Just the two of us

[julien]

Den eneste kvinde i Juliens liv, var Maggie. Hun var virkelig den eneste som han ønskede tæt på sig, fysisk såvel som psykisk, hun var den eneste der kendte ham så godt og det var også sådan at det skulle forholde sig! Han måtte erkende, at Maggie havde overtaget hans mors plads, men på den anden side, så kunne han jo ikke være mors dreng for evigt, måske, men det vandt man i hvert fald ingen respekt ved! Han var loyal for familien, selvom der var et lille knæk ved hans loyalitet, fordi han faktisk havde et forhold til sin søster, ikke det forhold som hans familie ville ønske de havde, men de gik jo mere eller mindre under betegnelsen; kærester. Det var sådan han ønskede det skulle være, men på den anden side kunne han ikke vide hvordan hans forældre ville se på det, og på et tidspunkt ville de vel blive nød til at fortælle deres forældre det? Julien tvivlede på at han kunne holde ud at holde det hemmeligt i så langt tid! Men på et tidspunkt overtog han selv hele organisationen, og når han gjorde det, så var der intet som kunne stå i vejen for hans kærlighed til Maggie! De mørke øjne faldt fast til hendes røde. Hun ville ud i marken? ”Nøjagtig,” vrissede han let til hendes ord. Han ville hellere lade hende sidde hjemme og dø af kedsomhed end at lade hende komme ud i marken og få sig selv slået ihjel! Han gik direkte ud og hen til den lille sø, hvor han selv var faldet i utallige gange når han havde jaget eller trænet med sin far, det skete dog ikke længere, for han tabte sjældent, selvom det faktisk skete af og til ved hans egen far, hvilket han ikke kunne have! Han ville være den bedste! Han ville være den bedste af alle fra Mathimæus-slægten! Han smilede næsten overlegent og dog morende, som han fik hende smidt i vandet. Han vidste at hun ikke ville fryse, for hun var trods alt vampyr. Han betragtede hende, som hun kom op til overfladen igen, hvor han ikke kunne holde latteren inde, for det var virkelig et komisk syn! Han brød ud i en munter latter, hvor han næsten stod helt foroverbøjet af ren grin. At se hende være så gennemblødt med håret ned over ansigtet og så lige Maggie? Det var komisk! Han smilede drillende til hende, hvor han satte sig i hug ved søens bred. ”Hey smukke, skal du bruge en hånd?” spurgte han drillende, inden han igen flækkede af grin, hvor han blev nød til at sætte sig ned, så han ikke selv røg ned i vandet. Han satte hænderne i jorden, så han sad en smule tilbagelænet imens de dybbrune øjne hvilede på hende. Det var virkelig sjovt at se hende der! ”Pas nu på de små guldfisk ikke spiser dig,” tilføjede han drillende, hvor han blinkede ganske let til hende. Måske de kunne råbe og skrige af hinanden, de prøvede hinandens grænser af, de trykkede bevidst på de forkerte knapper, men selv de kunne have deres gode øjeblikke og selv de kunne more sig med hinanden, hvilket også var noget som han nød ved hende. Hun var ikke bare den snobbede type hele tiden, hun spillede ikke kun høj og hellig, hun kunne også være sårbar og mild, for når det kom til stykket var hun jo mere menneskelig end han selv var, selvom han også selv kunne blive helt mild i hendes selskab, men sådan var det vel, når man havde fundet den rigtige? Den som man ville tilbringe resten af sit liv med? Julien havde for længst givet sit kolde døde hjerte til hende og han ønskede virkelig ikke at nogen anden skulle have det! Det tilhørte Maggie og kun Maggie!

[maggie]

Maggie var slet ikke i tvivl om at hendes valg måtte og skulle falde på hendes egen bror. At det skulle falde på Julien, for så man bort fra den lille møgunge som han havde været som lille, så var han virkelig en fantastisk mand og han holdt hende tryg og sikker, hvilket i den grad også var noget som faldt hende umådelig godt i smag. Begge var de loyale overfor familien, men selv der var det sværere for hende, eftersom hendes var skilt og havde været det siden hun var ganske lille. Var hun Alicia loyal, så var hun også overfor Alec og det gik ud over Lestat, hvilket hun heller ikke ønskede, så det var heller ikke underligt, at hun til tider gik rundt i sin egen lille verden i ren og skær frustration, for det var noget som faktisk kunne mærkes noget så frygtelig tydeligt i hende, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af overhovedet. Den dag at Julien ville overtage hele organisationen, var den dag hun ville være i stand til at puste lettet ud, for lige nu var det deres forældre som måtte stå i vejen for dem og hun var bestemt heller ikke meget for den tanke! Alec kunne rende og hoppe for alt hvad hun brød sig om, for hun ville ikke have noget som helst med den mand at gøre! Hun var nu heller ikke meget for at blive hjemme og sidde og glo ud af vinduet når hun vidste, at han løb rundt derude og havde det sjovt. Det var faktisk noget som kunne irritere hende i den anden ende, men hvad pokker skulle hun da kunne gøre ved det? Ingenting! Her i huset var det jo desværre mændene som bestemte og var det ikke Julien, så var det i den grad hans far. ”Lyseslukker..” mumlede hun med et let smil og rystede igen på hovedet.
Sådan som Maggie var endt direkte i søen, så var det kun noget som var kommet som et chok for hende! Det var nu heller ikke fordi at hun kunne fryse – tak og pris for den, for ellers havde Julien virkelig haft et stort problem! Hun var dog menneskelig nok til at kunne mærke det iskolde vand, selvom det ikke resulterede i at hun frøs, men bare at mærke det, kunne faktisk være ubehageligt til tider! Hun rystede stille og smilende på hovedet, for hun kunne slet ikke huske sidste gang hun havde set ham så færdig af grin! Hun fjernede håret fra ansigtet, så hun var i stand til at se bare en smule og med blikket hvilende næsten skulende på ham. Det var ikke sødt gjort! Han kunne jo heller ikke være sød, det var da noget som hun tydeligt havde fundet ud af allerede! ”Det kunne faktisk være rart,” påpegede hun stilfærdigt og med det stille smil på læben, som hun nærmest måtte komme kæmpende igennem vandet for at nå hen til kanten igen. Hun lagde armene over kors. De små guldfisk var nu ikke det som hun var mest bange for, men mere hvad deres kære mor nu ville sige til hendes ødelage kjole. Ikke fordi at det var noget som hu ndirekte ville tænke over for øjeblikket, for hendes fokus hvilede på ham og med det drilske smil på læben. Man kunne jo sagtens have det godt og sjovt af den grund, man behøvede jo ikke at tage alt så alvorligt og hele tiden! ”Din lille..!” Hun slap selv et grin, som hun satte hænderne i kanten og kravlede op igen. Hun rakte den ene hånd mod ham, som hun ønskede at skulle tage hans hånd i sin egen. ”Du får igen for den der. Vent og se,” påpegedede hun med en næsten så morende stemme. Hun skulle nok få udtænkt en eller anden form for hævn og den skulle i den grad også have lov til at ramme ham ligesom denne havde ramt hende, for hun kunne normalt ikke fordrage vand! ”Det er jo det jeg siger.. Som snydt ud af næsen på din far..” sagde hun med et let grin. Nu kunne hun da heller ikke lade være med det, for de morede sig jo!

