Just the two of us

[maggie]

Det nærmede sig den store solopgang, selvom det ikke var noget som havde selv den største betydning for Maggie. Hendes forældre var lige hoppet i hver deres seng – Lestat havde søgt mod sit eget værelse som hans mor havde skænket ham dengang hun havde været yngre og Alicia selv havde søgt mod det store soveværelse sammen med Alec. Pejsestuen var et hyggeligt sted når det nærmede sig solopgang, dog ikke noget som direkte havde nogen betydning for hende længere, nu hvor hun faktisk også kunne være ude når solen måtte være oppe, hvilket hun i den grad kunne takke Julien for! Hun havde i den grad fundet hud af at han ikke var så slem som hun havde troet og det var vel også gengældt et sted? Benene korslagte og med to glas stående på det smukke bord foran hende. Denne form af luksus var hun efterhånden vant til og eftersom hun mere eller mindre måtte sove oppe ved Julien hver eneste gang at muligheden måtte byde sig, så vidste hun også at han vel snart måtte være hjemme nu? Han havde været ude mere eller midre hele natten med sin flok af venner. Nu hvor han var blevet de 18 år, så var det jo heller ikke fordi at hans forældre kunne holde ham hjemme mere. De rødlige øjne hvilede på den flotte flaske med blod af rene engle som hun havde fået skaffet sig som hun selv havde været ude, selvom det nu ikke var noget som hendes far var meget for, så var det jo bare sådan at det måtte være? Hun var ikke en lille pige mere og det var noget som han bare måtte lære at skulle acceptere på alle måder! Nok stadig hans lille pige, men selv en som hende måtte jo faktisk også blive voksen og det var også det som hun var ved at blive nu. Flaske med blod havde hun selv nøje valgt ud, eftersom det også var noget som hun havde været vant til efterhånden, når det kom til blodet, så vidste hun helt nøjagtigt hvad hun skulle søge efter! I dag var hendes hår næsten helt rødt og hendes øjne stadig med det samme glimt som det altid havde; Den røde farve var noget som hun holdt meget af, det var et symbol for blod, død og krig – Alle 3 ting som et sted måtte være en del af hendes egen dag. Hvis hendes forældre vidste, at hun var så tæt op af Julien som hun måtte være, så ville de da ende med at slå hende ihjel for alvor! Men hey! De havde altid klaget over at hun ikke fungerede sammen med Julien! Nu fungerede hun da sammen med ham selvom det nok ikke lige måtte være på den måde som det var ventet eller regnet med. Blikket gled roligt mod det ene vindue, hvor man måtte fornemme sig af solens første stråler. Hun havde nydt den nat hvor han havde skænket hende tatoveringen – hvor de havde siddet og set den store solopgang sammen og faktisk.. så havde de jo siddet helt tæt. Alle de gange hvor de havde været oppe og skændes som hund og kat, det var en fortid nu. Det var ikke noget som hun ville tænke meget over. Det lange og glatte røde hår, skubbede hun roligt over sin ene skulder. En sjov ting, at Julien altid formåede at se igennem hendes forvandlinger og formskiftende evner, en ganske morsom tanke og alligevel så var en noget så frygtelig frustrerende som intet andet overhovedet! Hun rettede sig op, skubbede benene let fra hinanden og satte sig roligt og fint op i sofaen. Hun var blevet en kvinde nu og det var med alt hvad det måtte indebære. Et sted kunne hun fornemme at Julien snart måtte komme hjem, så nært som de nærmest måtte stå hinanden for tiden, så kunne hun fornemme at han var i nærheden. Hånden lukkede hun roligt omkring flaskens hals, åbnede den og skænkede op i begge glas med en svag og let tilfreds mine, inden hun roligt satte sig roligt tilbage i sofaen, blot afventende til at han ville komme hjem.

[julien]

Mange år var efterhånden gået, siden Julien havde haft lysten til at smide Maggie for porten, drive hende ud af mansionen, fordi han havde hadet sin søster som pesten. Det havde faktisk lykkedes ham at drive hende væk, skønt hun var kommet tilbage et år senere, fordi hun vel savnede deres mor? Uanset hvad grunden var, så kunne han endnu ikke glemme det smukke ansigt som var blevet ham mødt, og dog havde det været så velkendt. Utroligt at de pludselig var gået så godt i spænd, for.. hvad gik egentlig galt? Det var jo ikke ligefrem fordi at man kunne prale af at incest var normalt, for det var det jo ikke, men han kunne ikke benægte at han følte sig tiltrukket af sin egen søster, at han havde et utrolig godt øje til hende, men hvilken mand fra organisationen havde ikke et godt øje til hende? Man skulle næsten være blind for ikke at blive tiltrukket af hendes udstråling. Han kunne jo så bare være glad for at det var ham som var sammen med hende, skønt han dog nød at gøre hende jaloux, han nød at prøve kræfter af med hende og tirre hende, få hende op i det røde felt, så hun næsten måtte slå fra sig. Nok var de sammen som et par, skønt det dog ikke var mange der kendte til det, men der lå jo alligevel et søsterbånd imellem dem, og det var vel også derfor at de prøvede at overgå hinanden? Han måtte dog indrømme at han hadede at give hende bekræftelse, komplimenter, og dog nød han at give hende det.. forvirrende et sted.
Det var nogle måneder siden at Julien var fyldt år. Og som enhver anden ung, så skulle han ud og opleve livet, for han hadede bare at sidde hjemme, som mansionen havde været et fængsels for ham igennem så mange år! Men nu kunne hans forældre ikke holde ham tilbage længere! Han var ofte i byen, skønt det dog ikke var det som han brugte mest tid på, nej det meste gik faktisk med træning. Han var faktisk taget tidligt hjem fra byen sammen med Jonas blot for at træne, hvor de denne gang øvede med sværdene. Der var ingen tvivl om at Julien overgik de fleste vampyrer fra organisationen, men han kæmpede og trænede for at blive bedre, skaffede sig erfaring og ny viden, for at kunne slå hvem som helst ud. At Maggie ventede derhjemme skulle virkelig ikke undre ham, det gjorde hun vel mere eller mindre altid? Deres forældre var faktisk kun blevet glade for at de var kommet godt ud af det med hinanden, skønt de blot skulle vide at det ikke var på et søskendeniveau, men at de faktisk var sammen som et par, men de havde da deres skænderier af og til, men så igen, hvem havde ikke det? Det var vel også sundt for forholdet? Han åbnede døren ind til forhallen, hvor han kom leende ind sammen med Jonas. Hans overkrop var blottet, med t-shirten over den ene skulder, kroppen var lettere glinsende, ikke af sved, for det kunne han jo ikke, men af vand, for det var altid rart med en dukkert efter træningen. Sværdene lod han stå ude i forhallen, inden han skilte sig fra Jonas. Han kom nærmest halvløbende ind i Pejsestuen, hvor hans dybbrune øjne faldt på den rødhårede kvinde der sad i den ene sofa. Duften var ikke til at tage fejl af. ”Hey Mag,” hilste han roligt, inden han greb omkring sofaryglænet, for at gøre et let spring og svinge benene over på den anden side af sofaen, så han kom til at side ned. Hans blik faldt på de to glas, som hun havde skænket op med engleblod – noget han så tydeligt kunne lugte. Det gjorde jo faktisk altid godt at få sin sult dæmpet, efter træningen. Han lænede sig ind mod hende, som han skænkede hendes kind et blidt kys, næsten som om at det havde været en normal gestus. Hans ene arm hvilede over ryglænet og bag om hende, hvor hans blik roligt faldt mod hendes ansigt. ”Du har ventet mig?” Det var mere en konstatering end noget andet, for det var vel mere end tydeligt, at hun havde ventet på ham, også siden at der var hældt op til to. Han klagede dog ikke, det var altid rart med hendes selskab, når han havde hende for sig selv.

