I wanna go home!

[Deleted]

Det var ved at være en temmelig mørkt udenfor, selvom det slet ikke var noget som Lisa tog sig det mindste af lige nu. Lyden af babygråd var noget som måtte lyde i mørket, selvolm det slet ikke var noget som hun kunne tage ig det mindste af overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Den lille knægt var noget som hun knuget ind mod sin spinkle krop. Hvordan fødslen var sat i gang, det vidste hun ikke, men den lille dreng skulle ikke have lov til at opleve det helvede som det havde været. Hun var løbet. Hun havde fundet den eneste mulighed som hun havde haft og var bare løbet så hurtigt som hendes ben kunne bære hende. Hun havde selv grædt. Det var heller ikke fordi at der var meget tilbage i hende længere. Hun var iskold, hun var bange og hun var direkte panisk. Alt hun havde i hovedet lige nu, det var Jason. Hun manglede ham som bare pokker! Den lille dreng knugede hund ind mod sin favn, idet hun nåede den store park. Hun vidste at den nærmest måte grænse op til Procias, så hun var vel ved at være hjemme! Uden at tøve det mindste, så løb hun direkte derind. Hendes lille dreng var allerede direkte iskold og det var noget som virkelig måtte skræmme hende. Det var ikke noget som var godt for nogen som helst! Hun vandrede rundt derinde i det som føles alt for mange timer! Hun kunne ikke finde rundt i det hele, hvilket blot resulterede i, at hun nærmest måtte kollapse ned i græsset. Hun stirrede hen mod den ene bænk som stod lige i nærheden af hende – Hun genkendte den. Det var her at det hele var endt med at skulle ske! Hun trak den lille dreng helt tæt ind til sig. ”Vi er snart hjemme.. vi er snart hjemme..” hviskede hun yderst dæmpet. Hun bed gråden i sig. Hun prøvde da om ikke andet, da hun satte sig op af træet i den direkte lasede kjole. Demitri havde formået at ødelægge hende.. det havde han virkelig.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Løftet stod ydeligt i Gabriels sind. Han havde hørt så skræmmende meget omkring Lisa fra Jasons mund, så der havde slet ikke været nogen tvivl om at manden i sandhed måtte elske hende. Han ønskede blot dem begge det bedste og eftersom Jason ikke selv var i stand til at skulle gøre noget som helst for at finde sin elskede forlovede, så måtte Gabriel sætte ind med en hjælpende hånd og det var noget som han gjorde uden at skulle tøve det mindste. Natten var nu ikke noget som han frygtede særlig meget eftersom Jason havde ladet ham vide omkring meget af det som skete dybt i dette mørke. Han havde sværd og våben ved sig i tilfælde, for dette var ikke Procias’ land og desuden, så var han ikke meget for at vise sig andre steder end i skoven, så parken måtte blive hans første bud. Han havde fået tipset om at hun havde været her, så det var vel også et udmærket sted at starte, selvom hun vel havde været væk i det som måtte være uger eller måneder nu? Ikke fordi at det gjorde det meget bedre for ham på nogen måde, for han kunne jo se hvordan det påvirkede Jason! Gabriel havde søgt efter hende i et par dage nu, selvom han ikke havde haft heldet med sig. De dybblå øjne søgte ihærdigt igennem og forbi hvert eneste træ som han måtte passere på vejen blot for ikke at ende med at falde i baghold af den ene eller den anden slags. Han havde skænket Evelyn et løfte på vejen og det var så sandelig også noget som han agtet at holde og på alle måder endda! Det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde overhovedet! Hans skridt var rolige, som han selv måtte stoppe op ved lyden af en kvindelig stemme. Ikke fordi at den var ham direkt velkendt på nogen måde, men med billedet af Lisa i hans hoved – Et billede i form af en beskrivelse som Jason havde skænket ham, var han temmelig sikker på at han vidste hvad han måtte søge efter. Han trak vejret dybt, som han roligt lod hånden søge til hans kniv i hans bælte. Han tog virkelig ikke nogen chancer denne gang. Han havde virkelig fået lov til at lære på den hårde måde. Han nærmede sig roligt, som han endelig fik kvinden i blik. At hun sad der med en grædende lille baby appelerede til en helt anden side af ham; Ønsket om at hjælpe.

