Christmas is time for love and joy

[Deleted]

Det var lige før at blodet matchede den røde skjorte Derick havde på, som han jo havde givet Elanya den sorte habitjakke med den lille blå lilje i brystlommen. Han havde faktisk været ude og købe tøjet, for nok skulle han ikke holde jul med nogen han kendte, men derfor var det vel alligevel vigtigt at være pænt klædt på? Det var i hvert fald sådan han måtte se på det. Han nød trods alt at holde de gamle traditioner i sænk. Han kom fra en gammel tid, han havde allerede været utrolig gammel, da han havde mødt Elanya første gang, men som sagt kunne en vampyr også blive utrolig gammel – faktisk kunne de rende rundt på jorden til den gik under, hvis de ikke blev dræbt om ikke andet. Desuden havde det jo også krævet erfaring, styrke og lederevner at blive leder for en sådan stor og ædel race, selvom han kunne forstå at den i dag var ret.. undertrykt. Det var faktisk en skam, for vampyrer havde ikke været de blodsugende bæster, som folk beskrev dem som i den dag i dag. Han savnede et sted det at være vampyr, for sådan var han blevet født, men han var efterhånden vant til at få en ny race. Han klaret det trods alt også ret godt som alkymist. Han havde for nogle uger siden revet horroren ud af Malania, den samme nat hvor han havde råbt af Elanya – hvilket han fortrød noget så grusomt! At hun ligefrem påpegede at han blødte fik ham til at smile morende. Det havde han skam selv lagt mærke til! Men et sted var han ligeglad, det var ingenting. Hans kæbe var også blevet noget øm efter slaget derpå. Han vendte dog blikket irriteret mod hende, som hun næsten skulle spille hans mor, hvilket hun langt fra var! Han bestemte vel selv om han ønskede at få såret fikset eller lade det gøre ondt? ”Det er ingenting,” svarede han endnu engang afvigende og trak svagt på skuldrene, som betød det ingenting, og det gjorde det vel heller ikke? Han så blot ud i værelset, selvom hun tog plads ved siden af ham, hvor han først vendte blikket mod hende, da hun lagde hånden mod hans kind og hage. Hvorfor skulle hun også være så stædig?! Han himlede svagt med øjnene og sukkede svagt. ”Udmærket,” endte han, som han lod hende vride kluden og få det fikset. Han tog ganske roligt om den ene gaffel og den ene tallerken. ”Men så mader jeg dig imens!” Hvis hun kunne spille mor, kunne han vel også spille den faderlige rolle? Han lod hende blot tørre blodet væk fra hans kind og tinding, selvom han trak hovedet til sig, da hun kom til selve såret, fordi det sveg. Han lod dog hovedet falde hen mod hende igen, så hun kunne fortsætte, da han lige skulle vænne sig til fornemmelsen af det varme vand mod hans sår. Han fik noget kød og nogle grøntsager op på gaflen, inden han førte den op til hendes mund. ”Vær en god pige og åben op,” bad han drillende, som han alligevel ikke kunne lade vær med at finde det morsomt. Han ville bare have at hun skulle have noget at spise. Hun måtte vel også være sulten? Og maden blev desuden også snart kold. Han vendte roligt blikket ned mod maden, hvor han sad og legede med den med gaflen, næsten blot for at have noget at lave. ”Har du.. snakket med Lestat og Jared?” spurgte han roligt, uden han så på hende, fordi han bar skyldfølelse af at have kaldt hende alle de ting. Og han vidste jo faktisk ikke hvad de andre havde gjort, eller om hun overhovedet havde set noget til dem efter al den drama. Et sted ville det ikke undre ham hvis hun ikke havde, for hun ønskede vel fred og ro til at kunne tænke det hele igennem? Han kunne dog ikke holde nysgerrigheden tilbage, noget han altid havde været.

[Deleted]

Den mørke habitjakke beholdt Elanya stadig omkring sin egen krop. Det gjorde det også nemmere for hende at finde lidt varme og nu hvor de måtte sidde der alene, så var det også langt nemmere for hende at skulle falde til ro omkring alt dette. Det var jo heller ikke fordi at hun ville ødelægge julen for ham, men for hende, så havde den desværre mistet meget af sin betydning. Hun skulle frygtelig mange år tilbage før hun ville være i stand til at skulle finde en juletid hvor hun faktisk havde været glad, en jul hvor hun kunne smile og nu sad hun her alene på et kroværelse sammen med ham. Det var nu heller ikke fordi at det gjorde hende noget, for det var langt mindre som hun skulle forholde sig til og det gjorde det i den grad også nemmere for hende selv. Det var ikke fordi at hun ønskede at skulle lege hans mor, men hun ønskede at hjælpe.. på en måde som hun vidste ikke kunne gå helt galt! Æren var ødelagt og hendes rygte lige så, selvom det nu ikke var noget som betød det mindste for hende lige netop nu. Nu ville hun bare rede trådene ud med Derick og så… tage det som det kom vel? Det var heller ikke fordi at man kunne gøre stort andet ved det om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket op mod ham og med det stille smil. Hun kunne godt love ham at hun spiste noget, hvis det var noget som gjorde ham glad. For.. hun ønskede ham glad og da specielt i denne tid, for det var da heller ikek retfærdigt, at det var noget som han skulle fejre alene. Hun sendte ham et stille smil. ”Det er så en aftale,” sagde hun med en rolig stemme. At det måtte svede som hun nåede til såret, forundrede hende ikke, for sådan noge gjorde jo ondt. ”Undskyld..” sagde hun stille og fortsatte roligt derefter. Hun gabte op og tog amden som var på gaflen. Det smeltede nærmest på hendes tunge som hun næsten måtte koncentrere sig om at tygge det i stedet for at bare sluge det, for hun var virkelig ved at være godt sulten efterhånden! Hun sendte ham et let taknemmeligt smil,s om hun dyppede kluden tilbage i vandet, vred det ud og fortsatte forsigtigt arbejdet ved hans bryn. Hans ord var noget som direkte måtte sætte sig i hendes bryst, hvor hun let måtte bide sig i læben. Hun sænkede kluden ganske forsigtigt og så roligt på ham. ”Lestat hafr jeg intet set til siden jeg kom her.. Som jeg fortalte dig sidst,” sagde hun stille. Hovedet søgte let på sned, som hun lod blikket falde mod gulvet i stedet for. Hun havde virkelig haft forbandet meget at slås med. ”Jared derimod.. Ja, ham har jeg snakket med.” Hun blinkede let med øjnene som det næsten måtte slå knuder i hendes indre. Det var jo trods alt hendes egen skyld og hun vidste det jo udmærket godt! Hun havde jo ikke leget rundt med dem! Lestat havde hun set den ene nat hvor han havde holdt om hende, da hun havde været for skræmt til at falde i søvn i frygten for at hun ville falde bort igen og Jared var jo bare en tjeneste. Han ville have været død uden hende! ”J-jeg nåede til Marvalo Mansion.. efter vores sidste møde. Jared gav mig.. lidt hen af samme tale.. Jeg har ikke set ham siden,” sagde hun dæmpet. Hendes øjne endte blanke som hun vendte blikket mod skålen igen hvor hun dyppet kluden i det. Jared havde nok ikke råbt af hende, selvom effekten havde været den helt samme og det var noget som havde gjort noget så frygtelig ondt. Det var også derefter at det var gået ned af bakke for hende, det var der hun havde taget tiden til sig selv, lukket sig inde på et værelse, grædt sig selv i søvn og bare.. ligget der alene. Hun vendte opmærksomheden op mod såret igen hvor hun yderst forsigtigt fortsatte arbejdet.

