Finally done!

[Deleted]

Det var ved at være morgen, da Caleb måtte begive sig fra Horehuset. Et sted fra måtte de jo få nogle penge, så han havde bevidst valgt at holde fast i sit arbejde, selvom han kun kom der når det måtte være nødvendigt. Man måtte vel bare bide i det sure æble? De skulle jo klare sig på den ene eller den anden måde, hvad e nd om det var noget som man ville vedkendes det eller ikke, så var der ganske enkelt ikke rigtigt noget som helst at gøre ved det når det endelig måtte komme til stykket. Den lille sæk med penge hvilede trygt i hans bælte da han begav sig hele vejen fra Dvasias og tilbage til Imandra. Han vidste udmærket godt at Bella ganske enkelt ikke kunne fordrage hans arbejde, men han var jo trods alt nødt til at gøre noget! Han sukkede dæmpet som han endelig måtte krydse grænsen ind til Imandra – Her måtte han nu alligevle passe ekstra godt på sine værdier, for rtøvene var mere eller mindre over det hele og han kune ganske enkelt ikke fordrage det! For i aften så var han tydeligt mættet og det var intet andet end en direkte behagelig fornemmelse, som han måtte sidde igen med. Det var ikke fordi at hun ikke var god nok, for det var hun i den grad, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han nåede stile op mod det store bjerg og mod den hule som de havde dem imellem hvor det kun måtte være de to og det var en tanke som selv måtte glæde ham. Han nåede stille til deres lille hule, hvor han nåede hen til indgangen. ”Bella?” kaldte han næsten forsigtigt da han endelig trådte ind.

[bella]

Bella havde det godt.. Hun havde forladt denne Warwick person lige inden morgengryet. Han havde sit helt eget sted og hun kunne kun sige sig, at det var noget at et tilbud, at bo der. Selvom de også måtte arbejde der, men noget for noget var det jo, hvis de flyttede dertil. Og så ville Caleb også komme væk fra H-huset, ligesom at de ville få noget at lave i hverdagen.. De ville også få deres eget lille sted, som de jo selv havde fundet i hulen i bjergene. Men i det hele taget, så var det ganske fristende at skulle bo i Warwicks borg, selvom Caleb selvfølgelig skulle være helt med på den! Ellers ville hun ikke. Men hun tvivlede også lidt på, hvad hun mon kunne bidrage med? Hun ville ikke være noget med at skulle ordne mad eller være landmand, for det var slet ikke hende.. Og slås, kunne hun kun med sin magi. Ellers var hun god til at snige sig og være uset, det var hende en styrke. Noget som hun dog ikke vidste, om hun kunne bruge et sådant sted. Hun var kommet tilbage for kort tid siden, i skikkelse af den lille ræv. Mindre underligt, end at en kvinde gik ind i hulen for at bo. Hun krøllede sig sammen inde i hulen som den lille ræv og lukkede øjnene sammen. Ørerne faldt sammen og hun var ligesom en lille rundt kugle på gulvet. *Jeg er her,* sagde hun stille til ham igennem tankerne. Hun strak sig og kom op at stå på de korte ræveben. Hun luntede imod ham, hvor hun skubbede sig op på bagbenene og endte med at stå foran ham, i sin normale skikkelse. Hun faldt ham om halsen og med et smil på læben. Hun trykkede sig ind til ham. "Har savnet dig," sagde hun stille og bed tænderne sammen. Hun gabte. Hun havde slet ikke sovet noget de sidste 24 timer.

[Deleted]

Caleb kunne ikke fordrage det faktum t han var tvunget til at han var tvunget til det, men pengene skulle hjem på den ene eller den anden måde, ellers ville de da aldrig nogensinde være i stand til at skulle kunne klare sig, så meget vidste han da allerede. Han måtte jo bare bide i det sure æble og så komme igennem det. Det var heller ikke fordi at han arbejdede så frygtelig meget, men lidt blev det da til efterhånden, det var jo så også det som gjorde det hele for hans vedkommende. Han følte virkelig at han var hende utro også selvom det slet ikke var noget som han gjorde med sin største vilje, for han kunne virkelig ikke fordrage den tanke på nogen som helst måde overhovedet. Han nåede stille op i hulen, hvor det først måtte være der at han kunne falde en anelse til ro og specielt ved lyden af hendes stemme i hans hoved. Heldigt for ham at han måtte være warlock ellers havde han ikke hørt hende. Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken alene, som han kunne se den lille ræv komme luntende over gulvet. ”Der var du jo,” sgde han stilfærdigt. Han lod armene søge direkte omkring hendes krop og trak hende ind til sig. Han kunne slet ikke lade være med at smile. ”Jeg har også savnet dig min kære,” sagde han dæmpet. Han slap hende endeligt og vendte blikket ned mod sin side hvor han tog fat i den lille pose med penge og vendte den mod hende. ”Nu kan vi klare os for i det mindste bare en lille stund,” sagde han stille og ikke mindst med et stille smil på læben. Det lettede ham da. Det var da.. en uge eller 14 dage hvor han kunne undlade at arbejde og han så i den grad også frem til det. Han hadet at gøre det, men penge måtte de jo trods alt have.

