Det buldre lige under overfladen..

[Kimeya Marvalo]

Det nærmede sig solnedgang og med vinteren som allerede for længe siden, havde valgt at skulle slå sig ind over den store himmel og det havde efterladt et lag af frost og nu også med sneen som måtte falde fra den mørke himmel over dem. Kimeya havde denne aften valgt at søge ud og med Faith som måtte blive hjemme og passe børnene. Han havde virkelig brug for det pusterum efter hans møde med Yuuki, for hun havde stillet mange spørgsmål.. Alt for mange spørgsmål! Han bevægede sig igennem Manjarno. Der var stille her i aften, selvom det måtte være alt for stille for hans vedkommende. De grågrønne øje hvilede frem for ham. Han kunne skimte Neutranium i det fjerne, hvor han havde hørt at Fabian var kommet vel hjem, hvilket han i den grad var glad for, for han skyldte virkelig den mand hele hans liv! Han havde den lysende kugle hvilende i hans kolde hånd. Vinden var jo heller ikke mild længere, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han var langt væk hjemmefra, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste også selvom han vidste, at han burde passe mere på end det som han gjorde lige for dette øjeblik, det var han så sandelig heller ikke i tvivl om. Hans egen leder var fanget og sad i kælderen i Procias, så meget havde han hørt, så det at vandre rundt alene, ogå selvom det nu ikke var ham nogen som helst former for bekymring som måtte ramme ham direkte, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han fnøs ganske let, som han endelig måtte stoppe op på engen. Så vidt som han kunne se, så var han alene. Han fnøs ganske let. ”Forbandede møgtøs,” vrissede han let for sig selv, idet han endelig måtte tvinge sig ned at sidde. Han ømmede stille sine lår, for han var jo trods alt ved at være lidt op i årene efterhånden, selvom det ikke var noget som han direkte måtte tænke over. Det var jo trods alt heller ikke noget som bragte noget som helst af godt med sig på nogen måde. Han fnøs ganske let og smed sig ned i græsset og trak vejret dybt. Sneen tog han sig ikke meget af, for mørke og kulde var jo bare en del af ham, selvom det nu alligevel var en smule halvkoldt, selv for ham. Han lukkede øjnene som snefnug måtte ramme ham direkte i ansigtet. Det var nu beroligende.

[nick]

Nick snakkede ikke med Lexie ligeså meget, som da han havde boet inde ved hende. Han havde dog sit eget værelse nu. Ganske stort, da han jo var lederen. Det var dog lidt underligt ikke at kunne være inde ved hende. Men sådan måtte det nu engang være. Det føltes bare forkert. Intet var som det skulle. Han havde siddet og tegnet. Det var utroligt mange år siden han havde gjort det. Men han havde fået fat i noget pergament og noget at skrive med, så var han da straks gået i gang med at udforme et billed. Det var blot klatter, forskellige dyr og andet sat sammen i et billed. Men den blev nu ganske god. Han sad og hvilede sine ben mod jorden. Siden sammenstødet med warlockernes leder, så havde det i den grad sat sit præg. De klipper der havde hugget sig ind i hans ben, havde skadet ham for livet, så at sige. Det jog af og til i hans ben og den ville bare ikke som han ville! Begyndte han at løbe, ville han enten kække sammen eller blive nødt til at stoppe op. Det begyndte at gøre for ondt. Hvor han forbandede det. Men det måtte nu engang være sådan, han kunne ikke ændre det.
Denne eftermiddag havde han selv valgt at skulle søge udedørs. Han havde låst værelset hjemme i Den Magiske Cirkel. Han forlod Procias og krydsede muren, for at komme ud i det store og åbne Manjarno. Han endte på engen. Han lavede fodspor i seen og det var ganske koldt udefor. Han havde mørkt tøj på og han prøvede at holde varmen i en tyk uldtrøje. Det gik nu ganske godt. Han humpede lidt på hans ben. Det var han dømt til med det lettere handicappede ben. Han sukkede stille og fremmanede en lysede kugle. Han kastede den lidt fra hånd til hånd og betragtede den med et smil. Han kastede den op i luften og den forsvandt ligeså hurtigt, som den var kommet. Han stoppede stille op og kiggede ned på sneen under sig. Han bøjede sig ned, samlede noget sne op i sin hånd og kastede den ud over engen. Han vidste ikke nogen var her. Han kunne ikke umiddelbart se nogen.