[julien]

Det var ikke fordi at Julien ville fratage hende alt det sjove eller bestemme over hende, men han ville virkelig ikke have at hun skulle ud i marken og få sig selv slået ihjel! Hun var måske ikke den dårligste, men hun var jo heller ikke en af de bedste, hun kunne forsvare sig hvis det blev nødvendigt og det var også det som han ville have! Han ønskede ikke at hun skulle rende rundt og lege machomand! Hun var trods alt kvinden i forholdet, hvor han var manden og sådan skulle det bestemt også blive ved med at forholde sig! Han himlede svagt med øjnene, som hun kaldte ham for lyseslukker. ”Er jeg nu en lyseslukker fordi jeg ønsker dig i sikkerhed? I stedet for at du skal ud i marken og spille mand og få dig selv slået ihjel?” spurgte han stilfærdigt. Han ville desuden heller ikke sidde derhjemme og som en eller anden hønemor og bekymre sig over hende. Tog hun nogensinde ud i marken uden han vidste det, så kunne hun også få lov til at dø derude alene! Han vendte blikket irriteret væk fra hende. Hun så ikke alvoren i det og hun var tilmed den ældste af dem! Til tider kunne hun virkelig irriterer ham! Og mange gange var det grænseløst! Det var ikke altid søskendebåndet som spillede ind for dem, nogle gange var det også det at de var kærester som måtte spille ind. Han kunne ikke komme udenom at han var blevet en del mere overbeskyttende for hende, nu hvor han var fundet sammen med hende som de kunne kalde dem for et par – skønt det var uofficielt. Han overdrev måske til tider, men han ønskede hende virkelig kun sikker og på det punkt kunne hun sige at han lignede sin far.
At se Maggie blive kastet i vandet, se hende dukke op igen og ligne han vidste ikke hvad, var noget som virkelig måtte more Julien noget så frygtelig meget! Han betragtede hende blot, sådan som hun kom kæmpende hen til kanten igen, hvor han selv sad og var færdig af grin. Det var lang tid siden at han havde moret sig så meget, men det syn af hende, når han vidste at hun ikke brød sig særlig meget om vand, var noget som var et syn for guder! Han tog roligt omkring hendes hånd, da hun rakte ham sin, hvor han lagde sin egen vægt bagud, så han var sikker på at hun ikke trak ham med sig i vandet igen – for den fælde ville han bestemt ikke ryge i! Han trak hende ind til sin nøgne overkrop, hvor han lod armene falde omkring hendes krop, så han kunne holde hende tæt ind til sig. Det var måske en smule unfair gjort, men han kunne virkelig ikke lade vær! Han skænkede hendes våde hår et blidt kys. ”Nå min lille vandhund, overlever du?” spurgte han drillende, som han skænkede hendes kind et blidt kys. Han strøg hende roligt op og ned langs armene, som han næsten prøvede at give hende varmen igen, skønt han vidste at hun ikke kunne fryse, så det hele skulle vel egentlig bare tørres? ”Og igen.. jeg takker,” svarede han drillende, som hun igen sagde at han mindede om sin far, hvilket heller ikke var meget galt. Han mindede nok mest om sin far, men der var også mange ting ved hans mor, som havde sat sit præg i ham, for hun var faktisk den som havde haft den største indflydelse på ham – i hvert fald da han var barn, for da han var kommet op i alderen, så var det hans far der havde taget over og trænet med ham, gjort ham klar til at blive leder, hvor han stadig kunne finde tid sammen med hans far, for han havde endnu meget at lære og han vidste det jo godt selv.

[maggie]

Det var nu heller ikke fordi at Maggie ønskede at søge ud i marken for at få sig selv slået ihjel, men at kræve at hun blev her, var i sig selv, også meget at skulle kræve af hende, for hun ville i den grad også blive frygtelig træt af at sidde hjemme og lave ingenting, vente på at han slv måtte komme hjem fra marken af, for det var i sig selv heller ikke nemt altid og det var det som hun prøvede at forklare ham. De røde øjne hvilede på ham og med et stille smil på læben. Hun hævde den ene hånd næsten som for at få ham til at holde inde med hans ord, for det var heller ikke fordi at hun ville gøre det til en større kamp i form af skænderi eller diskussion, for det ville da heller ikke gavne dem. Hun rystede på hovedet som hun lagde en finger over hans læber, som et klart tegn på at han skulle stoppe ordene. ”Jeg tror du misforstår mig, min kære.” Hovedet lod hun søge stille og roligt på sned, selv uden at skulle fjerne blikket fra ham. Hun holdt af ham, hun elskede ham og selv det at hun skulle sidde urolig til han selv måtte komme hjem, det var også noget som faktisk måtte frustrere hende meget endda! Uofficielt så var de sammen og det var hun glad for, for hun kunne virkelig ikke undvære ham!
Maggie havde ikke direkte prøvet det, at hun ville blive kastet i vandet på denne måde, og det var heller ikke fordi at hun kunne fryse. Selvom hun stod der som en varyl, så kunne hun sagtens mærke forskel på varmt og koldt, men dette var virkelig det kolde, det var noget som hun tydeligt kunne mærke! Hans latter var noget som selv måtte smitte af på ehnde, så hun kunne ikke lade være med at smile ved den tanke! At han trak hende tæt ind mod sig, var nu noget som var hende en anelse uventet, selvom det på ingen måde gjorde ende det mindste! At han strøg hendes arme, at han kysset hende og det hele, var kun noget som fik hende til at smile. ”T-tjo…” Hun sendte ham et yderst overvejende smil. ”Du får så meget igen for det her, Julien Mathimæus!” udbrød hun med en tydeligt morende stemme, ikke fordi at det var noget som hun ville kunne skjule det mindste overhovedet. Hun krøb stille ind mod hans favn hvor hun satte sig. Isen blanede sig med vandet i hendes hår, eftersom det også var så koldt som det var i øjeblikket. Benene bøjede hun bare en anelse så hun kunne komme godt på plads. Denne hævn skulle udtænkes, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Det var bare sådan at det nu måtte være. Hun rystede smilende på hovedet. ”Du er virkelig rablende vanvittig..” Hun strøg hånden over has bryst idet nhun skænkede det ganske få og korte klap i stedet for. Hun vendte blikket mod vandet og med det samme morende smil. Før eller siden skulle hun nok få sin hævn for det her. Hun tillod sig virkelig ikke af noget andet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket! ”Nu håber jeg at du har forklaringen til mor hvorfor min nye kjole er ødelagt,” påpegede han med en næsten morende stemme. Ikek fordi at det var noget som man skulle skjule. Hun sendte ham et smil, hvor hun roligt kyssede hans kind og så mod hans mundvig, idet hun igen satte sig op. Det var faktisk en anlse koldt, emn det var ikke ensbetydet med at hun faktisk frøs, for det gjorde hun ikke. ”Lille ballademager.. Ligesom din far,” sagde hun med en tydeligt morende stemme. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham for det var jo bare den rene sandhed.

