Christmas is time for love and joy

[Deleted]

Hvis Derick havde valgt anderledes dengang for så mange år siden, så var det heller ikke til at sige hvordan det hele havde været i dag. Måske at der havde været mere fred i landene, det var jo heller ikke til at sige. En forening af mørket og lyset på en kongetrone havde nok gjort sit, men det var der nu heller ikke noget som man kunne gøre noget ved. Han burde have slået hende ihjel som hun også burde det, men det var hendes gode hjerte som også dengang havde reddet Derick fra at møde en sådan en skæbne. Måske at han havde været vampyr og leder, men hun havde selv stået som leder for en stærk race; Magikerne. Nu hvor det var en anden som havde den plads, så var der heller ikke noget at skulle gøre ved det. Hendes ære var krænket og det var helt og holdent hendes egen skyld. Der var ikke mere der at skulle redde uanset hvor meget Derick havde gjort for det, så var den ære tabt for altid. De smaragdgrønne øjne hvilede på ham og med et stille smil på læben. Hun faldt kun mere og mere til ro tæt ved ham som tiden måtte gå, jo mere af den gamle Derick som hun kunne genkende, for det var intet andet end behageligt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun sendte ham et stille smil, for hun vidste jo trods alt også at han havde fuldkommen ret. Ikke fordi at det var noget som gjorde det nemmere for hende selv, for det var jo trod alt bare sådan at det var og det var nu heller ikke noget som hun direkte kunne gøre for at skulle gøre noget ved det. ”Det ved jeg godt Derick.. Hvis du bare vidste hvad jeg har haft at slås med,” sagde hun dæmpet. Hun vidste igen godt, at de var fuldkommen hendes egen skyld, for hun havde været direkte elendig til det med konflikter! Hun slap et let grin og med blikket hvilende på ham. ”Er du nu sikker? Det her er da bestemt et gråt hår!” Hun strøg ham igen igennem håret og med den samme mine i blikket og selv uden at det drilske glimt måtte forsvinde. Ingen af dem var særlig unge mere, selvom det ikke altid var til at se, de kunne jo stadig have det sjovt som dengang de lignede dem på tyve. Hovedet søgte let på sned. ”Det er da noget du tror..” Hun blinkede let til ham og med det klare grin. Hun kunne da ikke lade være nu hvor hun også var faldet fuldkommen til ro ved ham. Det havde virkelig været en dejlig fornemmelse at kunne sidde i hans selskab igen og bare.. være sig selv. Det var virkelig savnet! Denjarna var væk og stadig teede de sig som to små møgunger. Det var virkelig en befrielse og det havde det også altid været, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun tømte hurtigt sin tallerken og satte den nede på gulvet på den anden side af sengen. Det havde virkelig været godt med noget i maven, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fej af når det endelig måtte komme til stykket. Det glædet hende et sted at Denjarna var væk, selvom det nu var ord som hun ikke selv kunne få sig selv til at sige, men.. det gjorde da at hun kunne være sammen med Derick uden at skulle tænke over at der sad en kvinde og rive ham fra hende på et eller andet tidspunkt. Hun rystede stille på hovedet, som hun lagde sig på maven og med blikket hvilende i hans retning. Hovedet lod hun hvile i håndfladerne. ”Jeg har reddet din jul? Derick dog.. Jeg har kun kostet dig to værelser og et måltid mad som jeg selv kunne betale.. Jeg har jo intet gjort,” påpegede hun stilfærdigt, som hun stille lod hovedet søge let å sned og uden at se væk fra ham. Hun mente det dog. Han behøvede virkelig ikke at gøre alt det her for hende.

[Deleted]

Derick vidste godt at Elanya havde været igennem en masse, men han ønskede til gengæld heller ikke at hun skulle give op. Man kunne miste folks respekt, man kunne miste sin ære, men det var også noget som man kunne få tilbage igen. Kæmpede man for det, gjorde de rigtige ting, så kunne man godt for det hele tilbage igen, desuden ville folket jo nok finde ud af at det ikke var så slemt igen, det havde han jo trods alt også selv fundet ud af. Han havde svært ved at styre sine følelser når han var så menneskelig, for det var slet ikke noget som han var vant til! Som dødsengel var det heller ikke svært at lukke af for alle følelser, for det var utroligt så meget som den race hadede og ønskede død, selv der havde han været nød til at dræbe af og til bare for at finde en form for tilfredsstillelse – det var selvfølgelig noget han aldrig havde sagt til Denjarna, desuden var hun væk nu, så det gjorde jo ingen forskel alligevel. Han smilede mildt til hendes og nikkede ganske roligt og dog forståelsesfuldt til hende. ”Jeg ved det godt Ela.. men selvom du har haft dit at slås med, og har det endnu, så må du ikke give op. Giver du først op, så er det din egen skyld at du vil ende der hvor du vil,” svarede han stilfærdigt. Han ønskede ikke at hun skulle give op, i så fald ville han da hellere end gerne hjælpe hende videre, så hun ikke blev fanget i denne fortvivlelse og frustration, men han forstod hende godt, for det var hende som havde fået det værste ry, han blev kun set på som et offer for den store stygge ulv, som var hende, men det var bestemt ikke sådan at han gad at blive set på! Han hadede virkelig at blive set på som svag! Det var jo heller ikke fordi hun havde leget rundt med dem alle tre, for som hun også selv havde sagt, så havde hun søgt til Lestat, fordi han var den første hun havde fundet, hvor hun kun havde brugt hans favn til at kunne finde ro. Hun havde trods alt været gift med den mand, så det forstod han skam godt. Så havde hun mødt ham og de havde egentlig kun gjort det som de plejede, for selv førhen havde de delt kys og kram, han var jo et sted vant til at hun søgte til en anden mand bagefter, fordi hun havde været gift, hvor han selv også havde søgt tilbage til Denjarna, men denne gang havde han så ikke haft nogen at søge hjem til, men uanset så ændrede det ikke på noget. Han smilede som hun blev færdig med at spise, hvor han blot blev siddende på gulvet. At hun skulle køre hånden igennem hans hår igen, fik ham til at skule drillende til hende. ”Jaså?!” spurgte han. Han var bestemt ikke gammel! Han lod sin tommel og pegefinger samle sig om en enkel lok af hendes hår, hvor han fra hovedbunden helt ned til lokkens spids gjorde det lyse hår helt gråt med hans magi, inden han viste hende lokken. ”Se.. du er ved at blive gammel min kære,” svarede han stilfærdigt, inden han brød ud i en munter latter, for han kunne virkelig ikke lade vær! Han elskede virkelig det at de kunne more sig i hinandens selskab, selv efter al den tid og specielt også efter deres skænderi. Han ønskede ikke at være sur på hende, han ønskede blot at få det hele redt ud med hende igen, gøre det hele godt igen, og denne gang hjælpe hende som han vidste at hun også ville hjælpe ham, hvis han stod i denne situation. ”Du har da reddet min jul. Med dit selskab,” svarede han stilfærdigt, hvor han ganske roligt tog fat omkring hendes hænder, som han gav et blidt klem, inden han lod sine fingre blive flettet ind i hendes i et løst greb. ”Var du ikke kommet, havde jeg drukket mig fuld, og så var jeg sikkert end hos en kvindes favn, fordi jeg er sådan en ensom mand,” svarede han stilfærdigt og dog med en drillende undertone, som han sendte hende en bedrøvet mine.

