Torden i det fjerne

[Deleted]

Elvolganta lænede sig en smule frem da hun atter besluttede sig for at tale, og lyttede intenst til hendes ord, at nogen skulle have lyst til at begive sig udendørs i dette vejr begribede han ikke, men alle kunne vel få brug for en pause, om ikke andet så når de arbejdede for noget som greven af Dvasias, han var bestemt heller ikke kendt for at skulle være en hjertelig type, og havde da heller ikke normalt ansatte i sin mansion, snarer ville han have slaver eller bloddyr end han ville bruge noget af sin, ikke ubetragtelige formue på at antage nogen i tjeneste hos ham.. "Så din herre har givet dig udgangstilladelse..? Det ligner ham da ellers ikke?" bemærkede han roligt, med en ubetydelig og let stemmeføring, hvor han blot antog at hun måtte være en slavetøs, og ville se hendes reaktion når han gjorde dette gæt, hun ville uanset om det var sandt eller falskt afsløre det egentlige svar for ham, da han var ualmindeligt dygtig til at se forbi løgne, en egenskab der må siges at være vital når man er konge i et land, skabt og ledet af mordere og lejesoldater der vil sige og gøre hvad som helst blot for at kunne tjene lidt ekstra hjem til bordet.. Han så på hende med et venligt blik som antydede at han var ligeglad med om hvorvidt hun var en slave eller ej, ej heller kunne han have nogle betænkeligheder i at hun skulle være et bloddyr, han havde selv haft nogle stykker i tidens løb, og det var der jo i og for sig intet galt i, det viste ham jo blot at de havde fundet deres egen plads i fødekæden, om end det måtte være en lavere rangerende placering end hans egen, så var det dog en plads..

[Deleted]

Fëa var ikke helt sikker på hvor meget hun turde fortælle ham. Selvom hun kunne være ret snaksalig, når man først fik hende igang, var hun dog ikke så ubetænksom at hun bare spyttede ud med sine hemmeligheder, så snart hun kunne komme til det. Alligevel måtte hun bide sig i læben, da han spurgte om hun havde fået udgangstilladelse. Fëa havde aldrig været den store skuespiller, eftersom det aldrig rigtig havde været en evne hun havde haft brug for. Derfor tog det hende også mistænktsom lang tid at svare ham. "Ja.." Sagde hun tøvende, mens hun kunne mærke at løgnen begyndte at tage form i hendes hoved. "Jeg har arbejdet trofast hos ham, i over hundrede år, så jeg har ret meget frihed." Sagde hun med et skævt, nervøst smil, mens hun håbede på at han ville tro hende. Hun vidste ikke helt, om hun måske lignede en slave, eller et bloddyr, eftersom hendes tøj vel ligeså godt kunne få hende til at ligne en vildfaren bondepige, hvis man altså lige så bort fra de mange ar. Hun håbede desuden også at hun ville fremstå som en helt normal menneskepige. Ganske vidst havde hun på fornemmelsen at det ikke var normalt for mennesker at være over hundrede år gamle, eftersom mange af de anre slaver på den store mansion havde været tæmmelig kortlivede, men måske var det bare fordi at hun fik en smule særbehandling at hun holdt sig i live så længe.. I hvert fald troede hun selv fuldt og fast på at hun var et menneske, selvom at hun ikke kunne afvise at der måske måtte være en smule magisk blod i hendes årer siden hun var i stand til at helbrede. Måske var det også denne smule blod, der gjorde at hendes herre holdt så meget af lige præcis hendes blod, frem for alle andres.