[maggie]

For Maggies vedkommende, så var det næsten morsomt at tænke tilbage til de gamle tider, dengang hvor de begge havde været unge, dengang hvor de begge havde afskyet hinanden så kraftigt, at de havde gjort alt for at slippe af med hinanden. Hun havde savnet deres mor, netop også fordi at hun havde manglet hende igennem størstedelen af sit liv, eftersom hendes egne forældre var blevet skilt dengang hun kun havde været ganske lille. Stadig var det nu ikke noget som hun kunne forstå, for det var ikke noget som gav nogen mening for hende, når alt hun kunne huske, det var lykkelige forældre som havde det godt med hinanden – Nu var de gået hvert til sit og skønt, at hun ikke rigtigt kunne gøre noget ved det, så var et jo bare det lille faktum, som man måtte bide i sig og bare tage det som det måtte komme. Efter at hun havde fundet sammen med Julien trods at deres forhold måtte være bygget på incest, så var hendes forældre skubbet lidt i baggrunden. Det var jo heller ikke fordi at hun måtte siges at være direkte afhængig af dem mere, for det var hun dog bestemt heller ikke. Hun var blevet en selvstændig og ung kvinden som vidste hvad hun ville og hun ville bestemt heller ikke hæmme, før hun havde fået det som hun ville have det. Julien var dog heller ikke den eneste som så efter hende her på stedet, hvilket også var hende en morende tanke eftersom hun havde været en sådan en pest og en plage dengang hun havde været lille. Nu var det ikke noget som mange ville vedkendes længere. Hun komplimenterede ham når det var nødvendigt og når han gjorde noget ekstraordineret godt, ellers var det så sandelig heller ikke ord som forlod hendes læber. Det bånd mellem søskende, var jo noget som stadig måtte hvile et sted.
Julien var som enhver anden ung mand som lige havde nået sin myndige alder, hvilket Maggie heller ikke havde noget imod. Hun havde jo trods alt heller aldrig været direkte bundet til stedet her som han havde. Nej, hun havde været vidt omkring, eftersom det havde været nærmere umuligt for hendes far at falde til ro, selvom det nu ikke var noget som rørte hende det mindste. Det eneste som måtte irritere hende, var jo trods alt bare alene det faktum, at hendes forældre ikke var sammen, for det var forkert at ende ud i skilsmisse. Hun ville så sandelig også lyve hvis hun ikke ville påstå at hun nærmere desperat havde prøvet at få sin mor sammen med hendes far igen og derved også skille sig fra Alec! Det var bare aldrig gået særlig godt og hun hadet alene den tanke! At sidde i flere forskellige skikkelser dag efter dag, var blot blevet Maggie en ren vane, netop fordi at hendes kære mor ikke skulle finde ud af, at det måtte være hende som stod Julien nær. Rygterne om at knægten havde fundet sig en kæreste, var jo noget som måtte gå. Det var de færreste som vidste, at det var hende, hvilket også var sådan at hun ønskede at forholde det! Hendes mor ville slå hende ihjel hvis hun vidste det og hun turde slet ikke tænke på hvad Alec kunne finde på at gøre ved Julien! Som hun kunne høre hans leende stemme ude i forhallen, så vidste hun også at han var kommet hjem, hvilket kun måtte få et tydeligt tilfreds smil til at passere hendes læber. Det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Nu hvor hun kun måtte sidde og vente, for det var vel blot et spørgsmål om tid inden han ville komme ind til hende. Ganske rigtigt. Hendes blik søgte til hans halvnøgne skikkelse, hvor et klart tilfredst smil måtte brede sig på hendes læber. Det var jo heller ikke fordi at han havde noget at skjule for hende. ”Hej Julien,” hilste hun roligt igen og med et stille og let smil på læben. Hvorfor skjule sådan noget for ham? Det var da slet ikke noget som gav nogen mening. Kysset mod hendes kind tog hun blot imod. Det var hun vant til og han var også den eneste som fik lov til det. De røde øjne søgte direkte til ham, hvor hun hævede sin ene hånd og lod to fingre roligt og stille vandre over hans overarm og op mod hans kind, for at vende hans blik helt mod sig. Hovedet lod hun søge let på sned. ”Jeg tænkte at det ville være rart med lidt ren engel før vi hoppet i seng,” sagde hun stilfærdigt. Flasken havde hun jo trods alt personligt hentet i Dvasias – til ære for ham.

[julien]

Julien var lidt ligeglad med sine forældre efterhånden. Han var dem begge noget så loyale, for han var trods alt arving til organisationen, og nok var hans mor ikke så meget med i den, men hun var trods alt hans mor, og det var jo faktisk hende som han havde brugt mest tid sammen med som lille. Hans far havde jo ikke været der så tit, fordi han havde været travlt optaget af arbejdet, det var dog blevet bedre med årene, for jo ældre han var blevet, jo mere tid havde hans far brugt på ham. Og jo ældre han var blevet, desto bedre forhold havde han fået til Maggie, hans kære storesøster. Utroligt at hun havde været som pesten førhen, og nu var blevet til hans egen lille engel, skønt der dog ikke var særlig mange der kendte til deres forhold, hvilket han nu var glad for, for rygter kunne spredes så hurtigt og fik deres forældre nys om det, så turde han end ikke tænke på hvad der ville ske. Men mon de i sidste ende ikke var ligeglade? De havde jo været så vilde efter at få dem til at enes som mindre, og nu var deres forhold tæt – utrolig tæt. Men det kunne vel give hans far et dårligt rygte? Og ham med, når han engang skulle overtage hele organisationen, og det var vel bare en risiko som han ikke ønskede at løbe? Et sted var det vel ringe overfor Maggie? Men det var hun vel også selv indforstået med? Hun havde jo ikke ligefrem gjort udtryk for at hun ønskede at afsløre deres forhold, og fordi de ikke kendte til konsekvenserne, så var det vel også bedst, at det var usagt? Uanset var det jo ikke fordi at de skulle skjule så meget, for.. de var begge to formskiftere, så som Maggie gjorde i øjeblikket, sad i en anden skikkelse, så kunne det vel ikke gå helt galt?
Det var ikke noget nyt at Julien tog i byen sammen med vennerne, for det skete rent faktisk noget så tit, skønt han dog brugte hvilen sammen med Maggie, og han ønskede at nyde tiden med hende, når den endelig bød sig, for det kunne jo godt hænde at de ikke kunne være sammen i nogen nætter fordi muligheden ikke var der. Han smilede blot skævt som hun hilste på ham, og var skam ikke genert over at kun sidde i de mørke jeans, for han havde så absolut intet at skjule for hende, netop fordi at hun allerede havde set det hele før, mange gange endda. Hånden mod hans overarm fik det til at sitre ganske let i ham, hvor han villigt vendte blikket mod hende, som hun førte de to fingre op til hans kind med de få skægstubbe, også blot et bevis på at han ikke var en dreng, men en mand. Hans dybbrune øjne så ind i hendes røde; så intense, så kyniske, der var virkelig ikke nogen tvivl om at hun var en bestemt kvinde, og det ville være dumt at komme hende på tværs, hvis man ikke kendte hende, men det var vel også det at hun var så bestemt, så kold og noget intens, som han kunne lide ved hende? Han smilede et stille smil til hendes ord. ”Jamen, så synes jeg ikke at vi skal lade det vente.” Smilet bredte sig på hans læber, så man lige kunne ane den ene spidse hjørnetand, som smilet blev skævt. Han tog ganske roligt de to fyldte glas, hvor han rakte hende det ene. Han klingede det ganske let mod hendes, mest blot af vane, inden han tog en slurk af det. Det var virkelig lækkert! Men det var engleblod jo som regel. ”Udsøgt..” mumlede han i en lettere tilfreds tone, som han betragtede blodet, inden han vendte de dybbrune øjne mod hende, ”har du selv skaffet det?” Gjorde hun noget specielt for ham, så ønskede hun vel også respons? At det blev bemærket? Skønt det sagtens kunne være, at det var noget som hun havde taget her fra mansionen af, for hans far var noget så fin, når det kom til blod. Det var vel også kun på sin plads med noget udsøgt og det bedste blod, når man kom fra en rig og adelig slægt? Han lænede sig frem og skænkede hendes mundvig et blidt kys. ”Du har været savnet,” svarede han stilfærdigt, hvor længslen ikke var at tage fejl af i hans blik. Nok havde de deres skænderier, men han måtte indrømme at de virkelig også godt kunne have deres gode stunder.

