Caught by the past..

[yuuki]

Det var og forblev hende umuligt at mod argumentere det han sagde omkring hendes fortid. Hun kunne endda give ham fuldkommen ret på det punkt, men stadig var det voldsomt underligt at hun så skulle bære hans navn. Hvilken ret havde hun til det? Det ville være nemt nok at fjerne det, men ville det så ikke betyde at hun ville miste en del af sin fortid? Det var forvirrende alene at spekulere over så hellere bare gøre det nemmere for dem begge hvis hun alligevel ikke kunne huske hvem han var.
”Det ikke fordi at jeg ejer nogen form for relation til selve navnet Marvalo. Jeg har båret det med mig da det egentlig er det eneste jeg husker omkring min fortid.”
Langt det meste af tiden havde hun slet ikke givet det en tanke; hendes navn. Det ville nok heller ikke komme så vidt at hun ville genkalde sin fortid og hvis hun skulle ville hun ikke tro på at det ville få alt for alvorlige konsekvenser.
”Og du har ret, jeg forstår ikke din reaktion og angst ved at se på mig…”
Med en rolig hånd stødte hun af i jorden og kom op og sidde ret vaklende, mens hun vendte blikket op mod ham ganske alvorligt.
”hvad end der har været mellem os før i tiden er glemt for min del og jeg har ingen idé om hvad jeg har gjort mod dig siden jeg skal udsættes for tortur. Hvad end det er har jeg ingen ønsker om at kendes ved det heller. Jeg må jo have glemt det af en god grund? Jeg ved det måske vil være ganske lidt at tilbyde dig for at vise dig respekt i den nuværende situation, men… hvis du vil gøre mig en enkel tjeneste vil jeg til gengæld fjerne dit navn fra mit eget. Der er ingen gyldig grund til at vi udgiver os for at være familie når der ingen gyldig grund er bag det.”
Hun ønskede sig ingen fjender eller flere oplevelser som med Joshua. Alene den følelse hun havde oplevet var ikke en hun ønskede at gå tilbage til om så hendes død lå for hendes fødder! Hun var fast besluttet på at gå en vej helt på egen hånd.

[Kimeya Marvalo]

Yuuki var i den grad den sidste som havde med sig retten til at skulle bære hans navn! Det eneste bånd som han havde til hende var igennem tvillingerne som havde fået det navn udelukkende igennem deres fødsel som han jo selvfølgelig ville stå der som deres far, selvom ingen af dem direkte ville vedkendes ham. Så måtte det jo trods alt bare være sådan at det måtte være. Han måtte jo faktisk sige sig, at være fuldkommen ligeglad når det endelig måtte komme til stykket.
”Du husker det omkring din fortid?” gentog Kimeya næsten med en vantro, for det var bestemt heller ikke noget som gav nogen mening. Det gjorde det da ikke hvis hun slet ikke kunne huske noget som helst? Ikke fordi at han direkte havde noget imod det, for det gjordeh am kun glad. Den mørke fortid var slet ikke noget som han ønskede at skulle tænke yderligere over! Han vendte sig med hele fronten til hende. ”Du af alle er den sidste som har retten til at bære mit navn! Jeg ved ikke hvorfor Nathaniel har valgt at skænke dig det..” Han knyttede næverne fast. Det var noget som han agtet at finde ud af. Han havde altid været stolt af sit navn og så skulle hun komme der og ødelægge det? Det fandt han sig virkelig ikke i!
Yuuki måtte dog fange Kimeyas opmærksomhed ved hendes ord. Direkte var han bestemt ikke meget for at skulle gøre denne tøs nogen som helst former for tjenester, men hvis det kunne redde hans familienavn så det kun måtte blive familie som måtte bære den med sig, så var det jo selvfølgelig kun noget som måtte tælle for ham og hans del. Armene lagde han ganske roligt over kors og med den samme faste mine i ansigtet. Det var bare ikke noget som ændret sig uden videre. ”Så sig frem,” sagde han ganske kortfattet. Han måtte dog give hende ret i en ting; Tingene var glemt af en grund. Gud nåde trøste Nathaniel hvis hun skulle ende med at huske noget som helst af det som var sket! Han nægtet at gå igennem det helved endnu en gang mere! Hovedet lod han søge let på sned. Måske at han ikke var den mest aktive warlock efterhånden, men det var jo bare sådan at det nu måtte være. Han ønskede bare et stille og roligt familieliv mere eller mindre. Og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at lade Yuuki ødelægge! Ikke nu hvor det endelig måtte køre perfekt mellem ham og Faith! Noget som de havde kæmpet igennem så skræmmende mange år for!