[Deleted]

Det havde bestemt heller ikke været nemt for Elanya eftersom hun bare havde ønsket sig den form af ro, så hun kunne finde ud af det hele. Lestat havde været den første som havde fundet hende, den mand havde trods alt hjulpet hende ud af en temmelig ubehagelig situation som hun aldrig havde fortalt Derick om. Det var heller ikke fordi at det var noget som hn direkte kunne sige sig, at have nogen intentioner om at gøre, for slaveri var bestemt heller ikke en hyggelig ting at skulle være en del af. Han havde betalt for hendes frihed, holdt hende tryg og givet hende en nat med søvn. Det var vel heller ikke fordi at der var noget mere i det end det som godt var? Hun holdt af ham, men det var virkelig ikke på den måde mere og det var manden klar over. Hun stod som den store og stygge i denne situation og det havde slet ikke været hendes mening at skulle ødelægge så meget! Alle de menenskelige følelser var jo noget som hun bare var vant til. At Derick ikke var det, var slet ikke en tanke som faldt hende ind som sådan, for det var jo ikke noget som hun havde døjet med før. At han så havde været så rasende på hende, var jo det som havde gået hende mest på. Hun rystede let på hovedet. ”Det ved jeg godt, men.. til tider er det bare nemmest at give op,” sagde hun stille. Der var trods alt heller ikke nogen grund til at skulle lyve om det og specielt heller ikke for ham. Hun ønskede så brændende at vende tilbage til det som de havde haft før. Et venskab og så alligevel lidt mere end det, selvom det var lidt mere end det som hun turde at håbe på, hvilket hun faktisk måtte være temmelig så frustreret over et sted. Det var virkelig heller ikke nemt at være hende i dette liv! Sidste gang havde hun aldrig fået lov til at forklare sig til fulde og det var faktisk noget som hun var frygtelig ked af. Hun sendte ham et muntert smil. Det var virkelig bare rart at skulle se den mand som hun huskede ham for at være! En som hun kunne have det sjovt med og en som hun kunne more sig sammen med, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Som han tog fat om et af hendes hårstrå og gjorde det gråt, var noget som hun tydeligt lagde mærke til som han valgte at vise hende det. Hun vendte blikket mod ham. ”Hey! Så gammel er jeg nu heller ikke!” udbrød hun med en latter, som hun let trak hovedet til sig igen. ”Jeg har mange gode år på bage endnu.. Forhåbentlig,” påpegede hun med et stille smil på læben. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham og det var bestemt heller ikke hendes hensigt på nogen som helst måde overhovedet. Hun lod ham tage hendes hænder, hvilket fik hendes blik til at falde mod ham allerede med det samme. Hun blinkede let med øjnene og med hovedet som søgte let på sned. Hun kunne da slet ikke lade være med at smile ved de ord! ”Jeg har jo ikke gjort noget direkte for at være et godt selskab Derick,” forsvarede hun stille. Det var jo intet andet end den rene sandhed, for der var vel heller ikke nogen grund til at skulle skjule det for ham? Hun havde da kun kostet ham til nu! Hovedet lod hun søge mod den anden side, som hun trak sig tættere på ham og slap hans ene hånd. Hun lod den stryge stille og roligt mod hans kind stille og roligt. ”Du ved udmærket godt, at du er mere værd end det,” sagde hun stille.Hun mente det dog i sit fulde alvor! ”En fremmed kvindes favn.. Du skal ikke gøre de samme fejl som jeg har gjort og specielt ikke i denen tid.” Hun sendte ham et stille og næsten så prøvende smil. Ikke at det var noget som hun ville skjule for ham, for han var virkelig mere værd end det!

[Deleted]

At det var lettere at give op, vidste Derick godt, for sådan var det jo altid, men det var jo ikke ensbetydende med at man skulle gøre det, desuden ønskede han ikke at Elanya skulle give op, det var jo heller ikke fordi hun havde gjort noget særligt ved at Lestat holdt hende tryg og havde søgt til en anden mand – som han til gengæld ikke kendte som sådan. De to havde jo egentlig kun gjort som de plejede, så det var jo heller ikke fordi hun havde leget rundt med ham. Han var vel egentlig også kun blevet sur, fordi folk havde talt med medlidenhed til ham, hvilket han ikke kunne have! Han var ikke svag! Nok havde Ela været hos to andre mænd, men for pokker da, han kunne vel være ligeglad? Og det kunne folket vel egentlig også? Det var dog ikke noget som han ønskede at tænke på længere, for han ville gerne gøre Elanya glad igen, redde det ud mellem dem igen, så de ikke skulle gå med denne trykte stemning mellem dem, for han elskede virkelig hendes selskab! Han nikkede roligt til hendes ord. ”Jeg ved godt det er lettere at give op, men det vil jeg ikke have du gør Elanya..” Han rettede sig mere op, ”prøv at se sådan her på det.. når du har ramt bunden, så kan det kun gå en vej..” Han pegede op mod loftet, ”og det er op.” Han smilede opmuntrende til hende, lod den ene hånd stryge hende blidt over håret, hvor han også fjernede den grå stribe, som han havde gjort én af hendes blonde lokker. Han smilede skævt til hende, selvom det blev bredere ved hendes ord, hvor han ikke kunne lade vær med at slippe en munter latter. Så gammel var hun dog ikke, hun holdt sig godt! Desuden fandt han hende ligeså smuk som da hun havde været yngre. ”Du har ret.. du er ikke så gammel.. du er en olding,” sukkede han bedrøvet, selvom det morende smil afslørede at det kun var i sjov, for direkte olding ville han ikke ligefrem kalde hende. ”Du er trods alt allerede mormor!” påpegede han, inden han brød ud i en munter latter. Han smilede morende til hende og tog den ene hånd til sig, så han kunne prikke hende på næsen. ”Snart er du sikkert oldemor, og så er du ved at være gammel,” påpegede han drillende, hvor han blinkede ganske let til hende. Han selv var heller ikke lige så ung, som han engang havde været, men han holdt da udseendet? Det gjorde Elanya jo sådan set også. Han så undrende på hende ved hendes ord, hvor han rynkede brynene ganske svagt. ”Elanya.. du kan ikke gøre noget for at være et godt selskab.. det er noget der ligger til din person, det er noget som du altid har været,” påpegede han stilfærdigt, inden et skævt smil krusede over hans læber. Hun havde altid været ham et godt selskab, så det var da klart at hun havde reddet hans jul, sådan så han i hvert fald på det. Han smilede et mildt smil, da hun strøg hånden over hans kind, hvor de mørke øjne faldt tilbage i hendes smaragdgrønne. ”Samme fejl?” gentog han undrende. ”Ela det var jo ikke ligefrem nogen fejl fra din side.. du har ikke gjort noget forkert ved at være sammen med en anden mand,” svarede han stilfærdigt. Alle skulle bare stikke deres lange næser ned i sager, som ikke vedkom dem! Det var det som var problemet, og det hele var takket være den dumme sladderspalte! Han strøg hende blidt over kinden, inden han lod sin tommel stryge over hende bløde læber, dog uden han så væk fra hendes grønne øjne. ”Du har ikke gjort noget galt Ela,” forsikrede han hende, hvor han sendte hende et alvorligt blik. ”Alle har fortjent at kunne søge til en favn, desuden har alle mænd brug for en kvinde og omvendt.” Han blinkede drillende til hende, inden han slap en munter latter.