[Deleted]

At Elanya var den overbeskyttende type, vidste Derick udmærket godt, og han vidste at hun ikke spillede hans mor med vilje, men faktisk fordi hun ville være så flink og hjælpe ham, selvom det vel nok ville heale af sig selv? Uanset, så var han selv den overbeskyttende type, især når det kom til dem som stod ham kært, hvilket Elanya endnu gjorde, for det som de havde haft, var noget som han ikke kunne få sig selv til at give slip på. Desuden, i den tid han havde været væk fra hende, efter han havde råbt af hende, var det gået op for ham at han ikke ønskede at være alene, han ønskede ikke at miste flere af sine gamle venner, som havde stået ham noget så utrolig nært. Moniqe havde han jo også mistet, selvom tanken om at vække hende til live igen havde slået ham, for den tøs havde altid været som en søster for ham. Hun havde været hans familie ligesom Faith, Elanya og Denjarna. Han ønskede dog ikke at miste Elanya og det som han havde gjort mod hende, var noget som han virkelig måtte fortryde! Tænkte han tilbage på det, så kunne han slet ikke kende sig selv! Han rystede let på hovedet som hun sagde undskyld, for det skulle hun bestemt ikke! Han kunne jo bare have ladet vær med at lægge op til slåskamp, for så var det aldrig sket, men det havde bare pisset ham af at de alle havde talt om hende! Nu havde de så fået noget andet at snakke om. At hun tog maden på gaflen fik ham til at smile, for han vidste at hun var sulten! Selvom det dog måtte more ham at han sad og madede hende, som havde hun været en lille pige der ikke kunne selv. Han smilede for sig selv ved tanken. Det var ikke fordi han gad, at rippe op i det hele, men hvis der var noget han vidste, så var det at det var godt at tale om tingene, hun havde hjulpet ham med at give slip på det meste af hans fortid, selvom den stadig måtte gå ham en smule på, men derfor ønskede han også at hjælpe hende nu, tale med hende, lytte på hvad hun havde at fortælle, lade byrden forsvinde fra hendes skuldre, for hun havde jo egentlig ikke gjort noget specielt, det var bare kommet forkert op i medierne. Han kunne tydeligt se at det tyngede hende, hvilket gjorde ondt på ham. Han lyttede roligt på hendes ord, hvor han betragtede hende med et forståelsesfuldt blik, da hun blev færdig. Han lænede sig ind mod hende, hvor han skænkede hendes kind et blidt kys. ”Ela.. uanset hvad folk siger, uanset hvordan avisen har beskrevet dig, så.. har du ikke gjort noget forkert,” hviskede han roligt, som han var endt tæt på hende, selvom han trak sig selv væk fra hende, hvor han tog noget mere mad op på gaflen, som han smurte ind i den brune sovs, hvor han sørgede for at det ikke ville spilde, inden han igen førte gaflen op til hendes mund. Han var selv en smule sulten, for han havde jo heller aldrig nået at spise noget, men han ville altid sætte sine kære før ham selv, hvilket han også gjorde i øjeblikket med Elanya. For hun var den sårede, hun var den forfrosne og hun havde ikke spist i flere dage, hvilket han trods alt havde, så han kunne bestemt vente! Det var også det som han agtede! Han lod hende blot duppe hans sår, som han var blevet vant til fornemmelsen af det, hvor han betragtede maden ganske roligt, inden han så næsten prøvende mod hende igen. Han ønskede ikke at hun skulle rende rundt og have det dårligt!

[Deleted]

Elanya havde altid været den overbeskyttende type og det var ikke noget som hun havde formået at lægge fra sig bare sådan uden videre, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun var bare.. Ela nu. Den dronning var død og borte – Ja, tak og pris! Kongehuset stod svagt nok som det gjorde fra før af og det var heller ikke noget som hun var særlig glad for at skulle erkende, selvom det jo bare var sådan at det måtte være. Hun havde gjot det forkert at have 3 forskellige favne at søge til og hun havde gjort det, det var jo også der at fejlen var opstået! Derick havde flippet på hende uden at kende til grundene bag, så… teknisk set havde han ikke retten til at være sur på hende, men hun klandret ham så sandelig heller ikke for det, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun vendte blikket stille op mod ham. Hun måtte næsten koncentrere sig for at huske at tygge maden i stedet for bare at sluge den, for han havde haft ret. Det smagte i den grad godt! Hun sendte ham et stille smil og fortsatte ellers arbejdet. Måske at det ville heale automatisk, men alligevel! Hun… ønskede da at vise ham at hun sagtens kunne hjælpe til også på den gode måde! Kysset mod hendes kind fik hende til at sitre, for.. det var en dejlig fornemmelse et sted, også selvom hun havde problemer med at finde ud af om han gjorde det af medlidenhed eller ikke. De smaragdgrønne øjne vendte hun stille mod ham igen. ”Du behøver ikke sige det for at trøste mig, Derick..” Hun trak på skuldrene og lod blikket falde endnu en gang stille ned til skålen som hun næsten måtte knuge mellem sine fingre. Kødet og den dejlige sovs tog hun glædeligt til sig, som han førte gaflen til hendes mund. Det var langt nemmere at skulle sidde her når det kun var de to i stedet for alt det andet, for det havde i den grad heller ikke været hende til hjælp på nogen måde. Hun vendte blikket stille mod ham, selvom det kun var ganske kort og så tilbage på skålen mellem hendes fingre. Hendes fingre var næsten hvide så meget som hun klemte omkring den, idet hun slap et svagt suk. ”Man høster som man sår, er det ikke det man siger?” Hun sendte ham et let skævt smil. De mange rygter skulle hun nok baer vænne sig til, selvom det bestemt heller ikke var nemt på noegn måde overhovedet, det var helt sikkert. Hun satte skålen forsigtigt væk og vendte sig mod ham igen. Derick havde dog været den værste og kun fordi at han havde den betydning for hende som han havde. Hænderne foldede hun stille i sit skød, hvor hun let koncentrerede sig og resulterede i at skulle sætte pegefingeren sammen med tomlen, hvor hun trak dem let fra hinanden og resulterede i at skulle sidde med en lille nål mellem fingrene. Hun vendte blikket mod ham. ”Det skal sys,” forklarede hun videre. Det var da heller ikke sjovt sådan som han var kommet til skade. Det måtte da gøre ondt? Hun kæmpet stadig let med tårerne, for hun ønskede ikke at de skulle falde som sidst hun havde siddet og stået overfor ham. Hun havde aldrig nogensinde oplevet det, at skulle få en røvfuld på denne måde, for det havde i den grad også gjort noget så frygtelig ondt, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af! ”Avisen beskriver mig som en pervers og følelseskold person.. Det er ikke mig, Derick.. Det er ikke mig..” hviskede hun næsten fortvivlet som en tåre alligevel banede sig vejen ned af hendes kinder. Det gjorde forbandet ondt at skulle tænke på. Det gjorde det virkelig!

