der og at han var der sammen med hende, for det var i den grad noget af det bedste som nogensinde kunne ske for hende. Hun holdt forbandet meget af ham og det var i den grad også noget som hun ønskede at vise ham, selvom det ikke havde været særlig nemt for hende. Hun skyldte ham virkelig for det og specielt med alt det som var sket også i eftertiden. ”Det er jo ikk så nemt, Derick og det ved jeg jo godt!” Igen rullede hun om på maven og lagde sig der hvor hun samlede hænderne foran sig så hun kunne lade hovedet hvile på dem. Hun betragtede ham som han roligt måtte ligge der og med det stille smil på læben. Ikke fordi at hun kunne lade være. Han havde virkelig formået at redde hendes juleaften nu, hvilket hun i den grad havde ham at skulle takke for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret dybt og sendte ham et stille smil. ”Det er vel anderledes når man er vampyr, er det ikke?” Det var ikke fordi at det var det væsen som havde ligget mest til hende i form af kendskab, selvom hun havde kendt ham igennem så skræmmende mange år. Hun stod dog fast på, at hun havde fortjent den endefuld som hun havde fået, hvad end om det var noget som der ville komme noget godt ud af eller ikke, så var der bare ikke noget at gøre ved det. ”Jeg ved jo at det vel.. er en smule nyt for dig som menneske på denne her måde,” tilføjede hun med et let træk på skulderen. Blikket gled ned mod hendes kæde, hvor hun ikke kunne lade være med at lade fingrene lege lidt med den. Hun var i den grad frygtelig glad for den!

[Deleted]

Derick havde forhørt sig lidt rundt omkring, for at finde ud af hvordan det stod mellem landende og den evige kamp var tilsyneladende endnu i gang, ligesom den havde været da Fabian og Elanya havde været på tronen. Men den krig havde vel mere eller mindre altid eksisteret? I så fald måtte det være flere årtusinder tilbage, langt før hans egen tid, at der ikke havde hersket en krig, for han kunne i hvert fald ikke mindes det! Sådan var det jo så bare, når folk så anderledes på hinanden, når folk hadet sin nemesis, sin modsætning, men ham og Elanya havde jo også været modsætninger – de burde have været fjender, de burde have dræbt hinanden, de burde have kæmpet en dødskamp ved hvert af deres møder, men han var endt med at holde af hende, han var endt med at blive forelsket i hende. Hun havde set ham, hun havde gjort ham hel, hun havde udfyldt det tomme hul, som havde hvilet i ham og nu, den dag i dag, kunne han bare se tilbage og undre sig over at han ikke havde valgt Elanya frem for Denjarna, for Elanya var trods alt den person, der havde nået ind til ham først af alle. Hun havde været hans første ven og også den bedste, selvom de vel havde lagt langt over venskabsplanet? Hans hoved søgte ganske let på sned, hvor han opfangede hendes ord, skønt de kun var en hvisken, for han havde engang været vampyr og nok hans sanser ikke var så skærpede, men han var vant til det. Gabriel var ikke ligefrem en mand, som han havde fået noget godt syn på, skønt den knægt havde været Elanyas søn, for det var trods alt den knægt, som havde prøvet at få Denjarna, skønt han ærligtalt ikke kunne se, hvad Denjarna dengang havde set i Elanyas søn. Ikke fordi der var noget galt med ham, og han var også blevet en god konge, for han havde godt hørt om folkets glæde til den mand, men stadig. Han trak svagt på skuldrene. ”Det er bare ikke hvad folket har brug for i øjeblikket,” svarede han stilfærdigt, det kunne enhver jo se, især fordi mørkets væsner havde trangt ind i landet. Det var ikke for at gøre Elanya mere utilpas, men det var trods alt sandheden og til tider var det dumt at pakke tingene ind. Han så blot til, som hun lagde sig ned igen, hvor han smilede et kærligt smil til hende. ”En jul som du reddede for mig,” svarede han sandfærdigt, hvor det varme smil gled over hans læber. Det var end ikke løgn, for det var hvad hun havde gjort. Julen havde aldrig været noget stort for ham, hvilket det vel havde været for hende? Hun havde trods alt været dronning og tilmed haft mand og børn at fejre det med, han havde jo egentlig kun haft Denjarna dengang. Han nikkede ganske kort til hendes ord, inden han så ganske let rundt i rummet. Det var anderledes, når man var vampyr. ”Intet er nemt Ela.. men se sådan her på det; der kan intet godt ske i dit liv, hvis der ikke sker noget dårligt, det er en balance, der vil følge dig hele vejen igennem,” svarede han stilfærdigt. Ikke for at lyde belærende eller bedrevidende, for det var hun den sidste han ville gøre overfor! Men sandt var det trods alt, desuden ville han gerne gøre hende glad igen. Han strøg hende blidt over håret og videre ned over kinden, imens han smilede mildt til hende. ”Det er måske anderledes at være vampyr, men det er ikke helt anderledes fra at være menneske, det ændre ikke på den jeg er, foruden jeg er i en ny krop,” svarede han roligt. Med andre ord, så burde han ikke have råbt af hende, som han havde gjort, for det at han var i en ny krop og en ny race var ikke noget undskyldning!