[bella]

Bella hadede virkelig at Caleb måtte arbejde den ene nat hver 14. dag, for det var et virkelig grotesk arbejde. Hun kunne slet ikke forestille sig nogensinde at skulle arbejde som det. Men han gjorde det for at få lidt penge, så den tanke varmede hende da også. Han gjorde det jo for dem. Hun fik jo ikke rigtig noget ud af at skulle sælge oplysninger om nogle ligesom sig selv, og det var efterhånden de eneste hun havde. Det var virkelig irriterende. Hun havde tjente penge førhen, men det fungerede bare ikke mere.. Så hun havde droppet spioneriet. Det var jo heller ikke særlig velset. Hun håbede dog at de kunne finde noget ordentligt at give sig til ved Warwick, hvis Caleb gik med til det. Noget som de måske kunne lave sammen? For hun ønskede ikke at være væk fra ham i løbet af dagen. Hun kunne da godt hjælpe med at holde rent et sted eller bringe beskeder fra én person til en anden indenfor borgens mure, som en budbringer. Hun var her. Faktisk heldigt at de næsten kom samtidigt. "Ja jeg var," sagde hun stille og smilede. Det varmede hende at høre ham sige 'min kære' og at han også havde savnet. Hun elskede ham jo. Hun smilede stille og gav slip fra ham. Hun kiggede mod posen og nikkede. "Mhm.." sagde hun bare og ønskede ikke at tænke på, hvad han havde lavet de sidste timer. Hun smilede stille og trak ham med længere ind i hulen og over mod deres lille hyggehjørne, hvor der var nogle sække fyldt op med blade og græs, de havde samlet ind. Så de havde lidt blødt at ligge på. Sækkene havde de fundet. Hun satte sig ned og bankede ved siden af sig. Han skulle også lægge sig!

[Deleted]

Caleb ønskede ikke at ksulle tænke over det som han havde været tvunget til at gøre for alle disse penge, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, så måtte det jo trods alt bare være sådan om det var noget som man ville det eller ikke. Han var jo nødt til at skaffe dem penge på den ene eller den anden måde og så måtte det jo trods alt også bare være sådan når det endelig måtte til. Han ønskede jo heller ikke at gøre det, men de kunne jo trods alt heller ikke klare sig uden penge og specielt ikke nu hvor de måtte være to om det i stedet for. Det var heller ikke fordi at det var nemt, men den ene dag eller to måtte gøres, så de havde muligheden for at klare sig bedst muligt, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han lod hende tage pengene hvor han selv ikke kunne lade være med at sende hende et stille og roligt smil. Sådan måtte det jo trods alt være. Han var tvunget til det og nu hvor hun havde lagt spionacen på hylden, så var det jo trods alt kun et betydeligt større must for ham at holde arbejdet ved lige, selvom det bestemt heller ikke havde været det nemmeste for ham selv! Han lod armene igen stille falde om hende, som hun bragte ham hen til sækkene hvor han mere end glædeligt tog pladsen ved siden af hende. De havde snakket meget omkring det lille faktum at han var nødt til at arbejde så de kunne få mad på bordet. Heroppe slap de jo heldigvis for de mange andre udgifter som måtte ramme dem i byen, så det var jo et plus, selvom det klart krævede betydeligt mere for dem at skule holde varmen, og specielt nu hvor det var ved at blive godt koldt. ”Det er godt min kære..” Han sendte hende et stille smil som han valgte at stryge over hendes kind. Armen søgte omkring hende, som han roligt trak hende tæt ind mod sig. Hun var der om ikke andet for ham, støttede ham så godt som muligt i det som han gjorde, så bedre kunne det i den grad heller ikke blive!