[maggie]

Jo mere tid som Maggie måtte tilbringe med Julien, jo mere måtte hun glemme sine forældre, ganske simpelt fordi at han fyldte så meget ved hende og at de gamle vel efterhånden burde være store nok til at tackle deres egne problemer? Ligesom hun har stået ansigt til ansigt med den knægt som havde ødelagt meget af hendes egen barndom – En ganske sjov tanke, at det nu også måtte være ham som stod ham så nært som han gjorde det, selvom det nu på ingen måde, var noget som gjorde hende det mindste overhovedet. Hun gjorde som der blev sagt når hendes forældre var i nærheden. Det ændrede sig dog med det samme som de måtte ende med at skulle stille sig med ryggen til hende og det var så sandelig også sådan at hun agtet at gøre det. Hun løsrev sig fra sit familieliv nu, hun ønskede og hun agtet at skulle finde ud af det på egen hånd, hvilket i den grad også måtte være det som hun virkelig måtte prøve på lige netop i dette øjeblik, hvad end om det var noget som man ønsket det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Hun var ikke nogen engel, hun vidste bare hvad hun ville have og hun tog det så sandelig også hvis hun kunne komme til det! Hun var udmærket indforstået med, at deres forhold skulle holdes hemmeligt, om ikke andet så for nu, og det var også derfor at hun skjulte sig i disse skikkelser når hun var sammen med ham og brugte parfume normalt, netop for at gøre det sværere for Alicia, Lestat og Alec at skulle finde ud af det, for hun var temmelig sikker på at helved ville ende med at bryde løs hvis det endelig skulle vise sig at ske, og det var nu heller ikke noget som hun måtte ønske.
Som Julien også var meget ude, så var Maggie det i den grad også. Det var faktisk ikke så meget at hun var hjemme her. Det var mere eller mindre kun når Julien også måtte være her, eller når hun vidste, at han meget snart ville komme hjem, for hun nød virkelig tiden sammen med ham. At han havde sin egen lille organisation var nu ikke noget som hun sagde noget til, for hun vidste, at han var arvingen til denne når Alec engang ville falde bort. Hvem ved.. det kunne jo være i morgen eller om det kunne være om århundrede, så det var udmærket at han øvede sig og samtidig fandt tiden til hende, hvilket faktisk måtte være imponerende, for der dumpede Alec ofte med hendes mor og det var noget som faktisk måtte more hende! De skægstubbe var noget som faktisk måtte klæde ham. Det udseende som en mand uden noget videre omsvøb, var noget som hun faktisk måtte nyde godt af. Det var på ingen måder som da de havde været små, selvom den konkurrance til tider måtte vise sig, så var det jo blot mere ment i sjov nu end i det alvor som det var dengang. Hun smilede let. ”Se, det var en yderst god idé,” sagde hun med et stille og tydeligt tilfreds smil på læberne. Blodet skulle helst undgå at blive koldt. Det var i den grad bedst når det havde den temperatur som det ville have hvis det var taget direkte fra et levende væsen. Hånden lukkede hun roligt omkring glasset, hvor hun lod det klinge let mod hans og med et tilfredst smil på læben. Hun nikkede til hans ord, som han måtte bælde det først. ”Jeg hentede det personligt. Kun det bedste er godt nok,” sagde hun stilfærdigt. Nok var der meget fint her på stedet, men hun ønskede at gøre det ekstra godt for Julien. Den mand skulle blot have det bedste. At han lænede sig mod hende og kyssede hendes mundvige denne gang, fik smilet til at brede sig. ”Se.. nu nærmer vi os,” påpegede hun med en let drillende stemme. Hun tog selv en tår af sit eget glas. Det smagte i den grad frygtelig godt! Hun satte det roligt hen på bordet og vendte blikket mod ham. Hun lod en slank pegefinger stryge over hans kind, roligt nedover hans hals, hvor hendes flade hånd endte mod hans bryst som hun strøg roligt med sin tommel. Hovedet søgte let på sned og med det samme blide, dog meget intense blik. Hun rykkede sig tættere på ham, selvom hun ikke kom tæt nok på til at komme i kontant med ham – Ikke endnu om ikke andet. ”Du kan jo ikke modstå mig,” påpegede hun med et selvsikkert smil på læben.

[julien]

Maggie var virkelig noget for sig selv, det kunne Julien ikke komme udenom. Hun var bestemt, vidste hvad hun ville have og hun tog det også. Hun var ikke bleg for at sige sine meninger eller lade folk vide, når hun var utilfreds, nok noget af en førsteklassessnob, men.. det var vel det som han kunne lide ved hende? At hun var lidt … bestemt. Hun opførte sig som en fuldblodsvampyr, hvor der ikke var meget kærligt i hende, ligesom med deres mor, men så igen, hun var jo vokset mest op hos sin far, blevet fars lille pige, opført sig som en prinsesse igennem hele deres barndom, så det var klart noget der endnu stod tydeligt i hende. Det var jo så heller ikke noget han havde imod, skønt det dog havde irriteret ham noget så grusomt da de havde været mindre, hvor hun virkelig havde gået ham på nerverne! Men.. man vænnede sig vel til det? Han vidste ikke præcis hvad det var, men han kunne virkelig ikke komme udenom at hun var ham noget så tiltrækkende, og hun havde så let ved at drage hans opmærksomhed imod hende, hun var bare så.. forbandet charmerende! Han kunne virkelig ikke holde sig fra hende, skønt han vel burde? Det var jo ikke ligefrem normalt at søster og bror fandt sammen, men han kunne virkelig ikke lade vær med at finde hende så tiltrækkende! Opmærksomhedskrævende var hun vel? Det var jo også derfor at han gav hende så megen tid, skønt hans skema også var booket op hver dag, for han både trænede, gik i byen, var leder for sin hemmelige orden og var sammen med Maggie, alle sammen nogle ting, som hans far ikke havde været specielt god til, men hans fars arbejde var også noget mere seriøst end Juliens måtte være, for han lavede ikke specielt papirarbejde som hans far måtte gøre – det hændte da, men det var virkelig også sjældent! Hans far var dog blevet bedre til at finde tiden sammen med ham jo ældre han var blevet, og nu hvor hans far ikke var så meget sammen med ham, så brugte han mere tid på hans mor, og det var alligevel noget som måtte glæde ham, for det gjorde ham faktisk trist, når hans mor var så trist, fordi hans far ikke havde tid til hende, men det var da blevet bedre, for det var jo kommet med årene, ellers var der jo ingen tvivl om at hans mor ville gå fra ham, desuden var Julien ikke en lille dreng mere, men hun var da endnu sammen med hans far, så hun måtte vel alligevel holde af ham? Hun måtte vel alligevel være tilfreds med hans indsats? Det glædede ham dog kun at de var sammen, for han vidste jo hvordan Maggie havde det, og det var vel aldrig sjovt, når familien måtte blive skilt? Glide mellem ens fingre, uden man var i stand til at gøre noget ved det? Så han forstod faktisk godt Maggie, dog var de jo alle sammen samlet, så det kunne vel være ligegyldigt? Han tænkte alligevel mere på Maggie end på sine forældre, vel også derfor at han ikke var så meget sammen med hans far mere? At hun personligt havde hentet blodet til ham, fik ham kun til at smile ganske let – så var det vel kun et plus han spurgte? Måske han havde ønsket hende væk da han var yngre, men nu kunne han godt lide at glæde hende. ”Det smager yderst godt, min skat,” svarede han sandfærdigt, som han drak glasset ud, for at stille det fra sig på bordet. Han så blot til, da hun rykkede tættere på ham, hvor hans ene arm og hånd søgte omkring hende, så godt den kunne nå. Hendes finger ned over hans kind og videre over hans hals, for at ende strygende over hans bryst, kunne han ikke andet end at nyde, som det satte en hel sitren i gang i hans krop. Hans dybbrune øjne søgte lettere lokkende mod hendes til hendes ord. Han kunne ikke modstå hende? Det var faktisk noget af en opgave, når han prøvede og til tider var det virkelig umuligt! Han smilede lettere selvsikkert til hende. ”Jeg tror det er dig, som ikke kan modstå mig skat,” hviskede han i en forførende tone, imens han rykkede sit hoved tættere mod hendes, blot for at lade sin pande støde blidt mod hendes. Men hun talte dog sandt, for han kunne ikke modstå hende.

