Blot endnu en dag

[aeila]

Som solens stråler ramte sit højeste på himlen, hvor vinden endnu havde lagt sig for dagen. Solens stråler skinnede kraftigt, tros de ikke gav meget varme for den frosne jord omkring. En let fulge sang kunne høre rundt omkring i de omgivende træer, gav en særlig idyl over sig. Med de mange små is perler som pryglede træerne, og gav dem et helt særligt koldt og dog smuk udseende. Midt i en lille lysning, lå der et større træhus. Dens tag var strået og fyldt med mås af alle slags, hvor en lille hule kunne ses i den, tydeligt et bo for en af skovens dyr. Hytten tårnede sig lige præcis som under trækronerne, 1 salen bygget på det var tydeligt håndværk af kvalitet. To mønstret søjler holdte på 1 salen der stak let ud foran huset, hvor der på karmen stod skåret ind i en bjælke `Disciplin, honor and pride`. Tros det for det meste blot lignede en masse symboler, ville de ældre kunne genkende sproget. En sprog der for længst var glemt, og kun kunne findes i æld gamle skriftruller. En sagt lyd af en økse der flækkede et stykke træ kunne høres, en kort pause inden lyder igen kom susene. Kort og sagt. Foran den store hytte stod en kvinde med en to håndet økse i hånden. Foran hende stod der en god stor stub, hvor mærker efter øksen var tydeligt i den. På den stod der et stykke træ, parat til at blive kløvet i to, for at slutte sig til stakke med brænde. Ved hendes anden side, lå der stykker af et større træ, der tydeligvis var blevet fældet for formålet. Hun bar en hvid langærmet trøje af tydeligvis fint silke, hvor en v-skæring var tydelig foran. Et par brune stramme læder bukser bar hun forneden, hvor brunt snører var pyntet ned langs dens sider. Hendes brune flade spidse læder støvler trådte let til siden, mest for at sprede sine ben lettere. Hun hævede øksen i en øvet bevægelse, og med kraft hamrede hun øksen ned og flækkede træet foran hende. Det mørke røde hår bølgede let i den kraftige bevægelse, lod det blot hænge løst og frit ned af hendes ranke ryg. Ikke var hun særlig høj, og dog var der nogen over hende. Hun virkede ikke som typen man lige krydsede klinger med. De krystal brune øjne skævede let hen over kanten af træer, inden hun gentog sin bevægelse med et nyt stykke træ. Ikke en sved dråbe var at se på hende, og dog virkede det heller ikke som om hun frøs det mindste. Hendes hud var tydeligt varm og solbrun, gav hende et venligt og dog autoritet strålede ud af hende. Aeila tog en kort og dog dyb indåndingen, før hun valgte at gentage sin bevægelse. Ikke var hun udmattet det mindste, der skulle langt mere til for hendes vedkommende. Med en rolig bevægelse rakte hun sin hånd frem, med håndfladen rettet imod de kløvede stykker. Ikke et ord fløj over hendes læber, før et hvidt lys strømmede omkring stykkerne. Et lys tydeligt klarere end solens stråler, hvor stykkerne lagde sig i den organiseret bunke. Hun lukkede let sin hånd, og lyset forsvandt lige så hurtigt som det var kommet. Med en kort bevægelse gav hun sig til at kløve endnu et stykke, blot for at forsætte "Hvad skal jeg havde til aften? Måske et vildt fra den store flok der render rundt her omkring. Det er længe siden jeg har fået kød. Måske en lille kanin vil gøre tingene bedre" mumlede hun stille for sig selv, og tydeligt ment for sig selv. Hun boede alene, og havde gjord det i mange år efterhånden. Efter hun havde valgt at trække sig helt fra Slottet, hvor hun før blev kaldt til afhøringer osv. Men den tid havde været ovre i nogle år nu, og ikke havde hun forladt skoven lige siden.