[Deleted]

Elanya faldt kun mere og mere til ro igen som tiden måtte gå og det var virkelig bare en dejlig og behagelig tanke, det var slet ikke noget som man skulle tag det mindste fejl af når det endelig åtte komme til stykket, for han betød meget for hende, selvom hendes handling nok ikke havde vist til det. Hun havde vel bare kørt som hun var vant til.. et sted var det et handlingsmønster som gjorde hende rolig, netop fordi at det gjorde hende så rolig som det nu var og det var virkelig rart på alle måder endda! Nu hvor hun også havde fået en anelse i maven, så var det også langt mere behageligt for hende selv, og det var heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. Hendes blik hvilede på ham. Blikket gled let mod loftet og med et svagt suk. Han fik det til at lyde så nemt! Det var det altså ikke! Ellers var det bare hende som var for snæversynet, for hun kunne virkelig ikke se det og hun hadet det virkelig! ”Måske at jeg har ramt bunden.. Igen.” Hun trak let på skuldrene. ”Jeg føler bare, at jeg er gået direkte igennem gulvet,” tilføjede hun stille – Med andre ord, så fortsatte hun med at gå direkte ned og det var noget som faktisk måtte frustrere hende noget så frygtelig voldsomt! Hun rystede grinende på hovedet. ”Nej, nu..!” Hun dasket ganske let til hans ene skulder ved hans ord. Nok havde hun en hel flok af børn og enkelte børnebørn som man ikke kunne gøre noget andet end at holde af, lille Aliyah, Cedric og Cecilaya.. Man kunne da ikke noget andet! Ikke når man kendte dem om ikke andet. Hun rynkede let på næsen som han prikket på den. ”Uha.. Mine kære børnebørn er da ikke så store endnu!” sagde hun med et let grin. Cedric stod nok som den ældste, men med det som han selv havde været igennem, så regnede hun ikke med at det skete sådan lige foreløbig. En svag rødmen måtte dog alligevel melde sig i hendes kinder. Det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule det mindste og et sted så gjorde det hende heller ikke noget som sådan. ”Det er jeg da glad for at du siger,” sagde hun stille. Det var vel et sted også noget af det som hun havde fisket efter? At vide at han faktisk ønsket at være sammen med hende og at det ikke bare var på grund af medlidehed af den ene eller den anden slags, for det kunne hun praktisk talt ikke bruge til noget som helst. Hvis det her kunne redde hans julehøjtid, så ville hun da også være glad, for det ville være trist hvis han skulle rende rundt i sin egen ensomhed som han havde gjort til hun var dukket op, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sendte ham et stille smil. Hun anså det som en fejl. Det havde hun gjort siden han havde givet hende den tydelige og store endefuld. ”Du så hvordan spalten fint formåede at fremstille det.. Det kostet mig nær min bedsteven,” påpegede hun stille. Hun måtte virkelig erkende, at hun have været panisk bange for at han havde været tabt for altid og det var ikke en tanke som hun brød sig synderlig meget om, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Der var slet ikke nogen grund til at skulle lyve for ham og det havde hun heller aldrig nogensinde gjort! Hun trak vejret dybt og med det varme smil. ”Måske du har brug for en at søge til.. Jeg vil gerne være den,” sagde hun roligt, som hun lod hovedet søge let på sned. Hun mente det dog. Til enhver tid ville hun da elske at skulle kunne holde ham med selskab! Det var jo trods alt det som venner gjorde.

[Deleted]

Det var tydeligt at mærke at Elanya var faldet til ro og det måtte virkelig glæde Derick noget så frygtelig meget! Alt det andet med at være anspændt og med den dårlige stemning var ikke noget som han brød sig om, for det hele var så.. trykket. Det var langt bedre, når de kunne hygge dem, have det sjovt som i gamle dage og bare tale om alle mulige irrelevante ting. Det var sådan han kunne lide det. De mørke øjne betragtede hende ganske roligt, hvor han smilede et skævt smil til hende. Han pjuskede hendes hår ganske let, som havde hun været en lille pige, uden han tog blikket fra hende, hvor smilet blev muntert. ”Du rammer bunden mange gange Elanya, men så er det bare at finde de ting, de.. lyspunkter i dit liv, som er med til at hive dig op af hullet igen,” svarede han stilfærdigt. Hans hoved søgte ganske let på sned, hvor han betragtede hende roligt. Han ønskede ikke at hun skulle have det dårligt, desuden så var han sikker på at hun nok skulle klare det! ”Tro mig Elanya, på et tidspunkt så får folk andet at tale om end dig, på et tidspunkt vil de finde ud af at du ikke har gjort noget forkert,” tilføjede han roligt. Sandt var det trods alt! Han lod hånden stryge beroligende og nærmest opmuntrende over hendes kind, inden han blinkede let til hende. Hun skulle nok komme igennem det hele. Han slap en munter latter, da hun daskede til hans skulder. Det var rart at se hende smile og grine igen! Så var alt håb da ikke ude endnu. Så længe hun forblev positiv så skulle det nok gå. ”Hvad?!” spurgte han uskyldigt, som havde han ikke gjort noget, skønt han dog udmærket vidste hvad han havde gjort, ”du er jo en olding.” Han blinkede drillende til hende. Han smilede skævt til hende. ”Men de børnebørn bliver også store på et tidspunkt,” svarede han drillende, hvor han blinkede let til hende. Han kunne virkelig ikke lade vær! Han slap en munter latter, som han vendte sig stille rundt, så han sad på gulvet med ryggen ind mod sengen, hvor han lod hovedet hvile på madrassen. Han lænede hovedet bagud og så på hende, hvor blikket faldt på den røde farve der var dukket op i hendes kinder – det betød vel blot at hun blev glad? ”Jeg mener det!” fastholdt han, inden han så væk fra hende og ud i værelset, hvor han foldede hænderne på maven. ”Du har altid været godt selskab,” endte han – mere for sig selv end for hende. Det var også derfor det gjorde så ondt at han havde råbt af hende, at han havde skældt hende ud, for det gav ham virkelig dårlig skyldfølelse! Han vendte sig om ved hendes ord, hvor han igen satte sig med knæene i gulvet og fronten mod hende. ”Du mister mig aldrig Elanya! Måske vi kan komme op og skændes, men hvem kan ikke det?” Han trak svagt på skuldrene, ”man siger jo det er sundt at skændes.” Han mente dog sine ord, for hun ville aldrig miste ham! Det tillod han virkelig ikke! Måske han kunne blive irriteret eller vred på hende, de kunne måske komme op at skændes, men han ville da aldrig kunne give fuldstændig slip på hende! Ikke engang døden havde formået at skille dem fra hinanden! Her sad de jo foran hinanden, i live! Han smilede skævt til hendes ord. ”Og du kan altid komme til mig,” forsikrede han hende, ”men derfor ønsker jeg da ikke at ende alene.” Hans hoved faldt let på sned, hvor han smilede skævt. Han håbede da på at han kunne finde en anden. Denjarna havde han jo ikke længere, så det var vel bare at komme videre? Hvis han skulle blive her i længere tid, så ville han da også have en kvinde at dele det med, familie havde jo også altid stået højt på hans liste.