[maggie]

At Maggie måtte opføre sig som en fuldblodsvampyr, var noget som næsten kom ganske enkelt automatisk når man var sammen med en som Julien. Hun havde jo trods alt også sit at skulle leve op til når det kom til den mand. Han havde så meget som hans forældre end ikke kendte til, hvilket et sted også var hende en morende tanke. Hun sagde sin mening når hun var utilfreds – Lige der lignede hun virkelig forbandet meget sin mor og skulle hun være helt ærlig, så ville hun da meget hellere minde om sin mor end det som hun ville minde om sin far. Hendes far var blevet.. blød efter at hendes forældre var blevet skilt, så hun kunne ærligt stå ved, at hun til tider måtte se misundeligt til når Julien måtte være sammen med begge sine, for det var ikke noget som hun nogensinde ville opleve igen og hun vidste det jo udmærket godt. Nu var det ikke noget som gjorde hende noget mere, netop fordi at hun faktisk nød det at være sammen med ham, selvom hun virkelig kun var noget som skete når hun sad i en anden skikkelse – som hun gjorde nu. Det var jo heller ikke fordi at hendes egen moder eller fader lagde synerlig meget mærke til hendes dufte, så ville hun da først for alvor ende med at stille spørgsmål! Hun smilede et tydeligt tilfredst smil som han selv måtte skænke hende det kompliment. At han direkte måtte kalde hende for skat, var noget som blot måtte få hende til at smile mere bredt. ”Kun det bedste er godt nok for min hårdtarbejdende kære,” sagde hun roligt. Hun satte sig roligt op ind mod hans favn, for hun nød virkelig at skulle sidde helt tæt ved ham, det var slet ikke noget som hun kunne få nok af når den mulighed endelig måtte byde sig. Hun kunne jo ærligt kun stå ved at han klarte dette langt bedre end det som hans kære far måtte gøre det og det var hun også glad for. Uanset hvad fanden han lavede derude, så kunne han stadig finde denne tid til hende. De røde øjne vendte hun mod ham i stedet for og uden at smilet ville falme. Hun var tydeligt selvsikker i denne sag, også selvom det var tydeligt gengældt, for hun kunne heller ikke undvære ham nu – Sjovt så anderledes, at det skulle være fra dengang de var små, hvor de måtte hade hinanden som pesten. Panden mødte roligt hans og uden at hun vendte blikket stille væk. Hun lod hånden roligt stryge over hans bryst, hvor neglene måtte sættes let i hans hud, som hun næsten måtte kradse ham, selvom det slet ikke måtte være ondt ment, for det var jo heller ikke fordi at det var meningen at det skulle gøre ondt, for det var slet ikke hendes mening på nogen som helst måned overhovedet, hvad end om det var noget som man ville eller ikke. ”Tror du at det er sådan det fungere?” Hun blinkede let til ham. Sandt at hun ikke som sådan, var i stand til at skulle undvære ham, netop fordi at han havde fået denne ganske særlige betydning for hende, for det havde han virkelig. Hun rykkede sig helt tæt ind mod ham. ”Er det nu at jeg skal sige, at de gamle høge allerede er daffet i seng? At vi er alene oppe?” Der var vel noget af en tydelig hentydning bag hendes ord og det var så sandelig også meningen. Det var jo heller ikke fordi at det måtte være nyt og hun sov jo som regel på hans værelse, selvom hun listede ind på sit eget så snart, at det nærmede sig tiden for at de andre ville stå op. Det var heller ikke fordi at hun ønskede at skulle miste det hele, som hun havde fået skaffet sig – Som ham. Han var noget særligt, selv nu hvor det var tydeligt for hende, at der var langt mere mand i ham, end det som der måtte være dreng, så var det noget som blot måtte være det ekstra tiltalende for hende! ”Jeg kan ikke undvære dig.. Som jeg tilfældigvis også ved, at det er gengældt.” Hun rykkede sig roligt tættere på, selvom hun slet ikke lod sig komme helt tæt nok på til at han ville kunne nå hende. Det var blot for at tirre ham rigtigt. Hun kendte jo trods alt hans punkter efterhånden og det var noget som klart også måtte more hende noget så frygteligt!

[julien]