[julien]

Det var ikke fordi Julien ønskede at hun skulle kede sig, og han vidste at hun heller ikke var meget for at han skulle være ude i marken, når hun selv sad derhjemme og bare stirrede, men sådan var det jo nu engang, fordi han havde det erhverv som han havde, som han snart ville overtage efter sin far. Eller om det blev snart vidste han ikke, men han vidste at han kom til at stå tæt med sin far, når han ville blive ældre, for det var ham som skulle overtage det hele, desuden vidste han også at hans far ønskede at han skulle komme mere ind i det, ind i det at være selve lederen, så han vidste godt at han snart skulle ud på de vigtige missioner, de missioner som var farlige, som kunne koste ham livet og alt det, men det var også hvad han var blevet opdraget til. Han var opvokset til at skulle sætte sit liv på spil, men det var heller ikke ensbetydende med at han ville se Maggie, den person han elskede højere end noget andet, kaste sig ud i en dødskamp! Han tav, da hun lagde fingeren over hans læber, hvor han så kort undrende på hende, inden hans blik igen blev fast til hendes ord. Han slog ganske roligt hendes hånd væk fra hans mund. ”Jeg misforstår ingenting.. du vil ud og have det sjovt? Jamen så vil jeg da med glæde sig dig springe rundt ud i marken og se hvor længe du holder dig i live,” svarede han sarkastisk, hvor han betragtede hende indgående. Det var ikke fordi han ønskede at skændes med hende eller bringe det op til en større diskussion, men hvad skulle han gøre? Tøsen var jo fuldstændig sindssyg! Hun kunne ikke sidde stille ligesom alle andre normale yndige tøser kunne!
Julien slog blot armene omkring hende, da hun krøb ind i hans favn, hvor han skænkede hendes kind et blidt kys. Han sad måske i sneen med den nøgne overkrop, men det var jo ikke ligefrem fordi han kunne fryse, han var trods alt død. Vampyr. Han var fuldblodsvampyr, hvor hun kun var halvblods, til gengæld var hun født som vampyr, så hun ville ikke kunne fryse. På den anden side var der jo faktisk ikke nogen vampyrer der kunne fryse, medmindre den anden race lå stærkere i dem, men han vidste at det var vampyren der stod stærkest i hende. ”Jamen min kære frøken.. du skal være velkommen til at prøve,” opfordrede han hende drillende, hvor han blinkede drilsk til hende. Han morede sig virkelig! Han slap endnu en munter latter, inden han strøg hånden igennem hendes hår, for at få sneen og isen ud af det, hvor han rystede smilende på hovedet. At hun ville hævne sig på ham, undrede ham ikke, men hun skulle være god hvis hun skulle snyde ham, for han var ikke typen der hoppede i fælder bare sådan, okay han kunne måske godt finde på at gøre det ved Maggie, men så var det kun for at få hende til at stoppe, for ellers ville tøsen jo blive ved! Han slap en munter latter til hendes ord, hvor han trykkede hende blidt ind til sig. ”Det ligger vidst til familien,” svarede han stilfærdigt og med et skævt smil. De var vidst alle sammen lidt rablende vanvittige. Strøgene og klappene mod hans bryst fik ham blot til at smile muntert til hende. ”Jeg har da en forklaring. At jeg har en søster der er klodset og væltede i søen,” svarede han drillende, inden han slap en munter latter. Kysset mod hans kind og mundvig, fik ham til at vende sin fulde opmærksomhed mod hende, som hun rettede sig op. ”Du sammenligner mig med min far? Jeg må jo skille mig ud, siden det er mig du er forelsket i,” svarede han stilfærdigt og dog med det selvsikre og morende smil på læberne, hvor han skænkede hendes mundvig et blidt kys.

[maggie]

Maggie kedet sig mere eller mindre når hun bare sad hjemme og ventede på at han ville komme hjem selv, det var faktisk noget som man måtte blive træt af i længden, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Hun hadet at bare sidde hjemme og stirre ud af vinduet ud mod gårdspladsen og bare vente på at hun igen ville være i stand til at se ham. Hun vidste jo ikke engang om han kom hjem, selvom det var en bekymring som hun valgte at holde i sindet, for når han ikke var her, så var hun nødt til at spille skuespil overfor sin mor og hun hadet det virkelig! Hun vidste udmærket godt at han var arving til det hele her, men det frustrerede hende virkelig når hun ville blive tvunget til at sidde inde og lave absolut ingenting! Hun kedet sig virkelig i de stunder! Hun kneb øjnene let sammen, som han skubbet hendes hånd væk.”Jeg tror slet ikke du ved hvor kedeligt det er at rende rundt herhjemme, Julien, når du er ude for at have det morsomt.” Hendes ord var blevet en vrissen. ”Desuden ved jeg at du hellere vil binde mig fast end at lade mig rende rundt derude..” Hun slog armene over kors på brystet. Hun kendte ham jo efterhånden! Hun var da ikke sindssyg! Hun var bare stædig – Hvilket hun i den grad ikke havde fra fremmede.
Måske at Maggie ikke kunne fryse, men hun var formskifter nok til at kunne kende forskel på varme og kulde, så det var faktisk koldt! Men hun frøs ikke, det var rigtigt, at hun ikke kunne det, hvilket hun var glad for, ellers havde Julien været død nu! Hun var ikke særllig begejstret for vand og det havde hun aldrig nogensinde været. Desuden var det heller ikke fordi at han gjorde stort for at hjælpe hende med det lille problem, for det måtte jo bare være sådan at det måtte være. Hævne skulle huok få og denne gang ville hun overraske ham med det, for alt andet var hende fuldkomme uaktuelt! Hun ville slet ikke høre tale om det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Hun vendte blikket drillende mod ham og alligevel med en skulen i blikket. ”Jeg kommer til at prøve! Bare vent og se!” sagde hun bestemt. Dette var ikken oget som hun lod uset gå forbi hende, det var helt sikkert og nu hvor han var blevet så stor at han ikke kunne gemme sig bag mor mere, så skulle han da nok få igen! Hun himlede med øjnene, hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. At være sindssyg lå vidst godt og meget til familien! ”Det må komme fra din kære far så,” sagde hun ganske stilfærdigt. Hun var i hvertfald ikke sindssyg! Hun rystede smilende på hovedet og med blikket mod ham. Hun kunne bare ikke finde ud af, at være sur på ham og til tider, så var det virkelig frustrerende at tænke på! Sådan var det vel når man elsket hinanden? For hun var slet ikke i tvivl om at hendes hjerte havde valgt ham og det var ved han som hun ønskede at stå. ”Hey! Det er da ikke mig som er så klodset. Jeg har bare en dum bror som skulle skubbe mig i,” påpegede hun med en drilsk mine. Den kunne vel godt ordnes? Hun rystede smilende på hovedet, som hun stille satte sig op i hans favn. Nok var han som snydt ud af næsen på sin kære far, men der var noget ved ham som hun var faldet for. Hans charme, hans personlighed og så det faktum, at han holdt hende beskyttet og værnet om hende. Det var jo heller ikke noget som Alec gjorde – hun kunne virkelig ikke klare den mand! ”Enkelt.. Din far er gammel..” Hun trak på skuldrene og med et let grin. Hun vendte blikket mod ham. ”Ej.. du er noget særligt, Julien. Jeg ved ikke lige hvad det er du har gjort.. Men der er noget særligt ved det,” tilføjede hun roligt og med det stille smil på læben. Der var jo ingen grund til at lyve for ham.