[Kimeya Marvalo]

Alene den tanke om at Yuuki endnu en gang havde fundet ham, var noget som havde gjort Kimeya direkte panikslagen, det var slet ikke noget som man skulle komme det mindste udenom overhovdet, hvad end om det var nogt som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan, at det måtte være. Han lukkede øjnene og med et svagt suk. Hans egen lille kugle af varmende ild var gået ud, som han havde lagt sig ned i sneen og bare stirret op mod den store himmel. Han vidste udmærket godt, at det måske ikke var det klogeste valg at tage ud, men hellere dette end at han skulle afreagere på hans egne børn, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt. Han havde virkelig bare brug for at lufte tankerne lige i øjeblikket og det var også noget som han ellers noget så tydeligt skulle ordne med sig selv lige nu, ellers ville det først for alvor gå galt når han endelig måtte ende med at tage hjem og det ønskede han virkelig ikke.
Som han lå der ganske roligt i hans egne tanker, så faldt han også langt mere til ro end det som han havde gjort før. Han lukkede øjnene ganske let, som han endelig måtte falde bare en smule til ro, hvor det resulterede i, at han fik en snebold direkte i hovedet. Han var jo tildels blevet dækket af den sne som dalede så frit fra den store himmel. Som drevet kraftigt ud af sine tanker, så satte han sig op mere eller mindre med det samme og med en næsten vrede i blikket. ”Hvad fan…!” Han vendte sig omkring, idet han fjernede sneen fra sit eget ansigt. Han havde slet ikke ænset, at der var nogen som måtte være tæt på ham lige i øjeblikket. Det var egentlig.. underligt, for det var noget som han i den grad plejede at gøre det. Det var kun hans unger som kunne gøre det uden at vække et helved uden lige i ham selv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket direkte mod den mand som måtte stå ganske så tæt på ham og med en tydeligt mere irriteret mine end det som han havde haft før. Han tvang sig op på benene, ganske stille og langsomt.

[nick]

Nick slap et suk og pustede sin varme ånde ud i luften. Han så frem til at der ville ske noget godt i hans liv. Det hele virkede bare som ren ulykke siden han havde mødt Lisa igen; Hun var en andens, han blev ung, evigt skadet ben og han var blevet smidt ud af hendes værelse. For nu havde hun sjov i en anden. Så han passede vel bare sig selv. Det var også fint. Det var det han skulle. Han var jo hendes far. Det så han tydeligt nu. Han var hendes far, sådan måtte det bare blive. Han så ikke at der lå nogle andre herude. Han stod halvvejs med ryggen til, da han havde snurret rundt for at kaste snebolden afsted. Han havde selv brug for at få sine tanker på plads. Så lidt vind i hovedet og kulden at tænke på.. Det måtte vel være godt? Han kiggede ned mod sneen og bukkede sig ned og samlede lidt sne op. Han kastede det op over sig og lod det falde ned over ham selv. Han humpede et par skridt til siden, drejede lidt rundt og stivnede helt, da en mand pludseligt satte sig op. Han vædede let læberne og så undskyldende ud. Han prøvede også at se uskyldig ud, men her var jo ikke rigtigt andre. "Det var virkelig ikke min mening, troede ikke her var andre!" sagde han fast og afvigende, for det havde bestemt ikke været med vilje. Han sank let en klump. Der kom en mørk udstråling fra denne mand. Den mørke magi, som han selv havde levet med i en tid. Men han var tilbage som magiker nu.. Og det var virkelig det bedste der var sket for ham! Han blinkede svagt med øjnene og humpede et par skridt bag ud, for ikke at virke nærgående.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya kkunne udmærket godt sætte sig ind i situationden omkring det kaotiske liv, også selvom han mere eller mindre normalt selv var skyld i det, så måtte det jo bare være sådan, at det måtte være. Der var ikke nogen grund til at skulle tænke mere over det. Fortid var fortid og det var nu noget som han mere end glædeligt ville lade blive liggende. Men lige Yuuki… Den kunne han bare ikke og specielt nu hvor han vidste at hun var i live og han havde set hende, så kunne han ganske enkelt ikke gøre det! At denne mand nu havde valgt at forstyrre ham i hans egen ro, var virkelig ikke et heldigt træk i sig selv! Han behøvede ikke gøre andet end at kaste et fast og intenst blik på manden, før han kunne konkludere at manden måtte være en procianer. Ikke fordi at det var noget som gjorde det bedre for ham på nogen som helst måde overhovedet! De grågrønne øjne hvilede direkte på denne mand. Ikke fordi at han var videre kendt med Procias for han ønskede ikke at blande sig i lyset. Sandt at han var af mørket, var opfostret der og med det hele, men mange af hans rødder var og blev fra Procias. Han kneb øjnene direkte vantro sammen, ganske enkelt fordi at denne mand måtte være af Procias. Den sidste som han havde set fra det land havde han slået ihjel og ganske enkelt fordi at det havde gået ham noget så frygteligt på nerverne, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han slogarmene roligt over kors og fjernede sneen fra skuldrene. At manden måtte bakke væk fra ham, var noget som han næsten måtte finde direkte morsomt. ”Typisk procianer..” Hans blik skinnede let af vrede for det var bestemt ikke en god stund at irritere ham på og det var en perfekt måde at starte ud med det i øjeblikket. Han tog et skridt mod ham. Han måtte jo finde ud af om manden måtte være bange vel? ”Irriterende lille mide..” vrissede han svagt for sig selv. Det var nu mere vendt til hans mange tanker omkring Yuuki, for det var det som han var her for at bebrejde og det var i den grad også det som han havde brug for lige netop nu, det var der å sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han knyttede næven let. Han var alt for let at irritere for tiden.

