home at least

[warwick]

Warwick kom vandrene op at stien til toppen af klippen, han havde ikke været her længe, det var ved at være mørkt og han var lidt træt. Han valgte at stoppe op og kigge lidt ud over Manjarno, det var så smukt at være der lige når solen var ved at gå ned. Han tænkte tilbage på den gang Amanda og ham havde mødtes her for længe siden, det var nu længe siden han havde set hende. Han tur i Dvasias havde udmattet ham meget og han glædede sig nu aldermest til at komme hjem og i sin seng, men alligevel gjorder han dette hold som han altid gjorder, det var mest for at tjekke om der var nogen som fulgte efter ham. Imens han stod der og kiggede ud over det hele, opdagede han dog til sin forbløffelse at der var nogle stjerner som alderede lyste og som faktisk lyste kraftigere end normalt denne aften "hvor er det dog smukt" udbrød han højt, han havde ikke hørt nogen så han regnede med han var alene

[bella]

Bella var stille listet afsted igennem Manjarno. Det var koldt udenfor, så så snart den hårde vind blev for meget, forvandlede hun sig til den lille sorte ræv. Hun kiggede fra side til side og øjnene blev helt spejlblanke af vand pga. den hårde vind der slog mod hendes ansigt. Hun rynkede lidt på snuden og fulgte stien op af klippen. Det var nemmere at komme frem i den lille lette skikkelse. Halen bevægede sig let frem og tilbage, for at hun kunne holde balancen. Det lå til dyrets natur. Hun stoppede stille op, da hun fik øje på en der gik længere fremme. Hun havde ikke direkte fulgt efter ham. Hun tænkte et lille 'ja' for sig selv, som han sagde at det dog var smukt, med de mange stjerner. Hun strak sig let og rystede kort på hele kroppen. Hun var halv warlock, 1/4 og 1/4 animagus. Så hun kunne godt komme ud i lyset, selvom det brændte hende lidt i øjnene. Så hun ventede til solnedgang og smuttede så ud. Hun slikkede sig let om snuden og listede nærmere manden der stod og kiggede. Hun stoppede op igen, løftede let den ene pote, for så at gå i stå i kort tid. Så rystede hun på hovedet, kiggede mod stjernerne og satte poten i jorden igen.

[warwick]

Han havde hørt noget bevæge sig lidt bag ham og han vandte sig rundt men så dog ingen, han syntes det var underligt "er her nogen?" spurgte han ud i det blå, han vidste godt at der var mange underlige ting i det her land så det var ikke sikkert at det var noget venligt, han ventede lidt "det nok bare min fantasi" hviskede han og vendte sig igen imod udsigten, han var helt fortabt i det smukke landskab og den smukke himmel. Det eneste han havde i sit hoved lige nu var Amanda, og deres lille aften her på klippen "orh" udbrød han og begyndte at vandre over imod den fjerne ende af hvor stien første op til klippen

[bella]

Bella blev stående fuldstændig stille, da hun mærkede at manden drejede sig rundt. Hun blinkede med øjnene og løftede ørerne op. I det mindste var det mørkt. Og i og med, at hendes pels var sort, så blev hun stående som havde der ingen været. Hun bevægede næsen og prøvede at få alle dufte herfra med sig. Hurra for skarpe dyresanser. Eller ikke? Det var både godt og skidt. *Måske,* tænkte hun til ham. Det var næsten som vinden der snakkede. Hvis han da kunne forstå tankeoverførsel, ville han forstå det. Ellers ville det bare være en forvirrende blæsen i hans sind. Så snart han begyndte at gå igen, fulgte hun efter ham. Hun var jo ikke spion for ingenting. Hun fandt ud af alt om alle, hvis hun kunne. Holdt ikke med nogen og var ikke direkte imod nogen. Men for oplysninger kunne man få penge.. Selvom det var længe siden hun havde solgt noget. Så nu var hun faktisk flad. Ingen penge ejede hun, så hun måtte bo på gaden sammen med Caleb. Hun fulgte efter denne mand, hvorend han gik hen.

[warwick]

Han vandrede lidt rundt på pladsen, han havde fået følsen af at han blev overvåget, uden at nogen opdagede noget ændrede han sine øre, de blev lange og behåret. Hans varulve hørelse var jo meget bedre end hans normale hørelse, han gik hen imod kandten og hegnet igen og tog et stort skridt hen over nogle grene som lå der, var der nogen ville grenene sikkert knække, han kunne høre nogen gå rundt et eller andet sted her oppe men kunne ikke se hvad "er der nogen?" spurgte han højt igen men regnede dog ikke med at få svar. Han holdte sin venstre hånd nede ved sit sværd klar til at trække det hvis der skulle blive problemer

[bella]