[Deleted]

Elanya faldt kun mere og mere til ro nu og det var virkelig rart, for hun genkendte kun mere og mere af Derick, hvilket i den grad også var noget som betød meget for hende, ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun havde virkelig været bange for at miste ham fuldkommen og nu hvor de tilbragte tiden sammen, så var det kun tydeligt for hende at se, at han ikke ville gå nogen steder. Det var virkelig noget som kunne fjerne den tunge sten i form af en byrde fra hendes bryst, for det var virkelig noget af det som hun havde været mest bange for. Det morede hende virkelig, at han skulle lyde så gammelklog, også selvom hun vidste at han havde ret i hans udtalelser. Hun måtte jo bare finde noget lyst i hendes tilværelse, men tabet af ham, alt det i spalten og alt det som var sket i hendes eget private liv, havde bare været det hammerslag i hovedet som hun ikke kunne klare. Hun måtte virkelig erkende, at det havde skræmt hende så meget som det havde påvirket hende, for det var bestemt heller ikke lidt. Nej, det havde været meget! Hovedet søgte let på sned. ”Du var væk.. Alt det i spalten, Jared vendte mig ryggen.. Alt det som ellers har plaget mig, så har det ikke været nemt at finde nogen lyse ting ved mit liv,” påpegede hun stilfærdigt. Det var jo heller ikke fordi at hun havde løjet for ham før, for det havde hun aldrig nogensinde gjort. Hun stod dog fast på at hun ikke havde gjort noget forkert, selvom det havde været så slemt, at hun efterhånden var begyndt at tro på det som spalten skrev. Det var noget som Derick heldigvis havde forandret den mening ved hende, netop ved at give hende den peptalk, hvilket havde været meget trængende! ”En olding er noget af det sidste jeg er, bessefar!” sagde hun med en morende mine. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule, for hun morede sig virkelig når hun var sammen med ham og det var virkelig en dejlig fornemmelse at skulle sidde igen med på denne måde! Den rødmen som han havde fået op i hendes kinder synes nu ikke at skulle forsvinde det mindste! Hun vendte blikket stille mod ham, som han sad med ryggen til sengen og hovedet trykket ned i madrassen, så han kunne se hende. Hun lod begge hænderne roligt stryge mod hans kinder og med det samme smil på læben. Han formåede da også altid at få hende i det gode humør og det var noget som hun i den grad også måtte være noget så frygtelig glad for og på alle måder endda! ”En ting er jo at skændes, kære Derick.. En helt anden er at væmmes ved hinanden og ønsket om ikke at se hinanden igen,” påpegede hun stille. Det var ord som hun nærmest måtte kæmpe for at glemme, for det var ikke nemt. Det var han også den eneste som havde fyret af overfor hende og det var noget som faktisk måtte gøre ondt at tænke på! Hun sendte ham et betryggende smil. ”Den rette er også derude for dig Derick. Det er jeg helt sikker på. Du fortjener ikke at være alene.” Hun lænede sig roligt frem hvor hun skænkede hans pande et næsten forsigtigt kys. Igen så vidste hun ikke hvor hun havde ham henne helt nøjagtigt. Hun trak hovedet en anelse til sig, hvor hun lod de smaragdgrønne øjne stille hvile på ham. Ikke fordi at hun kunne lade være, for hun skyldte ham for meget. Han havde altid fået hende til at smile selv i de stunder hvor hun bare havde haft lyst til at opgive det hele – Ligesom hun havde haft for øjeblikket. ”Glædelig jul, Derick..” tilføjede hun med en varm stemme, selv uden at smilet ville forlade hendes læber det mindste.

[Deleted]

Derick vidste godt at hun hellere ville give op, det var jo også hvad der var lettest, men han nægtede at lade hende give op! Måske han havde været et fjols overfor hende, men hun ville aldrig miste ham og nu hvor han havde taget sig sammen, så ønskede han virkelig også bare at redde trådene ud mellem dem, for det havde de vidst begge behov for. Skulle han være ærlig, så mente han at de havde behov for at finde ud af hvor de stod med hinanden, for førhen, da de havde været yngre, der havde de været forelsket i hinanden, de havde gjort præcist som de havde dengang, men han vidste ikke hvor han længere stod med hende, så det var mindst ligeså forvirrende, som dengang han havde været yngre, for det hjalp dem ikke ligefrem! Han trak svagt på skuldrene. ”Måske.. men det lyspunkt kommer jo heller ikke med det samme. Du må give det tid min kære,” svarede han roligt, hvor han sendte hende et skævt smil. At hun var ved at få det bedre glædede ham, for hun havde jo også spist op, så nu havde han da ikke behov for at være bekymret for hende. Han spærrede øjnene op med vantro, da hun kaldte ham for bessefar. ”Bessefar? Bessefar?! Jeg har ikke engang fået børn endnu!” svarede han stilfærdigt, hvor han skulede drillende til hende. Han havde faktisk aldrig haft chancen for at få børn, selvom det da engang havde stået på hans liste, men nu.. havde han lagt sin liste om. Hænderne mod hans kinder fik ham til at slappe af, hvor det milde smil hvilede på hans læber. Han ønskede ikke at hun skulle have det dårligt, især ikke på grund af ham! Hans smil falmede dog til hendes ord, hvor skyldfølelsen i stedet for overmandede ham. Han havde faktisk glemt at han havde kaldt hende al det, ikke ligefrem fordi det gjorde det bedre, for det gav ham blot mere skyld og mere til samvittigheden. ”Undskyld,” mumlede han, som han vendte blikket væk fra hende og så frem for sig igen. Hans samvittighed var virkelig utrolig stor! Desuden fandt han det ikke engang morsomt at han havde kaldt hende al det, for han havde de virkelig dårligt med det! Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. ”Ingen fortjener at være alene,” afveg han kort, som han så ud i rummet. Han blev blot siddende på gulvet, med ryggen til Elanya, hvor han sukkede svagt. Han hadede egentlig det at være alene, ikke at kunne søge hjem til noget, fordi man ikke engang havde et hjem. Han hadede det! Kysset mod hans pande fik ham til at trække svagt på smilebåndet. Han vendte roligt blikket op mod hende til hendes ord. Det var ikke så meget jul for ham, der var ingen gaver, intet fællesskab – der var kun.. dem. Ikke fordi han klagede, for han ville gerne bruge aftenen sammen med Elanya, men det var nok ikke ligefrem jul han havde i tankerne. Han kunne vel altid gøre det lidt mere glædeligt? Nu hvor han var alkymist, så kunne han jo godt trylle lidt. Han trak ganske roligt en lille gave frem, inden han vendte sig om og rakte hende den. ”Glædelig jul, Elanya,” sagde han med et skævt smil på læberne. Gaven var ikke særlig stor, men det var også fordi det ikke var en særlig stor ting han ville give hende. Der var visse fordele ved at være magikyndig, ligesom da han havde givet den kære lille Cecilaya en dukke, da han havde været på besøg ved Faith. Hans mørke øjne faldt på gaven, inden de søgte tilbage på Elanya. ”Det er ikke jul uden gaver,” tilføjede han med det skæve smil.