[Deleted]

Vinteren var ved at tvinge de sidste spor efter efteråret væk fra de store lande. For selv de fleste, så kom denne kulde nærmest med en overraskelse, da det var de færreste som i det hele taget havde ventet den så tidligt. Det var dog ikke tilfældet for Aerandir. Han havde søgt væk fra Neutranium i Manjarno for at tilbringe noget tid sammen med sine egne og få plejet sine kampsår på bedste manér – Hvilket ville sige, at skoven spillede en umådelig stor betydning ind der! Han var en elver og et væsen af skoven, hvilket han i den grad også måtte være stolt af. Fungerende som hærfører i Manjarno mens der måtte søges efter en ny, for det var slet ikke en stilling for en bueskytte som ham. Han fungerede bedst på afstand, hvilket man tydeligt havde fundet ud af, så var han dog alligevel hvad de måtte søge efter i form af strategier og struktur, for han vidste i den grad hvad han ville have og hvordan tingene skulle være. Skoven var hans hjem og han længtes virkelig efter det til tider, så nu hvor muligheden havde budt sig, så havde han søgt hertil. Næsten som han måtte forfølge lyden af den blide fuglesang af en af de værende her, eftersom mange måtte søge sydpå for vinteren, så var det en af de små glæder som blot måtte få ham selv til at smile og det var noget som virkelig sagde en god del. Utroligt at man kunne savne skoven så meget! Efterårstøjet var dog stadig på, eftersom han ikke ville gå i det andet før vinteren for alvor ville melde sin egen ankomst, selvom det tydeligt kun måtte være et spørgsmål om tid inden at det ville ende med at ske. Ikke at det var noget som rørte Aerandir det mindste, for hans del så var det lige så naturligt som alt det andet som måtte foregå omkring dem. Det svage smil hvilede på hans læber, som han søgte ned mellem de mange træer i form af et stisystem som selv de færreste kun måtte kende til, så nød han virkelig bare af fornemmelsen af at rende rundt i skoven igen. Neutranium var virkelig som intet andet end et fængsel for ham! Fire store og fede murer som måtte omgøre det hele og med vagterne oveni.. Det var mere end nok til at lade det løbe koldt ned af ryggen på ham og det var heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde overhovedet! Lyden af hug var noget som hurtigt måtte få ham til at stoppe op. Det var heller ikke ofte, at han var så langt inde i skoven eller på disse kanter. Selv hvor rygterne omkring mørkevæsner her til lands var noget som havde nået hans elverøre, så var det heller ikke noget som var faldet i god smag på nogen måde! Hans bue lavet af det smukkeste træ og med en streng så stærk og kraftig, at det var de færreste som besad den fuldendte mulighed for at trække den op, så lod han den endnu en gang falde roligt til hans hånd. Selve grebet var som lavet efter hans eget, så den hvilede perfekt i hans hånd! Han fandt roligt en pil frem, hvor han nærmest måtte lægge den på plads på strengen. Fingrene gled omhyggeligt over styrefjerene og med den samme intense mine som før. Nu var han bare langt mere på vagt end det som han havde været før! Hans skridt var rolige igennem skoven, som han omhyggeligt forsøgte ikke at skabe nogen som helst former for støj, bare i tilfælde af, hvis det skulle vise sig, at være en fjende som han måtte stå overfor, så skulle han gerne se ham før det var omvendt.

[aeila]

