Torden i det fjerne

[Deleted]

Mørket havde efterhånden lagt sig over Dvasias som en tung mørk dyne, hvor de truende sorte skyer lå tæt på himlen, så man kun få steder kunne skimte et lille stykke stjernehimmel. Månen var slet ikke synlig, men hvis den havde, ville den også hun havde været en smal streg. Disse huller blev dog kort efter lukket da en tung regn begyndte at falde fra himlen, mens man kunne høre torden i det fjerne. det havde dog småregnet flere gange i løbet af dagen, så de fleste folk i Dvasias havde valgt at krybe indenfor, dem der altså kunne. Den Mørke skov var derfor også forladt, hvis man så bort fra dens normale beboere, og de fleste af dem havde endda også valgt at blive inden døre. Alligevel havde en ung skikkelse valgt at driste sig ud i skoven, trods de truende krogede træer, og den torden der lød i det fjerne, samt den tunge regn, som de afpillede træer ikke rigtig kunne skærme af for. Det var tydeligt at se at det var en kvinde, at dømme efter hendes lange krøllede hår, og kvindelige former. Hendes grønne kjole var gennemblødt, og hang tungt om hendes fødder, mens hendes slidte sjal var lagt tæt om hendes skuldre mens hun gik.

[Deleted]

Elvolganta der selv havde valgt at fortrække sig under jorden i ly af regnen, hørte en der kom gående forbi meget tæt på hans hule, og rejste sig derfor fra sin stol, og trådte op af en halvlang stige, før han kunne åbne en skjult lem i et dødt træ, hvorfra han kunne observere hvem det var der vovede sig ind i hans område, skønt han havde markeret sit territorium så godt som nogen ulv kunne gøre det.. Hans lysende røde øjne skar i det ellers komplette og tunge mørke som herskede i hele skoven, og muligvis i hele Dvasias.. "Hvem er du og hvad bestiller du ude på en nat som denne.. Helt alene?" spurgte han så roligt, og uden at lyde truende på nogen måde, han var ikke sur, han passede blot på sit hjem, da han allerede havde mistet sit hjem én gang, og skønt han var blevet lovet et slot, så havde han ikke modtaget det endnu.. nu.. flere år efter, og han havde derfor efterhånden slået den tanke ud af hovedet igen..

[Deleted]

Den unge kvindes navn var Fëa. Et ganske simpelt navn, der lå let i munden, og som var svært at glemme igen. Ikke fordi den unge kvinde var særlig bemærkelsesværdig. Hun lignede mest af alt et normalt menneske, selvom hun alligevel besad noget overmenneskeligt der ikke helt var til at sætte en finger på. Hendes skridt var en smule nervøse og hurtige mens hun vandrede gennem skoven, som om hun udenmærket godt vidste at hun ikke burde være her, hvilket også var sandheden. Derfor gippede det også kraftigt i hende, da en stemme pludselig skar igennem lyden af den faldende regn, mens hun spejdede vildt omkring sig. Hun vidste ikke hvem der havde set hende, og om hun overhovedet var blevet set. Hun valgte derfor at lade som ingenting, og ganske langsomt krybe i skjul bag et træ. Hun havde måske ikke den store viden omkring hvad der gemte sig i skoven, og derfor var dette måske ikke det klogeste træk. Alligevel stod hun nu helt stille, mens hun engang imellem sneg sig til at lade blikket glide rundt.

[Deleted]

Elvolganta så blot på hende med undren i sit blik, uden at kunne regne ud hvad i alverden der foregik i hovedet på kvinden "Kom du blot frit frem, hvis du gør som jeg siger så har du rent faktisk en chance for at leve natten igennem" Bemærkede han roligt, men med stor autoritet i sin stemme, og lod ikke til uden videre at ville skade hende, og selv hans sværd havde han efterladt nede i hulens dyb. Den kolde regn stod ham lige ind i ansigtet, men det generede ham ikke, det var ikke så tit han kom i bad mere, og kulden ænsede han end ikke, natten var tillige hans ven, og mørket var hans nærmeste allierede da han kunne se lige så godt i natten, som mennesket kunne se om dagen, des mørkere en nat var, des bedre befandt han sig, han havde dog et par fakler i sin hule, der kunne tændes hvis der skulle komme besøg af nogen uden et syn som hans eget

[Deleted]

Fëa havde ikke en særlig indviklet tankegang. Det fleste ville nok ligefrem kalde den simpel, og det var også derfor den alligevel kunne være svær at forstå. Hun havde ingen anelse om hvad hun skulle stille om i den situation hun stod i lige nu, eftersom hun var fanget lidt i et dilemma. På den ene side, ville hun ikke komme til skade, for hvem ville i grunden det? Men på den anden side var hun ikke helt sikker på at hun ville afsløre sig selv, da hun egentlig ikke burde være her. Alligevel valgte hun til sidst at træde frem fra træet, da hun nok alligevel var blevet opdaget, og der var jo ingen grund til at dødsdømme sig selv fra starten. "Mit navn er Fëa." Sagde hun stille. Der var ingen grund til at oplyse et falsk navn, da hun var ret sikker på at ingen andre end dem hjemme på den store mansion kendte til hende, og derfor ville kunne fortælle hende at hun hellere måtte komme tilbage inden herren fandt ud af at hun havde forladt grunden.