[Deleted]

For Elanya så havde et at give op, virkelig været et fristende alternativ igennem skræmmende mange år efterhånden, ikke fordi at det vel var noget som kunne komme bag på nogen for det var nu og a bare det liv som hun havde levet. Hun havde virkelig ikke haft det nemt og med det press som havde ligget på hende igennem så skræmmende mange år og det var ikke fordi at det gjorde det meget nemmere når medierne var sådan efter hende. Var det så svært at acceptere, at hun bare ville have noget fred for en gangs skyld? Og prøve at finde ud af hvad hun ville? Det var bare ikke nemt når alles blikke skulle følge hende. Hun trak let på skuldrene. ”Det er ikke altid lige nemt,” begynte hun stille. Ikke fordi at hun ville belære ham omkring noget som helst, for han kendte vel også til presset fra da han selv havde været leder for mange år tilbage? Det var det samme press som hun måtte føle måtte hvile mod hendes egne skuldre for øjeblikket. Hans næste ord var ikke noget som kunne få hende til noget andet end at grine! Det var virkelig rart at kunne glemme det onde og grusomme for bare en aften og bare være sig selv, bare hygge sig på denne måde, for det var heller ikke noget som forekom særlig ofte, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Nej da! Tænk på alle de unger som ville rene rundt dig? Og bare tanken om at de ligner dig..!” Hun himlede drillende med øjnene, idet hun måtte slippe en latter, for det hele var jo bare ment i sjov! Hun elsket jo at rende rundt omkring ham og selv ville hun da elske at møde hans unger når det ville nå så langt og lære dem lige så godt at kende som hun ville kunne med deres far. Hun betragtede ham stille. Nu ville hun da også mene at han havde sagt undskyld nok, så de nu kunne lade det hele gå i glemmebogen, for hun ønskee virkelig ikke at skulle tænke mere over det, for det ville der heller ikke komme noget godt ud af, så meget vidste hun da allerede og den tanke var faktisk noget som måtte gøre temmelig ondt at skulle tænke på. Hun hadet det virkelig og mere end det som godt måtte være, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var nu heller ikek fori at hun ville ødelægge det hele mere end hvad hun allerede havde formået og den tanke var noget som faktisk fik det til at gøre så voldsomt ondt. ”Jeg kan ikke gøre andet end at give dig ret, min kære,” sagde hun stilfærdigt og me hovedet let hvilende på sned. Ikke fordi at det var noget som hun kunne komme udenom. At se ham alene ,var faktisk noget som gjorde ondt. At hun så hjalp ham på humøret ved at være der, var hun da kun glad for, så kunne hun da også få lov til at gøre op for alt det onde, som hun selv havde forvoldt ham. Gaven som han trak frem, var noget som tydeligt måtte overraske hende. Selv i denne smukke tid, var hun slet ikke vant til at få noget. Hun tog stille imod den og satte sig op, hvor hun bare stirret på den som havde den været en bombe af den ene eller den anden slags. ”Er den til mig?” spurgte hun. Det var da slet ikke noget som hun kunne forstå! I denne tid var hun vant til selv at stå i køkkenet og stå for julemaden, for så at se til at alle andre hygget sig, for det var heller ikke fordi at hun var vant til at finde noget behageligt at tænke på i denne stund, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet når det endelig måtte komme til stykket.”Jeg har jo ikke noget til dig,” sagde hun stille, næsten undskyldende. Det var jo heller ikke fordi at hun havde regnet med at skulle støde på ham her til aften! Hun ville ellers helst bare have holdt sig væk. Nu var hun glad for, at det ikke var noget som hun havde gjort. Ganske forsigtigt, så begyndte hun at pakke den op.

[Deleted]