[Deleted]

Elanya havde virkelig ikke nogen tro på at den endeløse krig ville stoppe mellem mørket og lyset, også selvom hun i blandt andet Marvalo Mansion så de undtag, hvor mørket og lyset kunne gå sammen og faktisk danne sig noget af det mest smukkeste som hun nogensinde havde set. Hun havde set lille Aliyah, hendes egen søns lille datter og hun kunne ikke være andet end stolt af den lille pige, selv på trods af hendes manglende hørsel. Det var virkelig en skam, at der ikke var flere som kunne lægge den form af alvor i det på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham. Det var kun tydeligt for hende, at han var langt mere med i hvad der skete omkring i landene end det som hun selv var, for hun havde slet ikke set nogen grund til at skulle blande sig. Hun havde været død for omverdenen igennem så mange år, selvom det var frem til nu og det var slet ikke en tanke som hun var særlig begejstret for når det endelig måtte komme til stykket, det var da helt sikkert. Hendes hjerte hamret let mod hendes bryst. Det var nu og da stadig denne form af påvirkning som han havde af hende og det var noget som hun faktisk måtte nyde noget så frygtelig godt af. ”Det.. det ved jeg godt, men..” Hun sukkede stille, som hun strøg hænderne igennem håret. Det hjalp hende ikke at skulle tænke i de baner og hun vidste det godt. Hun burde faktisk formå at slappe af, nyde en jul, selvom det slet ikke var sådan at det måtte forholde sig, hvilket kun måtte gøre det hele så meget værre for hendes del. Hun havde aldrig formået at slappe af i højtiderne som dette, for der havde altid været så meget for hendes del, som hun skulle tænke på og det var nu det som hun selv kunne vise sig at være skyld i nu. En svag rødmen måtte vise sig i hendes kinder, hvor hun næsten forlegent måtte vende blikket i retningen af væggen i stedet for, blot for at finde noget interessant at kigge på, selvom hun slet ikke kunne finde det. Hun havde aldrig lært at tackle komplimenter og specielt ikke når hun vidste, at vedkommende faktisk måtte mene dem, for så var det da også helt galt for hende! ”Jeg har da ikke reddet noget som helst,” sagde hun stille. Det var da slet ikke noget som hun kunne forstå sig på, for det var da slet ikke noget som gav nogen som helst former for mening overhovedet. Det var jo heller ikke fordi at julen direkte havde haft nogen decideret betydning for hende selv. Det havde altid omhandlet hendes børn og ellers.. var hun jo bare overladt til sit, så det var jo ikke fordi at den havde været noget specielt for hendes del. Aldrig havde hun fået noget som helst, aldrig fået bekræftet af nogen som sådan, at hun var vigtig for deres del og det var vel også noget af det som havde gjort hende til den person som hun var? At hun så brændende ønskede den bekræftelse et sted? Hun nikkede stille. ”Det er jo rigtigt, men alligevel.. Det er jo ikke fordi at det er nemt, når jeg aldrig rigtigt har haft noget lyst at holde fast i. Jo, jeg har selvfølgelig haft børnene, det er slet ikke det!” tilføjede hun hurtigt. Hun sendte ham et stille smil. ”Det må jo være anderledes at gå fra et væsen som kan.. ja, slukke for følelserne som var det en knap og en som bærer dem med sig mere eller mindre hele tiden,” sagde un en anelse tænkende. Det skete da til tider, at hun filosoferede over disse småting og specielt nu hvor hendes liv havde taget den drejning som det havde, så var der jo masse af tid til at rende rundt og tænke over de mange ting. Hun vendte de smaragdgrønne øjne mod ham igen, som hun lagde sig helt ned i sengen. Hun var igen fuldkommen rolig og det var virkelig en rar fornemmelse at sidde igen med! ”Alle de tanker.. den forskellige levevis, tankegang, handlingsmønster.. Der er jo en kæmpe forskel, Derick!” sagde hun spørgende et sted, for hun var jo faktisk også nysgerrig på det mørke væsen. Ellers havde hun heller ikke lukket ham så tæt på i sin tid.