[Deleted]

Skønt man kun kunne se Elvolganta's lysende røde øjne i dette tætte mørke, lød han ikke umiddelbart skræmmende, til trods for hans ellers ret så grusomme rygte og morbide omdømme, han vinkede hende hen imod sig, og skænkede ikke en tanke til om hun overhovedet kunne se i mørket, da det for ham jo var naturligt at kunne befærde sig rundt i natten, og med lethed at kunne se alt i selv det tungeste mørke. "Kom blot herhen Fëa.. Kom kun med mig og varm dig ved min kamin" bemærkede han venligt og gjorde atter tegn til at hun skulle komme over til ham og følge ham ind i træet, eller rettere ned i hulen under træet skønt det ikke var til at se at der skulle være noget som helst andet end et mindre hul i et træ

[Deleted]

Fëa havde ikke de store erfaringer med at møde nye mennesker, eftersom de fleste nye mennesker hun mødte var de nye slaver der af og til kom til den store mansion. Det har var ret nyt for hende, og derfor kunne hun ikke lade være med at være en smule nervøs. Hvad skulle hun sige, og hvad skulle hun gøre af sig selv? Hun tøvede lidt da han bød hende indenfor, eftersom hun ikke var helt sikker på at det var en god ide. Herren skulle helst ikke opdage at hun var væk, men på den anden side var hun virkelig kold og våd, og en varm kamin lød virkelig tiltalende, så det kunne vel ikke skade? Hun blev kort stående. "Hvem er du?" Spurgte hun, eftersom det måske ikke var helt klogt at gå med den første og den bedste fremmede, også selvom navn nok ikke kunne hjælpe hende særlig meget.

[Deleted]

Elvolganta smilede ved hendes spørgsmål, det fortalte ham at hun havde en forstand, som hun desuden var i stand til at benytte, da det jo ikke var en god idé at træde ind i ethvert hjem, og baseret på denne antagelse valgte han at besvare hendes spørgsmål "Mit navn er Elvolganta van de Pelt, skoven er mit hjem, skønt jeg før boede på slottet i dette rige, hvor jeg regerede som konge i flere tusinde år.. Jeg er dog alene nu, og alle mine gamle krigsfæller og rådsmedlemmer har vendt mig ryggen.." hans stemme var rolig og sprudlede af kundskab samt dyb oprigtig ærlighed

[Deleted]

Fëa vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige eller gøre, da han præsenterede sig selv. Hun vidste ikke særlig meget om dette lands historie, da hun levede ret isoleret på den store mansion, og derfor ringede hans navn heller ikke en klokke, selvom han var en tidligere konge. "Jeg har ingen anelse om hvem du er, men hvis du er villig til at give mig en smule ly og varme, vil jeg gerne med ind." Sagde hun, og håbede at hun ikke fornærmede han stolthed ved at indrømme at hun ikke vidste hvem han var. Tanken om varme og ly havde alligevel overvundet alt, for selvom man blev ret hårdfør som slave, løs det alligevel rart at komme indenfor, og hun var alligevel ude og lege med skæbnen allerede, så hvorfor bare ikke udfordre den endnu mere? Derfor vandrede hun stille mod stemmen, og de røde øjne.

[Deleted]