[nick]

Nick hev vejret dybt ind og pustede tungt ud. Han ville bare komme igennem det her, eftersom han ikke rigtigt havde andet valg. Og han ville ikke sidde fast i fortiden. Det var livet for langt til.. Han rystede let på hovedet og strøg hænderne igennem hans hår. Han slog hænderne sammen og gned dem mod hinanden. Det var ikke ligefrem varmt herude. Sneen var jo våd og kold. Faktisk ville han hellere have at det skulle gå væk. Han ville hellere have det lettere lune forår, hvor bladene sprang ud. At han nok burde have ladt vær med at forstyrre denne herre, det kunne han godt fornemme. At han udstrålede procianer, vidste han nu ikke. Magien ville folk jo kunne fornemme, om de selv besad magi. Han blinkede med øjnene og vædede let sine tørre læber. Han var født Procianer, men havde i lang tid levet i mørket. Et sted splittet, selvom han agtede at bruge den lyse magi.. Han ville ikke krydse over til den mørke side igen. Ikke når han havde en pligt som leder. Han havde jo fanget Warlockernes leder.. Hvilket han egentligt var ganske tilfreds med. Håbede bare ikke, at Seth Bane, kunne lege med Procias som han ønskede. Dette land burde kunne stå sammen.. Ellers var der da virkelig noget helt galt et sted. Han betragtede denne mand. Vidste, at han nok bare burde vende om og så komme væk herfra? Man vidste jo aldrig.. Og han behøvede virkelig ikke mere kamp, for han havde nok i det skadede ben. Han blev stående. Man kunne godt se, at han kun støttede ordentligt på det ene ben. Det andet var jo skadet og ham humpede jo også rundt på det, når han endelig skulle fremad. "Siger du.." sagde han stille. Var han virkelig blevet så sød igen? I det mindste var han ikke som sin mørke fortid.. Noget han sent ville glemme! "Er det mig du snakker om?" spurgte han, da han hørte noget med mide. Han kneb øjnene let sammen.