[Deleted]

Hvad der var sket med Jason, var slet ikke noget som Lisa var klar over. Hun vidste ikke hvor længe hun havde været væk, men alt foruden et minut væk fra Jason var virkelig alt for længe for hende! Hun kom aldrig nogensinde til at gå udenfor en dør igen! Aldrig nogensinde! Hun prøvede at få den lille dreng til at være stille, selvom det virkelig var en tabt sag. Han var iskold, han havde brug for mad og hun var virkelig for stresset til at skulle få ham til at falde til ro og på alle måder endda! Hun slog hovedet let ind mod træet som måtte være lige bag hende og med et svagt suk. Tårern trillede ned af hendes kinder. Hendes krop var præget af vampyrbid og halvanden måned med ren og skær misbrug, så det var virkelig heller ikke fordi at hun var den store og glinsende engel som hun havde været den dag hun havde forladt slottet bare for at trække lidt luft. Hun gjorde det aldrig nogensinde igen! Hun vendte blikket mod sin lille dreng og trak benene godt op til sig. Det var virkelig ved at være koldt! Knægten ville jo bare ikke falde til ro! Hun strøg ham stille over kinden. ”S-så skal vi finde f-far.. og så kommer vi hjem.” Hun sendte ham et stille smil. Hun havde aften efter aften siddet og fortalt mange fortællinger omkring hans far, bare så han skulle lære ham en smule at kende nu hvor han ikke havde været der fysisk. Hun var virkelig ked af, at hun havde valgt at gå imod hans ordre og ønske om at blive indenfor, og nu forstod hun ham da. Hun gik da aldrig nogensinde udenfor en dør igen og hendes børn skulle så sandelig heller ikke! At en anden mand måtte holde øje med hende, var slet ikke noget som faldt hende ind. Lige nu ønskede hun bare at være alene, ønskede bare at kunne komme derfra så hurtigt som muligt og så komme hjem hvor hun kunne krype tilbage i Jasons favn, for den var i den grad noget så frygtelig savnet! Hun snøftede igen og tørrede sine øjne med de beskidte fingre, idet hun endnu en gang måtte rejse sig op. Hun stivnede omgående, som den anden skikkelsem åtte falde hende i blik. Hvor længe havde han stået der!? Vingerne var dog noget som hun så hurtigt, så han måtte være fra Procias? Det var jo perfekt! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. ”K-kan du h-hjælpe mig?” hviskede hun næsten hjælpløst.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde set hvordan Jason måtte tackle det, at han måtte ligge i segen uden Lisa, at han generelt måtte være til uden at han havde Lisa ved sin side og det var slet ikek en tanke som han brød sig om på nogen som helst måde overhovedet, det var noget som han i den grad godt kunne stå ved. Umiddelbart så måtte denne kvinde også passe til den beskrivelse som han havde fået af Lisa. Han slap roligt sin kniv igen, for det var ham kun tydeligt at han ikke ville få det mindste brug for den lige her i denne situation, for det så ikke ud til at han skulle skræmme hende mere, for hun var vel allerede direkte panisk! De dybblå øjne hvilede på hende, lyttede til hendes ord som han kunne se, at hun måtte prøve at skulle roe sin lille dreng ned, så var det heller ikke noget som man direkte kunne sige, måtte lykkes hende særlig godt. Knægten måtte da være iskold! At hun rejste sig og endte med at vende sig direkte mod ham, så var han slet ikke i tvivl mere. For ikke at glemme at den ring som hun måtte bære på sin finger var magen til den som måtte sidde på Jason. Ergo så måtte det jo være Lisa! Han lod hovedet søge let på sned ,som hun spurgte ind til om han kunne hjælpe hende. Det kunne han da i den grad, men han måtte være sikker på at det var den kvinde som han måtte stå overfor og ikke en eller anden som var ude efter Jasons penge eller lignende. Man beskyttede vel også det som man havde kært. ”Det kan jeg muligvis, hvis du svarer mig på et enkelt spørgsmål først..” Han tog et skridt mod hende ganske roligt. Han lod hovedet søge let på sned. ”Elvana.. Siger det navn dig noget?” Han måtte være sikker på at det var Lisa og hun ville vel sagtens kunne Jasons mellemnavn? Ikke at det var det navn som han var mest kendt på, men man måtte jo trods alt også gøre det på den ene eller den anden måde når det endelig måtte komme til stykket. Afventende blev han stående. Hvis hun kunne besvare det, så var de afsted herfra temmelig hurtigt.