Det var ingen hemmelighed at Julien nød hendes selskab, at han ikke kunne modstå hende og undvære hende, for ellers ville han da slet ikke være sammen med hende på denne måde! Hun var for pokker da hans egen søster! Det var forkert på så mange måder som man kunne forestille sig, hvor han burde finde sig en fuldblodsvampyrkvinde, der var kold, der kunne holde trin med ham og ikke lod sig nedgøres på nogen måder. Han burde finde sig en kvinde, der ikke var bange for at sige sin mening, fordi at hun faktisk havde ret mange gange, fordi at hun faktisk havde noget mellem ørerne og ikke bare var til for at passe hans børn, skønt det vel også var en god egenskab? Maggie var bare den kvinde, som han ønskede sig og hun opfyldte virkelig alle hans kriterier, hun var faktisk langt bedre end en fuldblodsvampyr! Han var dog alt for ung til at få børn! Det var jo slet ikke det som han ønskede sig, for der mindede han nok meget som sin far; han gik op i sit arbejde, og så gad han ikke at have små børn til at rende rundt og skrige og forstyrre ham. Utroligt at hans far overhovedet havde fået et barn – ikke fordi det gjorde ham noget, for han var skam taknemlig over at han var blevet født, uden tvivl! Men hans far var bare ikke fadertypen, og det havde han jo også fået bevist under sin barndom, for der havde hans far ikke haft særlig meget tid til ham, men det klandrede han ham ikke for, for han forstod godt sin far den dag i dag. Arbejdet var betydningsfuldt, og det ville han sikkert også selv få at se, når han overtog det hele. Hans lille orden var jo slet ikke det samme som hans fars store organisation, for det tog flere århundreder at få stablet sådan en organisation op, hvilket faktisk var imponerende! Det var vel derfor hans far altid havde haft så svært ved at lægge den fra sig? Han ville jo selv finde ud af hvordan det var, når han selv overtog hele skidtet. Dog ønskede han ikke at tænke på alt det nu, som han endelig sad sammen med Maggie igen. De sov jo faktisk mere eller mindre altid sammen, typisk inde ved ham og til tider inde ved hende, nogle gange var de dog nød til at være lidt adskilt, hvor han også tydeligt kunne mærke længslen efter hende, for man kunne vel godt sige at han var blevet afhængig af hende? Selvom han ikke var meget for at indrømme at han holdt af hende, så var det jo faktisk hvad han måtte gøre. Desuden ønskede han også at være sammen med hende, blot for at bevise at han rent faktisk var langt mere mand end mange andre vampyrer her i huset, skønt han var så ung. Han smilede sit eget skæve og noget så lokkende smil, imens hans dybbrune øjne måtte hvile lettere forførende på hende. ”Tja.. jeg prøver,” svarede han med et selvsikkert glimt, hvor han blot lod hende mere end villigt rykke sig tættere på ham, for jo tættere hun kom, desto bedre blev det kun for ham. Han vidste hun elskede at få komplimenter, når hun gjorde noget specielt, og især når hun gjorde noget specielt for at glæde ham, men det var vel også kun på sin plads at han så lagde mærke til det? Strøgene over hans bryst kunne han ikke lade vær med at nyde, hvor det at hun lod neglene kradse over det nøgne bryst, blot gjorde det hele meget bedre! Hun tændte virkelig begæret i ham, så let som ingenting. Han smilede blot, som hun nævnte at de ældre var gået i seng, hvor han roligt løftede den ene hånd, som han lod vandre mellem hendes røde lokker. ”Hvorfor så denne forklædning?” spurgte han stilfærdigt, hvor han vendte de dybbrune, intense øjne mod hende. ”Du ved jeg elsker dit naturlige look,” tilføjede han sandfærdigt. Måske det bare var hårfarven der var blevet rød, men han nød virkelig hendes blonde lokker. Han nød, når de kunne være dem selv, i stedet for al denne forklædning, for ikke at blive afsløret. Han så næsten blot forventningsfuldt til, da hun rykkede sig lidt tættere på ham, skønt det dog måtte irritere ham, at hun ikke ville rykke helt tæt på ham, men så måtte han vel bare gøre det selv? Han lænede sig ganske roligt mod hende, hvor han med sin egen krop førte hendes med ham, så de endte med at ligge ned i sofaen; ham over hende. ”Selvfølgelig kan jeg ikke undvære dig smukke..” hviskede han i en intens tone mod hendes øre, inden han trak hovedet tilbage, betragtede hendes øjne ganske kort, blot for at trykke læberne mod hendes i et lidenskabeligt kys.

[maggie]

At det var hende som Julien havde udvalgt ,var nu blot en tanke som måtte more Maggie. Måske at han ikke havde sagt det åbent eller direkte med ordene, så var det noget som hun næsten havde formået at fornemme i hans handlinger. Han kom jo tilbage til hende dag efter dag blot for at være med hende, så hvis det ikke var en bekræftelse, så vidste hun da ikke hvad det måtte være, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun sendte ham et tydeligt og tilfredst smil, som hun lod fingrene roligt fortsætte over hans hud. Hun kendte efterhånden til hans punkter og selvom hun var ældre end ham, så var det slet ikke noget som rørte hende. Han havde virkelig forandret sig fra den lille møgunge som han havde været dengang og til at blive en mand som han måtte være i dag. Enhver skulle vel også have lov til at have muligheden for at starte direket ud med de blanke ark? Det var om ikke andet, så sådan at hun selv måtte se på det, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. Dette var noget som hun måtte nyde sig af. Hendes handlingsmønster var måske ikke direkte fuldblodsvampyr, men hun kunne i den grad godt opføre sig som en! Alec, Lestat og Alicia var nu ikke nogen som hun direkte måtte skænke nogen tanke mere. Hun var blevet en voksen kvinde og hun havde valgt sine egne veje at gå, selvom det måske ville koste hende hovedet hvis de fandt ud af lige hvilken vej at hun var endt med at skulle gå, så måtte det jo trods alt bare være sådan. ”Og du klarer det forrygende,” sagde hun med et stilfærdigt smil. Hvorfor lyve for ham? Det var da slet ikke noget som gav nogen som helst mening for hende når det nu endelig skulle komme til stykket, hvad end om det var noget som man måtte ønske det eller ikke, så måtte det jo bare være sådan som det var. Hun elskede komplimenter, men hun var så heller ikke typen som var bleg for at arbejde for at få dem, netop for at ivde, at de var sagt med oprigtighed, for det var noget af det som hun i den grad også måtte sætte mest pris på når det endelig kom til stykket. Hun kuklo ganske let. At han godt kunne lide hendes lange og blonde hår, var hun slet ikke i tvivl om, for hun havde taget ham så mange gange i at lege med hendes lange hår og uden at smilet måtte falde fra hendes læber. Hun lod det røde hår forsvinde, blot for at efterlade det langt og blond. Det var heller ikke fordi at hun havde haft lyst til at sætte det op lige i aften. ”Bare en vane min kære.. Man ved jo aldrig hvem som følger med, ikke?” Hun hævede sigende det ene bryn. Det ville klart koste dem forbandet meget hvis dette var noget som ville blive opdaget og hun undlod det helst! Hun ønskede ikke at miste ham. Et sted var hun vel.. afhængig af ham? Et sted med de følelser for ham, så var det aldrig nogensinde ord som havde forladt hendes læber og heller ikke noget som ville ske lige foreløbig. Som de roligt gled ned i sofaen, så havde hun intet imod at have ham øverst og over sig. ”Det vidste jeg jo,” sagde hun roligt og med en tydelig selvsikker mine. Det var end ikke noget som hun ville skjule for hans vedkommende. Hun lod læberne møde hans i et gengældende og lige så lidenskabeligt kys. Hun tøvede ikke med at skænke det til ham, som han også måtte være den eneste som til nu havde formået at få hende med på legen på denne måde. Armene gled roligt om bag i hans nakke, for at holde ham tæt ind mod sig. Det dyriske var trods alt noget som hun havde budt velkommen siden hun var lille. ”Du kan ikke lide mine forklædninger? Sjovt som du er den eneste som afslører dem,” afsluttede hun med en rolig, dog næsten så stolt en mine. Det glædet hende dog, at det var ham fremfor nogen anden. Han var også den eneste som direkte havde vist hende nogen som helst former for interesse for hende. Hendes far havde haft travlt med at komme ind på hendes mors liv igen. Hun var næsten glemt i forløbet – Dog ikke af ham, hvilket hun selvfølgelig var glad for.