[Deleted]

Derick ønskede ikke at rive op i de gamle sår, ved at bringe det hele på banen, men det var jo det som måtte gå hende på, det var det der var skyld i at hun ikke spiste, så han var jo nød til at berolige hende på en eller anden måde! Han var nød til at snakke med hende omkring det, være den ven, som han skulle have været første gang i stedet for bare at skælde hende ud. Han burde have holdt om hende, trykke hende indtil sig, han burde have hvisket at det hele nok skulle gå, det havde han ikke gjort og det var noget der virkelig gik ham på! Men man kunne vel sige at det var bedre sent end aldrig? Han ønskede ikke at være uvenner med hende, men redde det hele ud med hende, så de igen kunne nyde hinandens selskab, sådan som de altid havde gjort det. Det var vel også det som hun ønskede? Hen kneb dog øjnene sammen til hendes ord. ”Hvad? Nu må jeg pludselig ikke være der for dig?” spurgte han stilfærdigt, hvor hans blik hvilede fast på hende – ikke som sidste gang, men mere for at vinde hendes opmærksomhed, så hun ikke knugede omkring skålen, hvor han tydeligt så hvordan hendes fingre og knoer næsten måtte ende helt hvide, fordi hun holdt så godt fast. ”Jeg må måske ikke vise dig medlidenhed? Forståelse? Omsorg?” spurgte han videre, hvor der næsten lå en irritabel undertone bag hans ord. Det var ikke fordi han ønskede at råbe af hende, men det gjorde ondt på ham, når hun sagde det, for han var trods alt den der kendte hende bedre end nogen anden i denne tid! De havde kendt hinanden helt tilbage fra de havde været unge og naive! Måske de begge var gået i døden, men han vidste at hun endnu var den samme ligesom han også selv var, de var bare.. blevet ældre. Han så ned mod maden, så hun ikke skulle se det skuffede glimt i hans øjne. Han stak gaflen næsten dræbende ned i noget kød som han proppede i sin egen mund blot for at have noget at tygge på, så han ikke kom til at skælde hende ud igen. Men fint, hvis hun ikke gad høre på ham, så skulle han da nok tie stille.. Han tyggede hårdt på kødet, som prøvede han at dræbe det, for næsten at komme ud med sine egne frustrationer. Han trak på skuldrene til hendes ord. Man lå som man selv havde redt og det gjorde hun bestemt også, men det var ikke ensbetydende med at det var hendes skyld, alle havde misfortolket det hele. De talte om ting der slet ikke var sket. Og nu troede folk sikkert at hun gav ham samme tjeneste som hun havde givet Jared. Han lagde tallerknen fra sig, for han mistede pludselig appetitten. Han så dog ikke på hende, som han blot havde vendt blikket ned mod hans skød, hvor tallerknen havde stået. ”Fint,” mumlede han, som han skævede mod den nål hun fik tryllet frem. Det mindede ham om dengang hun havde lavet den magiske ring til ham, for at vise ham hendes verden, hvordan det havde set ud i dagslyset, og det gjorde ondt at vide at han ikke havde opdaget hendes hentydning, et sted måtte han den dag i dag funderer over om det samme endnu lå mellem dem.. eller om de faktisk var vokset fra hinanden. Han vendte blikket mod hende til hendes ord. ”Det ved jeg godt..” svarede han dæmpet. Han vidste godt at hun ikke var den type, han forstod faktisk ikke hvordan medierne kunne beskrive hende på den måde. De kunne vel være ligeglade? ”Men det er vel ligegyldigt? Sket er sket,” mumlede han afvigende. Hun gad ikke have hans trøst? Så gad han heller ikke give hende den! Så kunne han finde andre som han kunne kaste sin trøst over, hvis det blev nødvendigt.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Elanya ønskede at fortsætte den gamle fejde ved at afvige Dericks ord. Hun ønskede ikke en medlidenhed, nej hun ønskede bare en forståelse til at det virkelig ikke havde været hendes mening at skulle såre nogen som helst! Hun hadet virkelig sig selv for den tanke! Det var noget af det værste som hun nogensinde havde prøvet! Det var heller ikke fordi at hun ville bringe det tilbage på der hvor de havde stået før, det var helt sikkert, men.. Hun ønskede virkelig bare at ordne op med ham på denne måde, hun ønskede bare den mulighed for at gøre det godt igen og bringe alt det her i glemmebogen, selvom det var tydeligt at se at det var lidt sværere end det som godt var. Hun bed sig svagt i læben, som han næsten måtte ændre karakter igen. Det var slet ikke en tanke som hun brød sig meget om overhovedet! ”S-selvfølgelig må du det, Derick!” sagde hun bestemt. Det var da slet ikke noget som han skulle drage det midnste i tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, for det var noget af det sidste som hun måtte ønske sig! Han kendte hende bedre end det som så mange andre ville gøre det og det var nu heller ikke noget som hun havde det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket. Hun ville bare ikke spoler hans jul mere end det som hun allerede havde gjort. Han havde jo venner, det vidste hun jo. Hele Marvalo Mansion ville da sikkert byde ham velkommen og Cecilaya også. Hun forventede jo nærmest en gave fra enhver som hun kunne kalde for tante eller onkel. Hun sukkede stille. ”Du misforstår Derick.. Det.. Det er ikke min mening at fremstille det sådan! Du.. du må gerne vise omsorg.. forståelse.. Det har jeg savnet,” forklarede hun videre. Hendes ord i sig selv, var næsten selv en anelse prøvende for hun ville virkelig ikke komme ham mere på tværs end det som hun havde gjort før, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. De var begge blevet ældre, selvom Elanya stadig måtte føle sig som et barn når de stod overfor hinanden på denne måde. De smaragdgrønne øjne lod hun stille falde til hans skikkelse og uden at skulle vende blikket væk. Det var slet ikke noget som hun kunne og da specielt ikke når han virkelig måtte fortjene det på denne måde. At han næsten måtte afvige hende, var kun noget som gjorde hende langt mere usikker end det som godt var! Hun bed sig let i læben, hvor hun fremanede en tråd på samme måde som hun havde gjort med nålen. Hun lod det hele falde tilbage i sit skød ved hans ord. Hun ville bare ikke gøre det hele værre end det som det allerede måtte være nu. Hun sukkede stille og rystede stille på hovedet. ”Ikke tag det ilde op Derick… Jeg vil ikke ødelægge mere end det som ejg allerede har gjort,” forklarede hun videre. Alene den tanke var faktisk noget som gjorde ondt, at vide at han måtte være.. irriteret på hende? Mobset eller bare træt af hende? ”Sket er sket.. Jeg vil nu ikke kalde det.. ligegyldigt,” sagde hun stille og rynkede på næsen. Blikket faldt stille til hans eget. Hvorfor skulle han nu være så afvigende? Hun ønskede at han forstod, hun ønskede trøsten og helst af ham. Hun ønskede da ikke at miste ham helt! ”Jeg er ked af det hvis jeg skal ødelægge højtiden mere for dig Derick.. Du må.. jo bare sige til, hvis du vil have jeg skal gå igen. Jeg ved hvad alle de andre tænker om mig, også i dette øjeblik,” sagde hun dæmpet som knuden måtte samle sig i maven og panikken i blikket. Hun ønskede ikke at miste ham!