[Deleted]

Derick forstod godt Elanyas bekymring angående Keischa og folket i Procias, det var næsten også synd at tøsen var kommet ind på tronen i denne tid, når der foregik så meget rundt omkring. Han havde godt hørt om den hemmelige vampyrorganisation, lige såvel som han også havde hørt om dæmonen der var blevet greve i Procias. Det var meget at skulle tage stilling til, når man var helt ny indenfor det område, for Keischa havde jo aldrig reageret, det havde været hendes søster, Elanya og derefter Elas søn Gabriel. Desuden var Keischa ganske ung og også uerfaren, dog havde han hørt at Gabriel nok havde været en god regent, men at han selv havde været ret uerfaren og naiv, men set på den anden side, så havde Gabriel selv været ung, da han kom til magten, hvor han heller ikke havde reageret i så mange år, en skam at han var faldet i en tidlig alder, for skulle han være ærlig, og nok var det ikke med hans gode mening, men han var faktisk sikker på at Gabriel var blevet til noget stort, hvis han ikke var faldet under attentatforsøget – som også havde været noget så imponerende. To vampyrer under et maskebal fyldt med mennesker, dræber Gabriel, får Samuel sluppet fri og Fabian adskilt fra resten, hvor begge slap ud? Det var ikke noget som man så ofte ske i hvert fald, desuden havde det været nået af en risiko at løbe. Han smilede beroligende til hende, skønt han dog lod det ligge, for han ville ikke rippe mere op i det hele, ikke når han kunne se at det måtte bekymre hende, hvilket han også godt forstod. Han kunne ikke lade vær med at trække muntert på smilebåndet, da hun vendte blikket forlegent væk, som hun endte rød i hele hovedet. Han lod en finger søge under hendes hage, så han kunne vende hendes blik mod ham igen, hvor han lod hovedet søge tættere på hendes, inden han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Den røde farve klæder dig kære,” hviskede han blidt og dog med en drillende undertone, kun fordi han vidste at hun hadede når han kommenterede det, men det var trods alt også det som var det sjoveste. Han lod hånden, der hvilede under hendes hage, kort stryge hende over kinden. ”Du har reddet min jul Ela.. jeg vil langt hellere være her med dig, end at sidde nedenunder blot for at drikke mig selv under bordet, blot for at ende et tilfældigt og ukendt sted i morgen,” svarede han stilfærdigt. Han havde aldrig holdt jul med Elanya, derfor ville han hellere end gerne gøre det dette år! Han trak roligt hånden til sig, hvor han trak svagt på skuldrene. ”Det må næsten være mig der ikke har reddet din jul, for går næsten ud fra at du er vant til større fester og med familien?” Hans hoved søgte ganske let på sned, som han betragtede hende nysgerrigt. ”Du har vel også haft andet?” Hans hoved søgte let til den anden side, uden at han veg blikket fra hende. ”Du havde mig, og også de andre venner,” svarede han stilfærdigt, ”og du har mig endnu, desuden skal jeg nok hjælpe dig igennem det hele Ela, det lover jeg dig.” Han så bekræftende mod hende, blot for at understrege det med blikket. Han gik ingen steder, han ville hjælpe hende, det var trods alt hvad man havde venner til, desuden vidste han at hun ville gøre det samme for ham. ”Tjo.. det er svært at gå fra et stærkt væsen, som har skærpede sanser, kan slukke for følelserne til at være mere menneskelig, hvor sanserne ikke er nær så gode, hvor du ikke er lige så stærk og hurtig, hvor du ikke kan slukke for følelserne, men er nødsaget til at mærke dem døgnet rundt, gode såvel som dårlige,” svarede han istemmende og nikkede kort.

[Deleted]