[julien]

Når Maggie var i selskab med andre mænd, så var der ingen tvivl om at Julien spillede stor og hellig, blot for at vise at han var bedre end alle de andre mænd, for han var jo godt klar over at der faktisk var mange som havde et godt øje til hans søster, skønt det dog var ham som hun var kommet i kløerne på, ligesom det også var gengældt. Han kunne ikke modstå hende, og det var nu heller ikke noget som han direkte havde noget imod at skulle vise hende, for han holdt jo af hende og om han så ville vise det eller ej, for han ønskede ikke at blive set på som blød, men det var vel også tydeligt og klart, siden han kom sammen med hans egen søster? Når han kom sammen med hende på denne måde? Hun var trods alt den første kvinde han nogensinde havde delt et tæt forhold til, og hun var faktisk også den eneste som han lod komme så tæt på ham, skønt han dog ikke havde noget imod at have andre kvinder tæt på ham netop fordi at han nød at gøre hende jaloux, køre hende op i det røde felt med vilje og så nød han at se hendes skulende blikke til de andre kvinder han omgik. Men når alt kom til alt, så var der ingen som kunne overgå Maggie for hun var bare så.. hun var sig selv, hun var sin egen, hun var unik og han kunne ikke komme udenom at hun havde sin egen charme! Han smilede ganske let til hendes ord. Hårdtarbejdende var han vel? Noget han havde arvet fra sin far, men han havde så også forstået at det var vigtigt, når man havde det erhverv som hans far havde og som han selv ville få, når han arvede det hele. Han ville nok bare føre det hele an på en anden måde, for der var ingen tvivl om at han til tider var uenig med sin fars handlinger og planer, skønt det dog ofte var noget han holdt for sig selv. Han strøg hende blidt og langsomt over kinden, imens hans dybbrune øjne betragtede hende noget så intenst. ”Ja? Din støtte glæder mig,” svarede han sandfærdigt og smilede et lille skævt smil. Hånden mod hans bryst kunne han ikke andet end at nyde, og sandt var det at hun kendte til hans punkter, for de havde alligevel været sammen og tæt på hinanden i nogle år. Desuden så kendte han jo også til hendes punkter. Han smilede blot da hun lod den røde farve forsvinde, for at lade det blonde og de normale lokker falde ned omkring hendes skuldre. Han strøg roligt en hånd igennem hendes bløde hår, hvor det føltes som vand der skilte sig imellem hans fingre – en noget så dejlig følelse! Han smilede et lille mildt og dog køligt smil til hendes ord og nikkede ganske roligt. ”Så sandt, hellere være på den sikre side,” istemte han roligt, for det ville ikke komme til at se specielt kønt ud, hvis deres forældre opdagede deres forhold. Hans stærke arme gled ganske roligt omkring hendes smidige krop, da hun lod sine falde omkring hans nakke. Han nød at være hende tæt og de kunne virkelig ikke komme tæt nok på hinanden! Han kluklo ganske kort, inden et bredt og tilfreds smil gled over hans læber. ”Ja så? Du er også den som kender mig bedst,” svarede han sandfærdigt, og hvorfor lyve? Jovist han gik meget med Jonas, men det var alligevel Maggie som måtte kende ham bedst, netop fordi at hun var kommet så tæt ind på ham og kendte til alle hans punkter. Han sukkede kort nydende, da hun brød kysset, hvor han roligt slog blikket op og tog hendes smukke ansigt i betragtning. ”Dine forklædninger er imponerende min egen, men.. jeg nyder nu at se dit naturlige ansigt,” svarede han oprigtigt og smilede et dominerende og dog skævt smil til hende. ”Jeg kender dig jo også ud og ind,” svarede han med et selvsikkert glimt i blikket. Han nød at være sammen med hende og det kunne han virkelig ikke komme udenom!

[maggie]

At Julien var tvunget til at spille med musklerne når de var omkring andre mænd – Når hun var omkring andre mænd, var noget som virkelig måtte more Maggie, for så var han trods alt tvunget til at vise, at han var den heldige, den som kunne have hende for sig selv, for hun vidste at hun var køn og hun tøvede så sandelig heller ikke med at spille på det, det var slet ikke noget som man skulle drage det mindste i tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Nu var det alle de gamle tider som hun kunne undlade at skulle tænke på og hun gjorde det i den grad også, for det var virkelig forbandet rart at have ham for sig selv. Han kunne også bare lige vove på at finde nogen anden i stedet for hende, for hun lod sig i den grad ikke bare blive erstattet på den måde! Det nægtet hun i den grad! Lige nu var det slet ikke den form for tanker som hun måtte gøre sig. Det var Julien som fyldte det hele i hende, det var ham som fyldte noget så tydeligt i hende. Det var alt som hun havde opmærksomheden på lige for øjebikket og den fornemmelse var virkelig noget så rar på alle måder! Tanken alene om at han faktisk måtte nyde at gøre hende jalous, så var det i den grad også gengældt. Hun kunne sagtens finde på at skulle lege med en anden mand, bare for at se ham puste sig op og passe på hende, for hun vidste at han ville gøre det. Lidt konkurrance var der vel også gået i det hele, selvom det nu og da slet ikke var noget som hun havde det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket. Man kunne jo ikke ligefrem sige, at det var et kedeligt forhold som det hele måtte bygge på? ”Den har du skam altid haft, min kære,” hviskede hun blidt. De næsten røde øjne måtte hvile på hans skikkelse. Nok var hun ikke en fuldblods, men det var vel heller ikke noget som gjorde det mindste? Hun vidste i den grad godt hvordan man skulle opføre sig som en vampyr og det var det som hun gjorde. At være en varyl var næsten en skændsel set i hendes øjne og hun hadet sine forældre for at hun var det! Hånden igennem hendes nu så lange og lyse hår, kunne hun ikke gøre andet end at nyde – Lige der var han den eneste som i det hele taget fik lov til at komme så tæt på hende, for han var den eneste som hun ønskede så tæt. Det var heller ikke noget som hun ønskede at skjule for ham på nogen måde. Hun nikkede. ”Vi bliver begge et hoved kortere hvis de vidste hvad vi lavede bag deres ryg,” påpåegede hun stilfærdigt. Et sted var det jo næsten det som gjorde det hele så langt mere spændende! Alle vidste at Alec ville flippe, hvis han vidste at hans arving til det hele faktisk måtte rende rundt med sin søster. Nok var ordene ikke sagt, men det hele var vel gjort tydeligt igennem handling på den ene eller den anden måde? Det var da sådan, at hun selv måtte se på det i det store og hele, og det var nu heller ikke noget som hun ønskede at skulle skjule for ham på nogen måde. Hun holdt af ham.. Det gjorde hun virkelig. ”Det håber jeg da.. Ellers kan det godt være, at jeg bliver lidt muggen.” Hun blinkede drillende til ham som han lagde de stærke arme om hende. Hvordan kunne hun gøre andet end at nyde det? Det kunne hun da ikke! Hun smilede let. ”Åh.. Jeg tror jeg skal prøve at finde en som du ikke kan genkende mig på,” sagde hun stilfærdigt. Det var jo trods alt en udfordring og hun havde heller ikke det mindste imod en smule sjov, for det kunne virkelig gøre det hele noget så frygtelig underholdende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun nød blot at være der sammen med ham, for han fandt utroligt nok altid tiden til hende og hun nød det noget så grusomt! ”Det er da noget som du tror..” Hun prikkede ham let på næsen og med et svagt grin.

[julien]