[Deleted]

Derick ønskede ikke at give hende medlidenhed, men lidt lå der vel altid i det? Han var bare bekymret for hende og ønskede at hun skulle have det bedre, hun kunne kalde det medlidenhed hvis hun ville, men han ønskede ikke at hun skulle rende rundt og have det dårligt! Og specielt ikke juleaften! Selvom den højtid vel allerede var ødelagt for hende? Det var ikke ligefrem fordi han selv havde noget glæde af julen, måske havde det set sådan ud, måske han havde skålet med alle andre og været en del af fællesskabet, men sådan hang det faktisk slet ikke sammen. Han lyttede til hendes ord, uden han afbrød hende, også for at samle sine egne tanker, for han gad ikke komme frem med den truende adfærd som sidst, det eneste han ønskede var at redde det hele ud med hende, få hende til at få det bare lidt bedre! Han sukkede for sig selv, hvor han blot tænkte over hendes mange ord. Han vendte blikket mod hende, hvor der var noget sarkastisk over det. ”Så du vil ikke kalde det ligegyldigt? Folk har misfortolket det hele Elanya. Så vidt jeg ved, har du kun kysset med mig og søgt en favn hos Lestat og så …” Han gjorde en håndbevægelse som hun vel kunne gætte sig til resten? Hun havde gjort Jared en ’tjeneste’ som hun havde kaldt det, selvom han ikke helt stolede på om det var sådan det hang sammen, for der havde også stået noget om et ægteskab til manden, men han kendte jo sådan set heller ikke sandheden. ”Det er jo ikke fordi du har leget rundt med nogen af os. Det er ikke dig som har svinet vores rygter til, nej det er medierne og den dumme sladderspalte,” svarede han stilfærdigt, hvor han knyttede hånden ganske let. Hvorfor skulle hun fremstilles på den stygge og næsten grufulde måde? Hvis nogen ville bebrejde nogen, så kunne de bebrejde medierne. Det hele var så.. latterligt! Og alligevel hadede han det, fordi det var Elanya det måtte gå ud over. Han kunne virkelig ikke have den tanke! Det var heller ikke hende, som han ønskede at vende sin vrede imod, nej det var dem som havde gravet op i det hele! Han fnøs ganske let til hendes sidste ord. Hun havde knap nok ødelagt noget som helst! Hvis der var nogen der havde ødelagt den højtid for ham, så var det da ham selv! ”Du har ikke ødelagt noget Elanya.. Du har mere reddet højtiden for mig, for den eneste grund jeg kom hertil, var for at drikke alle sorger ud,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket frem for sig, inden han drejede hovedet og så på hende. Han tog den ene tallerken og gav hende den, som hun selv havde lagt sytøj og nål fra sig i sit skød, han rakte hende gaflen. ”Her. Spis,” opfordrede han, inden han selv lænede sig tilbage mod gavlenden, så han sad med fronten mod hende, hvor han tog den anden tallerken, inden han selv begyndte at spise af den gode julemad. Han tyggede roligt af munden, uden hans blik blev fjernet fra hende på noget tidspunkt, hvor han pegede på hende med gaflen. ”Du kan lappe mig sammen bagefter,” sagde han roligt. Det var vel at gå på kompromis? Nu havde hun fået renset såret, så kunne hun spise og bagefter så kunne hun gøre det færdigt? Det fik de jo alle noget ud af – for det kunne være at det ville dæmre hans egen bekymring en smule, netop fordi han vidste at hun ikke havde spist i flere dage. ”Du skal ikke tænke på hvad folk siger om dig Ela, det er bare skøre rygter.. Desuden sover jeg bare inde i det andet værelse, så er der ingen der tror noget forkert om os,” endte han stilfærdigt, som han tog endnu en mundfuld.

[Deleted]

