Det buldre lige under overfladen..

[nick]

Nick havde gemt mørket væk i lang tid. Men det var virkelig blevet nok nu. Vreden blandet sammen med hans temperament var bare ikke en god blanding. Han sitrede helt i hele kroppen. Både pga. smerte og den vrede der boblede indeni ham. Det var som om han kogte på indersiden. Lyset var nok gennemskærende, men det mørke han havde levet i, i så forbandet længe, ville nok aldrig kunne fjernes helt. Han kneb øjnene fast sammen. Han synes det var godt at få sine kræfter vedligeholdt. Så muligheden i at blive udfordret, var egentlig ret godt. For man kæmpede hårdere, når ens eget liv stod på spil. Han fnøs dæmpet og prøvede bare at falde ned igen. Mørket havde engang været ham som en ven. Men en forræderisk ven, om man kunne sige. Det havde i hvert fald ikke været på hans primisser. Selvom det var længe siden, huskede han det, som var det i går. Omtalen "Terracinus" ville han i hvert fald aldrig lade glemme. Han havde været ligesom sin modstander. Værre måske? Det var nogle detaljer han ikke behøvede at huske, så han prøvede bestemt på at lade vær. Det havde virkelig slået klik for ham. Så de 3 sorte kugler ville warlocken ikke nå at opdage. Han lo stille. Han vidste ikke om hans eget tøj var revnet. Hans skjorte havde nok fået en flænge på ryggen og måske var sygningen ved skulderen også revnet? Han holdt virkelig ikke øje med det. Han humpede hen over jorden og mod den nu faldne warlock. Mørket havde sænket sig, men det var lidt nemmere at se i, end den mørke tåge der havde lagt sig. "Du skal endelig ikke undervurdere mig," sagde han kortfattet og med en fast tone, "jeg har en mørk fortid under et andet navn," sagde han stille og kneb øjnene i. "Terracinus kunne nok have gjort en ende på dig ret hurtigt," sagde han og kneb øjnene i, "Men det vil jeg ikke," afsluttede han. Han genkendte ikke direkte sin modstander som den tidligere leder Kimeya.. Og også den største leder i historien. Han fremmanede en gnistrende lynagtig kugle. Den ville støde og sprænge. Han smed den dog ikke imod ham endnu.

[Kimeya Marvalo]

Hvis Kimeya havde vidst at det var den mand at han stod overfor, så havde han nok valgt at gribe sagen en anelse anderledes an end det som var endt med at skulle ske. Hans bryst måtte brænde og det samme med kæben, som han hurtigt og i et fast ryk, måtte tvinge på plads. Han bed tænderne sammen og kneb øjnene fast sammen. Det var jo heller ikke fordi at det var direkte behageligt på nogen måde, for det var det bestemt ikke! Han kæmpede let for luften, for det var bestemt heller ikke nemt når den skulle være så streng! De kugler som havde ramt ham ,havde selv slået hans kæbe af led, hvor han fast måtte tage fat i den for at rykke den direkte på plads, selvom det faktisk var noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket vredt i retningen af manden. Ved hans ord måtte han næsten slå ud i en latter, selvom det mere eller mindre måtte tage luften fra ham! Han fik sig langt om længe endelig kæmpet op på benene, hvor han vendte blikket direkte mod ham. Han trak vejret stille og dog noget så dybt, uden at slippe ham med blikket. Det kunne vel vise sig at være farligt? ”Terracinus? Hvem tror du gav dig det navn i gammel tid? Nick Terrac!” vrissede han med en fast tone. Han var kendt med det, kendt med det helved som manden var tvunget igennem og man kunne ikke sige andet end at det hele var gået absolut perfekt! Den gnistrende kugle havde han allerede set, hvilket fik ham til at knytte næverne. Han havde ganske enkelt ikke luft til det her lige nu! ”Alt det som skete dig Nick.. Alt det du blev tvunget igennem.. Tror du det var ukendt for mig? Datidens leder af warlocks?” vrissede han let. Han dannede selv en ganske lille kugle mellem hans langefinger og tommelfinger. Nok lille, men dødbringene!