[julien]

Julien vidste godt at hun var typen som kom til at kede sig hurtigt, hvis der ikke var meget spænding i livet, men han ville stadig ikke have at hun skulle rende rundt ude i marken og lege mand, tro at hun kunne klare alle og enhver, for det kunne hun ikke! Det kunne han jo heller ikke! Han kunne ikke beskytte hende hele tiden, så han ville bare have at, hvis hun kom i en nødsituation, at hun så kunne forsvare sig selv! Han kneb øjnene fast sammen til hendes vrissende ord. ”Tror du det er morsomt?!” spurgte han fast. ”Maggie hele denne dumme organisation er ikke en joke for pokker! Du kan komme galt af sted, og jeg vil ikke have at du så meget som sætter en fod ude i marken!” Det var ikke en høflig gestus, det var en ordrer! Han nægtede at vide at hun rendte rundt ude i marken og begynde at blive bekymret, så han ikke kunne koncentrere sig! Han havde det bedst med at hun sad hjemme og var i sikkerhed, for så vidste han hvor hun var og så havde han ikke behov for at bekymre sig! ”Nemlig! Jeg vil hellere binde dig fast, så jeg er sikker på at du ikke gør noget dumdristigt, som du altid gør!” vrissede han let, hvor hans dybbrune øjne hvilede fast på hende. Hun skulle bestemt ikke med ud på nogen mission, hun var ikke engang medlem, hun var bare hans søster, som tilmed havde en masse imod hans far, fordi hans far var kommet sammen med deres mor, hvor hendes far var ude af billedet. Han var bestemt ikke dum, og det var noget af det letteste at regne ud ved hende! Så hun kunne blive hjemme og sidde på sin flade!
At skubbe Maggie i søen var virkelig noget af en tilfredsstillelse i sig selv! Det at kunne kaste hende over skulderen som var hun en sæk kartofler, blot for at smide hende i havet, det var virkelig morsomt! Og utrolig underholdende! Han holdt om hende og trykkede hende ind i hans favn, et sted blot for at vise at han også var der for hende og ikke bare havde tænkt sig at gå fra hende, så hun selv kunne gå ind og blive tør igen, for han vidste at hun hadede vand. Han smilede drillende til hende ved hendes ord. ”Jaså? Du er velkommen til at prøve!” sagde han drillende, som han slap en munter latter. Hendes hævn skulle i hvert fald være godt gennemtænkt, hvis hun ønskede at snyde ham. Han slap en munter latter til hendes ord. Det at være rablende vanvittige lå til familien – det kunne han ikke komme udenom, for hele familien var jo faktisk landsforrædere ved at gøre det som de gjorde, men han var ligeglad, han var enig med sin far! ”Tja.. det kan jo ikke komme fra min far, siden du er mindst ligeså sindssyg som resten af os,” svarede han drillende, hvor han kort rakte tunge af hende. Direkte sindssyge var de jo heller ikke, de var jo bare vampyrer. ”Dum bror?” gentog han næsten med vantro. ”Jeg er da ikke dum!” Han lod armene glide ekstra godt omkring hende, så han kunne trykke hende godt ind til sig, hvor han skænkede hendes mundvig et blidt kys. ”Jeg ved du ikke kan stå for mig,” tilføjede han drillende, inden han slap en munter latter. Helt galt var det jo faktisk ikke, men det gik til gengæld så også den anden vej, for han kunne heller ikke stå for hende. Han kluklo ganske let og rystede smilende på hovedet. ”Jamen, så er det jo godt du har unge, stærke mig til at passe på dig,” svarede han stilfærdigt og med et skævt smil. Han lod hende blot rette sig mere op i hans favn, hvor hans dybbrune øjne betragtede hendes smukke ansigt. Smilet blev næsten mildt ved hendes ord. Han lænede sig frem og skænkede hendes læber et blidt kys. ”Jeg prøver.” Han blinkede let til hende, inden han lagde hovedet mod hendes skulder, uden han slap hende det mindste. ”Du er unik Maggie,” endte han med et stille smil på læberne.

[maggie]

Maggie var virkelig typen som begyndte at kede sig ekstremt hurtigt! Hun hadet det selv, men der var nu ikke rigtigt noget som hun kunne gøre ved det, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så måtte det bare være sådan. Hun sendte ham et fast og køligt blik ved hans ord. Han behøvede da heller ikke at passe på hende som havde hun været en lille møgunge! Det havde hendes mor da passeligt gjort når hun endelig havde været her og det var noget som hun faktisk var forbandet træt af! ”Jeg er temmelig seriøs, Julien!” vrissede hun let, nu hvor hun først for alvor selv måtte blive utilfreds. Hun var træt af, at han altid skulle gøre det her! Han havde vel heller ikke forventet at hunbare ville sidde pænt til han ville komme hjem igen for det var hun praktisk talt ved at være frygtelig træt af efterhånden! ”Hele organisationen er en joke, Julien! Jeg gider ikke bare sidde hjemme og glo ud af vinduet når du endelig er ude! Jeg render rundt herhjemme og er skide bekymret for dig!” Hun vendte blikket mod ham. Det var sant! Hun hadet når hun ikke vidste noget som helst og specielt hvis det kom til ham! Hun var ikke den type som bare sad stille og pænt og ventet, i så fald, så havde han fundet sig den helt forkerte tøs!
At Julien havde skubbet hende i søen, var i den grad noget som skulle hævnes, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, kun fordi at hun ikke kunne fryse, men hun var varyl nok til at kunne mærke den forskel på varme og kulde og det var heller ikke fordi at den var helt behagelig! Hun vendte blikket mod ham. Hun skulle nok udtænke noget af en plan som han ville falde i, det var helt sikkert og det var noget som hn med tryghed kunne garantere ham, for hun tillod så sandelig heller ikke noget andet. ”Bare vent min kære,” sagde hun med en lumsk stemme. Hun lagde sig tæt ind til ham, for det var rart at sidde tæt på ham, at have hans arme rundt om hende og bare med følelsen af at skulle være tryg og beskyttet. ”Jeg skal nok få dig!” sagde hun med et let grin. Der var vel heller ikke nogen tvivl om at hun virkelig nød den tanke om at skulle være sammen med ham? At kunne kalde sig for hans, for det var noget af det bedste ved det hele, det var end ikke noget som hun ville skjule for ham, om det jo så var nogt som man ville det eller ikke. Hun himlede let med øjnene. ”Åh jo du er! Du er dum, er du!” udbrød hun med et grin. At være dum var nok noget af det sidste som han var, men man kunne vel også have det lidt sjovt? Hun rystede på hovedet. ”Det er næsten flovt af mig.. At jeg skal have store og stærke dig til at passe på mig..” Hun prikkede ham let på næsen og med det samme muntre smil. Han var jo trods alt hendes lillebror, selvom det slet ikke var sådan at hun var i stand til at se på det. Nok var han den yngste af dem, men hun var.. afhængig af ham nu og det havde hun været igennem et godt stykke tid. Kysset gengældte hun selv uden at skulle tøve det mindste, for det.. glædet hende virkelig at han var der for hende og med hende på denne måde. ”Det ved jeg du gør,” sagde hun roligt, som hun lagde hænderne i hans nakke og med fronten mod ham igen. Hun elsket ham. Hun var slet ikke i tvivl om det. Hun rystede på hovedet. Overfor ham kunne hun lade facaderne falde. ”Jeg er en simpel varyl Julien.. Der er intet unikt ved mig,” påpegede hun stilfærdigt. Det var jo sådan hun altid havde set på det og der var hun også klar over at temmelig mange måtte være enige med hende.