Nok var vinteren ved at melde sig, men det forhindrede dog ikke Aeila i at holde varmen. Nok havde hun ikke mere tøj på, end de fleste ville havde set som sommertøj. Men den konstante og hyppige svingning af øksen, sørgede for blodet pumpede roligt rundt i hendes krop. Og nu mere ens puls steg, jo mere varme kom der i kroppen. En ting hun udmærket var klar over. Ikke ville hun kunne havde holdt ud, hvis hun havde haft en kappe eller andet på. For ikke at snakke om, det ville havde været mere besværligt at svinge øksen. Med en solid bevægelse svang hun øksen, så den satte sig fast i hendes huggeblok. Hun strakte sig kort, og tog en dyb indånding, blot for at lade den glide roligt ud igen. Det havde været nogle stille uger efterhånden. Ikke havde hun set skyggen af hverken mørke eller lyse væsner. Normalt fik hun besøg af en elver eller to, hvis der var nogle relevante nyheder. Eller for den sags skyld, hvis en af dem skulle voldsomt til skade. Men der havde været stille, som om mange af de mørke væsner havde trukket sig tilbage fra deres skov. En tanke der blot måtte glæde hende. Men det fik hende dog ikke til, at sænke sine stærke forsvarsværker. De blev i den grad oppe, og hun var hjemme eller ej. Ingen skulle ind i lysningen, uden de ville mærke kræften og sidde fast til hun sagde andet. En del mørke væsner havde der været for uger siden, men med en god advarsel fra elverne. Havde hun ikke haft det vilde problem med dem. Dem der var gået i hendes fælde, havde hun dræbt på stedet. Dog efter hun havde tjekket racer og titler. Og det havde været væsner, der var ude efter rigdomme og andre perverse ting. Efter hun havde hugget hoved af dem, havde hun brændt dem på en bål ved hendes hus. For derefter at slette alle spor efter bålet hun havde haft. Hun ville ikke havde deres sølle rester i nærheden af hende, det bragte direkte dårlige minder. Hendes had til dem, viste sig i hendes ubarmhjertighed. Men efter tre store krige med dem, kunne man virkelig klandre hende? Det var ikke noget hun tænkte videre over, og eftersom folk ikke reagerede på det hun gjorder. Så måtte der jo ikke være noget. Og hvis der var, måtte de jo komme til hende. Den flækkede stamme der lå på hendes anden side, hvor mærket efter øksen var tydelig i dens ende. Hun rullede kort med skuldrende, og grab øksen med den ene hånd igen. Aeila lod sig lette elegant fra jorden af, blot for at lande godt en meter inde på stammen. Hun grab fat med begge sine hænder om øksen, og lod den falde hårdt ind i siden på stammen. Træet flækkede cirka halvvejs på tværs, hvor øksen fald hurtigt igen for at skille dem fra hinanden. Stykket hun havde hugget af fald tungt ned på jorden, hvor det var omkring en meter i diameter. Det var ikke det største træ i skoven, men bestemt hellere ikke en af de mindste. Men hun havde fået tilladelse fra Druider og Elvere til at fælde, ikke fordi hun havde brug for deres tilladelse. Men af ren og skær høflighed. Med øksen over skulderen, hoppede hun elegant ned ved siden af stykket igen.

[Deleted]