Derick havde intet imod at bruge tiden på Elanya, for hans juleaften var alligevel gået med at han havde drukket sig beruset og så måtte han jo bare se hvor han endte dagen efter. Han var glad for at hun var kommet, for så havde han for det første et godt selskab og så kunne han tilmed redde trådene ud med hende, for det havde de i den grad behov for! Det virkede dog til at hun var faldet mere til ro, og det var virkelig rart at se hende smile og le igen, i stedet for alt det andet, for han brød sig ikke om det at hun ikke havde spist i flere dage. Han smilede skævt til hendes ord, hvor han roligt lagde pegefingeren over hendes læber, inden han tyssede blidt på hende. ”Det skal nok blive godt igen Elanya.. tro mig.” Han sendte hende et opmuntrende smil, inden han lod sin hånd stryge ganske blidt over hendes kind, uden hans mørke øjne veg væk fra hendes smukke smaragdgrønne. Han var sikker på at det hele nok skulle gå, for han ville støtte hende denne gang. Denne gang var Denjarna der ikke til at rive ham væk fra hende, og han vidste at hun godt kunne bruge en hjælpende hånd og det var hvad han havde tænkt sig at give hende. At høre hendes latter og vide at han endnu var i stand til at få hende til at smile og grine, var noget som fik ham til at smile bredt. Han skulede dog drillende til hende ved hendes ord. ”Hey! Se det på den lyse side, de får mit attraktive og smukke ydre, min skarpe hjerne og min stærke krop! Så det er kun godt de ligner mig!” påpegede han lettere selvsikkert, inden han slap en munter latter. Han var glad for at de kunne more sig igen, for det var nøjagtig det som han havde savnet ved det hele! Om han nogensinde ville få børn vidste han til gengæld ikke, et sted havde han opgivet tanken om det, for han havde trods alt været død i utrolig mange år, så.. alt det med en familie var noget som han et sted havde opgivet for mange år tilbage. Han smilede svagt for sig selv, som hun gav ham ret. Måske ingen havde fortjent at være alene, men han sad stadig der uden at kunne søge hjem til nogen, der var ingen der ventede på ham og han tvivlede næsten på at det også ville komme til at ske. Han rystede let på hovedet, inden han vendte blikket mod hende igen, han satte sig roligt op på sengekanten uden han tog blikket fra hende, hvor han nikkede ganske kort. ”Selvfølgelig er den til dig,” svarede han med et skævt smil. Det var jo ikke jul uden gaver! Om hun så havde noget til ham eller ej, han havde ikke behov for noget, han ville egentlig bare glæde nogen i denne tid, og nu hvor Elanya var her, så var det også hende som han ønskede at glæde. Han trak svagt på skuldrene. ”Det gør ikke noget.. det at du er her og fejre julen med mig er en gave nok i sig selv,” svarede han med et kærligt smil. Han vendte blikket mod gaven som hun begyndte at pakke op. Han vidste ikke hvad hun kunne lide, så det var egentlig kun et gæt han havde gjort sig. Under det indpakkede papir, var en lille sort smykkeæske, hvori der lå et halssmykke. En tynd guldkæde, med en knob af en rose i guld hvor en lille safirsten sad i midten af rosen. ”Det er ikke noget specielt, men jeg håber du kan lide den,” svarede han roligt, hvor et stille smil hvilede på de rosenrøde læber. Han vidste ikke helt hvad smag hun havde i smykker eller noget lignende, desuden var det jo faktisk utrolig lang tid siden at han havde været sammen med hende sidst og han havde jo egentlig aldrig givet hende nogen gave før, så.. dette var vel faktisk den første gave som han nogensinde havde givet hende?

[Deleted]

Elanya ønskede virkelig ikke at Derick skulle være alene i julen. Det var da noget af det sidste som han måtte fortjene, for.. ingen fortjente at være alene i den tid som skulle være for hyggen, for familien, for vennerne.. ja, vel for alt det som faktisk måtte være godt i denne verden? Så længe, at der stadig måtte være noget om ikke andet, for det var jo heller ikke fordi at der var så meget tilbage af det i denne verden. Hun bed tænderne svagt sammen som han nærmest måtte bede hende om at tie med den finger som han lagde over hendes læber. Han virkede bare så frygtelig sikker! Så.. var der vel også noget sandhed i det. Det ville hun da umiddelbart gå ud fra. Hun nikkede. Der ville de nok slet ikke blive enige uanset! Han skulle prøve bare en uge i hendes sko, så kom der nok andre boller på suppen! Hun rystede grinende på hovedet. Det var jo netop den lille del som hun måtte være bange for! ”Det er jo lige netop den jeg er bange for! Så attraktiv, at de bliver for selvsikre og med det, så fører hovmod og dumdristighed..” Hun prikkede ham let på næsen. Det var jo heller ikke fordi at hun mente det, for han var virkelig en fantastisk mand. Uanset hvilken kvinde som måtte vinde hans hjerte for fulde alvor, ville virkelig være forbandet heldig! Hun sendte ham et stille og roligt smil. ”Ej.. Bliver de bare halvt så fantastiske som dig, Derick, så bliver de gode mænd.. og kvinder for deres udkårne,” sagde hun blidt. Lidt alvor kunne man vel også ligge i det? Hun ville helst bare glemme alt det som var sket dengang de havde stået ansigt til ansigt sidste gang, for hun vidste vel bedre end det? Det var vel bare den panik som havde fået hende til at reagere som hun havde gjort, for det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt for hende at skulle stå der, når det var ådan at det måtte blive fremstillet også overfor hende!
Alene den tanke om at Derick havde valgt at give hende en gave, var slet ikke noget som Elanya kunne forstå! Hun fik normalt aldrig noget! Det var jo selvfølgelig familien som blev sat foran alt det andet, en det var nu alligevel en tanke som måtte få hende til at smile, for det brate hende da bare lidt i julestemning, og det var ikke noget som hun havde oplevet igennem så frygtelig mange år. ”Jeg burde også have noget til dig, Derick, men…” Hun sendte ham et stille smil. Det havde hun jo faktisk.. Hun ville bare vente til den rette tid, måske senere på aftenen, hvilket faktisk måtte være hendes mål, for hun ønskede selv også at gøre ham glad og give ham lidt julestemning, for det fortjente han selvfølgelig også! Elanya brugte god tid på at pakke op, for det trak også spændingen ud for hendes del og det gjorde kun det hele bedre! Den lille smykkeæske var noget som hun tog i blik, hvor hun stille åbnede den. Det lille smykke som måtte ligge der, fik næsten hendes hage til at ryge direkte ned i gulvet! Det var jo et frygtelig smukt smykke! ”Derick det… Det er..” Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, for der var ikke noget ord som gjorde det op for det på nogen måde! Ingen kunne beskrive det! Ganske forsigtigt tog hun smykket ud. Han havde jo ramt fuldkommen plet med det! Det var simpelt og alligevel elegang og noget af det smukkeste som hun nogensinde havde set. Hun vendte sig stille mod ham. Måske at det havde været et skud i blinde for ham, men det viste også lidt af hvor godt han faktisk måtte kende hende. Hun rettede sig en smule op. ”Kan du hjælpe mig?” Hun rakte ham smykket som hun forsigtigt samlede det lange lyse hår og fjernede det, så smykket kunne komme på. Hun var i den grad glad for det, det var virkelig sådan nogle småting som virkelig kunne redde hendes humør det ekstra og virkelig få det i top! Hun vendte sig mod ham. Hun spredte fingrene ganske let, hvor en lys røg meldte sig og efterlod selv en ganske lille gaveæske i hendes egen håndflade. ”Der er også en lille ting til dig,” tilføjede hun smilende. Hun havde søgt i de uger de ikke havde set det mindste til hinanden og hun havde fundet den! Den selv samme ring som hun havde skænket ham for så frygtelig mange år tilbage.