[julien]

Julien hadede virkelig når hun skulle være så pokkers stædig! Hun forstod heller ikke noget! Det eneste hun ville, var at rende rundt og spille smart, men han fandt det bestemt ikke smart at hun rendte rundt og fik sig selv slået ihjel! Hun kedede sig simpelthen alt for hurtigt! Et sted kunne han jo godt lide at hun var så opmærksomhedskrævende, at hun ikke ville sidde stille, men når det så kom til dette, så var det noget som virkelig gjorde ham irriteret! Han fnøs irriteret til hendes ord. ”Intet af dette er en joke Maggie! Vi er alle sammen stemplet som landsforrædere, vi vil alle sammen blive dræbt hvis den bliver opdaget, så det er skam ikke for sjov! Hver en eneste mission kan afsløre hele skidtet og mange af de missioner er ikke hvor vi luller rundt nede i byen, det er missioner, hvor man sætter livet på spil, og det vil jeg ikke have du skal gøre!” svarede han fast, hvor han lagde armene strengt over kors ved det faste bryst, som han næsten pustede sig helt op blot for at se mere streng ud. Han så fast på hende. ”Du kan bare finde dig noget andet og mere fornuft at lave end bare og glo og vente på at jeg kommer hjem.. men at komme ud i marken, med på missioner, kommer ikke til at ske nogensinde!” vrissede han fast, hvor han ikke veg blikket fra hende på noget tidspunkt. Hun irriterede ham virkelig! Hun burde vel også selv kunne se det?
At Maggie ville have hævn over Julien, var ikke noget som undrede ham specielt meget, for han vidste at hun gerne ville give igen, når han gjorde noget ved hende, såsom at smide hende i søen, som han havde gjort. Men han måtte indrømme at det også havde været god underholdning! Den lumske stemme var noget som fik ham til at smile, for han kunne virkelig ikke andet. Han slap en munter latter og rystede smilende på hovedet til hendes ord. ”Så skal du være god min skat,” svarede han med et selvsikkert smil og dog med det mystiske glimt i blikket. Der skulle virkelig meget til, før han ville hoppe i en fælde og nu hvor han vidste at hun ville have hævn og ville udtænke sig én, så var han også mere påpasselig med hende, for han vidste at hun ville finde på et eller andet som han ikke ville vente sig. Han slap en munter latter. ”Måske jeg er dum, men du elsker mig alligevel,” svarede han sandfærdigt, hvor han sendte hende et næsten charmerende smil, som han trykkede hende godt ind til sig. Han smilede morende til hende og kyssede hende let på håret. ”Du nyder jo at jeg passer på dig,” hviskede han drillende mod hendes øre, inden han kluklo ganske let. Han selv var jo faktisk også afhængig af hende, så det gik også den anden vej. Hun var hans kvinde, en kvinde han ville gøre alt for at beskytte, hvilket også var grunden til at han ikke ville have hende med ud på missioner og ud i marken, hvor hun kunne komme til skade, for han vidste at han ikke altid ville blive i stand til at beskytte hende. Det frustrerede ham virkelig! Han så lettere undrende på hende til hendes ord. Som hun lod armene glide omkring hans nakke, lod han sine egne arme glide omkring hendes liv, så han kunne trykke hende bedre ind mod sig. Han lod den ene hånd søge til hendes hage, som han holdt i et let greb, så han kunne se hende direkte i blikket og så hun ikke drejede blikket væk fra ham. ”Maggie hvorfor skammer du dig over din race?” spurgte han til at begynde med, hvor han betragtede hendes smukke ansigt ganske let, ”du er måske varyl, men du opfører dig som en fuldblods. Når folk ser på dig, ser de ikke en varyl men en vampyr, hvis folk giver udtryk for andet, så er det kun fordi de føler sig truet af dig,” endte han stilfærdigt, inden han lænede sig frem og skænkede hendes læber et blidt kys. Han elskede hende for den hun var, præcis som hun var!

[maggie]