Den dog så faste lyd af øksen som måtte ramme det store stykke træ, var næsten noget som måtte skære Aerandir direkte i hjertet, for skoven selv bar med sig et liv og det var slet ikke noget som han anså at man skulle slå ihjel på denne måde! Ikke at han kunne sige noget til det, for han vidste så sandelig også godt, at så mange var afhængig af det for deres egen overlevelse og nu hvor vinteren var kommet, så måtte man jo tage brug af de drastiske metoder for at overleve og der gik skovene som regel ud som den store taber, hvilket et sted også var noget som han var ked af. Igen så var det noget som man var blevet vant til med årene, det var ikke noget som man sagde noget til mere, ganske enkelt fordi at det ikke var noget som man fik noget ud af foruden en masse forundrende blikke som de næsten ønskede at spørge en om man var sindssyg. Træerne var levende individer og noget som man ikke kunne klare sig uden på mange måder! Uden skov var der intet vildt og uden vildt var der intet mad og desuden så var skoven et hjem for så meget andet end bare de egoistiske bæster som regnede med at de kunne hugge den ned? Aldrig! Aldrig nogensinde! Hvilke former for forsvarsværker som måtte være heromkring var slet ikke noget som han var kendt med, udelukkende fordi at han havde tilbragt mange år nu i Manjarno. Efter alt det som var sket med Fabian dengang, så var det ikke nogt andet end direkte nødvendigt. Han havde det potentiale som en hærfører og nu hvor det var gjort klart at Fabian aldrig nogensinde ville kunne træde ind i den rolle igen, så var det klart for ham, at det var en stilling som ville være hans igennem temmelig mange tider efterhånden. Det var nu heller ikke fordi at det var noget som han havde særlig meget imod på den anden side, for det gjorde godt, at man kunne blive anerkendt som andet end et asocialt væsen fra skoven af. Han havde fået forbandet mange af de navne efterhånden, selvom det nu ikke var noget som han rigtigt reagerede på. Han agtet at holde en mere lav profil end at hidse sig op af de småting. Hans fingre gled roligt over styrefjerene på hans pil. Det var nogen som han selv havde lavet, så han vidste at de fungerede med højeste perfektion! Alt andet var helt uaktuelt og slet ikke noget som han kunne bruge og specielt ikke indenfor hans egen branche. Han gik roligt tættere på, selvom.. det resulterede i at han slet ikke kunne gå mere? Næsten som hans ben nægtet ham det? ”Ved den gamle bøgs..” Han vendte blikket ned mod hans ben, selvo mde slet ikke ville rokke sig det mindste? Hvad var det for en slags magi?! Han trak vejret dybt, idet hans greb nærmere automatisk måtte stramme sig mere om buen, så han kunne være klar til at skulle spænde den op hvis det var nødvendigt. Efterhånden, så var det virkelig dumt at skulle tage nogen som helst form for chancer, for det var kun direkte livsfarligt. Bare lyden af det flækkede træ var noget som nærmest måtte gøre ondt. At nogen overhovedet kunne gøre det, var slet ikke noget som han forstod! Han fjernede ikke træer fra guds grønne jord før han kunne se at det var dødt og visnet bort. Respekten for det levende havde han og skoven havde han i den grad, da den i sig selv, var noget som betød skræmmende meget for ham. Igen og igen så prøvede han at fjerne og flytte benene, selvom han bare ikke kunne. Det var en frustrerende tanke! Hvis fælde var han gået i!?

[aeila]