Elanya var virkelig bekymret for hendes søster, for det var slet ikke fair at hun havde så meget at slås med, når hun ikke var ældre end det som hun var. Hun elskede hende og kunne hun, så ville hun gøre alt det som hun kunne bare for at lette den byrde bare en smule, så havde det så sandelig også været det hele værd! At hun havde reddet hans jul på denne måde, var en tanke som faktisk måtte få hende til at smile, for det glædet hende da, at der ikke skulle mere til, selvom hun et sted ønsket det. Hun var så vant til at folk havde forventninger til hende, og det var det som hun var så vant til at skulle arbejde med, for alt det andet, var slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hende overhovedet! Det var da heller ikke fordi at hun havde gjort noget som helst ekstraordinært for ham, så.. hvordan kunne det være noget specielt at hun havde reddet hele hans jul? At han ikke var meget for at vågne et fremmed sted, det kunne hun udmærket godt forstå. Hånden som gled under hendes hage, fik det virkelig til at gibbe helt i hende. Hun lukkede øjnene let og vendte blikket så stille tilbage mod ham endnu en gang. Hun betragtde ham stille, selvom hendes rødmen slet ikke ville forsvinde igen. Hun var da slet ikke den type som kunne tåle denne form for komplimenter og han vidste det da udmærket godt! At ha valgte at kommentere hendes rødmen, var nu heller ikke noget som gjorde det bedre for hendes vedkommende på nogen måde overhovedet! Hun vendte blikekt forlegent ned mod sine hænder. ”Du må slet ikke sige sådan noget, Derick!” sagde hun som hun hurtigt lod hændern falde mod hendes hænder, hvor hun samtidig næsten måtte fange hans hånd mod hendes kind i stedet for. Hun sendte ham et stille smil. Hun vidst da slet ikke hvad hun skule sige! ”Du fortjener meget mere end bare at sidde nede i en krostue og drikke dig fuld, Derick. Det er slet ikek en måde at nyde en jul på,” forklarede hun stille. Han vidste det godt nok, men i sig selv, så var det vel også bare den følelse af bekræftelse som gjorde temmelig meget? Hun trak svagt på skuldrene. ”Stor fest.. Aldrig i livet. Det har altid bare været mig og børnene.” Hun betragtede ham stille, det var jo heller ikke fordi at de mænd som havde været inde i hendes liv, havde haft nogen betydning for børnene som sådan og hun havde vel heller ikke haft nogen betydning for dem? ”Julen mistet betydning for mig dengang Gabriel og Celina var helt små.. Det har været min.. ja, eneste jul som jeg kan erindre som lykkelig,” tilføjede hun stille. Hendes stress i Marvalo Mansion i disse dage, havde udelukkende været fordi at det ville være nødvendigt for dem at nyde julen, så hun havde stået for julemiddagen og det var mere eller mindre det, for hun ønskede ikke at ødelægge det for dem De havde vidst nok bedre gavn af det uden at hun skulle sidde og bare stirre ind i væggen og spise maden mens de andre ville hyggesnakke. ”Moniqe døde for mange år siden.. Og dig.. Ja, du var jo også væk for mig. Jeg har ikke haft andre,” sagde hun stille. Hovedet lod hun søge let og stille på sned og uden at se væk fra ham. Hun nikkede stille. Hun havde faktisk ondt af ham et sted, det var vel også derfor at hun ikke tog sig yderligere af hvad der skete under deres forrige møde. Hun trykkede let omkring hans hånd, for hun lod ham ikke tage den til sig. Hun nød faktisk at have ham så tæt på at hun var i stand til at røre ved ham, som det hun var lige i dette øjeblik, for det var noget som hun faktisk var frygtelig glad for p alle måder ovrhovedet! ”Du skal nok vænne dig til det. Det ved jeg at du kan,” tilføjede hun med et stille, dog selvsikkert smil. Hun havde om ikke andet, så troen på at han nok skule vænne sig til det mere menneskelige liv.

[Deleted]

At være sammen med Elanya var noget som Derick havde savnet! Efter deres forrige møde, hvor han havde været en nar overfor hende, så havde han virkelig manglet at være hende tæt, som han var i øjeblikket. Han havde savnet at kunne ligge hende tæt, som de gjorde nu. Måske hun ikke ville tro på det, men hun havde virkelig reddet hans jul! Han ville hellere holde jul sammen med en enkel kending, i forhold til at være i et rum fyldt med fremmede! Han havde som sagt savnet at tilbringe tiden med hende, og han ville gerne gøre det godt igen, efter deres forrige møde hvor han havde skældt hende ud og råbt af hende, selvom det kun var fordi han var blevet jaloux, skønt det at det var hans menneskelige følelser ikke var nogen undskyldning, for han kunne vel bare tage sig sammen? Han ønskede ikke at være skyld i hendes sorg, han ønskede ikke at være skyld i at hun ikke kunne spise! Det eneste han faktisk ønskede var at gøre hende glad, få hende til at smile, som han altid havde haft så let ved. Da hun dækkede hendes kinder og ansigt til med sine hænder, kunne han ikke lade vær med at smile. Han vidste at hun hadede når han kommenterede hendes rødmen, for det gjorde jo faktisk blot det hele værre, men det var også det som han fandt kært. Han smilede overbærende til hende, hvor hans hånd var gemt under hendes, som hans hvilede mod hendes ene kind, hvor han ikke stoppede sin tommels strøg af hendes bløde hud. ”Jamen det er jo blot en sandhed.. smuk.. som den røde rose,” svarede han lettere poetisk og næsten eftertænksomt, skønt han dog mente det. Han lænede sig frem og skænkede hendes hage et blidt kys, inden han trak hovedet en anelse tilbage og smilede skævt til hende. Det var utroligt, så hurtigt hun formåede at rødme op! Det gjorde ham dog intet, for skulle han være ærlig, så nød han faktisk at betragte hende ansigt, om det så bar en rød farve eller ej. Den røde farve gav hende desuden kun en speciel levende glød, som han ikke kunne andet end at nyde! Han lyttede roligt til hendes ord, inden han vendte de mørke øjne mod hende igen. ”Tja.. nu er jeg jo sammen med dig, det er en jul jeg kun har drømt om,” svarede han stilfærdigt, hvor han betragtede hende ganske roligt. Han sad ikke og drak sig fuld, det havde hun jo faktisk reddet ham fra, desuden ville han også langt hellere ligge heroppe på et kroværelse end med nogen anden kvinde! Måske det kun var de to, men så kunne han da prale med at han havde hende for sig selv? Det var i hvert fald sådan han så på det. Han nikkede roligt til hendes følgende ord. ”Jeg troede bare at en dronning ville holde stor fest, når det kom til jul og andre højtider,” fortalte han sandfærdigt og med et let træk på den ene skulder. Han lod sit hoved falde ganske let på sned. Måske hun havde mistet mange, men det havde han jo faktisk også selv gjort igennem tiden, han var bare glad for at han nu havde fået sine gamle venner tilbage! ”Men du har mig nu.. og jeg viger ikke fra din side, medmindre du ikke ønsker min hjælp..” forsikrede han hende, hvor han sendte hende et bekræftende blik. Han ville hellere end gerne hjælpe hende igennem denne krise, netop fordi han vidste at hun ville gøre det samme for ham! Desuden gik dette slet ikke ud på gensidig respekt, det gik ud på at hun var af en stor betydning for ham og han ville derfor gerne hjælpe hende. Han smilede for sig selv, da hun trykkede omkring hans hånd, hvilket han også villigt gengældte. ”Det lyder til at du har troen på mig?” Det var mere et spørgsmål end en konstatering, men det glædede ham nu kun.