At Derick måtte være direkte bekymret for hende, var noget som måtte varme om Elanyas hjerte, det var virkelig noget af det bedste af en følelse som hun kunne sidde igen med og det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var helt sikkert. Selvom hun stadig var ekstrem usikker omkring hans motiv til dette, så lettet det hende meget at han så på hende og uden den form af væmmelse i blikket som han havde gjort det sidst, selvom det nu også var gjort klart og tydeligt for hende, at det var meget af vreden som havde talt for ham sidst de havde stået ansigt til ansigt. Et sted så lettede det hende faktisk bare mere! Hun bed sig svagt i læben og uden at tage blikket fra ham. Om medierne var mistolket bevidst, så ændrede det jo heller ikke noget. Hun rystede let på hovedet. ”Jeg ved godt hvad jeg gjorde med Jared..” begyndte hun. Hun ønskede ikke at skændes om det, men… bare få det hele på det rene, prøve at forklare ham det endnu en gang og så se om det ville gå bare en anelse bedre denne gang. Hun håbede det da om ikke andet. Hun trak vejret dybt. ”Lestat.. har jeg kun set den ene gang siden jeg kom tilbage. Han holdt om mig en aften og lullet mig i søvn. Ellers havde jeg ikke sovet det mindste, jeg var.. bange for at ryge tilbage i mørket igen,” sagde hun stille. Hun løj ikke for ham, det var lige ud af posen! Der var slået fred mellem hende og Lestat såvidt som hun vidste, så rendt han rundt i Dvasias og prøvede at finde ud af det med sin egen familie. Det var i hvertfald det som hun havde hørt omkring ham sidst. Hun vendte blikket stille ned mod den tallerken som Derick placerede i hendes skød hvor hun stille tog fat om gaflen og vendte blikket stille og roligt i retningen af ham igen. ”Det har i hvertfald ikke været min mening,” sagde hun stille. Hun var stadig ikke helt overbevist, men hun havde det da nemmere for at skulle falde til ro nu hvor de var i stand til at skulle kunne snakke alene og uden at nogen skulle hænge over dem på den ene eller den anden måde, ligesom det havde været nede i krostuen, for det var slet ikke noget som hun måtte ønske, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Hvordan hun kunne have reddet hans højtid på denne måde, det var slet ikke noget som hun forstod sig på, for det var jo heller ikke ensbetydet med, at hun havde gjort noget som helst? Hun havde jo bare.. siddet der? Hun tog stille sin tallerken og trak sig hen til gavlen og satte sig der med en pude i ryggen, så sad hun selv meget bedre end det som hun ellers ville gøre. Tallerkenen satte hun roligt tilbage i sit skød igen og med blikket som hun roligt måtte vende mod ham. ”Så snart jeg har tømt min tallerken, så lapper jeg dig sammen,” sagde hun stilfærdigt. Det var nu noget som hun udmærket godt kunne gå med til. Hun ønskede bare ikke at se ham være så tilskadekommet på denne måde og slet ikke når det var hendes skyld! Hun stak stille gaflen ned i et stykke kød, kørte det rundt i sovsen og fik det i munden. Hun skulle næsten koncentrere sig om at skulle tygge det! Hun vendte blikket mod ham. ”Nu er jeg helt glad for at jeg dukket op. Du skal ikke drikke sorger væk på en aften som det her, Derick.. Du er mere værd end det,” fastholdt hun dog med en rolig og sandfærdig stemme. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham på nogen måde. ”Jeg holder stadig frygtelig meget af dig.. uanset hvilket fjols jeg kan være,” sagde hun stille. Hun mente det dog i deres ramme alvor, for hun havde i den grad heller ikke været flink overfor ham i dette henseende!

[Deleted]

Derick ønskede ikke at skændes med hende, for han ønskede egentlig bare at gøre det hele godt igen, efter han havde været denne skiderik overfor hende, hvilket han virkelig ikke kunne forstå! Han forstod virkelig ikke hvordan og hvorfor han havde reageret som han havde, for.. det havde han aldrig gjort før. Måske de var endt ud i en dødskamp, men det var kun fordi han havde stået nært med sin konge, Fabian, som hun havde dræbt, og fordi han havde stået der som leder for vampyrerne, så havde det været hans job at skulle dræbe hende, hans pligt, men ikke engang det havde han kunnet gøre imod hende. Han havde elsket hende dengang, været forelsket i hende. Han elskede hende endnu, men lige på hvilken måde havde han ærligtalt svært ved at finde ud af, for han ønskede ærligtalt ikke at ende såret i den sidste ende, som da hun havde svinet hans rygte til, selvom han var faldet til ro og havde fået tænkt tingene igennem, hvor det hele egentlig ikke var så slemt igen. Han nikkede roligt til hendes ord. Hun havde ikke gjort andet end at søge til en sikker havn hos Lestat, desuden undrede det ham heller ikke at hun havde søgt til ham, for hun havde trods alt været gift med den mand, så det var vel klart et sted? Dog måtte det forundre ham at det ikke var Lestat hun havde været tæt, men en hel fremmed mand. Han legede endnu engang med maden med sin gaffel, næsten som når hun fumlede med hænderne. ”Så.. du har ikke indfriet i et nyt ægteskab?” spurgte han roligt. Rygterne gik jo også om at hun skulle være forlovet med denne Jared, selvom det dog ville komme bag på ham hvis det var sandt, men på den anden side, så havde hun jo en tendens til at skifte mændene ud ret hurtigt, for han havde end ikke tal på hvor mange mænd hun egentlig havde været sammen med, og hvor mange børn hun ikke havde. Det havde også overrasket ham da han dengang havde fået at vide at hun var mor til Faith, hvor det faktisk havde været underligt at være ven til dem begge to. Han rykkede sig roligt, så han endte med at sidde ved siden af hende, hvor han endnu engang stak sin gaffel i én af hendes grøntsager som han nakkede og proppede i munden. ”Tja.. så kan det jo ikke gå meget galt,” endte han roligt og med et skævt smil. Han var sikker på at hun nok skulle få ham lappet ordentligt sammen, for der havde han skam fuld tiltro til hende, det havde han sådan set altid været. Han havde altid stolet på hende, hvilket han endnu gjorde, selvom at der var kommet et lille hul i den tillid, men det var mere noget som han måtte gøre op med ham selv, for det var hans egne følelser som var skyld i det. Han vendte blikket mod sin tallerken. ”.. Jeg er ikke mere værd end alle andre Elanya. Engang var det let at lukke af for følelserne, fordi jeg mere eller mindre havde en knap til det, men som menneske, så er det svært og så er den eneste ’knap’ jeg har alkoholen,” svarede han stilfærdigt. Han vendte roligt blikket mod hende til hendes ord, hvor der var noget lettende over hans øjne. ”Tjo.. et fjols er du da, du går mig altid på nerverne, du kan blive stædig og så irriterer du mig,” sagde han roligt og næsten i en munter tone, selvom han ikke kunne skjule den drilske undertone og det morende smil på hans læber, som blot afslørede at han ikke mente det. Han kunne vel godt have lidt sjov med hende? Det havde de jo altid formået og han ønskede ikke at det skulle ændre sig det mindste! Det ville knuse ham om ikke andet.

[Deleted]