[nick]

Nick havde ikke vidst hvem denne mand var. Havde han vidst, at det var datidens leder af warlocks og historiens største, så havde han nok grebet det hele noget anderledes an. Han ville nok stadig have kæmpet, men han ville have nydt det så meget mere at kyle Kimeya i jorden, end det som han havde gjort til start. Han greb fat i sin skulder på vejen hen mod Kimeya og brugte noget af sin magi, til at give den et fast stød, så den kom på plads. Det højlydte knæk og den korte smerte der kom, fik ham til at stoppe kort op. Han gispede og rystede smertestregerne af sit ansigt. Han kneb øjnene i og fik så humpet den sidste vej hen til warlocken. Han fnøs stille og smilede skævt, som han så, at han måtte sætte sin kæbe på plads. Kuglerne havde ramt perfekt og hvor havde han nydt det. Han rynkede på næsen. Han blev genkendt. Men det var jo også en warlock han stod over for. Han prustede fast ud og kneb øjnene fast sammen, selvom han hurtigt spærrede dem op. Okay, han var helt genkendt. Og han vidste udmærket også godt, hvem der havde givet ham det navn. "Kimeya," vrissede han kortfattet. Han humpede nogle skridt bagud, nu da Kimeya var kommet op at stå igen. "Nej det tror jeg ikke," sagde han kortfattet. Han så mod den lille kugle og kendte den udmærket godt. Han stod selv og vejede sin egen gnistrende kugle. "Men så det godt at hævnen at sød," sagde han og smilede, før han kylede lynkuglen direkte mod Kimeyas ben. Nu skulle det være nok. Han selv kastede sig også til siden, hvis nu Kimeya skulle finde på at kaste sin lille kugle afsted.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at han bar med sig rygtet af at skulle være en af datidens største, selvom det nu var noget som han havde trukket sig tilbage fra. Han var genkendt, selvom det nu ikke forundrede ham. Det havde moret ham langt mere at han ikke havde været genkendt til nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte kmme til stykket. Han trak morende på smilebåndet og dog selv med en langt mere tilfreds mine end det som han havde haft før. Kuglen til hans kæbe, havde i den grad ramt fuldkommen perfekt, for det gjorde ondt endnu! ”Du genkender mig,” sagde han med en klar og tydelig tilfredshed i minen, det var end ikke noget som han ville skjule for ham på noget tidspunkt. Som han selv valgte at skulle bakke et skridt, kunne han ikke lade være med at smile morende, for det var klart noget af det som gjorde det til noget langt bedre også for hans vedkommende. Den lille kugle sendte ham op i luften, hvor den omgående måtte mænge sig med det mørke vejr og nærmest skabe tordenvejr. Et lyn slog direkte ned i hans fingre, hvor det blev liggende som en glinsende kugle. Den kugle som Nick stod med i hænderne, var noget som han klart havde set på som faretruende allerede og det var bare noget som skulle langt væk! Så langt væk som det overhovedet kunne komme lige for øjeblikket ,det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Nick var bare blevet hurtig, så meget kunne han konkludere, da han sendte sin egen afsted ganske kort efter at Nick selv havde gjort det. Kuglen som ramte hans ben, fik det til at komme med et kraftigt knæk. Kimeya blev slynget let bagud, idet han kom med et kraftigt skrig, da det næsten føles som hans lårknogle var splintret og brækket. Han røg denne gang direkte i jorden idet han kraftigt tog sig til benet. Det gjorde ondt bare at bevæge sig det mindste! Tænderne bed han kraftigt sammen, som han støttede sin ene hånd mod hans ben. Knoglen var knækket og han kunne mærke det! Det gjorde ondt bare at bevæge sig det mindste!