[Kimeya Marvalo]

At Kimeya i dette øjeblik måtte stå ansigt til ansigt med den store leder af magikerne, var slet ikke en tanke som faldt ham det mindste ind overhovedet. Det var slet ikke noget som han tænkte over, og det var jo heller ikke fordi at det var noget som han direkte ønskede at skulle blande sig i. Han blandede sig som regel langt udenom alt det som havde med Procias at gøre, ganske enkelt fordi at landet slet ikke vækkede ham nogen som helst former for interesse og det havde det heller aldrig nogensinde gjort. Det var vel bare sådan, at det skulle være når det endelig måtte komme til stykket? Han kneb øjnene direkte fast sammen. Kulden var selv en ven af ham ,selvom han stadig kunne fryse og blive kold, men det var nu heller ikke noget som an skænkede så meget som en eneste tanke på noget som helst tidspunkt. Han kneb øjnene fast og let sammen. I hans øjne virkede denne mand heller ikke vil at være noget særligt når det endelig måtte komme til stykket. Han havde nu selv for vane med at undervurdere andre, men det var vel bare sådan at det måtte være? Det var nu heller ikke noget som han havde regnet med eller agtet at gøre det helt store med når det nu endelig måtte komme til stykket, så var det jo bare sådan, at det måtte være. Han fnøs ganske kortfattet og med den næsten irritable mine i ansigtet. Denne mand formåede virkelig at komme ham på tværs på et ganske forkert tidspunkt! At manden var kommet til skade, var kun noget som virkelig appelerede til det væsen i Kimeya som virkelig ønskede at gøre skade på folk. Det var mange år siden at han havde haft det på denne måde, men han havde virkelig bare brug for at afreagere efterhånden! Hans øjne skød direkte lyn. Hans ord var ham en pestilens! Noget som han ønskede langt væk! Han irriterede ham i den grad! Han dannede svagt en kugle af ren og skær mørke i hans håndflade. ”Du kan ikke skjule den lyse aura, din procianer..” vrissede han med en dæmept stemme. Det var jo heller ikke fordi at de måtte stå langt væk fra hinanden. Han fnøs. ”Og det er dig jeg snakker til..!” vrissede han fortsat. Han brugte hele kroppen, idet han kraftigt kylede den kugle af ren og mørk energi direkte efter ham. Det var dårligt tidspunkt at komme ham på tværs på!

[nick]