[Deleted]

Lisa havde slet ikke regnet med at skulle finde nogen som helst herude og da slet ikke nogen procianer. Hvis han kunne føre hende direkte tilbage til slottet, så hun var i stand til at skulle kunne finde rundt i det hele, finde Jason og søge tilbage til hans favn som den måtte være hende noget så frygtelig savnet, så ville det være noget som virkelig måtte gøre hende noget så frygtelig glad og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af på nogen måde overhovedet! Som denne mand måtte komme tættere på hende, så valgte hun næsten helt automatisk at skulle bakke, for hun vidste jo end ikke om hun kunne stole på ham. Hvor længe hun havde været væk, var slet ikke noget som hun vidste. Hun havde virkelig mistet den fornemmelse af tid og det var noget som virkelig måtte frustrere hende og noget så voldsomt på alle måder. ”Ikk’ for tæt på,” bad hun næsten skræmt. Det var ikke fordi at hun ønskede at gøre det ene eller det andet, men.. hendes tro på mænd, var slet ikke noget som hun havde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han ønskede at hun måtte besvare et spørgsmål, var slet ikke noget som hun direkte kunne sige sig, at have regnet med på nogen måde overhovedet. ”Og.. og det er?” spurgte hun en anelse usikkert. At han valgte at skænke ham Jasons mellemnavn var noget som hun tydeligt måtte genkende. Selvfølgelig kunne hun da sin forlovedes fulde navn! Hvorfor skulle hun da ikke kunne det!? ”Du kender Jason?” spurgte hun som det første. Hun genkendte jo det navn allerede med det samme! Næsten hastigt, så valgte hun at tage de skridt mod ham, hvor hun nærmest måtte ignorere lyden af den grædende baby. Hun havde lovet at Jason skulle få lov til at være der når barnet blev født, selvom det slet ikke havde været muligt, hvilket hun i den grad var ked af. ”D-det er hans mellemn-navn.. Kan du f-føre mig til ham?” spurgte hun næsten håbefuldt. Hånden rakte hun stille ud mod ham, hvor det var en tydelig bøn i hendes blik. Hun ønskede virkelig at komme hjem og det kunne bare ikke gå hurtigt nok for hendes del! ”Tag mig hjem..” hviskede hun yderst dæmpet, selvom de nu måtte være tæt nok på hinanden til at kunne høre det. ”J-jeg er hans forlovede. J-jeg er Lisa,” tilføjede hun dæmpet. Vel bare for at bekræfte det for ham?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var virkelig bare nødt til at være sikker i sin sag før han gjorde noget som helst, for han ville ikke lade det håb spire sig i Jasons indre for så at finde ud af, at det ikke var hans forlovede som han var kommet hjem med. At den lille ikke ville falde til ro, var nu heller ikke noget som han tog sig meget af. Der var vel mange gode grunde til at det måtte vævre sådan når det endelig måtte komme til stykket? Han bed det bare i sig. Han kunne bestemt ikke komme udenom, at han virkelig måtte have ondt af hende, for det havde han virkelig. Han kunne i den grad heller ikke andet. Selvfølgelig kendte han til Jason! Han havde kendt den mand igennem temmelig mange år efterhånden og det var også noget som ha nvirkelig måtte være ekstremt glad for. Han vidste slet ikke hand han skulle gøre uden den mand, for han havde virkelig gjort ham til en bedre mand. Et svagt smil bredte sig på hans læber. Det var heller ikke fordi at han kunne få sig selv til at skulle skjule det for ham, for det kunne han ikke. Bare at hun spurgte id til om han kendte til Jason var ham en bekræftelse alene, at han måtte være tæt på den rigtige om det jo så ikke måtte være hende. Han nikkede. ”Det gør jeg,” sagde han stilfærdigt og med en rolig mine. Som hun selv måtte komme tættere på ham denne gang, var nu heller ikke noget som han havde det mindste imod, for han ønskede at vise hende, at hun kunne stole på ham. Han trak vejret roligt og dybt, som han lyttede til de sidste ord. Det var i den grad den bekræftelse som han havde haft noget så skræmmende brug for! ”Så du er Lisa? Jeg har søgt hele Procias igennem for dig,” sagde han dæmpet og ikke mindst med et alvor i stemmen. Han rakte hånden tilbage mod hende og selv med det stille smil på læben, blot for at vise hende, at det var ganske okay at komme tæt på, for han var i den grad heller ikke farlig på nogen måde overhovedet. ”Han har søgt efter dig Lisa,” sagde han dæmpet. Han gik hende roligt i møde, hvor han lod blikket søge til knægten i hendes arme. Der var ikke nogen tvivl om at Jason var manglet og savnet her og det var tydeligt. ”Lad mig føre dig til ham Lisa.. Stol på mig og lad mig tage om dig, så flyver vi. Det går hurtigst,” sagde hn stilfærdigt.