[nick]

Som Nick kendte Kimeya, så var han datidens største leder. Det var nu noget, som han blot måtte sige sig enig i. Det ville han da ikke benægte, når det trods alt var sandhed for ham. Nok havde Kimeya selv trukket sig tilbage, men han ville leve i historien, som et ikon for de warlocks der hørte om ham. Han vædede kort sine læber med tungen. Han genkendte hurtigt Kimeya, når det var sådan, at det var ham som havde 'navngivet' ham. Han var nu ganske tilfreds med at have slået Kimeya tilbage adskillige gange. Hævnen var sød. Han havde lært meget siden da. Kontrol var noget af det bedste ved det hele. Og nu da han havde skubbet sin skulder på plads, så summede den kun. Men den var da brugbar. Ryggen summede også let, for den var bestemt også øm. Så var det kun benet han måtte leve med i handicap. "Skulle jeg andet?" spurgte han dæmpet og trak skævt på mundvigen. Nu havde han en helt anden mine. Han bed tænderne sammen, som Kimeya kastede den lille kugle op i luften. Det var dumt at begynde på at blære sig nu da. Han holdt dog nøje øje med ham. Aldrig havde han troet, at han skulle have chancen for at nedlægge sin tidligere Herre og overhoved. Kuglen sendte han hurtigt afsted, for nu skulle det være nok. I og med, at han allerede havde kastet sig direkte ned i sneen, så røg den dødbringende kugle i det mindste blot i jorden. Det skete dog med et brag. Han blev liggende og prustede fast. Han smilede sejrende, da han hørte skriget fra Kimeya. "Ja det ikke sådan at blive nedlagt, var?" sagde han med en hån i stemmen. Han skubbede sig op at stå igen og humpede let. Smerten i det handicappede ben ænsede han knapt nok lige nu. Endelig havde han givet tilbage. "Jeg kunne dræbe dig lige her Kimeya.." sagde han advarende. Men han havde egentlig ikke tænkt sig det. Det var ikke meningen med hans titel som Magikernes Leder.

[Kimeya Marvalo]

At Kimeya denne gang skulle ende med at ryge direket i jorden, var slet ikke noget som han havde regnet med. At selv den store og stolte løve skulle lide et nederlag af denne slags. Det var næsten skræmmende. Han klemte øjnene fast sammen nu hvor det var hans eget ben som han måtte have fokus på, for det gjorde virkelig ondt! Han vendte blikket fast i retningen af Nick. Han vidste udmærket godt hvad manden havde været tvunget igennem og hvad der var sket med ham.. Og han var fuldstændig ligeglad! Hvorfor skulle han da tage hensyn til det? Det var da slet ikke noget som han forstod sig på overhovedet. Dengang havde han jo heller ikke selv haft nogen at klamre sig til som han havde lige nu. Hans ben blødte, eftersom selv en del af hans knogle var endt med at gå igennem huden, så han var tvunget til at blive siddende uden at det skulle gøre alt for ondt. Han kneb øjnene fast og køligt sammen, for dette var virkelig noget som måtte gøre ham noget så frygtelig voldsomt vred! At Nick så skulle stå der som den store leder, var slet ikke noget som han selv havde regnet med, men den knægt var blevet meget stærkere end det som han faktisk selv kunne huske det. Ikke fordi at det var noget som raget ham som sådan, men dette! Det var slet ikke noget som han ville tolerere på nogen måde! Som Nick humpede mod ham, så måtte han selv lade et kynisk og køligt smil passere hans læber, næsten med tilfredshed. ”Du burde slå mig ihjel? Hvorfor gør du det så ikke? Eller har du for meget hjerte til det? Har Procias gjort dig blød?” vrissede han let. Han gjorde et let forsøg på at komme op at stå, selvom han lige så godt kunne opgive det allerede med det samme, for det var ikke noget som han ville få det mindste ud af på nogen måde overhovedet! Han skar en smertefuld grimasse, som han var tvunget til at blive siddende. Han kunne jo ikke komme op!