Nick stolede på sine evner. Han vidste at han kunne kæmpe. Han havde jo selv sluppet ganske billigt igennem hans første møde med en rigtig modstander. Førhen havde han været en ren dræbermaskine.. En som virkelig kunne slå fra sig også. Og det ønskede han bestemt ikke at blive til igen. Det var derfor rart at være magiker. Den lyse magi flød i hans åre takket være Elias, og nu stod han selv her som magikernes leder. Har var stadig beæret over, at være blevet valgt.. Af alle mennesker, så ham. Og han ville gøre ledernavnet stort og stærkt. Det agtede han at gøre. Han kneb øjnene let i. Lige nu forbandte han virkeligt, at han ikke havde 2 raske ben. Det var sværere at undvige og bevæge sig. Han kneb øjnene sammen. Han vidste at han stod overfor en mærk race. Han kunne tydeligt mærke den mørke magi, som en slags mur mod sin egen. Hans indre brændte nærmest efter at fælde denne warlock. Han undervurderede ikke sin modstander. Han var sikker på, at denne warlock kunne sit kram.. Det kunne han næsten fornemme. Han vædede let sine læber og missede let med øjnene, som en iskold vind skar sig ind i hans øjne. At han var irritabel, kunne han udmærket godt se. Så blev han vel offer for en reaktion på den irritation? Han havde virkelig ikke prøvet på at komme nogen på tværs. Men det var sket. Det kunne han tydeligt fornemme. Han humpede nogle skridt baglæns, blot for at gøre afstanden lidt større. "Du ved ikke hvad der er bag den lyse auror," sagde han kortfattet og kneb øjnene sammen. Han spærrede øjnene op, da den mørke kule kom direkte mod ham. Han holdt hænderne oppe foran sig og et stærkt lys dannede en form for barriere. De 2 magiske genstande kolliderede sammen og han fløj adskillige meter bagud, pga. det store tryk det gav. Han landede med et støn i sneen og kom hurtigst muligt op at stå igen. Han kneb øjnene irriteret sammen. Det var da grove, som han ikke kunne gå ud, uden at blive overfaldt og udfordret til duel. Han skabte 3 kugler af det pureste lys, så det oplyste den mere grå atmosfære. Solen var på vej ned nu og snart ville det blive helt mørkt. Han kylede alle kuglerne mod warlocken.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var fuldstændig ligeglad med hvem denne mand måtte være, det var slet ikke noget som han tænkte det mindste over og det var vel heller ikke noget som han havde nogen direkte grund til når det nu endelig måtte komme til stykket? Hans blik var intet andet end den rene vrede og det var bare ikke noget som man skulle kunne skjule det mindste på nogen som helst måde overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! At han var skadet var kun noget som gjorde det langt bedre, for i Kimeyas øjne, så var det ikke noget andet et tegn på klar og stor svaghed og det var noget som han ønskede at få bugt med! De svage burde slet ikke have lov til at leve! At vedkommende måtte fremane det magiske lyse skjold, var næsten noget som måtte skære ham i øjnene, men det morede ham dog noget så frygteligt, at manden måtte blive kastet det lange stykke tilbage som var han ikke noget andet end en direkte lille kludedukke! At han fik sig kæmpet op på benene, så stod Kimeya allerede klar med den næste kugle. Nu bad han selv om det! Han burde have vendt om og gå i stedet for at blive her på stedet og irritere ham endnu mere end det som han havde formået til nu! De 3 kugler som denne mand måtte fremmane, var noget som hurtigt måtte falde ham i blik. Han kastede fast den ene kugle direkte mod ham, som måtte ramme den ene, idet han kastede sig til siden for at undgå den anden, selvom den sidste måtte ramme ham direkte i brystet. Den slog luften ud af ham som den samtidig også måtte ende med at skulle slynge ham meter tilbage og direkte ned i jorden. Han slap et smertefuldt gisp. Dette havde virkelig været et dumt træk, for nu var han virkelig ved at være vred! Han satte hænderne roligt ned i jorden idet han kæmpet sig op på benene. Han trak vejret let og dybt, selv i de svage hurtige stød. ”Elendige lille mide!” vrissede han med en iskold og fast tone. Nu var Yuuki i det mindste langt ude af hans tanker! Han knyttede næverne fast, idet at mørket måtte nærmest glide ud af hans ærmer og ned omkring ham. Det var virkelig ikke smart at skulle gøre ham så vred, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Det der.. var virkelig dumt!” vrissede han med en tydelig mere fast stemme. Mørket gled op i hans hænder hvor de lagde sig som et klart og skært mørke i form af store kugler. Det krævede klart store mængder af energi, idet han kylede dem begge direkte mod ham. Han havde bare fået nok!

[nick]