Bella sukkede indvendigt, da han ikke kunne forstå hende. Han blev overvåget ganske rigtigt. Det kunne jo være han havde gang i noget, det kunne hun ikke rigtigt vide. Hun så ikke at han pludseligt fik ulveører. Hun var trods alt meget lav som sin lille ræveskikkelse. Hun lagde ørerne ned igen og luntede efter ham. Hun var lydløs på hendes poter. Hun så godt grenene, men tænkte at hendes lille vægt nok ikke ville gøre noget? Hun slikkede om sin snude med tungen og tog det første skridt hen over grenene. Hun gik lidt, før at nogle små tynde grene i det øverste lag endte med at knække. Hun sprang lidt til siden og løb hurtigt hen foran ham i stedet. Hun havde set sværdet, så nu vidste hun slet ikke om hun skulle forvandle sig eller blive i sin lille ræveskikkelse. Hun lod en diset tåge dukke op, da hun endte med at forvandle sig tilbage til menneskeskikkelse. Så han ville tro, at hun var dukket op magisk. Hun trådte et skridt tilbage og kiggede bare på ham.

[warwick]

Han vendte sig rundt imod grenene men så ikke noget han stod længe og kiggede den vej, gik lidt der over og vendte sig så igen. Han trak sværdet halvt ud af beltet og fik tykke og flere år steder som ikke kunne ses af kvinden foran ham "hvem er du?" han sagde det hårdt for han var på mærkerne nu, havde hun nu kommet stille hen til ham havde han ikke været så meget oppe på dubberne og været så aggrasiv "har du fulgt efter mig og hvor længe?" spurgte han, han stirrede på hende og flyttede let på føderne, man kunne se hans adranalin kørte rundt i kroppen på ham, hans blodåre på halsen blev større og bulede lidt ud

[bella]

Bella betragtede manden som stod foran ham. Hun havde egentlig ikke ment at skulle følge efter ham i starten. Men hun havde intet at lave til aften. Hun rendte egentligt bare rundt og det havde været lidt sjovt at møde andre heroppe. Det havde hun ikke regnet med. Hun så ikke at han fik mere hår, men ørerne fik hun øje på nu. Hun sank en klump. "B-bella Eclipse," sagde hun stille og lettere stammende. Hans hårde stemme gjorde hende bestemt ikke tryg. Hun kunne godt mærke hvordan han var helt aggressiv og det skræmte hende faktisk. Specielt det sværd der. Hun kneb øjnene sammen og rykkede sig hurtigt lidt bagud. Hun var jo heller ikke helt uden evner. Hun fremmanede nogle små mørke kugler i sine hænder. Brugte han sin sværd, brugte hun sin magi. "Nej, jeg fik bare øje på dig lidt nede af stien.." sagde hun kortfattet. "Jeg mente ikke at følge efter dig," sagde hun dæmpet. Jo selvfølgelig havde hun det. Men det kunne ikke læses i hendes blik eller stemme.

[warwick]

Han kiggede nøje på hende og godtog det til sidst, han slap sit sværd og forvandlede sig tilbage til hel menneske igen "hvad laver de dog ude så sent?" spurgte han hende venligt denne gang "og undskyld hvis jeg skræmte dig men man kan ikke være for forsigtig i disse tider" han håbede hun godtog hans undskyldning eftersom det ikke havde været hans mening at være så aggrasiv, men han fik jo bare et chok, han gik hen til kandten bukkede sig og samlede en sten op, han havde godt lagt mærke til hun havde nogle mørke kugler i sin hånd men han tænkte hun sikkert bare ville lade dem forsvinde når nu han blev mere venlig overfor hende.

[bella]

Bella betragtede manden, som hun kunne se, at han godtog hendes forklaring. Så snart han lod sværdet falde tilbage ned i holderen igen, så forsvandt de mørke kugler i hendes hænder. Noget for noget, og intet for intet. Det var da et rimeligt princip, ville hun selv mene. "Jeg er ude hele tiden.. Det er koldt, så jeg begyndte blot at gå. Så fik jeg øje på stien her og tænkte, at jeg kunne fordrive min tid," sagde hun forklarende. Det var faktisk sandheden. Det var sådan, at hun var endt med at følge stien op ad klippen. "Det okay," sagde hun bagefter, til hans undskyldning. Det var godtaget. I disse tider, så kunne man rigtigt nok, ikke være for forsigtig. Hun så mod ham, da han samlede en sten op ved kanten. "Og hvem er du så?" spurgte hun ham stille. Hun blinkede let med øjnene. Vinden rev i hendes lande mørke hår og lod det danse omkring hendes skuldre. "Og hvad laver du heroppe? Så sent?" spurgte hun ham igen. Så kunne hun få informationer, uden at han burde blive mistænksom. For han havde jo spurgt hende om nøjagtig den samme ting! Hun gik lidt væk fra kanten igen og mere ind på stien. Hun blev stiende tæt ved de grene, han var gået ud på. Hun havde godt bemærket, at hans behårede øre nu var væk.