At hun ikke kendte ham, eller i det mindste ville kende ham, på den ellers omfattende præsentation som han her havde givet hende, måtte dog overraske ham en del, skønt det vel var hvad der måtte forventes, kvinderne havde jo i mange årtusinder, ikke været tilladt i intellektuelle sammenhænge, og var derfor oftest ikke så højtuddannede som mænd havde mulighed for at blive, uanset hvor solidt et grundlag de så end måtte have, for at kunne skabe en smuk, og omfattende praktisk visdom. "Det gør mig intet, ikke alle kender mig har jeg erfaret, jeg formoder jeg ikke kom nok ud af mit slot, og kun var at se i krigstide.. Men alt det er fortid nu, og jeg lever et nyt liv nu, i skjul under skoven.. Men kom endelig, men pas på, stigen kan godt være lidt glat når den er våd.." hans rolige men mørke stemme havde atter lydt forklarende og forstående igennem natten, før hans lysende røde øjne pludselig lod til at forsvinde, kort efterfulgt af et mildt bump, efter at han havde valgt at hoppe ned da det var hurtigst, og han jo skulle nå at tænde både fakler og kamin, inden hun nåede ned i hulen, en ting han ved hjælp af simpel men praktisk ild-magi, opnåede at færdiggøre på få sekunder, hvorefter han atter lod sig falde ned i sin lænestol, hvor han straks gav sig til at slappe af med et glas engleblod, for skønt han levede et liv som tyv, så havde han stadig stil, og yndede til stadighed at skulle drikke engleblod så ofte som dette skulle være ham muligt.. Så længe det ikke var hans venner, som han bevidst drak eller spiste voldte det ham ingen kvaler, og da han ikke kendte nogle engle, var der ingen fare for nogen af denne kaliber

[Deleted]

Fëa håbede at det ikke fornærmede ham på nogen måde ved sin manglende viden om Dvasias kongerække, eftersom hendens herre ikke havde lært hende særlig meget om landets kultur i alt den tid hun havde været hos ham. Nu var det heller ikke fordi de havde mange dybe samtaler, selvom han af og til holdt af at snakke med hende om stort og småt, bare for at fordrive tiden, selvom det var stilnet en smule af, efter han var blevet gift. Det lettede hende dog en smule, da han indrømmede at han ikke var vred, og endda var så venlig at advare hende om trappen. Fëa havde aldrig været særlig kritisk, og følte sig ret hurtig tryg ved folk, og indtil videre var der jo ikke kommet noget skidt ud af det, i hvert fald ikke hvad hun huskede. Hun fandt roligt stien, selvom det var svært i mørket, da hendes øjne langt fra kunne se. Dog mødte lyset hende kort efter nede i hans hyggelige hule, hvor der var tændt op i fakler og kamin. Hun tog sig god til til at kigge sig omrking da hun var kommet helt ned, mens hendes gennemblødte tøj og hår dryppede på det ellers så tørre gulv. Hun sendte ham et kort smil, nu hvor hun kunne se ham, selvom smilet blegnede en smule, da hun så hans skikkelse, eftersom han var en stor mand, iklædt en endnu større rustning, og sad med et glas i hånden med en væske der i skræmmende grad lignede blod. Nu havde Fëa visse erfaringer med folk der drak blod, eftersom hun selv, mere eller mindre levede som bloddyr, men alligevel kunne hun ikke lade være med at træde et par skridt tilbage, og bare stå og kigge nervøst med et flakkende blik.

[Deleted]

Elvolganta der ikke lagde noget særligt i at han drak lidt blod, smilede blot let til hende, og gjorde tegn med sin frie hånd, med en rolig og let gestus, om at hun skulle sætte sig i stolen nærmest kaminen, han kunne tydeligt se på hende at hun havde det koldt, og mente derfor at det måtte være den bedste plads for hende, således at hun kunne få varmen igen "Du kan roligt sætte dig Fëa, jeg gør dig ikke noget, som du kan se så har jeg allerede de jeg skal bruge, så du behøver ikke frygte mig denne nat.." bemærkede han uvilkårligt og med yderst rolig stemmeføring, og havde hævet glasset med blod da han havde omtalt dette, for at fremhæve hans pointe, han havde godt bemærket at denne ungmø var af engleslægt, da hun og hendes blod emmede af englenes kraftfulde aromaer.. Dette var dog intet som han på nuværende tidspunkt ville gøre noget tegn til, da hun jo helst ikke skulle stikke af fra ham før han havde fået mulighed for at tage for sig af retterne i det tilfælde at han skulle finde sulten til dette...

[Deleted]

Fëa var egentlig ret vant til at folk drak blod omkring hende. Hun levede trods alt på en mansion under en af de ældste vampyrer, der jævnligt drak af hendes blod, men måske var det lige netop det der fik hende til at træde et skridt tilbage. Hendes tur ud i skoven havde mest af alt været for at komme lidt væk fra bloddrikkeriet, og så hjalp det ikke rigtig at den første person hun mødte sad og nød et glas af den tyktflydende røde væske. Alligevel havde han jo ret i at han lige nu indtog blodet, så han ikke ville kaste sig over hende, og tage hendes blod, og desuden var den varme plads foran kaminen ret tillokkende. Hun satte sig forsigtigt ned, mens hun hele tiden kiggede over på ham, mens hun dog kunne mærke at hun blev mere rolig, da hun begyndte at kunne mærke varmen på sin gennemkolde krop. Hun havde smidt sjalet, eftersom det alligevel var så vådt at det ikke hjalp noget, og sad derfor tilbage i sin slidte grønne kjole, som hun valgte at beholde på, selvom hun var klar over at hun ville få varmen hurtigere uden. Hun satte sig lidt til rette i stolen, og lod blikket glide over på ham, mens hun sendte ham et nervøst smil. "Det er virkelig venligt af Dem.." Sagde hun stille.