Nick var sådan set ligeglad med hvem denne mand var. Dette sammenstød gjorde bestemt ikke hans dag bedre og det irriterede ham, at man absolut skulle dømmes, fordi man levede i Procias og var en lys race. Men sådan var det nu. Det kunne han ikke lave om på. Sådan var den mørke race. Og han havde jo selv et had til mørket selv.. Specielt warlocks! Forbistrede mørke skabninger. Det overtog alt for meget ens sind. Han mærkede godt vreden fra sin modstander, men det gik ham ikke direkte på. Han viste ingen frygt, selvom han var bekymret for sig selv. Med det ben han havde, så var det automatisk sværere for ham overhovedet at skulle undvige noget. Han fnøs dæmpet og kneb øjnene let sammen. Han trak vejret dybt og selv i små stød, for han havde slået ryggen ned i jorden. Han havde kæmpet sig op at stå på det ene ben og tillod sig, at støtte lidt mere på det skadede ben. I det mindste kolliderede deres første kugler, der var sendt af sted. Han måtte trække på mundvigen, da warlocken blev kastet tilbage og røg direkte i jorden. Nu kom der gang i noget, der var lidt mere spændende. Han havde intet imod en god slåskamp.. Bare han kom helskindet igennem. Han kneb øjnene let sammen og stod ellers klar. Man skulle ikke begynde at stå og håne, for så kom det næste angreb bare bag på en. Det havde han lært for længe siden. "Nok er jeg lille, men det er du også," sagde han med et halvkøligt smil og trak på skuldrene. Hans øjne var opmærksomme, lyttelapperne var slået ud og han ventede sig på et nyt angreb. Han havde hænderne ned langs sidderne, klar til at fremmane sig eget lys. Han bemærkede godt mørket der sivede ud af ærmerne på warlocken. Han kneb øjnene sammen og lod en lysring danne sig omkring hans hånd, som en glorie for hans fingre. "Du startede," sagde han blot og morede sig indvendigt over sin barnlige spøg. Han spærrede øjnene fast op, da begge kugler kom imod ham. Han rykkede sig fast til siden. Den ene kugle røg forbi ham og kolliderede i jorden. Men den anden kugle ramte ham plet direkte på skulderen. Han blev snurret rundt i luften og faldt til jorden igen. Det havde sagt knæk i hans skulder og det gjorde pokkers ondt! Han klagede stønnende og skubbede sig hurtigt op at sidde ved hjælp af hans anden hånd. "Det kommer du til at fortryde!" hvæsede han koldt. Ingen skulle gøre ham mere handicappet end han allerede var. Men skulderen skulle vel nok kunne på plads igen.. Han kom op at stå på en ret akavet måde, men han stod da. Han fremmaede en lynkigle af lys og kylede den spidse lynagtige energi mod sin modstander.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var ganske enkelt ligeglad med denne mand. Han havde valgt at skulle komme ham på tværs og det var bestemt heller ikke noget som man ville komme godt fra i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Det var nu heller ikke noget som han ville tænke meget over. Den mand skulle bare ned og han skulle ned lige nu! Ned med nakken og meget gerne blive liggende der! Det var det som måtte og ville være hans store mål lige for i aften! Først der ville han være i stand til at skulle stille sig selv fuldkommen tilfreds! Han havde ondt i brystet, efter at luften var slået ud af ham, så var det også noget af en kamp for sig selv, at skulle få igen, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hans ord var noget som forundret ham og hans argumenter var noget som direkte måtte få ham til at le og han lo i den grad også noget så frygtelig højt! ”Han begyndte? Det er dit bedste argument? Min lille pige på 4 kan komme med bedre argumenter end det!” vrissede han med en iskold og direkte fast tone, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde! At manden var klar til at skulle tage imod hans angreb, var blot noget som han selv måtte se sig frem til, for det var nu at det begyndte at blive spændende. At se Nick ryge direkte tilbage efter at være blevet slynget igennem luften, var noget som virkelig måtte få ham til at smile, for det var noget som i den grad også måtte more ham noget så frygteligt. Han gik mod ham og med den samme faste mine. Han var langt fra færdig her! Nok var han ved at være gammel, han var ude af træning, men dette var jo trod alt en måde, at skulle finde ud af det hele på. ”Gør jeg?” spurgte han med et næsten morende glimt i øjet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for denne situation var irkelig noget som måtte more ham. Han havde familie derhjemme, så måtte man jo trods alt se hvor meget procianer som måtte være i denne mand Hans argumenter var i hvrtfald under den standard som hans kære datter Cecilaya måtte sætte og det var jo heller ikke fordi at tøsen var dum, men hun var jo så lille! Han blegnde hurtigt som han kunne se at Nick måtte gøre modstand. Den lynkigle som han måtte skyde direkte mod sig, var noget som direkte kom bag på ham. Den ene kom han igen udenom, men den anden ramte oahm og direkte i siden., hvor han måtte slippe et halvkvalt skrig, for det var noget som virkelig måtte gøre ondt! Han vendte blikket direkte mod ham og med den klare vrede i blikket. ”Så er det nok!” udbrød han med en klar vrede i stemmen. Han gjorde sig klar, hvor mørket endnu en gang måtte sive frem som havde det været en tåge som lagde sig mere og mere tykt om dem for til sidst at gøre det helt mørkt.