Stykket med træ der lå faldt på jorden, lignede mest af alt en cirkel af åre. Hvilke det på en måde også var. Årene der gik rundt i cirkler, fortalte hvor gammelt træet var. Og det kunne med lethed være omkring de 20år gammelt, og måske mere. Ikke tænkte hun videre over det, hun skulle bruge varmen det gav. Hvis det ikke var for det brænde hun huggede, ville hun kort sagt fryse ihjel når vinteren for alvor fald. Lige som hun skulle til at løfte hånden, for at flytte stykket. Ramte en sus hende stærkt, hvor hendes nakkehår rejste sig stærkt. Hendes grå øjne kneb sig sammen, blot for at udtrykke hendes alvorlighed. Hun bøjede i benene og satte hårdt af fra jorden, blot for at lade sig lette fra jorden i en hastig fart. Med øksen der var fast i hendes ene hånd, fløj hun imod stedet hvor hendes mur var blevet ramt. Som hun kom hastigt nærmere, fik hun øje på manden der stod alene. Med en bue i sin hånd, og ben der ikke ville rykke sig. Hvilke var hele pointen med hendes forsvarsværker. Det var at sætte folk fast, så hun kunne se hvem der ville ind i lysningen. Lysvæsner havde automatisk adgang, da hun aldrig havde oplevet nogen af hendes egen race. Der ville hende det mindst ondt. Når Druider og Elvere ville havde fat i hende, ventede der pænt udenfor. Imens en af dem, gik med vilje i fælden, og ventede pænt på hun kom til dem. Omkring ti meter fra ham, stoppede hun i luften. Hun grab fat i øksen med sin anden hånd også, blot for at vise at hun var bevæbnet. Måden han bevægede sig på, mindede meget om en elvers. Men selv en vampyr kan havde samme smidighed, og elegance. Hun ventede tålmodigt, og holdte sine falke øjne rettet direkte imod ham. "Race, ærinde og navn?" spurte hun direkte. Ikke uhøfligt, blot med samme disciplin som en hærføre, ville tale til en soldat. Hun har altid været kort og kontant, en ting hun stadig havde tilbage fra hendes kamp tid. Ikke virkede hun direkte fjendelig eller truende, blot advarende om hun ikke mente sjov. Det var så sjældent nogen faktisk kom så langt ud i skoven. Men for det meste, var det også fordi de havde et ærinde med hende. På den gode eller dårlige måde. Eller blot havde spottet hendes hus, fra skovkanten af. Ikke havde hun forladt skoven i nogle år nu, og agtede heller ikke at gøre det for mange år endnu. Hendes rådgivning på slottet var sluttet, hun havde selv sagt fra. De kunne godt klare sig uden hende. Den eneste grund til de ville havde hende med, var på grund af hendes erfaring. For ikke at snakke om, hun var en stærk politisk allierede. Hvis man havde hende på sin side, var man næsten sikker på at vinde mundhuggeriet. Problemet var bare at få hende overtalt, til at hjælpe sin sag. For ikke at snakke omkring, hun havde virkede politik. Som gammel Hærføre, var hun van til handling frem for teselvskab. Hun havde flere gange efter mange timers mundhuggeri. Endt med at banke så hårdt i bordet, at der flækkede. Hvor hun bedte dem om at stoppe deres pjat, og tage og komme til sagen i stedet for. Meget havde hun tålmodighed til, men politikere var virkelig ikke en af dem. De havde aldrig smidt hende ud af en forhandling, men det var også af ren respekt. Havde hun været hvilken som helst anden, var hun blevet smidt ud for længst. Men hun var kort sagt blevet træt af det over årende, og havde sagt hun ikke var interesseret i det pjat længere. Efter hun havde forsikrede dem omkring, hun måske ville komme tilbage en dag. Lod de hende gå, men som om de kunne havde stoppet hende? Hun havde ingen Herre, tros hun var loyal overfor tronen. Og vil altid være det.

[Deleted]

Aerandir vidste udmærket godt, at han for øjeblikket befandt sig i den del af skoven, som man normalt undgik at skulle opsøge, men selv herude kunne træerne være ensomme hvis man aldrig opsøgte dem? Det var jo heller ikke fordi at man ikke hørte fugle, for det gjorde man skam og dyrenes spor var der selv mange af! Så her var da rigt med dyreliv hvilket kun måtte glæde ham! En af de små ting ved naturen som man bare ikke kunne lade være med at nyde noget så frygtelig godt af. Alene den tanke om at disse små glæder og overraskelser stadig måtte være at finde her, var klart noget af det bedste med livet i skoven. Man vidste aldrig om man vågnede til at kunne se de smukke rådyr rende rundt udenfor vinduet og græsse, fuglene bygge rede i træernes toppe, de mange egern som løb rundt for at finde deres nødder og generelt den normale fangeleg mellem harer og ræv. Alt denne form for fred og ro, var nu ikke noget som han rigtigt kunne lægge mærke til, for hans fokus lå helt andre steder; Hvorfor pokker kunne han ikke bevæge sine ben?! Nu hvor han stod der og stod temmelig fastlåst, så havde han ikke rigtigt noget andet valg end at skulle være yderst opmærksom, for han nægtet at ende ud som det samme som hans køre forgænger havde gjort det i Manjarno! Hans fingre strøg over styrefjerene på hans pil som han selv måtte stå og lytte samt at han var utrolig opmærksom med hans blik. Alt andet kunne jo meget hurtigt vise sig at blive fatalt! Og det nægtet han ganske simpelt! Som lyden af en kvinde måtte ramme hans øre, så vendte han blikket omgående mod hende. Normalt ville han ikke true en kvinde, men det var tydeligt for ham, at dette måtte være hendes værker! Han spændte buen med yderste perfektion. Han trak den helt op og vendte den direkte i retningen af hende. Blikket hvilede skarpt på hende. ”Jeg er en skovelver, frue,” begyndte han stilfærdigt. Alligevel med en vis stolthed i stemmen, for han kunne slet ikke skamme sig over at være hvad han var! ”Og mit navn er Aerandir Carnesîr,” fortsatte han roligt. Nok ikke den bedste måde at præsentere sig på, men lige nu så ønskede han ikke strid og specielt ikke her i skoven hvis han kunne undgå det! Han forholdt sig rolig. Alt andet ville da slet ikke komme ham til gode. ”Jeg vandret blot hvor min ben ville føre mig hen. Jeg undskylder hvis jeg har betrådt Deres grund og ejendom,” afsluttede han ganske roligt. Lige hvem denne kvinde måtte være, var ikke noget som han direkte kunne sætte en finger på, men han var sikker på, at han havde set hende før. Han havde jo længe været en af de professionelle bueskyttere i Procias før han gik videre og havde taget over som midlertidig hærfører i Manjarno. Hans skærpede sanser var noget som kom ham til gode og elversynet var ham perfekt. Han sænkede buen ganske roligt, idet han slap den med den ene hånd, førte den til sit hoved og fjernede kutten. ”Jeg ønsker Dem intet ondt og jeg ønsker ikke strid,” afsluttede han stilfærdigt, blot for at gøre det helt klart for hende at han gik med gode intentioner. At føre krig i skoven, var noget af det sidste som han ønskede, for det var noget af det som han endda måtte sætte højere end det som han ville sætte livet selv! Et sted levede og åndede han for dette sted. Et hjem for så mange og et hjem for ham, var det bestemt også. De mosgrønne øjne søgte direkte til hende som han fjernede pilen fra buen. Han var dog stadig opmærksom og kunne spænde den hurtigt hvis det skulle vise sig at være allerhøjst nødvendigt.