Maggie var virkelig bare sin egen på alle måder. Hun var ligeglad med hvad andre sagde, hun var ligeglad med hvad andre måtte mene, selv var hun ligeglad med hvad deres forældre måtte mene, for hun valgte jo alligevel at komme sammen med sin egen lillebror, skønt det nok ikke ligefrem blev fortalt til deres forældre lige foreløbig. Hun var måske kun en halvblodsvampyr, men hvordan skulle man kunne lade vær med at elske hende? Hun mindede jo mest af alt om en fuldblodsvampyr, men det var jo det samme med deres mor, så det var vel en ting som Julien måtte have tilfælles med sin far? De var begge to faldet for en halvblodsvampyr, skønt Maggie var hans søster og Alicia var ikke søster til Alec, så der var en lille forskel, men de måtte vel se på vampyrer med samme øjne? Selv halvblodsvampyr kunne gøre det ligeså godt som fuldblods! Det havde han endda selv set og oplevet, og Maggie var jo også en af dem. Han hadede måske når hun var sammen med andre mænd, og når han vidste at hun gjorde sig til for dem med vilje, blot for at tirre ham! For han kendte hende jo udmærket godt, skønt det jo faktisk også var gengældt. Han gemte blot sin jalousi bag en nådesløs facade, hvor den mand hun flirtede med godt kunne få et par på hovedet, så der var vel ikke specielt mange her i huset der turde røre hende? Men så var der jo også mange andre fyre udenfor mansionen som måtte se på hende og han hadede det virkelig! Kedeligt blev deres forhold i hvert fald aldrig! Han smilede skævt til hende ved hendes ord. ”Det glæder mig,” svarede han sandfærdigt, som han lod sin pegefinger sno sig kærligt omkring en af hendes bløde blonde lokker. Hun var vel hans kæreste? Det var bare aldrig rigtigt blevet officielt, for så ville deres forældre nok sørge for at de ikke kom sammen igen i hvert fald, om det så blev på den ene eller på en anden måde, selvom de jo rent faktisk ikke vidste hvad de ville sige til det, men så var spørgsmålet jo bare om de turde tage chancen og fortælle dem det? I så fald var det måske vigtigt at lade det vente. Han nikkede ganske kort og medgivende. De ville nok blive et hoved kortere, hvis deres forældre fandt ud af det, han turde end ikke tænke på hvad hans far ville gøre ved ham! Det ville vel også være en krænkelse overfor hans forældre? Og det var jo ikke fordi han ønskede at vanære sin egen far, ikke når han var arving til det hele, for folk skulle jo helst også se godt på ham, når han overtog det hele. ”Korrekt,” svarede han i en lettere fraværende tone, som hans blik var faldet på en brændende og gnistrende pejs. På et tidspunkt var det jo hans tur til at overtage hele organisationen, selvom hans far nok ikke ligefrem gik af lige foreløbig, men man vidste jo aldrig hvad der kunne ske, hvad der ventede om næste hjørne, for alt var jo faktisk ukendt, det kunne tilmed være, at han ville dø før hans egen far, hvem vidste? Han fnes kort til hendes ord og smilede morende til hende. Han skænkede hendes kæbe et blidt kys, blot for at skænke hendes hals et bagefter. ”Jeg elsker når du er muggen,” hviskede han i en drillende tone mod hendes øre, inden han lod sine fortænder tage fat omkring hendes bløde øreflip, som han nev ganske blidt, så det ikke ville gøre ondt på hende på nogen måde, for det ønskede han trods alt ikke! Hun var jo faktisk den han holdt allermest af, hvor hans mor nok kom lige bagefter, for den kvinde havde jo altid været der for ham, ligesom han altid ville være der for sin mor! ”Jeg vil altid kunne genkende dig min egen, du kan ikke skjule dig for mig!” svarede han selvsikkert og smilede et overlegent smil. Han ville altid kunne genkende noget ved hende, for han var jo vant til at være sammen med hende, så det kunne sagtens være på hendes duft, hendes bevægelser eller på personligheden. Han rynkede let på næsen, som hun prikkede til den, inden han skulede drillende til hende. ”Åh ja?” Han skænkede hendes mundvig et pirrende og langsomt kys. ”Jeg kender dig vidst bedre end du tror min skat,” svarede han stilfærdigt, som han blinkede drillende til hende.

[maggie]

Maggie var typen som ikke reagerede på hvad andre måtte sige og mene om hende, så længe, at det måtte blive sagt direkte op i hendes åbne ansigt, for alt det andet, var virkelig ikke noget som hun kunne bruge i længden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun gik dog med det i sig, så var det aldrig noget som måtte komme frem, netop på grund af en ting; Julien. Når hun måtte være sammen med ham, så blev alt det som så mange havde sagt til hende, det blev afkræftet. Han fik hende til at føle sig som noget specielt, selvom hun stod som en varyl og halvblods, hvilket ikke altid måtte være lige velset. Folk så langt mere op til hendes mor end det som de gjorde til hende, selvom hendes mor måtte være langt mere klumset end det som hun måtte være! Hun havde levet som dette igennem hele livet, hun vidste udmærket godt hvordan det var at skulle leve et liv i mørket, hvor det faktisk måtte være Julien igen som måtte give hende et form af lys at følge, hvilket hun i den grad også måtte være noget så frygtelig taknemmelig for, for det var hun i allerhøjeste grad! At sidde på bakken sammen med ham og se på den store sol som måtte stige op, uden at skulle frygte for den, det havde virkelig været noget af det bedste ved det hele! Noget af det smukkeste som hun nogensinde havde oplevet. Nu forstod hun da hvorfor at de levende var så glad for lyset, for det var da.. smukt! Selvom de faktisk måtte fungere som et par, så nød de begge to at gøre hinanden jaloux, så var det jo noget som kun måtte foregå for en ganske kort tid af gangen, det var der heller ikke nogen tvivlv om. Hun mente aldrig noget dårligt med det, hun elskede bare at se ham spille hoverende overfor andre, netop for at vise at hun måtte være hans. Det gjorde virkelig, at hun i den grad måtte føle sig som noget særligt og hun nød og hun elskede virkelig også den fornemmelse på alle tænkelige måder overhovedet! ”Altid min skat,” sagde hun med et stille smil. Julien formåede virkelig at gøre det som Alec aldrig nogensinde havde – At kombinere arbejdet og samtidig finde tid til hende. Det var en tanke som virkelig måtte glæde hende noget så frygtelig meget og det var også derfor at hun kunne give sig hen til ham på denne måde som hun gjorde det. Et sted var det vel også hendes måde at rose ham på? At vise at det var sådan at hun ønskede det? At han gjorde et godt stykke arbejde og at han faktisk måtte være langt bedre end hans far? Hun kunne virkelig ikke gøre andet end at nyde følelsen! Vidste de gamle at dette foregik, så ville de i den grad have frygtelige stor eproblemer og alene tanken om at hun ville blive nægtet at skulle se ham, var hende virkelig dræbende, for det ønskede hun på ingen måde skulle ske, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun holdt af ham, hun… elskede ham? Ordene var nok aldrig blevet sagt, men det var vel blevet gjort tydeligt ved hjælp af de mange handlinger som måtte være dem imellem når de endelig måtte være alene? Når Jonas ikke var efter ham, for det havde altid skubbet hende en anelse i baggrunden mere eller mindre, selvom hun bare accepterede det. Hun var i den grad frygtelig tilpasningsdygtig. Der var vel også den ene lille grund til at Alec faktisk også lod hende blive her? Hun fnøs ganske let og himlede med øjnene. ”Du har aldrig set mig muggen,” påpegede hun med et drilsk glimt i øjet. Sandt at hun havde været sur, rasende og voldsomt irriteret, men havde aldrig set hende muggen! Hun betragtede ham med et stille og roligt blik. Der var virkelig ikke nogen grund for hende til at skulle skjule det for ham. ”Se.. Nu får jeg jo helt lyst til at prøve,” sagde hun med et svagt grin. Hun tog imod hans kys mod hendes kæbe, hvor hun selv vendte sig mod ham, hvor hun kyssede hans læber. Hånden strøg ham roligt over nakken og så stille nedover hans kind. ”Du kender mig bedre end alle andre gør, Julien. Det er sådan jeg vil have at det skal være,” afsluttede hun stille. Vel også en indrømmelse et sted? Endi kke hendes mor eller far kendte hende så godt som han gjorde.