Elanya endte hellere ud i en dødskamp emd Derick end at skulle skændes med ham igen på denne måde, for det havde virkelig været noget af det værste som hun nogensinde havde oplevet og det i sig selv, var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Nu hvor de var alene, så var det langt nemmere forh ende at skulle falde til ro med tingene og det var også det som gjorde, at hun faktisk fandt den indre ro til at spise. Hun vidste udmærket godt at det var en direkte tåbelig ting ikke at være i stand ti, men havde hun ikke roen, så kunne hun simpelthen ikke få noget som helst ned! Hvordan han så måtte have det med hende følelsesmæssigt på dette plan, var slet ikke noget som hun vidste, selvom hun vel var klar over at det nok skulle komme frem på et tidspunkt før eller siden? Det var jo bare at tage et skridt af gangen og nu hvor de selv havde været igennem så meget, så burde de vel også kunne finde ud af det? Det var en fantastisk højtid som de havde valgt at placere sig midt i. Ikke fordi at man direkte kunne sige at hun var i nogen særlig julestemning, for det var hun mere eller mindre.. aldrig? Hun kunne ikke finde glæden i det og havde aldrig været i stand til det. Selv nu på stående fod, så kunne hun kun tænke sig til en jul hvor det hele faktisk havde været godt; Det var da hun havde haft David og Celina og Gabriel havde været helt små. Det var så også den eneste jul som hun i deth ele taget kunne mindes som noget godt, selvom han havde været ude af billedet allerede ganske kort efter. Blikket vendte hun næsten chokket mod ham. ”Ægtesk… Åh gud da nej!” sagde hun med en næsten overrasket tone. Hun havde aldrig fået læst spalten helt færdigt, så det rygte havde hun aldrig nogensinde hørt! Desuden gav hun sig heller ikke helt hen til en mand som hun ikke kendte og det havde hun da aldrig nogensinde gjort! Blikket vendte hun stille ned mod sin mad, som han kom tættere på hende. Hun havde kun mødt og set Jared den ene nat og det var mere eller mindre også det, og så afskeden inden han var taget til Drypstenshulerne – Hun vidste jo hvor han var, men hun opsøgte ham ikke. Ville han ikke have noget med hende at gøre, så var der heller ikke mere for hende at stille op der. Det var sådan at hun selv måtte se på det om det jo så var noget som hun ville stå ved eller ikke, så var det jo.. bare det som måtte være mest rigtigt at gøre for hende, i stedet for at gøre ondt værre. At han tog hendes grøntsager havde hun nu ikke noget imod, for det havde hun aldrig været særlig dygtig til at spise. Det var vel også underligt for ham? Efter al den tid som vampyr at han så pludselig skulle vænnes til fast føde? Hun nikkede stille til ham. ”Livet som menneske er ikke altid let..” Hun vendte blikket mod ham. Det var også der at hendes problem med hensyn til ham og Denjarna havde været. ”Til tider ville jeg elske at have den knap, så jeg bare kunne lukke ned for det, når jeg havde fået nok.” Hun trak let på skuldrene og bed sig en anelse i læben, da hun igen tog en gaffel fuld af kød og sovs. Det smagte virkelig godt, så der havde han bestemt heller ikke været helt galt på den. Denne gang slugte hun det næsten i en mundfuld! Hans sidste ord måtte dog alligevel få hende til at smile, som hun jo kunne høre hans stemme var morende og den drillende undertone, så han lavede vel sjov nu i stedet for liegsom sidst? Hun satte sin tallerken til side og vendte sig mod ham, nu hvor de sad helt side om side alligevel. ”Nogle skal jo være dig en pest og en plage ikke?” Hun prikkede ham prøvende i siden. Igen, så vidste hun jo heller ikke hvad hun faktisk have retten til eller ikke.

[Deleted]

Derick havde ikke ligefrem fejret jul i utrolig mange år efterhånden, for han havde jo været død i de fleste. De første mange år af hans liv havde han heller ikke holdt jul, det var faktisk først en tradition som han havde indført da han var fundet sammen med Denjarna, for før han havde mødt hende, før han havde mødt Elanya, havde han slet ikke haft nogen at fejre den med. Han var vokset op i et samfund som havde hadet ham, frygtet ham fordi han havde været vampyr. Han havde været kendt med dette had i de første mange årtusinder af hans liv, indtil han en dag havde fundet de mange andre vampyrer der havde været nøjagtig ligesom ham selv, hvor han var endt med at blive leder af dem. Men som leder kom der også et arbejde og hver dag der havde været jul havde han arbejdet, for han havde ikke haft nogen at fejre den med alligevel, selvom han da til tider havde set de mange familier, venner og bekendte som måtte sidde sammen, hvilket blot havde fået ham til at hade det mere. Et had han generelt havde ladet gå ud over alt og alle, faktisk lige indtil han havde mødt … Han vendte roligt blikket mod Elanya, som han betragtede ganske let. Hun var den første der havde set ham som den person han havde været, hun var den person der faktisk havde åbnet ham, hvor han senere hen havde mødt Faith og Moniqe og Denjarna. At hun alligevel ikke havde fundet sig en ny ægtemand, måtte dog alligevel få ham til at smile for sig selv, selvom det falmede igen. Han trak svagt på skuldrene. ”Når ja.. jeg ved at familie altid har stået højt på din liste,” svarede han roligt, hvor han tog en mundfuld af sin mad igen, næsten blot for at have noget at lave. Hun havde skiftet forholdsvist hurtigt mellem David og Legacy, så at hun havde fundet sig en ny mand ville faktisk ikke komme bag på ham. Det var vel egentlig også det som hun måtte ønske sig? En ny familie, denne gang en familie hun kunne blive hos, en mand der ville elske hende for den hun var og som ikke ville lege rundt med hendes børn eller andre kvinder? Hvem ville egentlig ikke det? Han havde det meste af sit liv ikke haft nogen familie, det var noget som Denjarna havde vist ham, og faktisk også Faith og Moniqe, som altid havde været som søstre for ham, men det var bestemt ikke sjovt at stå alene igen, at man ikke havde nogen at søge hjem til, ingen omfavnelse om natten, intet hus overhovedet, men faktisk bare sig selv. Han vendte blikket mod hende og rystede på hovedet. ”Mh-mh,” mumlede han, som han var uenig med hende. Han sank roligt maden og så næsten alvorligt på hende. ”Måske det er lettere med en knap der kan slukke det hele.. Men det har altid klædt dig som menneskelig,” svarede han stilfærdigt, med andre ord, så ønskede han ikke at se hende som vampyr. Hun havde altid stået der som lysets dronning, hvilket hun i hans øjne endnu var, derfor ønskede han ikke at hun skulle blive et af nattens væsner. For det var hun bedre tjent uden! Han så næsten forventningsfuldt på hende, da hun lagde tallerknen fra sig og vendte sig mod ham, hvor hans hjerte begyndte at slå hurtigere mod hans bryst. Han gjorde et let spjæt, da hun prikkede ham i siden, hvor han ikke kunne lade vær med at grine ganske let. Han krympede sig næsten sammen og dog sørgede han for ikke at spilde med maden, for hun skulle trods alt sove i sengen. ”Ikke kilde!” vrissede han drillende, inden han satte sig ned på gulvet, med selve sengen som hans bord, som han sad på knæ. Han vendte blikket drillende mod hende. ”Tja.. pest og plage er da vidst kun mildt sagt,” sagde han drillende, skønt han ikke kunne holde latteren tilbage, som han endte med at ligge sig ned på gulvet færdig af grin.