[yuuki]

”Jah…”
Medgav hun i en an-mast tone. Det var jo så ikke fordi at hun kunne genkende noget om sin fortid på grund af det, men alene det at beholde hele navnet gav hende en fornemmelse af tryghed.
”… men kun for ikke at sidde tilbage med følelsen af at være ladt tilbage uden noget som helst. Ser du… navnet relaterede til en følelse af at være hjemme, altså det fulde navn og det må være lænket sammen med det som jeg ikke kan huske, men stadig har oplevet.”
Hun vidste godt at hendes fortid var og forblev gemt i mørket, men det gjorde hende ikke mere ængstelig af den grund.
”Vil du give mig en hånd så jeg kan komme op og stå? Så skal jeg fortælle dig hvad jeg ønsker din hjælp til..”
Hun brændte op indvendig og følte sig ikke selv i stand til at komme på benene så hun ville kunne gå videre mod byen. Med en hånd rakt ud mod ham så hun blot på ham ganske afventende; ingen flirtende blikke eller henkastede smil fra hendes side af. Igen kunne hun sagtens forstå hans frustration over det hele og hun ejede ikke navnet på nogen måde, så hun var mere end blot villig til at give det tilbage til ham.
”Der er ingen grund til at blive rasende over småting, jeg har gjort eller er i besiddelse af! Hvad end Nathaniel gjorde, må det have været for det bedste til at hjælpe mig med at komme godt fra start. Du burde næsten kende ham bedre end jeg gør, så derfor-”
ordene føltes pludseligt som en klump i halsen da hun følte sin hjertebanken stige. Varmen og fugten over hendes hud føltes som en gengivende steppebrand da hun valgte desperat at åbne sin jakke og fumle sig ud af den. Med en fast og ustabil hånd skubbede hun den væk og endte helt stille, fladt hvilende på jorden med en voldsomt tung åndedræt. Hun måtte se at komme af sted ind til byen!

[Kimeya Marvalo]

Hvad Yuuki prøvede på, var ukendt for Kimeya og det var også den eneste grund til at han havde valgt at reagere som han gjorde; Med en fuldkommen afvisning. Han ville ikke få noget som helst ellers ud af det og det var noget som han godt vidste. Han var bestemt ikke meget for at lade Yuuki komme så tæt på ham igen som han havde gjort dengang, for han ønskede ikke at gøre det værre med familien end det som det allerede havde været fra før af! Han himlede let med øjnene.
”Du vil påstå overfor mig, at det r mit navn som har givet dig den sindsro?” gentog han ganske kortfattet. Hvis det gjorde hende tryg, så måtte det jo næsten være sådan. At hun direkte bad om hjælp til at komme op på benene, var han nu ikke meget for, for han ønskede hende virkelig bare hele vejen til helved og så kunne hun få lov til at blive der! Han ville virkelig ikke have mere med hende at gøre og så længe, at hun ikke kunne huske noget, så gjorde det i den grad også godt for hans eget vedkommende. Overfor hende var han fuldkommen følelseskold, for han begik ikke de samme fejl to gange! Ikke når det kom til hende!
”Meget vel..” mumlede han let, som han endnu en gang måtte vende sig mod hende. Han havde kæmpet for at opretholde bare lidt af hans gamle ry. Det ry som hun i den grad også havde været med til at skulle ødelægge og han kunne virkelig ikke have noget med den tanke at gøre! Alt det kaos som hun havde været med til at forårsage, det var virkelig noget som gjorde ham direkte vred at skulle tænke på! Så tæt på at han havde været at skulle miste hele familien, så tæt på at han havde været på at skulle miste Faith. Det var slet ikke noget som kom på tale igen! Som hun stoppet midt i sine ord, så var det knapt noget som rørte ham. Hun var en… engel? I Dvasias? Hun stod bestemt heller ikke heldigt nok fra før af. Han tog fat omkring hendes ene overarm og tvang hende op at stå, hvor han alligevel gjorde sit for at skulle holde hende stående på benene. Det tunge åndedræt, var dog det som gjorde ham en anelse bekymret, så var det stadig noget som han prøvede at bide i sig lige nu. Han ville ikke ende med at blive blød overfor hende igen!
”Så derfor hvad?” spurgte han ganske kortfattet. Han måtte bare holde sig i skindet! Sandt at han kendte Nathaniel godt efterhånden .Alt det som han ahvde gjort, havde kun været til en fantastisk stor hjælp.