[warwick]

Han kastede stenen ud over klippekandten "jeg bor her" svare han roligt og vendte sig for at kigge på hende, han ville godt lære dette væsen bedre at kende, han havde brug for venner og han savnede at have venner, så han havde intet imod at være åben overhovedet, han var ligeglad om nogen vidste hvor han boede eller noget for folk kunne alligevel ikke komme ind hvis de ikke kendte vejen og så var området godt beskyttet. Han gik over imod et hjørne af stien hvor der stod et lille busk, "vil du med?" spurgte han uden at kigge men flyttede nogle grene fra busken så man kunne se en tydelig sti som første videre ind i bjergene "bor et stykke ud af her, giver gerne en øl eller en kop the hvis de er intrasseret" sagde han venligt og kiggede bare ud af stien

[bella]

Bella så kort efter stenen, inden at hun vendte blikket tilbage imod manden. "Bor her?" gentog hun spørgende. Hvordan kunne nogen dog bo her? Det kunne hun ikke umiddelbart se. Men måske hun ville få det at vide? Hun havde ikke selv mange venner. Men hun forrådte jo også alle, hvis hun solgte inforamitoner om dem. Men oftest så var det kun informationer fra hertuger og nogle på ligefod eller højere, der var noget værd at sælge. Hun rynkede på næsen, da han ikke svarede på, hvem han var. Men måske havde hun ikke sagt det tydeligt nok. "Hvad er dit navn?" spurgte hun ham i stedet. Hun så mod ham, da han gik hen til en busk. "Øhm.." sagde hun stille og gik efter ham, da det var sådan, at han rykkede nogle af grenene. Det havde hun ikke regnet med. Her i mørket kunne hun knap nok se. Medmindre hun havde været i sin lille ræveskikkelse. "Det ville være rart," sagde hun stille og kiggede lidt på ham. Hun endte dog med at gå efter ham. Vinden var pibende kold mod hendes krop, men hun ville ikke afsløre, at hun var ræv.. Ikke endnu, vel at mærke.

[warwick]

Warwick nikkede "ja bor her, eller, ikke så langt her fra" han begyndte at gå hen af stien og lidt efter bag klippen kunne man se lys på et bjerg, eller gammel vulkan. Der var mange lys og man kunne nu begynde at høre mænd som råbte og mumlen "hvor kommer du fra?" spurgte han og smiledem han gik bare videre uden at se hvor han trådte, han burde vel næsten vide det eftersom det var hans hjem. Da de nåede tættere på så man kunne begynde at se tårnene i mørket, stilte han sig hen imellem to fakler som stod på hver side af stien en vagt råbte ned og spurgte han det var og han svarede på "Warwick" han vendte sig rundt imod den unge dame og kiggede spørgende på hende "hvad hedder du nu igen?" han rødmede lidt "ja undskyld jeg ikke er så god til navne" forklarede han og smilte et skævt men sødt smil

[bella]

Bella nikkede bare til hans ord, at han boede ikke så langt herfra. Hun ville ikke kommenterede yderligere, indtil hun fandt ud af, hvor han faktisk boede. For lige nu tænkte hun, om han boede i en klippehule eller noget i den stil. Men man kunne jo ikke vide, så hun gik bare efter ham, for at finde ud af det. Hun gøs let og slog armene omkring sig selv, selvom hun ikke fik det varmere af den grund. Hun kiggede mod lysene på den gamle vulkan og løftede et kort bryn, som hun pludseligt også kunne høre en masse andre råbe. "Lidt overalt.. Mest fra Imandra og den vej," sagde hun stille og forklarende. Hun strejfede omkring. Hun kunne jo også komme længere på dyreben end på menneskeben. Så det var klart en fordel at være delvis animagus. Hun smilede forsigtigt til ham. Hun fulgte efter. Hun så tårnene der kom frem i mørket. Hun studsede lidt over hans navn Warwick. Det havde hun lige godt aldrig hørt før. "Bella.." sagde hun stille og så på ham, "det er okay," lagde hun til bagefter. Hun fugtede let sine læber og betragtede ham, som han stod mellem de 2 fakler.

[warwick]

Wariwick nikkede og råbte så "og Bella" op til vagten, da han havde råbt dette gik en lille port op og de kunne nu gå igennem en lang tunnel og videre ind i bjerget "ja her bor jeg så" sagde han stille da han trådte ud af tunnelen og ud på den store plads, de stod nu nede i krateret af den gamle vulkan "sulten?" spurgte han og ænsede ikke engang de mange mænd og kvinder som hastede rundt omkring ham "nå der er marked" sagde han stille, mest til sig selv, for ovre ved den lille sø stod en masse boder "måske man skulle gå over og kigge" smilede han stille. En dame kom over og spurgte ham om noget med at fiske i søen og han rystede bare på hovedet og gik over imod nogle huler på venstre side som blev brugt som køkken