[nick]

Nick var selv ganske ligeglad med denne mand. Han havde ikke menet at komme på tværs, men skulle man udfordre ham, skulle han da nok svare igen! Han skulle nok komme så godt fra dette som muligt, det agtede han i hvert fald. Han skulle nok forsvare sig selv. Det ville han gøre. For han havde en pligt. Han var magikernes leder og ville prøve at få lyset tilbage over Procias. Men dertil måtte han jo udrydde en del af det mørke først. Men det var jo bare at starte et sted. Han ville ikke falde i aften. Det var ikke med i hans plan., at blive liggende nogen steder. Så skulle det da kun være fordi at begge hans ben var skadede. Han var selv tilfreds med at have slået luften ud af sin modstander. For så var der da lidt retfærdighed i denne kamp. Noget for noget. Han rystede bare på hovedet da warlocken begyndte at le. "Jeg ser at De ikke forstår ironien i mine ord," sagde han koldt og lettere hånligt. Man behøvede da ikke spille smart og prale med sin lille datter? Det var noget han desværre ikke kunne mere.. Hans døtre var begge 2 voksne. Han mærkede at afstanden blev mindre, som han var kommet op at stå igen. Han kneb øjnene fast i. "Jeps," svarede han hende. Han trak på mundvigen og smilede overlegent. Det var virkelig sjovt at se, sådan som som han måtte fremtvinge sit skrig. "Er det nu også det?" spurgte han og lo stille. Han humpede lidt til siden og sank en klump, da det blev helt mørkt. Så var det da virkelig umuligt overhovedet at se noget! Han samlede hænderne foran sig og fremskabte en brændende kugle som en lille sol og kylede den igennem mørket, hvor han regnede med, at hans modstander var.

[Kimeya Marvalo]

At komme Kimeya på tværts lige nu, var slet ikke noget som ville gavne nogen som helst, det var slet ikke noget som man skulle kunne komme det mindste udenom. Han var vred og så et lille besøg af en fra Procias, var bestemt heller ikke noget som gavnede sagen det mindste for ham! Han var så vred at han måtte sidde og ryste, så var det heller ikke noget som måtte sige så lidt på noget som helst tidspunkt, for tanken alene, var noget som gjorde ham direkte vred! Luften var slået ud, og selv hvor han nærmest måtte stå og kæmpe for at få luft igen, så kom det dog til ham stille og roligt. Han var stolt af sin lille pige. Han var stolt af sin lille Cecilaya. Den tøs var virkelig noget af det mest værdifulde i hans liv. Han kuklo ganske let. ”Ironi?” gentog han vantro. Sandt, at han ikke var den bedste til at se ironien i tingene. Han så på det med et realistisk blik, han så på det med en virkelighed. Alt andet ville da først for alvor slå ham ihjel som et land af Dvasias, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. ”Det er vel bare en grund til at Procias står så svagt som det gør, ikke sandt?” vrissede han ganske så svagt og med den samme næsten hele og rene vrede som havde meldt sig for hans del. Mørket som havde lagt sig om dem, måtte være Kimeyas domæne, for han var bestemt heller ikke bange for mørket på denne måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han slap en latter som næsten måtte runge på den store plads. Nicks forsøg på at ramem ham, var noget som ramte fuldstændig ved siden af. Den mand skulle nok lære sig, at han havde valgt at kaste sig i krig med den forkerte mand! ”Sol, sol kom igen.. For du er min bedste ven..” Det var næsten som en sang som måtte runge i det store og åbne, selv med den kolde og kyniske stemme. Kimeya kunne nu godt synge, det var noget som han havde arvet fra sin mor. Hans blik hvilede stift på ham, som han nærmest kunne se ham igennem mørket. Han fremmanede en mørk kugle, idet han havde valgt at søge om bag han. Han kylede den direkte mod hans ryg, hvor han i sig selv, næsten var sikker på at han ville komme til at ramme ham!

[nick]