[Deleted]

Meget af Dericks fortid var endnu ukendt for Elanya. Det var jo heller ikke fordi at hun direkte ville tvinge ham til at skulle sige noget som helst, hvis det var noget som han hellere ville holde tæt ind til brystet på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte vise sig t komme til stykket. Det var en tanke som faktik måtte skræmme hende lidt.. hvor meget kendte hun egentlig til den mand som hun havde kaldt for sin bedste ven igennem alle disse år? Det var slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hende og en tanke som hun helst undlod at skulle tænke på. Hun vidste godt, at Legacy var dukket op allerede hurtigt efter at David var kylet på port. Hvor den mand måtte være lige i øjeblikket, var faktisk en tanke som hun måtte vise sig at være fuldkommen ligeglad med, for der var vel heller ikke nogen grund til at skulle tænke på ham nu? Hun havde visse skeletter i skabet som hun helst ønskede skulle blive der, hun bar inde med så meget som hun heller ikke ønskede at lade komme frem på denne måde. Blikket vendte hun stille i retningen af ham. Det var faktisk rart at de kunne snakke sammen med en ordentlig tone i brug igen i stedet for alt det andet, for det var faktisk noget som gjorde ondt. Hun havde aldrig nogensinde prøvet det at gå grædende fra et møde med ham. Hun trak på skuldrene. ”Det gør den måske, men jeg har da lært min lektie,” sagde hun stille. Hun havde været ung, dum og frygtelig naiv. Det var så sandelig ikke sådan at det stod til længere og det var også det som gjorde udfaldet på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af! Han havde givet hende den opvækker i form af samtale og det var de ord som hun havde taget til sig. Hun vendte blikket let mod sit skød. Det havde klædt hende at være menneskelig på den måde? Det var bestemt heller ikke fordi at det havde været hyggelig altid, for det havde det bestemt ikke! Hun bed sig svagt i læben. ”Det har klædt mig at være menneskelig? Du skal se mig i tiderne hvor jeg virkelig har det svært..” Hun vendte blikket mod vinduet. Brudet med David, at Legacy var faldt i hendes arme.. alt sammen, det var noget som i den grad måtte tage forbandet meget på hende og det havde det i den grad også gjort igennem tiden. Hun ønskede nu ikke at være så negativ lige nu, det var for pokker da jul, selvom det nu ikke var noget som rigtigt faldt hende ind. Der var ingen hygge, ingen julestemning.. ingenting! Hun trak vejret dybt, hvor hun selv måtte sende ham et næsten muntert smil ved hans spjæt, da han kravlede ned af sengen. Det var nu heller ikke fordi at hun ville være ham en pest og en plage i den forstand. Nej, hun ønskede bare at have det som hun altid havde haft det. Det var det eneste rigtige! At de kunne more sig med hinanden, at de kunne være sig selv i hinandens selskab, for det var i sig selv, slet ikke noget som hun havde været vant til skulle være meget anderledes. ”Er det mildt sagt? Min kære Derick.. Du har altid nydt det, har du,” påpegede hun med en næsten morende mine. Hun vendte sig roligt, så hun endte med at ligge på maven i stedet for og med blikket hvilende på ham. Hun rystede smilende på hovedet, som hun trak sig hen til kanten af sengen og vendte blikket mod ham som han lå der på gulvet fuldkommen færdig af grin. ”Jeg kan da umuligt være så slem.. Du opsøger mig jo stadig.” Hun sendte ham et morende smil, hvor hun selv ikke kunne lade være med at grine af ham som han lå der på gulvet. Det var virkelig bare morsomt! Samtidig med, at det også måtte lette på stemningen bare en smule, hvilket hjalp hene forbandet meget endda! Hun grinte mildt. Selv den latter var ikke hørt i forbandet lang tid.

[Deleted]

Derick havde altid nydt hendes selskab, det havde altid været befriende for ham at være sammen med hende, derfor gjorde det også ondt, når han havde råbt af hende på den måde som han havde gjort, han håbede i hvert fald bare at han kunne gøre det godt igen, at han kunne lette stemningen og at de kunne falde tilbage i det gamle mønster, hvor de havde teet sig som børn, hvor de havde opført sig som tosser, hvor folk havde skævet til dem, når de var gået forbi dem. Selvom deres venskab dengang havde været forbudt, så havde det ikke kunnet fraholde ham fra hende, og selvom Denjarna egentlig havde forbudt ham det, så havde han stadig været nød til at se hende, for hun havde trods alt altid haft en betydning for ham, hun havde altid været en person, som han havde elsket at snakke med, hvis selskab som altid havde været godt for ham. Hun havde altid fået ham til at tænke på noget andet, desuden så kunne det godt være at Denjarna havde forbudt ham at se Elanya, men det var trods alt Elanya som han havde mødt før, hvilket også var noget som havde gjort hans sag, for hvorfor skulle han kaste noget væk, som han havde haft med Elanya, når det var den person som havde været der for ham først? Langt før han havde mødt Denjarna? Det var én af grundene til at han ikke havde stoppet med at se hende, selvom han alligevel var endt med at søge væk sammen med Denjarna, hvilket han jo så bare kunne fortryde den dag i dag. Det var ikke fordi han fortrød det som sådan, for han havde naturligvis elsket Denjarna, men.. han havde et sted manglet sine venner, desuden havde han jo alligevel mistet Denjarna nu, for hun var ikke i dette nye liv, så et sted havde det jo været spild. Måske det bare ikke havde været hans mening at finde sammen med Denjarna? Den kvinde havde jo også givet ham utrolig megen sorg, selvom det da var endt bedre med tiden, skønt hun var død nu, så man kunne ikke ligefrem sige at det var endt lykkeligt. Det gjorde et sted ikke noget, for så kunne han bruge mere tid sammen med vennerne, selvom det at være alene ikke ligefrem var nogen glædelig tanke, han havde jo altid haft én at søge hjem til og nu havde han pludselig ingen. Han nikkede roligt til hendes ord, hvor han ikke sagde mere til det, blot for at vise at han ikke gad lægge mere i det. Det var jo heller ikke fordi han gad, at forhøre hende! Det var ligegyldigt, dog måtte det glæde ham at hun ikke havde indgået i et nyt ægteskab. Han trak svagt på skuldrene. ”Tja.. Måske det har været hårdt, men jeg ønsker ikke at se dig som et af nattens væsner,” svarede han lettere tænkende, selvom det var sandt. Det måtte glæde ham at de endnu kunne have det godt sammen, at de kunne le og grine igen. Han lagde sig slapt ned på gulvet, som han blev færdig med at grine, inden han satte sig op og så drillende på hende. ”Du har ret.. jeg sprang over mur og hæk for at møde dig førhen,” svarede han drillende, skønt det faktisk var sandt. Han havde overtrådt en masse regler og forbud ved at se hende, men han havde ikke kunnet lade vær. Han blev siddende på gulvet, hvor han foldede armene på sengekanten og med hovedet hvilende på hans arme, imens hans blik hvilede drillende på hende, som de alligevel var endt tæt, fordi hun selv havde lagt sig hen til sengekanten, hvor der kun var få centimeter mellem deres ansigter. Han betragtede hende ganske let. ”Men en som sagt.. en pest og plage af du altid været!” beklagede han sig drillende, som han smilede morende og skævt til hende.