[julien]

Der var en grund til at Julien fandt tiden til Maggie, der var en grund til at han kunne sætte arbejdet til side, på trods at det ikke var så seriøst som hans fars organisation; han ønskede at være bedre end hans far. Det var et løfte han faktisk havde givet sin far for mange, mange år siden, at han ville blive bedre end ham, overgå ham på alle måder, og det skulle naturligvis også være ved kvinder, eller rettere sagt kvinden, for nok nød han at gøre Maggie jaloux, og han kunne sagtens kysse en anden kvinde, blot for at se Maggie handle, men når alt kom til alt, så var Maggie virkelig den eneste han holdt af på denne måde, hun var den eneste rigtige for ham! Hun var desuden den eneste han ønskede. Han kunne ikke lade vær med at smile til hendes ord, for det glædede ham virkelig at hun støttede ham, og ligesom han var bedre end sin far, så var hun jo rent faktisk også bedre end hans mor, for han vidste jo godt at hun søgte til en anden mand, en mand, som rent faktisk var hans gudfar, for han var typen der altid havde iagttaget tingene, han havde været som en flue på væggen, så selvfølgelig lagde han mærke til når hans mor ikke var her i et par dage, kom hjem med en anden mands duft, det undrede ham faktisk at hans far ikke gjorde noget ved det, men det var vel fordi han arbejdede så meget? Et sted var han ligeglad, for han havde sin egen kvinde, og han ønskede ikke at være lige så svag som hans far, han ønskede at være der for Maggie, finde tiden til hende og have at hun var i god behold, måske ligesom hans egen far ønskede med ham og hans mor, men han havde virkelig en sjov måde at vise det på og det havde han faktisk altid haft, men han kunne alligevel ikke komme udenom at han holdt af sin far, for manden havde trods alt været hans forbillede igennem alle disse år, han så tydeligt hvordan hans far havde respekten fra alle andre vampyrer her i huset og han ønskede jo heller ikke selv at vanære hans far ved at fortælle at han var sammen med Maggie, for han kunne ikke sige hvordan udfaldet ville blive, derfor var det vel vigtigt at de holdt det skjult? Det var også det som gjorde det så spændende. Han elskede fare og spænding, og det var hvad han fik, når han var sammen med Maggie. Men han ønskede heller ikke at deres forhold skulle blive opdaget, ikke når han holdt så meget af hende, og et sted vel elskede hende? Det var så ikke noget han kunne finde på at sige, for han ønskede heller ikke at vise sig som … blød. Han vidste og forstod hvorfor hans far havde været så hård, for det var virkelig nødvendigt! Man kunne virkelig ikke rende rundt og være en god leder for en kæmpe hær af vampyrer, hvis man ikke var hård nok til at kunne holde dem under en. Man skulle være en dygtig, retfærdig og hård leder som kunne åbne øjnene på dem, og det var vel det som han var forundret over, når det kom til hans far? Og hans farfar med, for ham havde han jo også hørt en masse historier om, dengang han havde været mindre. Men han måtte indrømme at hans far havde været bedre end hans farfar, og han selv ville blive langt bedre end nogen af de to! Han ville overgå enhver Mathimæus! Han ville blive den største! Og det var derfor han satte træningen og arbejdet så højt, så et sted forstod han også sin far, men han fandt det nu alligevel vigtigt at være der for Maggie, desuden var det jo ikke kun hans far der havde haft indflydelse på ham, nej det havde hans mor bestemt også! Hun have lært ham at være en gentleman, og det var vel derfor at han faktisk kun holdt sig til Maggie? Det var måske ikke så gentlemanagtigt at gøre hende jaloux, men det gik jo også den anden vej, desuden så var hun den eneste han fik helt tæt på sig, og det ønskede han ikke at ændre på, for hun var virkelig den som kendte ham bedst! ”Jeg har aldrig set dig muggen?” Han smilede drillende til hende og lod hovedet søge til den ene side. Han nød nu at se hende irriteret, for uanset hvilket humør hun var i, så var hun forbandet smuk! ”Det er jo ikke det eneste jeg giver dig lyst til,” hviskede han i en forførende tone mod hendes øre. Han var dog sikker på at han ville kunne genkende hende når som helst, det var vel også hans job? Han gengældte hendes kys lettere længselsfuldt, og nød strøgene over hans nakke og kind. ”Mm.. Det er sådan det skal være, ligesom det også er gengældt,” svarede han sandfærdigt, for hun kendte ham virkelig bedst!

[maggie]

At Julien ville blive langt bedre end sin far, var slet ikke noget som Maggie kunne drage det mindste i tvivl når det endelig måtte komme til stykket, for hun kunne se hvor meget han gik op i det at skulle lære det hele, hvordan han greb sagen an med den lille gruppe af vampyrer som han selv måtte koste rundt med når det endelig skulle være og alligevel formåede at finde tid til hende, så var hun slet ikke i tvivl om at han ville blive bedre end sin far! Hun var stolt af ham. Det var hun virkelig, selvom det igen var nogen af de ord som aldrig nogensinde ville forlade hendes læber på noget som helst tidspunkt og det var jo trods alt også med en umådelig god grund. Hun ønskede ikke at stå svag på nogen måde, ligesom hendes mor. Nok kunne hun ikke få sig til at bryde sit ægteskab med Alec, men at komme hjem og stike langt væk af en anden – fremmed mand for hendes vedkommende, var heller ikke noget som ville gavne hende i det store og hele. Det mest mærkværdige var jo at Alec ikke sagde noget til det? Han virkede nu heller ikke som manden som ville holde mund hvis han vidste, at hans kone legede rundt med en anden mand. Hun ville flippe uden lige hvis Julien leget rundt med en anden tøs i stedet for hende, selvom hun godt vidste, at hun slet ikke havde retten til det. Hun vidste jo så også godt, at deres forhold var noget som de var nødt til at holde hemmelige, netop fordi at de gamle da ville hugge hovedet af dem hvis de fandt ud af det og det var heller ikke noget som hun måtte ønske. Hun stod jo faktisk som den ældste, så det var faktisk hende som burde passe på ham, selvom det slet ikke var tilfældet, hvilket faktisk var hende en ganske så morende stemme når alt endelig måtte komme til alt, så var det slet ikke noget som hun ønskede at tænke mere over. Han var den rette for hende og hun var slet ikke i tvivl om det! Hun ville da gå ud af sit gode skind den dag hun ville blive benægtet at skulle se ham hvis det nogensinde skulle ske! At deres fællesmor havde haft en stor indflydelse på deres begges liv, var hun temmelig sikker på. Det bløde havde hun jo så haft fra begge sider af, hvor det hårde først var kommet i de mange år i efterkant, hvor hun havde været her, tvunget til at tilpasse sig og så i det år hvor hun havde været ude mere eller mindre for at skulle passe sig selv. Hun havde lært sig de mange ting som der skulle til for at en vampyr i det hele taget ville være i stand til at overleve, så et sted så levede hun som en fuldblods, selvom det slet ikke måtte være tilfældet. Hun skammede sig faktisk over at være varyl, for hun kunne ganske enkelt slet ikke fordrage den tanke! Hun skubbede den væk, igen så var det bare ham som måtte veje i hende og det eneste som havde nogen som helst af betydning på alle tænkelige måder overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan. ”Du har set mig glad, lykkelig.. vred, rasende og irriteret.. men aldrig muggen,” sagde hun med et stille smil på læben. Der var vel heller ikke nogen grund til at skulle gøre mere ud af det? Så længe, at hun var den som kendte ham bedst, så længe, at hun var den som han ville tage tæt på sig, så skulle hun da bestemt heller ikke klage over det mindste, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun tog til sig af hans kys, som hun gengældte mere end med den største glæde, for det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule, for hun nød det! Og det var noget som han i den grad også skulle have lov til at vide! Hun kuklo ganske let. ”Touché,” hviskede hun med en rolig og blid stemme tæt ved hans øre, som hun endnu en gang havde valgt at trække ham helt tæt på sig. Jo tættere på at han kunne komme, jo bedre var det i den grad! Hun lod neglene forsigtigt bore sig ned i hans hud og strøg ham derefter stille over ryggen. ”Så er jeg tilfreds.. Så slipper du også for at se mig muggen,” påpegede hun med et drilsk glimt i øjet.