Mænd forstod da aldrig noget som helst! Det var heller ikke fordi at Maggie direkte ønskede at skulle stå ude i marken, for hun vidste, at det ville slå hende ihjel som det rene ingenting. Ikke fordi at det direkte måtte forundre nogen, for det var vel bare sådan at det måtte være. Hun fnøs ganske kortfattet. Han havde fundet den helt forkerte tøs hvis han regnede med at hun ville blive siddende og lave ingenting til at han måtte komme hjem, for det ville hun bestemt ikke! ”Mænd er jo heller ikke til at stille tilfredse..” vrissede hun. ”Hele organisationen er en stor joke, Julien! Jeg er ligeglad med hvad du er født til! At du er født som den store arving! Det skal ikke tvinge mig til at blive indendøre som en eller anden engleblid ungmø som venter på at helten vender hjem!” endte hun med en fast stemme. Kunne han da ikke bare forstå det!? I hendes hoved var det jo frygtelig tydeligt! Her var hun stædig og det så hun kun sin fulde ret til, for hun nægtet ganske enkelt at sidde hjemme og pænt på værelset for at vente på at han ville komme hjem! Det var noget som hun direkte måtte nægte og på alle måder endda!
Hævnen over Julien var noget som Maggie nok skulle få før elelr siden! Det var noget som hun var fuldkommen overbevist om! Selvom det måske ikke var det nemmeste, så var det jo trods alt bare sådan at det nu måtte være, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun rystede smilende på hovedet. ”Ved du hvad? Uanset hvad pokker jeg gør, så kan jeg ikke finde ud af, at blive sur på dig!” Ikke fordi at det gjorde hede noget, men til tider, så var det faktisk noget som hun fandt temmelig frustrerende! Ikke fordi at der var særlig meget at kunne gøre ved det, så var det jo blot en kendsgerning. Hun holdt for meget af ham til at ville ønske ham noget direkte ondt, også selvom hun vidste, at hun var forbandet dygtig til at være både ond og modbydelig! Hun kunne i den grad godt hvis det var noget som hun ville og det var i den grad noget som hun agtet at skulle gøre det, hvis det skulle blive nødvendigt. ”Kan man andet?” mumlede hun med en drilsk irritabel stemme, selvom hun virkelig måtte kæmpe for at skulle holde den maske, for nemt det var det bestemt heller ikke! Hun kunne prøve, også selvom hendes øjne vel havde afsløret hende allerede? ”Mhmm.. Det er faktisk rart..” Hun trykkede sig en anelse tættere ind til ham, hvor hun selv lod hænderne forblive hvilende i hans nakke, for det var faktisk rart at være så tæt på ham som det hun måtte være lige nu. Han var hendes og det var også det som hn ønskede at bekræfte og få bekræftet! Lige den mulighed for at pisse territoriet af så ingen kom tæt på, så ville hun være fuldkommen tilfreds, for det var også tydeligt for hende, at der var så mange andre, som måtte have andre tanker og ideer omkring det.Hun kneb øjnene fast sammen som han lod grebet fæste sig omkring hendes hage. Hun sendte ham et lettere fast blik. ”Jeg kan gøre høre, at du ikke ved hvad folk hvisker om i krogene, Julien..” Hovedet søgte let på sned. Hun fandt det næsten skamfuldt at være en varyl! Hun ville langt hellere være ligesom deres mor – En halvblods, det var da noget som hun ville få langt mere ud af end det som hun ville af noget af det andet her! Hun strøg hånden let igennem hans hår og lod den så roligt massere ham i nakken. ”Men ja.. Hvis det er noget som du kan være tilfreds med, så skal jeg bestemt heller ikke klage.” Hun var ærlig. Hun hørte jo de mange tøser specielt når hun var i nærheden og det var noget som hun virkelig kunne være forbandet træt af! Kysset tog hun mere end glædeligt imod. Han elsket hende, det var også bare de små bekræftelser som hun havde brug for i tide og utide og derfor var det virkelig rart når hun kunne have ham på tomandshånd så de facader kunne falde helt fra igen.

[julien]

Det var utroligt så stædig den tøs skulle være! Julien hadede når hun var sådan! Han vidste godt at hun ikke gad, at sidde hjemme og vente pænt, for den type pige var hun jo slet ikke, han kendte hende trods alt bedre end alle! Han fnøs til hendes ord. ”Og det skulle komme fra dig? Du er umulig at stille tilfreds!” vrissede han fast, hvor hans dybbrune øjne hvilede indgående på hende. Det var ikke engang en løgn, hvis hun ikke fik sin vilje, så blev hun stædig og så kom de ud på dette sidespor og han var virkelig træt af det! Han slog ud med armene og himlede svagt med øjnene til hendes ord. ”Okay.. Okay Maggie, så fortæl mig, hvad er det du vil have? Hm? Vil du … ud på en mission og spille soldat?” spurgte han med den tydelige sarkasme i stemmen. ”Jeg ved godt du ikke vil blive hjemme. Sidde og glo ud af vinduet, men det eneste vilde du kommer til at lave, er at komme ud for at jage og få din sult stillet. Jeg skal ikke have dig til at rende rundt på livsfarlige missioner! Og jeg beder ikke om at du skal være herhjemme og vente på mig, for jeg kan ligeså godt fortælle dig det nu end som senere; det er ikke engang sikkert jeg kommer hjem igen!” svarede han fast. Tanken om at han skulle dø, slog ham hver gang han var ude på en mission, for han kunne ikke vide om noget gik galt, han kunne ikke vide om han ville komme hjem igen, hjem til hans forældre eller hjem til.. Maggie.
Julien betragtede hende ganske let, med et næsten uskyldigt smil på læberne. Han havde smidt hende i vandet på trods af at han vidste at hun hadede vand, og måske hun ikke kunne fryse, men hun var trods alt varyl og havde noget menneskeligt i sig, fordi hun også var formskifter, hvor hendes evner måtte overgå hans egne, netop fordi han ikke var nær så meget formskifter som hun var, han havde bare racens tendens, det ændrede dog ikke på at han ikke kunne forvandle sig, skifte form, for det kunne han. Han smilede skævt til hendes ord. ”Jaså? Du kan ikke blive sur på mig?” spurgte han med den endnu uskyldige mine, hvor han ikke kunne lade vær med at smile bredere. Han slap en munter latter til hendes irritable tone, hvor han skænkede hendes kind et blidt kys. Han elskede virkelig at være sammen med hende! Selvom det dog også godt kunne være irriterende til tider, netop fordi hun var så stædig som hun var, men han fortrød intet, når alt kom til alt, så elskede han hende, hun var hans kæreste, han havde valgt hende som hans mage for livet. Han lod hende blot trykke sig ind til ham, for han nød at have hende tæt, hvor hun ikke kunne komme tæt nok for hans vedkommende. ”Desuden nyder jeg at passe på dig,” svarede han sandfærdigt, hvor han lod en finger søge omkring én af hendes blonde lokker, som han legede fraværende med. Han himlede let med øjnene til hendes ord. Hun var måske varyl, men hun opførte sig som en fuldblodsvampyr, så hvorfor skulle han se anderledes på hende? Okay, hun var hans søster, så han burde faktisk ikke være sammen med hende på denne måde, men han kunne ikke lade vær med det. Det faste blik tog han sig ikke af, hvor han roligt slap hendes hage. ”Hold nu op Maggie. Måske du er varyl, men du er langt mere værd end bare det!” svarede han stilfærdigt, hvor hans eget blik blev en smule fast. ”Du har ikke behov for at skamme dig.. desuden er jeg ligeglad med hvad alle andre siger om dig! Du vil altid være min!” endte han fast.