[yuuki]

Hvad det end var, som måtte plage Kimeya lå fast ved gamle minder der aldrig ville se dagens lys igen. Hun havde for nu sine helt egne bekymringer og behov i den her situation og hvad kunne hun ellers gøre ved hans uro end at sige han måtte hvile sin tro på hendes ord? Hun mente det skam i ramme alvor og havde ingen intention om at gøre ham til grin overfor omverden; Det havde hun aldrig nogensinde villet. At han klargjorde sin mistro overfor hende var ikke noget nyt lige nu. Hun kunne kun håbe på at han ville få øjnene op for den realitet som skulle støde mod ham. Hun var her. Hun huskede intet omkring ham og fik ham derfor til at stå og ligne en fremmed galning med intentioner om at skade sine omgivelser. Ærgerligt nok så det ud til at han ikke havde nemt ved at komme videre i sit liv og lade fortiden hvile i fred, nu hvor hun stod uden grund til at skulle blande sig i hans sager. Jorden var umådelig kold at ligge på, men bestemt føltes det meget bedre ikke at have den tykke jakke på. Til trods for det endte hun stadig med at ryste fordi at hendes høje temperatur kun skyldtes feber. At han så rakte ud efter hende alligevel og tvang hende op at stå, fik det helt til at stivne i hende. Det faste og kontrast kolde greb om hendes overarm fik hende kun til at gispe da hun bare trådte i sin egen smerte ved at støtte på sine ben. Hvad var der overhovedet galt med hende? Hun var syg, ja, så meget vidste hun, men det gjorde hende utryg når hun bare… faldt sammen på denne måde og var endt op med at miste sine kræfter på ingen tid. Ikke ret meget mere end et split sekund holdte hendes ben modstand ved smerten. Hun skar ansigt og bøjede sig fremover, mens hun mumlede irritabelt over smerterne. Hvor ynkelig måtte hun end ikke fremstå ved at være ’født’ så fysisk svag? Havde det også været sådan i hendes tidligere liv? Kunne Nathaniel ikke have advaret hende!? Det gjorde hende inderligt bange.
”Jeg skal bare have fat i Nathaniel!”
Endte hun sammenbidt af smerte. Den frie hånd knugede omkring maven. Tydeligvis var hun stukket af fra Joshuas Mansion da hun havde følt sig en lille smule bedre, men det var kun ganske få timer siden af hendes tilstand var begyndt. De mange sår der prydede hendes venstre arm var stadig ikke blevet tilset og det var ikke det mindste kun klart at se.

Som måtte det kun minde om den triste episode kort efter hun havde født tvillingerne og ledt sig selv ud i de mørkeste afkroge for at tjene til føden da hun ikke havde stået med andre muligheder og at Kimeya så var endt op med at finde hende midt i processen...

Hun turde ærlig talt ikke at vende sig til andre med disse problemer. Den eneste grund til at hun bad Kimeya om hjælp var fordi han kendte Nathaniel og om muligt vidste hvor han ville befinde sig henne. Hun brød sig ikke om at tvinge Kimeya ud i denne her situation og hun bandede indvendigt over det. Denne aften skulle bare overstås!

[Kimeya Marvalo]

Hvad det var der skete, var slet ikke noget som Kimeya forstod sig på og det var også derfor at det var sådan at det gik for sig. Han ønskede at gøre skade hvis hun viste tegn til at huske så meget som en eneste lille ting omkring ham, for han ønskede ikke nogen gentagelse af den lange fortid. At Yuuki måtte have ondt, var noget som han tydeligt kunne se, selvom det nu ikke var noget som rørte ham som sådan. Havde han i det hele taget nogen grund til det? Mange ville nok betegne ham som en kold skid, for det var det som han viste udadtil og det var også noget som han agtet at fortsætte med, for det var heller ikke fordi at han direkte viste sig fra nogen anden side, hvilket i den grad heller ikke ville ske overfor hende igen, for et have virkelig vist sig at skulle være hans livs største fejl!
At Yuuki direkte måtte skrige, at hun havde brug for Nathaniel, så var det også tyeligt at det måtte være alvorligt. Ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan. Han kneb øjnene fast sammen. Hvis det var den mand som hun søgte efter, så var der virkelig lang vej til ham, for af det som han måtte vide, så var han i Neutranium, hvilket lå i Manjarno, ås det var skræmmende lang vej dertil, det var helt sikkert. ”Vejen til Neutranium er lang Yuuki. Så må du hellere få gang i de små ben og begynde at gå..” Han vendte dem roligt, som han pegede i den ene retning. ”Den vej.. Så langt som du kan komme,” fortsatte han stilfærdigt med den klare ligegyldige tone. Han havde virkelig ikke meget til overs for hende og helst så ville han så langt væk som overhovedet muligt.
”Giv mig en god grund til at skulle hjælpe dig.. bare lidt på vej,” tilføjede han ganske kortfattet. Lige hvad et var at denne smerte ville gøre ved hende, var ham temmelig ukendt og det raget ham mildest talt en høstblomst, så var et jo bare sådan at det måtte være. De grågrønne øjne hvilede fast på hendes skikkelse som han igen bare valgte at give slip. Så måtte hun jo stå hvis hun ville eller kunne, ellers måtte hun ramle direkte i jorden igen. ”Hvad fanden har du foretaget dig..” mumlede han let for sig selv og vendte blikket rundt omkring. Desværre var der ikke nogen anden i nærheden til hans egen ærgrelse. Han ville ellers bare have nydt at skulle komme herfra og så hjem, for han havde virkelig meget andet at skulle tage sig til i stedet for dette!