[bella]

Bella sukkede stille. Hun måtte jo få snakket med ham, så han ikke behøvede at være tvunget til at arbejde på det H-hus! For det var hende virkelig en foragtelig tanke, men han gjorde det jo for dem. Hun havde lagt spionagen på hylden, for der var ingen penge i det mere. Og hun ville helst ikke sætte livet på spil ved at snuse rundt på slottene. Hun ville gerne tjene penge og gøre noget for dem, hun skulle bare lige regne ud hvordan! Hun smilede stille til ham og betragtede ham med et stille smil. Hun tog pengene med hen til sækkene, hvor hun satte sig og han tog pladsen ved siden af. "Jeg lægger pengene her," sagde hun og gemte dem, så ingen tog dem og kun de vidste hvor de var. "Tak, endnu en gang.. For alt du gør elskede," sagde hun stille. Hun puttede ind i hans favn, som han havde lagt armen omkring hende. Heroppe var de fritaget for afgifter, så det var fint for hende.. Lige nu. Hun sukkede stille og satte sig tæt på ham. Hun ønskede at støtte ham. "Jeg ved jeg burde gøre noget mere, men jeg vil ikke risikere noget ved at opsnuse oplysninger hos kongelige og sådan.. Det..det vil jeg ikke," undskyldte hun. Som om hun ikke havde sagt det før, men han skulle bare vide det. Hun sukkede og skubbede ham ned at ligge på sækkene. Hun lagde sig selv ved siden a fog puttede godt ind til ham. Hun smilede for sig selv og gemte sig nærmest ind til ham. "Men jeg har mødt den her fyr," sagde hun stille og overvejede hvordan man skulle sige det. "Han hedder Warwick og har opbygget det her slags samfund i Manjano i en Vulkan.." forklarede hun, "han har tilbudt mig at komme og bo, men det vil kræve, at vi hjælper til i det samfund der er der i forvejen. Alle hjælper alle. Og så vil han gerne hilse på dig," sagde hun videre. Lød det dumt? Lød det fristende? "Tilgengæld får vi noget at bo i," sagde hun stille.

[Deleted]

Caleb klandrede så sandelig ikke Bella for noget som helst, for han ønskede i den grad ikke, at hun skulle komme galt afsted i hendes arbejde! Der var hans langt mindre farligt, selvom han stadig måtte have det direkte elendigt med det når det endelig måtte komme til stykket. Det var en forfærdelig følelse at skulle sidde inde med på denne måde, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være. Han vendte blikket stille mod hende, hvor han let måtte ryste på hovedet. ”Du siger det hver eneste gang jeg kommer hjem,” bemærkede han med en næsten morende stemme. Ikke fordi at det var noget sjovt i det, men det var bare sådan at det måtte være. Han lagde armene stille om hende, som han roligt og mere end villigt måtte lægge sig ned og tage hende helt tæt ind i hans egen favn, for at holde hende helt tæt ind mod sig og så tæt ind som hun kunne komme. Det føles langt mere rigtigt at skulle have hende så tæt på sig end det som det måtte være med alt det andet, for det var slet ikke noget som ville gavne dem på nogen måde. Pengene måtte og skulle på bordet, så dette var noget som han virkelig var nødt til og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Du må ikke komme galt afsted, så… så jeg gør det jeg må gøre.. for os begge,” forklarede han roligt og ikke midnst med en stilfærdig stemme. Han betragtede hende med en rolig mine. Han måtte bare bide sig i det sure æble og så klare sig så godt som det nu måtte være ham menneskelig muligt, uanset hvor hårdt og svært det var. Han lyttede til hendes ord, hvor han næsten med et, måtte vise sig at være bange? Hun havde mødt en anden? Han vendte blikket omgående mod hende, hvor han dog faldt tydeligt mere til ro som hun fortsatte. Han sendte hende et stille smil. Hun hævede hånden. Tanken om en seng at sove i og et ordentligt tag over hovedet, var i den grad lettende og på alle måder! Hånden hævede han roligt og lod den stryge mod hendes kind. ”Jeg vil hilse på manden først.. Og så se hvad han kan tilbyde i bytte for vores hjælp.. At komme væk fra det hus vil være mig en lettelse,” sagde han dæmpet.