[Deleted]

Derick vidste godt at det var hårdt for Elanya og det ville nok ikke blive spor bedre i morgen, men derfor ønskede han ikke at hun skulle give op, for det var da det sidste han ville have at hun skulle gøre! Desuden var det jo ikke fordi hun havde gjort noget forkert, så hvorfor han var blevet så vred vidste han ikke engang, det eneste han vidste, var at han fortrød det noget så grusomt! Han ønskede ikke at gøre hende ked af det, såre hende, gøre hende bange for ham, for det var nogle ting som faktisk gjorde ondt at opleve. De havde måske udkæmpet en dødskamp engang, men.. dette var noget anderledes. Sket var sket og han kunne ikke gøre noget ved det længere, foruden at prøve på at redde alle trådene fri, gøre hende glad igen og så hjælpe hende igennem dette helvede. Han smilede ved lyden af hendes latter, for det glædede ham virkelig at han endnu kunne få hende til at grine, desuden havde hun denne smukke latter, som var som sød musik i hans ører! Han smilede drillende til hendes ord, hvor han rynkede let på næsen, da hun prikkede til den. ”Jeg er da en engel! Jeg kunne da ikke finde på at gøre noget hovmodigt eller dumdristigt!” svarede han lettere uskyldigt, som han næsten sendte hende et engleansigt – det var dog langt fra sandt, for han kom ikke engang tæt på en engel med det som han gjorde og havde gjort. Han smilede skævt til hendes ord, inden han rejste sig fra gulvet og lænede sig ind over sengen og ind mod hende med det drilske glimt i blikket. ”Virkelig? Så det var altså derfor du ikke kunne modstå mig dengang?” spurgte han drillende, som han lænede sig ind og skænkede hende mundvig et blidt kys. ”Tak Ela.. men jeg tror ikke jeg får børn,” svarede han stilfærdigt, som han roligt satte sig på sengekanten igen.
De mørke øjne betragtede hendes skikkelse ganske let, som hun gik i gang med at åbne gaven, selvom at hun næsten gjorde det alt for langsomt, for han ville se hendes reaktion! Desuden ville han jo også gerne finde ud af om han havde købt det rigtige til hende, for han vidste ikke helt hvad hun ville have. Han betragtede det lille smykke, som hun fik det op, inden blikket gled tilbage på hende. Han smilede ved hendes ord, som hun slet ikke afsluttede sin sætning, hvilket fik ham til at grine ganske let. ”Jeg tager det som at du er glad for gaven,” svarede han drillende og dog stilfærdigt. Han nikkede roligt, som hun spurgte om han ville hjælpe, hvor han roligt tog halskæden, inden han satte sig om bag hende, med et ben på hver side af hende. Han lagde den roligt omkring hendes hals, inden han fik den sat sammen, så den ikke ville ryge ned. Han skænkede hendes nøgne skulder et blidt kys, som hun havde fjernet alt hår, inden han lod sin hage hvile mod hendes skulder, imens blikket gled på den gave hun fik tryllet frem. Han så kort undrende på hende, inden han igen vendte blikket mod gaven. ”Til mig?” spurgte han roligt, som han rynkede brynene ganske let. Han tog ganske roligt den lille gaveæske fra hendes hånd, som han betragtede ganske roligt. Han åbnede den ganske roligt, hvor han tog ringen i blik. Han blev næsten helt stiv i ansigtet. Ringen. Han så forundret op på hende igen. ”Er.. er det.. den ring.” Han betragtede ringen igen. Den lignede den forrige han havde haft, den som havde beskyttet ham imod sollyset. ”Er det den selvsamme som sidst? Eller en ny?” spurgte han nysgerrigt, som han ganske roligt tog ringen på højre ringfinger.

[Deleted]

Tanken om at skulle opgive på den måde, var slet ikke en tanke som Elanya brød sig meget om, for det var ikke noget som hun havde prøvet før. Det var første gang at hun virkelig havde følt for at skulle smide håndklædet i ringen, hejse det hvide flag og bare.. give op. Det skræmte hende et sted, for hun vidste, at hun havde været igennem så frygtelig meget i hendes liv, at man skulle tro at det var løgn! Meget af det have jo selvfølgelig været direkte selvforskyldt – såsom hendes problem med Derick, men derfor var det også rart at han faktisk måtte krype til korset og undskylde, så det ikke altid var hende. Hun ønskede at få reddet ud i de tråde og så finde ud af det med ham igen som de altid havde gjort det, selv på trods af alle de hindringer som var lagt i vejen for dem igennem tiden. Hans ord måtte direkte tvinge hende frem i en latter! Ham? En engel? Det var da noget af det sidste som han måtte være og hun kendte ham vel også godt nok til at vide det! ”Kære Derick dog.. Noget af det sidste som du nogensinde vil komme til at blive, det er en engel!” sagde uhn med en morende stemme. Nu hvor hun kunne sige sig, at være fuldkommen tryg ved ham igen, for.. Lige her i aften ,så havde han heller ikke givet hende nogen grund til at skulle være noget andet. At han måtte komme tæt på hende, var noget som fik hendes hjerte til at hamre ganske svagt. Hun vendte blikket mod ham, hvor vel hendes nu så tydelige rødmen måtte være et klart signal nok i sig selv? ”Tja.. Det er jo ikke til at vide, vel?” spurgte hun drillende og med det samme blide smil på læben.
Elanya kunne virkelig ikke forstå at hun havde fået noget så fint som det smykke som Derick havde givet hende. Umiddelbart så var hun slet ikke vant til at skulle få noget som helst, om det var jul, fødselsdag eller andre højtider og helligdage, for.. det var bare sådan at hun var vant til det, selvom det et sted også var en tanke som mått egøre ondt, men.. det var vel bar en vane når det endelig måtte komme til stykket. ”Om jeg kan lide den? Den er jo fantastisk!” udbrød hun med en stadig chokeret mine. Hun var jo slet ikke vant til at få noget som helst af nogen! Om det var børn, venner eller kære. Det så altid ud som om at hun skulle glemmes på den måde, ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget som sådan, men det gik hende vel en anelse på alligevel? Hun lod ham give hende smykket på, hvor hun roligt lod håret falde tilbage på plads igen. Hun nød nu at have ham tæt på sig igen. Nu var det lagt mere rigtigt igen og det var intet andet end behageligt! Hun trak vejret dybt og med det stille sml på læben. Hun vendte sig stille så hun kunne se ham nr han pakket den op. Smilet måtte kun blive mere og mere tydelig på hendes læber. Hun morede sig bare over at se hans reaktion. Hun nikkede. ”Jeg har søgt i uger efter den.. Du.. sagde jo at du havde mistet den,” sagde hun stille. Ikke fordi at hun ville køre rundt i det som sådan. Hun vendte sig en anelse og rettede sig op. ”Jeg.. jeg ved godt at den magiske effekt ikke er nødvendig, men.. Jeg synes du skulle have den,” sagde hun stilfærdigt. Der var ikke nogen grund for hende til at skulle lyve for ham, for det var noget af det sidste som hun ville! Specielt med den betydning som han jo faktisk måtte have for hende, s var det ikke noget som hun oplevede hver dag. Hænderne foldede hun stille i sit skød og med blikket hvilende på ham. Nemt havde det ikke været at finde den, men hun havde klaret det! Hun havde skænket den til ham dengang og det var hans hvis han ønskede den selvfølgelig.