[Deleted]

Lisa kunne virkelig ikke gøre noget andet end at håbe på, at hun ville være i stand til at skulle stole på denne mand. Hun ville i hvertfald prøve, selvom det slet ikke var nemt for hende at skulle stole på det mandlige køn efterhånden! Ikke efter alt det som var sket ved hende på denne måde, or det var virkelig noget som som tog skræmmende meget af hende og det krævede forbandet meget også, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. De himmelblå øjne hvilede på ham og med den samme mine. Hun var stadig tøvende og kun fordi at hun havde fået lov til at skulle opleve denne ekstreme hårde side af en mand på denne måde. Det var virkelig noget som havde gjort så skræmmende ondt! At han måtte kende til Jason så måtte han vel også bare være en ordentlig mand? Det var i hvertfald det som hun nærmest måtte klamre sig direkte itl, for det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun trak vejret næsten lettende, hvor selv et stille smil måtte vise sig på hendes læber. Hun kendte jo trods alt til hele Jasons navn og hun var hans forlovede! Hun håbede om ikke andet på at det skulle være tilfældet for nu også ofr hun havde virkelig ikke gjort som han havde bedt hende om og hun skammet sig virkelig ikke! ”Du kender Jason..” Denne gang var det en lettelse som måtte melde sig i hendes stemme, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for det var hende virkelig en lettelse uden lige. Hun betragtede ham næsten forsigtigt til hans ord. At komme så tæt på en, var slet ikke noget som hun brød sig om, men det var hurtigst, så meget vidste hun jo trods alt også. Hun ville bare hjem nu og det kunne virkelig heller ikke gå hurtigt nok! At vide at folk havde ledt efter hende, fik igen hendes tårer til at falde fra hendes kinder. Det var hende en lettelse uden lige! ”Har han virkelig søgt efter mig?” hviskede hun dæmpet. Hun trådte næsten tøvende tættere på ham og tæt nok på til at kunne lade armene søge om ham, så de kunne komme afsted. ”Jeg vil bare hjem,” hviskede hun næsten grådkvalt. Hun ville bare hjem og hjem til Jason!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne virkelig ikke være andet end lettet over at han nu havde formået at finde Lisa. Det var heller ikke fordi at han havde hæmmet i hans søgen, for han havde virkelig bare søgt og søgt efter hende for sin kære gamle ven. Jason var ude f den derhjemme ed Evelyn og han vidste det jo udmærket godt. At han så havde fundet hende så hurtigt som han havde formået det, så var det jo trods alt kun noget som gjorde det hele mange gange bedre for hans vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Som tiden var endt med at skulle gå, så var han slet ikke i tvivl om at det var den Lisa som han havde fundet og ikke en eller anden som troede at hun kunne snige sig ind på. Så panisk som hun måtte være lige for øjeblikket, så ville man umuligt kunne lyve og hvis der var noget som Gabriel var blevet ufattelig god til, s var det at skulle spore løgne i blikket, det var der heller ikke nogen tvivlv om. Han lod Lisa glædeligt komme hen til sig, hvor han yderst forsigtigt måtte slå armene om hende. Jo hurtigere som de ville være i stand til at skulle komme herfra, jo bedre ville det i den grad også være, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fjl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Jason er min bedste ven, Lisa..” sagde han dæmpet og med en rolig og sandfærdig mine. Jason havde søgt også selvom han var endt med at komme noget så grusomt til skade. Det var noget som han ville lade Lisa se selv og ikke noget som han ville fortælle om lige her og nu, for han ønskede ikke at gøre tingene værre end det som de allerede måtte være for dem. ”Hold fast i mig, så skal jeg nok få dig hjem.” Han låste grebet ganske forsigtigt med de ord, idet han spredte sine vinger, og med en kraft og fart, så fik han endelig sat af fra jorden, så han kunne søge op mod den store himmel, kæmpe sig igennem træets mange kroner og op mod den store og åbne himmel. Gabriel sørgede for at Lisa havde et godt greb omkring sin lille dreng, idet han vred let i hele kroppen og søgte tilbage mod skovene i Procias, hvor han vidste, at Jason måtte opholde sig i sin længsel efter sin forlovede.

//Out