[Deleted]

Elanya kunne virkelig ikke se hvordan pokker hun kunne redde Dericks jul bare sådan uden videre, for det var jo heller ikke fordi at hun havde gjort noget specielt for ham som sådan. Hun havde svinet hans rygte til, det var sandt, selvom det slet ikke havde været hendes mening at gøre det! Hun skammet sig noget så frygteligt over, at det var det som hun havde gjort, men hvad pokker skulle hun da kunne gøre ved det? Bare tanken om at hun stadig formåede at få ham til at smile på denne måde, var i den grad det som gjorde det hele for hende, for det var også noget af det som gjorde hende rolig. Det var denne smilende fyr som hun kunne huske fra dengang og det havde den beroligende effekt på hende. Hun sendte ham et stille smil. Hun var fuldkommen afslappet i øjeblikket, og det var virkelig en noget så frygtelig behagelig tanke, følelse og fornemmelse, for det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt! At holde jul med ham, ville hun bestemt heller ikke have det mindste imod, det ville faktisk glæde hende at nogen faktisk virkede til at ønske hendes selskab frem for alt det andet. Sorgen var hendes egen skyld og hun vidste det. Det var heller ikke noget som hun ønskede at kaste over på ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun holdt af ham, hun ønskede ham det bedste, men at hun jo så måtte fejle gang på gang, var bestemt heller ikke noget som gavnede hende selv, for det gjorde hende faktisk noget så frygtelig frustreret! Hun prøvede virkelig at gøre alt for at skjule sin rødmen, selvom hans ord bestemt heller ikke gjorde det nemmere for hende, hvilket et sted i den grad også måtte være noget så frygtelig frustrerende, at man skulle tro at det var løgn. Hans ord gjorde det bare hundred gange værre! Hun vendte blikket let forlegen væk fra ham, som hendes rødmen endnu en gang måtte tage til. Han mente sine komplimenter, så godt kendte hun ham da. ”Du gør det der så meget med vilje!” endte hun med en tydelig forlegen stemme. Hun kunne virkelig ikke have det! Det var flovt og det var pinligt, selvom hun i den grad også måtte nyde noget så godt af hans mange ord. Det gjorde hun virkelig! Hun betragtede ham med et stille og roligt smil. ”Tja.. Festerne er der mange af.. Rigtig mange! Men det er jo ikke det samme som at sidde samlet med familien og hygge sig med et stort måltid.” Hun trak let på skuldrene. De store familiesammenkomster var faktisk noget af det som virkelig formåede at skræmme hende et sted. Hun havde jo ikke kontrol på noget som helst! Hun var jo taget derfra i aften udelukkende af den samme grund. Hun slap dog ikke hans hånd, som hun roligt holdt omkring den. Hun sammenflettede deres fingre ganske roligt og næsten med en form af forsigtighed og trykkede om den igen. Hun nikkede stille til ham. ”Jeg ved at du ligger inde med langt mere end det du viser, Derick.. Jeg ved at du kan,” sagde hun igen og med det stille smil på læben. Det var heller ikke fordi at hun ville skjule sandheden for ham hvis hun kunne blive fri. Her gavnede det ikke andet og hun nød faktisk også ,at hun kunne smide alle kort på bordet i stedet for at fortsætte med at holde det hele så tæt ind til sig selv, for det var slet ikke noget som ville gavne hende i den anden ende. Hun havde brug for at blive set til og ikke mindst også lyttet til, for det var manglet, det var savnet og det var det som hun havde brug for. ”Nu har du fået lov til at opleve jalousi, misundelse og vrede. Jeg er sikker på at du nok skal nyde følelsen af lykke, glæde.. Ja, endda længsel,” tilføjede hun med et let beskedent smil. Hun ville ikke virke belærende eller noget, hun ønskede ham bare et godt liv, for det var i den grad også noget som han fortjente efter alt det som han havde gjort og alt det som han selv havde været igennem.