[bella]

Bella vidste at Caleb nok ikke bebrejdede hende for ikke at prøve at sælge oplysninger. Hun ville først brænde nallerne hvis hun fik solgt oplysninger fra højerestående og hun ønskede bestemt ikke at komme i klemme nogle steder! Hans var nok mindre farligt, men ikke mindre ubehageligt. Hun hadede tanken om at han måtte lægge i med hvem som helst, der kom forbi. Men det ville være slut, hvis Caleb og Warwick kunne enes på et eller andet plan. Så kunne de jo bo i hans borg i Vulkanen. Hun håbede at det kunne fungere. "Ja..ja, undskyld," sagde hun stille til, at han havde bemærket, at hun sagde det hele tiden. Men hun kunne simpelthen bare ikke lade vær! Han måtte endelig ikke tvivle på, at hun gerne ville noget for dem. Hun sukkede dæmpet og bed tænderne sammen. Hun elskede at ligge op af Caleb og putte, for det var virkelig noget så hyggeligt! Pengene havde de nu og det kunne jo nok række. Så måske skulle han slet ikke tilbage til det h-hus igen? Det ville bestemt være noget hun ville være glad for, hvis han ikke skulle det og de kunne fungere i Warwicks lille vulkan samfund. Hun trak vejret dybt. "Okay.." sagde hun bare stille og lukkede øjnene. Lyset stod lidt ind i hulen, men hun var træt alligevel. Hun gabte let. At han troede, at hun lige havde været ved at skifte ham ud, det forstod hun slet ikke. Hun elskede ingen anden end ham! Hun strøg ham over hans bryst og smilede stille. "Han sagde det samme.. Altså at han vil hilse på dig," sagde hun dæmpet. "Men ja, også det," svarede hun til det med at finde ud af tilbudene.

[Deleted]

Caleb var mere end villig til at gøre det som det måtte kræves af ham til at skulle få det hele til at fungere sammen med Bella. Han ønskede ikke at hun skulle komme galt afsted, så måtte han jo trods alt bare bide i det sure æble og så gøre det så godt som han nu selv kunne komme til det. Det var den mulighed der var for dem, for det var lettjente penge også selvom det ikke var noget som gavnede ham selv i det store og det hele. Gang på gang så var han Bella utro og han havde det faktisk direkte elendigt med det bagefter! Hans mor havde introduseret ham for H-huset, hun havde selv været der til hendes pludselige forsvinden og nu hvor der var gået så skræmmende mange år hvor han intet havde set til hverken Austin eller sin mor, så regnede han faktisk med at de måtte være døde og borte begge to. Han sendte hende et stille smil. ”Du har da ikke nogen grund til at undskylde min kære,” hviskede han stille, som han let skænkede hendes pande et let kys. ”Jeg gør det for os.. Selvom det er hårdt nok i sig selv,” sagde han ganske så dæmpet. Armene lagde han om hende, så han roligt trak hende helt tæt på. Hendes strøg over hans bryst kunne han ikke lade være at nyde selvom det gjorde en anelse.. ondt? Det var jo heller ikke fordi at de fleste som han måtte give sig hen til var direkte milde ved ham. De havde alle deres mange grusomme fantasier! Han bed det dog i sig for nu, hvor han roligt hævede hånden og strøg den roligt mod hendes kind. Så længe at de havde hinanden, så ville de vel også kunne klare det? Bare de to? Han kyssede ganske let og forsigtigt hendes pande uden at hans smil måtte falme. ”Så må vi da få snakket med ham.. Det kunne være fantastisk at komme væk fra H-huset,” sagde han roligt, ikke mindst med en glæde i stemmen. Det var dejligt med nogle gode nyheder for en gangs skyld!

[bella]

Bella sank en lille klump og betragtede kort loftet. Nu hvor de lå her, så behøvede hun ikke at kigge på ham. Hun kunne mærke ham så tæt på sig, at hun var fuldstændig tryg igen. Hun ville gerne have det skulle fungere.. Og det gjorde jo. Men hun hadede virkelig, at han måtte gå igennem alt dette selv! En tanke strejfede hende.. Hun burde da have arbejdet som det samme. Hun burde have taget med derned de samme nætter. Så ville hun ikke have skyld overfor, at han altid var lidt trist, når han nu engang kom hjem. Det var lettjente penge og de ville få dobbelt, hvis de begge gik igennem det. Hun blev liggende og puttede ind til ham. De måtte jo holde hinanden varme. "Okay, søde," sagde han stille. Hun lukkede øjnene helt i og krøb ind til ham. Armene omkring hende var virkelig trygge! "Jeg har det bare..så skidt med at du skal igennem alt det selv!" sagde hun dæmpet. Hun strøg fortsat hånden over hans bryst ganske blidt. Hun sitrede helt, da han nussede hendes kind. Det føltes så rart. De 2 kunne klare det. Det ville hun i hvert fald have, at de skulle kunne! "Det kunne det… Vi kan tage af sted så snart du synes, jeg ved lige hvor han er!" sagde hun med et skævt smil. Så gjorde hun da noget godt, fremfor bare at gå skyldig rundt mens han arbejdede sig igennem nætterne på H-huset. Hun blev liggende ind i hans trygge favn. "Jeg elsker dig," hviskede hun dæmpet. Dog ærligt. Det gjorde hun virkelig!