[Deleted]

Elvolganta tømte sit glas, for derefter at rejse sig igen, han gik over til en hylde med alskens flasker, samtlige flasker var på størrelse med dunke, og fyldt til randen med tykt blod, mærkaterne på flaskerne var mere eller mindre blodstænkte, og havde en grov men dog alligevel sirelig skrift skrevet på dem, på dem stod skrevet hvilket blod der var i dem, og tekst som Engel, Dødsengel, Menneske, Warlock, Nymfe og Magiker var blandt disse mange flasker.. Han tog roligt en af dem, og tog den med hen til stolen hvor han havde siddet før, han holdte øje med hende, men lod det ikke uden videre vise, der var ingen grund til at hun skulle være klar over det, da han havde sat sig tilbage i sin stol, fyldte han med rolig hånd sit glas igen, og placerede flasken på gulvet lige ved siden af sig. "Det manglede da bare, det er ikke alle der som jeg ikke mærker kulden, så når jeg ser en af en mere udsat race.. Ja.. Så har jeg lyst til at hjælpe, når jeg ikke er sulten i hvert fald, hvis du forstår...?" Han smilte stille og indforstået til hende, der var jo ingen grund at hun skulle være bange for ham.. Ikke endnu i alle tilfælde, for hun skulle tidsnok opnå denne frygt som alle hans fjender nærede for ham, så ingen grund til at skulle stresse hende, da roligt blod smagte bedre, da de kemiske reaktioner der var i blod hos et stresset offer smagte lidt surt.. Han tog endnu en god tår af sit glas, og havde ikke selv bemærket at mærkaten på flasken han havde hentet var slidt så meget at det var svært at vurdere hvad det var for noget blod der var i den, og selv var han da heller ikke helt klar over det, men det smagte sødt og dog alligevel med en god fyldig aroma, måske var det kongeligt..? "Hvad bringer dig forresten ud i denne guddomsforladte nat..? Hvor du så vælger at drage til det mest fjendtlige område i hele Dvasias.. Der sker flere mord og andre former for overfald imellem træerne end der gør noget andet sted i landet må du vide...?"

[Deleted]

Selvom Fëa aller helst ville holde et vågent øje med Elvolganta i stolen, kunne hun ikke lade være med at kaste adskillige blikke rundt i hulen, mens hun mærkede hvordan hendes krop grådigt sugede varmen til sig. Hun prøvede at lade være med at mærke sig med at han drak blod efterosm det jo i sidste ende bare betød at han ikke begyndte at drikke fra hende. Selvom hun efter over hundrede år som bloddyr efterhånden havde vænnet sig til følelsen og smerten ved biddet, gjorde det stadig ondt hver gang. Det var dog tydeligt at se på hende at hun havde taget sine bid, hvis man kiggede godt efter kunne man både se ar efter de små ar vampyrbid gav, men også et større og mere knudret af på den ene side af halsen der mere end noget andet lignede noget der stammede fra en stor hund, eller måske en ulv. Hun kunne ikke lade være med at sende ham et skævt smil, da han forklarede at han ligeså godt kunne hjælpe når han ikke var sulten, og hun kunne derfor ikke lade være med at føle sig heldig over at hun havde mødt ham i mæt tilstand, eftersom det nok ikke ville se godt ud hvis hun kom tilbage til den store mansion med fremmede bidemærker, hvis hun altså ville være sluppet levende ud af en sådan situation. Hun tøvede kort da han spurgte ind til hendes ærinde i skoven, eftersom det nok ikke var det bedste at fortælle at hun var en bortløben slave. Det vil sige.. Bortløben var nok så meget sagt, eftersom hun havde tænkt sig at vende tilbage igen før natten var omme, men hun havde dog alligevel forbrudt sig imod sin herres regler, og han havde desuden også advaret hende mange gange om at verden udenfor var farlig, for en som hende, hvad hun så end var. "Jeg er bare ude og gå.." Sagde hun, selvom det nok var en ret svag forklaring, da det var de færreste der bare gik ud i det her vejr. "Jeg arbejder oppe på Corvento Mansion." Tilføgede hun, en smule henkastet, i håb om at han kendte til den store mansion, men ikke kendte den alt for godt, så han kendte til detaljer som grevens personlige bloddyr, hende.