[Deleted]

Meget var sket efter de begge var kommet tilbage til livet igen. Hun var blevet beskyldt for at lege rundt med tre mænd, der alle bar et stort og flot rygte, selvom Derick igen var faldet til ro, for han vidste at hun ikke havde leget rundt med ham, i princippet havde de jo faktisk gjort som de altid havde gjort. Det var dog hans jalousi der havde ladet ham løbe løbsk, hvilket havde gjort ham vred og fået ham til at svine hende til i hendes åbne ansigt, fyret en masse pis af, som han ikke engang havde ment! Han var virkelig ked af at han havde kaldt hende alle de ting, for han mente det jo ikke! Han holdt virkelig ubeskriveligt meget af hende! Han.. elskede hende vel endnu? Det var også derfor tanken om at hun var en anden mand tæt, var dræbende for ham! Men.. han havde fundet ud af at hendes lykke betød langt mere for ham, end han selv gjorde, så hvis det gjorde hende lykkelig, så ville han virkelig heller ikke stå i vejen for hendes lykke, for han ville hende virkelig kun det bedste! Han ønskede at hun var glad, at hun havde det godt og at hun ikke hadede ham eller bar nag, skønt han i så fald ikke ville bebrejde hende, for han havde fortjent den samme skideballe som han havde givet hende. Han smilede muntert for sig selv, hvor hans hoved søgte ganske blidt på sned, som hun så væk fra ham. Han lo mildt og kort, inden han lod sin ene finger søge under hendes hage, så han igen kunne vende hendes blik mod ham, hvor han betragtede hende smukke ansigt, som havde fået denne flotte røde farve. ”Hvorfor finder du det flovt og pinligt? Tro mig min kære, den røde farve klæder dig! Den giver dig en levende gnist, som den blomstrende rose,” svarede han stilfærdigt, hvor han strøg hende blidt over kinden, imens han betragtede hendes smukke ansigt. Han smilede mildt til hende. ”Så sandt,” svarede han lettere eftertænksomt, som han kort så ud i luften, inden de mørke øjne faldt tilbage på hendes skikkelse igen. Festerne var ikke det samme som at sidde og hygge med familien og nyde måltiderne. Han vendte ganske kort blikket mod deres hænder, da hun lod sine fingre blive flettet ind i hans, inden han så tilbage på hende. Han smilede et varmt smil, inden han lod sine egne fingre blive flettet ind i hendes, hvor han gav hendes hånd et blidt klem. Han nød virkelig at være hende tæt! Han nød at hun var rolig igen og ikke decideret bange for ham. Det glædede ham virkelig at hun havde troen på ham! Det gav ham også blot følelsen af at han ikke stod alene, og han ville også gerne gøre noget ekstraordinært for hende, så han ville også gerne stå der for hende igennem dette helvede med den dumme avis! Han ville være der for hende, sådan som hun altid havde været der for ham! Kun fordi hun havde den store betydning for ham som hun havde! Han smilede overbærende til hende. ”Elanya.. følelserne er jeg jo godt bekendt med, det er det menneskelige som jeg ikke er,” forklarede han roligt, hvor han smilede skævt. Han havde førhen været jaloux, vred, misundelig, såret, men også glad, lykkelig og munter, han havde skam prøvet den store følelsesladede tur, men det var stadig anderledes at være menneskelig, som han var nu, men magien var dog nyttig. Han lod sin frie arm søge omkring hendes krop, så han kunne trykke hende tæt ind til sig, inden han lagde sig ned på ryggen og trak hende med sig, dog uden at han slap hendes hånd. Han løftede hovedet og skænkede hendes mundvig et blidt kys. ”Jeg er glad for at du står der for mig, Elanya,” svarede han stilfærdigt, ”og jeg vil også gerne stå der for dig.”

[Deleted]