[maggie]

Begyndte man at ramme Maggies ømme punkter, ligesom Julien gjorde i øjeblikket, så var det der at facaderne røg op allerede med det samme! Hun ønskede ikke decideret at komme i marken, men det at hun kun måtte komme ud når hun skulle jage, var direkte frustrerende! Hun var træt af at han skulle være så meget over hende, for hun kunne altså godt passe på sig selv! Hun kneb øjnene fast sammen som han lod talen blive færdiggjort. Hans sidste ord var det som ramte hende hårdest. Hun vidste godt at hun risikerede at han slet ikke kom hjem! Kunne han ikke se at hun selv sad voldsomt bekymret hjemme? At hun ikke anede hverken til eller fra?! Hånden svang direkte mod hans kind i form af en direkte og syngende lussing. ”Og det er aldrig nogensinde gået op for dig, at det er derfor at jeg vil ud, Julien?! Jeg sidder hjemme dag ud og dag ind og ved hverken til eller fra!” Denne gang var det ikke bare vrede i hendes stemme, men nærmest også en frustration. Hun prøvede at søge en forståelse og det frustrerede hende virkelig, at det bare ikke ville som hun selv havde lyst til, hvilket hun virkelig måtte hade!
Hævnen skulle Maggie nok få før eller siden. Om der jo så skulle gå dage eller måneder, så skulle hun nok finde ud af det! Det krævede jo bare at han måtte komme hjem fra marken af, nu hvor han så flot havde påpeget for hende, at hun ikke måtte komme ud med mindre, at hun skulle jage. Ikke fordi at hun ønskede at skændes med ham, for det ville hun slet ikke få det mindste ud af på nogen måde. Hun lagde sig godt ind i hans favn. Ikke fordi at den var varm eller noget som måtte minde om det, men de nvar tryg og det var i den grad også det som gjorde det hele for hendes eget vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Som jeg jo også nyder at du passer på mig,” sagde hun stilfærdigt. Det var jo heller ikke fordi at hun ville lyve for ham, for det var da noget af det sidste som hun kunne få sig selv til. Hun elskede ham og han var det kæreste i hendes liv. Var det i det hele taget underligt, at hun ikke ønskede at han kom galt afsted ude i marken? Hele organisationen var en stor joke i hendes øjne! Sådan som han passet på hende, så vidste hun slet ikke hvad hun skulle gøre, hvis hun en dag pludselig skulle mangle ham fordi at det var gået galt på en mission. Hun ville lyve hvis hun ville påstå at det ikke var de tanker som hun måtte sidde pænt meget med i hovedet, for det gjorde hun og det var i sig selv en tanke som faktisk måtte skræmme hende noget så frygtelig voldsomt. Blikket hvilede stille i hans. ”Jeg kan høre, at det ikke er dig som lægger øre til alt det som alle de andre siger om mig.” Hun blinkede let til ham. Det var heller ikke fordi at det gik hende på som sådan.. Jo, det gjorde det måske, men det var ikke noget som hun tog så tungt, så længe at hun vidste hvor hun havde Julien henne. Hun strøg roligt hånden over hans kind, idet hun lænede sig frem og skænkede ham et kys. ”Jeg ved ikke med dig, men jeg vil gerne ind, inden mor finder os herude.. Hun river hovedet af mig, hvis hun ser at min nue kjole er ødelagt,” påpegede hun med en rolig mine, hvor hun selv ikke kunne skjule et ganske let og stille grin. Det morede hende at selv hendes mor var så meget efter hende med det at skulle klæde sig ordentligt, for hun var ikke den lille pige mere! Det var vel bare de gamle som selv måtte have det svært ved at skulle give slip. Det kunne trods alt heller ikke være helt nemt altid.

[julien]

Julien ønskede ikke at skændes med Maggie, men nogen var jo nød til at sige den tøs imod! Hun var så stædig og stolt og hun kunne ikke sidde stille og vente pænt, hun skulle absolut ud og leve livet, et sted var det forståeligt, men med det job som han havde, det som han ville arve, så var det bare risikabelt for hende! Han betragtede hende med det faste blik, hvor han tydeligt så den hånd hun langede ud efter ham – men han blev stående, han tog imod den syngende lussing, som ramte hans kind perfekt, hvilket fik ham til at vende kinden mod hende. Han løftede den ene hånd, hvis tommel han strøg over hans kind, som havde fået et mærke af hendes hånd, skønt det allerede var ved at aftage sig igen. Hans blik blev næsten dræbende, hvor han greb fat omkring hendes håndled, inden han trak hende ind i sin favn. Hans dybbrune øjne betragtede hendes røde med det faretruende skær, hvor hans stærke arme var gledet omkring hende, så han kunne holde hende fast uden hun var i stand til at gøre noget. ”Ud? Og hvor vil du tage hen? Hm?” spurgte han stilfærdigt, hvor hans øjne betragtede hende fast og dog med nysgerrig, for han var ved at dø af spænding for at finde ud af hvor hun ville hen.
Julien vidste at hun ikke ville give op, så han var sikker på at hun ikke stoppede før hun havde fået sin hævn og det var lige før at han næsten burde gå i hendes fælde med vilje, for så var han da sikker på at hun stoppede. Han havde ikke tid til at hun skulle rende rundt og prøve at lokke ham i en fælde, desuden ville det også tage utrolig lang tid for han var ikke typen der hoppede i en hvilken som helst fælde. Men et sted måtte det more ham utrolig meget, for han vidste hvor stædig hun var og han vidste at hun ikke ville lade ham slippe igennem dette. Han smilede let ved hendes ord. Han nød at passe på hende, hun var også det som han ville ofre sig for – altid! ”Nogen skal jo holde øje med dig,” svarede han med det skæve og morende smil på læberne. Sandt var det jo, hun var så rebelsk og drastisk, kunne let rode sig ud i problemer og nogle skulle jo få hende ud af dem igen og om det så var ham der skulle det, så var han ligeglad med det. Han ønskede ikke at hun skulle komme ud i problemer, han ønskede ikke at miste hende, for hun var det kæreste i hele hans liv! Han ønskede ikke at hun kom til skade og derfor ønskede han ikke at der skulle ske noget med hende, derfor ønskede han ikke at hun skulle ud i marken, hvor hun kunne komme til skade. Han ville have at hun blev hjemme, det var måske kedeligt, men her var han sikker på at hun var i sikkerhed. Her var han sikker på at der ikke skete noget med hende, men han gad virkelig heller ikke skændes med hende om hendes sikkerhed og heller ikke hans egen, for han vidste at han en dag måske ikke kom hjem, men det var den risiko han var villig til at løbe. ”Alle de andre tøser siger kun de ting, fordi de føler sig truet af dig,” svarede han stilfærdigt, hvor han betragtede hende alvorligt. Desuden var han ligeglad med hvad alle andre sagde om hende, han elskede hende og sådan skulle det forblive! Han gav ikke slip på hende bare fordi hun var en varyl, i hans øjne var hun langt mere! Han nikkede ganske roligt. ”Okay, lad os komme ind,” istemte han, som han roligt fik sig rejst, hvor han hev hende med op på benene igen.