[aeila]

Mandens opmærksomhed der blev rettet hastigt imod hende, hvor hun selv måtte give slip med sin ene hånd. Holdte den fri, og dermed også hendes magi klar. Hvis hun skulle fyre pilen af, kunne hun nå at afvikle den på et skjold. En utrolig simpel bevægelse, og dog var den så inderligt nyttig. Den have reddet hende krop, var så mange slag hun slet ikke kunne tælle det. En skovelver der strejfede omkring? Det var ikke så tit, de kom i denne del af skoven. Druider havde intet problem med at gå her omkring, mest sørge for Aelia holdte hendes del af aftalen. Hun fældede kun træer, der enten var naturskadet, sygdomme eller stormfald. Alle de raske stod i deres pragt, hvor kronerne svævede let i vinden. Det var sjældent dem der uofficielt betrådte hendes jord, der faktisk orkede at undskylde. De blev for det meste hidsige, og truede med vold hvis hun ikke løslade dem. Problemet med det var bare, at de ikke var i nogen stilling. Til faktisk at stille, sådan nogle krav. Hvad havde de regnet med? Der var jo en grund til, hun havde sat det sikkerhedssystem op i første omgang. "Deres undskyldning er unødvendig, jeg har hverken skilte eller andet oppe. Der kan indikere, at denne lysning er bevogtet af mig. Ejer den gør jeg skam ikke, jeg bor her blot" fortalte hun i en lidt mere afslappet tone. Hendes hænder slappede tydeligvis mere af, efter han valgte at sænke sit våben. For ikke at snakke om, da han sænkede sin hætte. Så hun faktisk kunne se ham, og de øre var ikke til at tage fejl af. Hvis den bevæger, snakker og sigter som en elver, så må det være en elver. Hendes frie og åbne hånd, bevægelse sig kort i nogle håndbevægelser. Magien der sugede sig til hans ben, var blevet opløst. Den blev trukket tilbage til hvor den hørte, det ville sige i muren med det andet magi. "Så er vi i den grad to." mumlede hun mere til sig selv, end til ham. Hun lod sig svæve elegant ned imod jorden, og ramte den under sig. Hun stod stadig nogle meter fra ham, imens hendes øjne studerede ham en smule. Hun var utrolig mistænksom, var hytten i skoven ikke nok til at bevise det? Aelia rettede let sin ryg "Mit navn er Aelia Cornelia, og dette er mit hjem" fortalte hun roligt, og lod sig lette en lille centimeter fra jorden af. Mest af alt, fordi hun gad virkelig ikke til at gå. Hvorfor gå når man kan flyve? En meget logisk tanke, i i hvert fald ifølge hende. "Du må havde gået et godt stykke for at nå min hytte. Måske en tår at drikke ville friste?" spurte hun, med et lille nik imod hytten bag hende. Det ville være alt for uhøfligt ikke, at invitere ham på noget at drikke. Det var så sjældent her kom nogen, og det var altid rart at høre nogle nyheder. For ikke at snakke omkring, at hun var på god fod med elverne. Så hvorfor ikke være en smule venlig, og prøve at glemme sin mistroiske natur.