Nick vidste at det nok ikke var smart at komme en dvasianer på tværs. Dette ville nok give ham flere varige men, men hvad pokker kunne han gøre? Det var for sent at flygte nu, og det ville han heller ikke vinde noget på! Han var ikke direkte vred. Dette var ret spændende og udfordrende. Han ville gerne komme levende igennem dette, så pulsen og adrenalinen var i den grad steget. Han ville om ikke andet få sin modstander ned at ligge, så han kunne nå at komme herfra. Ingen behøvede at lade livet til aften. Han ville helst have sit i behold i hvert fald. Og han ønskede bestemt ikke at dræbe nogen. "Ja? Jeg hører, at du nok ikke kender betydning af det ord," sagde han nedladende og med et smil over sine læber. Han kendte til ironien. Det var en hån uden lige at få smidt det i hovedet. Det kendte han da udmærket til fra sin tid hos mafiaen. "Måske," svarede han blot. Procias var svagt. Lyset var nærmere væk. Han syntes dog det var synd og skam, for det burde være sådan, at Procias' indbyggere ville gøre noget for deres eget land! Han trak vejret dybt. Mørket var ham fuldstændig umuligt at se i. Han anede jo ikke hvor warlocken måtte bevæge sig henne. Han drejede lettere rundt i den mørke tåge. Han så dog intet andet end mørke. Det gjorde ham faktisk lidt skræmt. Mørket var virkelig hans største fjende og frygt. Det sitrede kort i hans krop, som latteren rungede omkring ham. Han drejede sig hurtigt mod lyden af sang. Han havde ikke ramt, så ville han nok ikke kunne have sunget. Han bed tænderne sammen kiggede rundt. At han nu stod m ed ryggen til sin modstander, vidste han end ikke. Det var som om at lyden kom alle steder fra lige nu. Det kom bag på ham, da den mørke kugle ramte ham direkte i ryggen. Han røg let fremad og faldt sammen på den mørke og kolde jord, hvor sneen lå. Han slap et fast skrig. Det gjorde da pokkers ondt. Han satte sig på knæ og skubbede sig akavet op at stå med den raske arm, for at komme op på det raske ben. Han svajede let og tog sig smertefuldt til ryggen. Den var virkelig øm. Han drejede rundt og lyttede til sangen. Han kneb øjnene rasende sammen. Nu var det virkelig nok! Hans øjne blev mørkere. Han kunne ikke styre det. Hans temperament rasede igennem ham. "Nu det nok!" hvæsede han med en buldrende stemme. En gnistrende sort kugle dukkede op i hans hånd og hans vejrtrækning var i dybe stød. "Søg og du skal finde.." hviskede han og kylede 3 kugler afsted mod hvor han hørte sangen.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde absolut ikke nogen anelse om, at der faktisk måtte være noget mørkt i manden foran ham, da det kun var lyset som han kunne se og som han kunne fornemme, hvilket i den grad også var noget af det som han agtet at skulle fortsætte med at bevare den klare fokus på, så længe, at det var ham overhovedet muligt! Den mand havde valgt at komme ham på tværs og det var slet ikke noget som han havde det mindste imod lige nu, for det var noget som gav ham en meget god mulighed for at komme af med alle de aggresioner som han måtte brænde inde med for øjeblikket. Mørket var en ven af ham og noget som måtte stå ham umådelig tæt på alle måder ,det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. For ham var det jo trods alt intet andet end en ren vanesag. Kuglen som ramte Nick lige i ryggen, var noget som fik ham til at grine direkte. Han var da virkelig blevet sindssyg! Ironi var et begreb som gjorde svagt i det land som han selv måtte komme fra. Det var naturens love som måtte gælde der; Spis eller bliv spist, det var de valg som var og han nægtet at stå frem som en af de svage, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. At manden havde fået nok, kunne Kimeya næsten gætte sig frem til, selvom det nu ikke var noget som rørte ham som sådan. Det var noget som virkelig bare måtte more ham endnu mere end det som godt var. De tre kugler som blev kastet direkte imod ham, var dog ikke noget som han havde regnet med! Kunne han se hvor han gemte sig!? De ramte ham mere eller mindre alle tre. En i maven, en mod brystet og den anden som slog direkte mod hans kæbe, idet han blev slynget mange meter tilbage. Koncentrationen forsvandt med det samme og tågen måtte lette stille og roligt. Kimeya tog sig svagt til brystet og med små gisp, idet han vendte sig om og prøvede at komme op på benene. Hans tøj var let revet i stykker, selvom han ikke rigtigt tog sig af det lige nu. Han gispede let efter vejret nu hvor den igen var slået ud af ham. Den mand skulle nok få betalt! Det her var slet ikke noget som han måtte finde sig i! Kimeya klemte øjnene svagt sammen. Han havde virkelig ondt!