Elanya havde aldrig nogensinde ment at skulle svine mændene til på den måde som hun havde gjort det, for sandr som det var sagt, så havde de alle sammen en ganske særlig betydning for hende, uanset hvordan pokker hun havde fået det fremstillet. Hun hadet sig selv for at have gjort det mod dem på denne måde, for det havde aldrig nogensinde været hendes mening! Dericks vrede havde ganske enkelt været fortjent selvi hendes øjne, så var hun da om ikke andet ,så bare glad for at det hele var faldet godt til ro igen så de igen var i stand til at snakke om det, hvilket hun faktisk kunne sige sig at være noget såfrygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Derick havde altid haft en ganske særlig betydning for hende og det havde aldrig nogensinde foroldt sig anderledes på nogen måde overhovedet. Bare tanken om at de igen kunne være sammen som de altid havde gjort det, var noget som virkelig måtte lette hende og noget så frygtelig voldsomt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han fik hende til at rødme med vilje og hun var udmærket godt klar over det. Han fik hende bare til at rødme med vilje og hun vidste det jo! Ikke fordi at hun ikke nød det, for et gjorde hun virkelig, for hun vidste nemlig at han ikke ville lyve for hende, at han jo faktisk mente dem og det var også det som udgjorde det hele for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Fingeren under hendes hage, fik hende til at vende blikket mod ham igen, selvom hendes rødmen ikke ville holde inde. At han måtte beskrive hende som en blomstrende rose, var hende så sandelig heller ikke nogen hjælp overhovedet! Blikket gled forlegent ned i retningen af sengen, hvor hun roligt bøjede i benene, så hun så ud som en ganske uskyldig teenager som blot måtte ligge der på maven i sengen. ”Det er bare noget du siger..” afveg hun næsten forlegent. Hun var alt for beskeden og det havde hun altid været, det var der heller ikke nogen tvivl om, men lige nu.. Det var for meget for hende! Hun slap dog ikke hans hånd på noget tidspunkt, for hende så var det virkelig rart at skulle have ham så tæt på sig. Han var en af dem som virkelig formåede at holde hende rolig, at gøre hende rolig og det at få hende til at smile. Nu var julen da komplet for hende! Hun sendte ham blot et stille og roligt smil. Hun lod ham tale ud, hvor hun roligt lagde sig tæt ind på ham, som han trak hende ind mod sig. Hovedet lagde hun stille mod hans skulder, som hun roligt lagde sig ind til ham. Hånden lagde hun forsigtigt mod hans bryst. Hun smilede ganske let. ”Det går hånd i hånd, Derick.. Det menneskelige og de følelser. Du mærker dem langt bedre som.. nu end det som du sikkert gjorde før.” Det var i alle fald hendes konstatering udelukkende fordi at han havde reageret som han havde gjort. Det var vel blevet det lidt for meget for ham? At læse det i avisen, for det have også virket som om at han havde troet på det og hun vidste, at Derick var en mand som satte sit værd, sit rygte og hans person meget højt, hvilket hun så sandelig også havde respekten for, for hun havde slet ikke ønsket, at skulle ødelægge det for ham på nogen måde overhovedet! Hun tog vel imod kysset til hendes mundvige, hvor hun ganske forsigtigt vendte blikket mod ham. Hun holdt virkelig meget af ham og det havde hun så sandelig også altid gjort, det var ikke noget som var anderledes, heller ikke for hendes del efter alt dette her. ”Det er jeg glad for at du siger, Derick.” Et sted var det vel også det som hun havde brug for at få bekræftet? At hun faktisk også var god nok for alle dem omkring dem og rundt om dem? Hun lod hånden stille søge mod hans kind som hun strøg ganske let. Nu hvor de måtte ligge der som et par, var faktisk en tanke som morede hende. Hun kyssede ham blidt, dog nænsomt og frygtelig forsigtigt. ”Jeg har brug for den hjælp,” tilføjede hun næsten stille.

[Deleted]

Derick havde måske troet på det som var skrevet i avisen, selvom han et sted slet ikke havde vidst hvad han skulle tro, for.. noget af det var sandt, andet var falsk, men rygterne talte jo sandt, hun havde været sammen med Lestat, ham og Jared. Det med ægteskabet var til gengæld et opfundet rygte, hvilket hun jo så havde bekræftet for ham, men det ville virkelig også komme bag på ham, hvis hun faktisk havde valgt at gifte sig med en mand hun knap nok kendte. Et sted havde det været mere logisk for ham, hvis det havde været Lestat, for hun havde trods alt været gift med den mand før, men det havde så ikke ændret på hans udfald af følelser og reaktion, for han havde følt det samme uanset hvad; misundelse, vrede og jalousi, og de følelser var langt værre i ham, nu hvor han var menneske, selvom det dog var følelser han havde oplevet mange gange før, selv som vampyr. Han ønskede dog ikke at lægge mere i det, for det var gået op for ham at hendes følelser og hende selv betød langt mere for ham, end hans egne behov. Hun betød langt mere for ham, end hans eget rygte gjorde, og det var vel også sådan det skulle være? Han gad ikke sætte sig selv højst før han gjorde det med hende, for han var ikke en egoist! Følelserne var blot revet af sted med ham, men det så da ud til at det hele var faldet godt på plads igen, for hun var rolig og afslappet igen, det kunne han tydeligt mærke, men det var også sådan han ville have det. Han lod sit hoved søge ganske let på sned, hvor han betragtede hende ganske nøje. ”Det er da ikke bare noget jeg siger! Jeg mener det! Du er en smuk, tiltrækkende og attraktiv kvinde,” endte han stilfærdigt, hvor han alligevel bar en bestemt undertone, for han mente det! Han fandt hende smuk.. så smuk, at det kun var gudinder tilladt. Han slap ikke hendes hånd på noget tidspunkt, hvor han lod sine fingre forblive sammenflettet med hendes. Han nød at have hende tæt på sig, men på den anden side, så var det noget som han altid havde nydt. Han smilede ganske let, som hun lagde hovedet mod hans skulder og hånden mod hans bryst. Han trak svagt på skuldrene, så godt han nu kunne, som han havde lagt sig ned på ryggen. Blikket hvilede eftertænksomt op på loftet, inden han vendte blikket mod hende igen. ”Muligvis,” svarede han kort for hovedet. Hun havde vel ret? Hans følelser stod langt stærkere i ham nu, hvor han var blevet menneskelig end dengang han havde været vampyr. Dog havde han alligevel prøvet at føle alle følelser, både gode såvel som dårlige, det var en balance som man ikke kunne komme udenom. Han smilede kærligt til hende ved hendes ord, hvor hans hjerte begyndte at slå hurtigere og hårdere imod hans bryst, da hun lod sit hoved komme tættere på hans. Og da hendes læber berørte hans mærkede han tydeligt hvordan hans hjerte måtte hamre imod hans bryst, som prøvede det at bryde ud. Han besvarede kysset med en lettere længsel, hvor hans ene finger gled under hendes hage, næsten i et desperat forsøg på ikke at lade hende bryde kysset. Han vendte dog de mørke øjne mod hende, da hun valgte at trække hovedet tilbage. ”Og jeg lover at give dig den,” forsikrede han og med et lille bestemt nik. Han ville gerne hjælpe hende, for han vidste at hun ville gøre nøjagtig det samme for ham, selvom han gjorde det af den simple grund, at hun betød meget for ham. Hun stod ham utrolig nær, så det var bare en selvfølge at bære inde med det ønske om at hjælpe hende, for han ønskede ikke at hun skulle stå alene.