[Deleted]

Nogen skulle jo få pengene hjem, ellers ville de da først for alvor ende med at skulle have store problemer og det var bestemt heller ikke noget som Caleb ønskede at e skulle ende med at slås med, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han kunne ligge helt rolig og tæt ind til hende, vide at hun ikke klandrede ham for arbejdet ,for det var desværre nødvendigt. Hendes strøg over hans bryst var selv noget som han kun måtte nyde noget så frygtelig voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket stille mod hende. Når han var hjemme, så var han helt rolig. Han kunne ganske enkelt ikke fordrage hans arbejde, men pengene skulle jo hjem på den ene eller den anden måde og dette var den måde som han selv kunne gøre det. Han strøg hende roligt og stille over ryggen og uden at smlet ville falme det mindste. ”Det skal du slet ikke tænke på, min kære,” sagde han dæmpet. Hun skulle ikke have ondt på grund af det. Det var slet ikke noget som han måtte ønske overhovedet! Han plantet et stille og roligt kys mod hendes pande og uden at smilet kunne eller ville falme det mindste overhovedet. Han lod hovedet søge tæt ind til hendes og lukkede øjnene. ”Så lad os tage derhen i morgen. Jeg kunne godt bruge en aften med hvile nu,” hviskede han stille. Det var jo heller ikke fordi at hans arbejde var noget som direkte kunne siges, at tage frygtelig let på ham, for det gjorde det i den grad heller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Selvom han havde en anelse ondt i brystet, så var det ikke rigtigt noget som han tog sig af. Hendes ord varmede i den grad om hans hjerte. Han smilede let. ”Jeg elsker så sandelig også dig, Bella,” hviskede han roligt og tæt ved hendes øre.

[bella]

Bella vidste, at de skulle få penge på en eller anden måde. Hun kunne ikke finde ufarlige oplysninger, hvis det skulle sælge, så det havde hun mere eller mindre droppet. Hun opfangede selvfølgelig alt hun kunne, men opsøgte ikke folk, der eventuelt ville være potentielle købere. For der var ingen der ville… Ikke medmindre det var kongeligt insider-viden og det kunne blive livsfarligt! Hun klandrede ham ikke for hans arbejde. Hun ønskede bare, at hun kunne gøre noget, der også tjente dem penge. Noget som gerne måtte tære på hendes kræfter, men lade hende beholde hendes liv. For hun ønskede ikke at lade ham gå bekymret rundt hele tiden og ønskede, at kunne blive hos ham. Hun blev liggende ind til ham og nussede ham fortsat over brystet. "Okay.." hviskede hun dæmpet til ham og sank en stille klump. "Jeps.. Det bliver nok en halvlang rejse.. Vi skal til Manjarno," sagde hun dæmpet til ham. "Jeg kommer jo lige derfra, så jo tak, lad os hvile," sagde hun videre. Hun trykkede sig ind til ham og følte det allerede varmt og trygt, at ligge ind mod ham. Hun kunne ikke lade vær med at smile. Hun kyssede hans skulder og blev liggende helt tæt. Hun elskede ham virkelig. Og det var gengæld. Så kunne det nogensinde blive bedre?