[nick]

Nick nød godt af tanken om, at have nedlagt Kimeya. Den store tidligere leder, som også havde styret ham engang. Hvor han havde været intet andet end en maskine. En dukke man kunne beordre til noget og så adlød han. Et liv han aldrig ønskede at skulle vende tilbage til. For det ville virkelig være for meget at skulle igennem det endnu engang. Men nu havde han jo nedlagt den stolte løve, så han så sig fint udenom nogensinde at skulle tilbage! Han var virkelig tilfreds med at have fået Kimeya i jorden, for den mand, fortjente virkelig at blive udsat for lidt hævn. Han kneb øjnene sammen. Han havde mistet alt på at komme til Dvasias. Mistet Lisa, sine børn.. Og ja, det havde han mistet endnu engang.. Lexie havde Romeo, Lisa havde en anden (hvilket han stadig ikke kunne begribe) og Salena der rendte hun et sted i Imandra, som han havde fået at vide af Lisa, sidst de havde mødtes. Han havde i det hele taget intet lige for tiden. Han kunne passe sig selv og prøve at leve op til titlen som magikernes leder. Det var også det. Han så mod Kimeyas ben, som der blødte. Knoglerne der stak ud, så direkte vammelt ud og det gav ham en sygelig fornemmelse. Han trak panden tilbage og gøs kort. Det var ikke et specielt hyggeligt syn! At det så tvang ham til at blive siddende, måtte blot more ham. Det var da det bedste af det hele! Han var blevet stærkere. Det kom med træning og årevis af tid til at øve. Han blev stående ganske stille foran ham. "Fordi jeg har en stor titel at leve op til Kimeya.. Jeg skal råde og lede magikerne i den rigtige retning.." forklarede han stilfærdigt og smilede skævt. Han lo, som Kimeya endte med, ike at kunne komme op at stå. Endelig et godt resultat at stille sig tilfreds med.

[Kimeya Marvalo]

Den stolte løve var tvunget direkte i jorden og den tanke var direkte væmmelig for Kimeyas vedkommende. Det var ikke mange som havde formået at skulle tvinge ham i jorden på denne måde, men nu var det jo så sket alligevel og han kunne ikke gøre noget andet end at hade det på alle tænkelige måder overhovedet. Han holdt stadig mod sit ben, blot i et forsøg på at dæmpe smerten bare en smule. Det var ham bare ikke muligt for det gjorde virkelig forbandet ondt! Han bed tænderne tydeligt sammen og blev ellers siddende så stille som det var ham muligt, for bare en lille bevægelse i benet var ham en smerte som han ikke kunne beskrive! Han vendte blikket næsten lynende i retningen af Nick. Han var blevet stærkere end det som han kune huske ham fra dengang, hvilket i den grad var noget som han måtte se sig imponeret til, for han vidste at manden før alt det helved, havde levet som en magiker. Ikke fordi at det var noget som raget ham selv det mindste på nogen måde. Det var vel bare sådan, at det måtte være. Ved at angribe Kimeya på denne måde, så havde Nick sat sig i en temmelig ubehagelig situation. Warlocks var et stort samhold af individer og de hjalp hinanden og sådan måtte det jo bare være når det endelig måtte komme til stykket. Han prustede tydeligt, blot for at holde sig så rolig som det nu ville være ham menneskelig muligt, for det gjorde virkelig forbandet ondt. At manden var blevet leder, var dog noget af det sidste som han havde regnet med. Han vendte de grågrønne øjne direkte mod ham. ”Dig? Leder af magikerne?” Han fnøs let. Det var ikke fordi at han var videre imponeret over det. ”Hvem er den tåbe som har skænket dig den høje stilling?” spurgte han vrissende. Han havde intet til overs for magikerne! For hans del så kune de rådne op i helved!