[Deleted]

Elanya havde altid nydt Dericks selskab, selvom hun ikke vidste, om det nu var noget som ville holde inde eftersom han ikke rigtigt ville vedkendes hende tilbage dengang, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Det var også det som gjorde det for hendes eget vedkommende. Nu hvor hun sad her, alene og sammen med ham, så ønskede hun virkelig ikke, at det skulle ende med at gå helt til hundene endnu en gang. Hun ville da bare vise ham, at hun kunne være en smule nytig! Hun havde mange svagheder når det kom til mørket – Det var heller ikke noget som Faith havde fra fremmed af, men hun brød sig virkelig ikke om at sove alene og det var der at Lestat havde været hende en utrolig hjælp. Det var jo så også det problem som hun måtte døje med i disse dage, for det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af på nogen måde overhovedet. Hendes blik hvilede på hans eget, hvor hun selv ikke kunne lade vøre med at smile. Det gjorde hende virkelig glad at skulle være så tæt på ham igen og nu hvor det jo faktisk så ud til at det kunne være at hun kunne undvære den skideballe fra sidst, så var det også noget som gjorde hende langt mere rolig end det som noget andet havde været i stand til at skulle gøre det. Hun samlede stille hænderne i sit skød. Hun trak let på skuldrene. ”Til tider er det mest fristende at give efter for det.. i stedet for at fortsætte med at bekæmpe det,” forklarede hun stilfærdigt. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham, for det at lyve, var noget som hun slet ikke ønskede at gøre overfor ham. Der var intet som kunne gøre hende mere skidt tilpas end det at fyre en løgn af overfor dem som hun måtte holde så meget af som det hun gjorde med Derick, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var slet ikke noget som ma skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun sendte ham et stille smil. ”Det gjorde du dengang ja.. Det var før du bgyndte at blive gammel.. Er det et gråt hår?” Hånden lod hun næsten forsigtigt glide igennem hans hår og med det samme stille smil på læben. Hun lavede selvfølgelig sjov med ham! Hun kunne da ikke lade være! Igen så var det bare et tegn på at hun følte sig langt mere vel i selskabet og at hun faktisk havde det godt med det. Hånden tog hun stille til sig og lod den yderst varsomt stryge ham over kinden. Hun viste jo trods alt heller ikke hvor hans grænse direkte måtte gå mere, så hun gik frem med en lidt større forsigtighed end det som hun normalt ville have gjort det, for hun ønskede virkelig heller ikke at ende med at skulle skubbe ham fra sig igen. Det var virkelig noget af det sidste som hun måtte ønske sig i det store og hele, for.. hun holdt virkelig af ham. ”Jeg ved ikke hvilke traditioner som dig og Denjarna har haft i julens tid, Derick, men.. Jeg kan kun sige, at du har formået at redde min,” forklarede hun med et stille smil, selvom det kun måtte udstråle med den klare taknemmelighed. Hun lænede sig forsigtigt frem og plantet et kys mod hans pande, idet hun tvang sig op for at sidde endnu en gang og så længere ind på sengen, idet hun tog sin tallerken igen. Hun fortsatte ganske stille med at spise, nu hvor hun endelig for alvor havde formået at skulle finde roen til det og det var virkelig intet andet end direkte behageligt, at kunne komme videre derfra, få fyldt maven og bare.. være sig selv igen for første gang i det som måtte være flere uger!

[Deleted]

Derick ønskede ikke at miste Elanya, hun var da den sidste person han ønskede at miste! Hun var trods alt hans første ven, den person der havde åbnet ham og givet ham lidt lys i livet, hun var den som havde jaget hans ensomhed bort, som havde hjulpet ham ud af det mørke, hvor han ikke var i stand til at se frem for sig. Hun havde hjulpet ham op af det hul, som han var faldet i helt fra lille. Hun havde hjulpet ham på rette vej igen, skønt hun havde stået der som hans fjende, som det lyse lands dronning. Han burde have slået hende ihjel ved deres første møde i Dødens Dal, men han måtte ærligt erkende at han var glad for at han ikke havde gjort det, for selvom de måske havde haft deres op og nedture, så kunne han ikke komme udenom at han ikke fortrød noget som helst af det som han havde gjort med Elanya, end ikke engang de kys han havde tildelt hende, de kærtegn, skønt han havde haft en anden, for han kunne ikke komme udenom at det var Elanya der havde set ham først af alle. Han havde nok mistet Denjarna og man kunne diskuterer hvorvidt det var godt eller dårligt, man kunne diskuterer hvorvidt det var godt eller dårligt at han havde valgt Denjarna frem for Elanya, for havde han valgt Elanya, gad vide hvordan deres liv så havde set ud. Havde han valgt Elanya, havde de måske endnu været i live? Han kunne ikke lade vær med at tænke på hvad der egentlig var sket, hvis han havde valgt Elanya. Han løftede roligt hånden og strøg den over hendes hår og videre ned over hendes kind. ”Måske.. men at give op hjælper ikke på dine problemer Elanya, du er nød til at fortsætte kampen, for kun på den måde kan du få dine problemer løst,” svarede han stilfærdigt. Det sidste han ville var at miste hende, men at miste hende til mørket? Det var da noget som han slet ikke ønskede at se! Hun var vant til lyset, til Procias, han ønskede ikke at hun skulle leve blandt mørket i Dvasias’ gader. Han betragtede hende med et morende glimt i blikket, da hun strøg hånden igennem hans hår. ”Jeg er da ikke gammel!” Selvom det vel et sted var løgn? Han var ikke ung og naiv længere, som han havde været førhen, han var blevet noget ældre, men han måtte indrømme at han heller ikke var gammel og grå! Det var hun jo heller ikke. ”Jeg er frisk som en fisk!” svarede han lettere selvsikkert, som han smilede morende til hende. hånden over hans kind fik ham til at slappe af, selvom det et sted måtte gå ham på at hun gjorde det så forsigtigt, for hun vidste vel at hun ikke kunne overskride hans grænser? Det havde hun aldrig nogensinde gjort, men på den anden side forstod han hende godt, for han havde ikke ligefrem været specielt god ved hende. Kysset mod hans pande, fik ham til at lukke øjnene blidt i, selvom han vendte dem mod hende igen, da hun satte sig længere ind på sengen og begyndte at spise. Det var godt at se hende smile og grine igen! Og se hende spise, så hun kunne komme til kræfterne, fik ham kun til at trække yderligere på smilebåndet. ”Det glæder mig at høre Elanya.. ligesom du har reddet min,” påpegede han med et skævt smil. Han ønskede ikke at tale om Denjarna nu hvor Elanya var her, desuden var Denjarna død, hun kom nok ikke ligefrem tilbage igen. I så fald ville det overraske ham en god del! Men han kunne ikke komme udenom at han faktisk, et sted, ikke ønskede hende tilbage.