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke nemt for Caleb, men han ønskede i den grad også at være sammen med hende, for det var virkelig ubehageligt at skulle ligge i en seng på arbejdet og tage imod kvinde efter kvinde, for det var virkelig som han måtte være hende utro. Og den tanke var slet ikke noget som han brød sig det mindste om når det endelig måtte vise sig at skulle komm til stykket, for det var bestemt heller ikke en hyggelig fornemmelse at skulle sidde igen med på nogen som helst måde overhovedet! Det var virkelig noget som var noget så frygtelig ubehageligt! Han sendte hende et stille smil, selvom han virkelig havde ondt i brystet, så var det ikke noget som han decideret ønskede at skulle tænke yderligere over, for tanken var faktisk noget som måtte gøre ondt nok i sig selv, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Pas på Bella.. Det gør ondt..” Han tog let og stille fast omkring hendes hånd og førte den i stedet for lidt længere ned af hans mave. Det var jo heller ikke fordi at hans eget arbejde direkte måtte være nemt på den ene eller den anden måde, for det var det i allerhøjeste grad ikke! Han nikkede stille til hende. ”Hvis du lige kommer derfra, så.. har du jo selv haft en masse at lave.. du må da være træt,” sagde han stille. Han lagde hende tæt ind mod sig, så han kunne få begge armene trygt omkring hende og så pakke hende ind i det tæppe som de havde at ligge under, som han roligt pakket omkring hende – Den samme rutine hver eneste aften for hans eget vedkommende. Han lukkede stille øjnene og prøvede igen at slappe af nu hvor han endelig var kommet hjem.

[bella]

Et dybt suk gled over Bellas læber. Hun var faktisk træt, efter at have løbt igennem halve Dvasias, for at komme hertil. Og hun havde jo nærmest besteget 2 bjerge i dag og det var faktisk hårdt - selv i den lille ræveskikkelse, hun kunne tage form til. Hun prøvede oftest ikke at tænke på, hvilke kvinder der nu engang måtte komme og besøge ham. For et sted føltes det forkert og uvirkeligt, at han var sammen med så mange. Men hun bebrejdede ham ikke. Hun skulle bare lade vær med at tænke på det og tænke på, at han gjorde det for dem og deres livs skyld. For at de kunne få penge og være sammen. Hun vågnede lettere op, da han tog fat i hendes hånd og flyttede den. "Ondt?" spurgte hun stille og åbnede øjnene igen. Hun gabte og trykkede sig ind til ham. Hun strøg ham forsigtigt over maven. "Hvad.. Var det mest forfærdelige du oplevede i nat?" spurgte hun ham forsigtigt, nu hvor hun var blevet mindet om det. Så kunne hun ikke lade vær med at spørge, da ikke når det gjorde ondt, at hun bare aede ham ligeså forsigtigt! "Lang gåtur i hvert fald," sagde hun dæmpet og lukkede øjnene igen. Hun lagde tæppet over ham også, de kunne nok dele det. Hun ville ikke bare have det hele. Hun faldt mere til ro igen og gabte igen. "Skal du så sige til dem der nede på Huset, at du altså ikke kommer igen?" spurgte hun ham forsigtigt og spørgende. Ellers blev de måske sure? Over at han så pludseligt slet ikke kom igen, hvis de bosatte sig ved Warwick.

[Deleted]

Caleb bed sig svagt i læben. Ja, han havde faktisk ondt og meget endda, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. At hun jo så måtte vælge at spørge ind til det, var han nu heller ikke meget for at skulle fortælle hende, for det var bestemt heller ikke noget som han brød sig om at snakke om. Han sukkede stille, som han forsigtigt slap hende og satte sig op. Han valgte at knappe skjorten roligt op, hvor han blottede brystet for hende, som var blevet fuldkommen rødt. ”Den sidste for i aften var en ilddæmon,” forklarede han stille. ”Og… hun var lidt fyrig..” Han lukkede skjorten til igen og vendte blikket mod hende. Det var heller ikke fordi at der var meget mere for ham at skulle gøre, han var tvunget til at skulle bide tænderne sammen og så bare komme videre. Han ønskede nu heller ikke rigtigt at skulle snakke om det, for det var heller ikke fordi at det var noget som han var direkte stolt af når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans bryst var fyldt med røde håndaftryk. Hun havde direkte valgt at skulle mærke ham og det var noget som virkelig måtte gøre noget så frygtleig ondt og på alle måder endda!Han rystede på hovedet. ”Det kommer an på hvordan jeg kommer overens med Warwick.. Desuden.. De er statter mig bare hvis jeg ikke dukker op, så..” Han trak næsten forsigtigt på skuldrene. Ikke at det gjorde ham noget. Det bevidste jo trods alt bare, at de ansatte slet ikke var så godt lønnet eller accepteret som det man lige skulle tro.