[nick]

Nick smilede stille. En fældet løve var næsten det bedste. I det hele taget var han dybt tilfreds med sig selv. Han var blevet stærkere og det kunne han tydeligt mærke nu, hvilket han bestemt også var glad for! Det havde været en fornøjelse at tvinge ham i jorden, så han ikk ekunne komme op igen. Nok måtte Kimeya hade det, men det kunne og ville han ikke gøre noget ved. For han nød tanken om at have fældet sin tidligere leder. Det var vel et skridt fremad som leder? Og et skridt væk fra det onde, selvom der havde været det tilbagefald til den mørke magi. Men han måtte bare have ham ned at ligge! Han lo kort. For smerten ville være det samme, uanset hvor meget han holdt om det. Det bedste af det hele, havde været, at han havde fået Kimeya til direkte at skrige! Han modtog det lynende blik, men smilede blot overlegent. Nok havde han sat sit i dårligt lys, men han havde jo allerede fanget lederen, så hvad skulle den gamle leder kunne gøre? Måske ville nogle komme efter ham, så måtte han tage det med. Det ville han ikke bekymre sig lille hoved om nu. Han lod hænderne falde ned langs hans sider og en hvid skyagtig ting dukkede op ved hans fødder og bølgede op omkring hans ben. "Ja, mig," sagde han roligt og blinkede kort til Kimeya. "Elias.. Tidligere leder," forklarede han kortfattet. "Farvel Kimeya.. Håber du kommer hjem," sagde han roligt, "og håber at dit ben må plage dig for evigt!" hvislede han kort, inden at alt røgen opslugte ham og han forsvandt ud af det blå, for at dukke op hjemme på hans eget værelse, hvor han faldt ned på sin seng.
//Out

[Kimeya Marvalo]

Den stolte løve var endt med at blive tvunget direkte i jorden og den tanke i sig selv, var noget som Kimeya virkelig måtte hade og mere end det som han måtte hade noget som helst andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han hadet det virkelig! Han gispede ganske svagt. Magikerne var virkelig røget ned i rang ved at placere en som Nick som deres leder! Lige hvad Elias havde tænkt på, var slet ikke noget som han kunne begribe på nogen som helst måde overhovedet! Som manden blot endte med at forsvinde og efterlade ham herude og alene med det direkte knuste ben, var han nu heller ikke meget for, for han ville i skjul! Ingen skulle få lov til at se ham sidde der og specielt på denne måde, for det var slet ikke noget som ville gavne ham på nogen som helst måde overhovedet når det endelig skulle vise sig at komme til stykket. Tanken i sig selv, var noget som måtte gøre ham direkte vred! Han klemte øjnene let og stille sammen, hvor han vendte blikket mod benet. Han ville aldrig nogensinde komme tilbage til Marvalo Mansion i denne mundering, selvom det var noget som kun måtte gøre det hele så meget værre for hans eget vedkommende. Han fnøs let som han vendte blikket omkring. Nej, selvfølgelig kunne han ikke se nogen! Selvom det på sit vis ikke var noget som gjorde ham det mindste så måtte det vel bare være sådan når det endelig måtte komme til stykket. Han var vred og han havde ondt – For Kimeyas vedkommende, så havde det aldrig nogensinde været en god kombination! ”Forbandede magiker..” vrissede han med en direkte vred stemme og med den klare foragt for dets væsen! Han forpestede og hadede virkelig alt som måtte have med Procias at gøre! Det var noget af det værste som man overhovedet kunne komme i nærheden af! Han gjorde dog alligevel et let forsøg på at skulle kunne komme op på benene, selvom det bare ikke ville i hans retning på nogen måde. Han måtte opgive med det samme, som han måtte komme med et støn af ren og skær smerte, for det var virkelig noget som måtte gøre forbandet ondt! Han kogte virkelig i det indre, for han vidste, at så længe, at han havde det på denne måde, så kunne han under ingen omstændigheder komme derfra, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så måtte det jo trods alt bare være sådan hvad end om det var noget som man ville vedkendes eller ikke, så var det udelukkende fordi at han havde så ondt, at han ikke kunne se det mindste bort fra det mere! Vinden måtte tage til, det måtte blive ekstra koldt og med sneen som stadig måtte dale ned fra den store himmel, så havde det selv den samme kølige effekt ind på Kimeya, for han havde virkelig ondt og det blev heller ikke værre netop fordi at han kun måtte blive mere og mere kold! Det gik bare ikke i hans retning efterhånden og han hadet det virkelig!