[yuuki]

Yuuki var ikke helt så meget opmærksom på sig selv og sine omgivelser som hun ellers havde været. Hendes erfaringer var væk og ligeledes dele af hendes personlighed. Ganske rigtigt endte hun nede på knæ, med en hånd over maven og den anden stødende af i jorden. Smerten var voldsom og hun vidste ikke hvornår det ville blive bedre eller måske helt holde op.
"... jeg forventer ikke noget af dig"
Hviskede hun stille og blev siddende i forsøg på at krumme sig sammen og holde ud. Kimeya lod ikke som sådan at være glad for at have noget med hende at gøre. Alligevel ønskede hun vel bare et eller andet sted at han måske ville give hende en hånd?
Let som hun vippede en smule frem og tilbage bemærkede hun det våde stof på sin kjole nede mellem hendes ben. Stadig overlastet af smerten hev hun stoffet til sig - kun til sin egen overaskelse;
"Blod?"
endte hun lettere chokeret.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var opmærksom omkring denne Yuuki af en gammel vane, for han ville under ingen omstændigheder ryge i den samme fælde som han havde været i før i tiden! Nej! Han nægtede det! Han havde sin familie at passe på, han havde sin elskede Faith, deres unger og det var i den grad også noget som gjorde det hele til en kamp værd at kæmpe for at vinde. Han gjorde virkelig hvad det krævede af ham. Han var i live, hvor man vel ikke kunne sige det samme om hende, eftersom hun jo faktisk var en engel? En engel fuldkommen på afveje i hans øjne! De havde ikke noget at lave her og specielt ikke i dette land! Han kneb øjnene lettere mistroisk sammen.
”Det er ikke hvad jeg hører,” mumlede han flabet. Sandt var det jo trods alt. Hun ville og ønskede at han skulle hjælpe hende med at finde Nathaniel? Nok kendte han til manden og han vidste, hvor han kunne findes, men det var på sit vis også det. Han måtte ærligt erkende, at han slet ikke var fristet til at skulle hjælpe hende, for hun havde virkelig formået at gøre hans liv til et sandt helvede og som ingen anden havde formået at gøre det.
Han vendte blikket mod hende. At hun havde brug for hjælp var dog tydeligt, men skulle han tilsvine sit eget rygte endnu mere og hjælpe en engel som hende? Han himlede med øjnene. ”For pokker da også..!” endte han med en fast tone. Han gik hen til hende og greb fat omkring hendes overarme, nærmest for at rive hende tilbage på benene. Han ville ikke have noget med hende at gøre. Han kunne hjælpe hende på vej, men det var så sandelig også det eneste som han ville! ”Turen til Nathaniel er lang.. meget lang Yuuki..” Hvad der var sket hende, vidste han ikke, men han ville og kunne ikke hjælpe hende længere end til muren. Resten af vejen måtte hun selv klare sig. ”Det bliver nok en anelse ubehageligt. Luk øjnene..” endte han med en mindre hvislende stemme, da en mørk, mørk tåge måtte lægge sig om dem.

[yuuki]

Der var meget som Yuuki endnu ikke havde nogen vished omkring. Den viden hun kunne have brugt til kun af forværre situationen mellem dem lå heldigvis stadig gemt af vejen. Hendes syn på verden og på sine omgivelser var helt anderledes end man kunne forvente.
"Mit liv har ændret sig Kimeya, og det i en retning du ikke vil kunne forstå. Jeg forventer ikke at du gør som jeg siger, men jeg har brug for din hjælp uanset hvordan jeg vælger at se på det..."
Det stærke greb om hendes overarme fik hende ikke mindst til at vende ansigtet mod hans. Nej, der var ingen følelser tilbage. Gennem hans anger og vrede kunne hun ikke undgå at bemærke den dybe frustration over den her situation. Lige som hun ikke vidste hvad han havde tænkt sig endte hun alligevel med at handle lydigt ved at lukke øjnene og gemme ansigtet i sine hænder...