[Deleted]

Derick tillod ikke at Elanya gav op, for han var der trods alt til at hjælpe hende og det var præcis hvad han havde tænkt sig at gøre! Han ønskede ikke at kæmpe mod hende, når hun altid havde været der for ham, hvor han derfor også ønskede at være der for hende, hjælpe hende, igennem dette helvede, som hun faktisk selv var skyld i, selvom han ikke kunne se hvad hun havde gjort galt, for hun havde jo i princippet ikke gjort noget. Hun blev beskyldt for at lege med tre mænd, men det var ikke hvad hun havde gjort, hun havde ønsket sig sikkerhed, hvilket hun også havde fået – det var ikke noget som han kunne se noget galt i. Han havde ikke været en særlig god ven ved hende, den aften han havde råbt af hende, men han ønskede virkelig kun at få det hele redt ud mellem hende, gøre hende glad igen, så hun ikke skulle rende rundt og have det dårligt. Han smilede uskyldigt til hende. ”Du ved da jeg er en engel!” fastholdt han drillende, som han slap en munter latter. Som han kom tættere på hende, så han tydeligt den røde farve stige i hendes kinder, hvilket fik ham til at smile ganske let. Han elskede når hun rødmede, selvom han denne gang ikke helt vidste hvorfor. Han betragtede hendes ansigt ganske let, som han var kommet tæt på det, så der kun var få centimeter imellem deres ansigter. ”Eller måske.. var det det farlige ved mig som du blev tiltrukket af? Det at jeg faktisk var en skurk? En fjende til dit land?” spurgte han drillende, som han blinkede ganske let. Han vidste faktisk ikke hvad det var, der havde fået hende til at føle for ham på den måde dengang, men på den anden side, så vidste han jo faktisk heller ikke hvorfor han var faldet for hende, hun havde bare været.. fantastisk.
At give Elanya en gave, var det mindste Derick kunne gøre! Han ville desuden gerne glæde hende, så han håbede på at han kunne muntre hende lidt op med denne halskæde, en gave til jul, nu hvor hun havde reddet hans aften. Han smilede ved hendes ord. ”Det glæder mig at du kan lide den,” svarede han stilfærdigt og han mente det! Det glædede ham virkelig at hun var glad for hans gave, for han ville gerne glæde hende, specielt denne aften, nu hvor det var jul. Ikke en højtid han havde taget højt, for han havde aldrig haft nogen at fejre den med, men efter Denjarna så var han begyndt på det, og at kunne holde jul med Elanya ville virkelig glæde ham! At hun så også havde en gave til ham glædede ham faktisk, men at det så var den ring, som hun havde givet ham for utrolig mange år tilbage, det var noget som virkelig måtte komme som en overraskelse. Han betragtede den ganske let. Han havde gemt den, men mistet den da døden havde taget ham væk fra Denjarna. Men hvordan Elanya havde fået fat i den igen, det vidste han virkelig ikke. ”Jeg havde mistet den,” svarede han lettere forundret, for han var overrasket over at hun havde fået fat i den igen. Han så ganske roligt på hende, inden han så på ringen igen. Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. Effekten var måske ude af betydning, men det var selve ringen ikke! ”Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.. Men tak! Tusind tak Elanya!” Han vendte blikket mod hende, som han ikke kunne lade vær med at trække på smilebåndet. Han kunne godt gå ude i solen nu, men derfor ville han vogte over denne ring med hans liv – fordi han havde fået den fra hende. ”Det er den bedste gave du nogensinde kunne give mig,” endte han med et skævt smil, inden han vendte blikket mod hende igen.

[Deleted]

Elanya ønskede virkelig ikke at give op. Det var noget af det sidste som hun ønskede sig, også selvom fristelsen til tider måtte være så skræmmende stor, at den måtte skræmme selv hende og så var det virkelig ved at blive farligt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vendte blikket stille mod ham og med det stille smil på læben som hun ikke kunne skjule og det var så sandelig heller ikke hendes hensigt. Nu hvor hun ikke var så bange for ham som hun havde været før, så var det også langt nemmere for hende at skulle falde til ro med det hele, hvilket bestemt heller ikke måtte sige så lidt, for det glædet hende virkelig bare noget så frygtelig voldsomt! Hun rystede smilende på hovedet. ”Hvis der er noget som du ikke er, Derick.. Så er det i den grad en engel!” sagde hun med et klart grin. Hun havde kendt ham igennem frygtelig mange år og det var slet ikke en engel som man kunne kalde ham! Hans ord og nærmere konklussion, fik hende omgående til at vende blikket mod ham igen. Hun havde altid været draget af det mørke, det dystre og det farlige, det var slet ikke noget som hun kunne lægge det mindste skjul på overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Den rødmen tog kun for alvor til ved de ord. Selvfølgelig det og så det lille faktum, at han var så charmerende og så fantastisk som han var! ”Tja.. Er det noget som du ønsker at vide eller skal jeg undlade at besvare det?” Det drilske glimt havde allerede meldt sig i hendes øjne og med den tydelige rødmen, så var det vel blot et svar i sig selv?
Den ring havde selv haft en forbandet stor betydning for Elanya, ganske enkelt fordi at den havde givet Derick den mulighed for at skulle se og være en del af den verden som hun måtte være, den mulighed for at skulle rende rundt i solen, lytte til fuglene synge, høre frøerne kvække og ellers se hvor smuk en dag kunne være kontra det mørke som han altid havde levet i. Nu vidste hun heller ikke hvor meget det var at han havde gjort ud af at bruge den da han havde haft den, men det var nu og da bare det som det nu måtte være. ”Smykket er virkelig yndigt Derick.. Jeg har ikke ord.” Og sandt som det var sagt. Hun vidste da slet ikke hvad pokker hun skulle sige, om det jo så var noget som man ville være ved eller ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Bare synet af hans blik da han havde åbnet den lille gav, var virkelig det hele værd! Nok havde hun givet ham den i gave en gang tidligere, men en gang mere.. det gjorde vel ikke det vilde? De smaragdgrønne øjne faldt stille til hans skikkelse, hvor selv det varme glimt endnu en gang måtte vende tilbage til hendes egne øjne igen. Igen var det mere af den normale Elanya som man kunne se ved hende og igen, så var det Dericks fortjeneste! Igen måtte hun sætte sig tæt på ham og med blikket hvilende på ham. ”Jeg er kun glad for, at du kan lide den,” sagde hun med et muntert smil. Hun satte sig tæt nok på, til at hun kunne lade hovedet glide stille og roligt mod hans skulder, for.. hun følte sig fuldkommen tryg når hun var sammen med ham og det var noget som tydeligt også måtte gøre hende glad. ”Jeg kan huske dengang jeg gav dig den.. Alle de ting du spurgte ind til.. Fuglekvider.. ” Hun slap et let grin og rystede let på hovedet. Han havde virkelig været som et lille barn med en umådelig stor nysgerrighed! Hånden gled stille over hendes vedhæng i halskæden og med det muntre smil. Det var i sig selv noget som måtte betyde noget så frygtelig meget for hende og kun fordi at det var ham som havde givet hende det.