[Deleted]

End ikke i Procias kunne man vide sig sikkert mere, så meget var Aeradir klar over, så et at der var disse forsvarsværker op i skoven, havde han bestemt heller ikke noget imod. Om ikke andet, så var han sikker på at denne lysning ikke ville kunne bemandes af de onde eller mørke væsner som havde haft en irriterende tendens til at vise sig her! Det havde kostet ham meget, i og med, at han selv havde været i krig med dem. Ikke bare ude i feltet, men også her på hjemmefronten og det var også noget af det som faktisk måtte sige sig, at gøre ham en anelse bekymret, for han var bestemt heller ikke meget for den tanke. Skovene var noget af det mest værdifulde i hans øjne, det husede så meget forskeligt liv så man skulle tro at det var løgn og alligevel og alt menneskeligt liv var afhængig af det på den ene eller den anden måde, så hvorfor ikk værne om det i stedet for at kæmpe om landegrænser? Det var jo heller ikke noget som gav nogen mening for ham! Han havde intet imod at vise venlighed hvis det var det som han fik tilbage og det var jo det som han gjorde nu. Selv var han tvunget til at stå der frygtelig opmærksom og det lettet selv at se at hun faldt mere til ro, som han sænket hans bue. Det var hans måde at reagere på, også fordi at han slet ikke havde vidst hvad han stod oppe imod. De mosgrønne øjne faldt direkte til hendes skikkelse og med en ellers yderst opmærsksom mine. Han trak vejret dybt, som han sænket sit våben helt, hvor han blot nikket mod hende. Han var nu temmelig sikker på at hendes navn var kommet ham for øre før! Han kneb øjnene let tænkende sammen, som han vendte blikket mod hende. ”Det passer mig yderst fortindeligt,” sagde han roligt og med en let høflig mine. Han var høflig af sig og nu hvor han ikke behøvede at skulle tænke på kampe, strid, strategi eller lignende ganske enkelt fordi at han havde den stilling som han havde, så var han yderst tilfreds! ”Deres navn er kommet mig fore øre før.” tilføjede han efter et let tænkeligt øjeblik. I det sidste havde han haft temmelig travlt i Manjarno, så det at stresse ned, gjorde godt, men det gjorde ham også temmelig ukoncentreret fordi at han var vant til at have noget i hænderne hele tiden. Buen faldt tilbage over hans skulder og pilen med, som han rettede sig roligt op. Da han igen kunne bevæge sine ben, så gled et tydeligt tilfredst smil over hans læber. ”Imponerende forsvarsværk Frøken Cornelia,” sagde han roligt, som han igen vendte blikket mod hende. Nok selvom han var på hjemmebane, så var han nødt til at være forsigtig. Han bukkede ganske let og roligt for hende. Respekt og høflighed var vel på sin plads og da specielt overfor en kvinde. ”Mine ben har ført mig hvor jeg har vandret. Lidt at drikke vil jeg bestemt ikke takke nej til,” tilføjede han roligt, som han igen måtte rette sig op.