[Deleted]

Elaya vidste udmærket godt, at hun fortjente en skideballe uden lige for det som hun havde gjort. Ikke bare overfor Derick, men også Lestat og Jared, som alle havde de valgt at vende hende ryggen, selvom det nu ikke var noget som forekom hende med nogen overraskelse, for det var det som mænd havde gjort mere eller mindre igennem hele hendes liv og det var jo heller ikke fordi at hun havde haft muligheden for at gøre noget som helst ved det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket mod ham. At han i det hele taget måtte komplimentere hende på denne måde, det var slet noget som hun var van til, for hun var jo faktisk vant til at skulle stå med det hele alene og hun brød sig bestemt heller ikke om den følelse eller den fornemmelse, for den var.. skræmmende et sted, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lagde sig tæt ind mod ham og gemte hans ansigt en anelse ind mod hans favn. ”Du må ikke sige sådan noget, Derick!” endte hun helt forlegent. Hun var jo næsten helt kokrød i hovedet! Hun blev dog liggende, selv for hende, så var det virkelig rart at skulle ligge og gemme sig ind mod hans favn, at vide at han var der og at han ville beskytte hende, for det var bestemt også noget af det som hun havde brug for at få bekræftet efterhånden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt. Hånden fortsatte stille og roligt sine strøg mod hans bryst, selv med det samme rolige og stille smil på læben. Hun var altid glad når hun var sammen med ham og nu hvor man snildt kunne sige, at stridsøksen måtte være begravet, så var det også noget som virkelig formåede at ramme hende med en lettelse uden lige, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun nikkede blot til hans ord inden hun havde ladet læberne møde hans. At mærke hans varme læber, var noget som virkelig formåede at sætte hendes hjerte for fulde hammer mod hendes bryst, for det var.. behageligt. Hun holdt det kun for en ganske kort stund, da hun heller ikke ønskede atk omme ham alt for tæt, hvis det heller ikke var noget som han måtte ønske i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hånden og fingeren mod hendes hage, var noget af et behag uden lige. Et sted var det med en længsel, for.. hun havde manglet det, og hun havde i den grad også savnet det mere end godt var for hendes del. Hun sendte ham et varmt smil, hvor hun roligt lagde hovedet mod hans skulder igen. Normalt ville hun slet ikke ligge så tæt på ham i og med, at han havde haft Denjarna, men dette.. det var slet ikke noget som hun havde behov for at skulle tænke videre over på nogen måde og det var virkelig bare rart! ”Jeg skylder dig,” hviskede hun stille. Hun lod hånden stryge hans bryst, stadig med en mindre forsigtighed, for hun ønskede endnu ikke at træde forkert endnu en gang. Bare alene den tanke om det, var noget som virkelig prikkede til den ellers allerede så elendige samvittighed, for det var virkelig ekstremt. ”Du har reddet min juleaften.” Hendes ord var en hvisken, selvom den taknemmelighed var noget som vejede tungt. Julen havde aldrig rigtigt haft nogen direkte betydning for hende- før nu om ikke andet, fordi at han havde været der til at redde hendes ende endnu en gang. Det var jo ikke just første gang at det måtte være sket. Hun puttede sig godt og trygt ind til ham og uden at hendes smil ville falme det mindste. Nu kunne hun da slet ikke lade være med at smile! ”Det her er meget bedre end at stå i køkkenet hele dagen..” Hun kuklo ganske let. Hun nød bare det, at hun havde ham at lægge sig trygt og godt ind til.