[maggie]

Det var slet ikke Maggies mening at skulle smække til Julien på denne måde, men det punkt var hende virkelig for ømt. At holde masken hvis han skulle ende med at falde bort, var slet ikke noget som hun kunne og hun vidste det. Gang på gang, sad hun i timer og forberedte sig på at det faktisk kunne være deres sidste aften, deres sidste kys og deres sidste kærtegn ,for det var end ikke sikkert at han ville komme hjem igen. Den tanke var dræbende som intet andet, for det gjorde ondt at tænke på. Hun knyttede næven ganske fast og uden at rokke sig det mindste. Det var jo heller ikke fordi at hun var bange for ham som sådan, for det havde hun aldrig haft nogen grund til at være. Hans næsten dræbende mine og det at han tog fat i hendes håndled, kun for at rive hende tæt på ham selv, var noget som fik hende til at sitre. Hun ønskede ikke at skændes med ham, men hun ønskede heller ikke at miste ham fordi at han skulle være så dumdristig! Det faste greb omkring hende kunne hun da tydeligt mærke. Han ville ikke have hun trak sig væk denne gang. Hun kneb øjnene let sammen. ”Bare.. ud.. uden jagt, uden noget..” mumlede hun kortfattet. Hun kunne fint love ham at hun holdt sig væk fra marken af, men at holde hende væk fra alt det andet, det kunne han bestemt heller ikke gøre! Hun sukkede tungt. ”Jeg vil.. bare ikke have du skal komme galt afsted, okay?” Hun vendte blikket en anelse væk fra ham.
Maggie havde sin egen ganske særlige måde at gå frem på for at få det som hun ville og hun var helt sikker på at hun nok skulle få det på et tidspunkt! Hun ville i den grad være træt af alt det andet, det var slet ikke noget som man skulle drage det mindste i tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var helt sikkert. De røde øjne faldt til hans skikkelse. At han ville ofre alt for hende, var noget som hun var glad for og det var så sandelig også gengældt! ”Du fremstiller mig jo næsten som umulig,” konstaterede hun med en tydeligt drillende mine. Ikke fordi at det var noget som hun kunne skjule det mindste og det var så sandelig heller ikke hendes hensigt, for.. hun var vel lidt umulig nr alt endelig måtte komme til alt? Ikke fordi at det vel kom bag på nogen? Hun vidste udmærket godt hvordan hun skulle få sin vilje og selv nu hvor hun var voksen, så var det heller ikke noget som havde forandret sig det mindste. Hun vendte blikket mod hans skikkelse. Han var da en ballademager! ”De føler sig truet af mig?” Hun rynkede lidt på næsen, for det var da slet ikke noget som hun forstod. At de var misundelige, var jo så noget som hun udmærket godt kunne sætte sig i situationen med, for.. Hun havde jo ham og hun vidste godt hvor attraktiv at han var blandt de mange tøser, hvilket hun heller ikke bifaldte det mindste! Hun rejste sig roligt op og støttede let af med fødderne, selvom hun blev stående godt op af ham i stedet for. Hun sendte ham et stille smil. Hun strøg ham let over brystet inden hun tog hans hånd og trykkede den let i sin. Det skulle jo lige mangle, at deres forældre kom forbi og så dem. Nøj for en skideballe de ville få! Hun stillede sig let på tæer og kyssede hans kind. ”Kom min kære,” sagde hun stilfærdigt, som hun roligt begyndte at trække ham med sig op mod det store hus igen. Det ville blive dejligt at komme i noget varmt og tørt tøj igen samtidig med at hun skulle udtænke sig den form af hævn, for.. hun lod bare ikke dette gå frit for sig uden at gøre noget som helst! Hun flettede roligt sine fingre sammen med hans og trykkede let omkring hans hånd. Det at signalisere at de andre skulle holde sig væk, det tøvede hun bestemt heller ikke med!

[julien]

Det var ikke fordi at Julien ville holde på hende, ville tvinge hende til at blive i huset og det gjorde han sådan set ikke. Han bestemte ikke over hende, det eneste han havde sagt han ikke ville have, var at hun tog med ud på missioner, for det var bestemt ikke noget som han ville høre det mindste på! Måske hun ikke var dårlig, men hun havde ingen erfaring! Hun vidste ikke hvordan det var at stå i kampens virkelige hede! Hun vidste ikke hvordan det var at sætte livet på spil, at have flere modstanderen af gangen, hvordan det var at blive trykket op i en krog, hvor man ikke kunne komme nogen steder, han ønskede ikke at hun skulle opleve det samme, for han var sikker på at hun ville dø på stedet! Måske hun kunne holde ud i et stykke tid, for som sagt var hun ikke elendig, hun havde jo træning, men han ville ikke være med til det! Også af den grund at han var bekymret for hende. At hun slog ham, var ikke ligefrem noget nyt for ham, for hvornår gjorde hun ikke det, når han ramte de forkerte punkter? Han holdt hende i det faste greb, hvor han ikke tillod at hun gik nogen steder. Han kneb øjnene sammen til hendes ord. ”Så du vil ud? Ved du hvad Maggie? Du kan bare gå derhen hvor du vil, det er jeg sådan set ligeglad med, for jeg bestemmer ikke hvor du skal være, det eneste jeg ikke tillader, er at du tager med ud på missioner, er ude på marken, hvor krigen kæmpes. Så for min skyld kan du tage i byen så meget du vil, du kan jo finde dig en anden mand, hvis det er det der er problemet, du kan finde en mand der kan blive hjemme hos dig og som ikke er i den risiko at kunne dø hvornår det skulle være, jeg er ligeglad!” vrissede han tvært, hvor hans mørke øjne hvilede fast på hende. Han greb hende omkring kæbepartiet og hage, da hun vendte blikket væk fra ham, hvor han tvang hende til at se på ham. ”Jeg har ikke brug for din bekymring, du vidste hvad der ventede mig helt fra vi var små,” tilføjede han fast. Det var noget han var blevet trænet til!
Umulig kunne man godt kalde Maggie, men et sted var Julien ligeglad, for han nød det at hun havde sin egen mening og at hun turde, at lade den komme til udtryk, han nød virkelig alt ved hende, selvom han dog til tider måtte hade, når de kom ud på et sidespor fra en simpel joke. Han var dog ligeglad med hvor meget hun så end slog ham, for han kunne sagtens tåle en simpel lussing, det var ingenting af alt det som han havde været igennem, han var blevet hårdfør. Han trak hende tæt ind til sig. ”Du er min lille umulius,” hviskede han drillende mod hendes ene øre, inden han slap en munter latter. Han nød dog at hun var som hun var, det var jo også derfor at tøserne følte sig truet af hende, netop fordi hun var så attraktiv iblandt mændene i mansionen, for han havde tydeligt set de mange blikke, som mændene måtte give hans egen kære søster, noget som selvfølgelig også appellerede til hans jalousi, hvilket måtte irritere ham, men han vidste til gengæld også at det var ham som hun ville have, som han også kun ville have hende, og fandt hun nogensinde en anden mand, så ville han dræbe den mand på stedet! Han nikkede roligt. ”Selvfølgelig gør de det.. du er trods alt attraktiv,” svarede han stilfærdigt. Han rejste sig roligt med hende, hvor han strøg hende blidt over ryggen, som hun skænkede ham et kys på kinden. Han lod hende mere end villigt holde omkring hans hånd og flette deres fingre sammen, hvor han selv klemte blidt omkring hendes hånd, inden han fulgte hende med op mod huset. Hun var den eneste kvinde han ville have og det at hun var dominant og kunne pisse sit territorium af, var noget som han faktisk nød, det at hun var bestemt og ikke ville lade noget komme i vejen for det hun ville have.